Bayeux

Efter dejlige dage i Amiens kørte vi videre vest på mod Bayeux. Vejen gik mod Le Havre og her krydsede vi over Seinens udmunding i Den Engelske Kanal. Man indviede i 1995 broen Pont de Normandie her - en smuk skråstagsbro med et frit spænd på hele 856 meter mellem de to pyloner. Da den blev opført, havde den verdens største frie spænd.

Der er en p-plads kort før man kommer op på selve broen - den var desværre helt fyldt, da vi passerede, så det var ikke muligt at gøre et stop. Og ja, helt herude, hvor Seinen forlader Frankrig - der har den da en pæn bredde!

Vi fortsatte videre til Bayeux og Camping Municipale des Bords de L'Aure. Campingpladsen ligger ca. 800 meter fra centrum af byen, er kommunalt ejet og ligger perfekt i forhold til, hvad vi gerne ville se. Pladsen ligger tæt op ad en trafikeret vej, som man absolut kan høre, hvis man får pladser op af den. Også selvom de har sat et lyddæmpende hegn op. Vi var heldige og fik anvist en plads oppe 'bagved' (område N - men området R og G ville også være fine) og heroppe hørte vi ikke megen trafikstøj.

Pladsen er desværre udstyret med høje kanter ind til alle pladserne, men så er det jo heldigt, at vi har medbragt kiler, så det blev let at få campingvognen op - og ned - over kanten. Som det ses, er pladserne ret dybe, men også til den smalle side.

Toiletbygningen ligger midt på pladsen og der er opvaskefaciliteter under et halvtag foran. Vandet er godt varmt og selvom der var fyldt på pladsen under hele vores ophold, så oplevede vi aldrig kø til bruserne.
Man kan bestille brød til dagen efter og så ligger det nærmeste større supermarked bare 700 meter væk.

Bayeux

Vi boede jo praktisk taget næsten i bymidten, så det var helt oplagt at gå derind. Der var umiddelbart to muligheder, når man kom ud fra pladsen: drej til højre og følg floden Aure eller tag lågen oppe bag ved og følg vejen ind. Vi prøvede begge - lad os bare sige, at stien langs floden var absolut den smukkeste!

Inde i byen skulle vi naturligvis også geocache - og så ender vi jo de sjoveste steder - her i en smal gyde i et boligområde...

Bayeux ligger bare små 8 km fra de strande, hvor de allierede gik i land under D-dagen i 1944 og ligger således midt i området, hvor der var store kampe. Men den slap forholdsvis nådigt under 2. Verdenskrig og der skete minimal skade på bygningerne i byen. Derfor er det fantastisk at kunne gå rundt og snuse små detaljer op i byen. Der findes en historisk vandretur rundt i centrum på ca. 2,5 km og selvom vi ikke fulgte den slavisk, så kom vi forbi de fleste steder.

Floden Aure løber gennem byen og skaber de smukkeste scenarier. Som her tæt ved Turistinformationen.

I byen er der masser af flotte, gamle bindingsværkshuse i flere etager stammende fra middelalderen. Huset på hjørnet er byens ældste og største og er fra det 14. århundrede. Det er tidstypisk bygget på et stenfundament, for at undgå at vand trækker op i bindingsværket. Derfor er hver etager opad også bygget en smule længere ud end den underliggende - det beskytter mod vand. Midt i det 17. århundrede forbød man nye bindingsværksbygninger i Bayeux - simpelthen fordi det var for brandfarligt. Huset ligger på Rue des Cuisiniers - kokkenes vej. I middelalderen samlede håndværkerne sig typisk på veje eller i områder efter profession. Og her havde kokkene og sælgerne af stege deres område. Et kig op af gaden viser os vej op mod byens katedral...

Men inden kommer vi lige forbi endnu et flot bindingsværkshus - Maison d'Adam et Eve - som oprindeligt har været to butikker: en souvenirbutik forbundet med katedralen og en madbutik. Husets navn skyldes en række statuer på husets facade. Her ses f.eks. Adam og Eva, slangen og ærkeenglen Gabriel. Men også en sirene, Venus, en enhjørning og en hyrde...

Og så stod vi foran byens katedral: Catehédrale Botre-Dame de Bayeux. Den første kirke på stedet blev indviet i 1077 og den var lige så stor som den nuværende kirke. Kun en del af de forreste tårne i den vestlige facade og krypten er tilbage fra den tid.

Kirken blev næsten helt ødelagt i 1105, men genopbygningen blev forholdsvis hurtigt derefter påbegyndt og kirken er i dag primært en gotisk katedral fra det 13. århundrede. På dette tidspunkt husede bygningen 48 kanoner (vigtige medlemmer af kirkens øverste top og ikke skydevåben ;) ) Derudover rummede bygningen også en lang række ’korpræster’. Kanonerne har hvert deres hus i området omkring katedralen, så kirken og det tilhørende kloster dækkede dengang en stor del af denne del af byen.

Den vestlige facade vender ud mod et lille torv og det er her, at vi kommer ind i kirken. Facaden har 5 store hvælving-portaler, hvoraf der er døre i de tre. Over de to af dørene skildrer såkaldte tympanum’er dels beretningen om Kristus lidelse og dels den sidste dom, hvor Gud afgør, hvor man skal hen: i Himlen eller i Helvedet. Over døren i midten – den centrale dør – er udsmykningen blot en række buer…

Skibet er 6 fag langt og de store arkader i den nederste del er fra det 11. århundrede, mens de øverste dele af væggene er fra ombygningen i det 13. århundrede, hvor kirken fik et gotisk udseende. Normalt ville man også have ombygget det nederste lag, men det fravalgte man her. Samtidig med at skibet blev forhøjet, så forhøjede man i øvrigt også de to tårne i vest facaden.

Alteret er fra det 18 århundrede og udført i grå marmor med prydet med forgyldt bronze.

I den sydlige arm af kirkens krydsning, ses de to kapeller for St. Nicholas og St. Thomas Becket. De er dekoreret med store vægmalerier, der viser scener fra Skt. Nicolas af Myras liv (biskop af Myra, død år 343) og af St. Thomas Beckets (ærkebiskop af London 1162-1170) martyrium.

Et af de utallige kapeller i kirken er dedikeret til Saint-Michel, som er en af kristommens 7 store ærkeengle og til Saint Blaise, der var læge og biskop i Sebastia og som led martyrdøden i år 316. Malerierne bag illustrerer hans martyrium og Jomfru Marias besøg. De er fra det 14. og 15. århundrede mens den store skulptur af ærkeenglen er fra omkring 1900.

Og kigger man op, så fanges blikket af disse flotte blomstermotiver i midten af hvælvingerne.

På billedet til venstre ser man forskellen på den romanske nederste etage og den gotiske øverste etage.

Prædikestolen er fra 1786 og udført af billedhuggeren Jean-Louis Mangin. Over den er en himmel formet som en sky, der beskytter en række keruber. Ovenpå skyen er der placeret en globus og allerøverst oppe ses et kors.

Kirken har en lang række smukke glasmosaik-vinduer.

Krypten ligger under koret og er opdelt i tre små skibe af søjler. Nogle af dekorationerne på søjlerne stammer fra det 11. århundrede, mens andre viser groft udskåret akantusblade, som kan stamme fra før romersk tid. Væggene og buerne er dekoreret med freskoer med engle, der spiller musik. Mod nord ses begravelses-nichen for den halshuggede kannik Gervais de Larchamp, der døde i 1405.

Lige inden for døren står en række gamle figurer - godt gemt væk bag et gitter. Det er den originale Biskoppernes galleri. På vest facaden højt oppe ses en række skulpturer - det såkaldte biskoppernes galleri. De originale står i dag beskyttet mod vejrliget inde i kirken.

Den gyldne statue af Jomfru Maria ved vi ikke mere om, men smuk - det er det...

Når man besøger Bayeux, så må man ikke gå glip af at se Bayuex-tapetet. Tapetet er egentligt et 70 meter langt og 50 cm højt vægtæppe broderet med uldgarn på hørlærred. Det viser, hvordan normanneren Vilhelm Erobreren erobrede England, da han vandt over Harold Godwinson i slaget ved Hastings i oktober 1066.

Bayeux-tapetet blev formentlig fremstillet på ordre fra Vilhelms halvbror, biskop Odo af Bayeux. Det har som et af de eneste billedtæpper overlevet siden middelalderen – og altså overlevet borgerkrige, pest, revolution og to verdenskrige. Formentligt fordi det blev opbevaret sammenrullet i en lufttæt blykasse og kun blev ophængt i domkirken ved særlige lejligheder.

Billedtæppet har sit helt eget museum og der må ikke tages billeder, men man går forbi tæppet. Derfor er billederne herunder taget på en infostander i en anden del af museet. Når man har betalt for at komme ind, får man udleveret en audioguide. Audioguiden fås på mange sprog - og også på dansk. Den starter automatisk, når man går ind i salen med tæppet og derefter fortsætter den stille og roligt i et passende tempo, så man har tid til at se de enkelte scener, men også så der ikke dannes propper i flowet. Det virker forbavsende godt.

Til venstre er scene 10, som viser hvordan Hertug Vilhelms udsendinge kommer til Guy. Man har specielt markeret Turold, men man ved faktisk ikke hvem Turold præcis var.
Til højre scene 53, der viser, hvordan englænderne og franskmændene falder samtidigt i slaget.

Ud over selve billedtæppet rummer museet også en udstilling om tiden, hvor Wilhelm Eroberen levede og om sy-teknikken i tæppet. Som det ses herover til venstre, består tæppet af ufatteligt mange små og fine sting.
Og herovre en model af en motte-and-bailey, der er den engelske betegnelse for en primitiv form for borg, som står på en jordhøj og er beskyttet af en palisade. Normannerne byggede en række af dem på de landområder, som de besatte under invasionen af England i 1066.

Man kan også se personstore figurer iført tidstypisk tøj. Og så har man en kopi af en norsk kirkebåd - som igen er en kopi af en vikingebåd. Kirkebåden blev brugt helt op i det 19. århundrede til at fragte landsbybeboerne på tværs af fjordene og over til kirken.

På Place de Gaulle, der ligger, hvor det gamle slot Bayeux lå, står der en statue af Poppa oven på springvandet. Poppa af Bayeux var ’frille’ eller kone til normannernes jarl Rollo.
Rollo Vandreren var født i Skandinavien ca. 846 og døde i Rouen i 932. Han drog plyndrende igennem området og endte med at blive jarl af normannerne i Seinen og greve af Rouen i 911.

Skulpturen til højre stod i en rundkørsel. Titlen er: Monument aux morts de 1870 og den er skabt af billedhugger Arthur Jacques Le Duc i 1908. Den er mindesmærke for den fransk-tyske krig i 1870-71.

Lidt længere ude støder vi på Bayeux War Cemetery, der stod færdig i 1952. Der var ikke mange egentlige kampe i Bayeux og byen slap næsten hel gennem krigen og var den første større by i Frankrig, der blev befriet.
Charles de Gaulle etablerede sit første regeringssæde her, indtil Paris blev befriet. Byen blev derved en vigtig mellemstation for de britiske styrker.

Gaderne i Bayeux var for smalle til de fleste militærkøretøjer og Royal Engineers and Pioneer Corps anlagde en ringvej rundt om byen - en ringvej, der eksisterer den dag i dag og som går lige forbi Bayuex War Cemetery.

Bayeux War Cemetery er den største Commonwealth-kirkegård i Frankrig fra 2. Verdenskrig, selvom der ikke var mange kampe i byen. I stedet blev de bragt ind fra de omkringliggende distrikter og fra hospitaler i nærheden. Her er ialt 4258 grave - de fleste er fra Commenwealth-landene, men der ligger også 338 uidentificerede og over 500 fra andre lande - primært Tyskland.

På alle de kirkegårde vi besøgte på ferien - og det blev til en del - var der et skab med en bog, som rummede alle de, der lå på kirkegården. Deres placering var angivet, så det var let for de efterladte at finde frem til den rigtige.

På den modsatte side af vejen står Bayeux Memorial, der bærer navnene på mere end 1800 mænd fra Commonwealth-landene, som døde under landgangen i Normandiet, under de intense kampe i selve Normandiet og under fremrykningen til Seinen, uden at få en egentlig grav.

Da vi besøgte museet med Bayeux-tapetet, havde vi købt en kombi-billet, så vi også kunne besøge Musée Mémorial Bataille de Normandie. Museet beskæftiger sig med slaget om Normandiet og belyser emnet fra flere vinkler.

Uden for museet mødte vi et par kampvogne. Kampvognen til højre er en Mark VII Crocodile Tank. Den er en af mange specialiserede former for kampvogne udviklet specielt til D-dag. Denne skulle støtte marcherende tropper og kunne skyde en flamme 110 meter ud på under 2 sekunder. Den blev, trods en svag udrustning, et for tungt panser i forhold til en ineffektiv motor og hyppige nedbrud, en skræmmende udfordring for de tyske tropper. Den trak en trailer med et tyndt panser efter sig - den kunne rumme 1800 l flydende væske til flammekasteren - nok til ca. 80 skud.

Kampvognen til venstre herover er en amerikansk M10 Tank Destroyer. Den blev udviklet i 1942 for at forstærke den amerikanske hærs panserbataljoner. Den har et åbent 5-kantet tårn, hvor maskingeværskytten var meget udsat. Derfor forstærkede besætningerne ofte tårnet med panserbeklædning og sommetider også med teltdug mod vejrliget. Den kunne skyde 10 skid i minuttet og gennembore en 120 mm tyk panserplade på 900 meter.

Jeepen til højre er den meget karakteristiske amerikanske jeep - Willys Overland MB - som amerikanerne brugte under D-dag. Den står inde på museet, som rummer en samling af lidt af hvert.

Naturligvis er der en buste af Charles de Gaulle - det kommer man ikke uden om her i Bayeux.

Men der var også denne 40 mm Bofors kanon. Bofors er svensk, men blev anvendt af både de amerikanske og de engelske tropper og blev under 2. Verdenskrig anset som den bedste automatiske antiluftskytsvåben.

Der var også en selvkørende artilleri i form af en auto propulse Sexton.
Og en maskine, der kunne skrabe murbrokker mm væk, så der igen var passage. Derudover rummede museet en række plancher, der beskriver dagene omkring 5-6. juni 1944, hvor D-dag fandt sted.

På vej retur til campingpladsen kom vi igen forbi den store katedral og inde bag den - i gården til det tidligere biskoppalads - står en stor platan. Den kaldes Arbre de Liberty og blev plantet efter den franske revolution i 1789. Den gang blev der plantet over 10.000 'frihedstræer', men deres skæbne afhang noget af, hvem der var ved magten. I perioder blev de fældet for derefter senere at blive genplantet... Dette er over 30 meter højt og har en stamme på over 6 meter i diameter.

Vi kom også forbi monumentet for de soldater, der er faldet i krigene i det 20. århundrede: første og anden verdenskrig, samt i krigene i Indokina og Algeriet.

Vandretur

Vores dage her i Bayeux blev hurtigt fyldt op med oplevelser, der relaterede sig til 2. Verdenskrig og invasionen på D-dag.
Men vi havde ind imellem brug for en pause og der er geocaching bare godt. Lidt syd for Bayeux lå der en ca. 12 km rundtur, som vi havde udset os hjemmefra.

Vi endte med at gå rundt - vi havde egentlig planlagt at cykle, men Helles cykel fik et mindre nedbrud lige inden vi ramte de første 150 meter, så vi endte med at gå rundt. Og godt for det, for det havde været en udfordring at få cyklen med igennem et par steder eller tre. Nogle steder måtte vi helt ind i skovbunden for at komme udenom vandet - andre steder var det nærmest over trædesten...

Det var en dejlig tur rundt gennem landbrugsjorden på enten hjulspor eller trampestier. Og nå ja - det er hamp på det sidste billede... og det var ikke den eneste mark vi mødte...

Sainte-Mère-Église

Den lille by Sainte Mère-Église blev grundlagt i det 12. århundrede, men dens berømmelse stammer fra den rolle, den spillede i Operation Overlord under D-dagen. Operation Overlord var kodenavnet for de allieredes plan for at invadere Normandiet i 1944. Dermed kunne man trænge tyskerne ud af et hjørne af Frankrig og havde selv et udgangspunkt for befrielsen af det øvrige Frankrig og Nordvesteuropa. Operation Overlord var dels landgangen ved kysten af Normandiet 6. juni 1944 og dels de efterfølgende operationer indtil august 1944, der sikrede at Paris blev befriet og tyskerne havde trukket sig over Seinen.

Vi parkerede i udkanten af byen og gik ind mod centrum. På vejen kom vi forbi byens rådhus og der foran byens rådhus står den første af i alt 1146 stensøjler. De markerer La Voie de la Liberté – Frihedens vej – og det er et mindesmærke, der markerer de allierede styrkers rute fra D-dagen. Ruten starter altså her foran byens rådhus og kører på tværs af det nordlige Frankrig til Metz og derpå nordpå til Bastogne i Belgien, hvor den ender.

For hver af de 1146 km kilometer er der opsat en markeringssten. De har en kuppelformet top med 48 stjerner – en for – dengang - hver stat i USA. Der er en flamme foran på stenene – den symboliserer friheden, der dukker op fra havet og som bæres mod øst. Mindesmærket blev indviet i 1947.

Byen ligger midt på vejen N13, som var den vej, som tyskerne med mest sandsynlighed ville have brugt til et større modangreb på de styrker, som de allierede landsatte på Utah og Omaha Beach.

På grund af byens strategiske beliggenhed blev byen meget tidligt ’besat’ af amerikanske styrker – og blev dermed en af de første byer i Frankrig, der blev befriet.

De første landsætninger skete direkte ned i byen omkring kl. 1.40 den 6. juni. Da der var gået ild i nogle bygninger samme nat, så kunne de tyske besættelsestropper let se faldskærmene og de allieredes faldskærmstropper led derved store tab. Nogle blev suget ned i ilden, mens mange hang fast i træer og lygtepæle og blev skudt, inden de kunne skære sig fri igen.

Da vi besøgte byen, var der marked på pladsen foran kirken. Alligevel er det heldigvis muligt at komme hen til kirken og ikke mindst komme ind og se den.

For en af de berømteste episoder i byens historie handler om faldskærmssoldaten John Steele fra det 505. faldskærmsregiment. Hans faldskærm satte sig fast på byens kirketårn, hvor han overlevede ved at spille død hængende i sin faldskærm i to timer.

Derefter blev han taget til fange af tyskerne, men flygtede 4 timer senere og sluttede sig til sin division igen, da den angreb landsbyen. Episoden indgår i øvrigt i filmen Den Længste Dag.

I dag har man hængt en dukke op i en faldskærm i kirketårnet for at mindes John Steele og alle de andre faldskærmssoldater.

Kirken - Notre-Dame-de-l'Assomption - er oprindeligt opført i det 11. århundrede, men dens udseende i dag er ca. 400 år ældre. Kirken rummer ud over prædikestolen også en talerstol, der er dekoreret med en ørn. Den blev brugt til anden oplæsning end prædikenen. Alteret er smukt, med to skulpturer: den ene er Jomfru Maria med barnet og den anden er Skt. Marcourf, der var en helgen som boede her i Normandiet i det 6. århundrede.

Normalt er billederne på glasmosaikvinduer i kirkerne forbeholdt Jesus, Maria, engle og andre religiøse motiver. Men på tværs af Normandiet er de farvede glasvinduer enten blevet udskiftet eller har fået ’naboer’ med motiver af nogle andre helte: de amerikanske faldskærmstropper. Det virker helt utroligt, første gang man ser en faldskærmssoldat afbilledet side om side med en engel på det centrale vindue i kirken. Men det er det, der sker her i kirken i Sainte Mère-Église.

Kirken har to vinduer med nyere glasmosaikker. Det ene har i forgrunden 3 faldskærmssoldater, mens der i baggrunden er utallige dalende faldskærme. I midten troner Jomfru Maria og Jesusbarnet som en beskyttelse af de amerikanske soldater. Vinduet er designet af Paul Renaud, der skildrede hvad han oplevede den nat i juni 1944. Han var bare 16 år, da han lavede udkastet til det. Vinduet blev isat i 1969 på 25 år for D-dagen.

Det andet vindue er isat i 1972 og ideen til det opstod i forbindelse med indvielsen af det første vindue. Det er igen Renaud, der lavede udkastet og med titlen ’82nd Airborne’ blev det sponsoreret af veterangruppen fra 505. faldskærmsregiment. Her ses faldskærmene i baggrunden, mens Saint Michael – skytsengel for faldskærmstropperne, ses som den dominerende figur i motivet. Derudover ses emblemer for 82. luftbårne division, Normandiets løve og Sainte Mère-Église-kendetegn. Derudover står der på fransk: "Til minde om dem, der gennem deres offer befriede Sainte Mère-Église".

Utah-beach

Fra Sainte Mère-Église fortsatte vi mod Utah-beach. På vejen kom vi forbi monumentet Søfolk, der er skabt af kunstneren Svend Lindhart og opsat i 1984. Det blev renoveret i 2014 - 70 året for invasionen - og samme år blev Danmark anerkendt officielt og internationalt som allieret nation under 2. verdenskrig.

Og det skyldes i stor grad de danske søfolk, som blev afskåret fra at rejse hjem og som i stedet går ind i allieret tjeneste. I alt 6000 danske søfolk deltager i 2. Verdenskrig. De 800 deltager i selve invasionen - primært med at fragte forsyninger fra England til Frankrig. Der deltager også mindst 30 danske skibe, hvoraf mindst 24 sejler under dansk flag. Over hver 6. danske sømand mister livet under krigen.

I mange byer - og her ude langs en vej, hænger de her portræt-flag i lygtepælene. De sætter navn og ansigt på nogle af dem, der deltog i krigen.

Utah Beach var kodenavnet for den vestligste af de 5 landingsstrande under D-dagen. Stranden var ca. 5 km lang og stranden blev føjet til listen som den sidste, da man var sikker på, at man havde landgangsfartøjer nok. Der var forholdsvis lidt modstand i forhold til især Omaha Beach.

Fremme ved Utah-beach gik vi først over til det store monument for den amerikanske 1. Ingeniør Special brigade, der angreb her kl. 6.30 den 6. juni 1944. Man indtog den tyske bunker, der ligger under monumentet, og brugte den som HQ under resten af indsatsen. Under monumentet er der et lille minderum, hvor navnene på de, de der gav deres liv for freden, er skrevet på plaketten på væggen. Monumentet blev indviet allerede 11. november 1944 af brigadens øverstbefalende, men blev officielt indviet den 6. juni 1945.

Oven på bunkeren havde man langs kanten sat disse pejlemærker - dels til byer, men også til forskellige skibe.

På stranden, præcis hvor landgangen fandt sted, har man opført Musée du Débarquement Utah Beach - Utah Beach Landgangsmuseum - og her er der mulighed for gennem 10 nedslag at følge processen fra forberedelsen og til den succesfulde udførelse. Vi så blot museet udefra og der er det virkelig smukt.

Området rummer en række monumenter. Herover til venstre er det monumentet for den amerikanske flåde - 'Facing the Sea'. Det er skabt af den amerikanske billedhugger Stephen Spears og blev indviet i 2008. Soklen er 5-kantet - hver side repræsenterer en af de 5 D-dagsstrande og på de 5 sider er navnene på de US Navy-skibe og enheder, der deltog i invasionen, hugget ind.

Monumentet til højre herover er The Lone Sailor, der hædre de 'frømænd', der var nogle af de første, der angreb på strandene. 'Frømændene' opererede mest fra gummibåde og sjældent i frømandsudstyr, men de var toptrænede til at angribe i mindre enheder. Af de 175, der deltog i de første angreb, blev 91 såret eller døde.

Det sidste monument vi har med i samlingen fra denne strand – for der var mange flere – er Higgins Bådmonument, der blev indviet i 2015. Monumentet hædrer den fladbundede landgangsbåd – LCVP (Landing Craft Vehicle Personnel) – som Andrew Jackson Higgins opfandt og producerede. Skibene kunne rumme 36 personer, skyde 12 knob og blev betjent af bare 5 personer. Der deltog ca. 1089 LCVP under invasionen.
Landgangsbåden blev brugt mange steder i krigen, men præsident Eisenhower har en gang udtalt, at Higgins vandt krigen for os, for uden de fladbundede pramme, ville det ikke have være muligt at angribe over den flade sandstrand.

Den tyske Krigskirkegård i La Campe

Foran den tyske Krigskirkegård i udkanten af landsbyen La Campe, blev der i 1996 påbegyndt plantningen af en 'Fredskov'. Den gang blev der plantet 21 ahorntræer - alle doneret af sponsorer. I 2009 rummede parken 1200 træer. Der er også et info-center på stedet.

Kirkegården blev oprindeligt etableret af USA og man begravede amerikanske og tyske soldater på to områder tæt op af hinanden. Efter afslutningen af krigen ønskede en del af de efterladte i USA at få deres pårørende hjem til USA, mens andre blev genbegravet på den amerikanske kirkegård i Colleville-sur-Mer.

Siden overtog Tyskland selv ansvaret for kirkegården og i 1957 blev der afholdt en ungdomslejr med deltagere fra flere lande. Lejren havde til formål at hjælpe Tyskland med en restaurering af kirkegården.
Den tyske arkitekt Robert Tischer havde ansvaret og designede ud over selve kirkegårdens indretning også indgangsbygningen med den smalle åbning og opførte også fællesgraven på midten.

Fællesgraven blev etableret som en høj med en højde på næsten 6 meter og med en diameter på over 24 meter. Øverst står et ca. 4 meter højt kors og to personer udført i basalt lava. Højen - eller tumulus - rummer 207 ukendte og 89 kendte soldater. Samlet set rummer kirkegården over 21.000 gravsteder. De savnede, som aldrig blev fundet, har også fået en plads her.

Hver grav er markeret med en flad plade, mens grupper af kors markerer det fællesskab, der er i en gruppe af soldater. Tischler valgte denne løsning frem for at markere individet.

Pointe-du-Hoc

Pointe-du-Hoc er et lille klippefremspring vest for Omaha Beach. På toppen af den ca. 30 meter høje klippe, havde tyskerne lagt et kystbatteri med 6 kanoner med en rækkevidde på mere end 18 km - en alvorlig trussel mod landgangen den 6. juni 1944 på både Utah Beach og Omaha Beach.

De allierede begyndte allerede i april 1944 at bombe batteriet og på selve D-dagen blev der kastet mere end 700 tons bomber ned mod batteriet. Derudover skulle 225 mand fra 2. Rangerbataljon angribe og ødelægge batteriet fra søsiden. Det betød, at rangerne skulle sejles ind på kysten af landgangsbåde, kravle op af klinten og angribe batteriet. Det gik ikke helt som planlagt.

Rangerne ved Pointe-du-Hoc skulle efter planen støttes af andre kompagnier og forcere klippen ved hjælp af stiger lånt af Londons Brandvæsen. Kun en enkelt stige blev rejst, tyskerne sad på toppen og skød direkte ned i rangerne og støtten udeblev, da de øvrige kompagnier blev mødt af modstand andre steder. Men det lykkedes alligevel rangerne - støttet af beskydning fra britiske og amerikanske skibe - at komme op og trænge tyskerne ud af stillingen. Kanonerne var dog blevet flyttet inden og blev siden fundet 1 kilometer inde i land. Her blev de ødelagt.

Rangerne blev isoleret fra den øvrige invasionsstyrke og måtte forsvare stillingen i 2 dage, før de fik hjælp. På det tidspunkt kunne kun 90 ud af 225 mand fortsat kæmpe.

I dag er området officielt mærket som gravplads, da der er mange ikke-fundne fra kampene. Der er fri adgang og der er et fint stisystem ud til spidsen, hvor den tyske stilling lå.

Der er yderst på spidsen opsat en granit-obelix til minde om begivenhederne og de Rangers, der kæmpede så voldsomt på stedet og som mistede livet i kampene. Alle nævnt med navn.
Inde ved p-pladsen ligger der et besøgscenter, som naturligvis har masser af oplysninger om begivenhederne netop her.

I dag ligger området hen som da Rangerne forlod det - med bombehuller og resterne af utallige bunkers-anlæg. Undervejs på rundturen er der en række infotavler, der beskriver forskellige detaljer ved området og invasionen.
Og så er det muligt at komme ned i bunkeren, der ligger helt ude på spidsen og se, hvor lidt - eller meget - man egentlig kunne se inde fra den.

Omaha Beach

Vi besluttede os for at følge kysten østpå så meget som muligt fra Pointe-du-Hoc. Og efter noget tid, så kom vi til byen Vierville-sur-Mer. Omaha Beach strækker sig over 10 km mellem Colleville-sur-Mer og Vierville-sur-Mer og stranden på strækningen består her af flere ’lag’: først en op til 3-400 meter bred sandstrand (afhængig af tidevandet), derefter en kystsikringsmur og en marskbræmme på 200 meter og til sidst stejle skrænter og højdedrag på op til 50 meter. Derudover havde tyskerne koncentreret sine forsvarsværker omkring adgangsvejene i området og forbundet stillingerne med et netværk af løbegrave. Derfor kunne de ikke kun sikre dalene, men også ud over vandet og hen langs strandene. Ikke det bedste invasions-område, men et vigtigt område, for at sikre forbindelsen mellem Gold Beach og Utah Beach.

Lige som ved Pointe-du-Hoc, skulle de tyske stillinger først bombes fra luften for derefter at blive beskudt fra søen. Og derefter skulle Sherman kampvogne sejle ind til kysten og sikre infanteriets fremrykning. MEN flyene bombede for langt inde, da de fløj over skyerne og derfor ikke kunne sigte præcist. Og skibene havde derefter svært ved at sigte, fordi der var så meget røg. Siden gjorde en hård sø det næsten umuligt at få tankvognene ind på stranden, så igen blev det en hård start på invasionen. Da det blev mørkt, havde amerikanerne landsat 34.000 soldater og fået etableret et brohoved. Tabene havde været høje med over 2.500 sårede eller dræbte og man havde ikke nået sit mål andet end ved Pointe-du-Hoc.

I byen Vierville-sur-Mer findes flere mindesmærker fra krigen. Skulpturen herover til venstre er ’Ever Forward’, der blev opsat i 2014. Monumentet er rejst for at hylde 29. division 116. Infanteri Regimental Combat, der havde til formål at sikre Vierville Draw. Vierville Draw var en af 5 små veje op mod landsbyen Vierville-sur-Mer og var særdeles vigtig, da den som den eneste var asfalteret. Ever Forward var i øvrigt mottoet i det 116. infanteriregiment.

Lige ved siden af Ever Forward står det U-formede monument ’National Guard of the United States Memorial’, der hylder den amerikanske nationalgardes deltagelse i begge de to verdenskrige.
På ydersiden står 3 citater af de tre store allierede ledere: Roosevelt, Churchill og Charles de Gaulle. På indersiden beskrives, hvordan nationalgardens medlemmer trådte til, når der blev kaldt på dem og at de indgik i næsten alle kampe – også her ved invasionen.

Begge monumenter står i øvrigt på toppen af en gammel tysk bunker...

Lidt oppe af vejen ligger en sektion af en af pontonbroerne, der blev brugt i de to såkaldte Mulberry-havnene, som de allierede etablerede i dagene efter D-dag og som gjorde, at man i starten ikke havde brug for at besætte en egentlig havn. Først etablerede man bølgebrydere af udrangerede skibe ud for kysten. Derefter sænkede man til de to Mulberryhavne i alt 146 sænkekasser – i alt 9,5 km – og bag disse etablerede man 8 forankringskajer, hvor skibene kunne lægge til. Disse blev fastgjort på bunden af havet med 4 ben og kajen kunne derefter hæves og sænkes sammen med tidevandet vha. et elektrisk spil. Hver havn havde 8 km pontonbro, hvoraf godset blev ført ind til lands vha. lastbiler. Den ene – Mulberry A – var kun i brug i ca. 10 dage, før store dele af det, der var etableret indtil da, blev ødelagt i en voldsom storm. Mulberry B fungerede i ca. 5 måneder og i denne periode blev havnen passeret af 2 mio. mand, 500.000 køretøjer og 4 mio. tons gods.

Vi fortsatte videre til den lille by Saint-Laurent-sur-Mer - stadig på den del af stranden, der hed Omaha Beach under invasionen. Her står et par markante skulpturer.

På land ses Omaha Beach Monumentet, der er rejst for at markere, at på denne strand gik de allierede styrker i land den 6. juni 1944 for at befri Europa.

Skulpturen ’Les Braves’ står derimod i vandkanten og er skabt af Anilore Banon og opsat i 2004.
Skulpturen består af tre grupper af stål-'skærme': Håbets vinger, Frihedens opståen og Broderskabets vinger.

Fra Saint-Laurent-sur-Mer fortsatte vi lidt videre østpå mod den amerikanske krigskirkegård. Vi fandt parkeringspladsen og gik derefter en tur rundt i området før vi gik ind på selve kirkegården.

Vi startede med at gå ned mod stranden og her kom vi forbi endnu flere mindesmærker for de mænd, der kæmpede så fantastisk for Europas frihed. Den høje obelisk mindes de soldater fra 1st US Infantry Division – også kaldet ’The Big Red One’, fordi de bar et stort rødt 1-tal på deres skuldre. De angreb tyskerne lige her på stranden den 6. juni 1944 og fik trods forhindringer i strandkanten og voldsom fjendeild fra skrænterne til sidst indtaget skrænten godt støttet af skyderi fra flåden. På obelisken står 627 navne – alle soldater, der blev dræbt her på stranden.

Længere nede på stranden - på toppen af en tysk bunker - står en mindre betonpylon med granit- og bronzeplader på siderne. Hver af de 4 sider er tilegnet en underenhed af 5th Engineer Special Brigade. Til invasionen af Normandiet havde brigaden en styrke på 6756 mand og havde ansvaret for de østlige strande.

Man kan følge en fin sti langs stranden og så gå op og ind i området for at returnere til den amerikanske kirkegård den vej. Det er en rigtig fin tur og et pusterum for alle de indtryk, dette område er fyldt med.

Men vi kom her for at se den amerikanske Kirkegård og forlod derfor stierne for at gå ind gennem det store parkområde, der omgiver kirkegården.

Kirkegården er etableret på det sted, hvor man i 1944 etablerede den midlertidige amerikanske St. Laurent-kirkegård. Kirkegården dækker et område på 69,6 ha, er over 500 meter lang og rummer gravene for 9.387 soldater.

I midten af gravområdet findes et rundt kapel opført i kalksten og granit. Over døren er et relief af den amerikanske æresmedalje, som er den højeste militære orden og udmærkelse man kan modtage for tapperhed i kamp.

Loftet er dekoreret med en stor mosaik udført af Leon Kroll. Der ses to kvinder: ’Amerika’, der ses som Frihedsgudinden, der velsigner en ung mand, før han drager i krig og ’Marianne’, som er den franske republiks symbol. Hun er iført en rød jakobinerhue og sætter en laurbærkrans på den unge mand i taknemmelighed over, at han ofrede sit liv for friheden.

Alteret er opført i sort marmor og over det er et kors i teaktræ. Alteret flankeres af de allieredes flag, Amerikas, Frankrigs, Storbritanniens og Canadas.

Selve mindesmærket i den østlige ende består af en halvcirkelformet søjlegang med en loggia i hver ende, hvor der er opsat store kort og beskrivelser af de militære operationer.

I midten står bronzestatuen ‘Spirit of American Youth Rising from the Waves’. Skulpturen er støbt i bronze og er udført af den amerikanske billedhugger Donald De Lue. Den er opsat i 1951. Omkring soklen står ’Mine eyes have seen the glory of the coming of the Lord’, som er første linje i den amerikanske krigshymne ’The Battle Hymn of the Republic’, skrevet af Julia Ward Howe i 1861.

Mellem mindesmærket og selv gravene er et stort spejlbassin.

Port-en-Bessin

Vores sidste tur ud fra Bayeux gik til Port-en-Bessin. Inden vi nåede dertil, gjorde vi et kort stop for at finde en helt speciel geocache, der lå på et sted, der var noget svært at komme ud til, men som havde en meget smuk udsigt.

Port-en-Bessin har været havn siden romertiden og Wilhelm Erobreren byggede den flåde, som han invaderede England med i 1066, på skibsværftet i byen.

I forbindelse med D-dagen havde byen også en vigtig betydning, idet man etablerede en olierørledning fra England og til byen. Fra august 1944 forsynede rørledningen de allieredes køretøjer med brændstof.

Efter krigen blomstrede havnen op som fiskerihavn og der er stadig en del fiskeri fra havnen, men man har samtidig gjort havnemiljøet utrolig hyggeligt.

Ydre havn er en tidevandshavn, der tømmes helt for vand ved lavvande. Derfor ligger her kun små både, så kan klare at lægge sig på bunden, når vandet er helt væk. Til gengæld kan de sejle, lige så snart de bare har lidt vand under kølen og er derfor ikke så fastlåst som de store skibe inde i indre havn.

Aller yderst på molen står der en søjle til minde om befrielsen.

I dag er den største fiskeri-indtægt fiskeriet af de certificerede Normandiet-muslinger. Og muslingerne er der tydelige spor efter, hvis man går ned på stranden. Her ligger skallerne - tomme og skilte ad - i metertykke lag... Vi så mange, der gik og samlede de hele skaller op. På campingpladsen så vi familier stå at vaske op til 50 skaller. Vi samlede bare en enkelt op...

Går man længere hen ad stranden er der ingen muslingeskaller, men til gengæld er det let at spotte fossiler som vættelys og muslingeskaller. Når man først fik øje på vættelysene, så var de overalt.

Ude ved havnemundingen står tårnet Tour Vauban, der er opført i 1694 af arkitekt Benjamin de Combes som værn med pirater og invasion af englænderne og hollænderne. Der er ikke adgang til tårnet - ikke en gang ude, så vi måtte nøjes med at se det fra platformen, hvor monumentet for olieledningen står. Port en Bessin oil port memorial blev opsat i forbindelse med 60-året for befrielsen.

Vi fortsatte ind langs havnen og helt inde i bunden ligger byens skibsværft.

Byens ene kirke - Saint-André - er bygget 1880-98 og erstattede en gammel, mindre kirke fra det 12. århundrede. Den gamle kirke blev simpelthen for lille, da fiskeriet blomstrede og antallet af indbyggere steg.

Inde er kirken overraskende dekoreret! Men det skyldes formentlig at vi ramte en rigtig heldig måned og år at besøge byen.

For hvert 5. år fejrer byen Benediction de la Mer (Havets velsignelse) i august og der udsmykker man byens skibe med store bannere, som senere hænges op i kirken.

Alteret ligner næsten et lille slot, men det er ikke lykkedes os at finde flere oplysninger om det.

Ud over de mange bannere, så er kirken også udstyret med rigtig mange kirkeskibe, billeder og faner. Genstande som skibene og bannerne kaldes ex voto og det er genstande som er givet til kirken i taknemmelighed eller hengivenhed til en helgen eller guddom. Ex voto-genstandene placeres ofte i kirkerummene, hvor man kan søge nåde eller takke for det, man har bedt om.

Vi fortsatte retur ned mod indre havn. I 1962 blev der installeret en stor port, som kun er åben 2 timer før og efter højvande. Derved reguleres vanddybden, så de store skibe ligger sikkert også ved lavvande.

Da havnen skærer dybt ind i land, blev der brug for at man kunne passere fra den ene side af havnen og over til den anden side helt ude ved ydre havn UDEN at skulle hele vejen ind i bunden. Derfor blev der tilbage i 1880 installeret en svingbro, som gør at der er passage både på land og på vand - dog ikke samtidigt ;) Broen blev ødelagt under 2 verdenskrig, men den nuværende blev installeret i 1975.