www.RoseFrederiksen.dk

Dancamps Trelde Næs

Med denne pragtfulde sommer er der jo ingen undskyldning for ikke at få brugt campingvognen og derfor beslutter vi os for at holde en lang weekend på Trelde Næs. Vi har nemlig før passeret campingpladsen, når vi har været ude at geocache og tænkt, at den plads ville vi da gerne besøge en gang. Da Helle så samtidig opdagede et deal-tilbud på 3 overnatninger på Dancamps pladser til en rigtig god pris, så var det jo oplagt at prøve pladsen!

Vi havde ringet og spurgt om der var plads et par dage før og det var der. Samtidig havde vi nævnt at vi havde et deal-tilbud, men det ville de ordne når vi kom. Vi medbragte et print af dealen og det gik meget let at tjekke ind.

Vi fik udpeget en plads, men da vi kom ned til den, så var den meget ujævn og da nabopladsen var noget mere plan, så gik vi retur og spurgte om vi kunne flytte plads - og det var heldigvis intet problem! Den nye plads var stadig ujævn og vi måtte have det ene hjul op på en kile og en anden kile under et støtteben. Hvis det blev regnvejr mens vi var der, ville vi bo midt i en sø...

Vi boede lige ved vandhanen, så det var dejlig tæt på, når hundens vandskål hele tiden skulle fyldes op! Og strøm havde vi bag hækken - dvs inde i en anden lomme. Så vi smed ledningen over hækken og gik om og satte den i. Det var noget bøvlet syntes vi...

Campingpladsen er delt af en vej - delen på den anden side af vejen er primært hytter og store områder, der er perfekte til campingtræf.

Der er servicebygning på begge sider af vejen - på vores side dannede servicebygningen en næsten helt lukket gård med grill og borde/bænkesæt. Det er en virkelig god detalje, for der vil næsten altid være læ.

Køkkenet var stort med gasblus og dejligt varmt vand i vandhanerne. Billedet herover til højre viser kun halvdelen af køkkenet - den anden side ser ud på samme måde.

I forbindelse med køkkenet er der et fint lokale, hvor man kan sidde samlet og spise. Denne del af faciliteterne fejlede bestemt ikke noget. Toiletterne syntes vi virkede slidt. De blev holdt pænt rene, men det er tydeligt at se, at de har nogle år på bagen.


Pladsen har en stor legeplads og flere områder med hoppepuder. Og et stort vandland, som blev brugt ret meget mens vi var der. Billedet Herover til højre stammer fra en morgenluftetur INDEN det åbende :D


Der er også mulighed for at leje telte og hytter. Herover til venstre en spændende løsning idet man har sat nogle Isabella Villa-fortelte op som udlejningstelte. I den bagerste ende er der indrettet soverum med seng og køjeseng og resten er indrettet med et minikøkken og opholdsområde.
Derudover har pladsen også sat safaritelt op. Den type telte har vi set en del sydpå, men vist aldrig før her i Danmark.


Langs kanten af Trelde Klint går der en offentlig sti og den benyttede vi som morgenluftetur hver morgen. Stien er afskærmet med høj bevoksning både ind mod pladsen men også ud mod vandet, så faktisk kan man ikke se meget fra den. Der er dog et enkelt sted, hvor bevoksningen ud mod vandet er skåret ned, så der er et fint kig ud over Vejle Fjord.

Pladsen ligger højt oppe på toppen af Trelde Klint. Der er over 100 trappetrin ned af en forholdsvis stejl trappe før man står ved vandet. Udsigten fra trappen fejler bestemt ikke noget.

Nede på stranden kan man så stå og kigge op på Trelde Klints helt fantastiske flotte profil. Her på stedet kan man blandt andet se søkalk og kiselgur, tertiært ler og brunkul, sand- og gruslag og naturligvis moræneaflejringer fra 3 istider: Elster, Saale og Weichsel.

Sand- og gruslagene skrider lidt ned ind imellem, men den store profil til venstre for trappen ser meget stabil ud.

Man kan også se på, hvordan lagene er blevet skubbet op af efterfølgende gletscher og derfor nu danner store foldninger. Hvert lag i sådan en klintprofil har sin egen hændelse - det kan være at den dækkende gletsjer skiftevis er udsat for varme og kulde (altså en slags sommer og vinter) i mellemistiderne, det kan være at gletsjeren er kommet bragende og har medbragt sten fra andre steder, det kan være, der har været et vulkanudbrud på island, som har dækket Danmark med aske. Alle lag fortæller deres del af skabelsen af vores landskab.



Trelde Næs


Campingpladsen ligger på den nordlige side af Trelde Næs og ikke længere fra spidsen af næsset end at man kan gå derud og rundt på næsset, hvis man sætter nogle timer af. Mange af stierne er fint brede og lette at komme rundt på, men nogle af dem er nærmest bare vildtspor gennem bregner.


På den sydlige kyst sker der noget mere end på den nordlige, hvor campingpladsen ligger. På den nordlige kyst er der lavet en række høfder, der beskytter klinten mod bølgerne og havet. På den sydlige kyst findes disse høfder ikke - og det er rigtig godt, for så forbliver denne nedskredskyst ved med at være en nedskredskyst. Blev der sat høfder op ville processen dø ud og klinten gro til.


Nedskredene sker på grund af det plastiske ler i klinten. Det plastiske ler - eller tertiært efter den tidsperiode, hvorfra det stammer - er en meget fed ler, som nærmest bliver flydende, hvis det kommer i kontakt med vand. Leret ligger nede i klinten, men det bliver så flydende at det får moræneaflejringerne ovenpå til at glide ud og ned på kysten - i øvrigt sammen med store gamle bøgetræer. Nogle af træerne tager turen stående, men går ud efter nogle år, da de ikke kan leve med fødderne i saltvand.

Herunder til venstre ses det tertiære ler, som en grålig masse nede mellem stenene. Det var klistret, vådt og glat og hang ufatteligt godt fast på fodtøjet!
På stenen ved siden af ligger lidt lerjernsten er dannet af udfældet jern-, calcium- og mangancarbonater i leraflejringen. Lillebæltleret indeholder en hel del af dem. Området er kendt for at have mange fossiler og disse sidder tit i jernstenskonkreationerne.



Hvidbjerg

Da vi havde nogle dage på campingpladsen ville vi lige forbi Hvidbjerg Klit nogle kilometre nord på. Hvidbjerg er en overraskende stor sandklit, som vi før har besøgt på en kold vinterdag.

Klinten er 34 meter høj og nederst ligger et ret fast lag af ler og derover ligger et ca. 10 meter tykt sandlag, der gradvist bliver mere gruset, jo højere op man kommer. Nede på siden er det fint som ved Vesterhavet.


Nede ved stranden ligner det ikke helt Vesterhavet - her er sten og ikke sand. Det er materialet under sandet der her kommer frem. Men imponerende er den nu alligevel - den store flotte klint, som er godt besøgt på sådan en varm sommerdag. Og der er badebro, så man kan komme ud over stenene - eller man kan gøre som vi gjorde: køre hen til Høl tæt på - der er der nemlig ikke så mange sten og der er sand på stranden. Vandet er lavt, men perfekt til at bade hunden i :D