Mont Saint-Michel

Vi havde set frem til at opleve klosterøen Mont Saint-Michel ca. 140 km fra Bayeux. Vi havde hjemmefra talt om, at vi kunne tage en endags tur dertil fra Bayeux, men da Helle opdagede, at der var en campingplads næsten ude på øen, så bookede vi plads der. Og hvor er vi glade for at vi gjorde det. For det gav os meget mere tid til at opleve denne perle. Og en perle - det er øen!
Vi lod vores gps vise os vej - og det var nok meget godt. For vi var jo ikke helt de eneste turister, der havde udset os et besøg på øen - omend de fleste 'bare' var på et endagsbesøg. Da vi nærmede os p-området - som i parentes bemærket er GIGA - endte vi i en næsten stillestående kø. Vi væbnede os med tålmodighed og overvejede, hvor vi skulle køre ind for at komme til campingpladsen. For den og de hoteller, der lå lige ved siden af, var nemlig ikke markeret på vejskiltene. Vi vidste, vi skulle gennem en port, for vi havde fået tilsendt en kode, der skulle lukke os gennem. Vores gps ville have os meget tæt ned på floden Couesnon og det viste sig at holde stik.
Da vi havde passeret bommen, så fortsatte vi ligeud - samtidig med at skiltningen stadig var dårlig, så var en del af vejen også busbanen til øen, men heldigvis var der en meget flink mand, der med fagter fik os vist ned mellem de to rigtige huse og så kunne vi ellers checke ind... på hotellet i øvrigt.

Som sagt havde vi booket på forhånd og det anbefaler de at man gør. Der var pænt tryk på i de dage vi var der og samtidig sender de koden til porten, så man ikke skal ind og holde et andet sted uden for først.

Selve pladsen er overraskende rolig, trods det, den er placeret midt i turiststrømmen til og fra øen. Og op ad flere hoteller. Men der er ikke megen festivitas og fest over området om aftenen. Faktisk var der mest dødt.

Vi havde strøm lige ved vognen, men hentede vand ved servicebygningen - vi fandt aldrig nogen anden vandhane. Vores plads havde fin skygge, men solsejlet røg alligevel op, da der holdt fugle til i træet over os... og fuglelort i morgenkaffen - det duer bare ikke!

Toiletbygningen er OK - man skal ikke forvente hypermoderne faciliteter, men det var heller ingen dyr plads at bo på. Ud over toilet og bade, var der opvaskefaciliteter i bygningen. Bygningen er aflåst, men vi fik udlevet 1 nøglebrik til døren og det virkede fint.

Der står, at der er et supermarked i området, men det skal man ikke tro på. Der er en butik, der sælger lidt drikkevarer, ost og frisk brød. Og en hulens masse souvenir. Brød kunne også bestilles dagen før i hotellets reception...

Efter at vi havde indrettet os, så besluttede vi os for at gå en tur ud til parkeringspladsen for dagsgæster. Så kunne vi nemlig lige finde ud af, hvordan vi kom ud til øen. Stien på billedet herover går hele vejen ud langs p-området. Eller næsten, for de var ved at etablere flere p-pladser lidt længere ude. Parkeringsområdet er simpelthen gigantisk! Man trækker en billet, når man kører ind og betaler lige under 10 euro for hvert påbegyndt døgn, når man kører ud igen. Prisen for parkering dækker gratis shuttlebusser og toiletter. Shuttlebusserne kan i øvrigt ikke vende ude ved øen, så de har førerhus i begge ender...

Gåturen førte os også forbi informationscenteret og her kunne vi læse, at de solgte billetter. Vi var nysgerrige på, hvad det mon var til og det viste sig at være billetter til selve klosteret og vi skyndte os at købe til dagen efter. Hun anbefalede, at vi tog tidligt ud til øen - faktisk helst før klosteret åbnede kl. 9.00, for så ville vi undgå de værste 'horder af turister'!

Næste morgen stod vi derfor klar ved shuttlebussen kl. 8.00 og blev hurtigt fragtet de små 2 km ud til øen. Derfra gik det af næsten mennesketomme gader ind og op gennem byen.

Granitklippetoppen ude i vandet blev oprindeligt kaldt Mont Tombe og herude byggede de første eneboere deres træhytter helt tilbage i det 6. århundrede. Siden har øen ændret udseende løbende.

Den første stenbygning på stedet menes at have været kirken Notre Dame Sous Terre fra det 10. århundrede. Ifølge historien, lod St. Auberts, som var biskop af Avaranches, i 708 et kapel opføre efter at ærkeenglen Michael i hans drømme havde sagt, at han skulle lade det opføre. Den første kirkebygning - Notre Dame Sous Terre - ligger i dag under den eksisterende kirke.
Kapellet blev hurtigt til et vigtigt sted for pilgrimme at besøge og i 966 blev der bygget et egentligt benediktinerkloster på øen. Munkene opførte den første kirke på øen.

Klosteret er godt skærmet af de høje forsvarsmure og der er kun adgang gennem hovedporten og en sideport kaldet Entrée des Fanils.

Og når man kom inden for den første port, så blev man hurtigt derefter mødt af vindebroen, der heldigvis var fint nede, da vi kom ;)
Byens hovedgade er smal og består i dag mest af turistbutikker, restauranter og forskellige former for overnatningssteder - vel ikke meget anderledes end da den blev opstod som en 'serviceby' med spise- og overnatningssteder for alle de pilgrimme, der blev trukket til af klosteret.

Fordi vi kom så tidligt, var byen næsten tom for turister og vi gjorde nogle hurtige stop på vej op mod klosteret for at tage billeder uden for mange mennesker på - men så måtte vi leve med et par skraldespande på dem!

Byens smalleste gade hedder Venelle du Gout, som er så smal, at man næsten ikke kan passere den. Den ses på det sidste billede herunder.

Efter en opstigning af stejle gader og en masse trapper, så endte vi oppe ved indgangen til klosteret og kirken. Vi var ikke de eneste, der var kommet så tidligt, at kirken og klosteret ikke var åbnet endnu, men køen var overskueligt kort foran os.
Indgangen til området går af trappen på billedet yderst til venstre herunder. For enden af den er billetkontrollen, som hurtigt var overstået, da vi jo havde billetter. Derefter fortsatte vi op af endnu flere trapper - denne gang inde på området.

Da antallet af pilgrimme sted og steg, blev den første kirke snart for lille. Den nuværende kirke er derfor for størstedelens vedkommende fra det 11. århundrede.
At bygge en større på spidsen af en klippe var en udfordring, men bygherrerne løste det ved først at opføre 3 ’krypter’ rundt om klippespidsen og ovenpå disse byggede man så den store klosterkirke.

Kirkekomplekset er utroligt kompakt og der opstår derfor små finurlige hjørner og detaljer overalt.

Foran indgangen til kirken ligger der en rimelig stor åben plads - Vest-terrassen - hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over den engelske kanal og ind mod fastlandet. Herfra er der også en flot udsigt ind over dæmningen og Couesnon-floden.

Efter en brand i 1776, besluttede man at rive skibets 3 vestlige spænd ned og i samme forbindelse byggede man en ny indgangsfront på kirken i nyklassisk stil. Her på Vestterrassen kan man stadig se spor efter de 3 spænd.

Inden man går ind, kan man lige kigge op på tårnet og spiret fra det 19. århundrede. Øverst oppe ses en statue af Ærkeenglen. Michael. Statuen, der er fra 1897, er lavet af Emmanuel Frémiet og måler hele 2,80 m og vejer 800 kg. Den har en jernbase, der er dækket af kobberblade og et lag guld. Da vi næsten er kommet igennem hele kirke- og klosterkomplekset, står der en kopi af statuen - dog uden bladguld. Det er den der ses på billedet herover til højre.
Statuen er i øvrigt Mont Saint-Michels vigtigste lynafleder og er derfor lavet til at kunne holde til at lynet slår ned i enden af ærkeenglens sværd og vinger. På den måde beskytter ærkeenglen Michael stadig øen.

Inde er det første vi kommer ind i det høje kirkeskib, hvor kun den sydlige side er original – den nordlige blev genopført i det 12. århundrede efter at den gamle faldt sammen i 1103.
Loftet er i øvrigt lavet i træ. Træ er væsentligt lettere, og man kunne derfor bygge med tyndere vægge.
Koret blev genopført mellem 1446 og 1523, da det originale styrtede sammen i 1421. Gulvet har siden 1965 bestået af en glaseret terrakottabelægning, der erstattede de gamle cementfliser.
Rundt om i kirken finder vi flere sidekapeller og altre. Det har ikke været let at finde nærmere info om dem alle.
Processionskorset, der står ved alteret, er forholdsvist nyt, da det er fra 1965. Det er langt fra massivt metal, men et trækors belagt med kobber og emalje. På den ene side ses Michael, der dræber dragen og på den anden side Kristus på korset. Det er lavet af Jean-Paul Froidevaux baseret på en model lavet af hans far Yves-Marie. Kirken fik det i forbindelse med 1000-års jubilæet i 1966.

På det lille alterbord herover til højre ses kirkens tabernakel udført i kobber, guld, emalje og messing. Det er ligeledes lavet af Jean-Paul og Yves-Marie Froidevaux og stammer ligeledes fra kirkens 1000-års jubilæum i 1966. I den katolske kirke er et tabernakel det skab, hvori alterbrødet opbevares i.

Herover til venstre ses en gammel passionsaltertavle fra 1450-1499, der i 1868 blev købt af Bravard, der var biskop af Coutances og Avranches. Den er lavet i materialet alabast, som minder om marmor, men som er blødere og som man derfor kan lave finere detaljer i. Den er placeret i Saint-Michel-le-Petit kapellet, hvor det stadig er placeret i dag.

Basrelieffet til højre er Kristi nedstigning til helvede fra 1543-1549. Det sad oprindeligt i den gamle korindhegning. Korindhegningen var dengang 2 meter høj og som bestod af 9 basrelieffer, malerier og udskæringer.

Statuen af ærkeenglen Skt. Michael her til venstre er fra 1500-1524 - – altså selve træfiguren. For spyddet, glorien og vægten er fra ca. 1960. Han er klædt som en kriger, hvilket vidner om, at den stammer fra tiden omkring Hundredårskrigen.
Kirken råder over en række fine genstande, som er udstillet i flere af sideskibene. Herover f.eks. en kopi af Saint Michaels krone. Den originale blev stjålet i 1906. Der er også symbolske halskøder og en skulptur af Michael, der dræber dragen.

Et andet sted står dette flotte skrin. Da biskop Aubert døde, blev hans lig tilsyneladende skjult i loftet af en munkecelle i 966 og fundet på mirakuløs vis 30 år senere. Hans krop blev delt i 4, som hver blev til dyrebare relikvier. Hovedet blev i begyndelsen opbevaret i et skrin af træ, men fik et noget mere pompøst skrin i 1895, hvor det høje 'tårn', blev skabt af guldsmeden Charles Eugène Trioullier og hans sønner.

Ved siden af det store relikvieskrin ses en række bannere udført i silke med broderi og maleri. Disse blev brugt som religiøse genstande under processioner og pilgrimsfærd. De stammer fra slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.

I det 13. århundrede blev selve klosteret, kendt som La Merveille (Vidunderet), opført. Det består af 2 3-etagers bygninger, der krones af selve klosteret og munkenes refektorium. Fra kirken fortsatte vi ind i klosterdelen af komplekset – også kaldet La Merveille, der betyder Vidunderet.

Det første vi kom ud i var det helt fantastiske galleri med adgang til klosterets øvrige bygninger så som køkken, sovesal, bibliotek, værksted og scriptoriet og som samtidig var et sted for bøn og meditation. En dobbeltrække af 137 søjler bærer taget og under taget er der de smukkeste udskæringer.

Der, hvor der i dag er græs, dyrkede munkene lægeurter og grøntsager. Der var ingen vinduer i galleriet – det der ligner et vindue bagerst på billedet her til venstre – er oprindeligt indgangen ind til kirkens kapitelhus, der kollapsede i det 15. århundrede og som aldrig blev genopført.

Fra galleriet fortsatte vi videre ind i Refektoriet - eller munkenes spisesal, der kunne rumme 200 personer. Det buede loft er lavet af lokal eg og stammer oprindeligt fra vikingernes tømrere, der lavede skibe. Kom der kongelige gæster, så spiste man sammen med munkene og til helt særlige lejligheder i den katolske kalender, blev spisesalen åbnet, så pilgrimmene kunne få en kop kaffe og en snak. Rummet blev opvarmet af mobile komfurer midt i rummet.

Via trapper og korridorer kom vi videre ind i dette kompleks. Da klosteret er bygget i 3 etager, er der en del trapper, som man skal op eller ned af.

Den næste store sal er gæstehallen, som blev brugt af spidserne i samfundet: baronerne, hertugerne og adelen, når de kom på pilgrimsrejse til stedet – i øvrigt sammen med deres venner og hof. Og hoffet medbragte deres ejendele, møbler, gobeliner mm. I den ene ende af rummet er der to store skorstene til madlavning og rummet er stort nok til at huse mange mennesker, borde til måltiderne, senge til at sove i og et badekar midt i rummet. Gardiner opdelte oprindeligt rummet i aulaen, der var den mest offentlige sektion – mest som en stue og i kammeret, der var den private zone, hvor man sov og spiste og badede.

Igen måtte vi en tur ud og ind mellem de smalle bygninger. Undervejs blev vi så forvirrede over, hvor vi var, at det var godt, at der er markeret en rute rundt i komplekset.

Den lille have herover var markeret med privat.

De tre billeder herover er alle fra Crypte des gros Piliers, der oprindeligt blev bygget i det 11. århundrede. Da man i det 15. århundrede skulle lave et større gotisk kor i kirken ovenover, så forstærkede man søjlerne ved at bygge et lag udenpå, så de ældre og spinklere søjler den dag i dag står inden i de større søjler.

Udover at Crypte des gros Piliers bærer hele koret, så er den også samlingspunktet, der forbinder alle klosterets rum. Rummet er også blevet brugt som fængsel af flere omgange: tilbage i 1465 hvor Ludvig den 11. holdt sine fjender fanget her og hvor munkene i øvrigt fungerede som fængslets vagter. Og igen da hele klosteret i 1793 blev til fængslet Mont Libre. På det tidspunkt var dette rum det værste. Rummet var koldt, fugtigt og mørkt og den forventede levetid som fange i Mont Libre-fængslet var på dette tidspunkt bare 45 dage.

Statuen på det sidste billede er kendt som Our Lady of Mont-Tombe. Den stammer fra 1863 og er udført i træ og gips. Hun kom til klosteret, da fængslet blev nedlagt og klosteret igen blev til kloster.

Billedet herover stammer fra St. Martins krypt, der blev bygget efter år 1000 som fundament for kirkens sydlige arm. Den har en hvælving med et spænd på 9 meter og blev opført som kirke i romansk stil med meget smalle og små vinduer. Det betyder også, at der er meget mørkt i kapellet. Da klosteret i det 19. århundrede blev omdannet til fængsel, blev dette kapel omdannet til vandtank til fangerne. Vandbeholderen var dækket af bly og forårsagede mange fangers død.

Der er blevet skåret en tå og hugget en hæl nogle steder for at man har kunne skabe passage mellem de forskellige bygninger...

Undervejs kom vi forbi munkenes benhus. Et benhus var der, hvor evt. knogler fra en afdød blev opbevaret. Her på dette kloster, blev de døde munke kastet ned i et dybt hul i den ene side af dette rum og derefter blev der hældt kalk over dem, så kød og væv tørrede ind så hurtigt som muligt.
Kun abbederne blev begravet på kirkegården i landsbyen – eller inde i kirken. Der var simpelthen ikke plads til alle på den lille kirkegård.

I dag domineres rummet af et enormt hamsterhjul. Det blev opført i 1820 under fængselsperioden og blev brugt til at bringe mad og vand op til fangerne. Man kan stadig se de kæder, der har holdt selve vognen, der har kørt på skinner op ad den stejle side. Som drivkraft blev 1-2 fanger sat ind i hjulet og sat til at gå og på den måde trække vognen op. Inden da havde munkene faktisk brugt samme system andre steder i klosteret.

Vi bevæger os opad igen og møder rummet Promenoir des Moines - et aflangt rum, som munkene brugte om vinteren, når vejret ikke var godt nok til at de kunne gå i galleriet.

De mange trapper og små stier gennem komplekset skyldes i øvrigt kun dels, at man har bygget på klippespidsen. Det skyldtes lige så meget, at munkene i klosteret skulle have så lidt kontakt til almuen og pilgrimmene som muligt. De skulle ikke forstyrres i deres sjæleliv af 'pøblen'. De eneste tidspunkter, der var kontakt, var i virkeligheden, når de uddelte almisser og når der var messe.

Det sidste rum vi kommer ind i er riddersalen, der også kaldes Scriptoriet. Scriptoriet var det rum, hvor munkene fremstillede deres bøger og manuskripter om f.eks. teologi, filosofi, matematik og historie. Munkene lavede selv deres papir, blæk, indbinding, fjerpenne og værktøj. Papiret kunne være fra svinekød, som var det billigste til det meget dyrere vellumpapir lavet af fåreskind. Det tog ca. et år at lave en bog og kun de rigeste mennesker havde derfor råd til at købe dem. Klosteret havde allerede i 1154 etableret et universitet og havde en samling på over 10.000 bøger. Klosteret var velhavende, men da Gutenberg opfandt trykpressen i 1450 og det at lave bøger blev så meget lettere, begyndte det at gå ned ad bakke for klosteret.

Rummet blev også brugt, når en konge eller andet vigtig medlem af samfundet kom på pilgrimsrejse til klosteret. Så blev det indrettet som vedkommendes private rum.

Besøget slutter højt oppe over byen og fra trappen ned, kunne vi se, hvordan folk stod i kø for at komme ind. VI var SÅ glade for, at vi var kommet så tidligt, at vi havde det 'næsten' for os selv.

Under Hundredårskrigen (1337-1453) mod englænderne blev der opført en række forsvarsværker på øen. I alt har den 7 tårne, der er forbundet med hinanden af en forsvarsmur og byen er befæstet så godt, at den kan udstå en belejring i 30 år.
Fra kirken gik vi næsten ud på Nord Tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over vandet og gode muligheder for at se tidevandets kommen og gåen.

At gå oppe på forsvarsmuren er en fantastisk mulighed for at få et overblik over byen og se, hvordan man har udnyttet hver eneste lille millimeter grund på øen.

Vi valgte at gå hele vejen rundt om den lille ø på stranden. Det er ret klippefuldt nogle steder og andre steder ligger der store områder med noget meget fedtet gråt sand. Så det er med at se sig for. Nede på stranden under klosteret ligger det lille Chapelle-Saint-Aubert. Vi ved ikke så meget om det, men det er Aubert - grundlæggeren af den første kirke - der står på toppen. Man kan ikke komme ind - kun se en smule ind ad det lille vindue i døren.

Vi gik op fra stranden ved Gabriel Tower og øens havnekaj. Det blev opført i 1524 af Gabriel Dupuy, der var løjtnant for kongen af Frankrig. Han færdiggjorde byens forsvarsværk med dette runde tårn, hvorfra man kunne skyde i alle retninger i tre etager.

Da vi var trætte af turistmængderne, vendte vi tilbage til fastlandet for at se nærmere på floden Le Couesnon og den sluse, der er opsat ved udmundingen af floden. Selvom der er næsten 2 km ud til øen herfra, så ser den ud til at ligge meget tættere på...

Slusen, der har været i brug siden 2009, skal hjælpe med til at fjerne aflejringer i vandet mellem fastlandet og øen. Gennem tiderne har mennesket ændret på naturen i området: dels har man rettet floden Le Couesnon ud og anlagt den i en kanal. Det gjorde, at vandet løb meget hurtigere ud, når det gik mod lavvande. Hurtigt løbende vand kan transportere mindre sediment end langsomt løbende vand. Kanaliseringen af floden sammen med bygningen af dæmningen og p-pladsen ude ved øen, gjorde at der skete en opstemning af sand og andre materialer i vandet mellem øen og fastlandet. Faktisk blev det så slemt, at øen oftere var en halvø end en ø og at der begyndte at vokse planter rundt om øen.

I 2009 indviede man derfor et slusesystem på 72 meter i bredden. Ved højvande lukkes sluseportene 1,5 time før højvande. Dermed stemmer vandet op foran slusen og de uønskede sedimenter bundfælder. 10 minutter før højvande lukkes slusen en smule op, så det øverste vand uden sedimenter løber ind i reservoiret. Der oplagres mellem 70.000 og 200.000 m3 vand.
Når det igen nærmer sig lavvande, lukkes vandet langsomt ud over de næste 6 timer og man får på den måde flyttet sedimentet længere ud og væk fra øen.
Samtidig med at man opførte slusesystemet, så rev man en del af dæmningen ned og erstattede den med en bro.

Dagen efter besluttede vi os for at gå ud til øen og få set den en sidste gang. Fra campingpladsen tog det os ikke meget mere end 30 minutter at gå hele vejen. Vi var ikke de eneste der gik, men langt de fleste tog bussen. Og på billedet herover til højre kan man se en del af ventekøen til bussen...

På billedet til venstre ses en del af broen, der erstattede dæmningen, i 2009. Der kan være stor forskel tidevandet her i området og få gange om året oversvømmer det nu broen og der er ikke adgang til øen. Kommer vi forbi en anden gang, så skal det afpasses med, at vi kan opleve det!

Grand Rue er øens hovedgade og den stammer tilbage fra middelalderen. Den blev i sin tid bygget for at lede pilgrimmene op til klosteret, men naturligvis så købmændene mulighederne i gaden og etablerede butikker og kroer. Selvom der er mange mennesker i byen, så er den stadig charmerende med sine smalle gader og flotte huse.

Eglise Saint Peter ligger på et klippefremspring midt i byen. Den stammer tilbage til det 11. århundrede og er bygget i romansk stil. Den begyndte sit liv som kirke for de første munke på øen.

Vi ved det godt - vi har mange billeder af øen her på siden - men for pokker, den er bare så smuk. Vi kan kun anbefale et besøg hertil.