Svendborg Sund Camping 2014

Efter ca. 2 timer var teltet slået op - og det selvom det drillede på det voldsomste, fordi det blæste en halv pelikan. Selv med hjælpebarduner måtte vi arbejde hårdt for at få det til at stå, som vi ville have det til. Og ja - vi bandede også lidt, da det var gledet i skinnen uden at vi havde opdaget det og vi derfor måtte pille 4 pløkke op igen...

I mellemtiden var receptionen lukket op og vi kunne få checket ind officielt - og få vores strøm-måler udleveret, så vi også kunne få tilsluttet strømmen.

Søren havde i julegave fået en lysskinne til over døren. Vi havde jo sidste forår 'klaget' lidt over at vi skulle vænne os til den skrå dør og derfor flere gange havde famlet rundt i mørket efter lynlåsen. Derfor var vi blevet anbefalet denne lysskinne - og da Helle naturligvis lige skulle se produktet an, så købte hun en - og kun en. Men den har simpelthen virket perfekt - der er lysdæmper på, så vi selv kan bestemme lysstyrken og den giver et flot lys på fronten af teltet. Faktisk blev vi så glade for den, at vi lige måtte have en til den anden dør også...

Det var jo påskelørdag og færgen var fuldstændig stoppet. Vi kom op på hængedækket i den ene side og kunne derfor se, at de virkelig mente det, når de sagde færgen skulle pakkes....

Ang. billetterne så havde vi købt og betalt dem over nettet.
Vi havde så ikke lige fanget, at de skulle med op på færgen under sejladsen. Vi var nemlig blevet krydset af, da vi kørte om bord og tænkte så ikke mere over det.
Men det viste sig, at der ikke er noget billetkontor i havnen, så alle, der ikke havde købt billet på nettet, skulle først købe den under overfarten... Men billettøren kunne hente vores billet frem - også selvom vi ikke kunne huske de sidste 3 tal i bilnummeret...
Vi sejlede til Ærøskøbing, men forlod hurtigt byen for at sætte næsen mod dagens mål: Voderup Klint. På vejen kom vi dog forbi et par interessante steder:
Først udsigten ved Olde Mølle. Her kan der næsten ses hav hele vejen rundt - det er en fantastisk udsigt, der er fra stedet og skal man holde pause findes der en flot rasteplads på stedet. På samme sted findes en mindesten for Ærøs samling under den danske krone i 1750. Indtil da, havde øen været opdelt i flere enklaver og store dele var ejet af den danske konge som privateje. Det betød - i modsætning til krongodset, som ejes af den siddende konge - at dele af Ærø kunne arves af slægtninge og store dele af øen blev derfor til sidst ejet af forskellige hertugdømmer. I 1750 blev øen dog igen samlet til en enhed under den danske krone, idet øen blev indlemmet i den kongelige del af Sønderjylland. Stenen ved Olde Mølle er rejst som minde for denne samling. På vejen kom vi også forbi Tranderup Kirke og var nødt til at gøre holdt for at fotografere. Desværre var der aktivitet i kirken, så vi kom ikke ind.

Det der fangede vores øje var det særprægede nyklassiske kirketårn. Det er opført i 1832 og tegnet af arkitekt C.F. Hansen. Indtil 1832 havde kirken et tårn med spir, der lignede det på Bregninge Kirke.

Og hvis man er i tvivl om, hvordan det ser ud, så er der et billede af Bregninge Kirke her.

Når klinten glider ned, sker det ikke i et lige brud, men i et kurvet bane.

Det betyder at terrasserne kommer til at vippe, så de er lavere inde ved den del af klinten, som er blevet stående end ude ved kanten. Helt inde ved den del af klinten, som er blevet stående, dannes der mange steder vådområder. Her ligger det beskyttende lerlag nemlig højt. Faktisk er her flere steder så fugtigt, at landmændene blot kan hamre et rør ind i klinten og så er der frisk vand til kreaturerne.

Når man er i området skal man tage turen af stien og trappen helt ned til vandet. Lige til højre for trappen (når man står på den) kan man se lidt af det grå ler, men hvis man har mod på at fortsætte ud af stranden (igen til højre, når man står på trappen - desværre stenstrand) vil man længere ude kunne se lerlaget i et flere meter tykt lag. Og fortsætter man endnu længere ud, er det muligt at komme op igen af en sti, krydse det elektriske hegn via en stente og derefter gå på en af terrasserne tilbage til p-pladsen. Turen er ikke egnet til klapvogne mm....

Da vi havde sat Sabrina af ved hendes skole på Hindsholm kørte vi ned over Kerteminde og Nyborg til Svendborg.

På vejen kom vi forbi Gudbjerglund. Her findes en mindeplads med mange mindesten samt 4 stendysser.
Mindelunden blev indviet i 1929 efter at der havde været arbejdet med ideen i nogle år. Der var blevet indkøbt 4½ tønde land, som blev tilplantet, så den i dag ligger hen som en skov med en åben plads.

Pladsen anvendes til forskellige sommerstævner f.eks. gymnastik og folkedans ligesom her holdes friluftsgudstjenester.

Mindestenene er rejst løbende og de er alle rejst til minde om mænd eller begivenheder, som har haft betydning for egnen eller hele Danmark.

F.eks. er her mindesten for Genforeningen i 1920, for Højskoleforstander Thøger Dissing, Vejstrup og for gymnastikinspektør Vilhelm Kristensen, Skårup. Den sidst tilkommende sten er fra 1988 og er rejst til minde om 200 året for stavnsbåndets løsning.

De 4 stendysser fra bondestenalderen (3500-3100 f.kr.), to lange på henholdsvis 117 meter og 106 m lange og to mindre på henholdsvis 41 m og 19 m, ligger spredt i området.

Til stendysserne knyttes et gammelt sagn: Egentlig skulle Gudbjerg Kirke have været bygget oven på stendysserne, men der boede trolde i gravhøjene. De rev om natten alt det ned, der var blevet bygget op om dagen.
Efter mange forsøg, så endte det med, at en due viste arbejderne, hvor de skulle bygge, og det var lige der, hvor kirken ligger i dag.

Vi tog en tur til Langeland - i år skulle den midterste del og den sydlige del udforskes.

På turen rundt kom vi forbi 3 af de 12 kunsttårne - små gallerier i gamle transforma- tortårne. Tårnene blev taget ud af drift efterhånden som elledningerne blev gravet ned, men nogle af dem overlevede som gallerier. I øvrigt efter at Hans Kjær - som har udsmykket det ene af de tårne vi besøgte i år, havde givet Langelands Elforsyning ideen.

Vi har tidligere set nogle af de andre tårne - de kan ses her og her.

Ingen ved hvor benyttet skansen var under krigen, men det hedder sig at 9000 spanske soldater, der havde opholdt sig på Langeland hele sommeren, skulle udskibes fra Stengade Skov og Spodsbjerg til engelske krigsskibe.
Det udløste megen tumult i Stengade skov for de lokale bønder skulle blandt andet levere 300 køer, 600 tønder rug og 8000 pumd saltet flæsk til spaniolernes forplejning hjem. Vand hentede de i Stengade Sø.

I dag kan lidt af voldene og noget der minder om en voldgrav ses på stedet.

På vej ud til p-pladsen havde vi set et skilt der viste ned mod "Oehlenschlägers Bøg". Det passede lige med at vi endte ved bøgen, da vi havde gået langs stranden tilbage efter at have fundet den 12½ år gamle cache. Træet er en 200 år gammel bøg, som efter sigende inspirerede digteren Adam Oehlen- schläger til bl.a. disse linjer i „Der er et yndigt land”: „Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå ...”

Så nu har vi set Oehlenschlägers Bøg og Ambrosius Stubs eg - hvilke træer kan vi mon mere støde på?
Så gik det sydpå mod Humble for vi ville gerne se Kong Humbles grav. Den ligger ude midt på en mark, men der er en officiel sti over til den. Desværre kom vi nok en dag eller to for tidligt, for græsset var ved at blive slået. Fro der, hvor der ikke var slået, var det svært at se stenene. Kong Humbles grav på Langeland er nok Langelands mest kendte fortidsminde, men er samtidig i et radioprogram blevet udnævnt til Danmarks kedeligste seværdighed.

Kong Humbles grav er en megalitgravplads fra bondestenalderen med over 70 store, tætsiddende randsten i kanten af den over 50 meter lange høj og et flot centralt dyssekammer med en stor hvælvet sten i midten.

Man ved ikke meget om Kong Humble, men han skulle efter sigende været blevet valgt til konge i området, men blev efterfølgende afsat af sin bror og de lokale stormænd, fordi han simpelthen var for dum, uduelig, irriterende og doven til at være konge.

Broderen viste sig at være værre: han slog simpelthen de lokale høvdinge ihjel for at undgå konkurrence. Humble derimod affandt sig med sin tilværelse som afsat, ydmyget konge. Saxo skrev: Han bar ellers den uret, der var overgået ham, med en sådan værdighed, at man ligefrem skulle tro, at han glædede sig over tabet af sin værdighed.

Sagnet fortæller endvidere, at der i langdyssen også skulle være begravet en guldkæde så lang, at den kunne nå flere gange rundt om Humbles flotte landsbykirke. Kilde: www.geocaching.com