www.RoseFrederiksen.dk

New York 2016

I september 2016 tog vi en tur til New York. Vi havde planlagt turen gennem nogle år og endte med at invitere Sabrina og Morten med på turen. Britta og Rune var lige blevet forældre, så det var ikke en mulighed, at de tog med.

Vi havde bestilt en samlet rejse gennem FDM og med AirBerlin fra København over Berlin og direkte til JFK-airport. Turen derover gik uden problemer, selvom vi godt nok syntes at lufthavnen i Berlin var noget bagud på mange punkter. Det værste var næsten, at de havde proppet et security-check ind i et alt for lille venterum, så der var virkelig pres på i rummet.

I New York tog vi først Airtrain ind til en metrostation og så ellers metroen ind til hotellet. Uden at have gjort det bevidst var vi endt på Holiday Inn NYC - Lower East Side, som lå som næsten nabo til en metrostation på ruten mellem Manhattan og JFK. Det betød bare et skift fra Airtrain til metroen. Samtidig var vores metrostation et godt knudepunkt i stort set alle retninger og vi kunne derfor ofte tage en direkte metro til de seværdigheder vi havde udset os.
Den første dag købte vi City Pass New York til os alle. Det giver fri adgang til alle de største attraktioner og vi endte med slet ikke at købe flere entrebilletter på ferien. Ved at købe hæftet sparede vi ca. 40%.
Samtidig købte vi et ugekort til metroen - så var vi fri for at tænke på billetter resten af ferien og kunne køre frem og tilbage alle de gange vi ville.


Wall street

Vores første tur på Manhattan gik ned mod syd - eller Lower Manhattan, som det hedder derovre. Her fandt vi hurtigt frem til Wall Street.
Wall Street går gennem byens financielle område, hvor bl.a. Verdens to største børser - NYSE og NASDAQ - ligger og Wall Street er derfor over tid blevet synonym med de finacielle markeder i USA - også selvom de slet ikke har adresse i området.
Herover er det dog en anden bygning, der har fanget os: Federal Hall. Den første bygning blev bygget i 1700 og tjente som byens rådhus, men blev revet ned i 1812. I 1842 blev den nuværende bygning så opført som Tolderbygning.
Fra 1785-1789 tjente bygningen som mødested for den amerikanske Kongres. Det var lige efter den amerikanske revolution, hvor lederne af de daværende 13 engelske kolonier protesterede mod forskellige engelske forsøg på at hæve skatterne. Konflikten endte i et væbnet oprør, som kom til at handle om retten til selvbestemmelse. Efter 8 års krig vandt kolonisterne og de kunne derefter påbegynde arbejdet med at udforme en forfatning, der skulle samle de 13 kolonier i Amerikas Forenede Stater. Den 1. amerikanske kongres blev holdt i huset – på denne valgte man bl.a. Amerikas første præsident: George Washington og vedtog en række vigtige lovændringer.

Herover har vi så New York Stock Exchange (NYSE), som er verdens største børs og aktiemarked. I modsætning til f.eks. NASDAQ, som er en elektronisk børs, så er NYSE en fysisk børs, hvor handler indgås ansigt til ansigt på børsgulvet med en auktionarius, der bringer købere og sælgere sammen og som styrer handlen.
I området er der naturligvis også små cafeer - og højhuse, der giver os hold i nakken.

Foran Federal Street findes resterne af en palisade. Det er denne ’mur’ der har givet navn til Wall Street. Palisaden blev rejst i 1653 af den hollandske guvernør Peter Stuyvesant for at beskytte byen mod plyndrende indianere. Den var 10 fod høj og lavet af tykke planker og allerede inden muren stod færdig begyndte der at opstå en gade på ’bysiden’ af palisaden.

Siden forfaldt muren idet de frygtede indianerangreb udeblev og der derfor ikke var nogen grund til at vedligeholde den. Samtidig begyndte landmænd og andre borgere at fjerne plankerne for at bruge dem som byggematerialer eller brænde. Hele palisaden forsvandt i 1699.

Et kig til højre fik os til at kigge hen på Trinity Church. Og det er altså ikke fordi den er specielt lille, men højhusene er bare meget højere. Og så er vi jo også lidt vant til, at en kirke har noget frirum rundt om sig - men det er der heller ikke så meget af her.
Den nuværende bygning stammer fra 1846 og er den 3. kirke på stedet. I 1696 bad en lille gruppe anglikanere (medlemmer af den engelske kirke) om lov til at oprette en kirke, hvilket de fik lov til året efter. Med sit næsten 86 meter høje spir var Trinity den højeste bygning i New York indtil 1890.


Bronzeskulpturen Charging Bull står lige ved Wall Street og er et meget populært turist-sted. Så populært, at man skal være mere end heldig for at få et billede KUN med tyren på… Den skal symbolisere ’aggressiv finansiel optimisme og fremgang’ og er gået fra at være guirilla-kunst til at være SYMBOLET på Wall Street og Financial District. Ideen til skulpturen kom fra kunstneren, der ville styrke og give kraft til det amerikanske folk efter børskrakket i 1987.
Skulpturen blev opsat i 1989 kort før jul og er 3,4 meter høj, 4,9 meter lang og vejer 3200 kg og er udført af Arturo Di Modica. Kunstneren bag har sagt, at den er en ud af 5 tyre – foreløbig er der opstillet tilsvarende skulpturer i Shanghai og Amsterdam.


World Trade Center (WTC)

Nær Wall Street finder vi snart frem til Ground Zero. Det var her, at to fly i 2011 fløj ind i tvillingetårnene på World Trade Center og ødelagde dem totalt. De gamle bygninger var opført i 1966-73 og var 415 og 417 meter høje og var i få år Verdens højeste bygninger. Men et terroristangreb ødelagde dem, dræbte næsten 3000 mennesker og ændrede Verden totalt.


I forbindelse med WTC er der opført en fantastisk flot stationsbygning - New York World Trade Centre Hub, der servicere ikke mindre end 11 metro- og PATH-linjer (jernbane, der går væk fra Manhattan).

Stationen er designet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava og er bare så smuk. Det er en elliptisk vinget pavillon – også kaldet Ocolus - med 290 hvælvede stålribber med glas mellem.

Inde brydes lyset helt fantastisk og selv om man kunne frygte, at der blev meget varmt på en solrig dag, så sker det ikke, da der er automatiske ovenlysvinduer.

Stationen er i flere etager og de lange vandrehaller i langsgående retning er præcis 100 meter lang og her findes en række butikker.


I dag har man opført et nyt tårn i stedet for det, der blev udsat for terrorisme. Og tårn nummer to er godt på vej.

One World Trade Center (WTC1) - eller Freedom Tower – er det første af de to tårne og har samme grundflade som det gamle. Men mens det gamle var firkantet hele vejen op, så er det nye twistet, så det ovenfra ser ud som en perfekt 8-kant.

Højden er præcis 1776 fod (svarende til ca. 541 meter) og denne højde er valgt, fordi 1776 var året, hvor USA erklærede sin uafhængighed som nation. Arkitekten bag hedder David Childs, som har haft en finger med i spillet rigtig mange steder i New York. Han har bl.a. tegnet WTC6, som åbnede i 2006 og ankomstbygningen i JFK-lufthavnen.


9/11 Memorial Museum

Lige bag New York World Trade Centre Hub finder vi så 9/11 Memorial Museum, som er rejst som nationalt mindested og erindringssted for de næsten 3000 mennesker der blev dræbt ved terrorangrebene på WTC og Pentagon den 11. september 2001 og de 6 mennesker, der blev dræbt af en bombe i WTC i februar 1993.
Samtidig er museet også en hyldest til de mange mennesker, som uden tanke på deres egne liv, arbejde i døgndrift på at redde folk ud af ruinerne.

Efter at have løst billet til museet går vi ned under jorden, idet hele udstillingen findes under jorden. Det første der møder os, er en deform jernstolpe ved trappen ned til udstillingen. Den – og mange andre af tingene – er hentet ud af ruinerne i 2011 og sat ind i udstillingen.

Udstillingen er delt op i flere temaer: et af temaerne er mindestedet for alle ofrene. I et lukket rum, hvor fotografering ikke er tilladt, præsenteres alle de dræbte med billeder og en stemme læser samtidig navne og datoer op på de dræbte – navn efter navn. Det er meget overvældende at se alle billederne og hører navnene læst op.
Når man ser på billedet her til venstre, kan man se undersiden af det udendørs mindesmærke som en kasse øverst til venstre i billedet.

I et andet lukket rum gennemgås dagene for de to angreb minut for minut med avisartikler, små filmstumper og forskellige genstande. I dette rum måtte vi heller ikke fotografere.

Som det sidste emne kan man se de materielle konsekvenser af terrorismen: de deforme jernstolper, de iturevne installationer fra tårnet på det ene af tårnene eller den skævt-vredne brandbil. Man kan også se resterne af Vesey Street trapperne (The Survivors' Stairs), som var en af de trapper, som rigtig mange reddede sig ud via. Trapperne overlevede i det store hele attentatet - de skader de har i dag er opstået i forbindelse med oprydningen af området.


Efter at have studeret den underjordiske udstilling fortsatte vi ud i solskinnet til de to store vand-bassiner. De er opført på samme sted, som Twin Towers oprindeligt stod og med præcis samme størrelse. Vandfaldene skal symbolisere tabet af menneskeliv og det fysiske tomrum efter angrebene. Samtidig skal lyden fra vandfaldene overdøve byens lyde, så stedet bliver et frirum med mulighed for meditation go fordybelse.

Det er arkitekt Michael Arad og landskabsarkitekt Peter Walker, der står bag og på kanten af de to bassiner står samtlige navne på de dræbte fra 1993 og 2001.
De 2983 navne er ikke tilfældigt anbragt men arrangeret ved hjælp af en advanceret algoritme, der tog hensyn til, hvor de dræbte var under angrebet. På denne måde ville man sikre at – som Edith Lutnick (adm. Direktør ved fonden Cantor Fitzgerald Relief Fund) udtrykte det: “Your loved ones' names are surrounded by the names of those they sat with, those they worked with, those they lived with and, very possibly, those they died with." (eller på dansk: ”Dine kæres navne vil være omgivet af navnene på dem de sad sammen med, dem de arbejdede sammen med, dem de levede sammen med og dem som de meget sandsynligt døde sammen med”.)


Washington Square Park

Efter at have forladt 9/11 Memorial området gik vi af tilfældige gader op mod Washington Square Park.
På vejen kom vi forbi flere glasdækkede og skinnende højhuse.
Vi kom forbi huse med brandstiger uden på bygningen - helt som vi så tit har set i amerikanske film.
Og vi kom forbi hektiske gadekryds, hvor man som gående går over for rødt, hvis der er fri bane...

Washington Square Park er en offentlig og meget gammel park. Oprindeligt blev området givet til frigivne slaver som en bufferzone mellem byens befolkning og landets oprindelige befolkning. I 1797 blev området dog overtaget af byen for at blive til kirkegård. Oprindeligt for at kunne begrave de ukendte eller fattige, men omkring år 1800 for at begrave ofrene for den gule feber. Man mener at op mod 20.000 mennesker blev begravet her.


Allerede små 25 år senere blev området udlagt til paradeplads, hvor de frivillige, militære kompagnier kunne øve! Og yderlige 25 år senere blev den første park så anlagt.
Parken er – og har altid – været meget populær i befolkningen. Den har været skueplads for mange ting: folkesangerne har brugt den meget – så meget at det har været grundlag for en egentlig konflikt mellem dem og områdets oprindelige arbejderklasse. Der var også en arkitekt, som ville føre en vej igennem parken – men det fik man heldigvis forpurret.
I 1889 blev der nord for parken rejst en triumfbue for at fejre hundredåret for George Washingtons indsættelse som præsident for USA. Den var lavet af træ og gips, men blev så populær at man i 1892 erstattede den af en permanent udført i marmor. Den er 23 meter høj og tegnet af arkitekt Stanford White med Triumfbuen i Paris som forbillede.
Springvandet foran triumfbuen er ældre end den – det første blev lavet her i 1852.


Rockefeller Center og Top of the Rock

Rockefeller Center er et kompleks af 19 kontor- og forretningsbygninger. De første 14 bygninger blev bygget af John D. Rockefeller i 1930-39, mens de sidste 5 bygninger kom til 1960erne og 1970erne.
Komplekset rummer i dag over 1000 firmaer og ca. 65.000 mennesker kommer dagligt i bygningen. Komplekset rummer også en række kulturelle oplevelser, som f.eks. fjernsynskanalen NBCs hovedkvarter og USA's største indendørs teater med 6000 siddepladser.

Den højeste bygning i komplekset er GE Building, der har 70 etager og er 259 m høj. På 65. etage findes restauranten Rainbow Room Club, som skulle være det flotteste sted at spise i New York.
Vi sprang den dog over og valgte i stedet at besøge ’Top of the Rock’ på 68. etage. Det er et offentligt tilgængeligt udsigtsdæk på toppen af bygningen. Heroppe fra er der et flot udsyn 360 grader rundt.

Udsigtsplatformen er i 3 etager som man kan bevæge sig frit i. Der er store glasplader som afskærmning, men heldigvis med så meget luft imellem, at man kan stikke kameraet ud mellem dem og få billeder uden glas-skin.
Og lige derned ligger der sørme en kirke...

Herover kigger vi mod nord og op over Central Park. Det ses tydeligt, hvor stor den park i virkeligheden er. Den høje slanke bygning er 432 Park Avenue, der er en beboelsesejendom på hele 426 meter i højden.
Herunder til venstre kigger vi mod syd. Bygningen med tårnet på toppen i midten af billedet er Empire State Building. Den vender vi tilbage til. Til højre kigger vi ud over en af floderne... og kan se bygninger og bygninger og bygninger, så langt øjet rækker.

Foran GE Building finder vi hurtigt frem til Lower Plaza, som er et nedsænket plads, hvor der om sommeren er ude-servering (det er parasoller set oppefra, der danner den hvide flade) og skøjtebane om vinteren.
På området mellem bygningen og pladsen sættes der hver år et stort juletræ op. Over døren til GE Building ses relieffet Wisdom fra 1933 skabt af Lee Lawrie.

Rundt langs kanten står omkring 200 flagstænger. Det varierer hvilke flag der er sat op: Flagene for alle FN-landene, for alle USA's stater eller dekorative og sæsonbestemte flag. På nationale helligdage er det dog USA's eget flag der vajer fra alle stængerne.

Langs den ene side af Lower Plaza findes den gyldne skulptur Prometheus fra 1934 af Paul Manship.


Channel Gardens ligger mellem La Maison Francaise og British Empire Building og er ca. 60 meter lang. Den består af 6 bassiner hver med en stor springvandsfigur skabt af Rene Paul Chambellan. Og så er her altid plantet til med årstidens blomster – og engle til jul.


Da vi stod oppe på Rockefeller-bygningen kunne vi jo se ned på kirken St. Patricks Cathedral og naturligvis måtte vi lige forbi og se den, da vi kom ned.
Det er ikke fordi kirken som sådan er specielt lille – de to tårne måler hver 101 meter, men bygningerne rundt om er bare så meget højere! Inde er der plads til ca. 2400 tilhørere – så lille er den bestemt ikke!
Det var ærkebiskop John Hughes, der fik ideen til at bygge en gotisk kirke tilbage omkring år 1850 og arkitekt James Renwick, der fik lov at tegne den. Katedralen blev opført 'ude på landet' mellem 1858 og 1879 og blev opført for penge givet af fattige men taknemmelige indvandrere og en donation på 1000 dollars hver fra mere end 100 fremtrædende og rige New Yorkere.
Desværre kom vi lige midt i en messe, så vi stak bare lige hovedet ind og så smuttede vi ellers ud igen på nye eventyr.

Vi valgte at fortsætte ned gennem gaderne mod Grand Central. På vejen skulle vi dog lige krydse adskillige meget trafikerede gader. Og se på små sjove huse, der ligger klemt inde mellem de høje og nyere skyskrabere. Det ser nogle gange lidt pudsigt ud.


Grand Central Terminal

Grand Central Terminal – eller Grand Central eller Grand Central Station – ligger på samme sted, som Grand Central Depot blev bygget.
Med jernbanens ankomst til New York kom også mange mennesker – og forurening. Beboerne havde klaget så meget over sod-skyerne fra lokomotiverne, at byen i 1854 forbød damplokomotiverne i New Yorks befolkede hjerte. Derfor måtte man fjerne motorerne på lokomotiverne når de ankom til byen og så trække dem med heste resten af vejen ind.

For at få dette til at glide lettere, blev man enige om at opføre en ny transit-hub – Grand Central Depot - i udkanten af området. Allerede efter 30 år havde man fordoblet stedets størrelse, men det var slet ikke nok, for togtrafikken var firdoblet i perioden!

Den nuværende stationsbygning er opført i etaper i perioden 1903-13. Området var på 30 år gået fra at være Udkants-New York til at være en del af det pulserende hjerte i en hurtigvoksende by og skulle derfor også kendetegne dette.

I dag er stationen verdens største jernbanestation målt i antal perroner: 44 perroner med i alt 67 spor i to etager. Stationen betjener dels regionaltog og dels metroen.
Main Concourse er centrum for Grand Central. Den er 84 meter lang og 37 m bred og er normalt fyldt med travle mennesker. I siderne er billetkontorerne, selvom mange nu står tomme fordi man har indført automater, så er de nu meget fine.

Under Main Concourse findes en række spisesteder.
Vanderbilt Hall var tidligere det vigtigste venteværelse og ligger lige op til Main Concourse. I dag bruges den til det årlige julemarked, til særudstillinger og private arrangementer. Den er opkaldt efter Vanderbilt-familien som oprindeligt byggede og ejede stationen


Little Italy

Vores tur ned gennem Manhattan ledte os den ene dag ned gennem Little Italy. Det er et mindre område af Manhattan, hvor der i 1910 boede omkring 10.000 italienske amerikanere. I dag bor her omkring 1200.
Men området forstår at fejre sine helgener. Da vi var der, var gaderne pyntet op i anledning den årlige fejring af San Gennaro.

Oprindeligt varede denne religiøse fejring bare en dag og var en tradition, som immigranter fra Napoli havde taget med til USA. San Gennaro er nemlig skytshelgen for Napoli. I dag varer fejringen 11 dage, hvor man fejrer den italienske kultur og det italiensk-amerikanske samfund.

Man lukker simpelthen den ene gade helt i perioden og sætter så boder og spisesteder op. Vi spiste der den ene aften og det var en fest med italiensk mad og amerikansk øl.
Og man kunne få de mærkeligste - men også meget internationale ting midt i denne italienske fejring. Som for eksempel franske macarones, spansk sangria og italiensk pizza. For ikke at glemme amerikanske friturestegte oreos.


China Town

Efter at have oplevet dels Little Italy gøre klar til og ikke mindst fejre en helgen, så så vi frem til at krydse ned gennem China Town. For vi havde måske forestillet os samme festlige indpakning, men der blev vi slemt skuffede.
For nok var her kun kinesiske skilte og nok var her kinesiske skulpturer og et utal af kinesisk tingel-tangel. Men pyntet op - det var der langt fra.


China Town var i en periode den største kinesiske enklave i USA, men er siden blevet overhalet. Alligevel skønner man, at der bor små 100.000 asiater i området.

Man mener, at den første kineser, der bosatte sig i området, var Ah Ken, som flyttede til området omkring 1860. han ernærede sig ved at sælge cigarer og siden valgte mange kinesere samme vej arbejdsmæssigt.

En tur ned gennem tilbuddene om drager, fisk og kinesisk mad blev det dog til. Og en kort hvilepause i Columbus Park med statuen.


Brooklyn Bridge og solnedgang


Vi krydsede videre ned mod Brooklyn Bridge. Vi ville gå over East River til Brooklyn for at se solnedgangen over Manhattan.
Brooklyn Bridge er et af New Yorks mest berømte bygningsværker og stod færdig tilbage i 1883. Det er en af USA's ældste hængebroer og var den første i hele verden der fik stålkabler. Broens længde er 1834 meter og manden bag var den tyske immigrant John Augustus Roebling,


På broen stødte vi på fænomenet Love Locks – eller Kærlighedslåse. Vi har før set det i Europa med mange flere låse, men da det er ulovligt i New York bliver låsene fjernet med jævne mellemrum.


Vi fandt ned til Brooklyn Bridge Park helt nede ved East River. Her var vi ikke de eneste, der satte sig for at nyde udsigten. Og vi fandt også snart ud af, at stedet var et populært bryllupsbillede- sted....
Og så sad vi ellers og nød udsigten og talte etager - for hold da op, hvor højhuset på Odense Universitetshospital med sine 15 etager pludselig virkede lille...

Og pludselig begyndte solen lige så langsomt at forsvinde ned bag skylinen og det gav os den smukkeste solnegang, vi har set længe. Også selvom den blev forstyret af utallige blå blink på vandet...

The Metropolitan Museum of Art


Vi er på vej ned mod Metropollitan Museum og kommer forbi den jødiske synagoge og museum Temple Emanu-El og 107th Infantry Memorial, som er et mindesmærke for de faldne i 1. Verdenskrig, er udført af billedhuggeren Karl Illava og arkitekterne Rogers og Haneman. Det blev indviet i september 1927.

Foran Metropolitan Museum stod flere af byens mange salgsvogne. Herfra sælges hotdogs (med sauerkraut og noget løg-noget!), drikkevarer, is og kringler. Vi måtte naturligvis prøve en hotdog - men vi foretrækker nu en dansk en af slagsen..

Metropolitan Museum of Art eller The Met er et af verdens største museer. Det ligger lige i kanten af Central Park på ’Manhattans Museum Mile’. Det åbnede i 1872 og ejer i dag en meget bred samling – faktisk indeholder den permanente samling over 2 millioner værker. Det siger sig selv, at med så mange værker er det en umulig opgave at se det hele på en dag og man må derfor enten gå det hele hurtigt igennem eller bruge tiden i et område. De mange værker administreres af 17 forskellige afdelinger hver med deres specialiserede medarbejdere i form af kuratorer og forskere.

Vi startede i den ægyptiske afdeling. Met har ca. 26000 separate stykker ægyptisk kunst og de fleste er udstillet i 39 værelser! Vi viser her bare et lille udsnit med kommentarer til nogle få af dem.
Herover til venstre ses Colossal Statue of a Pharaoh, der stammer fra Tanis ved det østre Nil-delta. Den er fra omkring år 1919-1885 fkr.
Statue of the Goddess Sakhmet herunder til venstre er fra år ca 1390-1352 f.kr. og stammer fra Thebes. Gudinden Sakhmet repræsenterer vold, sygdom og katastrofer. Hendes løvehoved skal vise hendes potentielle voldsomhed og destruktive karakter. Hendes egyptiske navn Sakhmet betyder ’Den Kraftfulde’. Sol-skiven på hendes hoved viser, at hun er datter af solguden Re.


Herover til venstre ses nogle små statuetter, der er udført i fajance i årene 332-30 f.kr.

Den største udstillingsgenstand er uden tvivl Dendurtemplet, som blev skilt af ægypterne for at blive reddet fra oversvømmelse, da de byggede Aswan Dæmningen. Templet blev foræret til USA i 1965 og samlet på Met i 1978. Templet er bygget i sandsten og måler 25 meter i længden og 8 meter i højden. Foran står en port og der har oprindeligt været en mur rundt om templet.
Templet er dekoreret med udskæringer og hiroglyffer.
I det midterste rum har man foretaget ofringer mens det bagerste rum er forbeholdt gudinden Isis.

Sphinx of Hatshepsut år 1479-1454 f.kr. viser den kvindelige farao Hatshepsut med en krop som en løve og et menneskehoved bærende hovedklædet og de royale skæg!
Det er en af i alt 6 granit-sfinkse, det stod i Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahri. De blev smadret i mange stykker efter order fra Hatshepsuts nevø og efterfølger og dumpet i en stenbrud tæt ved. Heldigvis blev denne reddet og gensamlet.

Det kan godt være at det ægyptiske tempel er stort, men vi synes nu også indgangen til den amerikanske del af museet er fantastisk! Det er simpelthen facaden fra Branch Bank of United States-bygning, der blev opført på Wall Street tilbage i 1822-24.
Arkitekten bag – Martin E. Thompson – var ellers mest kendt for sin græske inspiration, men her har dog ladet sig mere inspirere af den engelske palæ-stil fra midten af det 18. århundrede.

Foran bygningen ses en række skulpturer – f.eks. den hvide marmor statue herover til højre kaldet ’Hiawatha’, som Augustus Saint-Garden skabte i 1871-72 efter at være blevet inspireret af Henry Wadsworth Longfellows episke digt: ’The Song of Hiawatha’ fra 1855.
Eller til venstre, hvor den mørke bronzeskulptur ‘Bohemian Bear Tamer’ skabt af Paul Wayland Bertlett i 1885-88 ses. Kunstneren var i øvrigt bare 22 år, da han lavede gruppen.


Hvis man går gennem døren, så træder man ind i en finere bolig. Her er voldsomme gardiner, fantastiske vægdekorationer og interiør for alle pengene!
Man kan også gå op på 1. sal og her komme ud på en bred svalegang, der går rundt om hele pladsen foran facaden. Heroppe fra er der et fint kig ned over pladsen og facden.


Vi kom også en i en afdeling for religiøs kunst. Her var f.eks. dette fine sølv-krucifiks med krystaller og glas. Det er fra Italien i perioden 1366-1400. Den midterste krystal har en gang dækket en lille stump træ, som man mente stammede fra Jesus kors.
Korskærmen herover til højre stammer oprindeligt fra katedralen i Valladolid i Spanien og er fra ca. 1763. Den gang delte den koret fra højalteret.
Kristus i læggelse i graven herunder er fra Dordogne i Frankrig og er lavet ca. år 1515.

Herunder ses værket 'Ugolino and His Sons', som er en marmorskulptur af Jean-Baptiste Carpeaux fra 1865-67.
Den anden skulptur stod i Great Hall, som er kombineret billetkontor og infosted.

Denne elefant står Carl Fabergé-huset bag. Og den var oprindeligt et ringetryk, så man kunne tilkalde tjenerne. Da den blev lavet var elektricitet stadig en dyr og eksklusiv ting og derfor udformede Fabergé flere produkter til denne nye mode.
Den er fra omkring 1910 og man må sige, den ligger i den eksklusive del af kategorien ringetryk, for den er lavet af krystallet bowenite dekoreret med guld, diamanter, rubiner, safirer og emaljearbejde. Da denne elefant minder en del om den danske Elefantorden, mener man, at den kan have tilhørt kejserinde Maria Feodorovna, der jo var født som prinsesse Dagmar af Danmark.
Elefanten er ikke det eneste af Fabergé på museet. For selvfølgelig har de også en lille samling af æg. Det røde forreste her er Imperial Caucasus Egg fra 1893. Det er lavet i guld, sølv, platin dekoreret med emalje, diamanter, perler, krystaller, elfenben og en lille akvarel!

Manden, der fik Fabergé til at blomstre, var Peter Carl Fabergé, der i 1872 overtog sin fars lille juvelerbutik i Skt. Petersburg. I løbet af de næste 40 år blev butikken og værkstedet så stort, at han havde 500 ansatte!
Han lavede de mest fantastiske smykker mm til toppen af Rusland og hans ekstravagante påskeæg til Zarfamilien er verdenskendte.

Maskerne her over til højre stammer fra området omkring Canada/British Colombia, hvor de har været anvendt af en af de oprindelige befolkningsgrupper – Kwakwaka´wakw’erne og stammer fra omkring år 1900.

Træfigurerne (Nggwalndu) yderst til venstre er fra omkring år 1900 og er fra Papua New Guinea. De er anvendt i et langt (over 20-30 år) ritual i forbindelse med overgangen fra dreng til voksen mand hos Abelam folket.

Kwoma Ceiling i midten er loftet fra et ceremonielt hus fra Ny Guinea. Taget gik næsten ned til jorden og blev båret af stolper og bjælker men var uden vægge.

‘Kropsmasken’ yderst til højre stammer fra Indonesien fra omkring 1950. Den er lavet i fibre, palmeblade og træ. Masken er brugt af Asmat-folkene i deres rituelle fejringer af de afdøde.

Asmats Bis Poles herunder er lavet som mindesmærker for at ære forfædre og nylig afdøde. Hvis mange døde samtidig, så afholdt man en Bis-fest, som bla. indebar en menneskejagt.

Vi er kommet videre ind i rummene med græsk og romersk kunst. Her en marmor sarkofag med Dionysos Triumf og Årstiderne afbilledet som 4 personer – 2 på hver side af Dionysos. Den stammer fra år 260-270 e.kr.

Et kig rundt i denne afdeling viser store amfora'er og en flot samling skulpturer. Den cypriotiske statue herunder helt til venstre af en mand der holder en maske formet som et tyrehoved er fra den anden halvdel af det 4. århundrede før Kristus. Tyrehoved-maskerne menes at være brugt rituelt – måske i forbindelse med frugtbarhed.

Fra den græske og romerske afdeling fortsatte vi ind i afdelingen, der bl.a. rummer kunst fra de arabiske lande og fra det centrale Asien.

Den flotte blå Mihrah (bedeniche) stammer fra Iran og er fra omkring år 1354. Den er lavet i mosaik og består af rigtig mange små stykker mosaik. Den har oprindeligt siddet i væggen på en teologisk skole i Isfahan.

De tre buer stammer fra det nordlige Indien og stammer fra det 17. århundrede. Det er samtidigt med det udskårne marmorvindue, som har fået det fine gitter-mønster for at lave en form for solafskærmning.

Efter at have kigget på flotte ægte persiske tæpper, så stod vi pludselig ansigt til ansigt med en hjort i glas!
Hjorten hedder PixCell-deer#24 og er skabt af Kohei Nawa i 2011 og er bygget op af glaskugler i forskellige størrelser. Glaskuglerne skal både symbolisere pixels - altså de små punkter et computerbillede er bygget op af - og alle de celler, som en krop er bygget op af.

Som det ses her til venstre, så er museet i flere etager - her kigger vi ud over den store indgangshal med billetluge og informations-disk.
Herunder ses to store skulpturer, der har stået som vagt i en indgangsport på et assyrisk palads. skulpturerne skulle beskytte mod dæmoniske kræfter. De havde typisk enten tyre- eller løvekrop, menneskehoveder og store vinger. De har også 5 ben. For så ser det ud til de går vagt, når man ser dem fra siden og at de står fast, når man ser dem forfra. Normalt stod de sammen to løver eller to tyre, men her har man sat en af hver sammen.


Den kinesiske afdeling rummer en del Buddha-statuer. Den til venstre herover er Bodhisattva Avalokiteshvara med et tusind hænder og et tusind øjne. Den stammer fra det 11-12. århundrede. Normalt vises han kun med 24 hænder, hvor de to er foldet og resten hver har en vigtig ting. F.eks. holder de nederste to en magisk lasso og en rosenkrans. Og de øverste holder solen og månen.

Buddha Maitreya til højre er fra 486 og støbt i bronze. Figurens ranke og høje udfromning viser den store inspiration der kom til Kina fra Indien via Silkevejen.

Til sidst endte vi inde i afdelingen med amerikanske malerier. Og de var ikke alle lige små...

Da vi efter mange timer var fuldstændig stoppede i hovederne med kunstgenstande, så forlod vi Met og gik en tur ud gennem Central Park. Central Park er en stor bypark – 4,1 km lang og 825 m bred og indviet i 1873. Parken ser ud som et naturligt landskab midt i byen men i virkeligheden er det meste nøje placeret. Der er flere kunstige søer, lange vandrestier, skøjtebaner, et naturreservat, legepladser og sportspladser.
Tilbage i 1853 blev området udvalgt til at blive offentlig park – grundværdien alene var 5 mill. dollars. På området boede ca. 1600 primært fattige afroamerikanere og immigranter fra Tyskland og Irland og disse blev flyttet og deres små landsbyer revet ned.
Ambitionen med parken var et stilfuldt sted, hvor man kunne køre i åbne vogne. Udformningen stod Olmsted og Vaux bag – de hentede inspiration mange steder fra, men det mest nyskabende var de separate sti-systemer for fodgængere, ridende og vogne. Den krydsende trafik blev allerede den gang skjult i nedsænkede vejbaner godt afskærmet med tæt beplantning. De mange broer – ikke to er ens – blev alle tegnet af Vaux.
Siden har parkens liv gået op og ned. Flere gange er den blevet misligholdt i mange år og efterfølgende blevet gennemgribende ryddet op og genplantet. Siden 1980 har man haft en gruppe, der har stået for de overordnede linjer, mens meget af arbejdet er udført af frivillige.


Vi er her ved The Lake, som er den største sø i parken. Den er skabt ud af en tidligere sump og bruges til at ro på om sommeren og til at skøjte på om vinteren.

Strawberry Fields midt i parken og tæt på The Lake blev indviet som mindesmærke for sangeren, sangskriveren og fredsaktivisten John Lennon i 1985. Området er officielt en rolig, meditativ del af parken, hvor man kan finde ro i en travl hverdag. Den græsk-romersk mosaik er udført af italienske håndværkere og givet i gave af Napoli. Tæt på findes en bronzeplade med 121 lande, der alle har tilsluttet sig, at Strawberry Fields som en Garden of Peace – altså Fredens Have.

Herover ses Naumberg Bandshell, som har fulgt parken i hele dens levetid. Men mens man i starten brugte den til klassisk musik, så bruges den i dag meget mere bredt til både taler og musik.
Den første Bandshell var fra 1862 og blev en af parkens mest kendte vartegn. Den gang kunne de gratis koncerter lørdag eftermiddag trække op mod 45.000 mennesker! Den nuværende er i øvrigt fra 1923, da man besluttede at den første var for lille.

Flagstangen fra 1926 her til højre er en af to 'Minde-flagstænger' i parken. Denne er dedikeret alle de borgere fra New York City, der bliver dræbt i tjeneste. Oprindeligt var den kun dedikeret til de faldne i 1. Verdenskrig, men det er nu ændret til alle krige.

Skulpturen Eagles and Prey er en af ca. 30 skulpturer rundt om i parken. Den er skabt af Christophe Fratin, der er kendt for sine detaljerede dyre-skulpturer. Den er støbt i 1850 og opsat i parken i 1863 og er den ældste skulptur i alle parker i New York!
Hvor dele af parken er mere vildtvoksende, så er omrpdet midt i parken mere pænt og lige. Græsplænerne er hegnet ind og man færdes kun på stierne...

Helt ned i sydenden af parken - og også andre steder - stikker grundfjeldet op gennem parkens græs. Umpire Rock - som området kaldes - er dog det det bedste sted at se på formationerne. Grundfjeldet består her af skifer med glimmer. Skiferen er dannet af sedimentær skifer af intens underjordisk varme og et stort tryk for omkring 450 mill. År siden. Under dannelsen af skiferen blev den presset rundt, så den i dag ligger i flotte snoede og foldede lag. Tomme sprækker i skiferen er siden blevet udfyldt af den grovere granit.


Empire State Building

Naturligvis skulle vi også en tur op i Empire State Building. For selvom vi havde været oppe i Rockefeller, så var vi ikke trætte af at nyde udsigten ud over byen.
Empire State Building er med sine 381 m over 100 meter højere end Rockefeller, så selvom vi ikke kom HELT op til toppen, så var det alligevel noget højere.

Empire State Building stod færdig tilbage i 1931 og var i 41 år New Yorks højeste bygning! Der er to besøgsetager: 86. etage og 102. etage. Vi valgte kun at besøge 86. etage – vi tænkte, det alligevel var højt nok…
Bygningen er kendt fra adskillige film – f.eks. King Kong fra 1933. Og så har den også en forhistorie, der indebærer at et fly flyver ind i den. Tilbage i 1946 kolliderer et bombefly i tæt tåge med bygningen på 79. etage og selvom kollisionen er så voldsom, at den ene motor flyver hele vejen gennem bygningen og falder ned på den anden side og den anden motor fik en elevator til at falde ned i kælderen, så blev bygningen stående. I alt 14 mennesker døde og 26 blev såret. Og på trods af et 20 fods stort hul i bygningen, så virker den som kontorbygning allerede 2 dage efter kollisionen.

Lobbyen (her til venstre) er et af de eneste interiør i New York, det er blevet udpeget som historisk milepæl. Derfor brugte man i 2009-2010 18 måneder på at tilbageføre den til dens oprindelige 1930-design. Tilbage i 1930-1931 tog det i øvrigt kun 13 måneder at bygge hele bygningen!
De store Art Deco-inspirerede lofts- og vægmalerier er imponerende og på væggen over receptionen ses et af de mest berømte malerier i New York: Empire State Building med stråler af lys fra masten på toppen.
På vej til elevatorerne kom vi gennem bygningens besøgscenter. Her kan man bruge ventetiden til at læse om bygningen – og især om alle de energibesparende tiltag der er foretaget de sidste mange år. Men som det ses var køen nærmest ikke eksisterende…

Udsigten fra Empire State Bygning er også helt fantastisk. Og Verden bliver igen ganske lille...
På 86. etage er der adgang til det fri hele vejen rundt. Selve området føles mindre end på Rockefeller og er kun i en etage. Til gengæld er her fine skilte på de opstillede kikkerter, så man kan se, hvilke bygninger man kan se. Hvis man ønsker at betale ekstra, så kan man komme op på ´Top Deck´ på 102. etage. Her foregår det dog inde bag glas.

Siden 1976 er de øverste etager på Empire State Building hver aften blevet oplyst hver aften. Den 'normale' farve er hvidt lys, men f.eks. var det grønt, hvidt og rødt, da man fejrede Colombus og pastelfarvet i anledning af påsken.
Og man kan faktisk se Empire State Building oplyst i rød og hvid på vores billeder fra vores solnedgangsaften. Her fejrede man, at den amerikanske 'billede-bank' Shutterstock var nået op på at have 100 millioner billeder i arkivet!

Vi valgte at holde kameraet ud over kanten - når det bare var i remmen om halsen, fik vi ikke besked på at tage det ind, men hvis man holdt telefonen ud over, så var vagterne der med det samme. Desværre går bygningen jo ikke lige op hele vejen, så nogle af de større etager længere ned kom til at genere billederne. Men man kan faktisk godt ane de små biler nede på gaderne...

Efter dagens tur op, så tog vi ned og tog en tur op og ned af Broadway, vi fandt et super-lækkert sted at spise og derefter gik turen atter op i toppen af Empire State Building.
Vores billet gav nemlig gratis adgang samme dag til en tur op efter mørkets frembrud. Egentlig ville vi gerne have set solnedgangen på toppen, men det kunne vi ikke på den gratis billet. Men så måtte vi bare nøjes med at se byens lys!

Og der var nok af det - selvom det på den ene side virker som frås at bruge så meget energi på lys, så er det på den anden side så er sådan en oplyst by på sin vis utrolig smuk.
Samtidig blev vi belønnet med en fuldmåne højt over os... Og de små lyse pletter på himlen er fly. Hold da op, der er mange fly i luftrummet over Manhattan. Det havde vi bemærket tidligere på dagen også, men antallet fald ikke efter mørkets frembrud...

Broadway

Mellem vores to ture op i Empire State Building tog vi en tur op og ned af Broadway. Når vi tænker Broadway, så tænker vi teater og forestillinger. Og dem er da også mange af på Broadway.

Men i virkeligheden er Broadway over 30 km lang og starter på den sydlige del af Manhattan, går op over Manhattan og fortsætter ind i Bronx. De fleste gader er parallelle på Manhattan – men ikke Broadway.

Den går på skrå indtil den når Central Park, for den følger nemlig den vej, som indianerne havde lavet gennem sumpområdet før hollænderne bosatte sig i området. Indianerne kaldte stien for Wickquasgeck-stien, hollænderne overtog stien og kaldte den for Brede Weg og englænderne omdøbte den efterfølgende til Broadway…

Teatermiljøet på Manhattan er der med fuld bling-bling-effekter, men kun i et meget afgrænset område mellem 53. og 40. street kaldet Great White Way. På denne strækning ligger der omkring 80 teatre – de fleste dog på gaderne mellem Broadway og 8th Avenue.
Og der var mange teatre - og især mange reklamer. Med bling-bling, med store diodereklamer, med store almindelige reklamer og med små events uden for.

Samtidig var der også massevis af spejlblanke skyskrabere, som de andre bygninger kunne spejle sig i.
Og så var her mennesker. MANGE mennesker. Det var næsten umuligt at følges ad op gennem mylderet af mennesker, folk, der reklamerede for noget, politifolk og folk, der solgte billetter til en af de mange sightseeing-busser.

Hvor Broadway og 5th Avenue mødes står The Flatiron Building. Bygningen er mange gange blevet brugt som kendetegn for Manhattan, da den er så let genkendelig.
De nederste 20 etager blev opført 1902-03 og så blev den sidste etage tilføjet i 1905. Manden bag denne renæsance-palads-agtige bygning hed Baniel Burnham. Den er bare 2 meter bred ude i spidsen og vinklen set ovenfra mellem de to ydervægge er bare 25 grader.


Frihedsgudinden og Ellis Island

Vores billethæfte inkluderede også en billet ud til Frihedsgudinden og Ellis Island. For at komme helt ud til Frihedsgudinden skal man sejle. Vi sejlede fra Battery Park på sydspidsen af Manhattan.
Parkens navn stammer tilbage fra den gang hollænderne bosatte sig i området. På grund af placeringen ved sammenløbet af Hudson River og East River, så anbragte man her et batteri af kanoner til at forsvare den nye by.
I 1812 opførte man Castle Clinton, da man forventede at der ville blive krig. Siden anvendte man dog stedet til flere andre ting – f.eks. koncertsal og i perioden 1855-1890 (inden Ellis Island blev etableret) som modtagecenter for de mange immigranter. I dag er her billetkontor til færgerne ud til Frihedsgudinden og Ellis Island.
Som ved mange af de andre steder, som vi besøgte på ferien, skulle vi også her bytte vores kupon i City Pass’et til en egentlig billet og derefter gennem et security-check, som i en lufthavn. Det vil sige, at alle tasker skulle gennemlyses, alt metal inkl. bælter skulle af og vi skulle gå gennem en person-skanner. Derefter var det bare at vente på en færge og så gå om bord.

Det var lidt kaotisk da alle skulle ind gennem de samme smalle døre og op af de samme smalle trapper. Vi valgte at gå helt op og stille os helt ud til kanten i den bagerste ende af skibet. Det viste sig at være en god ide, for herfra kunne vi faktisk se noget på turen. Der er nemlig så mange med på hver tur, at hvis man sætter sig på bænkene, så kan man ikke se noget. Og fra pladsen bag i skibet havde vi den flotteste udsigt ind mod Manhattan!

Da vi nærmede os Frihedsgudinden stod vi stadig forholdsvis godt til billeder. Men helt perfekt var det dog ikke, da vi nu havde flere meter passagerer mellem os og Frihedsgudinden. Faktisk ville det have været bedst at står i det højre bagerste hjørne...

Men heldigvis er folk også flinke til at give andre mulighed for at fotografere så lidt billeder fik vi da på vejen derover.

Når man ankommer til Liberty Island med Frihedsgudinden skal man overveje om man vil af eller sejle videre med til Ellis Island. HVIS man gerne vil i land ved Frihedsgudinden så skal det ske på udturen for båden sejler ikke frem og tilbage men rundt.

Vi stod af og fik taget lidt flere billeder ind mod Manhattans flotte skyline og over mod Ellis Island.

Det er muligt at komme helt op i kronen, men at få billet til det er næsten som at vinde i lotteriet, for kun omkring 500 kommer op hver dag, så de billetter er selvfølgelig solgt flere måneder før. Det er også muligt at komme ind i og op i toppen af soklen - men også her er der et begrænset antal billetter - dog ca. 2500 stk. om dagen - så også her skal man være hurtigt ude.
Da vi ikke havde nogle af de to billetter, blev vi bare ude og nød det fine vejr, udsigten over mod Manhattan og Ellis Island og så gik vi naturligvis hele vejen rundt om statuen - så godt det nu kan lade sig gøre pga. afspærringer og bygninger.

Fra jorden og op til toppen af faklen måler Frihedsgudinden i alt 93 meter – selve statuen måler 46 meter og soklen 47! Den vejer hele 204 tons, hvoraf ’klædet’ står for ca. halvdelen. Den er bygget på et jernskelet beklædt med kobber og kunstneren bag er franskmanden Frederic Auguste Bartholdi. Han er naturligvis mest kendt for denne skulptur men han har også lavet den store løve-sandstenskulptur i Belfort i Frankrig, som vi så sommeren 2015. Selve jernskelettet hjalp Gustave Eiffel i øvrigt med at beregne. Han er jo nok bedst kendt som manden bag Eiffeltårnet…

Frihedsgudinden blev foræret til USA af Frankrig. Ideen blev født under et middagsselskab i 1865 i Frankrig, hvor værten Laboulave fornemmede en stor sympati mellem USA og Frankrig, hvorfor han foreslog, at Frankrig skulle forære USA et stort monument, som skulle stå som et mindesmærke for uafhængigheden. Bartholdi var med til selskabet og han besluttede nogle år senere at føre ideen ud i livet.

Planen var egentlig at statuen skulle stå færdig i 1876 på 100 års dagen for Amerikas Uafhængighed, men det blev ikke nået. Men man havde dog på dette tidspunkt fået aftalt at amerikanerne skulle betale grund og sokkel og Frankrig selve statuen.

Statuen blev lavet i Frankrig og sejlet til Amerika i 350 dele og samlet på stedet. I 1886 stod statuen omsider færdig og præsident Grover Cleveland kunne endelig indvi den.

Selvom der var megen modstand i den amerikanske befolkning og presse mod statuen, så har de i dag taget den fuldstændig til sig som symbol på frihed, ligeret og demokrati. Og i dag anvendes den som symbol på alt hvad der er amerikansk. Og er en kæmpe turistattraktion med over 5 millioner besøgende om året…

Efter at have gået en tur rundt på Liberty Island og kigget på dørhåndtag formet som små fakler og spist en yderst tiltrængt is, så steg vi igen på færgen.

På turen væk fra Liberty Island og over mod Ellis Island kan det betale sig at stå i venstre side af båden. Herfra fik vi nemlig et helt fantastisk kig ind på Frihedsgudinden da vi sejlede videre.

Ellis Island blev stedet, hvor mere end 12 milloner indvandrere blev modtaget i perioden 1892-1954. Oprindeligt var øen meget mindre, men den er gennem tiden blevet udvidet til mere end 8 gange den oprindelige størrelse – primært ved at deponere ballast fra skibene og den overskydende jord fra opførelsen af metroen.
Øen rummede Fort Gibson, som var en del af byens forsvarsværker. Indtil 1890 regulerede de enkelte stater indvandringen til USA – i New York skete dette i Batteri Park, hvor ca. 8 mio. indvandrere – primært europæere - gik gennem i perioden 1855-1890.
Da indvandringen steg som følge af de dårlige tider i Europa, blev trykket dog for stort på Battery Park og man besluttede at opføre et nyt modtagecenter på Ellis island. Den første, som fik sin sag behandlet her, var Annie Moore – en irsk teenagerpige, der trådte i land 1. januar 1892. De næste 62 år behandlede centeret mere end 12 mio. sager.

I dag er her museum om indvandringen. Med store informative plancher, billeder, forskellige rum, som alle skulle gennem for at blive godkendt osv. Det er et godt sted at blive klogere :D



Når de store passagerskibe ankom til New York, skulle alle immigranter tjekkes. Dog gik 1. og 2. klasses-passagerer blot gennem en overfladisk inspektion om bord på skibet ud fra den betragtning, at hvis man havde råd til den type billet, så ville man nok næppe blive en udgift for USA – hverken medicinsk eller juridisk. Altså havde man ingen sygdomme med sig og man ville ikke blive kriminel…

Hvis inspektionen gav anledning til bekymring, måtte disse passagerer dog også via Ellis Island, men ellers blev de ledt gennem tolden på molerne og kunne derefter frit rejse ind i USA.

3. klasses-passagerer skulle derimod alle ind over Ellis Island. Forholdene på skibene for disse passagerer var meget dårlige – overfyldte og uhygiejniske nær bunden af skibet. På Ellis Island blev disse immigranter tjekket både medicinsk og juridisk. Hvis ens papirer var i orden og helbredet fornuftigt kom man dog hurtigt gennem kontrollen – bare 3-5 timer tog det.
Selv om øen også blev kaldt 'Tårernes ø', så var det blot ca. 2 % af de ankommende indvandrere, der blev afvist og måtte forlade landet igen. Der var primært 2 grunde til, at de blev afvist: hvis en læge diagnosticerede en smitsom sygdom, som ville true resten af befolkningen eller hvis man mente, at vedkommende var eller ville blive kriminel.

Tilbage på Manhattan tog vi os tid til at kigge lidt på Battery Park. Lidt væk fra Castle Clinton, fandt vi East Coast Memorial. Monumentet er rejst som mindesmærke for de 4601 amerikanske soldater, der mistede livet i Atlanterhavet under 2. verdenskrig og som aldrig blev fundet. Monumentet består af 8 store granitvægge med navn, rang og enhed på alle de afdøde. Dertil kommer et stor bronzeørn, der holder en laurbærkrans over en bølge.

Ja - og så er der også egern i parken. Lige som der er i Washington Square Park og i Central Park. Og nok også i flere af parkerne på Manhattan - men de her tre steder så vi dem. Og de var meget tamme - så tamme, at de gerne - dog meget forsigtigt - tog maden direkte fra Sabrinas hånd. Men dog ikke mere tamme end at en forkert lille bevægelse - og vupti så var de flere meter væk :D

Egentlig tror vi ikke, at vi helt måtte fodre dem. Men de sad og så SÅ sultne ud... Og nå ja, den ene dag hjalp vi dem bare, for der samlede vi de små bær, som faldt ned fra hvidtjørnen, som vi sad under. Og dem kunne særdeles godt lide lide. De lavede akrobatiske øvelser oppe i træerne for at nå ud til bærene. Og det er vel ikke helt at fodre, når vi brugte de frugter, der i forvejen var på stedet ;)


National Museum of the American Indian

Alexander Hamilton US Custom House tiltrak sig vores opmærksomhed, da vi forlod Battery Park. Bygningen blev opført 1902-07 og husede dengang told-opkrævningen i havnen. I dag huser den National Museum of the American Indian.
Vi gik ind (der er gratis adgang) – uden helt lige at have tjekket åbningstiderne og blev sendt ind gennem det obligatoriske securitycheck – for derefter at blive sendt ud efter under 10 minutters ophold på museet…

Øv – vi ville gerne have snust mere rundt, men det må så blive en anden gang.

Men vi fik da set den flotte ellipseformede hall med de store flotte vægmalerier. De skildre forskellige oceandamperes ankomst til New York havn.
Og en enkelt indianer-kofte blev det da også til…


American Museum of Natural History

Vores sidste dag i New York skulle bruges på American Museum of Natural History, som er et verdensberømt naturhistorisk museum, der ligger i udkanten af Central Park. Museet blev grundlagt i 1869 og har i alt 46 udstillingslokaler, forskningslaboratorier og et bibliotek. Museet har en samling på over 32 mio. genstande f.eks. planter, dyr, fossiler, mineraler, sten, meteoritter, knogler og kulturelle genstande. Altså endnu et gigantisk museum, som vi fik nogle steder fik set mere grundigt end andre...

Vi kom ikke ind af hovedindgangen men af indgangen fra 81st Street og gik direkte ind i Hellbrunn Cosmic Pathway, som omhandler solsystemet. Det mest imponerende vi lige så her, var denne gigantiske Willamette Meteorit fra Oregon. Meteoritten måler 3 x 2 x 1,3 meter, vejer hele 15,5 tons, består af 91% jern, 7,6% nikkel og med spor af kobolt og fosfor.

Vi fandt hurtigt ind i Bernard Family Hall of North American Mammals – altså rummet med nordamerikanske pattedyr. Vi taler udstoppede dyr anbragt i små nicher, der er dekoreret, så dyret ser ud til at befinde sig ude i sit rette element. Det er virkelig smukt og imponerende lavet og inden for museumsverdenen taler man om, at dette er Verdens fineste udstilling. Hallen blev oprindeligt åbnet i 1942 med bare 10 dioramaer, som nicherne kaldes, men er i dag vokset til at rumme hele 43 stk.


Som I kan se, så rummer et diorama ikke bare et dyr, men gerne en gruppe af samme dyr. Det betyder nåturligvis også at de er pænt store :D
Herover er det Bighorn Sheep (tykhornsfår) og Alaskan Moose (alaska-Youkon Elg), som med sine 770 kg og et gevir på 2,1 meter er verdens største hjort.


Herover til venstre er det en flok Wapiti'er, der er udstillet. Til højre ses en skive træ – dog ikke lige i en størrelse, så den kan komme i brændeovnen… Skiven stammer fra et 1400 år gammelt Mammuttræ (Sequoia Gigante), der blev fældet i 1891 i Californien. I dag er det ulovligt at fælde de gigantiske træer, hvis tykke bark er brandhæmmende og som har en naturlig træbeskyttelse, så de er meget modstandsdygtige over for sygdomme.
På træskiven har man markeret en række årstal med betydning for det amerikanske folk.


Denne gigantiske myg stødte vi på i afdelingen for De Nordamerikanske skove. Myggen er en model, som museet lavede i 1917, for at fortælle om malaria og gul feber. Mens Theodore Roosevelt var præsident støttede han oplysningskampagnerne, der skulle få befolkningen til at forstå, at det var myggen og ikke dårlige sanitære forhold, der spredte sygdommene. Det sikrede samtidig gennemførelsen af Panamakanalen, som var meget truet af de mange dødsfald pga. gul feber. Her fik man ødelagt myggenes ynglesteder og reddede derved tusindvis af menneskeliv.

Vi kom også ind gennem udstillingsområdet Millstein Family Hall of Ocean Life, hvor der er dioramaer med fisk og hvaler og landdyr. I loftet hænger en model af en blåhval. 29 meter lang og skabt efter en blåhval, der blev fundet i 1925.

Vi er her kommet ind i området med asiatiske pattedyr – og naturligvis er her elefanter. Den asiatiske elefant er mindre end den afrikanske og man skønner at der er ca. 30000 dyr tilbage i naturen.
Ud over udstoppede dyr er der også forskellige genstande af betydning for menneskerne i de enkelte områder – her f.eks. en buddha.skulptur og en religiøs dragt.

Det sorte næsehorn er udstillet i Akeley Hall of African Mammals. Gennem millioner af år har næsehornet brugt sit lange horn til at beskytte sig mod løver, som våben i territoriale kampe med andre næsehorn og som redskab til at grave salte og mineraler frem med. Kun i en ganske kort periode af næsehornets lange historie har mennesket jaget næsehornet for hornets skyld – med det resultat at det forsvinder antalsmæssigt hurtigere end noget andet dyr på jorden!

I samme udstillingsrum findes også en imponerende samling af udstoppede afrikanske elefanter! Da rummet er opdelt i to etager med frit midterparti er det muligt at se flokken både oppefra og nedefra.
Den afrikanske elefant er det største dyr, der lever på land. De bliver som næsehornet jaget pga. deres stødtænder og hvor der i 1930 levede mellem 5 og 10 millioner elefanter i Afrikas, så var der bare 600000 individer tilbage i 1989.

Ud over den imponerende samling af udstoppede dyr fra alle områder af verden, så har museet også en stor samling af dinosaurskelletter! Og dem var vi selvfølgelig nødt til at runde – for hvornår får vi lige chancen for at se sådanne igen?

Var vi kommet ind af hovedindgangen i Theodore Roosevelt Rotunden, så var vi endt lige inde i de første dinosaur-skeletter! Nu fandt vi frem til dem via vores fine kort… I den store hall er en stor planteædende Barosaurus anbragt, så det ser ud som om den beskytter sine unger mod en angribende kødædende Allosaurus. Den meget høje Barosaurus er imponerende – også selvom der her er tale om en afstøbning af rigtige knogler. De rigtige knogler ville nemlig veje for meget til at kunne blive monteret i denne højde.

Ud over de store eksemplarer i Thoedore Roosevelt Rotunden, så har museet yderligere to store udstillingslokaler med dinosaurskeletter opdelt efter arten af dinosaurerne. Men det går vi ikke så meget op i, så vi har blandet dem J
I museet er der udstillet ca. 100 skeletter – de fleste er forsteninger og kun et fåtal er afstøbninger. Men i virkeligheden er de 100 skeletter blot en lille del af museets samling af dinosaur-fossiler…

Nogle af skeletterne kunne vi godt kende – f.eks. Stegosaurussen herover til venstre. Stegosaurussens plader hen af ryggen har riller efter blodkar, hvilket indikerer at den har været dækket af hud.

Triceraptoppen herover til højre er ca. 65 millioner år gammel og har to lange horn over øjnene og et mindre på næsen. Hornene var dækket af noget, der minder om vores fingernegle og var ca. 40 procent længere end knoglen, vi kan se nu.

Blokken af forstenede dinosaurusser stammer fra Agate Springs i Nebraska - et område med mange fossiler.
Blokken rummer knogler fra mange forskellige arter og man mener at ’rodet’ skyldes, at mange dyr døde i deres søgning efter vand i et udtørret flodleje. Da der igen kom vand i floden, tog strømmen knoglerne med ned af floden til et mere roligt sted, hvor de lagde sig i et stor rod.

Glen Rose Trackway er en 107 millioner år gammel række af forstenede dinosaurfodspor. Fodsporene er fundet ved Paluxyfloden i Texas i 1938.

De mindste stammer fra en theropod og de største formentlig fra en Apatosaurus, hvis fødder på bagbenene målte op til en meter i længden.

Og naturligvis har museet også en Tyrannosaurus rex. Dinosaurussen, der med sin kæbe på 1,2 meter, de 15 cm lange tænder og de meget kraftige lårben, bare udstålede kraft og magt.

Til sidst lidt betragtninger:
Vi nærmer os her vores hotel og kommer forbi de daglige aften-affaldsstakke. Her ligger skraldet hver aften i store stakke for at blive hentet en gang i løbet af natten.

Fortovsfliser - njah, det er nu nok nærmere støbte betonplader vi taler om her... Og sådan ser fortovene faktisk ud de fleste steder i byen.

Og hvordan har det så været at bruge en uge i SÅ stor en by? Ja, det har i hvert fald været MEGET anderledes end, når vi trækker af sted med campingvognen om sommeren. At bo midt i så hektisk en by, hvor der aldrig helt er ro, kan være voldsomt, når vi plejer at foretrække vandreture i naturen. Men der findes mange små parker og åndehuller på Manhattan og dem har vi benyttet flittigt.

Og på den anden side, så har det også været en helt fantastisk tur med så mange oplevelser og indtryk, som vi ellers ikke får, at vi sikkert godt kunne finde på at tage sådan en tur igen en anden gang... HELT skræmte er vi ihvert fald ikke blevet...

Attraktioner og kilder:
9/11 Museetwww.911memorial.org
World Trade Center Hubwww.archdaily.com
World Trade Centerwww.wtc.com
The Metropolitan Museum of Artwww.metmuseum.org
Central Parkwww.centralparcnyc.org
Empire State Buildingwww.esbnyc.com
Frihedsgudinden og Ellis Islandwww.libertyellisfoundation.org
Frihedsgudinden og Ellis Islandwww.statueoflibertytickets.com
Battery Parkwww.nycgovparks.org
American Museum of Natural Historywww.amnh.org