www.RoseFrederiksen.dk

Velling Koller Camping og Vandrehjem

Vi havde et større geocachingprojekt langs den gamle Bryrupbane - så stort, at vi har bidt det op i 3 stykker, for ikke at gå trætte... Første besøg ved serien lagde vi i en weekend, hvor vejret var klar frost og vindstille. Og vi besluttede os for at tage til Velling Koller Camping, som ligger næsten i den ene ende af det store projekt - som i øvrigt ender et stykke forbi Østbirk.

Vi havde booket over nettet - eller det ville vi, men systemet ville ikke virke, så vi ringede og meldte vores ankomst. Vi kom så sent, at receptionen var lukket, så vi checkede bare ind næste morgen. Og deres bookingsystem er blevet skiftet siden vi var der, så mon ikke det virker nu :)

Vi fandt en plads, hvor vi tænkte, at der var lidt morgensol og hvor vi kunne komme ind i elboksen - de fleste var nemlig låste og strøm, det ville vi rigtig gerne have :)
Og så fik vi ellers sat gang i varmen - hvilket vi var glade for, for det var dejlig koldt om natten. Men med ingen vind, så føltes det ikke så slemt.

Servicebygningen ligger centralt på pladsen og er rigtig stor - og lækker. Alt er bare så flot og rent, at det var en fornøjelse.


På pladsen ligger der flere forskellige typer af hytter - og små overdækkede borde-bænkesæt...

Der findes en lille legeplads uden de store vilde aktiviteter på pladsen.


Når man ankommer, falder de borglignende bygninger i øjnene - vi tror det er rester af en eller anden form for legeland. Man kan ikke rigtig komme ind i dem og de trænger til lidt vedligeholdelse.

Solnedgang en vinterdag....


Den ene dag brugte vi på den gamle Bryrup-bane, hvor vi fik fisket en mængde cacher ned fra træerne. De sidder i meget varierende højder - den her til højre er af de høje og oppe i 10+ meter. Så må vores 'fiskestang' i brug...


Jernbanen blev indviet i 1899 og var en smalsporet jernbane, der gik mellem Hosrsens og Silkeborg. Der var to afgange i hver retning hver dag og der blev transporteret personer og gods på den. Jernbanen blev nedlagt i 1968, hvorefter der blev anlagt en vandresti på sporet. I dag er der et asfalteret spor og en ridesti ved siden af hinanden og den er rigtig fin at cykle på.


Dag to gik vi en lang tur i Velling Skov, som ligger helt op af campingpladsen. Skoven er utrolig kuperet og fordi 'kollerne' (= bakkerne) er så stejle, så er den gamle bøgeskov bevaret. Det betyder, at man her kan se 250-300 gamle bøgetræer.

Skoven er i dag udlagt til urørt skov og skal derfor passe sig selv.


Man får rigtig megen naturoplevelse for pengene, hvis man går en tur gennem skoven - også selvom det er op og ned. Her er fine skovsøer, højmoser, kær og kildevæld.


Når man krydser vejen mellem Velling og Vrads, så går man ind i Snabegård Skov. Snabegård Skov er primært nåleskov fra 1800-tallet - og det kan altså også noget. Undervejs passerer vi Snabe Igelsø, som ligger smukt i skoven.


Vi passerer også Vrads Station. Det er den ene endestation for veteranjernbanen Bryrup - Vrads. Her er utrolig hyggeligt og vi kan se at både stationen og de vogne, der står på skinnerne, i dag bruges som restaurant. Der var lukket, da vi var der, men mon ikke der er åbent om sommeren.

Et par dejlige dage er slut og vi er igen klar til at komme hjem til dagligdagen...