For en gangs skyld var vi næsten inde i august før vi skulle på ferie, så vi havde ventet på længsel med at komme af sted. En torsdag over middag blev det endelig tid og som altid startede vi med at krydse en bro! I år var det Lillebæltsbroen i høj blå himmel. Indtil vi nåede Hamburg gled trafikken rigtig fin, men som altid er Hamburg en ukendt faktor - i år brugte vi ca. 1,5 time på at komme gennem byen og al dens vejarbejde.

Dagen efter fortsatte vi turen mod Amiens. Turen gik gennem Belgien - og der har man gadelygter på motorvejen! Som det ses, var vejret denne dag noget skiftende, men trafikken flød og vi holdt ikke i kø et eneste sted.

Camping des Cygnes ligger i udkanten af Amiens, men bare ca. 2,8 km fra centrum. Vi ankom til venteområdet herover til højre og holdt på tværs hen over båsene, mens Helle fik checket ind. Vi gad nemlig ikke bøvle med at bakke ind i en bås, når vi godt vidste, at vi 10 minutter senere skulle ind på selve pladsen.

Toiletbygningen lå max 100 meter fra vores plads og den kunne godt trænge til en up date. Toiletterne var opdelt, mens baderum og vaske var unisex. I den modsatte ende af toiletbygningen var der muligheder for at vaske op under et halvtag. Vandet svingede en del i temperatur, men blev aldrig sådan rigtig varmt i opvaskedelen, mens det fik en ok temperatur i badene.
Vi fik oplyst at de godt var klar over, at de to toiletbygninger trængte til en kærlig hånd, men at der var planlagt en større renovering til vinter.

En by af Amiens' størrelse har naturligvis også en række monumenter - her kommer 2 af dem:
Til venstre ses monumentet over general Leclerc. Det står på Place René-Goblet. Han var general under 2. Verdenskrig og blev sendt rundt både til Afrika, til Østen og var med til at befri Paris. Monumentet er 12 meter højt og har ud over en afbildning af generalen også et Lorraine-kors, som under 2. Verdenskrig var symbolet for det frie Frankrig.

Til højre ses Horloge Dewailly et Marie-sans-chemise. Da togene blev indført rundt om, manglede man et ur i Amiens, så man kunne se, hvornår det næste tog kom. Den tidligere borgmester Dewailly tilbød i 1896 at få opført et ur. Arkitekt Charles-Emilie Riguire byggede søjlen og uret i ren rokokostil. Et par år senere tilførte billedhugger Albert Roze så den nøgne kvindefigur. Det er en forårsgudinde med en æblegren og hun vakte noget oprør, da hun blev sat op. Men de lokale beboere i Amens elskede hende og navngav hende Maria uden skjorte. I dag er det kun denne figur, der er den originale. Resten er genopbygget i begyndelse af 2000'erne. Uret står på Rue de Sergent.

Byen har et fint gågade-miljø og undervejs rammer man næsten automatisk Place Gambetta, som er en velplejet græsplæne i store trappetrin.

Tæt herpå finder man Hôtel de Ville d'Amiens - eller byens rådhus. Det nuværende er opført i det 18. og 19. århundrede.

Nu har vi jo nævnt katedralen - Cathédrale Notre-Dame d'Amiens - flere gange og naturligvis lagde vi vejen forbi. Kirken regnes som den største gotiske kirke i Frankrig. Den måler hele 145 meter fra øst til vest og der er over 42 meter højt inde. Den erstattede en tidligere katedral, der brændte i 1218. Bag de første tegninger står arkitekten Robert de Luzarches og den første sten blev lagt i 1220. Inden kirken stod færdig i 1266, havde projektet været ledet af to arkitekter yderligere. En stor del af pengene til byggeriet stammede i øvrigt fra salget af tekstiler i en speciel kongeblå farve. Denne farve skyldes planten Farve-Vajd (Isatis tinctoria), som ser uskyldig grøn ud, men som farver ens fingre blå, hvis man knuser bladene imellem dem. Planten ses flere steder i kirkens udsmykning.

Da kirken stod færdig i 1266, så den slet ikke ud som nu. I 1290-1375 åbnede man sidevæggene i skibet op og etablerede en række kapeller og byggede kirken højere, i 1365-1402 byggede man de to store tårne på vest facaden og i 1529-1533 erstattede man det gamle spir med det nuværende, efter at det gamle var blevet ødelagt af et lynnedslag.

På billedet herover til højre ses syd facaden med St. Honoratus-portalen.

Fortsætter man rundt om hovedalteret, så er der i buen bag 7 mindre kapeller.
På billedet til venstre herunder ses det kapel, der ligger lige bag højalteret. Det hedder Chapelle Notre-Dame-Drapière eller chapelle de la petite paroisse og er dedikeret til Jomfru Maria. Det er formentlig etableret i 1252, men blev i det 19. årh. fuldstændig ombygget af Viollet-le-Duc. Det fungerede i en periode som sognekirke for indbyggerne i området syd for katedralen.
På det højre billede ses Chapelle du Sacré-Cœur, som tidligere hed chapelle Saint-Jacques-le-Majeurs. Det blev bygget omkring 1240 og var oprindeligt kapel for broderskabet af herretøjsforhandlere, men under koleraepidemien i 1866 skiftede det navn til det nuværende. Det nuværende udseende skyldes en ombygning i 1867-1869 designet af Eugène Viollet-le-Duc. Det forgyldte bronze-alter i baggrunden er lavet af guldsmed Placide Poussielgue-Rusand mens den store statue af Jomfru og barn er lavet af Duthoit-brødrene. Glasmosaikvinduerne er forholdsvis nye - de er lavet i 1932-1933 af Jean Gaudin

Rundt om i kirken er der meget at se på - så meget, at vi slet ikke har billeder og informationer om det hele. Her er to skulpturer.

Efter at have set os mætte i denne helt fantastiske kirke, så fortsatte vi ud i solskinnet og lagde vejen mod Saint-Leu-kvarteret i byen. Området kaldes poetisk for Lile Venedig og her er da også en del vand, men også mange små gyder og smalle gader. Området havde i middelalderen op mod 25 vandmøller, som gav kraft til vævere, garvere, farvere og møllere. I dag kan man se resterne af to - de er dog ikke så fotogene og står og forfalder en del. De ses på det sidste billede herunder.

Området er hyggeligt at gå rundt i og rummer en del butikker, cafeer og restauranter. Midt i floden Somme står skulpturen 'L'Homme sur sa bouee', der er skabt af kunstneren Stephan Balkenhol i 1993. Oprindeligt var den lavet af egetræ, men vejret og gentagne gange hærværk gjorde, at den nu er erstattet af en i aluminium. Den er en af tre figurer - de to andre er sat op på et par vægge i Amiens, men vi fandt dem aldrig.

Lidt længere henne kom vi forbi Jules Vernes hus.  Jules Verne flyttede til byen i omkring 1871 og ind i dette hus i 1882. Han er kendt for en række bøger som 'jorden rundt på 80 dage', 'Rejsen til jordens indre' og 'En verdensomsejling71 under havet'.
I dag er det museum, men tiden tillod os ikke at kigge ind i andet end gården. Men inde skulle det være muligt at se en række rum med relation til Jules Verne bl.a. hans arbejdsværelse, spisestuen og hans forlæggers kontor. Ligesom der er udstillet værker, malerier og genstande.

Vi havde inden vi tog hjemmefra fundet et spændende sted: La Cité souterraine de Naours. Her under jorden ved den lille by Naours, har man siden antikken gravet kalksten ud og skabt en række tunneler, værelser og gange. Vi forestillede os et meget besøgt sted, men der holdt ikke mange biler på p-pladsen, da vi kom, så vi havde gode muligheder for at snuse rundt i den del af tunnelerne, der i dag er åbne for besøg. Man skal lige huske en varm trøje - der er nemlig kun 9 grader dernede og så er der ikke megen lys opsat dernede, så det er også fint at medbringe en lommelygte.

Billetsalget er i den fine bindingsværksbygning, mens selve indgange ned i komplekset findes i bygningen på det andet billede.

Tunnelerne er naturligvis ikke lige i bunden og det går også lidt op og ned - alt efter, hvordan de har hakket kalkstenen ud. Det er ret mørkt, men med lommelygten og audioguidens numre, kommer vi fint rundt. Også til besøgets første kapel, med et alter og en jomfru Maria statue.

Lidt senere når vi frem til endnu et kapel - Rotonde de la sainte Vierge - hvor der står en madonna-skulptur højt oppe og hvor vi i øvrigt skal gennem den smalle passage for at komme videre ind i systemet.

De lokale fandt hurtigt ud af at bruge de tomme underjordiske kamre til at opbevare varer i og samtidig søgte de selv ly herned i tilfælde af dårligt vejr eller i ufredstider. F.eks. fungerede hule-komplekset perfekt som beskyttelse under 30-årskrigen i det 17. århundrede, mens saltsmuglere sidst i det 18. århundrede etablerede et saltdepot i hulerne for at undgå gabellen, som var en skat på salt.
Nede i komplekset er der også et par steder sat nogle mindestøtter op til minde om f.eks. sognepræsten Abbott Danicourt.


Der er kun adgang til en del af tunnelsystemet - nogle steder bliver man mødt af døre og andre steder indgang forbudt skilte.

En del steder er der gamle informationsskilte - det i midten herunder viser, hvordan man har lavet en skorsten, så røgen fra bålstederne og ovnene er blevet ført væk, men samtidig kommet ud i det fri uden at kunne ses.

Det sidste billede er en 'dødekasse' - for naturligvis har der været dødsfald nede i hulesystemet, som man har skulle håndtere. Man har anbragt de døde et sted, hvor vinden har trukket op gennem revner og sprækker, hvorved lugten er blevet ført op og væk. De knogler, der er på billedet, er dyreknogler, der er sat op for at vise stedet.

Kalksten rummer ofte fossiler og det er også tilfældet her i Naours. Vi fandt f.eks. en meget smuk Ammonit, som selv om det minder om en snegl, var en form for blæksprutte. Og så fandt vi Inoceramus, som mindede vagt om en østers. Den sidste havde de smukt indrammet med sort maling, så den blev let spottet.

Til sidst endte vi inde i den 'nyeste' del af museet. Her har man søgt efter nogle af de soldater, der har ridset deres navne ind i kalkstenen ned i hulerne og har fundet deres historier.

Vi fortsatte mod Beaumont-Hamel Newfoundland Memorial. Dette mindesmærke er stort - faktisk dækker det et område på 30 ha, hvor der står flere forskellige mindesmærker rundt om. Beaumont og Hamel er to byer i området og Newfoundland er naturligvis Newfoundland ved Canada. Under 1 Verdenskrig var Newfoundland en del af det engelske rige og da England kom i krig, kom Newfoundland det også.
Krigen bølgede frem og tilbage her og da 1st Newfoundland Regiment går ind i krigen den 1. juli 1916, bliver de nærmest nedslagtet af tyskerne. De allieredes bombninger af de tyske forsvarsværker havde fejlet og omkring 700 newfoundlændere dør, bliver såret eller savnet på denne ene dag.
Gennem hele 1. Verdenskrig mister 1300 deres liv og 2500 bliver sårede eller taget til fange.


Kort inde på området møder vi Caribou Monumentet. Den store rensdyr-skulptur på toppen er støbt i bronze og er udført af englænderen Basil Gotto. Rensdyret er Newfoundland Regiments emblem. Ved foden er der 3 bronzetavler, hvor navnene på de 821, der mistede livet i 1 Verdenskrig et ukendt sted og som derfor ikke har en grav, er angivet.

Inde på det store område findes flere kirkegårde - den første vi møder er Y Ravine Cemetery, som er opkaldt efter Y Ravine, som er navnet på en dyb kløft med stejle sider, som der blev kæmpet om flere gange. Her er 275 grave.

Y Ravine ligger bag det store kors og skilte gør opmærksom på, at man endnu ikke har fået ryddet al ammunition fra området, så der er adgang forbudt.

Længere rundt på turen kom vi først forbi Hunters Cemetery, som har en helt speciel rund form. Formen skyldes, at kirkegården i virkeligheden er et stort granathul, hvori 41 soldater fra 51. division blev begravet efter slaget.

Og lidt længere henne ligger Hawthorns Ridge Cemetery no. 2, hvor der er over 200 grave. Ca. 50 af dem er uidentificerede soldater.

Efter besøget ved Beaumont-Hamel Newfoundland Memorial, så fortsatte vi mod et stort krater, vi havde hørt tale om. Men pludselig dukker dette høje, smalle tårn op ved vejen og naturligvis gør vi stop.

Tårnet hedder Ulster Memorial Tower og var det første mindesmærke, der blev rejst på vestfronten efter 1. Verdenskrig. Det blev indviet i 1921 og er placeret på et stedet for Schwaben Redoubt, som var en stærkt befæstet position, som Ulster-divisionen til sidst erobrede fra fjenden.
Tårnet er over 21 meter højt og er en tro kopi af Helenøs Tower, som står i Ulster. Mændene i Ulster Divisionen var blevet trænet tæt på tårnet inden de drog i krig og derfor kom det til at betyde meget for mange af dem.
Tårnet er rejst til minde om de mænd, der tjente i 36. Ulster Divisionen og til andre mænd fra Ulster, der tjente i andre divisioner under 1. Verdenskrig.

Denne dag bød bare på mange kirkegårde - for pludselig står vi ved Pozieres British Cemetery. Her mindes man over 14.000 soldater, der ikke har en egentlig grav, mens ca. 1400 er begravet på kirkegården.

Men endelig kom vi frem til Lochnagar-krateret, som vi havde hørt om. Og det var så stort, at det ikke rigtig kunne være på et billede! Det skyldes en stor mine, der blev placeret under den tyske frontlinje. Minen blev sprunget den 1. juli 1916. Minen var kæmpe stor og rummede 27 tons sprængstoffer, der blev anbragt i to rum i enden af en hemmelig tunnel mellem den engelske/franske front og den tyske front.

Tunnelen, der endte 15 meter under jorden, blev påbegyndt af walliske minearbejdere i november 1915 og er udgravet med ved hjælp af bajonetter, da hakker lavede for meget støj. Jorden blev båret ud i sandsække og mændene gik rundt barfodet på et gulv af sandsække. Der måtte til nøds hviskes, men ikke tales, da tyskerne ikke skulle opdage tunnelbyggeriet. De kunne grave ca. 46 cm ud om dagen og til sidst blev tunnelen 310 meter lang og havde en bredde på 0.75 meter og en højde på 1,4 meter. Og de tyske tropper opdagede i øvrigt aldrig tunnelbyggeriet!

Lochnagar Krateret er i dag fredet og bevaret som mindesmærke. Det er det eneste af denne type kratere, der er åbent for offentligheden. Rundt om krateret er lagt en gåbro i træ - de er i gang med at renovere den og det er også tiltrængt for dele af den er ikke gangbare. Skiltene i enden af brædderne er sponsorskilte.