I 2018 boede vi på en campingplads i Sønderho - denne gang havde vi valgt Rødgård Camping oppe ved Nordby. Vi havde booket på forhånd, for det er vigtigt for os, at vi bor ved siden af hinanden.

I år kom vi først og fik lagt os ned bagerst i den smalle lomme med plads til to enheder. Man skal ikke have det dybe fortelt op i denne lomme, hvis de bagerste skal kunne komme ud. For der var ikke mere plads i bredden end det, der kan ses på det højre billede herunder.

Pladsen har flere typer af hytter til udlejning... og flere legepladser... Hvis man ikke boede på pladsen, kunne man købe adgang til legepladsen på dagsbasis.

Tæt på campingpladsen ligger Rindby Kapel - og kirkegård. Kapellet blev opført i 1894 som en gave fra konsul Jens Christian Nielsen. Han var født i sognet, men var siden flyttet til England. Kapellet fungerede indtil 1952, hvor der blev opført et kapel ved Nordby Kirke. I dag står kapellet lukket af for offentligheden, men kirkegården er stadig i brug.

Overalt på Fanø støder man på de gamle redningshuse - det her står i Rindby. Campingpladsen ligger lige i udkanten af Rindby og man kommer lige forbi redningshuset, når man går til vandet.

Rundt om i Nordby støder vi konstant på ting fra det maritime miljø: ankre og galionsfigurer er der mange steder. Stormflodssøjlen står på hjørnet ved Havnevej/Langelinje og viser, hvor højt vandet har stået, når det har været værst. Det højeste mærke stammer fra 1981.

Det ældste stykke inventar i kirken er den gamle døbefont fra sidste halvdel af det 14. århundrede. Altertavlen og prædikestol stammer fra 1620 og er flyttet med fra den gamle Rindby Kirke. Oprindeligt var prædikestolen placeret over alteren, som det var mode i 1700-tallet, men den har siden fået sin egen 'mere normale' placering.

Under det flade træloft hænger hele 9 kirkeskibe, som tegn på, hvor vigtigt søfarten har været for byen. Det ældste skib er fra ca. 1700 og det yngste er fra 1966. En detalje ved kirkeskibene er, at man har formindsket skibets skrog i forhold til masterne, da man ser skibet i en skæv vinkel, når man står under det. Ellers ville skroget virke alt for stort...

Herfra gik det gennem Nordby på kryds og tværs - ikke af de store gader, men via de små stier og smalle stræder, der findes overalt i byen. Her kommer man væk fra byens travle hovedstrøg og ned i ro med en række sjove og spændende indtryk.

Vi kan kun anbefale at prøve at krydse ned gennem byen på denne måde - det var en kæmpe oplevelse...

I udkanten af Nordby finder vi frem til Kikkebjerg. Her har vi været før, men udsigten over den nordlige del af Fanø og ind mod Esbjerg er bare fantastisk på den dag som denne. Kikkebjerg er med sine 17 moh en af Fanøs 'Big Five' - Annedalsbjerg, Mosedalsbjerg, klingebjerg og Pælebjerg er de sidste 4 - og mon ikke vi også lige runder dem, men vi er her ;)

I sejlskibstiden brugte lodserne Kikkebjerg som udkigspunkt. Det nuværende lodshus er opført i 1999 efter at det gamle var blevet ødelagt af en storm. Det er opført i stil med det gamle og dets indre bliver brugt til udstillinger.

Det er Rene Holm, der står bag kunstværkerne, der er inspireret af historien og det omkringliggende landskab. Man ser f.eks. briggen Claus, der grundstødte i 1897, det tidligere fyrtårn på Skallingen, forsvundne gårde og møller, skibsværft og den nye havn i Nordby.

Midt på øen finder vi Fanø Klitplantage - eller Fanø Plantage, alt efter, hvor man kigger henne. Området er i dag statsejet og på hele 1400 ha, men kun på ca. 66% er der i dag træer. Resten ligger hen dels som tør hede og dels som fugtige lavninger med eng og mose.

Her finder vi i et hjørne af plantagen frem til Sønderho Gamle Fuglekøje. Vi har været her før, men området er blevet renoveret og fungerer i dag som en form for museum over fuglekøjerne. En fuglekøje er en form for fælde til at fange vildænder i. De første europæiske fuglekøjer blev opført i Holland i 1500-tallet, men de 4, der i sin tid blev opført på Fanø, blev opført i midten af 1800-tallet. Helt præcis blev Sønderho Gamle Fuglekøje opført i 1866 og blev ejet af 50 andelshavere.

Fuglekøjen består af en stor sekskantet dam, hvor der i hjørnerne findes 6 krumme kanaler i net. Hver kanal ender i en ruse, hvor fangemesteren let kunne fange og aflive dem, når de var trukket helt derind. For at lokke vildænderne til, brugte man to typer af lokkeænder: den tamme og stækkede lokkeand og de ustækkede lokkeand. Lokkeanden blev gjort tam, ved at blive håndfordret op og de skulle blive så tamme, at de kom, når fangemesteren fløjtede på dem. De stækkede ænder kunne ikke flyve og blev derfor i dammen og holdt til inde i fangarmene. Nogle af de stækkede ænder fra året før, fik lov at beholde flyvefjerne og kunne derfor flyve ud til flokkene af vildgæs. Disse lokkeænder fløj tilbage til dammen for natten og lokkede vildænderne med sig tilbage til fuglekøjen.

To af fuglekøjerne var i brug helt frem til 1931, hvor Folketinget vedtog en lov, der forbød fangstmetoden. Sønderho Gamle Fuglekøje blev fra 1960-1990 brugt af Vildtbiologisk Institut til ringmærkning af vildænder.

Skulle man lige overveje navnet fuglekøje, så stammer det fra det hollandske vogelkoije, hvor kooi betyder fælde...

Vores tur rundt i plantagen fortsatte af fine brede stier, der var til at cykle på og ind imellem trampestier, der nærmest var umulige at cykle på.

En anden tur ind i plantagen udgik fra p-pladsen ved skovlegepladsen. Først gik turen mod vest op gennem en række klitter. Man bliver ret så lille herude i det åbne landskab.

I samme område findes Pælebjerg - endnu en af 'Big Five'-toppene her på Fanø. Pælebjerg er en af de toppe, som mange kender og besøger. Den er nemlig let tilgængelig af et fint stisystem. Og udsigten - ja den fejler intet...

En tur til Fanø kan ikke ske, uden at man også besøger Sønderho - byen på øens sydlige ende. På vejen skulle vi lige checke et gammelt hjulspor op: Tøftløs. For år tilbage var det nemlig vist som almindelig vej, men vi endte med at hænge på 'maven' med bilen, da vi forsøgte at køre igennem. Det er MANGE år siden og siden er sporet bare blevet dårligere og vejskiltet er i dag pillet ned...

Udenfor Sønderho ligger Sønderho Mølle. Sønderho Mølle er en såkaldt gallerihollændermølle. Den er opført i 1895 og var ikke mølle i mange år, før den blev købt af Fonden Gamle Sønderho, som ønskede at bevare den. Da de erhvervede den, var den meget forfalden, men den er siden blev restaureret smukt.

På den modsatte side af vejen ligger Sønderho Ny Kirkegård fra 1923, hvor noget af det første man møder, er mindesmærket for de søfolk, der blev på havet fra midten af 1800-årene og udgangen af 2. Verdenskrig. Mindesmærket i bronze viser en kvinde fra SØnderho og hendes to børn. De stirrer ud over havet efter deres mand og far. Rundt om monumentet står der en række sten med navnene på de søfolk, der blev på havet.

En tur rundt i Sønderho byder på mange flotte huse...

Vi smutter af en lille sti på diget og ender på Kropladsen, hvor Sønderhos egen 'historie'bog findes...

Det går ned mellem det ee fine hus efter det andet og snart står vi ved denne feries anden størmflodssøjle. Når man ser, hvor højt det øverste bånd sidder, så tænker man alligevel: puha, godt vi bor så højt, som vi gør!

Sønderho rummer også flere gamle redningshuse - dels med brandsprøjten og dels med redningsbåden... Begge dele var lige vigtige her på øen, hvor en brand kunne være ganske fatal for hele byen ligesom et skibsforlis kunne det.

Vi vil køre af stranden hjem til campingpladsen, men vi skal lige bestige endnu en af Fanøs Big Five - de 5 højeste punkter på Fanø - inden vi kører helt ud på stranden. Her ved Sønderho finder man Mosedalsbjerg på sådan ca. 20 moh....

Helle havde opdaget, at det var muligt at komme på sælsafari til Langli. Og på en dag, hvor vejret så meget dårligt ud, så bookede vi billetter til en 2-timers tur. Og vejret VAR dårligt - helt til vi parkerede ved Svenskerbroen. Så stoppede regnvejret. Det blev desværre aldrig solskin, men det blev tørt.

Først skulle vi lige derud - på vejen mødte vi et par skibe, der var noget større end den vi sejlede i...