Korsika 2010 - del 3
Efter 8 dage hos denne meget franske ’campingmutter’ besluttede vi os for at tage videre nordpå. Efter at have pakket sammen gik jeg op for at betale og blev mødt med ’Det var godt, så er der nogle andre der kan få Jeres plads…’ – Hmm, hvor velkommen føler man sig så lige!
Vi kørte bare 115 km på et par timer og ankom til Camping Kalypso ved Moriano Plage før middag den 16. juli. Her var man velkommen til at gå ind og se sig om, men vi fik at vide, at vi nok ville blive glade for plads 119, som var blevet ledig samme dag. Så den gik vi ned og så på og fandt en dyb og smal plads, hvor en stor del af den fjerneste ende var i skygge hele dagen. Helt perfekt til både campingvogn, telt og bord.
Pladsinfo: Parcellerne på hele pladsen er typisk smalle, men dybe. Der var lige plads til campingvognen og solsejlet i bredden, men så heller ikke mere. Til gengæld kunne vi slå teltet op bag vognen og længere bagude var der så et meget dejligt skyggefuldt område. Jeg tror godt, man kan fornemme det på billedet herunder.
De fleste parceller har en del skygge, men er man til fuld sol, så kan man også få det.
Der er kort til vand og el fra vores plads, men vores naboer så ud til at skulle bruge min. 25 m for at nå standeren.
Camping Kalypso er 4* - ikke at det betyder noget for os og det var da også svært at se, hvorfor den havde to stjerner mere end de to tidligere pladser, vi havde besøgt på Korsika.
Toiletterne var i åbne bygninger, de var rene og pæne, men standen på dem var ikke som på en 4* plads i Danmark. Men de kunne bruges!
Her var fint med varmt vand og selvom der var en større tysk teltlejr for unge, så var der aldrig kø ved bruserne.
Og udsigten fra opvasken, som ses lige herunder, fejlede bestemt ikke noget…
På pladsen findes en snackbar, som sælger drinks og is og som har åbent det meste af dagen og aftenen med.
Der kommer en bager kørende rundt på pladsen hver morgen – nå nej nærmere formiddag. Receptionen oplyste os, at han kom mellem 8 og 8.30, men vi tror de havde et problem med klokkeslæt og engelsk, for han kom hver morgen en time senere.
Der er et stort Casino 2 km. længere mod nord, hvor resten af ens indkøb kan foretages og flere små bagerier og slagtere i Moriano Plage. Der findes også en række restauranter i byen.
Pladsen ligger direkte til vandet – det tog max 2 min fra vores plads at komme derned. Stranden er sand med store sten og de første meter inde ved kanten er ren sten og lidt irriterende at skulle krydse. Vi ville ønske man havde opsat en badebro.
Til gengæld var der derefter en dejlig sandbund og her fik vi også de store bølger, som vi havde sukket efter et par gange. Der var den første dag, blevet lavet en sti ud i vandet ved at fjerne stenene, men de store bølger gjorde det umuligt at holde den stenfri. Efter et par dage kunne den ikke findes igen!
Her er passende fladt ude i vandet og alligevel skal man ikke halvvejs til Italien for at komme ud på en passende dybde vand.
Herfra ville vi kører ’fingeren rundt’. Vi havde valgt at vente til Morten og Louise kom, for vi havde hørt, at det skulle være noget af det smukkeste natur på hele øen.
Vi krydsede over til St. Florent på vestkysten og kørte dermed med uret rundt. Vestkysten er utrolig flot med den ene smukke udsigt efter den anden.
Desværre havde Sabrina det dårligt og kastede op et par gange undervejs, så vi gjorde ikke så mange stop, som vi ellers ville have gjort. Men lidt billeder blev det da til:
De første 3 billeder er taget inde i landet - på vej til St. Florent. Vi tog vej D82 og billederne er taget, hvor den krydser vej D62 - lige før byen Olmeta di Tuda. Derefter en række billeder fra kysten op mod Nonza.
Her nærmer vi os Nonza... og er kommet til Nonza...
Egentlig ville vi have været op til vagttårnet i Nonza men qua Sabrinas situation, blev det ikke denne gang. Alligevel vil vi nævne den legendarisk helt kaptajn Casella. Han forsvarede ene mand tårnet mod en stor deling franske tropper. Han kunne affyre mange rifler på en gang ved hjælp af et system af snore.
Til sidst måtte han dog overgive sig - og til stor undring for franskmændene var han helt alene!
Turen rundt tager rigtig lang tid – vejen på vestsiden er meget snoet på det første stykke. Broer er ikke noget, man bare sådan opfører overalt på Korsika…
Det næste stykke er knap så snoet, men her er vejbelægningen tillige rigtig ringe med store huller. Stykket på tværs for oven på fingeren er også i dårlig forfatning, men her har man påbegyndt en udvidelse af vejen, så mon ikke der kommer en ny belægning med tiden? Vejen på østkysten er den bredeste og den med den bedste asfalt.
Men alligevel en rigtig flot tur!
Vi ville også en tur ud i Kastanjeskovene – Castagniccia. Området stammer tilbage fra 1400-tallet, hvor styret i Genova indførte kastanjetræet til øen. I den efterfølgende tid var træet grundstenen i øens økonomi. Af kastanjerne lavede man mel og øl og man fik brænde og byggematerialer. I dag kan man stadig købe kastanjeøl, kastanjekager og kastanjemel.
Vi tog en lille vej op uden vejnummer - den startede lige over for campingpladsen og så kørte vi ellers ind i området. Kirken til venstre og udsigten herover er fra den lille by Santa Maria Poggio - campingpladsen ligger nede på kysten.
Søen herunder er bassinet ved dæmningen 'Barrage de l'Alesani'.
De næste billeder kan vi ikke stedfæste nærmere - ud over at de nok stammer fra et eller andet sted på vej D71 mellem Cervione og Piedecroce.
Kastanjetræerne står overalt - vi forestillede os et mere fladt landskab og undres over, hvordan de har formået at plukke/samle kastanjerne på de stejle skråninger.
Området er bjergrigt og grønt og der findes en række små landsbyer, som ligger nærmest ukendte hen og man skal være klar over, at det tager lang tid at køre rundt i området.
Mange af de små landsbyer er forbundet af et net af vandrestier, der ligger i skygge af kastanjerne, men som også har nogle kraftige stigninger ind i mellem.
Vi havde hørt hjemmefra, at østkysten godt kunne være lidt kedelig og det er da rigtigt, at selve kyststrækningen kunne ligne så mange andre strande. Men hvis man kører ind i området bag, så er her også smukke, små landsbyer og flotte naturoplevelser at finde.
Og hvor ellers støder man på fritgående køer, pippi-heste og grise? Vi så flere heste og troede først de var stukket af, men den her gik bare fredeligt om og græssede. Grisen skulle muligvis have været inde bag trådhegnet - ellers var det sat op for at holde den ude.
Efter således at have tilbragt 3 uger på Korsika var det tid at vende næsen hjemad igen. Traditionen siger, at så skal vi ud at spise den sidste aften og slutte med store isdesserter. Denne restaurant formede deres pizzaer som Korsika...
Vi fik pakket sammen og gjort plads i vognen, så vi alle 5 kunne overnatte en enkelt gang i den og kørte derefter op til Bastia, hvorfra vi skulle sejle til Livorno.
Turen derop tog en times tid - Korsikanske veje er ikke så hurtige!
På vejen blev der lige mulighed for at tage et par sidste billede af den pragtfulde ø.
Man må endelig ikke ankomme for tidligt til havneområdet – vi kom ca. 2½ time før, vi skulle sejle og fik lov at komme ind. Bag os holdt en dansk familie, som var kommet til havnen ca. 3½ time før afgang, men de måtte forlade havnen i en time, før de kunne komme ind i båsene. Og det er bare rigtig træls med en campingvogn bagved.
Da vi skulle til at køre om bord, blev vi spurgt, om ikke vi hellere ville til Genova i stedet for til Livorno.
De havde nemlig overbooket dækket til store køretøjer - hvordan det så kan lade sig gøre!
Vi blev jo målt og vejet grundigt og man skulle da tro, de vidste, hvor mange meter færge de havde til rådighed
En hurtig rådslagning – ankomst ½ time senere, men 150 km sparet – ja så sagde vi ja og blev vist over i Genova-køen. Færgen til Genova er rigtig stor – med pool om bord. Sejltiden er lidt længere – ca. 3 kvarter, men den sejlede lidt før den til Livorno.
Vi er her kommet ombord på færgen og kan se ned på alting - kirken hedder Notre Dame de Lourdes, men vi har ikke kunnet finde ud af, hvor høj den var...
Sejlturen var uden de store overraskelser – altså når man ser bort fra at pizza-bageren ombord havde lukket biksen kl. 18.00, da vi ville spise, så kun cafeteriet var en mulighed.
Da vi nærmede os Genova, blev alle der holdt på de 3 nederste dæk bedt om at gå i bilerne – de øvrige dæk forblev aflåst. Men vi nåede da lige at få taget billederne til højre først. Genova ser ud som om, den godt kunne bære et besøg en gang!
Denne færge kunne ikke åbne i begge ender, så vi skulle køre en omgang inde på dækket for at komme ud – og så er det jo ikke så smart at have placeret os med campingvogn helt inde ved midten…
At komme ud af Genova er lidt af et mareridt – alle på færgen skal ud på motorvejen og der er bare en vej derop og den er stejl. Når man så skal ud på motorvejen, er der fuldt stop, så det tager rigtig lang tid at komme væk fra byen.
Vi kom i havn 19.30, men var først i udkanten af byen 20.30 og derfor endte det med, at vi kørte ind på en rasteplads for at sove mellem lastbilerne.
Det skulle vi nok ikke have gjort – for kl. 3 om natten vågnede Louise ved, at der stod en mand inde i vognen. Der skete ikke noget – intet forsvandt, ud over vores trappe, som vi fandt foran en lastbil dagen efter, men vi sov ikke alverden derefter!
MEN - vores trængsler var ikke ovre på dette tidspunkt.
Ca. 10 km ud af motorvejen dagen efter var der en lastbil, som fik fat i vores sidespejl, så det røg af og den næste lastbil kvaste det så fuldstændigt! Ind til siden og højre sidespejl over på venstre side og videre mod Østrig.
MEN - vores trængsler var stadig ikke ovre… tværtimod.
På vej op over San Bernadino passet begyndte bilen at koge. Ind til siden og heldigvis havde vi fyldt vandtanken i campingvognen op og så var det ellers bare at fylde vand på. Efter ca. 10 km skulle der mere vand på, men så var vi heldigvis ovre den værste stigning og kunne derefter køre små 100 km mellem, at vi fyldte vand på.
Vi tog vejen gennem Liechtenstein, for vi skulle ind til en lille østrigsk by Silbertal og sætte Morten og Louise af hos hendes forældre. Det gik fornuftigt, når vi bare stoppede og holdt øje med vandet, men vi var helt klar over, at situationen var uholdbar mht. at køre hele vejen hjem.
Da vi ankom til Silbertal, spændte vi campingvognen af og parkerede den nede i byen, læssede de ting, vi fik brug for over i bilen og kørte op på bjerget, hvor Louises forældre havde lejet en hytte.
Turen op var smal og snoet, men fra hytten var der en fantastisk udsigt. Søren havde inden sagt, at vi da bare tog vognen med op og overnatte i, men det havde ALDRIG gået
Vi hyggede med Louises forældre, fik en rigtig seng at sove i og næste morgen sagde vi farvel og kørte ned for at finde et værksted.
Vi kontaktede SOS, som oprettede os som en sag og mekanikeren begyndte at fejlsøge på bilen. Efter et stykke tid konstaterede han, at der dryppede vand fra en slange omme bag på motoren – det mest bøvlede sted af alle. Efter en del moslen rundt kom de ind til slangen, blot for at konstatere, at den havde en speciel diameter, som de ikke lige havde på lager. De undersøgte flere steder og endte med at køre til en ophugger i den næste by for at se, hvad de havde liggende.
SOS havde på dette tidspunkt reserveret en bil til os, som vi kunne få næste morgen. Den havde træk, så vi kunne få campingvognen med hjem. Vi havde jo læst om 3 timer osv, men at skulle vente til lørdag var ifølge SOS ingen urimelig udsættelse, så derfor begyndte vi nu at krydse fingre for, at mekanikeren fandt en slange der passede. Og det gjorde han heldigvis, så kl. ca. 17 trillede vi ud (normal lukketid på værkstedet en fredag er 17.15!!!) - ca. 400 euro fattigere. Herligt. Stor ros til værkstedet Ganahl i Schruns.
Men hvorfor skulle vi så få vores første regnvejr på 4 uger, når vi nu var tvangsindlagt til at holde stille? Hvor ville det have været dejligt med tørvejr, så vi kunne have gået en lang tur.
Nu sad vi så på mekanikerens værksted og så film og lagde kabale. Og fandt en hyggelig Gasthof, hvor vi kunne få noget frokost.
Vi valgte at køre videre mod Tyskland – Louises forældre havde tilbudt, at vi kunne sove hos dem endnu en nat, men vi skulle helst hjem til fødselsdag søndag, så selv 3 timer ville være en hjælp.
At komme ud af Østrig skulle så vise sig at blive lidt besværligt. Vi fortsatte naturligvis af motorvejen til Bregenz. Ved Pfändertunnelen skulle 3 spor så blive til 1 og den slags har det jo med at give problemer, så her var der køkørsel af værste slags: holde stille i flere minutter – køre en billængde frem – holde stille igen.
Derefter forløb trafikken fint nordpå og vi ankom til Camping Christophorus kl. 20.05. Vi havde da tilbagelagt i alt 171 km på 3 timer. Ikke blændende, når man tænker på, at stort set det hele var motorvej. Til gengæld er campingpladsen ret let at finde – man tager afkørsel Altenstadt og følger skiltene. På Camping Christophorus er der en klokke, man kan ringe på, hvis man ankommer efter kl. 20. Og lige inden for bommen er der en række pladser til campister som os, som bare lige skal ind en enkelt nat.
Pladsinfo: Ganske kort: det er en rigtig stor plads, 4 * og direkte til fiske- og badesøer. Her er en svømmehal og en restaurant med rigtig god og billig mad.
Baderummene er luksuriøse – de bedste vi har set på hele ferien! De så meget nye ud, med lækre store brusekabiner og fine toiletter. Og alligevel kostede en overnatning for os tre kun 24.50 euro. Man skal dog lægge 50 euro i depositum for nøglen til bommen. Campingpladsen har et spændende koncept, hvor man kan købe sin egen parcel – ikke bare leje den for en periode som i Danmark, men købe den som en rigtig grund.
Vi havde ca. 1050 km tilbage til Odense og besluttede, at vi ville se, om vi kunne køre dem på en dag. De 6 timer vi holdt ved mekanikeren i går, manglede vi jo nu!
Turen videre nordpå forløb heldigvis uden de store problemer. Hver gang vi holdt ind for at skifte chauffør, tanke, spise eller andet, checkede vi lige vandet og det så hver gang fint ud.
Ved Elbtunnellen var der lidt kø – den kørte dog ganske svagt hele tiden og for første gang på ferien følte vi, at ’lastbil’-sporet kørte stærkest. Fed fornemmelse!
Vi ankom til Odense efter 13 timer og 45 min – brugte, men ikke mere, end at vi stadig følte os friske. Og så nåede vi at få vasket 4 maskiner tøj, inden vi tog til fødselsdag søndag eftermiddag. Pragtfuldt at komme hjem til højt solskin, når man ikke har tørretumbler…
