Vi forlod Kehl i god tid til, at vi kunne checke ind på campingpladsen i Mannheim inden siestaen kl. 12.00. MEN så skulle vi nok have fulgt gps'en og ikke bare tænkt: ja, ja - hun siger godt nok at motorvejen er spærret MEN der er jo ingen skiltning med det. Men jo - det var den. Så trafikken gled langsomt fra 3 til 2 spor til 1 spor til direkte ind i en afkørsel, der fik trafikken ledt ind gennem en lille by, der slet ikke var gearet til den mængde trafik. Så vi endte med at ankomme 30 minutter inde i den 3 timer lange siesta...


Adgangsforholdene til Campingplatz Strandbad Mannheim er noget specielle. Vi kom gennem et hjørne af Mannheim, hvor byens letbane kører midt på vejen med en vognbane på hver side. Derfor skulle vi f.eks. et sted først køre i den forkerte retning i ca. 200 meter for at lave en skarp u-vending (skiltet, så helt legalt) for at kunne komme over i den rigtige vejbane...
De sidste par kilometer ud til campingpladsen går gennem et ret vådt område med skov. Til sidst endte vi ved Strandbad Mannheim - og her skulle vi ned af denne smalle vej, hvor vi midt i det hele også lige skulle kante os rundt om et træ. Som det ses, så er der ikke plads til at møde modkørende og det er ikke muligt at se langt nok til at kunne se den anden ende. Så det er bare om at køre ind og krydse fingre...

Men så holder man også nede ved lågen og receptionen. Receptionen er et træskur på en trailer. Og traileren kan køre, så det er muligt at køre hele receptionen væk i tilfælde af, at vandet i Rhinen stiger meget.

Når man ankommer 2,5 timer før man kan checke ind, så er der jo tid til lige at snuse rundt og se os om. Først gik vi ned mod Rhinen, som ligger helt tæt ved campingpladsen. Her fandt vi en toiletbygning (til venstre herover), som naturligvis lige blev besøgt. Den var ikke imponerende, men vi blev enige om, at den var OK til os. Det eneste, vi var trætte af, var trappen, men det er praktisk, når området med jævne intervaller bliver oversvømmet.

Ved siden af ligger en stor bygning, hvor vi kunne se, at der var baderum på taget. I stueetagen var der en bistro med pizzaer, is og andet fastfood.

Vi fortsatte ned gennem campingpladsen og fandt en nyere toiletbygning, som var uden trapper og som denne dag gjorde os glade. Vi fandt også en køkkenbygning med mulighed for at lave mad og vaske op samt vaske tøj.

Da vi havde checket ind, så blev vi pænt fulgt ned til der, hvor vi skulle bo. Igen havde vi booket plads, hvilket igen var heldigt, da her var helt booket, mens vi var der. Campingfatter bestemmer, hvor man kommer til at ligge og hvordan man sætter op. Vi endte ret tæt oppe ved receptionen på en plads, hvor der ikke var plads til vores bil. Så den holdt lige uden for bommen under hele vores ophold.

Vi endte i 2. række, da 1. række er forbeholdt fastlæggere - eller måske er de mere medejere. For de ejede halvt deres plads. Vi var heldige at ende bag en tom plads, så vi havde et fint lille kig ned mod Rhinen. Græsset var højt og trængte i den grad til klipning og jorden var godt fugtig - ja der stod nærmest små vandpytter da vi kom.

Som det ses, er der ikke meget plads op og ned af vejene... og her er stort set ingen fortelte sat op - heller ikke hos fastlæggerne. Det skyldes primært faren for oversvømmelser. For nogle gange stiger vandmængden i Rhinen voldsomt og så står hele pladsen som før skrevet helt under vand.
Derfor er el-boksene også placeret højt... Og på den ene toiletbygning kunne vi lige ane, hvor højt vandet havde stået sidst... Og sidst, ja det var først i juni 2024 - altså bare cirka 8 uger tidligere, hvor vandet var nået ind i bygningerne og havde ramt en del af det elektriske system. Men alt fungerede perfekt, da vi var der...
I øvrigt hørte vi, at alle fastlæggerne var forpligtede til at hjælpe med oprydningen efter oversvømmelserne. Og at man ikke kun spulede alle bygninger mm, men også al bevoksningen så den blev fri af mudderet.

Lige ved siden af campingpladsen ligger bistroen - og den var ikke helt lille! Vi fik selvfølgelig lidt af ventetiden til at gå med at spise en is her, mens vi sad og nød udsigten ud over Rhinen med al dens trafik.

Bistroen var særdeles velbesøgt - hver aften var der nærmest fuldt hus og folk flyttede borde og stole ned i småstenene, så de kom tættere på vandet. Og hver aften omkring kl. 22 gik personalet så rundt med lommelygter og samlede møblerne sammen igen...

På flodbredden ligger et tykt lag af småsten og så kom der en stor flok gæs forbi hver dag.

Hvis man fortsætter hen forbi bistroen, så ender man, hvis man følger den lange flisebelagt vej, henne ved Strandbad Mannheim. Strandbad lugter ret meget af badningen MEN man måtte faktisk ikke bade i Rhinen og der var ikke noget badebassin ved strandbads-bygningen. Så strandbad her er mere solbadning...

Nå ja, vi tog faktisk en badetur i Rhinen, for campingfatter sagde, at det gjorde de alle. Det var den stærke strøm i Rhinen, der havde udløst forbudet... Og strøm - det var der! Vi skulle hele tiden lige være opmærksom, men ikke mere end at vi godt kunne håndtere den. Og temperaturen var behagelig i varmen...

Paradeplatz danner byens midte og blev i 18. og 19. århundrede brugt som militære paradepladser. Siden 1743 har Grupellopyramiden stået på pladsen. Inden da stod den i Düsseldorf, hvor kurfyrsten havde slået sig ned. Pyramiden er lavet af billedhuggeren Gabriel Grupello, der var hofbilledhugger hos kurfyrst Johann Wilhelm. Den blev designet som en springvand, men stod de første 150 år tør, da der manglede et vandrør! Da pladsen blev nydesignet i 1895 og vandtårnet kunne levere en fornuftig vandforsyning, tilførte man de store springvandsskåle med figurer. Disse blev lavet af billedhuggeren Johannes Hoffart. Under 2. verdenskrig blev en del af figurerne smeltet om, men heldigvis fandt man nogle figurer i privateje i 1975 og man fik lavet afstøbninger af disse.

Skulpturen er opdelt i 3 dele og er 6,90 m høj. Den er fyldt med figurer, der repræsenterer en række guder, kurfyrst Johann Wilhelm, kardinaldyderne (visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse) og dødssynderne så som grådighed, begær og vrede.

Selve parken - eller Friedrichsplatz - blev designet af arkitekt Bruno Schmitz og udført i 1899-1903. Den rummer et stort springvand med hele 178 dysser og en stor vandtrappe. Området er særdeles populært for de lokale, men der er heller ikke mange andre grønne områder i byen.

På siden af vandtårnet er denne fantastiske drikkevandsfontæne... Og på siden ind mod centrum af byen står endnu et stort springvand.

Byen rummer mange flotte vægmalerier - vi kom forbi en del af dem, men ikke alle er lige lette at finde...

Herunder ses Marktplatz - her har siden byens grundlæggelse været afholdt markeder. Bygningen er en dobbeltbygning, hvor den ene side fungerede som rådhus mens den anden side huser sognekirken Skt. Sebastian. Meget praktisk har de kunne bruge samme tårn. Bygningen er opført i begyndelsen af det 18. århundrede og erstattede en nedbrændt bygning.

Den imponerende bygning herover er Hotel zum Ritter St. Georg. Huset blev oprindeligt opført af en tøjhandler i 1592 og det fik sit navn efter den ridder, der troner over gavlen. Det fungerede som rådhus i perioden 1693-1703, men har siden været hotel og kro.

Löwenbrunnen på Universitetsplatz spillede en gang en vigtig rolle i byens vandforsyning. Løve-figuren blev formentlig valgt, da løven indgår i kurfyrsternes våbenskjold.

Universitätsplatz ligger, hvor dele af det gamle Augustinerkloster tidligere lå. Klosteret blev efter krigen i 1693 revet ned til en højde af 170 cm og rummene fyldt op og pladsen jævnet med jorden. Kurfyrst Karl Theodor købte området i 1753 og omdannede det til en paradeplads. Mod syd ligger den nye universitetsbygning, der blev opført i af Carl Gruber i 1931-1934 (herover til venstre). I nord ligger den gamle universitetsbygning, der er opført 1712-1735. (Herover til højre)

Kurfyrst Johann Wilhelm ønskede at gøre Heidelberg til centrum for katolsk aktivitet og han fik derfor opført den store højskolebygning i 1703-1711. Siden blev Jesuitkirche bagerst i billedet påbegyndt, men byggeriet trak en del ud, da der opstod skænderier mellem Johann Wilhelms efterfølger Karl Philipp og det reformerte kirkeråd. Da jesuitordenen blev afskaffet i 1773, overgik kirken til andre formål og blev blandt i en periode anvendt som militærhospital. Siden 1809 har den været kirke for katolikkerne.

Vi slutter beretningen fra Mannheim af med et par hushjørner - med udsmykning. Det kan også noget...