Marstal Camping

Helt ude i enden af pladsen finder vi et åbent område - der er ikke megen læ, men en flot udsigt. Området er fint jævnt, så vi slap for kiler og selvom vi først havde valgt en anden plads HELT ude ved kanten, så trak vi lige et hak op, for der kunne vores elkabel nemlig nå mellem vogn og strømstanderen!

Vand kunne hentes halvvejs oppe på pladsen, men toiletbygningen altså lå et pænt stykke væk - især i regnvejr....

Pladsen råder over flere slags hytter - nogle uden bad og toilet og andre med. De nyeste hytter lå for de flestes med en fin udsigt ud mod vandet.

Udsigt fra vores campingvogn. Det er ren balsam for sjælen ovenpå nogle hektiske uger.

Vi ankom midt på eftermiddagen og efter at have sat vognen op, trukket kabel og hentet vand, så fik vi lige en kop te. Under teen blev vi enige om, at udskyde aftensmaden lidt og så gå ud til Kalkovnen. Nede i vores hjørne af campingpladsen er der en udgang, så man let og hurtigt kan komme ned til vandet og til parkeringspladsen ved Eriks Hale. Fra den lille sti er der en fin udsigt ind mod pladsen.

Turen ud til Kalkovnen går via Eriks Hale. Eriks Hale er en smal landtange på ca. en kilometer. I den yderste ende breder den sig ud i et system af strandsøer, strandvolde og krumodder og den er med tiden vokset helt sammen med den gamle stenmole fra 1825. Det er derfor muligt at gå hele vejen ud til Kalkovnen – hvis man er klar til et par kilometer gåtur hver vej med en blanding af sandstand, strandeng og stenstrand.

Kalkovnen finder man på yderst ude på en lille holm kaldet Frederiksholm. Holmen beskyttede oprindeligt - sammen med et par grunde mod øst og Eriks Hale den oprindelige naturhavn i Marstal, når det stormede. Imidlertid blev Marstals handelsflåde større og man ønskede derfor en bedre beskyttelse af havnen. I 1825 påbegyndte man derfor bygningen af en ca. 1 km lang stenmole, der gik fra holmen og over mod Eriks Hale. I denne forbindelse blev holmen bygget større og højere og blev i en periode brugt som reperationsplads til skibe.

Selve bygningen er kun resterne af et tidligere bygningskompleks, hvor der blev brændt fra Fakse og efterfølgende opbevaring af kalken. Brændt kalk anvendes til fremstilling af læsket kalk. Læsket kalk er bindemidlet i mørtel, det bruges til hvidtning af bygninger og er en af bestanddelene i cement.

Den nuværende kalkovn er fra 1923 og var derfor ikke i brug i så mange år, da man mener, at den sidste kalk blev brændt i den i 1939. Det var langt fra den eneste kalkovn i Marstal – faktisk var der en hel del i byen.
Når man er kommet helt ud til Kalkovnen, kan man kigge lige over på Marstal Havn - faktisk er der ikke mange meter fra enden af badebroen og over til den nærmest mole i lystbådehavnen :D

Nu havde vi jo ingen båd med og vandtemperaturen indbød ikke lige til en svømmetur, så vi tog gåturen over Eriks Hale tilbage til campingpladsen igen.

På selve Eriks Hale, når man næsten er nået tilbage til parkeringspladesen, kommen man forbi rækken af bittesmå badehuse, som 'halen' er så kendt for.
Husene er ca. 100 år gamle og er samlingssted for familierne, der ejer husene. Huset med stråtaget er f.eks. fra 1931 og ejes fortsat af samme familie og sådan er det med langt de fleste af husene.
Husene står på en ’til evig tid’-lejet grund og der er strenge restriktioner: ingen tilbygninger, udbygninger eller installation af el og vand. Alt skal forblive, som det er, så kun små forbedringer er tilladt.
Ud over her på Eriks Hale findes der også en række badehuse på Vesterstrand ved Ærøskøbing.

Turen ud til Eriks Hale gik jo fint - og endnu tættere på ligger Marstal by. Derfor tog vi igen vandrestøvlerne på fødderne og satte retning mod byen.
Først kom vi ned til havnen. Marinaen er pænt stor og der ligger ret mange både i den. Ruserne på deres stativer vidner om, at der også er en vis fiske-aktivitet fra havnen.

Havneområdet rummer også en del virksomheder med relation til vandet - f.eks. er her stadig et bådeværft, men også en række ældre bygninger vidner om en lang tradition for søfart.

En del af havneområdet er i dag en del af Marstal Søfartsmuseum. Museet består dels af en indendørs udstilling og dels af området omkring Eriksens Plads, som er en skibsbygningsplads etableret tilbage i 1855. Vi hoppede den indendørsudstilling over - vores tur var jo blevet forkortet med 3 dage i forhold til, hvad vi oprindeligt havde planlagt.

Eriksens Plads derimod ligger frit tilgeængeligt og vi kiggede da lige en ekstra gang på den skonnert, som de er ved at bygge på stedet. Skonnerten bliver opført efter tegningerne til skonnerten Bonavista, som blev blev bygget her i byen tilbage i 1914. Den blev indsat på sejladsen til New Foundland og ejes i dag af Nationalmuseet. I 1914 var der i øvrigt registreret 261 handelsfartøjer og 132 fiskefartøjer alene i Marstal!

Turen rundt i Marstal gik gennem små snirklede gader og gyder, der emmer af hygge. Turen gik også forbi utallige værtshuse tæt ved havnen, som igen vidner om byens tilknytning til havet.

Men vi var jo slet ikke færdige med at se os om på Ærø, så vi fortsatte en anden dag, der hvor vi var stoppet og fortsatte videre sydpå. Øen rummer stadig en del gravhøje, selvom mange i dag er væk, fordi man har brugt dem som stenbrud og anvendt stenene til byggesten eller hugget dem til skærver. Derfor mangler der også sten i begge de dysser vi besøger denne dag.
Den første dysse er Risemark Langdysse. Man skal krydse over en mark for at komme ud til den, men det er tilladt, når blot man går den lige vej mellem vejviser-pælene. Dyssen er 21 meter lang og 8 meter bred og har et aflangt gravkammer på midten.

Dagens anden dysse er Langdyssen Tingstedet. Den kan man se fra den langsgående landevej og der er fin sti ud til den. Den er meget større end Risemark, idet den måler hele 54 meter i længden. Den har to gravkamre og måske har der endda været et 3. mellem de to.

Vores tidligere erfaringer med Ærø handlede primært om et besøg på Voderup Klint. Og vi måtte naturligvis tilbage for stedet er helt fantastisk og enestående geologisk. Her glider store områder af landskabet nemlig ned af klinten, så området i dag består af en række dybe terrasser. Derfor kaldes området også for Danmarks største trappetrin.

I klinten findes et gråt lerlag, som er så finkornet, at det er kittet så tæt sammen, at selv vand, der siver ned gennem jordlaget, bliver standset af leret. Hvis der er nok vand til stede, så vil lerlaget blive fedtet og virke som et glidelag for jordlagene ovenover. Lokale kilder siger, at et af de store skred skete i 1834.
Man kan lige se det grå lerlag ved foden af trappen helt nede ved vandet – og det ligger også synligt rundt om på stranden og er virkelig fedtet.

Når de store områder glider ned, kommer de til at hælde en anelse nedad ind mod land. Mellem terrasserne ses nogle ret lodrette klinter, hvor vandet pibler ud og på grund af hældningen, bliver der dannet en form for vådområde ind mod klinten.

Området afgræsses af køer for at holde bevoksningen nede og give de bedste betingelser til blomster og dyr.
Det sidste billede er taget til venstre for p-pladsen - her skete et mindre skred i 1980'erne - en dag landmanden kom ud, var en del af området gledet i havet.

Naturligvis skulle vi også en tur ind til Ærøskøbing – den smukke og meget velbevarede by på Ærøs nordside. Byen menes at være anlagt omkring 1250 af markgreverne af Brandenburg, der den gang ejede Ærø.

Ærøs bymidte er helt unik, fordi den som en af de eneste byer i Danmark, stadig planmæssigt ser ud som da den blev grundlagt i middelalderen. Dertil kommer, at den indre by stort set er uændret siden 1800-tallet, hvilket de mange velbevarede smukke huse og de smalle brolagte gader vidner om.

På turen rundt kom vi også forbi Dukkehuset, som det lille røde bindingsværkshus herover kærligt kaldes. Huset i Smedegade er opført før 1778 og er naturligvis fredet. Det omtales også som Ærøskøbings mindste hus og er da også med sine bare 33 m2 et godt bud, men faktisk er der både mindre og ældre huse i byen. Men charmerende er det - med en bare ca. 150 cm høj dør.

Nede på havnen måtte vi lige forbi Kogehuset. Det blev opført ca. 1810 og blev bygget, fordi det i 1787 på grund af brandfaren blev forbudt at bruge åben ild på træskibene. Kogehusene blev derfor den eneste mulighed for at få varm mad på skibene, når de lå i havnen. Der kunne godt være kamp i kogehusene, hvor man selv skulle medbringe alt fra gryder til brænde. Hvis man vendte ryggen til, kunne ens gryde således være blevet overtaget af en anden eller ens brænde stjålet. Det var helt almindeligt med kogehuse på havnene i Danmark, men i dag er der kun bevaret 3. Den lille kvist på kogehuset blev tilføjet i 1850 og indeholdt et lille fyr, som skulle vise sejlerne vejen til Ærøskøbing.
I 1860 blev det igen tilladt at lave mad på skibene, hvis man havde et jernkomfur, og kogehuset blev derefter anvendt som tjære- og begkogning af fiskerne.
I dag rummer huset en grill og en slagbænk og kan anvendes af sejlerne i havnen.

Fra Sølvkilden går der en fin sti hele vejen ud til badehusene på Vestrestrand. Her er væsentligt flere huse end i Marstal, men de er ikke større og de har samme betingelser: ingen tilbygninger og ingen el/vand.

Vi sluttede turen med et besøg på landtange Urehoved nord for Ærøskøbing. Der er mulighed for at vandre en smuk tur over strandenge og over morænelandskab.

Vi fik set rigtig meget af Ærø - men jeg er sikker på, at vi en dag kommer tilbage!