Zell am See

Da Helle havde fået fri fra arbejde og vores håndværkere lige var blevet færdige med deres arbejde, så fik vi hurtigt smidt de sidste små ting ud i campingvognen og så fik vi ellers sat næsen ned mod syd. Vi - måske nok mest Helle - havde en stor længsel for igen at holde ferie i bjergene - sådan nogle bjerge, der er lidt højere end Himmelbjerget!

Vi kom først af sted først på eftermiddagen og ramte ind i den ene køkørsel efter den anden, så da klokken blev sovetid, valgte vi at køre ind på rastepladsen Harz. Her var der et hjørne bagerst til campingvogne - og her var ro og fint at sove.

Tidligt næste morgen fortsatte vi mod syd og ned om München for at køre ind i Østrig ved Siegsdorf-afkørslen. Men hold op, der var meget kø på motorvejen mellem München og Salzburg, så vi var glade for at kunne køre væk og tage det sidste stykke på landevej.
Ikke at det blev meget bedre - for det blev regnvejr og vi fik da også lige set lidt østrigsk vejarbejde... Selvom vi syntes, at vi var startet tidligt om morgenen, så kom vi først frem efter halv syv. Heldigvis havde vi booket en plads og receptionen var stadig åben...

Oprindeligt havde vi haft kigget på en campingplads i den nordlige ende af søen, men da den var brændt her i foråret, endte vi på Panorama Camp i den sydlige ende. Vi ankom i regn og det blev bare værre i løbet af aftenen, så vi fik hurtigt sat solsejlet op og trak derefter ind i vognen...

Dagen efter var det blevet tørvejr og lækkert varmt, så vi fik set os lidt om på pladsen. Receptionen holder til i bygningen herover til højre. Her kan man også købe friskt og lækkert morgenbrød, ligesom man også kunne købe pizzaer og drikkevarer.

Pladsens eneste toiletbygning er bygningen her til højre. Og netop bad og toiletter var en mangelvare på denne plads, når den - som da vi var der - oftest var fyldt helt op. Deres løsning var at stille en toiletskurvogn op med 3 ekstra toiletter - men badene - dem var stadig kun 5 af til kvinder og 5 af til mænd til hele pladsen!

Pladsen var fyldt helt op de fleste dage, hvor vi var der - man blev lagt tæt som det kan ses her på billedet. På billedet af vores vogn, kan man også se naboens solsejl. Vi havde ikke selv valgt at lægge os på denne måde, med kig direkte ind under naboens solsejl - det havde vi fået at vide at vi skulle.

Derudover så vi små telte på et lille stykke græs ved siden af rutchebanen og på det smalle stykke mellem hegnet og toiletbygningen. Og flere autocampere på fliserne rundt om receptionen.

Vi var heldige at ligge ude ved kanten af campingpladsen, så vi trak vores bord ud til hegnet og nød den helt fantastiske udsigt hver gang vi spiste. På denne måde fik vi ryggen til resten af pladsen og en bedre distance til naboen.

Nå ja og så fik vi dagligt besøg af pladsens 'punkerhøne', der absolut syntes at de bedste morgener var dem, hvor vi havde fået morgenbrød med solsikkekerner på! Hun er af racen Sulmtaler - en østrigsk hønserace, hvor også hønen har en relativt stor kam.

Smalle veje gennem pladsens midte - hver dag glædede vi os over at have fået en plads ude ved kanten mod syd. Langs kanten ud mod vest ville i øvrigt også have været med en fin udsigt. Et område af pladsen var teltområde - det lå længst væk fra toiletbygningen og også her blev man lagt tæt.

En ca. 10 minutters gåtur af en fin sti leder lige ned til søen Zeller See. Her er et fint friluftsbads-område med grønne plæner, en butik med bl.a. is og drikkevarer og en badebro. Vandet er plumret som søvand ofte er - men temperaturen var ikke dårlig.
Langs stien stødte vi på dette flotte træhegn - en hegntype, som vi mødte mange steder i Østrig, men som det lykkedes at få taget et fint af.

Vi kan godt lide at udforske nærmiljøet rundt om campingpladserne med en gåtur og da vi samtidig manglede lidt varer, så tog vi rygsækkene på ryggen og gik en omvej ned til det nærmeste supermarked under 2 km fra pladsen. Først fulgte vi vejen lidt og fik et fint kig ind på campingpladsen i 'vores' ende - og kigger man godt efter, så kan man godt se vores vogn.

Derefter fortsatte vi af en sti ud over det store engareal over mod byen Schüttdorf. Det var en flot tur med fine udsigter til bjergene. I Schüttdorf gik vi af en anden sti mod byen Bruck, hvor vi vidste, at der var flere supermarkeder.

Nu var vi jo kommet på tur til byen, så vi valgte at gå en tur ind i selve byen og ikke kun besøge supermarkedet i udkanten. Byen er en lille hyggelig by med små 3000 indbyggere og en del hoteller - som Lukashansl her over til venstre.
Floden Salzach løber gennem byen. Som altid, så er man gode til i Østrig at sætte blomster ud på broerne.

Kirken Marien Kirche Bruck an der Grossglocknerstrasse fandt vi frem til inde på byens torv. Den blev opført i 1868-69 efter tegninger udført af arkitekten Friedrich von Schmidt. Tårnet er ca 48 m højt og rummer 4 klokker.
Kirken er renoveret inde i 1999, men stadig med fokus på dens oprindelige udseende.

Altertavlen er tegnet af kirkens arkitekt og har både baldakiner og tårne og med Jomfru Maria med Jesusbarnet på armen i midten. Ved siderne står skulpturer af Sankt Katarina af Alexandria og Sankt Sophie.
Festalteret, som står langt foran altertavlen, er lavet af granit og blev tilføjet til kirken i 2004. Døbefonten er lavet i blå granit af Pietro og Lorenzo Sabatteli og er fra ca. 1870. Den er dækket af et imponerende trælåg med et forgyldt kors på toppen.

Gross Glochner Hochalpenstrasse

En af grundene til, at vi havde valgt at starte vores ferie i Zell am See var helt klart Gross Glockner Hochalpenstrasse. Vejen, som vi også krydsede alperne på tilbage i år 2000, er helt fantastisk og vi ville gerne opleve den endnu en gang.

Vejen forbinder Fusch-Ferleiten i Salzburg med Heiligenblut i Kärnten og følger i store træk den sti, som mennesket har krydset Alperne på i mere end 3500 år. Keltere, romere, sumptere og guldgravere krydsede over ved bjergpasset Hochtor (2.504 moh) via denne anstrengende og farlige sti. Keltere og romere fragtede krydderier, stoffer og ædelstene mod nord og fik metal og pelse med mod syd. De valgte oftest den korteste vej – også selvom den som her ved Hochtor har været rigtig farlig pga sin længde og det uforudsigelige vejr.

Efter 1. Verdenskrig og Habsburg-imperiets fald ledte Østrig efter projekter, der kunne give landet en ny identitet. Samtidig var arbejdsløsheden meget høj og et projekt som dette giver mange arbejdspladser. Og ikke mindst, så var der en spirende turisme i landet og en så flot panoramavej gennem bjergene, ville virkelig kunne trække turister til området. Og det må vi sige, at vejen stadig gør! Anlæggelsen blev mulig fordi guvernør Franz Rehrl havde talegaverne og bygningsingeniør Frans Wallack planlægningsevnerne. Den første sprængning blev foretaget i 1930 og selvom der undervejs var problemer – også økonomiske – så stod vejen færdig i 1934. Bjergvejen blev hurtigt en succes – for pludselig var et af Europas største højalpine landskaber tilgængeligt for alle!

Vejen er 48 km lang og rummer 36 officielle hårnålesving – og dertil kommer en række sving, der knap er så skarpe. Vejen krydses af over 900.000 besøgende årligt!

Langs vejen er der mulighed for at gøre stop mange steder – mange steder er der forskellige museer, udstillinger og tema- og eventyrstier. Herover er vi stoppet på en 'lille' parkeringsplads i siden af vejen et stykke efter Haus Alpine Naturschau, (som er huset midt i billedet), men inden vi nåede den store parkeringsplads ved hovedvejen (Parkplatz Fuscher Törl I ved Restaurant Fuschertörl).

Herover til venstre er vi stadig på den p-plads og kigger op mod Fuscher Törl. Til højre er vi nået Parkplatz Fuscher Törl I ved Restaurant Fuschertörl, hvor vi gjorde et længere stop. Der er en p-plads ved Fuscher Törl, men vi valgte at gå op til fra den store p-plads. Og derved fik vi også mulighed for at tage et billede, hvor man kan se, hvor meget vejen i virkeligheden snor sig...

Fra p-pladsen er der også et flot kig ud over de kommende kilometer på turen - inklusive Fuscher Lacke, som er søen på billedet til venstre.

Ved Fuscher Törl (2428 moh) lod ingeniøren Franz Wallack bevidst vejen gå udenom Törlkopf for at give de besøgende den perfekte panoramaudsigt over landskabet.

På et lille hjørne på Fuscher Törl er der rejst et mindemærke for de 15 ingeniører og arbejdere, der døde under anlæggelsen af vejen. Mindesmærket blev tegnet af Clemens Holzmeister og rejst samme år, som vejen blev indviet. De store bronzetavler er 'takke'-tavler for de to herrer bag vejen: Franz Rehrl og Frans Wallack. Den lille lysere på bagvæggen er en liste over de, der mistede livet og den 'løse' til venstre i billedet er for en ung kvinde, der mistede livet i forbindelse med et motorløb for veteranmotorcykler.

Vi har leget lidt med kameraet og lavet et panoramabillede...

Heldigvis er der også nogle helt almindelige billeder og på dette kan man se det flotte kig fra Fuscher Törl ned på Parkplatz Fuscher Törl I og til venstre: Edelweiss-Spitze.
Edelweiss-Spitze er med sine 2.571 meter det højeste punkt på Grossglockner Hochalpenstrasse og det er muligt at gå derop fra Parkplatz Fuscher Törl I eller at tage den lille sidevej fra samme p-plads og så parkere på toppen. Da vi kom op, måtte vi lige cirkle lidt, før vi fandt en p-plads, for så mange pladser er der heller ikke på toppen.

Vejen op til Edelweiss-Spitze blev anlagt samtidig med resten af Gross Glockner Hochalpenstrasse. Den gang fjernede man toppen af bjerget, der den gang hed Ponek, og anlagde p-pladsen. I forbindelse med vejens 20 års fødselsdag i 1955 blev tårnet på 8 meter i højden indviet. Toppen af tårnet har samme højde, som Ponek oprindeligt havde.

Tårnet rummer et udstillingslokale og en kiosk og øverst en udkigsplatform med 360 grader udkig. Der er - i godt vejr - et fantastisk rundkig ud over 37 bjerge på over 3000 meter og 19 gletsjere fra toppen.

Vejen op til Edelweiss-Spitze er langt fra så bred, som den store vej og den er heller ikke så vedligeholdt - men den er fuldt farbar.

Vi stoppede også ved Fucscher Lacke, som er en lille bjergsø. Her er en lille udstilling om byggeriet – ikke meget, men det er et fint sted at stoppe og få en lille – flad – gåtur rundt om søen.

Ved søen ligger et gammelt vejbetjenthus, hvor man kan se en dokumentar om vejens anlægshistorie og arbejdernes levevilkår. Der var desværre lukket, da vi var der, men man kunne stadig godt se et af de tog, der blev brugt under anlæggelsen.

Lidt længere ude af vejen kom vi til Tauernfenster - her findes en geologisk udstilling om området. Her er udstillet en masse store forskellige klippeblokke fra området og en udstilling om, hvordan området i sin tid blev skabt.

Lidt længere ude af vejen kom vi til Hochtor-tunnellen, der adskiller de to regioner Salzburg i nord og Kärnten i syd. Tunnellen er 302 meter lang og ligger i 2.504 meters højde. Hver vinter lukkes begge indgange med store porte, for den sne, der kommer ind i tunnellen, bliver hård som is i løbet af vinteren og ikke til at få ud. Gross Glockner Hochalpenstrasse er lukket hver vinter - sneen falder i så tykke lag, at hele tunnellen kan være væk.

Kaiser-Franz-Josefs-Höhe – her var vi ikke tilbage i 2000, da vi dengang boede længere væk og valgte de to sideveje fra. Så det var en kæmpe overraskelse, der ventede os ude i bunden af denne sidevej. Her er en flot udsigt til Østrigs højeste bjerg – Gross Glockner (3.798 moh) og dets gletsjer Pasterze.

Stedet er opkaldt efter den tidligere kejser Franz-Josef, som i 1856 tog på en vandretur fra byen Heiligenblit og op til kanten af Glockner-gletsjeren Pasterze.

Vi nød den flotte udsigt ud over Pasterze-gletsjeren. Der er en vandresti fra Kaiser-Franz-Josefs-Höhe og ud til gletsjeren – det tager ca. 30 minutter at gå ned og yderligere ca en time at komme ud til selve gletsjerkanten. Mindst. For i bjergene angiver man alt i gåtid og ikke i kilometre – men som oftest holdt tiderne ikke for os. Der er vi ikke bjerg-trænede nok. Der er en lille gletsjer-jernbane, som kører ca halvvejen ud til gletsjeren, men der var stadig langt på gåben, så vi endte med bare at nyde udsigten fra oven… Og her på billedet kan det være svært at se, hvad der er gletsjer og hvad der er bjerg. For gletsjeren er som de fleste andre kedelig sort uden på - det er grus og sten, som bliver liggende, når isen smelter. Men den ligger i forlængelsen af den lille sø.

Her er et kæmpe p-hus i flere etager, butikker og restaurant. På området foran p-huset findes en stor skulptur, som man kan klatre op i. Skulpturen, som er stor båd, hedder Wellenberg og er udført af kunstneren Johann Weyringer.

Over p-huset ligger Wilhelm-Swarovski-Beobachtungswarte, der rummer en butik og et gratis udkigssted. Ud over at være kendt for smykker og figurer lavet af krystalglas, så laver Swarovski også linser af forskellig slags – f.eks. kikkerter, som der står flere af til rådighed i udsigtstårnet. Glasset i vinduerne var vi dog ikke imponerede over, så ingen billeder oppe fra tårnet!

På billedet herunder ses Kaiser Franz Josefs Haus, som blev bygget på det sted, hvor kejseren i sin tid havdet vandret ud til. Dengang - tilbage i 1856 - var gletsjeren så tyk, at den næsten nåede op til den nuværende p-plads.

Skiltet med advarslen om murmeldyr så vi mange steder på vej over Alperne. Men vi havde ikke sat næsen op efter at se et, for de smutter tit væk. Men sørme om ikke der lige dukkede et op langs Kaiserstein panoramastien op til Wilhelm-Swarovski-Beobachtungswarte.

Alpemurmeldyret (Marmota marmota) er udbredt i Alperne og lever i 800-3200 meters højde. Murmeldyret er en gnaver i egernfamilien og det måler 42-54 cm i længden (plus 13-16 cm hale) og vejer om efteråret op til 8 kilo. Hen over vinteren går det i dvale i op til 9 måneder og vejer, når det vågner, op til 3,3 kilo. Det er en dygtig graver, der kan gennembryde jordlag, som selv hakker har svært ved at trænge igennem.

Lige som i år 2000 valgte vi også denne gang at slutte turen i byen Heiligenblut. Når man kommer kørende ned mod byen, så får man dette fantastiske kig ned mod byen og kirken.

Vi gjorde et kort is-stop i byen og mens vi sad der og spiste is, faldt vores blikke på denne fantastiske brønd med kæmpestore bjergkrystaller.

Vi besluttede at køre over Gross Glockner Hochalpenstrasse tilbage til campingpladsen igen. Dels fordi man ellers skal ud på en større omvej og dels fordi, man ofte ser noget helt andet, når man kører den anden vej.

Sådan en tur over Alperne og retur igen tager for os hele dagen, selvom vi endte med bare at køre 124 km - og vi kan sagtens tage den en gang til næste gang vi er i området. For der er stadig ting at udforske, som vi sprang over denne gang. Det koster 38 EUR dvs. ca 280 kr. at køre over og så gælder billetten hele dagen. Der er betalingsanlæg i begge ender.

Krimmler Wasserfälle

Ca. 55 km væk fra campingpladsen findes Europas største vandfald - eller det kalder de sig selv. For hvordan gør man op, hvornår et vandfald er det største? Er det den samlede mængde af vand, der løber gennem i sekundet? Er det højeste frie fald? Er det højeste samlede frie fald? Krimmler Wasserfälle er stort - ingen tvivl om det. Der løber i gennemsnit 5,6 m3 vand gennem vandfaldet - i sekundet! Noget mere om sommeren end om vinteren.

Krimmler Wassefälle er i tre fald på totalt 380 meter og turen ind til det starter ved et stort besøgscenter ved foden af det. Her køber man også billet - 5 euro pr. person er jo ingen ting, men til gengæld kostede vores parkering ca. det samme som 1,5 person. SUK.
At få set vandfaldet hele vejen op er hårdt, men nok ikke så hårdt som før år 1900, hvor den nuværende vandfals-sti blev etableret. Det første stykke vej ind går forbi alle souvenirboderne og lidt kunst - men efter ca. 15 minutter står vi og kan se den nederste del af vandfaldet!

På stien findes mange fine navngivne udkigssteder - nogle af dem er platforme, så man rigtig kan komme ud og se faldet. Nederst hedder området Kursingerplatz og det ligger i 1070 meters højde. Området er opkaldt efter Ignaz von Kursinger, som lavede den første vandfaldssti i 1835. Her kunne man via en række trappetrin komme op på højde med den øverste kant af det nederste fald.

Hernede var der virkelig vand i luften - ind imellem regnede det en smule, men hernede var det nu tågen fra vandfaldet, der ramte os. Man kan komme ganske tæt ud til vandfaldet ved at gå på stenene - her skal man naturligvis lige passe på, for nogle af dem er pænt glatte, når de er våde.

Da vi havde set os mætte på det nederste trin fortsatte vi opad mod flere fantastiske kig på vandfaldet. Floden, der skaber vandfaldet, hedder Krimml Ache. Den kommer oppe fra Krimml Ache dalen, hvor smeltevand fra gletsjerne skaber en rivende flod. Vandet er 9-12 timer fra at nå fra begyndelsen af floden og ned i bunden af vandfaldet!

Fra stien var der også en fin udsigt ud over dalen og flere imponerende vandfald dukkede op. Vandfaldsstien er udfordrende, selvom det er en velplejet sti - bred og jævn uden de store huller. Men den er nogle steder også meget stejl, så vi fik holdt en del pauser undervejs på vores tur op mod det øverste vandfald.

Mellem faldene løber Krimml Ache mere roligt over de flade stykker. Og naturligvis er der lavet et fint tableau med Jomfru Maria på vejen.

Vi nåede næsten op til toppen af det øverste vandfald, men blev enige om at stoppe på Schettkanzel Platformen i 1460 meters højde. Den er opkaldt efter Albert Schett, som var postmester og byggeleder, da vandfaldsstien blev etableret i 1879. For at sige det som det er: stien blev simpelthen så stejl at vi efter næsten 4 km vandretur opad ikke magtede at gå højere op. Vi manglede stadig små 40 højdemeter og det blev lige lidt uoverskueligt...

Men selvom turen virkelig var hård, så var den også fantstisk - også i småregn :D

Zell am See

Naturligvis skulle vi også den korte vej over til Zell am See - men Helle havde selvfølgelig også lige noget vi skulle inden... for små 30 km væk er der en helt særlig geocachetype: en webcamcache og da der ikke længere findes mange af denne type og vi i øvrigt ikke havde logget sådan en i Østrig - ja så smuttede vi naturligvis lige forbi.

En webcamcache har ikke en fysisk beholder, men er et offentligt webcam, som man så skal finde og når man så kan se sig selv på kameraet, så screendumper man et billede, som man lægger op i sin log på cachen. I dag finder vi det selv på vores telefon - tidligere ringede vi hjem til et af vores store børn, som så fandt os og screendumpede et billede af os, som de mailede til os. Man kan ikke længere oprette en webcam-cache og de er meget sjældne efterhånden. I Danmark er der f.eks. kun en tilbage... Så denne her trak i os.

Kameraet sad på toppen af Zwölferkogel ved Hinterglemm. Turen op til toppen foregår i skilift - og der er stop ca. midt på, hvor man stiger om i del to. Alting fungerede fint - lige indtil vi kom op i højden, for her stødte vi på en stor sky... Der er skisme ikke meget udsigt inde i sådan en!

Når det er så tåget - ja så er det heller ikke let at være web-kamera... så vores billede så meget ... tåget ... ud. Vi tog et almindeligt også og lagde begge op i vores logning og heldigvis blev de godkendt... Vi kan oplyse, at vi står inde midt i tågen, selvom vi ikke lige er til at se!

Som det ses, så var udsigten rigtig fin da vi nåede længere ned igen...

Således en geocachetype rigere i Østrig, vendte vi næserne mod Zell am See. Byen ligger klemt inde mellem bjerget Schmittenhöhe og søen Zeller See.

Vi parkerede ved byen svømmehal - her er en pænt stor p-plads, hvor der dog er tidsbegrænsninger på i svømmehallens åbningstid. Ellers er der mange andre p-pladser i nærheden af byens gamle centrum.

Byen har flere fine fontæner - den første fandt vi ved svømmehallen - den er en del af kunstværket Tor am Zieger. Den anden fandt vi ved skiliftens dalstation. Den hedder Stufenbrunnen - stufen er trappetrin, så det passer jo meget fint til den.

Derefter fandt vi vej ned til byens hyggelige centrum. Som viste sig at være noget mindre end vi havde forestillet os. For området besøges årligt af over 2 mio. turister...

Området rundt om Stadtplatz - som er byens torv - er gågader, så det er her vi naturligt søger ned. Stadtplatz hed tidligere Marktplatz og der er stadig marked her hver fredag formiddag. På midten af torvet står springvandet Stadtbrunnen, som har en fin figur på toppen. Springvandet stammer tilbage fra 1855, hvor det blev givet af ærkebiskop Wolf Dietrich. Springvandet blev på et tidspunkt fjernet, men genetableret i 1954.

Den ældste bygning i Zell am See er Vogtturm (eller Kastnerturm). Allerede tilbage i år 926 omtales et tårn i Zell am See, men det nuværende er meget yngre - formentlig bygget i det 13. århundrede. Tårnet har gennem tiden været brugt som foged- og flugttårn, som kornlager og som bolig med erhvervslokaler i stueetagen. Siden 1984 har byens lokalhistoriske museum dog haft til huse i 4 etager i bygningen. Musset har fokus på den lokale og regionale kultur og historie.

Ude ved den ene side findes et lille mindested for Heiligen Johannes von Nepomuk. Det er fra 1770. Johannes von Nepomuk levede 1340-1393 og stammer fra Böhmen i Tjekkiet. Her var han skriftefader for Kong Václav 4.s dronnning. Václav troede, at hans dronning var ham utro og han torturerede Johannes von Nepomuk til døde for at få ham til at bryde sit tavshedsløfte. Da han døde, smed kongen ham i floden Vltava fra Karlsbroen i Prag og det siges, at der steg 5 stjerner op fra vandet, da han ramte det. Han kan kendes på glorien med de 5 stjerner og anråbes mod bagvaskelse og vandulykker.

I den anden ende af Stadtplatz ligger Stadtpfarrkirche St. Hippolyt. Den nuværende kirke stammer fra det 12. og det 13. århundrede og er bygget på resterne af en gammel halkirke uden tårn fra det 10. århundrede. Den nuværende kirke blev formentlig opført samtidig med et augustinerkloster. Den har gennem årene undergået adskillige ombygninger.

Det 5-etagers tårn er 36 meter højt og symbol på Zell am See. Det stammer fra år ca. 1450.

Kirken er smuk inde - højaltertavlen er fra 1904 med relieffer af Josef Bachlechner. De to malerier skildrer dels det sidste måltid - nadverens indstiftelse og dels udsendelsen af disciplene. Under de to store opsatser i siderne på alteret, ses to skulpturer: den ene viser St. Rupert, som var biskop i Worms og Salzburg og abbed i Petersklosteret. Den anden er St. Virgil, som levede ca. 700-784 og som også var abbed i benedektinerklosteret Petersklosteret og formentlig biskop af Salzburg. De er begge skytshelgener for delstaten Salzburg.

Bag alteret er 3 store glasmosaik-vinduer fra 1899. I midten ses kirkens helgen St. Hippolyt. Hippolyt var en af den tidligste kristendoms betydeligste skribenter, som omhandlede bibelfortolkninger, forsvarsskrifter for kristendommen og kirkeret. Samtidig betagnes han som kirkefader og nævnes ofte som den første modpave. En modpave er flere gange blevet udpeget parallelt med den officielle pave, når en markant del af den romerske kirke ikke var tilfreds med valget af den officielle pave. Det højre vindue viser st. Stephanus og det venstre st. Laurentius.

Døbefonten er fra 1800-tallet og udført i marmor. Den er ni-sidet og figuren på låget viser Johannes Døberen, der døber Jesus.

Vi fandt også en anden figur af Jesus - den er i træ og viser Jesu lidelser efter at være taget til fange.

Det sengotiske vestgalleri ved indgangen til kirken og hvor alteret står oppe er fra 1415-15 dækker hele midterskibets bredde. 4 ottekantede marmorsøjler bærer en flot hvælving. Det flotte rækværk på balkonen topper de 3 buer.

Figuren her til højre viser St. Johannes von Nepomuk

Bag kirken ligger Marienkapelle, som blev grundlagt i 1774 som kirkegårds- eller sjælekapel. Inde er der to markante udsmykninger: Maria med barn og Maria in Âhrenkleid.

Maria med barn er en figur, der sidder på en tronstol med et barn på armen. Den blev tidligere båret rundt i processioner og man formoder, at scepteret tidligere har været udsmykket med aks.
Maria im Ährenkleid - vi har ikke fundet en ordentlig dansk oversættelse af dette - men det er et maleri af Jomfru Maria som en ungdommelig tempeljomfru i en kjole dekoreret med korn. Egnens bønder valfartede hertil for at bede om en god høst. Denne type billeder er kendt i hele Østrig og i Bayern. Vi har dog aldrig set et før!

Mindesmærket for de dræbte lokale i 1. og 2. verdenskrig står lige ved siden af Marienkapelle.

Vi fortsatte turen rundt i byen og kom hele tiden tilbage til kirken, men fik mange fine kig undervejs.

Vi kom naturligvis også ned til Zeller See og til Grand Hotel Zell am See. Historien om Grand Hotel Zell am See startede småt og ydmigt i 1878, da Josef Schwaiger åbnede Hotel Krone i det tidligere Klampferhaus på den lille halvø i Zellersee. Hotellet blev først stort, da Carl Böhm og hans kone købte det i 1887 og siden renoverede det og udvidede det af flere omgange indtil det til sidst fik sin nuværende form og facade. I 1896 ændrede parret navnet til Grandhotel am See.
Hotellet fik hurtigt skabt sig et image som hotel for de rige og berømte - herunder også de kongelige. Med sin fantastiske beliggenhed lige ned til søen og den fantastiske udsigt var det ikke svært at trække de prominente gæster til stedet.

Tæt ved søbredden i haven ved Grand Hotel Zell am See finder vi frem til Österreichbrunnen skabt af kunstneren Friedensreich Hundertwasser. Hundertwasser har vi før stødt på i Wien, så det var spændende lige at møde et af hans værker igen.

Hundertwasser besluttede, at hver af de 9 søjler i springvandet skulle repræsentere en af de østrigske delstater. Højden på søjlen svarer til befolkningen i delstaten og farverne er taget fra delstaternes våbenskjolde. Springvandet stod færdigt i 2003 - 3 år efter Hundertwassers død.

Herunder Romantic Hotel i Zell am See - området har 14.000 senge, så der er et par hoteller at vælge i mellem. Det her er endnu et af de charmerende af slagsen.

Zell am See ligger på kanten af Zeller See. Søen er ca. 4 km lang, 1 km bred og 68 m dyb. Den regnes for en af Østrigs reneste søer og kan om sommeren nå en temperatur på 23 grader.
Langs søen løber jernbanen - og det betyder, at der kommer tog ind gennem byen flere gange i timen. Faktisk kører det lige op og ned af Grand Hotel Zell am See!

Om sommeren er der flere gange om ugen et stort vand, lys og lyd-show på søen - kendt som Zeller See Zauber. Det er helt gratis og man skal ned i Elisabethpark for at opleve det. Og man skal komme tidligt for at få et godt sted at se det fra, for det trækker mange tilskuer hver gang. Det er også meget imponerende og man kan de vildeste ting med vandstrålerne. Showet tager ca. 20 minutter og temaet, da vi besøgte det, var 90'er hits.

Efter det flotte show gik vi gennem mørket retur til bilen. Sådan en aftenstemning kan nu noget - også selvom det denne aften absolut ikke var varmt.

Sigmund Thun Klamm

Vores sidste udflugtsmål var Sigmund Thun Klamm - en smal kløft i Kaprundalen. Allerede tilbage i 1893 blev kløften åbnet for turisme. Nikolaus Gassner byggede ud over hoteller også den første træsti gennem kløften. I 1934 blev stedet erklæret for naturmonument, men kløften blev, pga kraftværksbyggeri, lukket for publikum i 1938. Men i 1991 besluttede VSF-Kaprun (Forening for at oprette specielle turist-oplevelser i Kaprun-Zell am See-området) at genopbygge en vej gennem Sigmund Thun Klamm, tæt på den oprindelige rute. Stien åbnede i allerede året efter.

263 trin og 320 meter - det er oplevelsen gennem slugten. Her går man på en godt sikret træbro hen over det vilde vand. Det er en oplevelse, som vi har prøvet før, men som vi bare ikke kan få nok af.

I en enden af kløften mødes man af dette fantastiske vandfald. Man kan gå op til Klammsee, som leverer vand til kløften. Der er en god vandresti hele vejen rundt om søen.

Efter nogle skønne dage her i området, så pakkede vi sammen for at fortsætte til nye oplevelser i Kaunertal. Men mon ikke vi kommer tilbage en anden gang...