Castricum

Vi kørte fra Odense midt på eftermiddagen og satte gps'en til at køre mod Holland. Da klokken nærmede sig vi-gider-ikke-køre- længere-tid, kiggede vi på Archie-app'en efter en campingplads. Den første viste sig at være lukket for turister, men de henviste til Campingplatz Sonnenkamp Zeven ca 15 km derfra. Da vi ankom var receptionen lukket, men et skilt informerede os om, at vi bare kunne køre ind og finde en plads. Og det gjorde vi så...

Undervejs er der flere små øer - de stammer fra den gang, man opførte dæmningen, da man startede byggeriet flere steder. På den ene ligger et stort info-center, men der kunne vi ikke komme ind med campingvognen pga vejarbejde. Men heldigvis kunne vi gøre et stop på øen Breezanddijk. Her er en benzinstation og en havn på hver side. Og en form for campingplads - som vi skønner kun var for de faste beboere...

Men et meget imponerende byggeri, udført for en stor del af arbejdsløse.

Hjemme fra havde vi booket plads på Camping Bakkum i Castricum nordvest for Amsterdam. Da vi planlagde turen, vidste vi ikke helt, om vi skulle køre fra Odense til Holland i et stræk. Hvis vi skulle det, så ville vi gerne være sikre på at kunne komme ind. For afstanden er lige lidt over 800 km, som er det vi anser som det absolut maksimale at køre på en dag. Nu havde vi en overnatning på turen og havde derfor overhovedet ikke travlt - men pladsen havde vi jo så stadigvæk :D

Vi havde googlet en del campingpladser og ville samtidig gerne ud til vandet. Da vi så fik fat i vores Acsi-bog og så at vi kunne bruge vores kort indtil den 4. juli - ja så faldt valget på den. Og hvorfor var Acsi-kortet så pludseligt så vigtigt? Jo, døgnprisen gik pludselig fra ca. 33 euro til 20... Og sådan en besparelse er jo til at tage og føle på.
Camping Bakkum er en stor plads. En meget stor plads. Der er 337 turistpladser og hele 1400 fastliggerpladser. De to typer er adskilt, men selv en campingplads med 337 pladser er jo stor...

På pladsen er der derfor et hav af toiletbygninger - alle bygget efter samme model og med opvask foran. Toiletter og bade er opdelt, men man kommer ind til dem via en fælles gang. Alt bliver gjort rent flere gange om dagen, så der var altid pænt når vi kom derop - lige med undtagelse af den ene aften, hvor der blev holdt pigeovernatning for en - hvad vi tror - klasse med 11 årige. Den aften var der makeup-snask i vaskene og toiletpapir på gulvet. Men det hele var væk morgenen efter.
Der var mulighed for at tappe 60 grader varmt vand til opvasken - noget som en del af vores gasgrill elskede... Og der var også en lille smule legeplads og affaldssortering ved alle servicebygninger.

Med så mange enheder på en plads er der mulighed for at lave et stort torv med forskellige spisesteder og en egentlig butik. Butikken var en Spar-købmand med frisk morgenbrød. Spisestederne bød på alt fra pizzaria til en egentlig restaurant. Fra en fiskerestaurant til en grillbar. En isbod og en bod kun med grillkyllinger. Der var også en cykeludlejning. Området trak mange mennesker de første aftener, hvor vejret var lunt og lækkert.

De 337 pladser var meget passende opdelt i flere områder. Vi lå i det, der blev kaldt skovområdet, hvor der var både sol og skygge. Pladsen ligger ude i et klitområdet og jorden var derfor meget sandet, så vi havde sand inde i vognen, selvom vi passede på. Og i sandet jord elsker fyrtræerne at gro, så vi måtte lige over bilen hver morgen med babyservietterne og fjerne neddryppet harpiks...

Ude på strandstykket var der meget mere åbent og ingen skygge. Der var også mere blæst, men vi ville nok vælge en plads derude en anden gang, fordi vi sagtens kan lave skygge ved vognen selv. Der blev nemlig køligt når solen forsvandt bag træerne om aftenen og det gjorde den selvfølgelig tidligere i skovstykket.

På pladsen ligger der også en del udlejningsenheder og de så godt nok lækre ud. (Til venstre herover). De lå alle ude i strandstykket.
Til gengæld så ikke alle fastligger-vognene så lækre ud - og der var godt nok mange! Og så kunne man godt frygte trafikken, når der var så mange, men man måtte ikke køre ind til dem med bilen, så der var etableret en stor p-plads uden for selve campingpladsen, hvor alle fastliggerne parkerede. Det var virkelig rart.

Ud over legepladserne, så var der også en mindre zoologisk have med geder, alpakkaer, fugle og kaniner. Og kaniner var der så også overalt på pladsen. De kom frem hen under aften for at spise græs...

På kortet fra campingpladsen står der, at der er 900 meter ned til stranden og den tur var helt fantastisk. Vi forlod pladsen af en flisebelagt sti ud gennem et fladt område.
Området er en del af nationalparken Noordholland Duinreservaat. Reservatet er ca. 2,5 km bredt og hele 20 km langt. Det består af uberørte klitter, eg- og fyrreskove, engarealer og damme og der er et rigt fugleliv. Området kræver et 'adgangskort' - det skal dog kun fremvises, hvis man bliver stoppet af en ansat. Vi fik vores udleveret gratis af campingpladsen.

Dele af området er afspærret af hensyn til dyrelivet, som ud over fugle og rummer f.eks. frøer. Men selvom der er afspærrede områder, så er der mange stier på kryds og tværs, så man kan komme rundt som man vil.

Efter et stykke tid komme man så helt ud i den yderste klitrække med lækkert fint sand - men som så selvfølgelig også er tungere at gå i... Så her smed vi sandalerne og tog den i bare fødder...

Fra klitområdet fortsatte vi ud langs stranden på en lang flisebelagt sti - som blev brugt rigtig meget af cyklister. Her - et lille stykke inde på land, var der mere græs og lidt højere planter.

Der er også flere søer i området som tiltrækker alle mulige former for fugle - fra svaner og gæs til skarver. Og det var også her vi stødte på en såkaldt 'vandmand'. Det er indgangsstedet for mange af de 70.000.000 m3 vand, som der indvindes fra området. Vandet renses og bruges som drikkevand.

En af årsagerne til, at vi havde valgt netop dette område, skyldtes byen Alkmaar. Helle havde i sin barndom lagt et puslespil, der forestillede ostemarkedet i Alkmaar og det ville hun rigtig gerne opleve selv! Efter at have googlet kunne hun triumferende konstatere, at det stadig fandt sted hver fredag. Så derfor lagde vi vejen forbi Alkmaar fredag formiddag...
Vi fik udleveret et kort over Alkmaar i receptionen, som også kunne vise os de bedste p-pladser i byen og endte med at parkere ude i et område med nogle store butikker en lille kilometers penge fra centrum.

På gåturen over til ostemarkedet kom vi forbi statuen af Adriaan Anthonisz, som levede 1527-1607. Han var matematiker, landmåler, kartograf og militæringeniør og specialiserede sig i at bygge fæstningsanlæg.
Men endnu mere kendt blev han for i 1585 at opdage forholdet mellem en cirkels omkreds og dens radius – altså det vi i dag kalder pi. I dag skriver vi ofte at pi tilnærmelsesvis er 22/7, mens Anthonisz brugte 355/113. Hans søn Adriaan Metius offentliggjorde senere sin fars resultater og derfor kaldes 355/113 for Metius’ nummer.
Statuen er udført af John Bier i 1996.

På sådan en slæde kan der ligge omkring 8 Gouda-oste på 13,5 kilo og med slæden kan den samlede vægt blive omkring 130 kilo. For at bære ostene på den letteste måde foregår det i en speciel form for gå-rytme - nærmest småløb.

Da vi havde set os mætte i ostebæring og smagt på en ret ny ost, så fortsatte vi turen rundt i Alkmaar. Alkmaar har ligesom mange andre byer i Holland masser af kanaler. Og vand gør altså bare noget for en by - også selvom det besværliggøre vores tur rundt (især inde i Amsterdam) fordi vi hele tiden skal holde øje med, hvor der er en bro...
Byen er en ældre sag - den er første gang nævnt i 900-tallet og fik bystatus i 1254.

På vej retur til campingpladsen kom vi forbi andre flotte steder i området. Først måtte vi dog lige holde stille og lade en båd passere og da broen igen var sænket, så kunne vi fortsætte.
Den fine portal fandt vi i byen Hoorn. Den stammer fra en gammel klosterhave og bag porten var en del af haven stadig intakt.

Kanaler er der alle steder - og når den som her ligger langs en villavej, ja så har hvert hus fået sin bro...
Møllerne fandt vi lige ud til vej N243. I dag er den ene udstillingsmølle, men oprindeligt er de opført for 400 år siden som pumpemøller.
Indtil 1633 var her en op til 4 meter dyb sø - Schermeer - som man den gang drænede blandt andet ved hjælp af 52 vindmøller. Sådan en mølle kunne pumpe op til 60000 l vand i minutter, hvis vinden var rigtig. Og den dag i dag kan den stadig bruges, selvom pumpearbejdet i dag er overtaget af elektriske pumper.

Og da vi kom lidt væk fra Amsterdam Centraale Station (her over til venstre), så kunne vi rigtig se, hvor imponerende den gamle bygning er. Manden bag bygningen er Pierre Cuypers, der tegnede en bygning, der minder en del om en kirke! Bygningen er opført på 3 øer, som man dannede af sand og der er brugt ikke mindre end 8687 funderingspæle under den. Pga. at undergrunden var ustabil blev projektet forsinket i adskellige år, men åbnede endelig i 1889. I dag er faceden bibeholdt, men hvis man bevæger sig længere ind i bygningen, opdager man hurtigt at ikke alt er som i 1889!

Til højre ses Bailiek van de Heilige Nicolaas.

Ved kanalen Oudeschans fandt vi snart frem til tårnet Montelbaanstoren. Den nederste del er opført omkring 1515 som en del af forsvarsmuren rundt om Amsterdam og herfra kunne man beskytte både havnen og byen. Da byen voksede langt ud på den anden side af muren, mistede tårnet sin forsvarsopgave og den øverste del med spir og ur og klokker blev i 1612 tilføjet som dekoration. I dag står kun tårnet og meget få andre dele tilbage af den gamle forsvarsmur.

Kanalen til højre herover ligger ved Oudezijds Achterburgwal. Og den ligger midt i området Wallen. Wallen er Amsterdams Red Light District - altså området for prostitution og hashbutikker. Og begge dele er der masser af. Men begge dele fotograferer man ikke bare lige! Og området kan være grænseoverskridende at krydse ned igennem, når man som vi ikke kan holde os væk fra de smalle gyder. Her findes nemlig så smalle gyder at man kan røre begge sider på en gang. Væggene til begge sider er vinduer og her står den ene prostituerede efter den anden - næsten skulder ved skulder...

På vores vej rundt fandt vi pludselig frem til et udsigtspunkt - det var mærket som sådan på vores geocaching-gps, og det måtte lige udforskes. Det viste sig at være en restaurant på toppen af et indkøbscenter. Der var elevator til toppen og selvom den allerøverste etage var lukket for servering, måtte vi gerne gå op og nyde udsigten. Og det gjorde vi så - og fik et herligt kig ud over byens tage...

Amsterdam har rigtig mange muligheder for kanalrundfarter. Vi valgte at tage den mest populære, som kom forbi en række af de mest ikoniske steder ved kanalerne.
Bygningen til venstre herover er Eye Film Museum fra 2012. Her findes en KÆMPE samling af film (over 37.000 filmtitler), plakater (over 60.000), fotografier (over 700.000) og bøger (over 20.000) - alle relateret til film. Museet rummer blandt andet alle film - både hollandske og udenlandske - der er optaget i Holland. Dertil kommer en række permanente og skiftende udstillinger.

Til højre ses et af de store krydstogtskibe, der besøger byen.

Herover til venstre ses Muziekgebouw aan 't IJ. Bygningen er fra 2015 og anses som den vigtigste scene for nutidig klassisk musik. I øvrigt ligger det lige ved siden af det store krydstogtskib.

Til højre ses NEMO Science Museum, som blev oprettet i 1923. Den nuværende bygning er fra 1997 og er tegnet af Renzo Piano. Museet rummer en helt unik udstilling med en masse prøv-det-selv-forsøg og opstillinger inden for følgende hovedgrupper: DNA - kugler og baner - laboratorieforsøg og den menneskelige hukommelse. Et sted, som vi helt sikkert skal have besøgt en anden gang.

Mange af husene i Amsterdam læner sig enten forover ud over gaden eller kanalen eller ind mod nabohuset. Umiddelbart så er første tanke, at de ikke har funderet husene ordentligt, men det er faktisk ikke hele årsagen. En anden del skyldes nemlig byggeteknikken. Oprindeligt blev husene bygget i en etage med et stampet lergulv og trævægge. Siden er der opført etager ovenpå - alle lige en lille smule længere ud end etagen under. For sådan en vægopbygning er ikke nær så følsom over for vand og vind. Og man har så fortsat traditionen efter at man var gået over til sten-byggeri.