Der er to servicebygninger på pladsen: den ældste på billedet til venstre og en nyere på billedet til højre. Begge var pæne rene, men den ældste havde en træls lugt af fugtig kælder og vi kunne også se, at de havde store problemer med at holde malingen på væggene.
Ved den nye lå et lille pizzaria og på taget var der en strandbar, der havde åbent om aftenen. Den ene aften var der levende musik ved pizzariaet - det kunne vi godt høre helt ned til os...

På billedet til venstre ses indkørslen, hvor autocamperne har fået plads til højre og inde bag bilerne var der et område til telte. Pladsen er som skrevet udnyttet til sidste milimeter og vejene er derfor meget smalle. Vi så nogle, der måtte frem og tilbage flere gange, før det lykkedes dem at få slæbt campingvognen ud fra en sidevej.

På teltpladserne står der disse små borde-bænkesæt med plads til 2 personer. Det er godt tænkt. Og i et hjørne lå der 6-7 airstreams, som blev lejet ud.

Nedenfor stien var der en trappe ud i Bodensee. Her var der mange der badede og det gjorde vi naturligvis også. Vi var glade for, at badeskoene altid ligger i campingvognen, for der var lidt småsten på bunden. Som overraskende nok var forholdsvis fast. Vandet er langt fra klart, men det havde en overraskende varm temperatur.

Tæt på campingpladsen ligger blomsterøen Mainau. Tæt på var 4-5 km på cykel, hvor det første stykke gik gennem villakvartererne og det sidste stykke gennem denne fine allé. Man kommer ud på øen ved at gå af en lang dæmning. Det er ikke tilladt at cykle eller køre derud.

Øen tilhører i dag Lennart Bernadotte-Stiftung. Prins Lennart Bernadotte var greve af Wisborg, men var oprindeligt prins af Sverige og hertug af Småland. Derfor vejer det svenske flag også over bygningen den dag i dag.
Storhertug Frederik I af Baden købte øen i 1853 og brugte den som sommerbolig. Han betrages som parkens grundlægger, fordi han begyndte arbejdet med at bringe orden på øen, redesigne den og plante sjældne og eksotiske planter, som han havde med hjem fra sine rejser. Det er hans fortjeneste, at der i dag er et arboretet (samling af træer), en italiensk rosenhave og et orangeri.
Da hans søn Frederik II døde barnløs i 1928 overgik øen til hans søster Victoria af Baden. Hun var gift med den svenske Konge Gustav V. Ved hendes død i 1930 testamenterede hun øen til sin anden søn prins Wilhelm, hertug af Södermanland. I 1932 overdrog han ejerskabet til grev Lennart Bernadotte. Da han giftede sig borgerligt i 1932, mistede han sine svenske titler sin plads i det svenske kongehus. I samme forbindelse bosatte han sig på Mainau sammen med sin kone. I 1974 overførte han ejendommen til fonden.

Parken rummer en stor og anderledes legeplads og der er også et område med husdyr som heste, geder, kaniner og høns.

Der er smukke kig alle steder... her til venstre ud over Bodensee og til højre op mod vinmarkerne og Swedenturm – eller Svenskertårnet – er en del af de senmiddelalderlige befæstninger. Tårnet stammer fra 1558 og blev formentlig opført som vagttårn ind mod fastlandet. Tårnet blev ombygget i 1800-tallet, hvor det fik hjelmtag og træbeklædning.

Der er blomster overalt - og vi kom, da hortensiaerne stod flot op langs en smal sti, der fører op til Schloss Mainau.

Vi fortsætter lamgs vandet og får det første glimt af Schloss Mainau. Vi ender henne ved øens andet adgangspunkt: færgehavnen. Der er regelmæssige færgeture til øen fra andre byer langs Bodensee.

Lige uden for Palmehuset og op til slottet ligger den Italienske Rosenhave. Haven blev bestilt af storhertug Friedrich I af Baden i det 19. århudrede og rummer mere end 1.000 rosensorter.

Roserne var lidt på retur, da vi var der, men de fine pergolaer og de 4 marmorskulpturer, der symboliserer de fire årstider, skabte et flot rum.

I et hjørne af øen finder vi frem til sommerfuglehuset. Her er der op til 120 forskellige arter og underarter af sommerfugle fra de tropiske områder i Syd- og Mellemamerika, Afrika og Asien.
Sommerfuglene flyver frit omkring og det er især let at iagttage dem på de mange fodersteder der er rundt i huset.

Der er en stor samling pupper på et stativ i rummet for der skal hele tiden føres nye sommerfugle til. Sommerfugle lever ikke så længe – heller ikke ude i naturen. Ca. 70 procent af sommerfuglene kommer fra oprindelseslandene, hvor de opdrættes på særlige sommerfuglefarme og resten formerer sig selv i huset. Og som det ses, så findes pupperne i mange størrelser - det samme gør sommerfuglene. Den herunder til højre er størrere end Helles hånd...

På vej ud af parken kom vi forbi de store blomsterskulpturer...

Sådan ca. 60 km fra Konstanz og inde i Schweiz ligger Rheinfall - et ca. 20 meter højt vandfald, som vi havde haft kig på flere gange, men aldrig var nået forbi. På denne tur var det en oplagt udflugtstur...


Vi parkerede på en af de utallige parkeringspladser i området og startede vores tur ved Schlössli Würth. Slottet blev bygget i det 12. århundrede. Den gang blev mange varer transporteret mellem Basel og Bodensee på Rhinen, men selve Rheinfall voldte problemer. Her måtte alle varer nemlig tranporteret fra byen Schaffhausen og Rheinfallbassinet på vogn og skulle derfor lastes om fra båd til vogn. Schloss Würth blev i den forbindelse opført som told- og vareomlastningssted. I dag er der restaurant i den gamle bygning.

Rheinfall er 23 meter højt og 150 meter bredt. Det falder ned over klipperne i et stort – smukt – inferno af vand. På sådan en sommerdag flyder der ca. 600.000 l vand i sekundet gennem vandfaldet.
Rheinfall-klipperne er i øvrigt hårde Kalksten og Rhinen fik sit nuværende forløb for 14.000 – 17.000 år siden. Vandfaldet er delt af en stor klippetop i to vandfald Schaffhausen-faldet og Mühle-faldet. Det er muligt at komme op på klippetoppen fra nogle af bådene. Men så skal man påregne at blive ret våd...

Det er muligt at gå hele vejen rundt om Rheinfall, så man kan se det fra alle vinkler. Eller gå er nok så meget sagt, for skal man se det fra vandsiden, så må man sejle med en af de utallige turbåde, der sejler for foden af vandfaldet.

Naturligvis har man udnyttet vandfaldet og på vejen rundt kommer vi forbi denne fine vandmølle. Allerede i det 11. århundrede var der etableret en lille vandmølle her på stedet. Siden kom slibeværksteder og smeder til og der blev i 1800-tallet etableret 2 dæmninger over Rhinen. På den måde blev der skabt to kanaler, der kunne forsyne jernværkets og møllens vandmølle.

For at krydse Rhinen ovenfor vandfaldet, så skal man gå over en bro. Og pudsigt nok, så er det en kombineret gang- og togbro!

På den modsatte side af Rhinen ligger Schloss Laufer, der har sit navn efter Rhinen. Tidligere hed Rhinen nemlig Grosses Laufen... I dag er slottet udstillingsrum ligesom det er her vi finder Panoramvejen. Der skal betales billet til denne, men den er pengene værd, da man kommer helt ned og står, hvor der er tryk på vandet.

For at komme tilbage til vores bil, beslutter vi os for en sejltur på Rhinen neden for faldet. Der findes flere ture, men vi vælger en, der varer 30 minutter. Først sejles vi over til den anden side af 'rute-båden' og derefter finder vi den rigtige båd og får en fin tur ned af Rhinen.

Da vi har vendt lige ude omkring, hvor Rhinen igen bliver grænseflod mellem Schweiz og Tyskland, vender vi tilbage til Rheinfall. Her sejles vi helt ind mod faldet og mærker, hvor meget tryk der er på vandet her.

Og udsigten ned over Rheinfall - ja den fandt vi pga geocaching...