www.RoseFrederiksen.dk

Læsø - del 2


På Læsø findes der i dag 3 kirker og vi er nu nået til Vesterø Søndre Kirke fra ca. 1250. Som med så mange andre kirker er kirkeskibet det ældste, mens tårnet først kom til i ca. 1550 og det nuværende våbenhus i 1885.


Alteret er af sten med træbeklædning og altertavlen er en såkaldt fløjaltertavle, der kan lukkes i fastetiden. Den stammer fra 1475 fra den gang Danmark var katolsk og lige som i Byrum Kirke, så er her ud over Jesus, Jomfru Maria og de tolv apostle også afbildet en række af Fjortenhjælperne – de helgener, man bad til for at undgå alle de grimme ting.

Hvælvingerne i koret er overdådigt udsmykket med kalkmalerier fra ca. 1510. Motivet er de hellige tre kongers rejse til og tilbedelse af Jesusbarnet.

Den nuværende prædikestol er fra 1848 og erstattede en prædikestol fra år ca. 1600, mens lydhimlen med Helligåndsduen over den er fra 1739.

Den ældste af de 4 store lysekroner er fra 1720 og mellem de store lysekroner hænger 3 kirkeskibe, hvor det ældste er fra 1863 og det nyeste fra 1920.

På den bagerste stolerække findes et panel med billedsymboler af seks af de syv dyder, der er kendt fra oldtiden og middelalderen: Klogskab (en slange), retfærdighed (sværdvægte), mådehold (måleinstrumenter), standhaftighed (rustning med sværd), tro (kors), håb (anker) og kærlighed (hjerte). Panelet har oprindeligt siddet i et pulpitur i kirken og er fra 1600-tallet.

Epitafiet her er et af 3 i kirken og er fra 1765 og er et mindesmærke for Niels Larsen og hustru. Det har smukke udskæringer, der viser de 4 evangelisters symboler: engel, løve, okse og ørn.

Nu da vi var kommet til Vesterø Søndre Kirke, så fortsatte vi ud mod Stokken. Stokken er en smal og ca. 4 km lang barriereø, som i den nordlige ende slutter med en række krumodder. Stokken vokser fortsat og normalt kan man vade over til den. Vi prøvede dog ikke, da der så ud til at være godt med strøm, den dag vi var der. Til gengæld gik vi en tur i området og ud forbi den så karrekteristiske tipi.


Tipien bruges blandt andet til fortælleraftener og til fårehyrdeopvisninger. Her på en noget blæsende septemberdag rev det bare godt i det grove lærred og de tykke pæle, der holdt den nede.

Herude fandt vi også Fannemandskanalen. Oprindeligt var den bare e lille grøft, som blev gravet i 1930’erne af Ottilius Christens og Anton Christensen, som ønskede af afvande deres strandenge, så deres kreaturer kunne afgræsse dem.

Grøften dannede skel til Peter Fannemands jorde (Fannemand skyldes måske at han var fanebærer i Husmandsforeningen eller også fordi han hele tiden sagde fanneme) og derfor fik kanalen navnet Fannemand.
I 40 år lå kanalen der uden de store problemer, men så fik Fredningsnævnet en gang i 1970erne øje på, at den greb ind i naturens eget liv, så man besluttede at lave en dæmning på tværs af kanalen. Dæmningen blev lavet af store kampesten og planen var, at vandet kun skulle kunne sive igennem. Men allerede første år underminerede vandet stenene samtidig med at vandet fandt en anden vej rundt i området. I begyndelsen virkede dæmningen ellers fint – man kunne gå over den og rygtet går at også biler kunne køre over.

I 2006 kom så den lille 3 personers trækfærge til – så kan man i hvert fald igan komme tørskoet over, hvis man er på gåfødder…



Danzigmann, Bløden Hale og Østerby


I udkanten af det fredede område på Læsøs nordlige kyst ligger området Danzigmann. Her er en fin badestrand og den store klit Danzigmann Klit. Vi stoppede kort for at kigge – og fandt ud af at området er opkaldt efter et skib fra Danzig, der strandede i 1741.

Gennem tiden har mange skibe strandet her, men ’ Alexander de Comte Dohna’ var lavet af jern og træ og lå i vandet i ca. 6 måneder før det blev solgt på en auktion og har på den måde været synlig i lang tid i modsætning til de mange træskibe, der er forsvundet ret hurtigt.

Fortsætter man af grusvejen endnu længere ud end Danzigmanns strand, så ender man ude på Bløden Hale. Bløden Hale er en krumodde, der gennem de sidste 15 år er vokset med i gennemsnit 5 meter om året. Selvom man synes, at man kører i lang tid for at komme ud til parkeringspladsen, så er der stadig langt ud til halens ende!


I Læsøs østre ende ligger også Østerby Havn og Gammel Østerby. I havnen i Østerby Havn fandt vi væsentlig flere fiskerbåde, en fantastisk fiskehandel med take away og den store jomfruhummer-skulptur i bronze udført af Ingegerd Bilving Jørgensen.

Østerby Kirke er den nyeste af de 3 eksisterende kirker på Læsø. Her blev i 1867 opført et kapel som afløser for Hals Kirke. Hals Kirke blev lukket i 1729 pga sandflugten, som på det tidspunkt efterhånden helt havde affolket området rundt om kirken.

Siden havde man skulle til Byrum ca. 10 km væk for at gå i kirke - og den gang gik man oftest til kirken. I forbindelse med begravelser, blev kisten båret af 6-12 mand den lange vej og ligfølget holdt gerne frokost ved 'Være Bakke' før de fortsatte til Byrum.

Hals Kirke lå i øvrigt længere mod vest i et i dag fredet område og markeres med en sten. Som vi dog aldrig fik ledt efter...

Kirken blev opført dels af lokale materialer og dels af gule mursten produceret af Nibe Teglværk. Stenene blev sendt over i store både, men måtte omlades til mindre og mere fladbundede både og sejles i land i dem. For Østerby Havn blev først anlagt senere...

Altertavlens maleri står den lokale maler Marinus Nielsen for - han malede en smuk kopi af Carl Blochs motiv: Kristi Opstandelse. Carl Bloch malede rigtig mange altertavler til landsbykirker!

Fra den gamle Hals Kirke har man bevaret dåbsfadet, mens meget af det øvrige inventar er gaver fra beboerne – bla. den gamle lysekrone, lysestagerne og krucifikset

Prædikestolen er fra 1928 og døbefonten kommer fra Vesterø Havnekirke – den kirke der lukkede og nu rummer Læsø kur.
 og de fine mosaikruder. Glasmosaikvinduerne er lavet af den svenske kunstner Erik Abrahamson, som ofte besøgte øen. Han tilbød at male dem gratis, og det sagde man naturligvis ikke nej til! Selve udgiften til indfatning og brænding blev der samlet penge ind til i menigheden.



Hedvigs hus og tangtagene

Hedvigs hus er et af de meget gamle huse på Læsø og ejes i dag af Museet, men passes af et Laug af frivillige, der slår græs, passer urtehaven, laver små reperationer osv.
Vi havde opsnuset, at de havde fast dag om onsdagen og at huset derfor var åbent, så vi lagde naturligvis vejen forbi.

I dag er huset et langt hus med stald i den østlige ende og beboelse i den vestlige, men oprindeligt har det ikke været nært så stort. De ældste dele – i dag indrettet som stue, kammer og køkken – er fra slutningen af 1600-tallet og bygget med tangtag og bindingsværk af drivtømmer. Siden er der bygget til, når landbruget gik bedre. I den østlige ende har man bygget en tværstillet fløj på, som indeholder lade og logulv. I den vestlige ende indeholder en anden tværstillet tilbygning storstue og tømmerværksted.

Hedvigs Hus er opkaldt efter den sidste kvinde, der ejede huset. De fleste huse på Læsø blev ejet af kvinderne, som dyrkede den sandede jord, som var svær for en familie at leve af. Imens var mændene på havet enten som sømænd eller som fiskere. Mange af mændene omkom på havet, men da huset blev ejet af kvinderne, havde de stadig et sted at bo.

Hedvig Melchiorsen købte huset i 1941 for 170 kr. Hun havde 1½ ko (hvem der ejede den anden halvdel, melder historien ikke noget om), 2 krise, 2 får og 10 høns. Samtidig ejede hun 12 tdr. land ved huset, som der blandt andet blev dyrket grøntsager på og 47 tdr. land i Nordmarken, som primært blev brugt som græsningsareal. Der blev aldrig lagt vand ind i huset og el kom til meget sent. Hedvig flyttede fra huset i 1988 og derefter stod det og forfaldt indtil det lykkedes museet at købe huset i 1994.

Idag danner huset ramme om fortællingen om den gang, hvor man på Læsø levede af den sandede jord og havet. Huset står som det gjorde omkring år 1850 med et stort tangtag, hvor de ældste dele er ca. 375 år gamle. Og inde er der masser af se på - porcelæn, de smukkeste brostensbelagte gulve og dekorationer på dørene. I vinduet fandt vi den fine Læsøpige og under vejs fandt Søren også ud af, beboerne nok ikke havde været helt så høje som ham. For han stødte på bjælkerne med jævne mellemrum...


Her på gavlen af huset kan man tydeligt se, hvordan tangen bare hænger og dækker ned foran vinduer og døre, med mindre de skæres fri. Derudover isolerer tangen væggen og den beskytter, den rå ler i kliningen af væggen eller de ubrændte sten.
Bagerst nede fandt vi tang-labyrinten af nyere dato - den var der nu ikke så stor fare for at fare vild i...

På vejen videre fra Hedvigs Hus så vi pludselig, at der var godt gang i tangtængningen på et andet hus. Tangtagene er jo helt unikke for Læsø, så vi gik pænt ind og spurgte om vi måtte kigge og det måtte vi meget gerne. Faktisk er det en af aftalerne, der følger med, når der skal tangtænges. Et tangtag koster nemlig let 3-4 millioner kr., men siden man i 2008 oprettede et tangtags-redningsprojekt, som en række fonde og Læsø Kommune bidrager til, skal husejeren kun betale de 10% af prisen. Til gengæld skal bevoksningen foran huset fjernes, så huset kommer til at ligge synligt fra vejen og ligeledes skal der i hele forløbet være en udstilling om tangtængning.
Hvis alle 36 huse, der er tilbage på Læsø med helt eller delvist tangtag skal renoveres, vil det koste op mod 90 millioner, men man er godt på vej og der er allerede lagt planer for mindst et hus i 2020.


Et tangtag bygges op fra neden. På de nederste 3 rækker lægter hænges de såkaldte 'vaskere' op. De ligner lidt meget store haletudser med et hoved i den ene ende og en tyndere hale i den anden. Tidligere var det kvinderne, der snoede vaskerne manuelt mellem sig - det var hårdt arbejde, da det var vigtigt at de var snoet hårdt op. I dag har man maskiner til at sno...

Vaskerne hænges over de nederste lægter ved, at den tynde hale stikkes ind over lægten og retur for derefter at blive snoet rundt om hovedet på vaskeren. Derefter skubbes de så tæt sammen som muligt og kommer dermed til at danne en form for vold forneden på taget.

Siden læsses tangen op ovenpå volden af vaskere. I dag med en maskine, men tidligere med håndkraft.

Laget af løs tang skal være ca 2 meter og det trampes sammen. Siden vil laget af tang i løbet af det første år synke sammen til en tykkelse på ca. 120 cm. Øverst sluttes af med en rygning af græstørv.
Og ja tangen - ud over vaskerne - ligger helt løst på taget.

Et tangtag holder ca 250 år og kan vedligeholdes ved at lægge mere tang uden på. Der sker en proces mellem det nye tang og det ældre tang på taget, så det nye tang lige som klistre sig sammen med det gamle tag.

Her kan man virkelig se, hvor tykt laget er, der bliver lagt på. Vægten af tangtaget på dette hus skønnes at nå op på 60-70 tons og derfor kræver de her renoveringer også ofte en større renovering at tagkonstruktionen og væggene.
Her til venstre kan man se, at der lægges birkeris under den løse tang, så den ikke falder ned mellem lægterne. Tidligere har man brugt fyrregrene og endog fiskenet.


Tidligere kom ålegræsset fra havet rundt om Læsø, men i dag er det to landmænd på henholdsvis Bogø og Møn, der samler, tørrer og presser tangen. Siden bliver den opbevaret i Læsøs tangbank, som blot er en hal...

Tangen kan i øvrigt ikke som et stråtag brænde og derfor er det også en mere sikker tagdækning.



Museumsgården

Mens Hedvigs Hus viser historien om den lidt fattige, så er Museumsgården – som egentlig hedder Lynggården - en lidt rigere gård og kunne brødføde et par familier.
I 1938 blev Læsø Hjemstavnsforening oprettet alene med formål at købe en gammel gård, som kunne laves til frilandsmuseum. Lynggården blev købt samme år og var særdeles velegnet, da den kun havde fået lavet få ændringer de sidste par generationer. På samme måde fulgte en del af inventaret med.
Lynggården var da ejet af Sine Krogbæk, som var født på gården i 1865 og som sammen med sin mor og søstre passede landbruget, mens faderen var sømand. Lynggården var noget rigere end Hedvigs Hus - her er f.eks. plads til 2 heste og et føl, 4 køer og en kvie eller en tyr, får, grise og fjerkræ.
Da Lynggården blev indrettet til museum, blev Sine i øvrigt boende og virkede frem til som død i 1949 som gårdens første kustode.
Det kan være svært at fastsætte de gamle gårdes alder, men her kan man finde fyrregrene fra øens oprindelige fyrreskove fra før 1680 under tangtaget og munkesten fra den nedrevne Hals Kirke fra omkring 1730. Så helt ny er gården altså ikke…

Fløjstagen - eller som vi andre danskere siger: flagstangen - blev brugt dels til at se, hvilken vej vinden blæste, men også til at sende signaler til andre med. F.eks. at der var en stranding eller når der skulle sejles ud for at sættes vod eller når man sendte besked ud til hyrdedrengene i Nordmarken og på Rønnerne, at nu kunne de godt komme hjem med dyrene...


I den østlige længe er der en udstilling med malerier og Læsødragten og dragtsølv. En fin udstilling bag glas, så billederne må I tænke jer til.
Her over til venstre ses en af storstuen på gården. Helt bemærkelsesværdigt er her store paneler på væggen - det vidner om en vis velstand, at man har kunnet skaffe disse træpaneler fra skibe, der ikke overlevede en stranding ved Læsø.
Den flotte dekoration på bjælken er et såkaldt bryllupsbræt med det unge pars initialer, dato og årstal.


Herover til venstre ses en tranlampe, der hang over bordene.
Og alkoven står i dagligstuen. Stuen blev brugt, når der kom gæster. Alkoven blev kun brugt af gæster eller af strandede søfolk, der betalte for at bo på gården, indtil de igen kunne komme væk fra øen. Alkoven ser forbavsende kort ud, men det skyldes delvist, at man tidligere næsten sad op støttet af puder, når man sov.
Porcelænet er bragt til øen fra de mange sejladser. Til daglig boede man i dagligkammeret, hvor store og små både spiste og sov.

Vandtruget herover stod i gangen i stalden. Vi syntes, det var smart tænkt at lave en slidske gennem væggen, så man kun skulle gå fra brønden og hen til slidsken, når man skulle sørge for vand til dyrene i stalden. Alternativet ville jo være at skulle bære hver eneste spand hele vejen ind i stalden.
Den lille vugge stod i dagligkammeret og i spisekammeret står der krukker til opbevaring af mælk, smør og kød. På grund af det tykke tangtag var der her en konstant temperaturen året rundt.


Ved gården står også den sidste stubmølle på Læsø. Tidligere havde alle de større gårde deres egen mølle til at male korn til husholdningen og til dyrene.
Og til sidst et kig på, hvad tangtage også kan bruges til: fuglereder. Det er i øvrigt gråspurvene, der holder til i det....

Ude i en skov fandt vi en hytte med informationer om den brune bi. Den brune bi er en gammel dansk birace med tilnavnet Læsøbien. Oprindeligt var den brune bi udbredt i store dele af Europa, men i dag er næsten udkonkurreret af af andre biracer, som biavlerne finder mere attraktive. I Danmark lever den kun på Læsø og selv her har den haft svære betingelser for at overleve som en 'ren' race, da der meget let sker krydsninger under parringen. Da dronningen kun parrer sig en gang i sit liv, er det vigtigt at det sker med en bi fra samme race for at beholde en race-ren bi. Derfor er den østlige ende af Læsø i dag forbeholdt racerene brune bier i et håb om at bevare racen.
På stedet var blandt andet dette flotte bistade, hvor man forsigtigt kunne åbne og kigge ind nærmest midt i boet.

Hummerhytterne og Højsande

Tæt på stranden ved Horneks Odde fandt vi de to tilbageværende hummerhytter. Hummerhytterne blev især brugt fra 1900-1950 og alene på dette sted lå der 8-10. De blev brugt som base for især fiskeri efter sorthummer i tejner. De er bygget af primært drivtømmer og efterfølgende er der bunket sand op over dem, så man kan let komme til at overse dem.

De blev brugt af fiskerne om foråret og sommeren, hvor de om dagen fiskede fra deres joller og tidligt næste morgen gik de så til Vesterø for at sælge deres fangst. Om aftenen sad de i hytterne og ordnede kroge og hummertejner mens de snakkede om stort og småt.
Horneks Odde er en stenfyldt odde, hvor man kan se spor efter utallige strandvolde. Stedet er et af de bedste at spotte sæler på.

Horneks Odde ligger midt i Læsø Klitplantage, som dels består af store arealer med træer af forskellig slags og dels store åbne lyngarealer.

I området finder man også Højsande - en meget kuperet klithede med spredte birketræer og enebær. Øens højeste punkt ligger her 25 moh og er på toppen af en kæmpe klit. Området er meget anderledes end hvad vi ellers stødte på rundt om på øen. På det punkt har Læsø været en stor oplevelse - den har virkelig budt på så meget forskellig natur.


En del af vejene rundt om i Læsø Klitplantage (og også andre hjørner af øen) er grusveje. En del af dem med ret store huller, men lige her var vejen rigtig fin.
Og mange steder hænger branddaskerne klar - som tegn på, at her godt kan blive overordentligt tørt.

Da den norske brig Flora forliste i 1882 og bl.a. 7 læsøboere døde (primært af kulde), besluttede man sig til at bygge et redningshus herude ved Store Dal. For det havde vist sig, at transporttiden fra Vesterø til Horneks var alt for lang for både og udstyr. På den tid var bådene robåde og derfor skulle de helst så tæt på det strandede skib som muligt, før de blev sat i vandet. Med redningshuset sikrede man sig, at der var et skib tæt på Læsøs nordkyst.

Redningshuset var i brug frem til 1927, hvor bådene i Vesterø var blevet motoriserede og derfor hurtigt kunne komme selv herud i nærheden af Horneks Odde.

En uges ferie på Læsø var ved at være slut - men sikke en uge. Vi har aldrig været på øen før, men kommer gerne igen. Det er et fantastisk sted at holde ferie - også uden for sæsonen!
Mandag pakkede vi sammen og kørte ned til færgen - og var glade for vores billet. For dagen før havde det jo været stormvejr og færgen havde ligget stille hele eftermiddagen og aftenen og derfor var der mange, som ikke var kommet til Frederikshavn som planlagt. Ekstra afgange var blevet føjet ind og vi blev pakket godt og tæt, så køen skulle være væk mandag kl. 20.40. Det blæste stadig en del, men ikke nok til at færgen måtte blive i hvan og heller ikke noget, som vi mærkede på sejladsen. Men vi mærkede det i campingvognen, da vi kom til Frederikshavn og fortsatte videre mod Hirtshals.