Bornholm

I det tidlige forår, besluttede vi os for at tage på efterårsferie til Bornholm. Det er nogle år siden, vi sidst har været på øen, så den kunne godt trænge til et gensyn. Vi inviterede Helles mor med - og hun sagde straks ja!
Under planlægningen var der kommet billige færgebilletter til øen - og inden vi kom af sted, fik vi en mail om, at de billige kunne byttes til billetter til 19 kr. pr. vej inkl passagere og campingvogn. Og så gør det jo ikke noget, at der også er to broer, der skal krydses. Vi havde i forvejen Brobizz til Storebæltsbroen og valgte at lave et Bropas, som gav os en god rabat på broen.

Vi valgte at tage over Ystad - simpelthen fordi vi kan spare rigtig meget tid ved at tage den vej. Vi kørte fra Odense kl 8.00 og holdt på campingpladsen først på eftermiddagen. Når man vælge Ystad-Rønne skal man dog lige være klar over en ting: færgen har ikke åbning i begge ender, så man skal ind og vende på færgen. Når man så samtidig placerer en række stolper rundt i det store rum, så kan det godt blive noget knebent at komme rundt. På vej derover kørte vi ret tidligt om bord, så der havde vi ingen problemer - selv ikke da vi skulle helt ud i siden bag endnu en række stolper. Men da vi skulle hjem, løb vi ind i problemer. På billedet herover, kan man se lidt af problematikken. Busser og lastbiler bliver bakket ind og planen var egentligt at vi skulle have drejet rundt om stolpen i billedet inden bussen og den røde lastbil var kørt ind - men efter den grønne lastbil var bakket ind. Men med en række stolper til venstre for vores bil, den grønne lastbil og stolpen ved den røde lastbil, gjorde at det ikke var muligt at knække vogntoget rundt - i hvert fald ikke uden at ramme noget. Så vi endte med at få lov at holde her og så dreje rundt, da alle de store køretøjer havde forladt færgen i Ystad. Det gav dog noget sved på panden at skulle bakke tilbage, når man ikke KAN køre rundt.

Fordi vi kom tidligt om borde på vej over, så kunne vi også komme op og overvære den sidste læsning af færgen :D I perioder lader de to rækker biler køre ind af gangen - og ved aflæsning kan man opleve, at de allerede er påbegyndt læsningen inden man kører fra borde...

Vi havde jo hørt om, at det måske blev lidt blæsende et par dage efter, så vi besluttede os for at finde en plads, der lå i solen om eftermiddagen, men som også lå godt i læ. Og den beslutning blev vi rigtig glade for dagen efter - for det kom jo til at blæse en del.
Ugen før havde vi været på Ærø og havde der rigtig langt til toiletbygningen, så denne gang valgte vi en plads tæt på servicebygningen.

Servicebygningen rummer både toilleter, bade og køkken - samt vaskeri. Alting var fint og velholdt - vandet var fantastisk varmt, hvilket vi elsker, når vi skal vaske op. Eneste anke var, at der var MEGET koldt i toiletrummene. Det var ikke rart, når vi skulle i bad...
Pladsen har også en større række hytter til udlejning.

Der er naturligvis legeplads - med en lidt anderledes aktivitet - vi har i hvert fald aldrig før set en traktor nedgravet på en legeplads :D Der er også pool - men naturligvis var den tømt og lukket for i år.

Helleristningerne er desværre ikke alle lige tydelige - de har været malet op, men malingen er noget slidt. Her ses 14 skibe, skåltegn, fodspor og hjulkors. Skibene var det centrale motiv i den tids religion, da solskibet sikrede solens evige bevægelse hen over himlen.

Turen rundt i byen gik forbi byens gamle tekniske skole. Skolen blev indviet i 1895, er tegnet af den daværende rektor ved Rønne tekniske skole professor Mathias Bidstrup og bygget af den lokale bygmester August Kofoed. Bygningen er meget smuk med håndværkersymbolerne udført i keramik-relieffer. I dag huser bygningen det lokale bibliotek.
De gamle bindingsværkshuse er fra 1700- og 1800-tallet, da byen primært ernærede sig ved fiskeri og lidt landbrug.

Alteret er simpelt – et krucifiks fra 1800-tallet fungerer som alterbillede.
Prædikestolen er fra ca 1650 og består af 5 fag – de fire med statuer af de 4 evangelister, mens det femte viser Frederik IIIs monogram. Mellem de 5 fag findes 6 piller, der forestiller dyderne med deres symboler. Det fortælles, at prædikestolen slet ikke var bestemt til Allinge Kirke! Men da skibet, der transporterede det, strandede på Nordlandet, blev prædikestolen reddet i land og endte i Allinge Kirke.
Døbefonten er udført i den lokale Moseløkkegranit og er fra 1890.

På dag to i vores ophold skete det så - vi fik en rigtigt stormvejr ind over øen. Vi var naturligvis nødt til at køre ud og se på det. Sådan et stormvejr kan jo være ganske fascinerende. Vi tog afsted om formiddagen - senere hørte vi, at det var endnu vildere om eftermiddagen. Men formiddagens vejr var nu ikke sådan at spøge med. De to billeder her over er fra Allinge havn. Det var her, stormvejret ramte hårdest... og kraften i vandet er så enorm, at havet flyttede og ødelagde en mole ude i vandet...

Herunder er det Gudhjem havn og Gudhjem Camping. På Gudhjem havn kom vandet op over p-pladsen og vi hørte at vandet senere flyttede rundt på bilerne, så de stødte ind i hinanden! Vi kiggede ind på Gudhjem Camping - her lå vi nemlig for nogle år siden. Og havde faktisk overvejet at vende tilbage, men lige denne dag var vi taknemmelige for, at vi valgte anderledes. Campingvognene stod nemlig og rokkede i blæsten og vi anså det som umuligt at have fortelt oppe. Og når vi er mere end 2 af sted i vores vogn, så er forteltet uundværligt.

Vel hjemme på campingpladsen prisede vi os lykkelige for vores lille hjørne - for vi mærkede ikke blæsten overhovedet. Vi kunne sidde og se ud mod skoven og se, hvor meget træerne stod og svajede, men vores telt stod nærmest helt stille.

En af vores ture gik til Aakirkeby for at se Aa Kirke. De første kirker på Bornholm blev lagt ude ved kysten – undtagen den vigtigste af dem: Aa Kirke. Kirken var Bornholms hovedkirke og lå, hvor vejene krydsede og tæt på, hvor landstinget blev samlet.
Kirken blev opført i sidste halvdel af 1100-tallet, men i etaper. De ældste dele er kor og apsis. Hvis man kigger på væggene på ydersiden, kan man se, hvordan stenene ligger i lag: nederst ligger de største sten, så kommen de mellemste og til sidst de mindste – og så starter det forfra: de største, de mellemste og de mindste. Hver gang man er begyndt med store sten, har man forhøjet stilladset…

Kirken er opført i lokale sten, hentet fra stenbrud tæt ved: lys, grønlig sandsten og mørk, rustbrun skifer i væggene, mens tårnet primært er opført i kalksten og våbenhuset i Nexø-sandsten.

Tårnet har oprindeligt været smallere, men blev allerede i romansk tid udvidet til sin nuværende størrelse: 13x11 meter i grundfladen og 22 meter højt. Tvillingetaget er formentlig fra 1500-tallet, da det ligner det, der lå på Manteltårnet på Hammershus. Tårnet er oprindeligt ikke opført til at huse kirkens klokker, men til opbevaring af tiendeskat og blev også unde Sose-forliset i 1678 brugt til ophold og pleje af de skibsbrudne.

I våbenhuset står en ligsten over den lybske høvedsmand (en kongelig høvedsmand varetog i middelalderen kronens gods i et len) Schweder Kettingk og hans to hustruer. På hver side står en runesten – den største lå i broen over Grødby Å indtil 1820, hvor den blev flyttet til kirken.

Vi fortsatte turen til Klintebakken og Strøby Sandstensbrud. Her kan man nemlig se de 3 bjergarter Gnejs, Nexøsandsten og Balkesandsten side ved side. Geologisk er gnejsen den ældste af de 3 og burde derfor ligge nederst i terrænet og Balkesandstenen, som er den yngste, ligge øverst. Men her ligger de lige modsat!

Men nu ligger Bornholm på kanten af et gammelt stift jordskorpeområde, som dækker det nordlige og østlige Europa. Området har mange gange været udsat for tryk sydfra og over tid er kanten knækket og en stor geologisk brudzone er opstået. Over 400 mio år har brudzonen flere gange bevæget sig, så en del af jordskorpen har hævet sig langs sprækkerne. Men Bornholm har ikke hævet sig lige meget – den nordlige del har hævet sig en del mere end den sydlige og østlige.

Da Nordbornholm hævede sig op, kom de yngre og blødere bjergarter op og er simpelthen blevet slidt væk gennem de næste mange millioner af år. I syd ligger de blødere stenarter derimod mere beskyttet og er ikke blevet udsat for samme slitage.

Lige her – hvor brudzonen er – har man altså 1700 mio gammel granit (herover på billedet til venstre i den højre side af renden) til den ene side og ca. 500 mio gammel Nexøsandsten til den anden side. Lidt længere nede af skråningen ses så den endnu yngre Balkesandsten.

Lidt længere nede ligger Strøby Stenbrud og da det blev forladt af stenhuggerne en gang i 1960’erne lå det hen som et enestående geologisk område. Her ses nemlig forstenede sandstrande med bølgeribber og forstenede vandmænd!

De forstenede sandstrande og vandmænd er over 550 mio år gamle og man kan undres over, hvordan bølgeribber i sand og bløde vandmænd overhovedet kan blive forsteninger.

Vandmanden og bøljeribberne er som sådan heller ikke forsteninger, men aftryk. Når vandmænd strander, vil de lave et rundt aftryk i det løse sand. Hvis vandmanden bliver liggende og tørrer ud, vil den skrumpe ind og lave en indre cirkelstruktur i aftrykket. Når vandmanden forsøger at slippe væk, vil den indtage sand i maven og når den derefter udtørrer, vil maven kollapse, så mavens indhold lægger sig i midten som en svag forhøjning.

Normalt vil vandet vaske aftrykket væk, lige som bølgeribberne vil flytte sig eller helt jævnes ud. Men for 550 mio. år siden var der en meget sparsom biologisk aktivitet og det mest almindelige liv var store encellede algemåtter, som bredte sig ud over alle overflader såvel i vandet som over vandet. Hvis aftrykket blev dækket af en sådan måtte, så kunne det efterfølgende være beskyttet mod storm og bølger. Snart efter ville en lag af sand derefter dække algemåtten og med tiden ville aftrykket derefter være begravet under flere lag af algemåtter og sand. Med tiden er der derefter sket det, at der er sket en sammenkitning af lagene, så de er blevet til sandsten og aftrykkene er blevet bevaret i den lagdelte sandsten.

Campingfatter havde anbefalet os at køre en tur ud i Ringebakkerne for at se på stenbrud. Ja, man kunne da også sagtens gå derud, men der var noget helt særligt ved at køre ind igennem dem. Så det skulle naturligvis prøves!

Ringebakkebruddene består af to store brud: Almeløkkebruddet og Vangbruddet og derudover et større antal små brud i området ud mod kysten.

Almeløkkebruddet er det første brud, som vi kommer ind i på turen. Her gør vi det første stop for at kigge nærmere på det. Almeløkkebruddet og Vangbruddet brød granit i over 100 år. Tilbage i 1896 lejede en stenhugger nogle arealer i området for at omdanne dem til Vang Stenhuggeri. Bruddene har gennem tiden leveret granit til f.eks. Københavns Rådhus (1898), Christiansborg (1907-1928), Storebæltsbroen (1980’erne) og til tyske floder (1990’erne).

Sporet fulgte stadig vandet og snart kom vi ind i det område, der bliver kaldt Klondike. Her startede man med at bryde granit tilbage i 1890'erne. Dengang transporterede man granitten ned til Vang Havn på hestevognstrukne tipvogne på skinner, der var lagt helt ude langs med kysten.
I dag ses de gamle Stenbrud som vandfyldte oaser overalt i området.

Hammershus ligger nordpå, men vi valgte først at gå mod syd og ned mod Finnens Top og Finneløkken. Navnet Finnen stammer formentlig fra starten af 1700-tallet, hvor området var ejet af Mads Pedersen Finne. Finnens top er med sine 81 moh områdets højeste top.

Men til sidst nåede vi helt op til Hammershus. Vores sti endte nede på stranden, så vi måtte klatre lidt for at komme op til ruinen, der ligger på en nærmest utilnærmelig klippeknold 70 moh.
Borgen blev bygget omkring år 1300 af kirken – formentlig var bygherren ærkebiskop Jens Grand fra Lund.

Lige fra starten var den en vigtig brik i de mange fejder mellem kirken og kongemagten. Den skiftede hænder flere gange – den har tilhørt kongen, kirken, tyske købmænd og svenske hænder. Ud over at rumme de skiftende borgherres husholdninger og soldater, så rummede Hammershus også domsbygning og fængsel og den blev brugt til opbevaring af skatter.

Dette store restaureringsarbejde kan lade sig gøre takket være en stor donation på 111 mio kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Sammen med udskiftningen af fugerne, er donationen også blevet brugt til at bygge et besøgscenter, der er bygget ind i det nærliggende landskab.

Inde rummer bygningen et lille informationsområde om Hammershus og dens historie og derudover er der en cafe.

Vi måtte også en tur forbi Dueodde. Helles mor fortalte, at hun aldrig havde været der, så selvom vi jo kan få klitter og sand billigere ved at køre til Vesterhavet, så tog vi nu alligevel lige turen helt ud på stranden ved Dueodde.

Dueodde strand er kendt for sit fine – meget fine – hvide sand. Ja sandet er så fint, at det har været brugt til timeglas. Stranden strækker sig over flere kilometer, men vi valgte at parkere på Fyrvej på sydspidsen af øen. Herfra er der en 500 m lang trærampe ud til vandet – noget der gør det meget nemmere at komme over det løse sand og som beskytter området mod slid fra de mange fødder, der går her hvert år.

På vej ud til Dueodde, siger Helles mor pludselig: der var da noget med et kirketårn og Fandens Hat her et sted på Bornholm. Hmm – ind til siden med bilen og gang i Mr. Google, der hurtigt fandt frem til Bodils Kirke. Så på vej retur fra Dueodde, måtte vi naturligvis lige forbi den kirke! For Fandens Hat og et kirketårn – det lød spændende!

Fremme ved kirken spottede vi med det samme hatten. I virkeligheden er det en rund kampesten – man ved ikke hvorfor den sidder der, men den ligner virkelig en hat. Og naturligvis er der opstået en legende om hatten – ja faktisk er der to versioner i omløb: Enten smed djævelen sin hat efter kirken, da han blev gal over al det ringeri med kirkeklokkerne eller også forfulgte Fanden en præst en sen aften. Men præsten nåede hen til kirken og Fanden smed derfor sin hat efter ham, men han sigtede ikke så godt, da han ramte kirketårnet.

Selve kirken var desværre aflåst, så vi kunne ikke komme ind og se de to døbefonte, prædikestolen fra ca. 1600 og runestenene i våbenhuset. Til gengæld bemærkede vi, at det i hvert fald ikke skulle være manglende mulighed for at tøjre sin hest, der gjorde, at man blev hjemme fra kirke. Aldrig har vi set så mange tøjrings-ringe i en kirkemur før!