Bronzeskulpturen Charging Bull står lige ved Wall Street og er et meget populært turist-sted. Så populært, at man skal være mere end heldig for at få et billede KUN med tyren på… Den skal symbolisere ’aggressiv finansiel optimisme og fremgang’ og er gået fra at være guirilla-kunst til at være SYMBOLET på Wall Street og Financial District. Ideen til skulpturen kom fra kunstneren, der ville styrke og give kraft til det amerikanske folk efter børskrakket i 1987.
Skulpturen blev opsat i 1989 kort før jul og er 3,4 meter høj, 4,9 meter lang og vejer 3200 kg og er udført af Arturo Di Modica. Kunstneren bag har sagt, at den er en ud af 5 tyre – foreløbig er der opstillet tilsvarende skulpturer i Shanghai og Amsterdam.

Som det sidste emne kan man se de materielle konsekvenser af terrorismen: de deforme jernstolper, de iturevne installationer fra tårnet på det ene af tårnene eller den skævt-vredne brandbil. Man kan også se resterne af Vesey Street trapperne (The Survivors' Stairs), som var en af de trapper, som rigtig mange reddede sig ud via. Trapperne overlevede i det store hele attentatet - de skader de har i dag er opstået i forbindelse med oprydningen af området.

Rockefeller Center er et kompleks af 19 kontor- og forretningsbygninger. De første 14 bygninger blev bygget af John D. Rockefeller i 1930-39, mens de sidste 5 bygninger kom til 1960erne og 1970erne.
Komplekset rummer i dag over 1000 firmaer og ca. 65.000 mennesker kommer dagligt i bygningen. Komplekset rummer også en række kulturelle oplevelser, som f.eks. fjernsynskanalen NBCs hovedkvarter og USA's største indendørs teater med 6000 siddepladser.

Herover kigger vi mod nord og op over Central Park. Det ses tydeligt, hvor stor den park i virkeligheden er. Den høje slanke bygning er 432 Park Avenue, der er en beboelsesejendom på hele 426 meter i højden.
Herunder til venstre kigger vi mod syd. Bygningen med tårnet på toppen i midten af billedet er Empire State Building. Den vender vi tilbage til. Til højre kigger vi ud over en af floderne... og kan se bygninger og bygninger og bygninger, så langt øjet rækker.

Channel Gardens ligger mellem La Maison Francaise og British Empire Building og er ca. 60 meter lang. Den består af 6 bassiner hver med en stor springvandsfigur skabt af Rene Paul Chambellan. Og så er her altid plantet til med årstidens blomster – og engle til jul.

Da vi stod oppe på Rockefeller-bygningen kunne vi jo se ned på kirken St. Patricks Cathedral og naturligvis måtte vi lige forbi og se den, da vi kom ned.
Det er ikke fordi kirken som sådan er specielt lille – de to tårne måler hver 101 meter, men bygningerne rundt om er bare så meget højere! Inde er der plads til ca. 2400 tilhørere – så lille er den bestemt ikke!
Det var ærkebiskop John Hughes, der fik ideen til at bygge en gotisk kirke tilbage omkring år 1850 og arkitekt James Renwick, der fik lov at tegne den. Katedralen blev opført 'ude på landet' mellem 1858 og 1879 og blev opført for penge givet af fattige men taknemmelige indvandrere og en donation på 1000 dollars hver fra mere end 100 fremtrædende og rige New Yorkere.
Desværre kom vi lige midt i en messe, så vi stak bare lige hovedet ind og så smuttede vi ellers ud igen på nye eventyr.

Grand Central Terminal – eller Grand Central eller Grand Central Station – ligger på samme sted, som Grand Central Depot blev bygget.
Med jernbanens ankomst til New York kom også mange mennesker – og forurening. Beboerne havde klaget så meget over sod-skyerne fra lokomotiverne, at byen i 1854 forbød damplokomotiverne i New Yorks befolkede hjerte. Derfor måtte man fjerne motorerne på lokomotiverne når de ankom til byen og så trække dem med heste resten af vejen ind.

For at få dette til at glide lettere, blev man enige om at opføre en ny transit-hub – Grand Central Depot - i udkanten af området. Allerede efter 30 år havde man fordoblet stedets størrelse, men det var slet ikke nok, for togtrafikken var firdoblet i perioden!

Den nuværende stationsbygning er opført i etaper i perioden 1903-13. Området var på 30 år gået fra at være Udkants-New York til at være en del af det pulserende hjerte i en hurtigvoksende by og skulle derfor også kendetegne dette.

I dag er stationen verdens største jernbanestation målt i antal perroner: 44 perroner med i alt 67 spor i to etager. Stationen betjener dels regionaltog og dels metroen.
Main Concourse er centrum for Grand Central. Den er 84 meter lang og 37 m bred og er normalt fyldt med travle mennesker. I siderne er billetkontorerne, selvom mange nu står tomme fordi man har indført automater, så er de nu meget fine.

Under Main Concourse findes en række spisesteder.
Vanderbilt Hall var tidligere det vigtigste venteværelse og ligger lige op til Main Concourse. I dag bruges den til det årlige julemarked, til særudstillinger og private arrangementer. Den er opkaldt efter Vanderbilt-familien som oprindeligt byggede og ejede stationen

Vores tur ned gennem Manhattan ledte os den ene dag ned gennem Little Italy. Det er et mindre område af Manhattan, hvor der i 1910 boede omkring 10.000 italienske amerikanere. I dag bor her omkring 1200.
Men området forstår at fejre sine helgener. Da vi var der, var gaderne pyntet op i anledning den årlige fejring af San Gennaro.

Oprindeligt varede denne religiøse fejring bare en dag og var en tradition, som immigranter fra Napoli havde taget med til USA. San Gennaro er nemlig skytshelgen for Napoli. I dag varer fejringen 11 dage, hvor man fejrer den italienske kultur og det italiensk-amerikanske samfund.

China Town var i en periode den største kinesiske enklave i USA, men er siden blevet overhalet. Alligevel skønner man, at der bor små 100.000 asiater i området.

Man mener, at den første kineser, der bosatte sig i området, var Ah Ken, som flyttede til området omkring 1860. han ernærede sig ved at sælge cigarer og siden valgte mange kinesere samme vej arbejdsmæssigt.

En tur ned gennem tilbuddene om drager, fisk og kinesisk mad blev det dog til. Og en kort hvilepause i Columbus Park med statuen.

Vi krydsede videre ned mod Brooklyn Bridge. Vi ville gå over East River til Brooklyn for at se solnedgangen over Manhattan.
Brooklyn Bridge er et af New Yorks mest berømte bygningsværker og stod færdig tilbage i 1883. Det er en af USA's ældste hængebroer og var den første i hele verden der fik stålkabler. Broens længde er 1834 meter og manden bag var den tyske immigrant John Augustus Roebling,

På broen stødte vi på fænomenet Love Locks – eller Kærlighedslåse. Vi har før set det i Europa med mange flere låse, men da det er ulovligt i New York bliver låsene fjernet med jævne mellemrum.

Vi fandt ned til Brooklyn Bridge Park helt nede ved East River. Her var vi ikke de eneste, der satte sig for at nyde udsigten. Og vi fandt også snart ud af, at stedet var et populært bryllupsbillede- sted....
Og så sad vi ellers og nød udsigten og talte etager - for hold da op, hvor højhuset på Odense Universitetshospital med sine 15 etager pludselig virkede lille...

Vi er på vej ned mod Metropollitan Museum og kommer forbi den jødiske synagoge og museum Temple Emanu-El og 107th Infantry Memorial, som er et mindesmærke for de faldne i 1. Verdenskrig, er udført af billedhuggeren Karl Illava og arkitekterne Rogers og Haneman. Det blev indviet i september 1927.

Foran Metropolitan Museum stod flere af byens mange salgsvogne. Herfra sælges hotdogs (med sauerkraut og noget løg-noget!), drikkevarer, is og kringler. Vi måtte naturligvis prøve en hotdog - men vi foretrækker nu en dansk en af slagsen..

Vi startede i den ægyptiske afdeling. Met har ca. 26000 separate stykker ægyptisk kunst og de fleste er udstillet i 39 værelser! Vi viser her bare et lille udsnit med kommentarer til nogle få af dem.
Herover til venstre ses Colossal Statue of a Pharaoh, der stammer fra Tanis ved det østre Nil-delta. Den er fra omkring år 1919-1885 fkr.
Statue of the Goddess Sakhmet herunder til venstre er fra år ca 1390-1352 f.kr. og stammer fra Thebes. Gudinden Sakhmet repræsenterer vold, sygdom og katastrofer. Hendes løvehoved skal vise hendes potentielle voldsomhed og destruktive karakter. Hendes egyptiske navn Sakhmet betyder ’Den Kraftfulde’. Sol-skiven på hendes hoved viser, at hun er datter af solguden Re.

Herover til venstre ses nogle små statuetter, der er udført i fajance i årene 332-30 f.kr.

Hvis man går gennem døren, så træder man ind i en finere bolig. Her er voldsomme gardiner, fantastiske vægdekorationer og interiør for alle pengene!
Man kan også gå op på 1. sal og her komme ud på en bred svalegang, der går rundt om hele pladsen foran facaden. Heroppe fra er der et fint kig ned over pladsen og facden.

Vi kom også en i en afdeling for religiøs kunst. Her var f.eks. dette fine sølv-krucifiks med krystaller og glas. Det er fra Italien i perioden 1366-1400. Den midterste krystal har en gang dækket en lille stump træ, som man mente stammede fra Jesus kors.
Korskærmen herover til højre stammer oprindeligt fra katedralen i Valladolid i Spanien og er fra ca. 1763. Den gang delte den koret fra højalteret.
Kristus i læggelse i graven herunder er fra Dordogne i Frankrig og er lavet ca. år 1515.

Herunder ses værket 'Ugolino and His Sons', som er en marmorskulptur af Jean-Baptiste Carpeaux fra 1865-67.
Den anden skulptur stod i Great Hall, som er kombineret billetkontor og infosted.

Maskerne her over til højre stammer fra området omkring Canada/British Colombia, hvor de har været anvendt af en af de oprindelige befolkningsgrupper – Kwakwaka´wakw’erne og stammer fra omkring år 1900.

Asmats Bis Poles herunder er lavet som mindesmærker for at ære forfædre og nylig afdøde. Hvis mange døde samtidig, så afholdt man en Bis-fest, som bla. indebar en menneskejagt.

Vi er kommet videre ind i rummene med græsk og romersk kunst. Her en marmor sarkofag med Dionysos Triumf og Årstiderne afbilledet som 4 personer – 2 på hver side af Dionysos. Den stammer fra år 260-270 e.kr.

Til sidst endte vi inde i afdelingen med amerikanske malerier. Og de var ikke alle lige små...

Da vi efter mange timer var fuldstændig stoppede i hovederne med kunstgenstande, så forlod vi Met og gik en tur ud gennem Central Park. Central Park er en stor bypark – 4,1 km lang og 825 m bred og indviet i 1873. Parken ser ud som et naturligt landskab midt i byen men i virkeligheden er det meste nøje placeret. Der er flere kunstige søer, lange vandrestier, skøjtebaner, et naturreservat, legepladser og sportspladser.
Tilbage i 1853 blev området udvalgt til at blive offentlig park – grundværdien alene var 5 mill. dollars. På området boede ca. 1600 primært fattige afroamerikanere og immigranter fra Tyskland og Irland og disse blev flyttet og deres små landsbyer revet ned.
Ambitionen med parken var et stilfuldt sted, hvor man kunne køre i åbne vogne. Udformningen stod Olmsted og Vaux bag – de hentede inspiration mange steder fra, men det mest nyskabende var de separate sti-systemer for fodgængere, ridende og vogne. Den krydsende trafik blev allerede den gang skjult i nedsænkede vejbaner godt afskærmet med tæt beplantning. De mange broer – ikke to er ens – blev alle tegnet af Vaux.
Siden har parkens liv gået op og ned. Flere gange er den blevet misligholdt i mange år og efterfølgende blevet gennemgribende ryddet op og genplantet. Siden 1980 har man haft en gruppe, der har stået for de overordnede linjer, mens meget af arbejdet er udført af frivillige.

Vi er her ved The Lake, som er den største sø i parken. Den er skabt ud af en tidligere sump og bruges til at ro på om sommeren og til at skøjte på om vinteren.

Helt ned i sydenden af parken - og også andre steder - stikker grundfjeldet op gennem parkens græs. Umpire Rock - som området kaldes - er dog det det bedste sted at se på formationerne. Grundfjeldet består her af skifer med glimmer. Skiferen er dannet af sedimentær skifer af intens underjordisk varme og et stort tryk for omkring 450 mill. År siden. Under dannelsen af skiferen blev den presset rundt, så den i dag ligger i flotte snoede og foldede lag. Tomme sprækker i skiferen er siden blevet udfyldt af den grovere granit.

Udsigten fra Empire State Bygning er også helt fantastisk. Og Verden bliver igen ganske lille...
På 86. etage er der adgang til det fri hele vejen rundt. Selve området føles mindre end på Rockefeller og er kun i en etage. Til gengæld er her fine skilte på de opstillede kikkerter, så man kan se, hvilke bygninger man kan se. Hvis man ønsker at betale ekstra, så kan man komme op på ´Top Deck´ på 102. etage. Her foregår det dog inde bag glas.

Siden 1976 er de øverste etager på Empire State Building hver aften blevet oplyst hver aften. Den 'normale' farve er hvidt lys, men f.eks. var det grønt, hvidt og rødt, da man fejrede Colombus og pastelfarvet i anledning af påsken.
Og man kan faktisk se Empire State Building oplyst i rød og hvid på vores billeder fra vores solnedgangsaften. Her fejrede man, at den amerikanske 'billede-bank' Shutterstock var nået op på at have 100 millioner billeder i arkivet!

Hvor Broadway og 5th Avenue mødes står The Flatiron Building. Bygningen er mange gange blevet brugt som kendetegn for Manhattan, da den er så let genkendelig.
De nederste 20 etager blev opført 1902-03 og så blev den sidste etage tilføjet i 1905. Manden bag denne renæsance-palads-agtige bygning hed Baniel Burnham. Den er bare 2 meter bred ude i spidsen og vinklen set ovenfra mellem de to ydervægge er bare 25 grader.

Det er muligt at komme helt op i kronen, men at få billet til det er næsten som at vinde i lotteriet, for kun omkring 500 kommer op hver dag, så de billetter er selvfølgelig solgt flere måneder før. Det er også muligt at komme ind i og op i toppen af soklen - men også her er der et begrænset antal billetter - dog ca. 2500 stk. om dagen - så også her skal man være hurtigt ude.
Da vi ikke havde nogle af de to billetter, blev vi bare ude og nød det fine vejr, udsigten over mod Manhattan og Ellis Island og så gik vi naturligvis hele vejen rundt om statuen - så godt det nu kan lade sig gøre pga. afspærringer og bygninger.

Fra jorden og op til toppen af faklen måler Frihedsgudinden i alt 93 meter – selve statuen måler 46 meter og soklen 47! Den vejer hele 204 tons, hvoraf ’klædet’ står for ca. halvdelen. Den er bygget på et jernskelet beklædt med kobber og kunstneren bag er franskmanden Frederic Auguste Bartholdi. Han er naturligvis mest kendt for denne skulptur men han har også lavet den store løve-sandstenskulptur i Belfort i Frankrig, som vi så sommeren 2015. Selve jernskelettet hjalp Gustave Eiffel i øvrigt med at beregne. Han er jo nok bedst kendt som manden bag Eiffeltårnet…

Frihedsgudinden blev foræret til USA af Frankrig. Ideen blev født under et middagsselskab i 1865 i Frankrig, hvor værten Laboulave fornemmede en stor sympati mellem USA og Frankrig, hvorfor han foreslog, at Frankrig skulle forære USA et stort monument, som skulle stå som et mindesmærke for uafhængigheden. Bartholdi var med til selskabet og han besluttede nogle år senere at føre ideen ud i livet.

Planen var egentlig at statuen skulle stå færdig i 1876 på 100 års dagen for Amerikas Uafhængighed, men det blev ikke nået. Men man havde dog på dette tidspunkt fået aftalt at amerikanerne skulle betale grund og sokkel og Frankrig selve statuen.

Statuen blev lavet i Frankrig og sejlet til Amerika i 350 dele og samlet på stedet. I 1886 stod statuen omsider færdig og præsident Grover Cleveland kunne endelig indvi den.

Selvom der var megen modstand i den amerikanske befolkning og presse mod statuen, så har de i dag taget den fuldstændig til sig som symbol på frihed, ligeret og demokrati. Og i dag anvendes den som symbol på alt hvad der er amerikansk. Og er en kæmpe turistattraktion med over 5 millioner besøgende om året…

Efter at have gået en tur rundt på Liberty Island og kigget på dørhåndtag formet som små fakler og spist en yderst tiltrængt is, så steg vi igen på færgen.

På turen væk fra Liberty Island og over mod Ellis Island kan det betale sig at stå i venstre side af båden. Herfra fik vi nemlig et helt fantastisk kig ind på Frihedsgudinden da vi sejlede videre.

Ellis Island blev stedet, hvor mere end 12 milloner indvandrere blev modtaget i perioden 1892-1954. Oprindeligt var øen meget mindre, men den er gennem tiden blevet udvidet til mere end 8 gange den oprindelige størrelse – primært ved at deponere ballast fra skibene og den overskydende jord fra opførelsen af metroen.
Øen rummede Fort Gibson, som var en del af byens forsvarsværker. Indtil 1890 regulerede de enkelte stater indvandringen til USA – i New York skete dette i Batteri Park, hvor ca. 8 mio. indvandrere – primært europæere - gik gennem i perioden 1855-1890.
Da indvandringen steg som følge af de dårlige tider i Europa, blev trykket dog for stort på Battery Park og man besluttede at opføre et nyt modtagecenter på Ellis island. Den første, som fik sin sag behandlet her, var Annie Moore – en irsk teenagerpige, der trådte i land 1. januar 1892. De næste 62 år behandlede centeret mere end 12 mio. sager.

I dag er her museum om indvandringen. Med store informative plancher, billeder, forskellige rum, som alle skulle gennem for at blive godkendt osv. Det er et godt sted at blive klogere :D

3. klasses-passagerer skulle derimod alle ind over Ellis Island. Forholdene på skibene for disse passagerer var meget dårlige – overfyldte og uhygiejniske nær bunden af skibet. På Ellis Island blev disse immigranter tjekket både medicinsk og juridisk. Hvis ens papirer var i orden og helbredet fornuftigt kom man dog hurtigt gennem kontrollen – bare 3-5 timer tog det.
Selv om øen også blev kaldt 'Tårernes ø', så var det blot ca. 2 % af de ankommende indvandrere, der blev afvist og måtte forlade landet igen. Der var primært 2 grunde til, at de blev afvist: hvis en læge diagnosticerede en smitsom sygdom, som ville true resten af befolkningen eller hvis man mente, at vedkommende var eller ville blive kriminel.

Som I kan se, så rummer et diorama ikke bare et dyr, men gerne en gruppe af samme dyr. Det betyder nåturligvis også at de er pænt store :D
Herover er det Bighorn Sheep (tykhornsfår) og Alaskan Moose (alaska-Youkon Elg), som med sine 770 kg og et gevir på 2,1 meter er verdens største hjort.

Herover til venstre er det en flok Wapiti'er, der er udstillet. Til højre ses en skive træ – dog ikke lige i en størrelse, så den kan komme i brændeovnen… Skiven stammer fra et 1400 år gammelt Mammuttræ (Sequoia Gigante), der blev fældet i 1891 i Californien. I dag er det ulovligt at fælde de gigantiske træer, hvis tykke bark er brandhæmmende og som har en naturlig træbeskyttelse, så de er meget modstandsdygtige over for sygdomme.
På træskiven har man markeret en række årstal med betydning for det amerikanske folk.

Denne gigantiske myg stødte vi på i afdelingen for De Nordamerikanske skove. Myggen er en model, som museet lavede i 1917, for at fortælle om malaria og gul feber. Mens Theodore Roosevelt var præsident støttede han oplysningskampagnerne, der skulle få befolkningen til at forstå, at det var myggen og ikke dårlige sanitære forhold, der spredte sygdommene. Det sikrede samtidig gennemførelsen af Panamakanalen, som var meget truet af de mange dødsfald pga. gul feber. Her fik man ødelagt myggenes ynglesteder og reddede derved tusindvis af menneskeliv.

Vi kom også ind gennem udstillingsområdet Millstein Family Hall of Ocean Life, hvor der er dioramaer med fisk og hvaler og landdyr. I loftet hænger en model af en blåhval. 29 meter lang og skabt efter en blåhval, der blev fundet i 1925.

Vi er her kommet ind i området med asiatiske pattedyr – og naturligvis er her elefanter. Den asiatiske elefant er mindre end den afrikanske og man skønner at der er ca. 30000 dyr tilbage i naturen.
Ud over udstoppede dyr er der også forskellige genstande af betydning for menneskerne i de enkelte områder – her f.eks. en buddha.skulptur og en religiøs dragt.

Det sorte næsehorn er udstillet i Akeley Hall of African Mammals. Gennem millioner af år har næsehornet brugt sit lange horn til at beskytte sig mod løver, som våben i territoriale kampe med andre næsehorn og som redskab til at grave salte og mineraler frem med. Kun i en ganske kort periode af næsehornets lange historie har mennesket jaget næsehornet for hornets skyld – med det resultat at det forsvinder antalsmæssigt hurtigere end noget andet dyr på jorden!

Ud over den imponerende samling af udstoppede dyr fra alle områder af verden, så har museet også en stor samling af dinosaurskelletter! Og dem var vi selvfølgelig nødt til at runde – for hvornår får vi lige chancen for at se sådanne igen?

Var vi kommet ind af hovedindgangen i Theodore Roosevelt Rotunden, så var vi endt lige inde i de første dinosaur-skeletter! Nu fandt vi frem til dem via vores fine kort… I den store hall er en stor planteædende Barosaurus anbragt, så det ser ud som om den beskytter sine unger mod en angribende kødædende Allosaurus. Den meget høje Barosaurus er imponerende – også selvom der her er tale om en afstøbning af rigtige knogler. De rigtige knogler ville nemlig veje for meget til at kunne blive monteret i denne højde.

Blokken af forstenede dinosaurusser stammer fra Agate Springs i Nebraska - et område med mange fossiler.
Blokken rummer knogler fra mange forskellige arter og man mener at ’rodet’ skyldes, at mange dyr døde i deres søgning efter vand i et udtørret flodleje. Da der igen kom vand i floden, tog strømmen knoglerne med ned af floden til et mere roligt sted, hvor de lagde sig i et stor rod.