Vi havde sat Gimpen aka vores gps til at vise vej og vi kom derfor let frem til Øster Hurup Camping. Der ligger flere campingpladser i området, men netop denne campingplads udmærker sig ved at ligge næsten inde midt i byen. Og rimeligt tæt på vandet.
Vi havde booket på forhånd - det var vi glade for, for det gjorde at vi fik en fin plads, hvor der var dejligt sol det meste af dagen. Og stadig tæt på toiletter og udgangen.
Vores plads virkede stor og det er altid godt med god plads, så der er plads til at parkere uden at ende inde under solsejlet.

Der går en vej ned gennem pladser med lommer ud til siderne med plads til 10-12 vogne i hver. Det gør det meget hyggeligt at bo på pladsen. Pladsen har en stor fin legeplads og en pool - vi brugte ingen af delene ;)

Den gule bygning ved indkørslen til campingpladsen rummer foruden receptionen også toiletter, bad, køkken og ferielejligheder/værelser. Længere nede på pladsen findes endnu en stor servicebygning i forbindelse med poolen.

Mens vi var på campingpladsen viste vejret sig fra sin fineste side, så vi var naturligvis nødt til at gå ned for at teste vandet. Vejen derned går af en lille sti og for enden af den, kan man så se, at man stadig har et stykke ud til vandet. Først skal man nemlig krydse et lavvandet område. Ja, faktisk så lavvandet, at da vi krydsede den ene dag, var der slet ikke noget vand, så vi gik bare over tæt på, hvor vi kom ned til området.

Dernæst krydsede vi en lille lav klit med det fineste hvide sand. Og derefter blev vi mødt af den så karakteristiske flade sandstrand, der kendetegner Kattegat her i området. Man kan næsten føle, at man skal helt til Sverige, før man når så langt ud, at man kan blive dykket ordentligt :D

Malet på fliserne hele vejen fra lågen ud til parkeringspladsen og hele vejen op til døren, er Fader Vor malet på fliserne - et ord af gangen. Det passede præcist med antallet af ord...

Nede i byen findes et 9 meter højt udsigtstårn, hvor man kan se ud over hele byen og ned til havnen. Tårnet blev indviet i 2018 som del af et større projekt, der skulle binde byen og hvnen bedre sammen.

Den mest tungtvejende grund til, at vi valgte at tage til Øster Hurup var den nærliggende Lille Vildmose. Et sted, som vi rigtig gerne ville besøge. Vi lagde dog ud med at besøge Mulbjerge. Mulbjerge ligger som en ø i det ellers ret flade landskab.
Vi kørte gennem den smalle slugt Stejlgabet fra landevejen og ned til vandet. Her findes en stor p-plads. Sydligst ses bakken Gulhøj, hvor der var gang i kitesurfingen fra toppen. Mod nord er det højeste punkt med sine 48 moh Vagten og der går trampestier hele vejen op – eller man kan kører længere nordpå af landevejen og derefter dreje fra op til en højereliggende p-plads.

For 6000 år siden lå Mulbjerge 5 km fra det øvrige Himmerland – adskilt af havet. Senere hævede landskabet sig op, da trykket fra den tunge iskappe forsvandt i takt med at isen smeltede. I dag ligger Mulbjerge derfor mellem havet og Lille Vildmose.

Ved Birkesø lå de her store 'æg' og ved Brandmandstårnet fandt vi den gamle togvogn, der har været brugt til at køre tørv ud af mosen med.

Brandvagtstårnet står i dag tæt på Portlandsmosen. Portlandsmosen blev købt af Aalborg Cementfabrik tilbage i 1919 og de etablerede et mosebrug for at sikre brændsel til fabrikken. I 1945 brød man 100.000 tons tørv, som primært blev brugt som brændsel til cementfabrikkens 3 afdelinger og til elværket i Aalborg. Da produktionen var på sit højeste, arbejdede der over 1100 mand m/k i udgravningen.
Portlandsmosen er nem at komme til og der er en fin parkeringsplads ved indgangen. Man kan derefter gå en rundtur på træbroer i området. Hvis man træder uden for broerne, kan man mærke hvor blød og fjedrende tørven er.

Ude for enden af den brede kørestolsvenlige træbro ligger gravbane nr 10 og 11 - eller den dobbelte gravbane. Den er 6 km lang og blev etableret under 2. Verdenskrig. Inden da, fandtes her en mere end 1000 år gammel intakt højmose.
Man ved, at da man gravede tørv under 2. verdenskrig i området, var tørvelaget 4-5 meter tykt, men fordi man afvandede området ved at grave grøfter og dræne området, så faldt tørvelaget sammen til 2-2,5 meter. Så længe tørven er vandmættet, nedbrydes tørven ikke, men der opstår et særligt surt og iltfattigt miljø, hvor tørven kan vokse med et par mm i tykkelsen hvert år. Når tørven drænes for vand, vil den synke sammen og formulde og blive til 'jord'. Når dette sker, så giver det mulighed for at der kan dannes skove i området.
Da højmoserne er under pres og miljømæssigt kan binde rigtig meget CO2, så har man påbegyndt et langvarigt naturopretningsprojekt i området. Man har opsat over 200 spunsvægge og træskodder i Portlandsmosen for igen at holde på vandet.

Resultat heraf kan man f.eks. se ved Gravbane 12 (højre billede herover), som også blev påbegyndt under 2. Verdenskrig. I dag er gravbanen groet til med siv og andre planter, men over årtier vil højmosen igen gro ind over gravbanen og dække sporene efter tørvegravningen.

Det sidste sted vi besøgte i Vildmosen var Kællingbjerg Klint. Kællingbjerg Klint var for 10.000 år siden en del af kystlinjen og ligger højt hævet over Lille Vildmose. Turen ud til klinten kan tages fra 2 sider - vi valgte at gå gennem skoven fra Vildmosevej. Turen går gennem en ung skov, som i perioder er meget våd og der er derfor mange steder lavet plankebroer. Turen op på toppen af klinten kan føles krævende, men der er den mest fantastiske udsigt fra toppen, så man skal ikke snyde sig fra besøget her.

Sidste efterår opdagede vi en helt speciel geocache i vandet ud for Als Odde. Geocachens navn var Mallolorca og det, at det så ud som om, den lå ude midt i vandet, gjorde os nysgerrige. Vi tog derfor cyklerne og cyklede sydpå og fulgte Vidjeparken helt ud til kysten. Her satte vi cyklerne og satte næsen i retning Mallolorca ca. 700 meter ude i vandet. Vi fortrød efter lidt tid, at vi gik over fra Vidjeparken, for vi kom gennem et hoftedybt tangfyldt område og kunne efterfølgende fra øen se andre krydse længere sydpå, hvor de ikke gik i vand, der blev dybere end til knæene. Så vi gik naturligvis retur der – og opdagede at der stadig var et tangbælte, men det var slet ikke nær så bredt, som det vi krydsede på vej over. Så at bruge Jægerskoven ud til stranden er en væsentlig bedre ide – eller alternativt følge kysten ca. 400 meter mod syd.

Rebild Bakker er jo ganske stort og da der var rigtig mange mennesker i området ved RebildPorten valgte vi at køre over i den nordlige del af området - primært Nørreskov og Bjergeskov. Og her fik vi en helt fantastisk tur rundt i skoven - uden at møde så mange mennesker :D

Til gengæld gik her en flok ret nysgerrige køer - som fulgte efter os et langt stykke... nysgerrige som de er :D

Efter at have krydset grundigt rundt i området på en 15 km cykeltur, ja så er vi sikre på at vi må tilbage og opleve resten. Måske vi lige skulle finde en campingplads lidt tættere på ;)

På vej retur til Øster Hurup gjorde vi stop ved Gammel Skørping Kirke. Her havde vi nemlig læst, at der skulle være en kilde på kirkegården!

Selve kirken er fra 1100-tallet, men tårn og våbenhus er som mange andre steder tilføjet senere. I kirken ses det gammel bjælkeloft fra 1100-tallet.

Kirken fik i Dronning Margrethe I’s tid tilføjet et kapel mod syd. I dag fungerer det som tværskib. Et spadestik under gulvet i det gamle kapel løber det væld, som en gang gav vand til Helligkors-kilden på kirkegården.

På skibets nordside ses en frise af kalkmalerier fra ca 1375-1400. Den viser Jesu Lidelsehistorie – inddelt i to rækker af 12 billeder i hver. Billedet viser kun en del af dem – i øverste række: 1) Jesus føres frem for 2) Pilatus, der vasker sine hænder og 3) Ypperstepræsten Kajfas. I nederste række 1) Opstandelsen 2) Jesus viser sig for den vantro Thomas og 3) Jesus og de to disciple i Emmaus.

Vi fulgte først vejen fra færgen op mod Nørredyb. Ved Nørredyb findes resterne af øens tidligere livline: Statsbroen. Statsbroen blev opført i 1918 og her lagde Postbåden til. Postbåden transporterede ud over post også passagerer, mælk og købmandsvarer. Broen blev uden betydning, da man etablerede den nye bilfærge-forbindelse i 1972.

Efter at have passeret byen fortsatte vi af gul rute ud mod vandet. Hen over øen er det et fint traktorspor det meste af vejen og fint farbart på cykel. Selvom Helle absolut ikke er de bedste venner med cykelkørsel i løst sand ;)

Da vi kom ud til vandet, så sluttede den fine, brede vej og nogle steder langs vandet var der kun et trampespor. Som man dog sagtens kunne cykle på, hvis man accepterede en del rystelser/huller under cyklingen :D

Tilbage på Aalborg-siden var vi ikke helt færdige med dagens tur. Vi havde nemlig set nogle billeder fra Fjordbyen og nu ville vi også gerne selv opleve dette særlige sted, der består af 122 skure – meget forskellige i form og i vedligehold. Men et helt fantastisk og flot sted med de mest fantastiske huse og klart et besøg værd.

I slutningen af 1930erne og begyndelsen af 1940erne lå der på bredden af Limfjorden under den gamle jernbanebro en fiskerklynge bestående af små selvbyggede redskabsskure til opbevaring af fiskeredskaber og små sildekassehuse, til at søge ly for vind og vejr i. I takt med at byen udviklede sig og krævede mere plads, blev fiskeklyngen flyttet længere væk fra centrum indtil den i 1980 endte på den nuværende placering.

I dag har Fjordbyen status som kolonihaveforening – bortset fra at de skal have fornyet lejeaftalen hvert 5. år. Dette skaber naturligvis en frygt for at Fjordbyen igen skal flyttes eller nedlægges, hvis man ender med at bygge den 3. forbindelse over Limfjorden. En forbindelse, der også vil skulle gå over øen Egholm og en forbindelse, som vi slet ikke kan forstå skal bygges et sted som her og ødelægge så meget – både på Egholm og her i Fjordbyen.