Campingpladsen har et nært samarbejde med Adria som det ses på receptionsbygningen. Selve ind- og ud-tjekning foregik let og smertefrit. Der var styr på vores booking og vi fik udleveret et kort og vist, hvordan vi kom derned.

Midt oppe på pladsen ligger der en restaurant og en butik med lidt af hvert, bl.a. med frisk brød, forskelligt pålæg og masser af drikkevarer. Og slik, vaskepulver, legetøj osv.

Vores bookede plads var stor, så der var masser af plads til campingvognen, solsejlet og bilen. De sidste meter ned til pladsen foregik af en smal stenlagt vej, hvor der ikke var mulighed for at vende. Vi var heldige at ankomme, da pladserne på hjørnet var tomme, så vi valgte at bakke ned vores plads. Og i øvrigt at bruge moveren, da vi skulle derfra. For når man skulle fra vores sidevej og ud på en ikke meget større vej, så var det i et T-kryds med en grim stenmur på den modsatte side og et højt træ helt ude på det ene hjørne. Det er næsten på disse steder, at vi elsker vores mover mest.

I det område vi lå, havde alle pladser egen vandhane og afløb og elstanderen stod naturligvis lige bag vores vogn. Vi kunne godt se, at mange af de campister, der lå i området, lå der i længere tid. For de havde udendørskøkkenbord med.

Den del af campingpladsen, der ligger nærmest ved vandet, ligger på en skråning og der er derfor lavet terrasser på store dele af campingpladsen. Og det er jo lækkert. Men hvorfor man så ikke lige har jævnet pladserne ud, så der ikke skal bruges kile under det ene hjul - ja det overgår vores fantasi! Alle pladser er skæve kunne vi se - nogle valgte som os at klodse hjulet op - andre gravede det ene hjul halvt ned...
Andre steder stod der et træ midt på pladsen, som man pænt måtte tage højde for, når man skulle placere campingvogn, bil og evt. ekstra telte.

Længst oppe mod receptionen er pladsen mere jævn og her findes to områder - et område med meget skygge og et med mere sol. Området med skygge var præget af en del fastliggere med rigtig meget udstyr, mens området med meget sol var nomader på tur. Det var meget varmt i det solfyldte område, så vi var glade for vores skyggefulde område.

Pladsen har også rigtig mange hytter. Nogle blev lejet ud, men mange af dem var privatejede. De flotteste mobilehomes Adria Village lå på en skråning, men der var kun havudsigt fra den nederste række...
På pladsen var der 2 toiletbygninger, der begge var lækre og som blev gjort rene 5 gange om dagen. Vores den nærmeste lå tæt på vandet og her havde man valgt at der skulle anvendes et armbånd for at komme ind. For ellers blev de også brugt af tilfældige strandgæster.

Et hjørne af pladsen var tilegnet en lille have. De var vældig stolte af den, men vi så nu ingen der brugte den... Til gengæld var der mere gang i legepladsen, som var fint hegnet ind. Og det var nødvendig for den lå lige op og ned ad den eneste vej ned til og væk fra de pladser, der ligger ved vandet.

Lige ved siden af legepladsen var der en lille cafe med salg af drikkevarer, let mad som sandwich og is. Desværre kun is i papir, så vi valgte at gå ind til Pakostâne, når vi skulle have en is...

Og stranden - ja hvordan var den så? Der er bygget en cementmole langs hele pladsen og man skal derfor op og ned ad en stige. For os virkede det rigtig fint, men for mindre børn er det smartere at gå en lille smule ind mod byen til en flad strand.

Vandet var klart og lidt køligt lige når vi gik i, men lækkert efter et kort øjeblik. Der kan være en del strøm og vind i området, men hvis man holder sig inden for det indhegnede badeområde er der ikke så store problemer. Der er dog vildt mange søpindsvin så badesko er et klart must.

Og om aftenen var der den ene flotte solnedgang efter den anden.

Campingpladsen ligger i udkanten af byen Pakostâne og det tager ikke mere end ca. 10 minutter at gå af en sti langs vandet og ind til bymidten. Det gjorde vi naturligvis mange gange for selv om byen ikke er speciel stor, så er der en pæn del aktivitet især på havnefronten.

Byen er i den grad præget af turister hele sommeren - især på havnen. Her er der et utal af bådudlejningsfirmaer, som tilbyder udlejning af alt fra vandcykler til store motorbåde. Og hvis man ikke har lyst til at lægge fra land, så kan man jo altid spise i en båd...

I området ved havnen bliver blomsterne passet og græsset både vandet og klippet. Men hvis man bevæger sig lidt i byens mindre gader, så er det hele ikke helt så velplejet. Til gengæld er det her butikkerne, som de lokale handler i, ligger. Her til højre ses dels en bager og bagved en slagter. Og når man går ind i sådan en slagterbutik og beder om 2 'beaf - grill' - ja så får man det lækreste kød til næsten ingen penge.

Et par sidealtre.

Uden for er der dels en skulptur af kardinal Balzeni Alojzije Stepinac, som var ærkebiskop i Zadar i perioden 1937-1960 - en periode præget af mange uoverensstemmelser og krige. Endvidere står der en gammel romersk søjle, der vidner om, at området har været beboet i meget lang tid.

På vej retur til campingpladsen går vi forbi byens strand. Lang og flad og med mange mennesker. Og lige på den modsatte side af stien tilbage til campingpladsen, kom vi også forbi en af de utallige små 'forhave-campingpladser', der findes i Kroatien. Sådan en lille have kan måske rumme 20 enheder og den var næsten fuldt belagt alle dage.

Første skaffede vi os en gummibåd - det var let nok, for en kroatisk geocacher, der boede 5 campingvogne væk, tilbød at vi kunne låne hans. Dernæst tjekkede vi vind og strøm og blev enige om at starte i den anden ende af byen, så vi slap for alt for megen modstrøm/modvind. Dernæst satte vi kursen ud mod den lille kirke på Otok Sv. Justina.
Øen er ikke særlig stor og alligevel er her opført en kirke i det 17. århundrede på resterne af en endnu ældre kirke. I dag benyttes den ikke meget, men smuk er den.

Ikke alt skulle være våde oplevelser så den ene dag kørte vi først en tur ind i baglandet for at se lidt på det. Kort efter kom vi forbi en stor ruin med en infotavle - den måtte vi lige kigge lidt nærmere på. Bygningen stammer tilbage fra middelalderen og var en større sag på 29x21 meter med et tårn og den var placeret i et vigigt vejkryds i middelalderen. Den blev ødelagt i det 16. århundrede under krigen mod Cypern.

Det var en varm dag og vi svedte en del, når vi lige bevægede os ud for at tage billeder og kigge på blomster. For her var også en del blomster, som vi ikke havde billeder af og som vi derfor lige måtte have billeder af. Nogle af dem opdagede vi havde nogle meget trælse og lange torne, selvom de stod og så meget uskyldige ud med deres gule blomster...

Vores tur ind i baglandet sluttede ude ved kysten i byen Biograd na Muro. Byen er første gang nævnt i det 10. århundrede og allerede et århundrede senere var den center for de kroatiske konger og biskopper. Ikke meget af byen har dog overlevet de venetianske ødelæggelser i det 12. århundrede.

Vi lagde ud med at gå ned omkring havnen, hvor vi først mødte et stort markede primært med souvenirs og lokale delikatesser. Selve lystbådehavnen er meget stor og kan rumme ca. 1000 både, men den ligger også perfekt til sejlture ind i Kornati Nationalpark.

Vi har jo været i Pltvicka Nationalparken et par gange og været vildt betagede af den. I år boede vi ret tæt på Krka Nationalparken og havde af flere fået den anbefalet og da vi aldrig har besøgt den før, så var det jo oplagt at besøge den i år.

Ved indgangen til parken er der en stor p-plads, der var fyldt godt op men ikke fuld og derefter var der en meget kort kø for at købe billet. Billetten dækker indgang og transport ned i bunden af slugten, hvor det flotte ligger. Transporten ned i bunden forgår i fine busser, men da vi hørte, at der kun var ca. 870 meter ned, så valgte vi at gå. Det var der ikke mange der gjorde og man skal have gode sko og gode ben for at det går godt. For det meste af stien er meget stejl og med store løse sten og store fordybninger efter vandskyl.

Tidligere har man udnyttet vandfaldene med vandmøller til kornmøller, men også til vaskehus. I dag bruges en lille del af vandfaldet stadig til at lave elektricitet. Det første vandkraftværk blev bygget i 1895 og med bygningen af dette, fik byen Sibenik elektricitet før end store byer som London, Rom og Budapest!

Vi fortsatte ned gennem byens gågader. Som er som gågader i alle andre byer: tøjbutikker, souvenirshops, isbutikker og restauranter. Inden længe stod vi på torvet Narodni Trg, hvor især den gamle byvagts-bygning Gradska Straza fra 1562 trak i os. Klokketårnet og beskyttelsesvæggen med kanonhullerne er dog først kommet til i begyndelsen af det 19. århundred. I dag rummer bygningen et galleri.

Vi nærmede os de to kirker St. Donat og St. Anastasia. De første glimt af de to bygninger vi får, er det markante kirketårn, der hører til St. Anastasia. Tåernet er opført af to gange: de nederste to etager er fra 1452, mens resten er færdiggjort i 1893.
Bag tårnet ligger selve kirken, som er den største i hele Dalmatien. Den er bygget i 1100-1200-tallet og har en flot facade. Vi havde ikke lige tænkt os om, da vi forlod campingpladsen i korte shorts og en bluse uden ærmer, så for første gang på denne ferie, fik vi ikke lov at komme ind i en kirke.

På den anden side af kirketårnet ligger så den lidt ældre kirke St. Donat. Kirken er fra år ca. 810 og grundplanen er cirkelrund med tre cirkelformede apsisser.

En stor del af kirkens sten i murene stammer fra det gamle romerske Forum, som lå på samme sted.

Vores tur kom til at gå lidt på kryds og tværs gennem byen, så vi ved ikke altid, hvor de enkelte billeder stammer helt præcist fra :D

Til sidste var vi helt ude ved vandet og her fandt vi det meget berømte Sea Organ. Vi havde hørt det på lang afstand, så egentlig var det bare at gå efter lyden - en nærmest summende lyd.
Vand-orgelet blev skabt i 2005 af arkitekten Nikola Basic i forbindelse med at den gamle havnefront skulle fornyes. Kigger man omhyggeligt efter på billedet til venstre, så ses der en række huller i trappetrinene. Disse er forbundet med en lang række huller i den vandrette belægning lige over de store trin. Når bølgerne og vinden slår op mod hullerne i den lodrette del af trinet, så bliver der sendt luft ind gennem rørene og det virker præcis som en orgelpibe.
Naturligvis spiller vandorgelet ikke en genkendelig melodi men mere en række tilfældige toner, der bliver viklet ind og ud af hinanden. Da vi var der var der ikke så meget vind og bølger, men lyden var alligevel forholdsvis kraftig. Så vi tænker den må være mere end overvældende i stormvejr...

I spidsen af moleanlægget findes endnu en af Nikola Bosics installationer: The Greeting to the Sun. Det er en kopi af solsystemet skabt i solpaneler, der lades op af solen. Når mørket bryder frem, tændes lyspanelerne og der afspilles en række mønstre, der følger bølgernes rytme og som akkompagneres af vndorgelet lige ved siden af.
På billedet her over ses solen bagerst og en planet i forkanten af billedet.

En fantastisk dag var ved at være brugt og vi forlod byen gennem en af de utallige byporte og krydsede over vandet på den nye bro og stod kort efter ved det p-hus, som vi havde parkeret i.