www.RoseFrederiksen.dk

DCU-Camping Rørvig Strand - del 1


Efter en dejlig uge på Lolland, fortsatte vi nordpå - helt op til Nykøbing Sjælland og DCU-Camping Rørvig Strand. Men først skulle vi jo lige forlade øerne i syd. Fra Lolland gik det over Falster til Sjælland. Og Helle elsker jo broer, så naturligvis gik det over Farøbroen, som er en såkaldt skråstagsbro indviet i 1985.


Vi ankom til DCU-Camping Rørvig Strand lidt før kl 14, men der var heldigvis plads til at vente uden for indtil receptionen åbnede. Igen havde vi bestilt plads, men selvom der var pænt fyldt op, så tror vi faktisk, at det ville have muligt at få en plads, hvis vi bare var trillet ind.

Pladsen har 2 toiletbygninger - vi fandt aldrig helt ud af, hvilken en vi lå tættest på. Men ved receptionen findes den største og her findes også køkken og vaskeri. I en bygning over for receptionen findes fælleslokaler og nogle store fællesgrill.

Pladsen er ret langstrakt og forholdsvis smal og et godt stykke nede, fandt nogle ældre hytter liggende ved siden af nogle helt nye luksushytter.
Ved begge toiletbygninger findes et par legepladser og det er også muligt at leje mooncars af campingpladsen. Mooncars er vi ikke helt så vilde med, for det er ikke alle børn, der er lige gode til at opfatte, hvor hurtigt de kører og hvornår de skal bremse.


Vi fik en fin stor plads - heldigvis til siden væk fra vejen. For selvom campingpladsen lå på en blind vej, så endte vejen ved stranden og var ret trafikeret. Vi havde noget svært ved at få hele vogntøjet drejet ind på pladsen, da der stod en lampe lige over for lommen og begge de yderste pladser i lommen var besat. Det gav meget lidt plads at dreje på og selvom vi undgik at ramme lampen, var det tydeligt at se, at andre ikke havde været så heldige. Selve pladsen var utrolig ujævn. Ikke bare skæv, men ujævn. Vores stole har buer som ben og de stod konstant og vippede oppe på en pukkel.

Ellers var pladsen fin stor og strømudtaget stod lige bag vognen. Værre var det med vandet, som enten var i bunden af en lomme skråt over for vores eller oppe ved køkkenet. Vi forstod ikke helt, hvor vandhanerne ikke var placeret ude ved den langsgående vej.

Der er en grund til at pladsen hedder Rørvig STRAND. For der er under 400 meter til vandet - til en flot offentlig sandstrand med toilet. Stranden bliver brugt rigtig meget de dage, solen skinnede og der var parkerede biler ikke bare på p-pladsen, men også langs vejen ned til stranden. På vej til stranden gik vi af vejen langs hegnet ind til campingpladsen - et hegn, som på et eller andet tidspunkt er blevet spist af et træ....



Dragsholm Slot


På vej til Dragsholm Slot et stykke fra campingpladsen, lavede vi lige et kort stop for at nyde den helt utrolig smukke udsigt. Vejret blev langsomt bedre - varmere og mere solrigt.
Dragsholm Slot er et af Danmarks ældste og der har ligget en bygning på stedet i over 800 år. Dragsholm har fået sit navn efter dets placering. Oprindeligt – inden Lammefjorden blev inddæmmet i 1873-1943, lå slottet nemlig på en ca. 200 meter bred landtange – et drag – omgivet af vand på de 3 sider.


På vej op til slottet fra parkeringspladsen, kommer man forbi den tidligere Gods- og portnerbolig, der i dag er ombygget til værelser. Der arbejdes også på at lave den gamle hestestald om til mad-værksted med boder med lokale madvarer.


Og turen går videre af denne vej og forbi det fine lysthus, der ligger højt med den smukkeste udsigt lige uden for.

Det oprindelige Dragsholm var ikke et slot, men et palladium (pragtbolig inden for en borg). Man ved ikke hvor gammelt de ældste dele er, men man formoder at de er opført ca. 1215, hvor det bestod af en hovedfløj i syd med en stor sal og en sidebygning mod øst. Senere blev Dragsholm ud- og ombygget til en firfløjet fæstningsborg med et 32 meter højt tårn i det nordøstlige hjørne.


I 1536 indtræffer reformationen og selvom Dragsholm også bliver angrebet og belejret, så ender det med at Roskildes biskop Joachim Rønnow stadig kontrollerer borgen – også selvom han i øvrigt blev fængslet sammen med alle de øvrige biskopper i landet.

Landet blev nu protestantisk og Christian III konfiskerede biskoppernes ejendom som betaling for den 2 år lange krig. Også Dragsholm blev overtaget af Christian III og blev dermed til Dragsholm Slot. Dragsholm Slot levede nu en lidt stille periode og forfaldt mere og og mere. Først i 1624-41 blev slottet restaureret og fik bl.a. tilføjet et karnaptårn i den østlige fløj. I en periode blev slottet anvendt som statsfængsel for primært adelige og gejstlige fanger.

Under svenskekrigene sprængte svenskerne dele af slottet i stykker og kongen udnyttede at adelen var svækket økonomisk og indførte enevældet. I den forbindelse blev han støttet kraftigt økonomisk af københavnske købmænd og en af dem – Henrik Müller – fik som betaling Dragsholm Slot. Slottet blev flere gange solgt og endte til sidst hos adelsmanden Frederik Christian Adeler.
Han genopførte og ombyggede det ret hærgede slot og det stod færdigt i 1697. Herefter ejede Adeler-slægten slottet i mange år, men da der ikke var nogle arvinger i 1932, blev det i 1937 solgt til Johan Frederik Bøttger, der bortforpagtede slottet til hotelvirksomhed og selv beholdt al jorden.


På den ene side af slottet findes slottets store urtehave. Den indeholder mere end 100 nordiske urter og grøntsager, der anvendes i slottets køkkener. Det var oprindeligt munkene på slottet, der i det 13. århundrede anlagde urtehaven for at dyrke urter til medicinsk og lægelige formål. I 2009 blev Slotshaven renoveret og i den forbindelse blev urtehaven genetableret.

Til den anden side ses slottets store parkanlæg med store, gamle træer og kæmpe græsplæner.



Geokids og Korevlerne


Geokids havde vi snuset os frem til i foråret og da det lød spændende, måtte vi naturligvis forbi. Stedet ligger ikke så langt fra Dragsholm Slot, så det var oplagt lige at køre forbi.

Geokids er skabt af kunstnerne Martin Nybo og Henrik Boe og en stor stak skoleelever. Gennem et undervisningsforløb fik eleverne et indblik i Geopark Odsherreds landskaber og kulturhistorie i et bredt forløb der rummede istidslandskaber, fødevarer, Odsherredsmalerne og gravhøje.

En del af forløbet var at de skulle lave deres egen maske, der er blevet sat på en jernstang og opsat samlet ved shelterpladsen på Veddinge Bakker. Projektet løb over 4 år fra 2014 til 2018 og man havde til sidst skabt ca. 4000 masker – noget der fylder rigtig meget!

De rustne plader på højen her til venstre, skal vise en gennemskåret gravhøj fra bronzealderen. Man anbragte en kiste på jordoverfladen og dækkede den derefter til med græstørv lagt med jordsiden opad. På den måde undgik man at den sank sammen. I kanten lagde man en række store sten. Ofte var der begravet flere i samme gravhøj, ligesom man byggede den større, når der var behov for det. I yngre bronzealder brændte man de døde og man satte urnen ned i kanten af de gamle gravhøje.

Lidt nord for Geokids fandt vi frem til Korevlerne. Det var en blæsende - nærmest stormende dag - men vi trængte til frisk luft og en god gåtur.

Korevlerne er ikke specielt gamle - faktisk er de noget af den nyeste landindvinding i Danmark. Tilbage i 1800-tallet havde kysten haft et stabilt og forholdsvis retlinet forløb. Men en stormflod i 1902 lavede om på dette.

Stormen fik skabt en sandrevle mod syd ved Højby Lyng. Den lå parallelt med stranden. Siden begyndte en tilsvarende odde at vokse frem fra nord.

Mellem de to odder voksede barriereøer frem adskilt af lavvandede lagunegab, som sikrede at vandet bag barrierne blev udskiftet jævnligt. Flere stormvejr har lagt flere rækker af klitter til bredden på odderne og har været med til at optage barriereøerne i odderne.


I dag er der kun passage mellem lagunen og saltvandet et sted, hvilket gør at vandet bliver mere og mere ferskt. Lagunen bag barrierene vil, hvis udløbet lukkes helt, ende med at blive til en strandsump og siden til mose. Men lige pt. er lagunen vigtig for vadefugle og græsarealerne afgræsses af kreaturer, for at forhindre en egentlig tilvoksning af området.
Områdets strandkanter flytter langsomt længere og længere mod vest - man skønner at strandkanten er flyttet ca. 50 meter længere ud de sidste 50 år.

Der er lavet en vandretur rundt i området - stien går næsten helt ude ved vandet den ene vej. For at komme ud til vandkanten, skal lagunesøen forceres. Heldigvis er der i denne ende etableret en dæmning med en sti ovenpå.


Vindblæst - og ikke meget andet end græs og andre strandplanter.


For at komme retur til p-pladsen krydser vi hen over endnu en bro. En flot bro midt i al vandet....



Geocachingtur i Sonnerup Skov og Klintebjerg


Langsomt men sikkert havde vi nærmet os vores geocachingfund nummer 10.000. Der er stor forskel på geocaches og 10.000 er mange, så det skulle fejres med den helt rigtige geocache: en earthcache. En type geocache, der omhandler geologiske spørgsmål og sådan en var der i Klintebjerg. Inden skulle vi lige finde 14 og vi lagde derfor turen, så vi startede i Sonnerup Skov tæt ved - smuttede ud til Klintebjerg, da vi havde fundet 14 - og retur til skoven for at finde resten der.

Det blev en lang tur på ca. 18 km, men vi havde tiden til det og nød at finde roen i skoven og se på de små detaljer.


Hugormen stødte vi på inde i en lille lysning inde i skoven, hvor den havde fundet et lille fint sted med varme.


På vej over mod Klintebjerg kom vi ud over det åbne land - og fik øje på et fint sten-træ :D
Den sidste lille kilometer til Klintebjerg gk af stranden fyldt med sten. Det kan godt være hårdt at gå i sten, men her var der et rimeligt fast bælte af sten inde mod klinten, som gjorde det lettere at gå.


Klintebjerg er et gammelt kalk- og lerbrud. For ca. 15.000 år siden blev Klint Bakker dannet, da der under det ungbaltiske isfremstød skubbede og skrællede en del af den danske undergrund op foran sig. Derved blev der dannet en række morænebakker på stedet.
Stenene på stranden stammer i øvrigt fra disse morænebakker, da havet i stormvejr gnaver af klinterne. Vandet tager de mindre partikler som ler og grus med sig, mens de større dele som sten bliver liggende. De er simpelthen for tunge til at havet kan flytte dem.
Som sagt har man tillige nedbrudt klinten i en lang periode fra 1752-1957 i forbindelse med at man gravede ler og og kalk i kystskrænten. Der har bare været en beskeden mængde af kalk og ler på stedet, men placeringen ved vandet har gjort det let at få materialet transporteret væk efterfølgende.
Der er ikke meget at se af bruddet i dag - ud over et stort hul i kystklinten.


Retur mod skoven valgte vi at gå langs vandet et længere stykke. Vi havde rygvind og det var markant bedre at gå tilbage end at gå ud til Klintebjerg.