www.RoseFrederiksen.dk

Ribehøj marts 2018

Da vi var på feriemesse i Herning i februar kom vi forbi Ribehøjs stand. Her gjorde de os opmærksom på deres dealtilbud med 2 overnatninger og 4 retters menu. Vel hjemkommet blev vi enige om at købe det og så tage afsted til efteråret, da alle vores weekender i foråret var besat med andre ting. F.eks. en 4 dages tur til Ærø i marts. Som vi endte med måtte aflyse fordi der var alt for mudret på campingpladsen på Ærø til at vi kunne komme ind. Så på den måde endte Ærø med at blive til Ribehøj...

Lad os bare slå det fast med det samme: Ribehøj er på mange måder luksus - i hvert fald er det en campingplads, som man ikke ser mange af rundt om i Danmark.
Deres koncept er overnatning kombineret med en lækker middag, men man kan også sagtens komme her uden at spise i deres restaurant.

Pladsen er ikke særlig stor og langt de fleste af pladserne ligger rundt om en af områdets søer, så alle har en helt fantstisk udsigt. Især hvis man som vi er heldige at ankomme i flot klart frostvejr. Hvad I ikke kan se, er at det samtidig blæste ikke bare en halv - men en hel - pelikan.

Pladsen har lige som den på Ærø tidligere været plaget af mudder i regnfulde perioder, men nu er hele området så blevet ordnet med stabilgrus og småsten. På billedet herover hører halvdelen af det stenbelagte område med til pladsen - resten - den del tættest på søen - er vej. Så kan man så overveje om ikke der mangler lidt buske og planter til lige til at skærme lidt mellem de enkelte enheder. Det er trods alt en plads der lægger op til en romantisk voksen-weekend.


Tæt på vores plads lå servicebygningen med køkken og spiseborde i den ene side og toiletter på bagsiden. Køkkenet var lækkert og på bordene var der rigtige duge (og ikke den nemme løsning med en voksdug). Dugene blev skiftet dagligt og friske blomster på bordet gjorde det ekstra hyggeligt.
Foran skulle der anlægges en terrasse - i fliser. Lidt ærgerligt, når man nu har holdt træstilen alle de andre steder.


Badeværelserne var et kapitel for sig - især dem der lå i en anden bygning tættere oppe ved restauranten. Til venstre ses et af badeværelserne på bagsiden af servicebygningen. Lækkert og rent og varmt. Og bemærk de sammenrullede klude. Det er små håndklæder, for her bruger man naturligvis hverken elektrisk håndtørrer eller papirservietter, men klude, der skal vaskes og rulles og lægges på plads på badeværelserne.

Til højre herover er så et af 'familierummene', som vi fandt, da vi åbnede en dør et andet sted på pladsen. Og her er luksus. To brusere og tonsvis af plads.

Man kan gå hele vejen rundt om søen - tættest oppe ved restauranten finder vi så pladsens hytter - eller suiter. For her kan man få en suite på ca. 100 m2 med egen privat jacuzzi. Til små 4000 kr. for en nat...

Der findes også andre mindre hytter på pladsen, men de er alle kendetegnet af luksus og med en størrelse, der sjældent ses på campingpladser. Især fordi de er beregnet til kun 2 personer.


Restauranten lå i den modsatte ende af pladsen end hvor vi lå. Derfor havde vi et fint kig op på den hele opholdet.


Indendørs i restauranten var det lige så gennemført som udenfor. Åben ild hele døgnet til at hygge og den skønneste udsigt ud over søen (og ned på vores vogn ;: ) under spisningen. Og deres mad var vidunderlig. 4 retter og 3 små starters. Det smagte helt fantastisk. Dertil en vinmenu med nogle skønne vine, hvoraf der blev skænket løbende. Vi havde hørt at de kunne lave fantastisk mad - og det holdt HELT stik.

Her til venstre en af aftenens små starters - en lille kugle fisk. Og herover dagens morgenbrød. Man kan nemlig aftenen før bestille brød i receptionen og så får man det lækreste lune franskbrød med retur til vognen.

Vi indrømmer blankt, at der ikke er meget at se lige ved campingpladsen. Faktisk ligger den lige ud til en landevej med en gård som nærmeste nabo. Og det er det. Derfor skal man lidt væk for at finde noget at se. Og da vi havde 4 dage til rådighed, skulle der selvfølgelig ske andet end at sidde i campingvognen og se ud over søen - selvom det er stærkt vanedannende og afslappende.


Vi valgte derfor den ene dag at køre til Gram. Helle var kommet i gennem den charmerende lille by sidste forår og havde besluttet at den skulle vi tilbage til - om ikke andet så for at gå en tur. Og det blev en dejlig - men meget kold tur rundt om Gram Slot.

Der har været et Gram slot helt tilbage til omkring 1230. Den gang lå det bare ikke her, men ca. 3 km væk. Omkring 1470 påbegyndte man så opførelsen af det nuværende slot – som er bygget over en periode på ca. 300 år. De 3 fløje er således opført i hvert sit århundrede! I dag er østfløjen privat beboelse, mens syd- og vestfløjen bruges til forskellige arrangementer.


Der er flere ruter rundt om slottet - vi valgte på grund af vejret en på omkring 4 kilometer, som ville fører os gennem parken, skoven og over åbent land langs åen.

I parken er der flere skulpturer at se på - bl.a. denne vandkunst 'Jagtscene' af Torben Ebbesen udført i 2012. Men med hård frost stod den naturligvis uden vand...
Kunstneren har tænkt på feltmarskal Hans Schack, som omkring 1670 opførte hovedbygningen og i 1673 åbnede slotskroen, da han lavede kunstværket. Her se de forskellige dyr, som Hans Schack skød og de store kugler skal symbolisere de bøssekugler, der den gang blev anvendt.

Den lille del af skoven vi kom gennem på turen, ligger hen som naturlig skov - altså skov, som får lov at ligge uberørt. Det er en type skov, som vi rigtig godt kan lide, fordi det giver en fantastisk variation i dyrelivet.
Stien er fint mærket og kun et enkelt sted med en kraftig kupering, der gør at den ikke er egnet til dårligt gående eller barnevogne og andre former for køretøjer.

Da vi var kommet gennem skoven fulgte vi en markvej retur til slottet. Vi gik lige ved siden af den omlagte Gram Å på dette stykke. Naturstyrelsen har de sidste ca. 15 år arbejdet på at få den lille fisk snæblen til at yngle i bl.a. Gram Å igen. Derfor har man fjernet et par opstemninger og i stedet lavet et 1,5 km langt omløb, så man har kunne skabe et åforløb med et ca. 4 m højt fald, som snæblen kan komme gennem.
Da vandet nu ledes uden om slotssøen og Gram Slot delvist er bygget på en kunstig holm og på pæle, er det vigtigt at der er vand i søen, da pælene ellers ikke kan holde. Derfor er der nu etableret en pumpestation, der sørger for en ensartet vandmængde i søen hele året.


Herover til venstre ses Gram Slotskro og til højre ses idyllen, der findes overalt rundt om slottet.


Lidt fra slottet og slotskroen fandt vi Hvalhuset. Her er skelettet fra en ca 15 år gammel kaskelothval udstillet. Hvalen strandede sammen med en anden hval på Henne Strand i 1984. Den var 14 meter lang og vejede 30 tons.


Hvis man vil se ældre hvalskeletter, skal man lægge vejen forbi Gram Lergrav. Her findes et museum, hvor der er udstillet en række 10 mio. år gamle fossiler af hvaler, hajer og andre havdyr. For 10 mio år siden var området nemlig dækket af et 50-100 meter dybt hav og kystlinjen lå 30 km længere mod øst. I havet svømmede en række nu uddøde hvaler, hajer, havskildpadder og andre havdyr rundt. Således har man for eksempel fundet fossiler fra mindst 8 forskellige arter af hvaler.
Hvis man selv vil finde en fossil, så er det også muligt i den gamle lergrav. Det koster dog lidt og da vi var der, var der MEGET mudret. Men sandsynligheden for at finde en musling eller en hajtand skulle være ret stor.

Vi fandt også frem til Tirslundstenen. Tirslundstenen er en såkaldt vandreblok, der er ført hertil under sidste istid. Og den er stor. Ca. 16 meter i omrkeds og 3,5 m i højden. Og den kan ses på lang afstand når man kommer gående af skovvejen.
En af historierne om stenen går på, at den kæmpe, der byggede Føvling Kirke blev sur over at der også blev bygget en kirke i Brørup. Han tog derfor stenen og kastede den mod Brørup Kirke. Han ramte kirketårnet, som holdt og som sendte stenen tilbage til Føvling Kirke. Her ramte den også tårnet, som også holdt og den blev herefter sendt videre ud til sin nuværende placering.
I øvrigt mener man at den tidligere har været centrum for områdets gudedyrkelse, da Tirs er det gamle navn for guden Tyr.


I forbindelse med en geocache skulle vi op på toppen af stenen. Her er nemlig ridset en figur ned i stenen. Først forsøgte vi os uden hjælpemidler, men måtte tilbage efter stigen i bilen... Og hvad er der så deroppe - ja det må I selv klatre op og se. Vi kan afsløre at det enten er en fugl eller en fisk...


Nær ved stenen findes en festplads. Hele Tirslund plantage blev rejst i forbindelse med Hedeselskabets 25 års jubilæum i 1891. I den forbindelse mente Dalgas, at Tirslundstenen skulle have en inskription og på den måde blive til et markant mindesmærke for Hedeselskabet: Men da stenen og et område rundt om den allerede i 1832 blev fredet, faldt denne del af planen. I stedet lavede man en høj med en mindesten lige uden for fredningsområdet. I 1895 - et år efter hans død - fik Dalgas så også sin egen mindesten på højen.