Kerteminde 2010
Så kom vi endelig af sted på camping igen. Den weekend vi tog af sted, lovede de ikke det bedste vejr, men da vi havde fået lov til at lade vognen stå mellem to weekender, så håbede vi på bedre vejr i weekend nr. to... og det blev det heldigvis
Vi havde i den første weekend fået lov at låne et par børn mere (3 og 5 år) og de kan rigtig godt lide at være på camping - så pyt med at det ind imellem regnede lidt...
Pladsinfo: MyCamp Kerteminde er en 3* plads og en af to i kæden MyCamp - hmm kan en kæde bestå af kun to pladser?
Nå, men pladsen ligger rigtig godt lige ved Nordstranden i Kerteminde. Og samtidig i gåafstand af bymidten - helt optimalt
Her er mulighed for at købe morgenbrød om morgenen og ganske få andre varer - men der er flere supermarkeder nede ved marinaen.
Pladsen er rigtig hyggelig med hække bag alle vogne og nogle steder også mellem vognene i rækkerne. Og det er vi jo glade for, for vi holder ikke helt så meget af de åbne pladser, som af dem hvor man føler, at man 'putter' sig lidt...
Vi havde bedt om en parcel tæt på legepladsen, tæt på toiletbygningen og en, hvor vi kunne have åbningen syd-sydvest. Her er nemlig opstillingsregler, så alle vogne skal ligge med døren ud mod vejen. Vi fik så plads 114, men kunne også selv have gået ind og fundet en - men ville formentlig have valgt den samme
Parcellerne er fint plane, men noget bløde, da vi ankommer efter længere tids regnvejr. Der er strøm tæt ved hver parcel, ligesom der ikke er langt til vandet.
Legepladsen lever fint op til vores to 'lånebørns' forestillinger om en legeplads.
Toiletbygninger er der 3 af pladsen - men kun de 2 var åbne, da vi var der. Her er fint rent og gratis bade med termostatarmatur, så man selv kan vælge temperaturen. Da vi er her i en vejrmæssigt dårlig weekend midt i september - ja så er har ikke så mange gæster, at der opstår kø på noget tidspunkt - undtagen måske lige til opvaskefaciliteterne.
De er så også vores eneste lille kritikpunkt - inde midt i bygningen i et lille rum uden dagslys - ikke et sted man opholder sig længe i... Der skulle være et køkken mere - men det er i den aflukkede servicebygning.
Hvis man ikke har sengen med selv, så er her også hytter og lejligheder til udlejning.
Og selvom vejret den første weekend var meget gråt i gråt, så kan det jo også give andre billeder end dem vi
plejer at tage - se bare spindelvævet herover - det er da fascinerende!
Vi gik også en tur ud mod Hindsholm - hunden skulle jo luftes og samtidig havde vi lånt en gps, så vi kunne se om geocaching er noget for os. Så vi tog alle 5 og hunden ud i regnvejr for at finde vores første skat. Og selvfølgelig fandt vi den!
Og på vej tilbage til campingpladsen fik vi så lige taget de første billeder nede ved vandet...
Herover er der billeder fra den første weekend af Nordstranden. Den store mindesten er sat på det sted, hvor de danske og hollandske tropper i 1659 gik i land for at fordrive de fjendtlige tropper i Kerteminde.
Under en gåtur i Kerteminde i vores anden weekend på pladsen, fik vi taget disse billeder fra bymidten. Her er mange rigtig små huse - hver malet i sin farve, så man er ikke i tvivl om, hvor stort et hus egentlig er. Her er også fine gamle bindingsværkshuse - herover er det den danske banks lokaler og herunder er det Farvergården fra 1630, som i dag er bymuseum.
Sct. Laurentius Kirke findes midt på torvet i Kerteminde. Kirken er et treskibet langhus samlet under ét vældigt tag. Man sætter bygge- årstallet til 1476, men her har ligget en kirke i mange år inden. Kirken er dog blevet ændret væsentligt indeni i 1600-tallet - bl.a. fik den hvælvinger.
I våbenhuset findes to ligbårer. Bårerne tilhører Kerteminde Skipper- og Ligbærerlaug og de benyttes stadig - omend meget sjældent. Lauget blev, som så mange tilsvarende laug, oprettet for at hjælpe søfolk fra Kerteminde, der var kommet i vanskeligheder på grund af sygdom eller alderdom.
Vi ville gerne have vist Jer lidt flere billeder inde fra kirken, men de skulle lige til at starte på babysalmesang, så vi gik igen i stedet for at forstyrre - men vi kommer tilbage en anden gang!
Kilde: www.kertemindekirke.dk
På vores videre færd rundt i Kerteminde kom vi ned til Langebro. Lige her har der været en bro helt tilbage til 1413, hvor Kerteminde blev købstad.
Broen blev i mange hundrede år vedligeholdt for de penge, som bønderne betalte i 'brokornsafgift'.
Den nuværende bro stammer fra 1956.
Kilde: www.dr.dk
Hvis man krydser Langebro møder man statuen af Amanda. Amanda er i dag et symbol på Kertemindes friske unge, men navnet stammer oprindeligt fra visen 'Min Amanda var fra Kerteminde', som blev sunget i revyen 'Harper i Luften' i København i 1893.
Selve visen handler om en pige fra Kerteminde, som svigter sin forlovede og har rod i historien om Sofie Kragh, der blev skuepiller i København som 20-årig og som svigtede sin kæreste til fordel for en student.
Skulpturen af Amanda er udført af Robert Lund Jensen i 1954 og har egentlig ikke andet til fælles med visen end navnet Amanda - kunstneren havde specialiseret sig i at lave pige-skulpturer og lavede derfor en fiskerpige til byen. Navnet fik den efter visen, som var og er tæt knyttet til Kerteminde.
Kilder:www.emu.dk
og www.visitkerteminde.dk
På vej tilbage efter en lang gåtur i Kerteminde gik vi ned forbi marinaen. Marinaen hører til i den store ende - den har plads til 700 både og her er restauranter mm lige ved vandet.
Vi gik videre ud af Nordstranden og ud mod campingpladsen. Det tog os ca. 20 min. at gå strækningen fra marinaen til campingpladsen - det gik ikke vildt hurtigt for Smilla var ikke færdig med at snuse rundt efter spændende dufte.
På billedet herunder er campingpladsen ude ved træerne bagerst i billedet.
Hver dag, når vi henter Sabrina i hendes skole, kommer vi forbi Dalby Kirke, men vi har ikke været inde i den. Da vi samtidig vidste, at der skulle være en skat gemt her i nærheden, så var det oplagt at slå to fluer med et smæk.
Til dem der geocacher: ja vi fandt den og til dem, der elsker kirker ligesom vi gør: Dalby Kirke er meget smuk!
Den kaldes også 'Sct. Peders Kirke' og de ældste dele stammer fra romansk tid, men kirken blev i 1500-1600 ændret væsentligt.
Den pompøse udsmykning herunder er en udsmykket indgangsportal ud til tårnet. Tårnet blev sidst i 1700-tallet benyttet som kapel for bl.a. Brockdorff'erne.
Kilde: www.visitkerteminde.dk
Her er vi kommet ud til Ladbyskibets store gravhøj. Skibet blev fundet i 1935 af en lokal amatør arkæolog, som heldigvis var klog nok til at tilkalde assistance!
Siden har undersøgelser vist, at skibet omkring år 950 er blevet trukket på land og at ejeren blev begravet i skibet sammen med sine heste, hunde og skatte.
Af selve skibet er der kun bevaret ganske lidt træ, men skibets vægt har efterladt et klart billede af, hvordan det har set ud. Skibet er ca. 21 m langt og 3 m bredt og ud fra disse mål, er det bestemt til at være et krigsskib.
Selve området ved Ladbyskibet er et dejligt rekreativt område, der indbyder til picnic.
Kilder: www.vikingemuseetladby.dk
På en lørdag formiddag med høj sol, tog vi en tur ind i Fjord- og Bæltcentret.
Her så vi bl.a. hvordan de trænede deres 4 marsvin. F.eks. lavede de en simulering af en ultralydsskanning og en undersøgelse af halefinnen, idet det var den, der skulle bruges, hvis de skulle tage blodprøver.
Centret har også 3 sæler, som også bruges til forskning og derfor bliver de også trænet - bl.a. fik de børstet tænder.
Der er også akvarier, oplysningstavler og små ting, som man kan prøve og som man bliver klogere af.
Kilde: www.fjord-baelt.dk
Et par dejlige weekender er overstået her i Kerteminde, men vi kommer gerne tilbage, for pladsen er rigtig dejlig, den ligger tæt på Sabrinas skole og der er mange ting i byen, vi endnu ikke har set - f.eks. Johannes Larsen museet, Farvergården og vi mangler et ordentlig kik inde i kirken!