Jajce
Efter et dejligt ophold i Pakostâne var det på tide at fortsætte vores tur. Vi var hjemmefra faldet over noget, der lignede en særdeles
charmerende by i Bosnien-Herzegovina og vi kørte derfor mod Jajce.
Bosnien-Herzegovina er ikke medlem af EU og vi var derfor spændt på, hvad der ventede os ved grænsen. Vi kørte over ved Sestanovac og der var
kø. Ikke meget, men kø. Først skulle vi gennem den kroatiske kontrol og det tog ikke så lang tid, da de så vores pas var danske. Derefter
skulle vi gennem den bosniske - og det kom til at tage noget tid. For vi kunne ikke finde vores grønne kort (som vi senere fandt lagt ind i vores
kalender, for det ikke skulle blive væk...)
Derfor måtte vi - efter at de havde skannet vores pas - pænt holde ind til siden og gå ned i en
bygning og købe et, der holdt i 7 dage. Faktisk skulle vi købe to, da vi skulle have både til bil og campingvogn...
Retur ved bilen manglede vi så kun den bosniske told og de skulle bare se ind i vognen og bag i bilen. Tolderen og pasbetjenten havde stået og kigget
ind af vinduerne, mens Helle købte det grønne kort, så om det bare var fordi de var nysgerrige, at vi skulle åbne, det vides ikke. De kiggede i
hvert fald ikke ind nogen steder overhovedet...
Men efter kigget ind i vognen fik vi lov at køre videre og snart gik
turen videre af det der kunne betragtes som normal fin vej i
Bosnien-Herzegovina. Der findes ikke meget motorvej i landet, så det meste af vores tur kom til at foregå på landeveje. Nogle steder ligger landevejene
i bunden af dybe kløfter med en flod ved siden. Andre steder krydser de op over et pas. Vi kom f.eks. til at hænge bag en lastbil i en time - den
kunne kun køre 23 km/t pga stigningen opad og der var ingen mulighed for at overhale. Vi skulle også hele tiden skifte hastighed. Springet var mellem
40 og 80 km/t og selv den mindste udkørsel fik hastigheden ned på 40. Og så falder vejbanen ikke altid 'rigtigt' i svingene - det skal man lige være obs
på, når man kører ind i dem.
Nå ja - og nogle steder bruger de så kun kyrilliske bogstaver... Her skulle vist nok stå: Maksimal ventetid er 2 minutter... Helle har en smart app,
der kan tage et billede og oversætte evt. tekst på billedet. Den var rigtig rar at have med.
Hjemmefra havde vi fundet campingpladsen Plivsko Jezero og da det var den eneste campingplads vi kunne finde i området, så var
valget ikke så svært.
Vi havde tastet den oplyste adresse ind på gps'en og fulgte den næsten slavisk. Da vi kom frem til Jajce
viste det sig, at adressen var på et hotel inde i byen. Hotellet ejede vist nok campingpladsen, men heldigvis opdagede vi det
inden vi kom ind i de smalle gader. Campingpladsen er nemlig skiltet rigtig fint
ved de store veje i udkanten af byen. Dog fandt vi ud af, at det sidste
skilt mod pladsen var lidt dumt. Det viste nemlig ned af en smal stejl
vej, men der var faktisk en større og bedre vej lidt længere ude...
Fremme blev vi modtaget af en engelsktalende receptionist. Vi kunne selv finde en plads - vi skulle bare holde os fra området nær ved receptionen,
da det havde regnet en del og området var ret vådt.
Vi kørte derfor et par veje op og fandt et sted tæt på dels servicebygningen og dels lige
ud for et bump. For de har godt nok sat en meget høj kant op mellem vejen og græsarealet. Vi så campingvogne, der bankede enten bagenden eller
moveren i, når de gled ud over. Så vi placerede os strategisk lige ud for bumpet og brugte det som opkørsel.
Vi valgte at sætte vores 'regnskærm' op. Det regnede ikke da vi
kom, men de lovede byger flere af dagene og det er superpraktisk at
kunne komme ud og ind af campingvognen i tørvejr.
Hvordan er så en bosnisk campingplads? Jo standarden er ikke så høj, som vi er vant til, men tingene fungerede rimeligt.
Herover til venstre er pladsens minigolfbane - med rigtigt græs på banen! Og til højre er servicebygningen.
I servicebygningen er et køkken med både komfur (af ældre dato) og opvaskefaciliteter.
Første aften Helle vaskede op, var hun begejstret for temperaturen
på vandet, men da var vi heller ikke mere end 8 enheder på pladsen.
Dagen efter var vi mange flere og så var der kun fis-lunkent vand
til opvasken.
'Rundt om hjørnet' fandt vi
baderummene. De var ret små og vandet var absolut ikke varmt. Men det var gratis ;)
Toiletterne var i sin egen bygning og som med både bruserum og køkken, så var de af ældre dato. Men selvom de var ældre, så var
de rene og med toiletpapir :D De er egentlig opdelt til mænd og til kvinder, men Helle oplevede flere gange, at herrerne brugte damernes.
Receptionisten forklarede os endvidere, at vi godt kunne betale med euro hos ham, med visakort i supermarkedet og ved benzinstanderne, men at ellers havde vi brug for nogle kontanter. Dem kunne vi hæve i en af byens utallige hæveautomater. I Bosnien-Herzegovina bruger man Mark med en kurs på ca. 4 dkr. for 1 mark. Generelt er det et billigt land at leve i - vi gav f.eks. 1 mark for en kugle is og 36 mark i døgnet for pladsen. Vi handlede kød, grøntsager og drikkevarer til 2 dage for ca. 125 kr og diesel kostede ca. 10 kr./l.
Gamle vandmøller
Lige bag campingpladsen ca. 400 meter væk fandt vi en af grundene til at Jajce så så interessant ud: de små vandmøller eller Mlincici.
Campingpladsen ligger tæt på de to Plivasøer, der bliver adskilt af en travertin-formation. Og på denne formation står ca. 20
små møller. De fleste af de små møller stammer fra middelalderen og tidligere ejede hver familie sin lille vandmølle til at male korn på.
Da vandet her løber ned over et bredt stykke, har man formået at udnytte det meget mere ved at opføre de små møller i stedet for at lave
en stor.
Vi var forbi et par gange, fordi der var så utrolig flot og den ene dag var vi heldige, at den ene mølle blev brugt til at male ’turist’-majsmel
på. Det blev solgt i små poser lige ved siden af. Oppe i huset var
der ikke meget plads til andet end kværnen. Nede under møllen var
det rør, der sendte vandet ned på møllehjulet vinklet, så vandet
ramte hjulet og det suste vildt hurtigt rundt.
På billedet er hjulet i vandstrålen bagved, mens hjulet forrest ikke er i brug.
Møllerne var placeret og bundet sammen af gangbroer, der dels sikrede adgang til møllerne yderst på kanten og dels sikrede at man
kunne komme over vandet, der strømmede ned over den overgroede travertin-barrierer.
En stor del af møllerne står intakte fra den gang de blev
bygget, men heldigvis bliver der passet på dem, så gangbroer og
andre dele fornyes, når det er nødvendigt.
Som sagt ligger møllerne på en travertin-kam mellem de to søer: Veliko Plivsko og Malo Plivsko. Søerne - og især Veliko Plivsko er
kendt for sit klare og meget stille vand. Derfor bliver den også anvendt til flere forskellige former for vandsport: f.eks. roning og
svømning.
Ved møllerne er der et stort offentligt areal, hvor det er muligt at bade og grille. Og ca. 400 meter væk ligger et forlystelsesområde, hvor
der kan lejes forskellige former for både og hvor der kan spises og bades.
Et sidste kig på møllerne - vi forstår godt det brudepar, der havde valgt at blive gift med møllerne som baggrund...
Jajce by med vandfald og fæstning
Da vi ankom til pladsen fik vi et kort over byen. Af det fremgik det, at der var 3 km ind til byen, så vi besluttede at gå derind. De
3 km føltes rimeligt lange, så da vi gik tilbage målte vi afstanden med vores gps. Og det viste sig at de 3 km mere var 4,5 km... Men
turen ind til byen var flot. Vi gik af en vej, der fulgte søerne og floden ind til byen. I starten gik den helt nede ved vandet og vi fik rigtig
kigget på flere travertin-barrierer, der skabte små vandfald undervejs. Et sted gik der en gangbro over floden, så det var muligt at komme over
på den anden side uden at skulle helt ind til byen, men da vi ikke var klar over, hvor langt vi skulle ud før vi igen kunne komme over på den rigtige
side, valgte vi at gå samme vej tilbage.
Tænk at sidde og spise med det vandfald i baggrunden...
Inde i byen har man reguleret floden ved hjælp af beton. Når man ser gamle billeder fra stedet, så har vandet
været meget mere vildt og ustyrligt end det er nu, hvor det nogle steder næsten virker FOR velfriseret :D
Reguleringen gælder faktisk også det store berømte Jajce-vandfald. Vandfaldet ligger nærmest inde midt i Jajce –
trods det, at vandfaldet er 17 meter højt! Det er floden Pliva, der falder ned og løber ind i floden Vrbas.
Det er muligt at se vandfaldet fra en platform oppe fra (gratis) og
at se det fra neden (lille entre). Vi måtte naturligvis se det fra begge
vinkler og tog derfor også turen ned til bunden for at kigge op over de 17 meter vand.
Hvert år i august er der udspringskonkurrencer fra toppen af vandfaldet og ud over det. Poolen foran vandfaldet er
over 10 meter dyb og det er derfor sikkert for deltagerne at springe. Vi turde bare ikke selv...
Fra vandfaldet fortsatte vi op i byen. Byen er første gang nævnt i 1396, men her har været bebyggelse siden det 2. årh. Byen blev siden
kongeby og betragtes derfor som landets kulturelle hovedstad. Den sidste konge - Stjepan Tomasevic - blev kronet i november 1461 i St. Marys kirke.
2 år senere blev han i øvrigt halshugget af osmannerne, da de drog hærgende gennem Europa. Det fik den ungarske konge Matijas Korvin til at
etablere Jajces hertugdømme i grænseområdet mod det Osmannske rige. De holdt stand i mere end 60 år før de måtte give op over for osmannerne.
Først i 1878 blev byen overtaget af andre. Både i perioden før osmannerne overtog byen og under osmannerne blev både fæstningen og
bymuren bygget og udvidet.
Den store Travnik Port blev f.eks. bygget omkring det 17. århundrede.
Inden for muren ligger husene ret tæt, gaderne er smalle og så er byen et sammensurium af trosretninger. Sultan Esma moskeen kommer man f.eks. ikke uden om. Den ligger nemlig midt på 'hovedstrøget'. Den er et af de vigtigste bygningsværker i byen fra den osmannske periode. Den er bygget i 1750 og historien lyder, at Esma Sultana gik til lægen fordi hun følte sig syg. Lægen forklarede, at hun ikke blev rask før hun havde bygget 3 ting: to broer over Vrbas og så en moske. Esma solgte sine juveler og satte byggeriet i gang. Desværre levede hun ikke længe nok til at se dem færdige.
På turistbureauet havde vi fået udleveret et kort over byen og ved hjælp af det fortsatte vi op mod fæstningen. Og det gik opad. På kortet
var det gader vi fulgte og der lå da også huse ud til dem, men vi havde nu ikke selv valgt at tage bilen med gennem dem!
Og slet ikke da der også pludselig var trappetrin på gaderne. Byens gader lidt væk fra centrum er vist ikke helt lavet til den
type trafik vi har i dag :D
Det var en varm dag at trave rundt på - og især fordi det gik så meget opad. Og selvom vi var i en by, var der ikke meget skygge at finde
nogle steder.
Ved indgangen til fæstningen betalte vi 16 kroner ialt for at komme ind. Det mente vi nok lige, at feriebudgettet kunne bære.
Hele komplekset med mure og bygninger blev bygget over flere århundrede. Selve fæstningsanlægget blev bygget i den første halvdel
af det 14. århundrede. Siden byggede man mure rundt om hele den daværende by og i ca. 1463 nåede man floderne
Pliva og Vrbas og byen var sikret mod overfald.
Da kong Stjepan Tomasevic flyttede hele sit kongelige hof til Jajce blev der opført et slot i midten af fæstningen, så han kunne
føle sig sikker i den nyudnævnte hovedstad for Bosnien.
Idag er der ikke meget andet end muren tilbage og så en fin grøn græsplæne.
Og et krudttårn fra slutningen af det 18. århundrede.
I dag kan man høre vand i tårnet, hvilket skyldes at da Østrig-Ungarn havde magten i landet,
blev der etableret et vandreservoir i fæstningsanlægget, så man var sikre på at have vand i tilfælde af endnu en krig.
Oppe fra fæstningen er der en fantastisk udsigt ned over byen. På billedet herunder til venstre ses en af murens bastioner og på billedet
til venstre er det i højre side ruinen af
St. Marys Church. Den første kirke blev opført her i det 12.
århundrede, men den nuværende ruin er resterne af en kirke opført i
den første halvdel af det 14. årh. Det var i denne kirke at den
sidste bosniske konge blev kronet. I osmannernes regeringstid blev
kirken konverteret til Sultan Suleimans Moske.
Den bliver ramt af flere brande og den sidste i 1832 efterlod kun kirkens
mure tilbage.
Kirketårnet St. Luke er et af de eneste overlevende middelalderkirketårne i Bosnien.
Til højre i billedet ses det eneste runde tårn i byen - Bear Tower.
Køretur ud i landskabet
Efter at have gennemstøvet byen og set de små møller besluttede vi os for en køretur ud i området. Og vi starter
med en serie billeder af nogle af vejene. Og ja grusvejen ER en vej... Træbroen er kun til gående, men der var en del
af dem i et område fyldt med vandrestier.
Her er noget af det største vej vi kørte på i Bosnien-Herzegovina. Det vi kalder en pæn stor landevej. Her er der bare
rigtig mange sving, for den er nødt til at følge formen på dalen. Samtidig er der også overraskende mange op- og nedkørsler.
Vi valgte at følge Vrbas et stykke - og det var en meget smuk tur. Der er ikke mange steder at holde ind for at tage billeder under vejs,
men et par stykker blev det da til.
Rundt om hjørnet på billedet til højre var der i øvrigt en tunnel. Og tunneller er jo ikke specielle, men denne havde dog lige det lille
twist, at der var noget der nærmede sig et 90 graders sving inde midt i mørket... Det var lidt skræmmende...
Bosnien-Herzegovina er et flot land at rejse i - desværre er der også rigtig meget affald rundt omkring. Næsten alle rastepladser vi var inde på
så sådan her ud. Og det er bare ærgerligt.
På vej tilbage til Jajce kom vi forbi pilgrimsstedet St. John i Podmilacje ca. 10 km fra Jajce.
Vi var slet ikke forberedt på stedet, men måtte naturligvis gøre holdt da vi så de to bygninger ude midt i
ingenting.
Bygningen, der ligner en kirke, er den oprindelige kirke. Den blev
første gang nævnt i 1461, men den er ældre end det. Kirken er
ikke ret stor - bare 16x9 meter.
Kirken har lige fra starten været katolsk og indviet til Johannes Døberen. Selv under det muslimske osmanniske styre gennem mange
århundrede virkede kirken som kirke. Og der skete overhovedet intet med den.
Til gengæld blev den fuldstændig ødelagt under den voldsomme krig på
Balkan i 1990'erne. Men den lille kirke blev genopført fuldstændig
som den stod inden og blev genindviet i 2000.
Rundt om står flere skulpturer - både af jomfru Maria og af Johannes Døberen.
Stedet er et stort pilgrimssted og især omkring den 23.-24. juni
kommer der mange. Helt op til et sted mellem 50000 og 100000
mennesker. Og når vi kigger på den lille kirkes mål, så kan vi godt forstå, at man er gået i gang med at bygge en ny kirke.
I øjeblikket står de ydre vægge
færdige, men projektet er løbet lidt tør for penge, så indtil der er samlet flere ind, så holdes der messe i krypten under den nye bygning.
For selv på sådan en tilfældig søndag sidst i juni var der mange kirkegængere - så mange at de slet ikke kunne være i den gamle kirke. Vi var lidt
heldige at kunne kikke ind i kirkerummet i krypten da messen var slut. Og selvom rummet er primitivt, så var der også en ro over stedet.
Vi var så glade for at vi gjorde stop og håber, de inden længe
får råd til at bygge den nye kirke færdig. Og så kommer vi måske
igen...