Alsace 2012
Så kom også dagen for hvornår vi måtte til at køre nordpå igen. Desværre. Vi havde fjernet det værste støv fra de fleste ting dagen før og kunne derfor forlade pladsen 10.15.
Vi havde en aftale med Ninna og Poul Harkjær på campingpladsen i Ribeauville i Alsace og satte derfor gps'en til at lede os i den retning.
På vej nedad var vi kommet forbi et bjerg, hvor der svævede rigtig mange ørne rundt.
I dag kom vi tilfældigvis til at holde i kø lige ved bjerget pga. et færdselsuheld ved betalingsanlægget og fandt ud af, at ørnene var der, fordi bjerget var en stor mågekoloni...
Vi vidste godt, at vi aldrig ville kunne køre fra Middelhavet til Alsace i et stræk, for der var omkring 800 km derop, så da vi havde kørt små 500 km begyndte vi at se os om efter en campingplads. Vi udså os en på vores kort, men da vi kom frem var den desværre fuldt optaget. Heldigvis henviste de os så til en anden campingplads 7 km derfra. Men vi tror vi hørte forkert, for det viste sig nok nærmere at være 17 km. Da vi absolut ingen anelse havde om, hvor den lå og nærmest kun havde et navn og en by - ja så fulgte vi skiltene ned mod byen. Det gjorde at vi kom igennem nogle små smalle byer, hvor det var umuligt at møde andre biler...
Vi fandt til sidst byen og campingpladsen - eller retter køen til campingpladsen. Der var rimeligt meget kaos! Deres opmarchbåse var slet ikke gearede til at klare dette ryk ind, så vi endte med at holde og vente på den offentlige vej. Søren blev i bilen og Helle gik op for at undersøge situationen. Jo der var pladser - det skulle bare lige blive vores tur til at blive indskrevet først! Tålmodighed er en dyd - det tog dem ca. 45 min at afvikle køen og da der stod 2 foran os, meddelte de, at nu var der ikke flere strømpladser. Det tyndede køen gevaldigt ud, men Helle besluttede, at vi godt kunne klare en enkelt nat uden strøm, så hun blev. Alt imens Søren holdt og så folk køre væk fra området... også folk, der var kommet FØR os... og han blev derfor nervøs for om vi skulle ud at lede videre...
Da det blev vores tur til at blive checket ind, sagde de så pludselig, at de måske alligevel havde en strømplads og ja tak, det ville vi da gerne have! Og det fik vi - de havde tryllet 3 strømpladser frem omme i et hjørne. Pladserne var ikke de bedste - de var tilsyneladende forberedt til at skulle bruges til mobilhomes, for de var fint jævne på toppen. Ja på toppen for der var også lige en meget stejl skråning ned til vejen. Vi fik - med hjælp fra en enkelt anden campist - bakset campingvognen op, sat benene ned og slæbt et par stole og et bord ud og så var vi ellers klar til en afslappende aften!
Camping de Sources er en 3* plads beliggende i byen Santenay ca. 20 min fra Beaune. Pladsen ligger lige ud til vinmarkerne og i vores 'baghæk' var der et stort hul, så vi lige kunne smutte ud og tage dette fine billede.
Toiletbygningen lå tæt på og der var fint rent. Men vi undrede os en kende over, at der ikke var koldt vand i vandhanerne, så det med at børste tænder - det kom til at foregå i campingvognen.
Som sagt var vores plads formentlig beregnet til et mobilhome og jorden var rigtig hård - men vi skulle jo ikke pløkke noget, så det gjorde ikke så meget.
Strømmen havde vi lige bagved og vandhanen var fint tæt på. Her var noget der mindede om fuld skygge, mens andre pladser nærmest havde fuld sol. En del af pladserne var uden strøm. Her var en lille butik, hvor man kunne bestille morgenbrød og få lidt 'fastfood' i form af kebab, nudler og tærte...
Naboen var et friluftsbad og der var gratis adgang for pladsens gæster.
Næste dag fortsatte vi de sidste ca. 300 km til Ribeauville og ankom lige lidt før kl. 14.00. Til endnu en lang kø og endnu en fuld campingplads.
Vi hørte om en anden i Riquewihr, som skulle være fin og 'der var altid plads', så der valgte vi at køre ud. Vi sendte en sms til Poul og Ninna, som var på vej fra Danmark, så de vidste hvor vi var.
Camping Intercommunal de Riquewihr er en 4 stjernet campingplads et par kilometer fra byen Riquewihr og ligger i virkeligheden lige i udkanten af byen Beblenheim. Vi kunne selv gå ind og finde en plads og fandt efter lidt søgen plads 83, som så ud til at være rimelig plan og på den rigtige side i forhold til elstanderne. For vi vil nødig have kablet liggende hen over vejen...
Hvordan de har fået 4* er en gåde for pladsen er på ingen måde luksuriøs. Faktisk er to ud af de tre toiletbygninger gamle og slidte. Men heldigvis havde vi lagt os i nærheden af den fine og nye toiletbygning...
Rengøringen var i alle tre bygninger i orden og det betyder egentlig mest for os, men vi nyder også, at der er plads nok i brusekabinerne til også at tage tøjet af og på.
Men igen var der varmt vand i alle hanerne - det undrer os stadig rigtig meget.
Pladserne er store og flotte og rent skyggemæssigt findes de til enhver smag: fuld sol, halvt sol, halvt skygge og fuld skygge.
Jorden er dejlig nem at pløkke i uden at virke løs. Der er lidt beplantning mellem parcellerne.
Her er ingen butik - dog kunne man bestille morgenbrød til næste morgen.
Vi havde talt om at blive et par nætter, men endte med at blive i tre, fordi her var rigtig dejligt. Og så er der jo noget helt særligt ved at sidde og spise, mens der spadserer en stork forbi og tigger
På vej til Riquewihr var vi kommet forbi 'vores' kirke - den kirke, som er på vores netfront og også på vores banner her på hjemmesiden. Da vi i sin tid tog billedet besøgte vi den ikke, men det skulle der rådes bod på, nu hvor vi var så tæt på den!
Så vi kørte til Huhnwihr og fandt en p-plads i nærheden og gik op til den befæstede kirke.
Den befæstede kirke Saint Jacques le Majeur ligger meget smukt over vinmarkerne lige i udkanten af Hunawihr. Kirken er stadig omgivet af den gamle fæstningsmur fra det 13. århundrede, hvori der kun er en indgang. I muren indgår 6 halvrunde bastioner, hvorfra det var muligt at skyde ud mod angriberne. Da selve landsbyen Hunawihr ikke havde sine egne beskyttelsesvolde, var det her befolkningen søgte ly, hvis der var fare.
Den nuværende kirke er fra det 14. til det 16. århundrede, men er bygget på fundamentet fra en primitiv kirke fra det 10. århundrede.
Tårnet stammer fra det 15. århundrede og viserne på uret er vinblade, som symbolisere vinmarkernes betydning for økonomien i området.
Koret, skibet, galleriet og sideskibet kan alle dateres til det 16. århundrede, mens orglet stammer fra det 18. århundrede.
Prædikestolen er udført i sandsten og er fra det 16. århundrede og placeret midt i en søjle.
I 1878 fandt man en række kalkmalerier, der dels beskriver den Hellige Nikolaus' liv og dels de mirakler, der skete efter hans død.
I forbindelse med den Westfaliske fred, som afsluttede 30 års krigen i Tyskland/Europa og den 80-årige uafhængighedskrig i Nederlandene, blev det blandt andet vedtaget, at den katolske tro og den protestantisk tro skulle ligestilles og at en evangelisk minoritet ikke måtte nedstemmes i religionssager på rigsdagene.
Dette medførte, at den franske konge Louis XIV i 1687 indførte 'Simultaneum', som betyder, at den samme kirke kan bruges til både katolske og protestantiske gudstjenester.
Hunawihr har fungeret på denne måde i over 300 år, da der tilbage i 1687 fandtes 7 katolske familier i landsbyen. Derfor er kirkegården også opdelt i en katolsk og en protestantisk del - den katolske ligger 'inden for' murene og den protestantiske udenfor.
Fra kirken fortsatte vi ned til Storkeparken - den kunne vi nemlig godt trænge til et gensyn med.
Parken blev oprindeligt lavet fordi der var alarmerende få storkepar tilbage i området og i starten holdt man udelukkende storkene i fangenskab.
I dag lever en stor del af dem frit, men vender tilbage for at yngle i og nær parken. Nogle få storkeunger fjernes hvert år og bliver fostret op.
De skal blive i store voliere i 3 år for at sikre at de bliver i området. På denne måde sikre parken sig altid at have nok voksne storke til at opretholde bestanden.
De mindste unger vi så i 'opfostrings-gruppen' var disse små uldtotter, som på 60-70 dage er blevet til voksne flyvefærdige fugle på op til 4,4 kg. Deres vingefang kan blive op til 165 cm, så de fylder pænt meget på himlen.
Storke lever ikke udelukkende af frøer, men tager også andre smådyr som mus, snegle, æg og fugleunger.
Fra storkeparken fortsatte vi ned til Riquewihr. Vi havde ikke besøgt byen før, men blev meget betaget af dens charmerende smalle brostensbelagte gader og bingingsværkshuse.
Tilfældet ville at vi kom lige ind forbi den protestantiske kirke og så måtte vi jo også lige ind og kigge i den. Kirken ligger på Place des Trois Églises for her lå i ældre tid 3 kirker på den samme kirkegård: En sognekirke indviet til Sainte-Marguerite fra det 12.-15. århundrede, Liebfrauenkirche, som var en valfartskirke fra den 1. halvdel af det 14. århundrede og kirken Saint-Erard.
Efter reformationen fik greve Georg von Württemberg i 1534 bygget valfartskirken om til beboelse for forstanderen og hans diakon og i Saint-Erard blev der lavet drengeskole og bolig til læreren. Begge bygninger ses stadig og der findes endnu små tegn på deres tidligere anvendelse.
Sainte-Marguerite kirken blev fortsat anvendt af protestanterne og ved indførelsen af Simultaneums fik også katolikkerne lov at anvende den. Kirken blev dog meget skadet under revolutionen og blev derfor revet ned i 1845. Året efter blev der opført to kirker - den protestantiske Sainte-Marguerite ved den gamle port og den katolske Sainte-Marguerite ved den nye port. Den vi var kommet til var den protestantiske kirke - opført i nyklassisk stil.
På vejen kom vi forbi Cour des Nobles de Berckheim blev bygget i 1523 af ridderen Truchsess som bopæl fra 1550-1628.
Efter Truchsess overtog Guillaume de Berckheim huset og familien ejede huset indtil 1827. I dag er her hotel og gården er meget velholdt, men især tårnet med sprossevinduerne fangede vores øjne...
For enden af hovedgaden findes Le Dolder.
Det er et 25 meter højt klokketårn fra 1291 opført i lyserøde sandsten og bindingsværk. Det var en del af byens forsvarsværk og der var en fin udkigspost på den øverste etage.
Oprindeligt var tårnet derudover bolig for den vagt og hans familie, som hver aften lukkede porten til landsbyen og som også skulle slå alarm i tilfælde af angreb.
I dag er der på de nederste 3 etager et museum for den lokale kunst og folkelige traditioner.
Ellers er byen Riquewihr spækket med bindingsværk - bl.a. i denne 25 meter høje bygning i 5 etager - et af de højeste bindingsværkshuse i Alsace. Læg mærke til hjørnet som er skåret skråt for at gøre det nemmere at runde det.
Vi kom også forbi kirken i Bennwihr. Først kørte vi egentlig bare forbi men indså, at den så ud til at kunne være mere end spændende inde, så vi fik fundet en p-plads og gik ind i kirken.
Kirken Saint-Pierre et Saint-Paul - og byen blev voldsomt ødelagt under 2. verdenskrig i 1944 - og derfor blev en ny kirke indviet i 1960.
Kirken er inde holdt i hvidt, men domineres fuld- stændigt af Paul Martineaus glasmosaikvæg 'La Resurrection' (hvilket betyder opstandelsen).
Væggen giver kirkerummet et helt fantastisk lys.
I koret er der flere glasmosaikker, ligesom endevæggen i et sideskib er udført i glasmosaik og hele dåbskapellet er opført i en overvejende blå/lilla glasmosaik.
På den modsatte væg hænger nogle messing-raderinger, men det er ikke lykkedes os at finde flere oplysninger om dem ud over at de viser 'The Way of the Cross'.
Kirken er tegnet af arkitekt Pouradier-Duteil.
Efter nogle dejlige dage i Alsace begyndte Sørens arbejde at kalde på ham, så vi fik pakket sammen og begyndt hjemturen.
Vi har flere gange grint lidt af brugen af skilte ved nedkørslerne på de franske motorveje og her er et eksempel på det. Vores kommentar - hmm tja, godt vi skal lige ud!
Efter ca 595 km kørte vi af og fandt en campingplads 500 meter fra motorvejen. Men selvom Seecamp Derneburg lå tæt på motorvejen, så hørte vi ikke megen trafikstøj.
Og her var de vant til en-natsovernatninger, så da havde et stort område, hvor vi kunne køre ind uden at skulle spænde fra! Ellers er pladsen præget af en stor mængde fastlæggere og nogle få turistpladser.
Da vi ankom blev vi vist ned og fik udpeget det sted, hvor vi skulle holde. Vi blev lagt tæt, men det viste sig også at være nødvendigt, for der var godt fyldt op om aftenen.
Der var ingen egentlige parceller i dette område, græsset var grønt (!) og VÅDT af dug om morgenen. En helt uvant ting!
Toiletforholdene var fine, der var varmt vand, men ikke nok brusere. Så der var kø ved bruserne om morgenen.
Der var en lille butik, hvor det var muligt at købe morgenbrød uden at bestille eller gå op og spise en morgenmads-complet, hvis man ikke selv gad lave kaffen.
Der var en lille badesø, hvor der var en fin gangsti rundt om. Det lød dog som om de få badende syntes vandet var koldt...
Og som altid på en tysk campingplads: en restaurant med en fin udendørsterrasse og billig men god mad.
I en montre på pladsen var der udstillet en avisartikel, der omhandlede en campist, der havde bygget en stor modelbane på sin plads.
Og vi blev hurtigt enige om, at den måtte ligge her på pladsen, så vi gik på jagt efter den. Og fandt den.
Og jernbanen viste sig at brede sig over to pladser og der var lavet en tunnel med skinner under gangstien, så toget kunne kom frem og tilbage.
Fantastisk og anderledes brug af en fastliggerplads! De øvrige pladser lignede mere typiske tyske fastliggerpladser...
Efter en god nats søvn kom vi hurtigt tilbage på motorvejen og fik sat retningen mod Odense.
Vi blev enige om at markere den sidste campingplads på vores 'motorvejskort' over Tyskland til en anden gang for meget lidt larm og tæt på motorvejen er store plusser, når der skal findes en overnatningsplads.
Vi ankom hjemme omkring kl. 15 efter 525 km og det gav os lige mulighed for at vaske den første maskinefuld tøj, slå græsset og få hentet hunden hos Helles forældre uden at stresse rundt.
