Kaunertal

Efter skønne dage i Zell am See kørte vi længere mod vest - nærmere bestemt til dalen Kaunertal. Kaunertal kom ind i billedet, da Helle opdagede, at vi her kunne logge en geocache i over 3000 meters højde uden at den så ud til at være alt for svær at komme op til. Men mere om det senere.

Køreturen fra Zell am See til Kaunertal var 239 km lang og gik først op over Lofer nordpå, hvorefter vi drejede mod vest til vi kunne komme på motorvejen ved Wörgl. Flyt i Alpelandene kan godt kræve lidt omveje for at komme uden om de største bjerge :D
Vi fulgte motorvejen rundt om Innsbruck til afkørslen ved Landeck og fortsatte derefter af en fin vej ind til byen Prutz. Her var en smule vejarbejde, men vi blev fint ledt ind af vejen ind i Kaunertal. Størrelsen på vejen var, som det ses her til venstre, fin – undervejs rammer den dog et stykke med en 14% stigning.

Campingpladsens adresse var Platz 30 og da vi ankom, fandt vi ud af at det var byen der hed Platz og 30 var husets nummer i byen... At komme de sidste ca. 300 meter var lidt mere indviklede første gang, for vi skulle lige finde den rigtige vej rundt om de andre huse og ikke alle steder var det lige klart skiltet. Først tog vi vejen over den lille flod, venstre om første bygning, til højre bag den og så til venstre derefter. Når man når hotellet skal man holde til højre...

Camping Kaunertal er ejet af Hotel Weisseespitze og når man har parkeret på campingpladsen, skal man op og checke ind i hotellets reception. Vi fik at vide, at vi selv kunne finde en plads og så komme tilbage og fortælle, hvor vi lå. Vi trak igen ud mod kanten af pladsen, for her fik vi den perfekte udsigt. Senere viste det sig, at det nok var den næsten mest optimale placering, for da solen først ramte bunden af dalen omkring kl. 9.00 og forlod den igen allerede 17.30, så var det bedst at ligge ca. midt i dalbunden. Pladserne ved kanten var nummererede og ret smalle, men dybe, så bilen kunne stå i forlængelse af vognen. Området midt på pladsen var unummereret og man kunne lægge sig frit i området. Strøm var der mange steder - vores stander stod lige ved siden af bilen. Her måtte vi dog lige prøve et par stik før vi fandt et der virkede.

Toiletbygning og opvaskefaciliteter fandtes i den gamle bygning Platthof fra ca. 1440. Fasciliteterne var ikke 4-stjernede som inde på hotellet, men der blev gjort rent flere gange om dagen.
Baderummene var 4 brusekabiner med fælles omklædning foran skilt fra toilet-delen af et forhæng. Lige der så vi langt efter alle de campister, der havde medbragt en badekåbe og derfor klædte om i egen vogn. For ca. 3 m2, 1 stol og 3 knager er ikke meget, når de skal dække alle 4 bade.

Foran toiletterne under et halvtag var der opvaskefaciliteter. Og der skulle man nok ikke have været så høje, som vi er. For man havde valgt at sætte meget dybe vaske op, så man skulle stå dybt bøjet over dem for at vaske op - Helle så en mand ligge på knæ, mens han vaskede op, fordi de var så dybe. Samtidig manglede der også afsætningsplads.

Den lille bygning i gavlen af servicebygningen indeholder Kaunertal Talmuseum. Vi havde godt læst, at det var blevet flyttet her til hotellet, men syntes at det så lidt lille ud, så i begyndelsen sprang vi det over. Også fordi der var låst og man skulle derfor henvende sig i receptionen på hotellet for at komme ind. Men en dag, hvor vi kom forbi, så vi at døren var åben og ja, så stak vi naturligvis næsen ind. Og hov - den lille bygning var bare en trappeskakt, for museet fyldte hele kælderen under servicebygningen!

Der er 8 udstillingslokaler i den lavloftede - forholdsvis mørke - kælder. Udstillingen tager udgangspunkt i det lokale samfund og især mindriftens udvikling i 1500-tallet, turismen og bjergbestignings æra i 1800-tallet og dagens samfund. Derudover er der kunst af lokale kunstnere fra det 18. og 19. århundrede.

Foran hotellet ligger det største kapel i Kaunertal: Kolping Kapelle. Kapellet blev bygget i 1964/65 og har et areal på 85 m2. Kapellet ejes af familien Hafele, der også ejer hotellet.

Den indvendige udsmykning lige fra alter, talerstol, knæfald, søjletabernakel (skab, hvori man opbevare hostien i de katolske kirker) og hængende alterkors til billede serien på væggene står kunstneren Egino Weinert for. Den er udført i støbt metal og emalje og der er talrige referencer til både det nye og det gamle testamente gemt heri. Vi har ikke kunne finde ud af, om de store glasvinduer er udført af samme kunstner, men de forestiller Peter og Paulus.

Gåtur til og i Feichten

Den nærmeste lidt større by med et lille supermarked ligger ca. 3 km længere inde i dalen og hedder Feichten. Vi var derinde flere gange, men har slået oplevelsen sammen til en beretning.

3 km er jo ikke længere end man kan gå, så det gjorde vi den ene gang. Bag campingpladsen ligger en lille vej/vandresti og der startede vi ud. Stien går langs dalen lige over markerne og er en smule kuperet, men ikke SÅ meget. Fra stien fik vi lige et fint kig ind på campingpladsen og hotellet.

Flere steder langs denne rute er der enten opgaver eller historier for børn og barnlige sjæle. Og vi prøvede naturligvis begge dele... Og fik kun byttet om på to sæt fodspor...

Ruten går også lige forbi det lille Hubertuskapelle. Hubertuskapellerne er rejst til ære for biskop Hubertus (ca. år 656-727), som er jægernes helgen og skytspatron.

Inde i byen Feichten havde Helle hjemmefra opdaget et udsigtspunkt, der hed Adlerblick. Hvad hun ikke havde opdaget var, at udsigtspunktet, var en del af den længere Erlebnisrunde Kaunertal, der fører forbi flere interessante steder. Erlebnisrunde Kaunertal er ikke den nemmeste vandring, men selve Adlerblick kalder sig handicapvenlig, da det er muligt at køre næsten hele vejen op i bil og det sidste stykke vandresti er rimeligt fladt.

Turen starter med et besøg i den lokale turistinfo inde i selve byen. Her er der gode muligheder for at sætte bilen og samtidig skal man ind i turistinformationen for at købe en billet til slugten. Selve billetten koster 5 euro for voksne - man får den dog til halv pris, hvis man benytter det gratis Summercard Basic, man får med, når man overnatter i dalen.

Med billetten i hånden kan man selv scanne sig ind ved indgangen i bunden af Verpeilslucht. Slugten er ensrettet nede fra, så hvis man skal opleve den, så skal man tage turen rundt i urets retning.

Billetten giver adgang til det imponerende metaltrappe. 200 trappetrin fører op af klippesiden med fine kig på vandfaldet Verpeilbach og ud over Kaunertal.

Undervejs stopper trapperne og en smal trampesti med utallige hårnålesving (nødvendige, for ellers ville det være for stejlt for de fleste at gå her) fører os længere op af siden og op mod hængebroen over vandet og slugten.

Lige inden hængebroen støder vi på dagens - og dalens - første stenbuk. Desværre var alle dem, som vi fandt, skulpturer. Den her var rigtig flot placeret i landskabet...

Så nåede vi den 35 meter lange hængebro. Herfra kan man kigge ind i den dybeste del af slugten, hvordet såkaldte Obere Wasserfall kan ses inde i dybet. Som man kan se, så har man forberedt en afstikker ind i denne del af slugten, men det ser ikke ud som om, at der sker så meget på projektet.

Efter hængebroen fortsatte vi opad - man jo ikke rigtig andet på en ensrettet sti! På et tidspunkt siger Heller: vi skal bare lige 20 meter den vej og pejer op, så kommer vi ud af denne lille sti. Men 20 meter op tager alligevel lige 30 minutter mere...
Fra stien kunne man kigge tværs over dalen og se en masse 'streger' på bjergtoppene derovre. Vi ved ikke hvorfor de er der, eller hvem der har lavet dem.

Efter den lille trampesti, så kom vi ud på den grusvej, som man kan køre størstedelen af turen op på. Vejen er fin at gå på, men stadig ret stejl, så der blev holdt nogle pauser opad...

Her har vi forladt vejen ved en lille p-plads med bare plads til 1-2 biler og fortsat af den handicapvenlige sti frem mod Adlerblick. Stien ser pænt jævn ud, men billedet snyder en del. Den var ikke SÅ jævn og den bliver gennemskåret af flere afløbsrender til smeltevand. Som kørestolsbruger kan man låne en form for trækmotor - en såkaldt Swisstrac, der kan trække kørestolen det sidste stykke op.
Adler betyder ørn og naturligvis var der lavet en stor ørn på stedet. Og selvom den efterhånden ser lidt træt ud, så gemte den stadig på en fin geocache!

Vi startede nede i Feichten i 1287 moh og stod endelig på Adlerblick i 1580 moh, hvor vi kunne nyde udsigten. Selve Adlerblick er en stålplatform, der er bygget på toppen af et 100 m lodret stykke af bjergsiden. Der er de flotteste kig ud over dalen fra platformen, så selvom turen op var hård, så var den alle små 300 højdemeter værd.

Heroppe fra er det tydeligt at se, hvor smal dalen egentlig er og hvor høje dens sider er. Området er kendt for sine mange bjerge på over 3000 m og fra platformen er der udsigt til adskellige af dem.

Men vores tur sluttede jo slet ikke her - faktisk bevægede vi os yderligere 30 meter op før vi kunne begynde nedstigningen af Knappensteig. Knappen betyder minearbejder og turen fortsatte forbi den gamle Tschingl-mine.

I middelalderen blev Tyrol anset for at være et rigt land og var et af Europas vigtigste mineområder. Talrige forladte tunneller og depoter vidner i dag om udvindingen af metallerne – en af de vigtigste var netop Tschingl-minen, som var i brug fra ca. 1600 til 1750. Udvindingen stoppede ”som straf for syndige og hovmodige minearbejdere”.

Minen blev drevet som en kejserlig eller fyrstelig mine og havde flere tunneller, hvorfra der især blev udvundet svovlkis (eller pyrit, som det også heder) og kobberkis.

Stien fører også forbi Knappenhütte, som er opført i 2014 som en rekonstruktion af en minearbejderhytte fra det 16. århundrede. Hytten blev brugt som hvilested og beskyttelse mod vejret af minearbejderne.

Malmen blev transporteret ud af minegangene i små vogne og frem til Knappenhütte, hvor man efterfølgende har knust og sorteret den, så man kun skulle transportere den mest malmholdige del ned i dalen. Og det var vigtigt at få malmen sorteret, da den blev båret ned af bjerget i læderrygsække.

Foran hytten er et gammelt ildsted, som formentlig har været brugt til at udgløde malmstykkerne med. Når malmstykkerne var blevet opvarmet, var de mere sprøde og kunne derved lettere knuses.

Turen fører også forbi den midterste minegang. Der har været 3 minegange i området. De har været op til 200 meter dybe og det har ikke været den rene sjov at være minearbejder her. Tunnelerne var ganske smalle og er hakket ud med hammer og mejsel og stenen er så hård, at man nogle gange kun har nået ganske få cm ind om dagen. Med en lille spidshammer har man slået små stykker af klippen i et forsøg på at få lavet en base, hvor man har kunnet bruge noget større værktøj til at slå større stykker af med.

Man kan gå et stykke ind i minegang nummer 2 og naturligvis skulle vi ind og kigge. Aller længst inde står der en minearbejder med en vognfuld malm.
Udenfor hænger lommelygter (som var noget flade i batterierne) og sikkerhedshjelme og begge dele kan anbefales, for der er mørkt inde i gangen og vi er nok lidt højere end de var, da minen var i brug.

Ud over små og smalle minegange, så har minearbejderne også måtte kæmpe med meget våde forhold, røg fra lamperne og dårlig kost. Luften har været tyk af støv og røg og som ventilation har man kun haft nogle store blæsebælge, som man har suget luft ud med, så frisk luft kunne strømme ind. En af disse blæsebælge ses på museet ved hotellet.

De to minearbejdere herunder til venstre er opsat i den nederste minegang. Turen går ikke forbi den øverste minegang, så vi ved ikke om den stadig findes.

Fra mineområderne fulgte vi den gamle minesti videre ned indtil vi nåede den store grusvej, der førte op til Adlerblick. Stien er nogle steder ganske smal og der er fare for stenskred - men vi følte os nu sikre nok hele vejen.

Efter en lang nedstigninge endte vi nede i den modsatte ende af Feichten i forhold til, hvor vi parkerede. Men det var fint nok, for så fik vi en tur ind gennem byen.

Vejen gik forbi denne overdækning med høholdere og så undrede vi os meget over de her udsmykninger på gavlene af kostaldene. Men de stammer fra en gammel tradition, hvor man fejrer, at kvæget er kommet sikkert gennem sommeren oppe i bjergene ved at lave de her store ko-hovedbeklædninger, som køerne blever iklædt, når de drives ned i dalen igen. De består af guirlander af blomster og bånd og klokker. Traditionen kaldes på tysk for 'Almabtrieb' og kan opleves i august/september. Efter at have set billeder af køerne, så må vi til Østrig og opleve det en gang!

Turen gik også lige forbi sognekirken i Feichten. Tilbage i 1502 påbegyndte man byggeriet af en 3-skibet gotisk halkirke. Denne blev erstattet af den nuværende enkle, senbarokke kirke i 1767 efter 30 års ombygning/nybygning.
Tårnet, der i højde ikke kan konkurrere med de omkringliggende bjerge, slutter i en ottekantet klokkeetage og med en løgkuppel øverst.

Inde er kirken utrolig lys og det første, der springer i øjnene er de tre store barokke altre. De stammer fra en kirke, der stod i et ensomt bjergområde nær Fendels. Kirken blev lukket i 1795 og de tre altre overflyttet her til.
Højalteret med de 6 søjle har en altertavle, der forestiller Marias undfangelse med Jesus. Her ses også Jesusbarnet, der ødelægger ondskabens slange med sit kors, Gud Fader i det høje og en due, der symbolisere Helligånden. Derudover er der statuer af St. Joseph og Joachim og fine lysestager med engle.
Det venstre sidealter forstiller Maria, Josef og Jesus flankeret af statuer af Johannes Døberen og Benedikt. Det højre viser ærkeenglen Michael med de fordømtes fald i helvede, flankeret af figurer af St. Frans af Assisi og Antonius af Padova.

Bag kirken ligger kirkegården med de flotteste metalkors og en påbegyndt glaskunst.

Byen rummer en række hoteller side om side med lokale 'bondegårde' med kostald i baghaven og mødding ud til vejen. De fleste huse har flotte blomsterudsmykkede altaner - helt som vi ser i de gamle film fra Alperne.

Næsten retur ved turistinformationen og det lille supermarked stødte vi på endnu en stenbuk - den stod rank og flot og passede på vejhjørne.

Karlesjoch

Når vi holder ferie, så forsøger vi altid at kigge i den lokale vejrmelding for at se, hvad vi skal de enkelte dage. En dag ind i Kaunertal og op på Karlesjoch kræver bare godt vejr for at få den bedste oplevelse! Kaunertaler Gletscherstrasse går helt ind til WeissSee i bunden af Kaunertal. Det er en betalingsvej og i bunden er der en lift op på Karlesjoch. Man sparer penge ved at købe billetten til liften nede i vejens betalingsanlæg, så det gjorde vi naturligvis. 25 euro for vejen og 15 pr. person for liften, som ellers koster 23 euro pr. person.

Kaunertal er 28 km lang og vi vidste at der ventede os endnu en fantastisk dag på en alpevej med hårnålesving. 26 km, 29 hårnålesving og 1500 meters højdeforskel fra Feichten og op til enden af vejen. Men først skulle vi jo lige i gang og sørme om ikke vi lige fandt en stenbuk mere!

Gepatsch Stausee er en opdæmmet sø på 6 km i længden. Den lukkes i enden af en gigantisk stenfyldningsdæmning på 630 m i længden og 130 m i dybden. Dæmningen blev bygget i 1961 og vandet bliver ført gennem et 13 km langt rørsystem for at blive brugt til at lave elektricitet med i anlægget i Prutz.

Længere inde i dalen et stykke gennem hårnålesvingene måtte vi lige stoppe, for her går køerne og græsser på begge sider af vejen.

Jo længere ind vi kom - jo højere kom vi også op og det kunne tydeligt ses. Her var der ikke megen grønt tilbage med bare de rå og vilde klipper. Men stadig med det ene flotte kig efter det andet. Der er knap så mange steder at holde som på Gross Glockner Hochalpenstrasse, men her er heller ikke helt så mange turister, så det gik fint med at finde steder at holde.

Vi er næsten kommet helt op til enden af vejen og gør et sidste stop. Tunnellen bagerst i billedet er en skipiste om vinteren - altså henover. For området lever primært af skiturister, der skal ind og prøve områdets mange pister.

At her er mange skiturister vidnede den kæmpestore p-plads om - for ikke at nævne restauranten, som var gigastor. Vi blev noget overraskede over størrelsen af den, da vi sluttede besøget med varm kakao og kage. For selvom himlen er blå og solen skinner, så er vi også ved restauranten oppe i 2750 moh og der er det ikke helt så varmt som i bunden af dalen.

Det første vi gjorde, var at tage liften op på Karlesjoch. Liften tager os hen over Karlesjochgletsjeren - eller næsten, for isen har trukket sig tilbage, så der er ikke meget is under os at se, men ude til venstre ses den lange tunge ned i dalen.

Hvis man kigger nøje efter, så kan man se, at nogle af områderne med sne/is er dækket med en speciel hvid fleece. Det er en del af et forsøg, som har kørt siden sommeren 2004 i samarbejde med universitetet i Innsbruck og som skal være med til at bremse nedsmeltningen af isen i området. Samtidig laver man depoter af sne, som man kan anvende i forbindelse med at der skal sikres sne i området i skisæsonen. Ud over de højere temperaturer, så er regn og tåge og skituristerne med til at slide på gletsjeren, så hvis der fortsat skal være is i området, så skal man beskytte den så meget som muligt.

Toppen af Karlesjoch ligger i 3108 moh og her finder man en ganske smal platform kaldet Dreiländerblick. Fra platformen er der en fantastisk udsigt ind på nogle af de højeste bjerge i Østrig, Italien og Schweiz. Samtidig går grænsen mellem Italien og Østrig på langs af platformen, så det er muligt at stå med en fod i hvert af de to lande i 3108 meters højde. Det er da lidt sejt!

Der ligger en geocache på toppen og naturligvis blev den fundet af os. Den er nu vores højstbeliggende, fundne cache og vi var lidt spændt på, om den lå i Østrig eller i Italien - men den ligger inde i Italien har vi set efterfølgende. Det passer også fint med at den lå på den italienske side af grænsen...

Herunder kan man rigtig se, hvor lille udsigtsplatformen Dreiländerblick egentlig er... For den lille hytte ligger i den ene side af den og spidsen er den anden...

Da vi kom ned med liften igen, så begyndte vi at kravle op under den - hold da op det var stejlt. Men en geocache trak os op til den 160 meter lange Wiesejaggl-tunnel, som blev åbnet i 2014. Den blev åbnet for at lave en lang nedkørsel på mere end 1000 meter fra toppen af Karlesjoch og ned til Ochsenalm-dalstationen noget længere nede af gletsjervejen.
Heroppe fra er der en flot udsigt ned over Restaurant WeissSee og p-området.

Helle spottede endnu en cache, der lå højt oppe - men her var ingen lift til at hjælpe os op. Så Helle satte det lange ben forrest og begyndte opstigningen på Fernegg-Spitz. Det første stykke var helt OK, derefter blev det en ret ujævn trappe-agtig sti og til sidst - helt oppe på toppen - så gik stien hen over en smal flad top helt ud til enden. Stien er absolut ikke jævn men består af store sten, hvor man skal hoppe lidt rundt for at komme frem. Alt imens der er langt ned til begge sider...

På toppen er der rejst et kors, ligesom nogen har slæbt materialer op til borde og bænke. Rimeligt imponerende. Men udsigten ned over gletsjervejen er fantastisk og man kan tydeligt se, hvor slynget vejen er heroppe fra. Desværre var cachen væk, men udsigten deroppe fra var så rigeligt turen værd.

Vi var ikke færdig med oplevelserne herude i enden af Kaunertal, for det er nemlig også muligt at komme ind og gå i en gletsjer. Eller det er jo nærmere en klump is, man går inden i. For det ser ud som om, klumpen ikke længere hænger sammen med selve gletsjeren. Også selvom det kan være svært at se, hvor gletsjeren slutter, fordi dens overflade nogensteder er dækket med sten og grus og ligner de områder, hvor der ikke er noget is.

Der er ca 20 minutters gåtur fra skiliftens dalstation og over til gletsjeren og turen går primært af en rimelig jævn - men svagt stigende - vej.

Vandet på billedet herover til højre er begyndelsen til floden Faggenbach, der løber hele vejen gennem dalen for til sidst at løbe ud i Inn-floden tilbage ved byen Prutz ved indgangen til Kaunertal.

Også gletsjeren er dækket med den hvide fleece, som man skal træde ud på for at kunne komme frem til indgangen. Vi havde høje forventninger til besøget, for vi har før været inde i en gletsjer, der var kedelig grå uden på men helt fantastisk blå inden i. Oplevelsen var ikke helt så stor her og vi tror, at det skyldes den hvide fleece, som forhindre solens lys i at skinne ned gennem isen. Det er dog stadig fedt at gå rundt inde i sådan en klump is...

Efter besøget inde i gletsjeren - som i øvrigt er helt gratis - så begyndte hjemturen til campingpladsen. Der er jo kun samme vej tilbage, men ligesom ved Gross Glockner Hochalpenstrasse, så gjorde vi igen flere stop på hjemturen, for udsigten ser helt anderledes ud, når man kører den anden vej.

Ved sving nummer 8 - og jeps, alle hårnålesvingene er nummererede - gjorde vi holdt for at gå den korte vej ind til Rifflbach Wasserfall. Vandfaldet er ikke så højt, men det ligger supersmukt.

Vores sidste stop inden vi forlod betalingsvejen var ved en kæmpe sten, som indeholder 4 jættegryder. Jættegryder – eller på engelsk glacial potholes – er skabt af vand og sten! Om sommeren smelter overfladen på gletsjerne og vandet løber ned gennem isens sprækker og revner. Vandet fører morænerester med sig og ender til sidst med at strømmer ned som en hvirvlende kaskade eller en såkaldt gletsjermølle. Vandet kan opnå en hastighed på 200 km/t og vandets kraft og de sten, det fører med sig, er i stand til at slibe/male sig ned i grundklippen under gletsjeren og når gletsjeren så senere er smeltet væk, er der disse fascinerende huller tilbage.

En jættegryde kan blev op til 3 meter i diameter og den er som oftest helt glat indeni, da den er slebet af sten og grus. Den store sten kom frem, da man i 2005 ryddede op efter et større mudderskred. Den er i dag fredet. Telefonen på det ene billede er lagt for at det er lettere at se, hvor stort hullet egentligt er.

Fiss

Vores sidste udflugt her i Kaunertal gik ud af dalen og op til den lille by Fiss. Det var egentligt meget godt lige at køre ud af dalen, for så fandt vi ud af, hvordan vi skulle krydse gennem vejarbejdet i Prutz, når vi dagen efter skulle videre. For det var ikke samme vej, som da vi kom ind.

Fiss er egentlig en vinterturist-by - forstået på den måde, at her er et have af skipister - både i Fiss, men også i flere byer tæt på. Men her er heldigvis også nogle fine vandrestier om sommeren.

Den tur vi valgte, gik i en rimelig flad rundtur. Med en fin række af geocaches på hele sporet rundt.
Herunder: skipiste i fuld flor - smukkere bliver det næsten ikke.

Undervejs var der mulighed for at holde hvil forskellige steder. Det ene sted hang de her 'hvilestol' og naturligvis satte vi os og nød udsigten, mens vi stille gyngede lidt rundt.

Igen var der et lille kapel - i øvrigt er her gemt en cache, som det tog os ca. 30 minutter at finde. Ups...

Kaunertal har virkelig gjort indtryk på os og vi kan kun anbefale et besøg herinde - også selvom stedet ikke er helt så kendt, som så mange andre hjørner af Østrig.