Harzen 2015

Så blev det september og da vi allerede i foråret havde tilmeldt os et geocachingevent i Goslar, besluttede vi os for at holde vores efterårsferie i forbindelse med dette. Selve eventet vender vi tilbage til lidt senere...

Da Søren havde fået fri og de sidste småting var pakket smuttede vi derfor mod Goslar midt på eftermiddagen - velvidende, at vi ikke ville nå frem denne dag. Derfor tog vi det også stille og roligt og da vi var kommet forbi Hamborg fik vi hurtigt fundet campingpladsen Freizeit Camp Nordheide.
Campingpladsen ligger forholdsvis tæt på motorvejen, men alligevel i rolige omgivelser og er fin til en hurtig overnatning.

Receptionen lukkede selvfølgelig før vi kom frem, men en ringeklokke tilkaldte en meget venlig dame, som sørgede for at vi blev checket ind. Vi så andre komme meget senere og også blive lukket ind.

Pladsen er som de fleste tyske pladser delt i en fastligger-del og en turist del. Der var god plads på turistdelen og der var strøm og vand jævnt fordelt ud over hele pladsen

Toiletbygningen er noget for sig. Vi undrer os stadig over mængden af håndvaske. De to billeder her viser kun en del af håndvaskene på dametoilettet. De ca. 10 vaske, der var i forbindelse med toiletterne, tog vi ikke billede af. Og heller ikke af den række vaske, der var bag hver deres dør...
Men der var pænt rent og varmt vand.
Pladsen er som de fleste tyske pladser delt i en fastligger-del og en turist del. Der var god plads på turistdelen og der var strøm og vand jævnt fordelt ud over hele pladsen.

Og lufteturen af Smilla om morgenen førte os ud forbi noget, der fik tankerne til at gå mod Lolland...

Næste morgen stod vi op og kørte det sidste stykke til Harz Camp Göttingerode ved Goslar. Vi havde haft kigget på mange campingpladser, men da vores geocachingevent startede allerede kl. 7.30 lørdag morgen, så blev vi enige om at finde en plads tæt på eventstedet og så bruge den som udgangspunkt hele ugen. Ellers havde vi nok smuttet en tand længere ned...

Harz Camp er en stor helårsåben plads med en del fastliggere, men også to store områder for turister som os. Fastliggerområdet var dog ikke det mest inspirerende lige her...

Pladsen er delt af en vej, som dog blot er en lille blind vej, der ender kort efter pladsen. Da vi ankom kl. lige lidt i 12 var receptionen middagslukket, men vi fik at vide, at vi bare kunne finde en plads og så checke ind efter 15.

Vi valgte at lægge os på den modsatte side af vejen end receptionen og troede fejlagtigt, at et lille hus var en toiletbygning, men det var kun udslagskumme og toiletbygningerne - for der er faktisk 2 - fandtes begge på samme side som receptionen. Lidt træls og underligt.

Kun den ene toiletbygning var dog åben, da vi var der, men den var til gengæld også flot. Meget fine toilet og badeforhold - selvom bad dog var mod betaling.
Der var en trappe op til både herre- og dametoiletterne, men et handicaptoilet uden trapper i den ene ende af bygningen gør, at også dårligt gående kan være på pladsen.
Inde i børneafdelingen var der lige gjort en tand mere ud af flisedekorationerne...
Strøm og vand findes rundt om på hele pladsen, men man kan ikke selv slutte strømmen til. Til gengæld er de hurtige til at komme og slutte den til, når man beder om det.
Pladsen har egen restaurant, som vi benyttede flere gange, når vi kom sent hjem og ikke gad lave mad...

På pladsen findes flere udsmykninger af bygningerne. Vægmaleriet er på toiletbygningen - den slags vægmalerier findes der mange af i de tyske byer. Vi synes de er hyggelige...
Skifer-inddækningen over pladsens restaurant er flot udført. Her sidder skiferen ikke bare i et fint mønster, men der er skabt et helt billede, hvor der også lige en kommet en campingvogn med.

Vi var ankommet til Harz Camp torsdag før middag og eventet løb først af stablen lørdag, så vi tænkte, at vi lige ville køre en tur ud fredag og se noget tysk natur. Vi startede i Okertal. Her ville vi ud og se Okertal Sperre - eller dæmningen i Okerdalen. På vejen gjorde vi lige et par interessante stop: først skulle vi lige kigge nærmere på floden Oker - men faktisk mest på de specielle kalksten der var på stedet. De ser ormeædte ud, men det er de nu ikke. De er dannet af kalk med forskellig styrke og vand og vejr har så siden fjernet de blødeste dele... Vi var naturligvis også nødt til at stoppe ved Romkerhalle Vandfald. Det er det højeste vandfald i Harzen - når der altså er vand i det - og når man tillader menneskeskabte vandfald at tælle med.

Romkerhalle blev til i 1863, da kong George V af Hannover ledte floden Romke hen til faldet. Selve vandfaldet skulle være 64 meter højt, men der var absolut ingen vand at spore, da vi var der. Heller ikke selvom vi tog den mest besværlige vej til toppen for at kigge ud over kanten. Men der blev arbejdet på den smalle kanal oppe på toppen, så mon ikke det vender tilbage igen - vandet.

Neden for vandfaldet ligger et jagtslot, som Georg den 5 af Hannover lod bygge i 1862. Og man kan lige se det på billedet herunder.

'Slottet' har en meget pudsig historie, da de 5000 m2, som Romkerhalle fylder, blev overset ved reformen i 1892. I 1987 lod prinsesse Erina af Sachsen sig udnævne til dronning af Romkerhalle og et år senere blev verdens mindste og Tysklands eneste kongerige anerkendt.
Selve bygningen anvendes i dag til gæstgiveri, men pga. vejarbejde var det umuligt at komme over til den.

Okertalsperre - eller dæmningen i Okerdalen - er en stor dæmning, der styrer vandtilførslen til vandkraftværket Romkerhalle.
Projektet med at rejse dæmningen blev startet tilbage i 1938, hvor man startede med at flytte vejen og en enkelt landsby. Men så kom 2. verdenskrig og projektet gik i stå.
Behovet for energi var stort efter krigen og projektet kom derfor i gang igen i 50'erne, hvor man fik rejst selve muren. Det er altid imponerende med så store bygningsværker - her måler dæmningen 8 meter i tykkelsen for oven, 19 meter for neden. Den er 260 m lang og 70 meter høj.

Mere imponerende er det dog, at hertug Julius von Braunschweig-Wolferbüttel tilbage i det 16. årh. rejste en mindre dæmning ca. 30 meter foran den nuværende. Grosse Juliusstau var bygget som to store trekantformede konstruktioner.

Disse blev opført i træ og fyldt op med sten, grus og sand og alle sprækker blev stoppet med mos.

Dæmningen var 17 meter høj og 49 meter bred og blev bygget for at hertugen kunne transportere træ af vandvejen. Den blev formentlig ødelagt ved en stormflod i 1579 og der findes tilsyneladende ingen spor efter dæmningen i dag.

Okertalsøen bruges i dag til rekreative aktiviteter og der er regelmæssig sejlads på store dele af søen. Da vi var der, kunne de dog ikke sejle ind til dæmningen, da vandstanden var for lav.

Det er muligt at gå/vandre/cykle hele vejen rundt om søen.

Søen har nogle lange arme ind i sidedalene og over disse er der opført flere broer. Og her kan man rigtig fornemme, hvor lidt vand der er i søen.

Vi gjorde holdt ved den lille St. Petruskapelle i byen Schulenberg. Byen lå oprindeligt i bunden af Weisswassertal, som blev en af fingrene i den store opdæmmede sø. Alle byens 300 beboere måtte derfor flytte, da dæmningen blev bygget.
Derfor er kirken heller ikke gammel - den blev indviet i 1956 - og er utrolig enkel i sin indretning.

Vi har ikke megen viden om den - normalt kan man enten få en folder om kirken eller også søge info på internettet - det virkede så ikke her.

Efter at have besøgt den lille kirke fortsatte vi mod Hahnenklee, hvor vi vidste, at der skulle være en trækirke inspireret af de gamle norske stavkirker.
Og det kan godt være, at St. Petrus Kapelle var enkel og lys inde, men det var Hahnenklee Stabkirche så langt fra.
Kirken blev bygget på 10 måneder i perioden 1907-08 og indtil da holdt man gudstjenester på den lokale skoles loft.

Da rummet med tiden - især om sommeren, hvor der var mange turister - blev for lille, blev arkitekt Mohrmann fra Hannover bestilt til at tegne en kirke til byen.
Han havde været på studietur i Norge og der set nogle af de gamle kirker og var fortaler for, at man rejste en stavkirke. For også tidligere kirker i Tyskland havde været opført i træ og da Nordtyskland blev kristent, havde de første kirker formentlig været stavkirker.

Kirken er opført af lokalt nåletræ og er en meget stor stavkirke. De norske har som regel plads til ca. 50 personer - her er der plads til ca. 350.
Og der er også flere vinduer i kirken end i de norske, hvilke gør at den fremstår mere lys.
Men der er også skruet maks op for træskærerarbejdet og træmalerierne, så der er noget at se på overalt.

Da vi jo boede ca. 10 km uden for Goslar, så tog vi turen ind til byen flere gange - bare for at støve rundt i de smukke gader.
Byen har i århundrede været en rig by og sølvminerne lokkede de tyske kejsere til byen. Heinrich 2. byggede endda et kejsersæde næsten klos op af sølvminen i 1060.

Byen var tidligere omringet af en forsvarsmur, som dog delvist blev revet ned i det 18. og 19. årh., da murene havde mistet deres defensive funktion. Dog kan man finde rester af muren flere steder og her, hvor vi kørte ind i selv den gamle del af byen, stod porttårnet Breite Tor stadig, hvor det har stået siden 1443.

I dag kan man stadig køre gennem den smalle port - og heldigvis er vejen ensrettet for der er ikke meget plads.
Lige inden for porten kan der parkeres og herfra er der ikke så langt op til selve bymidten.

Først kom vi dog lige forbi St. Stefani-kirke. Allerede i det 12. århundrede blev der rejst en kirke på stedet, men den gik til i en stor brand, der hærgede ikke blot kirken, men hele bydelen i 1728.
Kort efter tragedien begyndte indbyggerne at opføre en ny kirke som kunne indvis allerede i 1734. Denne kirke har nogle meget flotte søjler og et smukt alter.

Midt i byen ligger Marktplatz, hvor man også finder springvandet Marktbrunnen. Det ser ud som om, det altid har stået der, men i virkeligheden er det kommet til lidt efter lidt: nederst findes det store kar fra det 12. årh. Dernæst et mindre springvand, som oprindeligt var et selvstændigt springvand fra det 13. årh. og øverst ørnen fra det 13. årh. med en krone fra det 18. årh.

Ud til Marktplatz ligger flere flotte huse. F.eks. det røde Hotel Kaiserworth, som oprindeligt blev opført som lavshus for skræddere og tekstilkøbmænd i 1494.

Faktisk opførte de et hus, der overstrålede byens rådhus for at vise, at de var nogle af vigtigste personer i byen.
De store figurer på facaden er kejsere stammer i hvert fald tilbage fra det 16. årh. og de flotte sten er maling...

Goslar er en by med mange finurlige detaljer - her kommer lige et par stykker:

Vi fortsatte ned mod Frankenviertel - et utrolig charmerende kvarter i byen. Området besøges ikke af så mange turister - hvilket vi slet ikke forstår, for her fandt vi de hyggeligste smalle brostensbelagte gader med bindingsværkshuse og skiferklædte huse.
Og også i dette område var der rigtig mange detaljer at studere...

Frankenberger Plan er et idyllisk lille torv med en gammel fontæne. Fontænen menes at være fra den sene middelalder, men er restaureret i 1951, hvor den har fået sin fine figur tilføjet.
Og så kan man godt se på nogle af bindingsværks-husene, at de er genopført efter krigen - for deres bindingsværk er godt nok snorlige og uden sprækker....

Ved Frankenberger Plan fandt vi også klosterkirken St. Peter og Paulus - eller i daglig tale: Frankenberger Kirken. Oprindeligt er den opført i romansk stil, men ombygninger har tilføjet delelementer i gotisk og barok stil.
Kirken havde oprindeligt to tårne, men de blev sløjfet i 1783 og erstattet af det nuværende lanterne-tårn.
Tårnet er i øvrigt bygget ind i byens forsvarsmur. Alteret stammer fra 1675 og Heinrich Lessen er kunstneren bag. Billederne på alteret er tidstypiske og viser skærtorsdag, langfredag og påskedag. Prædikestolen bliver båret af denne yndige engel...

Da byens centrum har været omgivet af en forsvarsmur er der naturligvis også flere porte i den. Her til højre er vi nået Rosentor. Rosentor bestod oprindeligt af to tårne, men disse blev revet ned i 1792 for at give en bredere adgang til byen og i dag er der ikke så meget tilbage på stedet.
En gamle legende siger, at stedets første port var en rosenport, der holdt uønskede personer ude af byen - men vi tror næppe, at man skal tro for meget på det...

Disse to permanente turister er i hvert fald kommet lige inden for porten. De er skabt af kunstneren Fernando Botero.

Vi nærmede os langsom men sikkert bilen. Dog skulle vi lige igennem endnu et utroligt charmerende hjørne af Goslar: Museumufer. Her flyder den lille å Absucht gennem byen og med de flotte bindingsværkshuse og blomster-kummer bliver der skabt en hyggeligt område. Som får os til at tænke på andre byer, feks. Colmar.

I udkanten i byen findes Judenteich - to søer, hvor de jødiske kvinder tidligere vaskede tøj. Vi så også et lidt underligt stykke kunst: 2 træbroer ude midt i søerne. Skabt af kunstneren Dani Karavan.

Tæt på Judenteich fandt vi Jägerdenkmal, der blev skabt til minde om soldaterne i de to verdenskrige, men også til at minde os om krigenes rædsler.

Det blev skabt allerede i 1926 af arkitekten Kurt Elster og selve arbejdet er udført af de to billedkunstnere Hans Lehmann-Borges og Walter Volland.

Til sidst kom vi til Kaiserpfalz. Da Tyskland var et kejserdømme havde kejseren ikke en fast bopæl, men flyttede rundt mellem flere for at sikre sin status. Derfor er Kaiserpfalz i Goslar kun et af flere kejsersæder.
I dag rummer det et museum, der har fokus på netop kejsertiden.

Uden for på plænen faldt vi over denne store skulptur: Griff in die Freiheit, som er rejst af i fællesskab af to grupper: en for tidligere krigsfanger og en for forsvundne soldaters pårørende.

Selve geocachingeventet skulle holdes om lørdagen i Rammelsbergminen. Vi vidste at der var tilmeldt over 2000 personer, at der kun var ca. 200 p-pladser uden ved indgangen og at vi skulle være der, det meste af dagen.
Da Smilla ikke måtte komme med ind og vi gerne ville kunne smutte ud og lufte hende i løbet af dagen, så smuttede vi lige forbi Rammelsberg dagen før for at se, hvor det var bedst at parkere, så bilen var i skygge hele dagen. Vi satsede på, at fordi eventet var et 'kom i den tid du har lyst'-event, så ville der ikke være mere tryk på tidligt om morgenen end at vi kunne få en p-plads derude.

Hvad er sådan et event så egentlig for noget? Jo egentlig kan et event afholdes på rigtig mange måder - dette var det 4. internationale earthcacheevent og der var lagt op til at vi skulle studere geologi på alle planer. Og hvorfor så lige geologi - jo fordi en earthcache er en hel speciel type geocache, der netop omhandler et geologisk emne. Vi kan rigtig godt lide denne slags geocaches, fordi de ofte viser noget natur frem, som vi ellers ikke havde været forbi. Og så lærer vi rigtig meget af dem.

Fordi en earthcache skal være 'lærende', så var der til dette event arrangeret en række foredrag, fremvist store stensamlinger og vist film og billeder til inspiration.
Ja faktisk var der aktivitet i 3 sale ud over hyggeområder og alle Rammelsbergs egne lokaler. Samtidig havde vi til dette event også mulighed for at deltage i Rammelsbergs guidede ture og at snuse rundt i hele udstillingen - hvad vi selvfølgelig gjorde. Derfor var det også heldigt, at vi kom så tidligt og fik parkeret tæt på indgangen, så vi let kunne smutte ud og servicere hunden, for hele dagen endte med at gå til eventet.

Rammelsberg er et 635 m højt bjerg ved Goslar, men er især kendt pga. sin mine. Selve minen er første gang nævnt i 968, men man regner med, at der har være minedrift på stedet i over 3000 år.

I malmminerne udvandt man primært zink, bly og kobber og tog selvfølgelig det guld og sølv med, som man fandt. Der var ca. 1 g guld og 140 g sølv i 1 ton malm.

De dominerende bygninger er fra midten af 1930'erne, huser forarbejdningsanlægget og er tegnet af arkitekterne Fritz Schupp und Martin Kremmer.
Den diagonale elevator blev lavet i 1930 for at transportere mennesker og materialer op af den 43 meter høje bjergside. I dag giver den en let adgang til det øverste af de smukke bygninger. Heroppe startede malmen nemlig i sin tid sin rejse ned gennem behandlingsanlægget. Og her oppe fra er der også en flot udsigt ned over hele området.

Inden vores første rundvisning snusede vi lidt rundt. Først fandt vi frem til minearbejdernes omklædningsrum, for det er nemlig herfra alle ture starter, så det var et vigtigt sted.
Omklædningsrummet er specielt - tøjet hænger i loftet og kan via et snoresystem hejses ned. Hver arbejder havde sin krog med kurv. Her blev arbejderens ejet tøj hængt op og beskyttet af et forhæng mod støv og snavs, mens han var nede i minen. På kurven var der også plads til et stykke sæbe og til al arbejderens øvrige ejendele.
Ved siden af lå det fælles baderum med fælles vandhane og store sæbeskåle...

Dagens første tur var en tur ind I minen med minetoget. Og så forestiller man sig jo nok en halv-romantisk-tur, hvor man kan sidde og kigge på skakten, men virkeligheden er en hel anden: turen foregår i nogle meget larmende, lukkede gule vogne, hvor der oprindeligt var plads til 10 personer, men hvor vi i vores vogn slap med at være 4 – de to andre er også danske geocachere…

Da vi var ca. 500 meter inde i bjerget skulle vi alle ud og så gik turen til fods gennem en af tunnellerne. Her blev minedriftens forskellige delelementer vist frem: boring, sprængning, læsning og transport vist frem.

Og vi fik set, hvordan man i starten f.eks. selv bankede med hamre for siden hen at gå over til trykluftshamrer.

Minearbejderne skulle møde op inde i minen og det betød at al transport ud og ind var for egen regning. I starten inden der blev etableret en elevator kunne de arbejdere, der skulle langt ned i minen, derfor ende med ikke at se dagslys det halve af året.

Pga. transporttiden ind og ud blev der også etableret små pause-steder ind i siden på skakten.

På turen - som foregik på engelsk - fik vi også fortalt, hvordan man først lod den frigjorte malm ryge endnu længere ned i bjerget, for derefter at blive hejst op et samlet sted. Det var nemlig lettere at foretage hejsearbejdet et sted i stedet for at skulle etablere hejseanlæg flere steder.

Den store elevator på billedet her til højre kunne i sin tid køre ca. 500 meter ned, men det er ikke længere muligt. For man har nemlig stoppet pumperne, så hele den nederste del af minen er i dag fyldt med vand.

Rammelsberg har – naturligvis fristes man til at skrive – sit eget mineralmuseum. Det er placeret i et lokale, der ligger midt imellem hele forarbejdsningsanlægget. Samlingen rummer en række helt fantastiske mineraler og krystaller som f.eks. som det lokale mineral Goslarit herover eller gipskrystallerne her til venstre.

Roeder-tunnelen kan kun ses på en guidet tur – hvilket er helt foreståeligt, for den fører gennem smalle og lave tunneller dybt ned i bjerget.

Tunnelen blev skabt af Johan Christoph Roeder for over 200 år siden og formålet var, at lede vand ind i bjerget, så man kunne udnytte dets kraft til dels at få hejset malmen op og dels at få pumpet indtrængende vand ud.
Først ledes man ud til den opdæmmede sø lige ved siden af for at se, hvor vandet kom fra. Derfra følger man vandets vej ind i bjerget – det betyder at de tunneller man går i oprindeligt har været vandfyldte. Og der er flotte mineraler og stalagmitter at se undervejs.

På turen kom vi forbi flere store møllehjul. Helt genialt tænkt, så anvendte man samme vand til at trække flere hjul og derfor går turen også via en del trapper.

Det første møllehjul vi mødte var en rekonstruktion (herunder til højre). Men længere nede så vi et tilsvarende hjul, der var meget velbevaret pga. minens ’naturlige’ imprægnering af bl.a. zink.

Disse to møllehjul blev brugt til at hejse malmen op med og de kunne arbejde begge veje. Man kan se, at flangerne på hjulet sidder begge veje. Ovenover var et stort delt kar og alt efter hvilket kar der blev åbnet for, så kørte hjulet den ene eller den anden vej.

Om det skulle køre den ene eller den anden vej blev styret 80 meter væk, hvor møllehjuls-føreren kunne se, om malmlæsseren var klar til, at der blev hejst op eller ned. De lange træbjælker herunder til højre er styresystemet til møllehjulet. I midten ses en udveksling og til venstre et af de hjul, der blev anvendt til at pumpe vand væk fra minen med.

På stedet findes tillige en museumbygning, hvor der dels vises forskellige udstillinger og dels vises gamle redskaber mm.

Hesten her til venstre er Ridder Ramms. Han fandt i følge sagnet den rige sølvåre, som tidligere var skyld i Goslars store rigdom.

Før man kunne udvinde mineralerne fra malmen, måtte denne forarbejdes. Malmen skulle knuses, filtreres og udvandes. Fra 1936 blev dette gjort på et for den tid meget moderne forarbejdningsanlæg, der gennem tre knusningsprocesser var i stand til at lave en malmklump om til malm-mel.
Mineralerne blev derefter udskilt via flere processer – bl.a. kunne man ved hjælp af magneter sortere nogle mineraler fra og ved hjælp af en flotationsproces kunne yderligere mineraler udskilles.

Ved flotation tilsættes et hjælpestof, som gør et mineral vandskydende, så luftbobler let hæfter sig på dem, mens et andet mineral uhindret kan synke til bunds. Der tilsættes tillige skummere, som sikre at de vandskydende mineraler lejres i et stabilt skum, der let kan indsamles.

Hele denne proces skete løbende ned gennem den utrolig flotte bygning, der dominerer området.
Alt dette krævede en stor mængde energi og man havde derfor sit eget kraftværk, der lå lige ved siden af bearbejdningsanlægget.

Men der var også dage, hvor vi ikke skulle til event eller tog ind til Goslar. Hvis vi drejede til højre når vi kørte ud fra campingpladsen, så endte vi i Bad Harzburg. Byen var tidligere et meget brugt rekreations- og kursted - i dag er den primært besøgt af vandre- og wellnessfans. Vi tog en kort gåtur rundt i byen - og blev ikke fristet af et kurbad :)

Til gengæld faldt vi for byens fontæne: Jungbrunnen. Brønden fortæller den gamle historie om at finde en kilde med vand, der kan gøre en ung og smuk igen. Men den fortæller tillige historien om, at man ikke bliver yngre, blot fordi man jagter ungdommen - men at man i så fald måske bliver mere komisk.
Det er skabt af Jocken Müller fra Quedlinburg.

Således belært - og underholdt - begav vi os op i bjergene bag byen. For selvom vi ikke denne gang skulle i kurbad, så kunne vi jo godt gå en lang tur rundt i området. Og det blev til flere naturture end byture denne gang - det er nu lettest når Smilla er med :)

På turen - som bød på ret gråt vejr - kom vi forbi denne sjove installation. For det er nemlig et stykke kunst. En stor ramme, der skulle indramme vores motiv, når vi tog billeder på stedet. Ret sjovt fundet på og et eller andet sted, så virker det meget godt...

Vi satte en hel dag af til et besøg på Brocken. For naturligvis skulle vi op på Brocken. Eller Bloksbjerg som vi kalder det på dansk.

Der kører et damptog fra Wernigerode med flere stop undervejs og vi besluttede at finde det sidste stop i Schierke og tage toget derfra. For Smilla skulle jo med og en lang togtur var nok ikke det bedste for hende...

Da vi kom til Schierke og ville betale for at parkere, så ville maskinen ikke tage vores visa-kort. Vi kørte derfor ind i selve byen og fandt en privat p-plads (som kostede det halve) og fik en lang sludder med den ældre herre, som gik og krævede penge op. Han talte ikke så forståeligt tysk, men talte noget om åger og uhørte priser og toget og sagde, at det var bedre at gå op og så tage toget ned. Og da han samtidig gav os instrukser i en god vej op - ja så hoppede vi ud i at gå de ca. 8 km til toppen.

Vi skulle på lange stræk følge den gamle bobbane. Banen stammer fra 1907 og er en af Tysklands ældste bobbaner. Den falder i alt 141 meter, er 1450 m lang og har en gennemsnitsfald på ca. 10% og et max fald på hele 17,3%. Bobslæderne kunne nå en gennemsnits-hastighed på omkring de 70 km/t. Og der er nu noget ved at gå op i stedet for at tage toget. F.eks. så er det pludselig muligt at lave en afstikker ind af en lille sti og pludselig stå ved siden af en sten med et ansigt på :)

Stenen er en gammel sagnomspundet milepæle, det skulle være første del af en vejviser til en stor sølvskat. Desværre skal man blive på stierne her i nationalparken, så vi fik ikke lige set om det passede :)

Ligesom der på en gåtur er mulighed for at stoppe op og kigge på naturens små finurligheder. Og den slags kommer vi altid hjem med en mængde billeder af - om ikke andet, så er vi nok kommet forbi en flot svamp...

På denne tur stødte vi f.eks. på det udgåede træ, der nu lægger stamme til et andet træ og til en busk lyng.
Og vi stødte på vandløbet der flød så fint ned over stenene. Og på sten, der bare har en smule jord på toppen og derfor hurtigt bliver dækket af græs - eller af andre sten, som andre før os har stablet.

Det er da lykken, at have tid til at kigge på alle disse ting.

Men vi mødte også damplokomotivet flere gange - og hørte det endnu flere gange :) Det kom brusende og tudende forbi... Brockenbanen er en del af et større smalsporet-jernbanenet i Harzen og selvom denne strækning fra Weinigerode til toppen af Brocken kun er 19 km lang, så er det uden tvivl den mest besøgte.

Banen blev åbnet i 1899, men blev kraftigt beskadiget under den sidste del af 2. verdenskrig. Man åbnede jernbanesporet igen i 1949, men sporet var under den kolde krig og i DDR-tiden lukket for al anden transport end godstog og militære tog. Dette skyldtes at sporet gik igennem ingenmandsland og kun, hvis man havde en speciel tilladelse fik man lov at køre til Schierke, der lå for tæt på grænsen til, at man kunne komme impulsivt. Efter murens fald og efter oprydningen på Brocken, så åbnede banen igen for turister i 1991.

Toppen af Brocken er ofte indhyldet i tåge eller skyer - faktisk sker det ca. 300 dage om året - og lige da vi ankom, troede vi det også ville være gældende denne dag. Men heldigvis klarede det rigtig meget op, så vi fik et flot kig ud over området og langt ud over landskabet.

Brocken er med sine 1141 moh Harzens højest bjerg og var inden 2. verdenskrig et yndet turiststed.

På toppen byggede Tyskland verdens første fjernsynstårn i 1936, som bl.a. sendte fra OL i Berlin. Da krigen startede blev alle udsendelser suspenderet. Efter krigen kom Brocken til at ligge i Østtyskland og adgangen for turister blev helt lukket i 1961, hvor DDR og Sovjetunionen opførte et stort militært anlæg på toppen. Herfra overvågede og spionerede man Vesttyskland fra 2 store lytteposter. Man omringede hele toppen med en 3,6 m høj betonvæg, som først blev revet ned efter murens fald i 1989.
Østtyskland byggede en ny TV-mast i 1976, som idag bruges af tysk TV. Tårnet på toppen bruges i dag som vejrstation ligesom her også er et museum, et herberg og 2 restauranter i de gamle bygninger.

Turen tilbage til Schierke skulle have gået med jernbanen, men da vi kiggede på priserne, så forstod vi pludselig, hvad den gamle mand havde talt om. 24 euro for en enkeltbillet, der dækkede de lidt over 7 km. 37 euro for en retur. Og i øvrigt er prisen den samme, hvis man tager toget helt inde fra Weinigerode - helt uhørt i vores hoveder.
Altså blev turen ned også foretaget gående. En del af vejen var den samme som, da vi gik op, men et stykke nede fandt vi en anden vej, som ledte os forbi disse helt fantastiske klipper.

Især den store Feuersteinklippe gjorde indtryk - pludselig stod den der inde midt i skoven og skød måske 20 meter op i vejret.

Da vi kom retur til Schierke lagde vi også vejen forbi deres lille kirke. Den nuværende kirke er indviet i 1912, mens orgelet er kommet til 1922. Alteret er lavet i rød lokal granit.

Det sjove ved denne kirke er faktisk ikke denne kirke. Men byen har haft sin egen kirke siden 1691 - til at starte med en mindre kirke uden tårn. I 1730 byggede man så et seperat klokketårn og kirken fungerede som kirke indtil den nuværende blev indviet. Som oftest så bygger man jo den nye kirke oven på den gamle, men her i Schierke eksisterer den gamle kirke stadig og bliver i dag brugt som børnehave. Tårnet er indrettet som ferielejlighed. Det lykkedes os ikke lige at lokalisere de to bygninger og vores gamle mand med p-pladsen, var desværre gået hjem, da vi efter ca. 20 km gåtur kom retur til bilen.

En lang dag nærmede sig sin slutning og selvom gåturen til tider var hård, så var det også en fantastisk tur. Og om ikke andet så gav det ro på hunden...
Dagen efter skulle vi på nye eventyr og startede med at køre mod Teufelsmauer, som vi ikke fandt i vores guidebog men via geocaching.com :) Det kan geocaching nemlig også - vise os de mest fantastiske steder.

Teufelsmauer er en samling af op til 20 meter høje klipper, der står på række på en 20 km lang strækning fra Ballenstein over Rieder og Weddersleben og til Blankenburg. Som tænder stikker de op på en ellers næsten flad slette.

Klippeformationerne er skabt af hård sandsten i Øvre Kridt for ca. 85 mio år siden.

Fordi klippeformationen er så unik i sin størrelse, blev den fredet helt tilbage i 1833. Derved sikrede man sig, at sandstenen ikke blev anvendt til byggeri.
Klippeformationen består af mange enkeltstående klipper - de mest markante har egne navne som f.eks. Adlersklippe, Grossvater og Ziegenkopf (gedehovede).
Naturligvis har sådan en klippeformation fået knyttet mange sagn og myter på sig. Skabelsen af dem har f.eks. været forklaret på følgende måder: vulkansk aktivitet, en vildtflydende oversvømmelse og opført af kæmper. Eller endda af Djævelen - deraf navnet. Det siges at han opførte muren med hjælp fra underverdenens beboere for at dele verden i to: en del til Gud og en del til ham selv. Imidlertid ødelagde Gud hele hans mur vha. lyn og torden og resterne skal få lov at stå til evig tid som et vidne på Guds magt.
I virkeligheden blev muren skabt, da lagene i jorden blev skubbet op i Kridttiden. Hele muren er dog ikke skabt på samme tid og nogle steder har senere floder eller gletcher skabt huller i muren.

Vi fandt ned til Teufelsmauer ved Weddersleben - et fint sted med en fin p-plads og en rigtig fin sti ud til det mest interessante område. Stien fortsætter stort set alle 20 km., men den tur sprang vi over denne gang.

Fra Teufelsmauer fortsatte vi til Rosstrappe. Rosstrappe er en høj klippe - 403 moh ligger toppen og den har et næsten lodret fald på 200 meter til den ene side.

Navnet Rosstrappe kommer fra en gammel legende: Kæmpen Bodo forelskede sig i kongens smukke datter, men hun ville naturligvis ikke have ham.

Han forfulgte hende derfor for at gifte sig med hende mod hendes vilje. For at undgå dette flygtede hun på sin hest (Ross betyder hest). Imidlertid kom hun snart til en stor kløft, men hendes hest sprang lige hen over den.

Kæmpen der imod faldt ned i kløften og har lagt navn til floden i bunden: Bode.
Oppe på klippen kan man stadig se hestens hovaftryk, som en stor fordybning, som de besøgende bruger som ønskebrønd.
Man mener dog at hovaftrykket er menneskeskabt og har været et før-kristent kultsted.

Fra Rosstrappe kan man se over på Hexentanzplatz - men man må lige ned gennem byen Thale for at komme derover :)
Fra Thale går der en lift op til området - hvis man tager de grønne kabiner er der glasgulv - en noget sjov ting :D Man kan dog også køre til toppen i bil... men det er knap så sjovt som et glasgulv i en lift.

Hexentanzplatz er heksenes mødested på Valborgnat. Her samles de før de flyver det sidste stykke til Brocken.
Oprindeligt har stedet være scene for en gammel saksisk kultur natten til Valborgaften. Her fejrede man skovenes og bjergenes gudinder med en stor fest. Da landet blev kristent, blev denne skik anset som hedensk og derfor forbudt. I følge en gammel overlevering kom heksene ind i billedet, fordi magthaverne fik klædt en række soldater ud som hekse for at skræmme de lokale fra at fejre de gamle gudinder.

På Hexentanzplatz findes flere figurer skabt af Jocken Müller. Det var også ham med springvandet i Bad Harzburg.

Her har han lavet en djævel, en homunculus (et kunstigt fremstillet lille menneske) og heksebedstemoderen Wadelinde, der forsøger at skab en kreds af ondskab.

Planen var egentlig at slutte dagen med en tur ind i Quedlinburg men herunder ses, hvad vi magtede. Dagen havde været så fuld af gode oplevelser, at vi ikke havde så meget tid tilbage denne dag. Og vi ville ikke besøge Quedlinburg på et forhastet besøg, så vi endte med et kort stop uden for byen...

Vi var hjemmefra ved et tilfælde faldet over Kyffhäusermonumentet ved Bad Frankenhauser. Det stod absolut ikke øverst i guidebøgerne eller på internettet, men alene den omtalte størrelse på det gjorde at vi var nødt til at undersøge monumentet nærmere.

Og stort - det var det.

Monumentet blev bygget i 1890-96 på ruinerne af en gammel middelalderborg næsten på toppen af Kyffhäuserbjerget.
Monumentet hedder egentlig Kaiser-Wilhelm-Nationaldenkmal auf dem Kyffhäuser, men forkortes oftest til Kyffhäuser - eller kaldes Barbarossa-monumentet.
Monumentet er med sine 81 meters højde Tysklands 3. største monument og bygget i rød sandsten. Kejser Wilhelm var Tysklands første kejser tilbage i 1888 og er kendt som den, der samlede Tysklands små lande i et stort forbund. Da han døde var han så elsket for sin indsats, at der blev rejst over 300 monumenter til hans ære. Kun 43 af disse overlevede i øvrigt 2. verdenskrig...

Monumentet er ganske overvældende, men domineres af de 3 store figurer. Og de er virkelig store. Nederst ses den 6,5 meter høje røde sandstensfigur af Barbarossa. Og hvem var Barbarossa så? Jo han var tysk konge 1152-90 og foretog 6 felttog mod Italien. Han endte i øvrigt meget uheldigt at drukne på meget lavt vand: han blev nemlig kastet af sin hest og endte i en flod. Her fik han et hjerteanfald, hvorefter hans tunge rustning trak ham ned under vandet.
Legenden siger, at han sover i sit underjordiske bjergslot og vil komme frem og slås for Tyskland den dag Tyskland har brug for hjælp. Lyder det lidt lige som Holger Danske?
Her er han vist med riddere og mystiske skabninger ved sine fødder.

Over ham ses den endnu højere kobberstatue af Wilhelm I. Statuen er 11 meter høj og viser ham i fuld krigsudrustning. Han har en kriger ved sin ene side og en kvinde, der symboliserer historien ved sin anden.

Aller øverst oppe på tårnet ses så en 6,5 meter høj kejserkrone.

Kyffhäuser er mere end monumentet - her er også udstillinger om Barbarossa og der findes også rester af den gamle borg.

Og så har de verdens dybeste menneskeskabte brønd. Det tog 1130-70 at grave/hakke brønden ud. Den er 176 meter dyb og går gennem et tykt lag af kalksten.

I bunden er der en 9 meter dyb 'sø' - og man kan godt kalde det en sø for det er overfladevand, der siver ned gennem lagene. Normalt graver man jo ned til grundvandet, når man laver en brønd, men det var ikke muligt her.

Da vi kørte videre fra stedet, så var vi glade for at have fundet det - for imponerende, det er det!

Vores sidste besøg på denne ferie var i mindeparken for koncentrationslejren Mittelbau Dora, som ligger i udkanten af Nordhausen. Lejren var ikke en udryddelseslejr som Auschwitz, men en arbejdslejr, hvor fangerne alligevel døde.

I dag er der på jordoverfladen ikke meget at se - lidt fundamenter fra lejrens bygninger, krematoriet, et par udstillingsbarakker og en ny udstillingsbygning. Men i bjerget ved siden af findes resterne af en underjordisk våbenproduktion. Tunnellen kan kun ses på en guidet - gratis - rundtur og guiden talte meget hurtigt tysk. Men vi fangede en del og så havde de heldigvis også en folder på dansk.

'Dora' blev etableret i 1943 som en afdeling af Buchenwald. Da man skulle flytte raketbasen i Peenemünde til Harzen-området, blev fangerne beordret til at omdanne nogle gamle minegange til en raketfabrik. Efterhånden opstod der næsten 40 koncentrationslejre i området omkring Nordhausen. De opstod, hvor der var behov for tvangsarbejdere til at lave f.eks. underjordiske flyfabrikker. Alle disse lejre blev samlet i en enhed kaldet Mittelbau. Deraf navnet Mittelbau Dora.

I starten havde lejren ikke sit eget krematorium, men de døde blev sendt til Buchenwald. Siden lavede man et krematorium og det står stadig på stedet. Det er muligt at komme ind, men vi har ikke taget billeder derinde.

Udenfor står et fint mindesmærke: en skulpturgruppe udført i bronze sammen med to mindeplader - den ene med navne på alle de lande, hvorfra fangerne i Dora kom og en anden til minde om de 3 befolkningsgrupper: jøderne, sintierne og romaerne, som alle blev forfulgt og myrdet af racistiske grunde.

I starten var fangerne spærret inde i flere måneder i de underjordiske gange under ganske forfærdelige forhold og først i foråret 1944 fik man etableret en overjordisk baraklejr.

Inde i tunnelsystemet samlede man V2-bomber. Der var etableret et U-formet jernbanespor ind i bjerget.

På denne måde kunne toget stoppe på turen ind for at læsse materialer af, køre ned i bunden og vende for at køre ud i den modsatte side og på vejen ud læsse bomber på. Lige når man kommer ind i tunnellen er der en model, der viser hele tunnel-systemet. Der guidede tur går kun i en lille del, hvor man bl.a. får et kig ind i en tværgang, der tidligere har huset op til 2500 fanger.

I slutningen af krigen blev fangerne i Auschwitz og Gross-Rosen flyttet til Mittelbau, hvorfra de - da amerikanerne nærmede sig i april 1945 - blev sendt ud på en såkaldt dødsmarch mod andre lejre. På disse marcher, som foregik til fods eller med tog, døde en meget stor del af fangerne.

Dora blev først overtaget af amerikanerne, da krigen sluttede. De fjernede en stor mængde papirer og nogle få bomber for at studere dem. Faktisk var tyskerne meget dygtigere til at lave bomber end amerikaneren.

Siden overtog russerne området og de ville sprænge hele systemet i stykker, men glemte at lukke udluftningerne, hvorfor en stor del af sprængningen ikke forrettede den store skade.

Indgangene blev dog spærret og først åbnet i 1995. I tunnellerne blev der som sagt lavet V2-raketter - Vergeltungswaffe 2 (gengældelsesvåben 2) - en bombe, der blev forløberen for alle raketter udviklet under den kolde krig og teknologien ligger også bag de første raketter, der blev brugt til at sende mennesker til månen med.

Efter en dejlig uge i Harzen måtte vi igen hjemad - det er absolut ikke sidste gang vi holder ferie i dette område af Tyskland. Vi fik set så meget fantastisk på turen, men blev langt fra færdige.