www.RoseFrederiksen.dk

Svendborg Sund Camping


ENDELIG - sådan har vi det hvert forår, når påsken nærmer sig. For så kan vi ENDELIG komme ned på 'vores' Forårsmatrikel på Svendborg Sund Camping. Og vi ender naturligvis på samme plads på pladsen igen - for her er der sol hen under aftenen om foråret og vi kan se legepladsen, når børnebørnene er på besøg...


Vejeret kan sådan et forår svinge rigtig meget - i år fik vi ret hurtigt frost om natten - frost, der satte sig på alt fra teltvinduerne til bilen.


I år kommer billederne ikke i tidsmæssig rækkefølge, men i stedet i emner... og derfor kommer her et par billeder fra 'kanten' af campingpladsen. Her kan man som rejsende campist få lov at bo med den fedeste udsigt.



Ture på Skansen

Skansen ligger tæt på campingpladsen og er et område med strandeng og overdrev. Her er masser af fed natur at kigge på og det er efterhånden blevet en tradition at vi skal gå derud hver dag.

Den ene dag vi kom derud, var det højvande - vi har aldrig set det så højt før selv, men der er tydelig tegn på, at det om vinteren kan komme væsentligt højere op.

Som foråret gik, fik træerne flere blade og der kom kvæg ud og græsse på området. Kvæget er stille og roligt og går sin vej, hvis vi nærmer os dem.

Og så er der en flot solnedgang fra spidsen af Skansen. Herudfra har vi de sidste år også siddet og kigget på Delle - Svendborg Sunds delfin. Han har efter flere år i området nu søgt mod Tyskland og det er spændende om han kommer retur til næste år.



Troense og Valdemarsslot


Vi skulle naturligvis også en tur til Troense - en gåtur gennem skoven skal bare gennemføres mindst en gang hvert forår. Turen tager os gerne et par timer, men vi skal jo også lige nyde udsigten undervejs.


I år tog vi cyklerne med den ene weekend. Cyklen giver os en større radius at komme rundt på og vi rullede derfor ud mod Valdermars Slot. Slottet er i dag lukket for offentligheden, men man kan stadig nyde det udefra.


Vejen går gennem ikke mindre en to smalle vognporte. Det er ingen problem på cykel, men vi kan se at en del i bil har haft problemer, for der er billak rundt om inde i vognportene.


Slottet har egen kirke og vi ville gerne ind og se den, men det var heller ikke muligt. Bag slottet ligger en sø og på den modsatte side af søen står dette store træ. Det er et Mammuttræ og det har en fantastisk blød og trævlet bark, der kan blive 90 cm i tykkelsen ved foden. Selve træet kan blive 85 meter højt, stammer fra Californien og de ældste er op til 3500 år gamle.


Nærmest lige rundt om hjørnet står så det næste gamle træ: Ambrosius Stubs Eg. Egen er plantet omkring år 1600, er fredet og måler ca. 7,5 meter i omkreds.


Vores cykeltur førte os forbi Bregninge Kirke. Og har vi ikke været der før? Jo, men denne gang kom vi endelig ind og så dens indre. Kirken ser forholdsvis ung ud, men det er skindet, der bedrager.

For kirken er oprindeligt en hvidkalket middelalderkirke. De gamle kampestensmure er 1-1,5 meter tykke - enkelte steder kan man se kampestenene inde i kirken, men det meste af væggene er gjort lige med kalkmørtel. Den røde ydre skalmur er tilføjet i 1882-83.

Kirken, kor og hovedskib blev bygget omkring år 1100 - formentlig som afløser for en gammel trækirke. Og inden trækirken, har der formentlig været et helligt sted for Tor på toppen af Brejninge Bakke, hvor kirken ligger i dag. Siden er der blevet tilføjet tårn, kapel, sideskib, våbenhus og gravkapel.


Altertavlen er fra 1997, hvor kirken gennemgik en stor restaurering. Billedet er malet af kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen, der boede i 'sognet i en periode. Billedet er tredelt: til venstre Getsemane Have, i midten Golgatha og til højre, et motiv, som kunstneren selv kalder Genkomsten.

Prædikestolen stammer fra 1621 og har en udskåret og bemalet billedserie, der viser scener fra Jesu liv, våbenskjolde og citater fra biblen.


Kirken var tidligere ejet af adelslægten Juel - senere Juel-Brockdorff - der tidligere ejede Valdemars Slot. I dag ejer de brugsretten over gravkapellet i det nordre sideskib. Det er bygget af Niels Juel, søheltens barnebarn med tilnavnet 'den gale' eller 'den onde' i 1750.

Da kirken blev restaureret i 1997 blev der åbnet op ind i kapellet og de gamle gitterlåger fra kirken i.


I våbenhuset ligger denne runegravsten over Svend Sassersen fra ca 1150.



Langeland

Dette forår lagde vi vejen forbi Langeland flere gange - vi havde dels lyst til at snuse lidt rundt og dels havde vi lidt geocachingprojekter på øen, som vi gerne ville have fuldført. Vi startede med en rundtur rundt i Rudkøbing.


Foran Sundhedshuset i Rudkøbing står der en samling af 3 store krukker og 5 runde pullerter i keramik. De er skabt af Henriette Lorentz og er fra 2014. De er malet i klare farver og fabeldyr snor sig rundt og op ad krukkerne.

De 4 store granitsten på stranden ved Rudkøbing Skudehavn udgør værket 'De fire Verdenshjørner' af kunstneren Alfio Bonanno og er opsat i 1987. De fire sten står i de fire kompasretninger nord, syd, øst og vest og danner dermed et stort kompas.


Byen er en hyggelig lille perle og er fyldt med små finurligheder - som f.eks. overdækningen og taget på denne indkørsel. Og fine små gader, der gør byen rigtig hyggelig.


Det lille kirketårn hører til Sct. Bendts Kapel, der er den katolske kirke i byen. Kirken blev indviet i 1925 efter at der var flyttet mange polakker til området. Selve kapellet ligger i et gammelt borgerhus og var desværre lukket, da vi kom forbi.

Turen gik også forbi bronzeskulpturen 'Masker og Figur' af Sonja Ferlov Mancoba og er skabt i perioden 1977-1984.


Gavlmaleriet til venstre ved vi ikke så meget om - vi synes bare det var sjovt :)

En anden tur gik nordpå næsten helt op til Hou. På vejen kom vi forbi Lohals Havn...

Og så stødte vi igen på de Langelandske Kunsttårne og da kunsten inde i tårnet skifter ca. hvert 2. år, så stoppede vi lige ved et par af dem.
Til venstre er det tårn 1, som i år har fået ny kunst 'Korsfæstet Natur' af Stefan Henrik og til venstre er det værket 'Ulven kommer' af Hanne Beben Mortensen.


En anden dag gik turen sydpå og vi gjorde stop ved Klæsø Natursti, som går gennem et fantastisk landskab.


Der er fine vandrestier gennem området og små træbroer, hvor det er nødvendigt i fugtigt vejr. Stien er ikke hele vejen så bred, som her på kortet, men har mere status af trampesti.



Kirker på Langeland

På alle vores ture til Langeland besøgte vi en række kirker. De kommer herunder...


Den første kirke vi kommer forbi er Rudkøbing Kirke. De ældste dele af kirken stammer fra år ca. 1100 og i første halvdel af 1200-tallet tilføjede man så kor og sakristi. Omkring år 1500 tilføjede man korsarmen og i 1621 tårnet med spiret. Gulvet er i øvrigt det originale.

Kirken var oprindeligt hvidkalket ude og inde, men kalken blev begge steder fjernet i 1896. I 1956 blev kirken gennemgribende restaureret og efter Nationalmuseets ønske, blev den igen kalket hvid inde, så den igen blev lys og indbydende.


Det nuværende alter er fra 1896 og den romanske kristusfigur på alteret er en kopi af Åbykrucifikset fra år 1100 ca. Prædikestolen er fra 1608 og de flotte billeder på den af Kristus lidelseshistorie er de originale.


Den næste kirke vi besøger er Skrøbelev Kirke. De ældste dele stammer tilbage fra slutningen af 1000-tallet, men er ombygget flere gange og man ved at tårn og kor er kommet til i 1400-tallet.

Kirken blev renoveret i 1957 og den nuværende altertavle er fra det tidspunkt. Den er bygget op omkring en ældre altertavle med et billede fra Golgatha med Jesu og røverne på korset fra ca. 1590. Man har tilføjet to sidefløje, der begge er skåret i eg og belagt med bladguld. Billedet til venstre viser englen, der fjerner gravstenen påskemorgen og til højre Jesu opstandelse.

Døbefonten er hugget i granit og er lige så gammel som kirken, selvom den ikke altid har stået i Skrøbelev Kirke. Prædikestolen er udført af grevskabets snedkere. Belysningen er fra 1991 og er skabt til kirken af arkitekt M.A.A. Ebbe Lehn Petersen.

Longelse kirke er en typisk middelalderkirke med romansk skib og sengotisk langhuskor.

Prædikestolen og altertavlen er begge renæssancearbejder fra 1625. På prædikestolen ses de 4 evangelister. Midt i altertavlen ses en gipsafstøbning af Thorvaldsens Kristusfigur. Rundt om på altertavlen ses der 6 dyder, de 4 evangelister og 6 uidentificerede personer.


Fuglebølle Kirke er endnu en af middelalderkirkerne med romansk skib og sengotisk langhuskor på Langeland. Tårnet er spåndækket - og ikke med tegl som mange ellers har.

Inde er det mest interessante prædikestolen fra 1644 og er udført af Lorentz Jørgensen. Billederne er fra skabelsesberetningen og mellem dem ses 5 dyder. Den har oprindeligt stået i Trankær Kirke og bærer Christian IVs navnetræk.


Simmerbølle Kirke er opført i 1300-tallet. Vi har ikke fundet yderligere oplysninger om denne kirke.


Tullebølle Kirke stammer fra omkring 1200 og bestod oprindeligt af det nuværende skib og kor, var fladloftet og ikke nær så høj. Man kan se det på ydervæggende, hvor de oprindelige kløvede kampesten kun går ca. 3/4 op. I 1400-tallet tilføjede man så tårn, våbenhus og sakristi i munkesten. Ved samme lejlighed forhøjede man væggene i skibet og koret med munkesten og tilføjede hvælvingene.

Altertavlens ældste dele er de 12 udskårne figurer, mens ramme og maleri er fra 1860'erne. Prædikestolen er fra 1632 og viser de 4 evangelister. Kalkmalerierne stammer fra 1475-1600 og viser f.eks. billeder fra Biblen og fine engle. De var blevet kalket over, men blev fritlagt i 1968-69.



Hou Kirke helt oppe ved Lohals er byget i 1873 og var oprindeligt 'kun' et kapel og var i øvrigt uden tårn. Hou blev et selvstændigt sogn i 1896 og man fik opført tårnet i 1904.

Alterbilledet er e gave fra boelsmand Anders Rasmussen og hustru på Hou. Det er udført af Julius Paulsen og viser Jesus, der vandrer på søen. Maleren har helt sikkert ville gøre billedet smuk i komposition, men de lokale fiskere fik lynhurtigt øje på, at skibet umuligt kunne være så oprejst, når sejlene var så vindfyldte...
Døbefonten er i granit og en gave fra ejeren af Skøbelevgård.


Snøde Kirke er opført ca. år 1200 og blev omkring 1500 forhøjet og tilføjet hvælvinge.

Altertavlen er fra 1610 og prædikestolen, der er udført af Hans Gudewerth, er fra 1635.


Bøstrup Kirke er opført omkring år 1200. Oprindeligt har den kun bestået af Skib og kor og man kan se de oprindelige små vinduer i nordmuren. I det 14. og 15. århundrede skete der en større om- og tilbygning.

Den oprindelige renæssancealtertavle har været strålede med kraftige farver. De oprindelige malerier er foroven erstattet af en inskription og forneden af gipsfigurer: Thorvaldsens Kristus, Peter og Paulus.

Prædikestolen er skåret i 1634 af mesteren Hans Gudewerth d. y. og er utrolig velbevaret. Den viser scener fra biblen og forskellige hermer.



Tranekær Kirke tilhørte oprindeligt Ahlefeldt-slægten og overgik først i 1942 til fælleseje.

Kirken er opført ca 1450 og erstattede en tidligere kirke fra det 11.-12. århundrede. Kirkens nuværende ydre skyldes større ombygninger i 1804 og 1886 - hvor den gule cementpuds blev påført kirken.


Altertavlen er udført af Christoffer Wilhelm Eckersberg og viser Kristus og seks af disciplene.
Døbefonten er fra 1644 og har en fin himmel med en kronet engel, der bærer Christian IVs monogram og Christoffer Urnes og Sophie Lindenovs våben. Den er skåret af Lorents Jørgensen.


I 1670 byggede lensgreve og storkansler Frederik Ahlefeldt sydkapellet, som har adgang fra kirkeskibet. Kapellet rummer en række sarkofager for Ahlefeldt-familien.


Efter et dejligt forår, blev det pludselig tid til at pille ned igen... Og det ser i vores version cirka sådan her ud...

Som altid så bookede vi lige pladsen igen til næste forår...

Kilder:
Bregninge Kirkewww.bregningekirke.dk
Kunstruten i Rudkøbingwww.langeland.dk
Skt. Bendts Kapelwww.grossglockner.at
Kunsttårnenewww.langeland.dk
Rudkøbing Kirkewww.rudkøbing-simmerbøllekirker.dk
Skrøbelev Kirkewww.midtogsydlangelandspastoratet.dk
Longelse Kirkewww.midtogsydlangelandspastoratet.dk
Fuglebølle Kirkewww.midtogsydlangelandspastoratet.dk
Tullebølle Kirkewww.pastoratet.dk
Hou Kirkewww.pastoratet.dk
Bøstrup Kirkewww.pastoratet.dk
Tranekær Kirkewww.pastoratet.dk