www.RoseFrederiksen.dk

Røde, blå, lilla eller sorte blomster

Herunder findes der beskrivelser af de planter med røde, blå, lilla eller sorte blomster, som vi har taget billeder af. Man kan trykke sig videre på det enkelte billede eller man kan scrolle ned, indtil man finder den plante, man gerne vil se på.




Sortviolet Akeleje (aquilegia atrata)

Inde midt i en skov nær Cortina d'Ampezzo stødte vi lige pludselig på disse flotte akelejer. Vi var slet ikke i tvivl om at det var akelejer - de havde bare en farve som vi aldrig havde set i en dansk have.

Højde: 100 cm høj.
Blade: forskudt på stilken og er uregelmæssige.
Blomster: brun-lilla og mellem 4-6 cm lange .
Voksested: lyse skove og vejkanter. Ej vildt i Danmark


Alpeaster (aster alpinus)

Denne fine asters stødte vi på, da vi besøgte det 2236 m høje pas Passo di Giau.

Højde: 15-30 cm.
Blade: behårede og stilkede.
Blomster: fra pink over violet, mørk lilla til hvid. Blomsten er kurvformet med en diameter på 3-5 cm.
Voksested: i fuld sol på fugtigt og let og nærringsrigt jord.


Rustbladet Alperose (rhododendron ferrugineum)

Disse fine azeleaer stødte vi på ved Falzarego Pas i Dolomitterne, men har nu set den mange steder i Alperne. Det er en stedsgrøn busk med kraftig busket vækstform.

Højde: 30-130 cm
Blade: normalt 2-3 cm lancetformede/smal elliptiske. De er mørkbrune.
Blomster: varierer i farve fra en dyb pink og til en lys rød og er tragtformede.
Voksested: i fjeldet/bjergene på fugtig jord og gerne i fuld sol.


Alpe-Skovranke (clematis alpina)

Denne planter er der ingen tvivl om, for den ligner præcis nogle af de klematiser vi har i haven derhjemme. Denne blev fotograferet Ved Passo di Giao i Dolomitterne i Italien.

Højde: vokser som en lian på op til 2,5 m - vi fandt den primært voksende hen af jorden.
Blade: modsatte.
Blomster: enlige, hængende. Blå bægerblade.
Voksested: Vokser primært i klippefyldte bjergskove og krat. Ingen eller lidt skygge.


Alpeviol (cyclamen persicum)

Denne fine alpeviol stod i noget krat, som vi kom vandrende igennem, da vi gik hele vejen rundt om Bled-søen i Slovenien i 2018.

Højde: op til 30 cm høj.
Blade: Langstilkede, bredt hjerteformede med grålige tegninger af forskellig form og intensitet. Det er en knoldvækst, hvor blad- og blomsterstilke kommer direkte op fra knoldene.
Blomster: snoede knopper, der ved uspring får tilbage-bøjede kronblade. Vildformerne er hvide eller rosa. 20-37 mm store.
Frugten: er kapsler. Når de modnes, gror og krøller stilken sig, så de sænkes ned i jorden. Kapslerne åbnes kun, når de er i jorden.
Voksested: stammer fra området Nordafrika, vestlige Asien og sydøstlige Europa. Foretrækker fyrreskove, egetræskove og åbne stenede skråninger, hovedsagelig på kalkholdige jordarter i en højde på 1000 meter. Ej vinterhårdfør i Danmark, men findes som stueplanter i mange farver fra hvid over rosa og rød til violet.


Ager-kohvede (Melampyrum arvense)

Denne meget lilla blomst stødte vi på, på diget ved Kramnitze på Lolland. Meget smuk og ikke lige en vi overså...

Højde: 15-40 cm.
Blade: lancetformede og spidse.
Blomster: 20-25 mm og begge læber lilla/røde og svælget er gult. Ses i åbne aks.
Voksested: tør, åben ofte kalkrig jordbund f.eks. kystskrænter og overdrev. Sjælden i Danmark.


Kæmpe Balsamin (impatiens glandulifera)

Vi fandt denne flotte plante i Harzen. Den findes også i Danmark, men her anses den som uønsket, da den udkonkurrere andre planter.

Højde: 1-2,5 m
Blade: tilspidsede, lancetformede og med takket kant.
Blomster: 2,5-4,0 cm stor og mørk pink og sjældnere hvid.
Voksested: på fugtig, næringsrig lokaliteter. I krat ved strand og langs søer, vandløb og moser. Ved affaldspladser og vejkanter. Er delvis skyggetolerant og ses derfor også i løvskove.


Blålyng (Phyllodoce caerulea)

Denne smukke plante stødte vi på ved polarcenteret på E6 i Norge, da vi kørte hjemad fra Lofoten.
Blålyng hører til lyngfamilien og er den dværgbusk. Den vokser i fjeldene i syd og op til kysten ved Nordkapp. Den vokser tit på heden sammen med blåbær, men findes også i fyrre- og fjeldbirkeskov.

Højde: 5-20 cm.
Blade: smalle, nåleagtige.
Blomster: nikkende krukke-formede blomster. Kronen er først rød, men siden blåviolet.
Voksested: Planten vokser på tørre heder, der er dækket af sne om vinteren. Ikke i Danmark.


Blåmunke (Jasione montana)

Til venstre: Vi kan ikke helt huske, hvor vi så dem, men et eller andet sted mellem Odense og Barcelona :D
Herunder: Ved Korevlerne på Sjælland mødte vi dette syn!

Højde: 10-35 cm.
Blade: 1 til 3 cm lange, smalle, hele og bølgede.
Blomster: blå blomster samlet i en kuglerund, ca, 2 cm bred kurv.
Voksested: heder, tørre skrænter og overdrev. Også i næringsfattige grøfter og græsarealer. Almindelig på de lidt næringsfattige lokaliteter - også i Danmark.


Bougainvillea (bouganvillea glabra)

Den er bare superflot, når den gror op af et hus.
Billedet øverst er fra Split i Kroatien. Billedet nederst viser, hvordan den kan komme til at sætte farve på en hel by. Her er det Mlini ved Dubrovnik.

Andet navn: Trillingeranke.

Højde: slyngplante på op til 12 m. Stænglerne er tornede og træede. Tornene er dækket af en sort, voksagtig substans.
Blade: skiftevis, enkle ovale-spidse, 4-13 cm lange og 2-6 cm bred.
Blomster: egentlig lille og hvid, men hver klase er omgivet af 3 eller 6 bægerblade med klare farve. Og det er dem vi ser som blomsten!
Frugten: fem-fliget skalfrugt.
Voksested: tør jord, fuld sol og har ikke brug for megen vand, når den først er etableret. Ej vild i Danmark.


Almindelig Brunelle (Prunella vulgaris)

Vi stødte på denne fine lille lilla blomst i Berchtesgaden en dag vi var ude at gå. Det er en flerårig urt med en krybende til opstigende vækst.

Højde: 15-30 cm.
Blade: ægformede med hel eller svagt takket kant. De er græsgrønne og har lidt hår. Stænglerne er firkantede og tæthårede.
Blomster: samlet i endestillede stande, der består af flere lag af kransstillede blomster. De enkelte blomster er blåviolette med en stor overlæbe.
Voksested: lysåbe græsarealer, skovkanter, hegn, på overdrev og enge. Almindelig i hele Danmark.


Brunkulle (Nigritella nigra)

Da vi tog billedet af denne fine blomst ved det italienske pas Passo di Giau i Dolomitterne i Italien, havde vi absolut ingen anelse om, at det var en orkide. For den ligner jo ikke lige de orkideer, som vi plejer at se.

Højde: 8-15 cm - men ses dog op til 30 cm.
Blade: mange og lange og ligner nærmest græs.
Blomster: Blomsterstanden er kort, nærmest koniske i formen. Blomsterne er små og normalt sortrøde. De lugter svagt af vanilje.
Voksested: fugtig, solrig.


Carpobrotus acinaciformis (Carpobrotus acinaciformis)

Lige uden for vores campingplads i Mataro nord for Barcelona i Spanien voksede disse planter i stor stil. Den betragtes i mange lande som invasiv, da den udkonkurrerer lokale planter.

Højde: måttegroende sokkulent, der kan gro hele året. Under gode betingelser op til 1 meter om året.
Blade: Saftige, modsatte, tykke 60-130 x 10-17 mm, sabelformede og trekantede i tværsnit. Gullige til græsgrønne, ofte farvet røde langs kanten.
Blomster: 0-15 cm i diameter, magurit-lignende. Farven varierer fra strålende lyserød-violet til mørk magenta.
Frugten: 35 mm i diameter, formet som en snurrende top, på en vinget stilk. Frugten er spiselig gul og duftende, når den er moden.
Voksested: oprindeligt fra Sydafrika, men har bredt sig til store dele af især Sydeuropa.


Cikorie (Carpobrotus acinaciformis)

Cikorien står tit i de danske grøftekanter. Disse har vi fotograferet på Lolland i sommeren 2020.
Tidligere har de tørrede og ristede rødder været brugt som kaffeerstatning, solgt under besættelsen og i årene efter under navnene "Richs" og "Danmarks".

Højde: op til 1 meter i højden. Flerårig urteagtig plante, der de første år kun danner en bladroset ved jorden.
Blade: ved jorden ses en bladroset med omvendt æggeformede med en groft tandet kant. på stænglerne nogle enkelte, meget smalle stængelblade.
Blomster: er egentlig kurve, der udelukkende består af tungeformede, blå randkroner.
Frugten: er nødder med en utydelig, hindeagtig fnok.
Voksested: I Danmark over store dele af landet - ynder lysåbne voksesteder på tørre, kalkrige jorde, ofte langs vejkanter og på skråninger og overdrev.


Forårs-Ensian (gentiana verna)

De her små eksemplarer så vi på Blauherd på vej op til Rothorn Paradise i Schweiz, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt over Matterhorn. De er ikke ret store, men man bliver helt glad, når man ser deres skønne farve!

Højde: lavtvoksende plante på op til 6 cm, som kan danne tætte puder.
Blade: Bladene i rosetten ved jorden er lancetformede og klart grønne. Bladene på stilken er mindre og mere ellipseformede.
Blomster: Blomsterne er meget blå (billedet lyver ikke!)
Voksested: i bjergene i op i 3000 moh. Holder mest af tørre enge med kalkrig jord.


Filtet burre (arctium tomentosum)

Filtet burre er en meget smuk plante, som den står der i vejkanten...

Filtet burre er en toårig, urteagtig plante med en opret, busket vækst.

Højde: 80-150 cm høj.
Blade: ægformede og bølgede med groft tandet rand. Oversiden er matgrøn og hårløs, men undersiden er tyndt gråfiltet.
Blomster: er samlet i endestillede, kuglerunde stande, som er overtrukket med et tæt, spindelvægsagtigt filt. De enkelte blomster er rørformede med røde kronblade.
Frugt: er blegbrune nødder, der er 5-6 mm.
Voksested: almindelig på Sjælland og syd derfor, mens den er sjælden i resten af landet. Den er knyttet til våde og fugtige, næringsrige jorde ved vejkanter, hegn, beboelser eller lignende.


Fingerbøl (digitalis purpurea)

Fingerbøl-planten har vi set flere steder i Danmark. Helle har et specielt forhold til den, fordi hendes mor har den i haven og fordi Helle i sine unge dage, var i huset hos en biolog, der studerede naturmedicin og som var vældig interesseret i fingerbølplanterne i Helles mors have....

Planten er en gammel lægeplante, da den indeholder de to stoffer digoxin og digitoxin, som begge er glukosider med indvirkning på hjertefunktionen og nervesystemet. Den KAN være dødelig.

Højde: 30-100 cm. - men dem vi har set, har nu været tættere på 100 cm end på 30 cm.
Blade: sidder som en roset ved jorden og som små sideblade på stænglen. De er lancetformede, takkede og gråfiltede på bagsiden.
Blomster: hænger i store ensidige klaser og er normalt smukt purpur-farvet med mørkere pletter. Vi har dog også set en i hvid.
Voksested: kystnære områder med halvskygge. Let fugtig, svag sur jordbund. Ses i Danmark.


Gøgeurt (dactylorhiza majalis)

Denne majgøgeurt så vi, da vi var på camping i Bogense i foråret 2009. Den er meget smuk, er en orkide og er fredet i Danmark.

Den blomstrer i slutningen af maj - selvom vi nu så den først i maj...

Højde: 40 cm
Blade: oftest brede og plettede på oversiden. Men de kan også være uden pletter.
Blomster: purpurfarvede med op til 50 blomster på hver stængel. Blomsterfarven kan variere helt over i det hvide.
Voksested: moser og sumpede områder som enge og kær. Ses mange steder i Danmark. ¨

Plettet Gøgeurt (dactylorhiza maculata ssp. maculata)
(ses herunder)

På vej op af en klippe på Lofoten, hvor vi skulle finde en cache, nærmest faldt vi over denne orkide. Vi havde ikke taget kameraet med op, så jeg tog da lige turen to gange – for vi ville have et billede af den!

Vi har besluttet (!) at det er en plettet gøgeurt – den har spidsere og længere lancetformede blade end maj-gøgeurten og læben på blomsten er bredere og mere rund. I forhold til skov-gøgeurten har denne kun en svagt delt læbe med en lille midterflig. Skov-gøgeurtens blomsterstand er pyramideformet, hvor den plettede majgøgeurts er mere cylindrisk


Haveklinte eller Fiksernellike (lychnis coronaria)

Disse meget farvestrålende blomster havde vi set på Hindsholm kort før vores tur til Nordkapp. Og så stødte vi sørme også på den i Stockholm. Planten gror ikke normalt vildt, men her fandt vi den på en klippe i skærgården.
Haveklinten er to-årig – første år danner den en lille bladroset og året efter kommer blomsterne. Den er ret åben, nærmest busk-agtig og meget nøjsom.

Højde: 45-50 cm
Blade: grålig-grønne og lodne.
Blomster: purpurfarvede og nellike-agtige.


Hawaii-Blomst (hibiscus rosa-sinensis)

Dette eksemplar fandt vi i Calvi på Korsika. Man bliver så glad, når man møder sådan en busk, men tænker også lidt på den lille plante, der står hjemme i en dansk vindueskarm.

Højde: stedsegrøn busk på op til 2 m, som nogle steder sydpå anvendes til hæk.
Blade: Ovale til lappede, mørkegrønne, tandede.
Blomster: tragtformede, store og oprindeligt røde som denne. Men fås i handlen i stort set alle farver. Blomsten holder kun 1 dag, men den blomstre flittigt.
Voksested: -


Rød Hullæbe (Epipactis atrorubens)

Denne fine lille orkide mødte vi i en skov nær Innsbruck i Østrig i sommeren 2013. Den er rigtig yndig og smuk i sin enkelhed.

Højde: 15-60 cm.
Blade: evekselstillede, elliptiske og bliver smallere op imod toppen.
Blomster: mørk rødlige og ind imellem grønne. De er næsten 10 mm brede. De sidder i en halvskærm med 6-30 blomster. Blomsterne lugter af vanilje.
Voksested: i løvskove og krat. Gerne med kalksten. Op til 2200 moh. I Danmark på Møns Klint og et enkelt sted i Nordjylland.


Illyrian tidsel (onopordum illyricum)

Tidslen her så vi på vores ferie i Kroatien i 2018. Ingen af os havde lyst til at komme helt tæt på...

Højde: op til 2 meter i højden. Toårig oprejst og forgrenet urt, der minder om en tidsel.
Blade: tornede blade på op til 50 cm i længden med dybtandede lapper.
Blomster: op til 7 cm store blomsterhoveder.
Voksested: Klippefyldte og uopdyrkede områder. Alm. i Portugal, Spanien og på Balkan.


Kartoffelblomst (solanum rentonetti)

Denne her busk/plante fandt vi også i Parc de Saleccia på Korsika.
I Danmark bruges den som krukke-plante - ofte i en opstammet version...
Hele plante er let giftig.

Højde: meget forgrenet busk, som kan blive op til 6 m høj.
Blade: ovale til lancetformede og glatte.
Blomster: kraftig blå med en meget gul midte.
Frugten: fem-fliget skalfrugt.
Voksested: solrig til halvskygge. Det er en stor familie, der dyrkes mange steder, men hvor nogle arter vokser vildt sydpå, hvor de kan overleve de milde vintre.


Klokke-Familien (campanula)

Vi fandt den her i Parc de Saleccia på Korsika.

Er en stor familie med mange planter der ser ens ud – sådan ved første øjekast. Hvilken en der her er tale om, er lidt svært lige at sige for os…

Højde: variere mellem 5 cm og 2 m – de kan være krybende eller opretstående eller hængende.
Blade: varierer ofte i formen på den enkelte plante, så der er større og bredere blade i bunden af stilken og mindre og smallere blade højere op. Ofte er der hvid saft i bladet og i stilken.
Blomster: i toppen af stilkene med 5 kronblade og ligner små klokker. Ofte blå, men kan være hvide eller røde.
Voksested: på mange forskellige lokationer fra stenet og sandet jord til krat og græsklædte områder.


(alm) Knopurt (centaurea jacea)

Disse flotte lilla kurveblomster stod på strandarealet ved Storebælt Camping i Korsør.
Det er flerårig plante, som elsker at gro på overdrev, enge og forstyrret græsland.

Højde: 20-70 cm
Blade: aflange, ellipseformede og sidder hele vejen op af stilken.
Blomster: lilla kurveblomst med en stor opsvulmet grund.
Voksested: Fuld sol/let skygge. Fugtig, lerholdig og humusrig jord. Ses i Danmark - dog ikke i Vestjylland.


Kragefod (potentilla palustris)

Denne kragefod så vi på kanten af en sø i Finland. Vi gjorde holdt for at spise frokost og kom nærmest til at sidde oppe i den. Dens farve er helt fantastisk.

Planten er en staude, der vokser i moser og sumpe, på våde heder og enge samt ved kanten af søer og åer.
Det er flerårig plante, som elsker at gro på overdrev, enge og forstyrret græsland.

Højde: 30-80 cm
Blade: 5-fingrede med groft takket kant og mørkegrønne.
Blomster: endestillede og brune/mørk-grumsede røde. De har 5 kronblade og er formet som potentil-blomster.
Voksested: Sur og mest fattige møjmoser. Fuld sol og konstant fugtighed. Ses i Jylland og i Nordøstjylland.


Kugleblomst (globularia (cordifolia?))

Der var så mange små fine blomster på Falzarego Pas i Dolomitterne i Italien og dette var en af dem. Fine små lyseblå lodne blomster...

Kugleblomst er en slægt med næsten 30 arter. De er oftest stedsegrønne, flerårige, urteagtig planter.

Højde: op til 10 cm.
Blade: helrandede og rosetagtige.
Blomster: nærmest kuglerunde, endestillede stande. De enkelte blomster er 5-tallige og uregelmæssige og de 5 små kronblade er samlet til et rør, der ender med to små læber..
Voksested: åbent, fuld sol, god dræning.


Kvæsurt (sanguisorba)

Kvæsurt er en slægt med 13 arter - hvilken af dem, vi her lige er stødt på, har vi ikke helt fundet ud af. Denne mødte vi uden for Cortina dÁmpezzo i Italien, da vi gik fra byen og tilbage til Camping Cortina.

Højde: stænglen kan blive 50-200 cm høj.
Blade: er fjersnitdelte og sidder skiftevis op af stilkene. Endvidere er der en klynge af blade ved jorden.
Blomster: er små og samlet i korte aks.
Voksested: -


Lægeoksetunge (anchusa officinalis)

Lægeoksetunge mødte vi i Odsherred i sommeren 2020.

Højde: kan blive 30-60 cm høj toårig plante.
Blade: første år dannes en helt flad roset ved jorden og år to skyder stænglen til vejrs. stænglen er rund og forgrenet i toppen. bladene er spredtstillede, ustilkede og linjeformede og helrandede. Oversiden er grågrøn, mens undersiden er noget lysere. Hele planten er dækket af stive hår.
Blomster: blåviolette, regelmæssige blomster, der sidder i endestillede svikler.
Blomster: kantede delfrugter. Voksested: findes over det meste af Europa på lysåbne, sandede steder.


Strand-Mandstro (eryngium maritimum)

Disse smukke lilla tidsler så vi i Frankrig helt nede ved Middelhavet. De var ret irriterende at sparke til...

Faktisk er vi ikke helt sikre på at det er en Strand-mandstro, men den er under alle omstændigheder nært beslægtet hermed.

Højde: 25-60 cm.
Blade: lancetformede, grå-grønne.
Blomster: lilla, kugleformede.
Voksested: sandede strandbredder, sandklitter og strandenge. Ses i Danmark spredt ved Vesterhavet og Østersøen + få andre steder.


Merian (origanum vulgare)

Den er en gammel lægeplante, som man har udvundet æteriske olier fra og den dufter da også skønt.
Højde: 15-60 cm.
Blade: sidder parvise, er æggeformede og spidse.
Blomster: sidder samlet i halvskørme og er lyserøde-purpur. Denne er ikke sprunget helt ud.
Voksested: lysåbne med veldrænet, gerne kalkrig jordbund. Almindelig på øerne og sjælden i Jylland.


Musevikke (vicia cracca)

Disse små fine blomster groede på strandarealet ved Storebælt Camping i Korsør.
Det er en klatrende eller nedliggende plante, som kan komme til at fylde en del.

Højde: 30-80 cm
Blade: har 8-10 lancetformede småblade og en lang slyngtråd i spidsen.
Blomster: ærteblomst-lignende i lange ranker.
Voksested:


Musøre/Dværgpil (salix herbacea)

Denne meget lave plante er fotograferet på Nordkapp, sommeren 2011.

Musøre - eller dværgpil - er en måttedannende meget lav art af pil.

Højde: 2-5 cm.
Blade: mørk-grønne med en rød kant og på nogle af dem ses en håret kant/bagside.
Blomster: de røde 'kapsler' på billedet er frøstande fra hunblomster.
Frugt: kapsler.
Voksested: arktiske regioner


Nerium (nerium oleander)

Nerium er en plante, som vi kender herhjemme som en stueplante. Men sydpå, så vokser de vildt.

Her til højre: Den opstammede Nerie fandt vi i Martigues i Sydfrankrig.
Herunder: de øverste står uden for Pileporten i Dubrovnik. Og de nederste vokser i Mlini syd for Dubrovnik. De forskellige blomsterfarver stammer fra Parc de Saleccia på Korsika.

Højde: det er en 5 m. høj stedsegrøn busk med en halvkugleformet, åben vækst. Grenene er slanke og glatte.
Blade: kransstillede, lancetformede og læderagtige. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er mat lysegrøn.
Blomster: idder samlet i endestillede halvskærme. Fra naturen: lyserøde, dyrkede former: hvide, lyserøde, mørkerøde til næsten rødviolette.
Frugt: kapsler med talrige, hårede frø.
Voksested: vildt: typisk ved vandløb i floddale, hvor den kan overleve længe uden nedbør. Vokser ikke vildt i Danmark.


Pragtsnerle (ipomoea purpurea)

Lige uden for vores campingplads i byen Mataro lige nord for Barcelona i Spanien stod disse flotte snerler.

Højde: op til 3 meter - slyngende plante.
Blade: hjerteformede.
Blomster: er blå og trompetformede mellem 3 og 6 cm store.
Voksested: varme regioner - subtropiske områder.


Revling (empetrum nigrum)

Disse har vi mødt flere steder især i Nordnorge, hvor de groede lige ved siden af blåbærrene. Da vi ikke vidste, hvad det var for en plante, smagte vi ikke på bærrene, men det viser sig nu at det kunne vi godt have gjort.

Revling er i familie med lyng og der findes to slags: Alm. revling og fjeldrevling. Fjeldrevling er kraftigere end den alm. revling og samtidig er den tvekønnet. Vi indrømmer blankt, at vi ikke er klar over, hvilken revling vi er stødt på…

Andre navne: kragebær og sortbær.

Højde: 10-30 cm.
Blade: nåleagtige og faste og mørkegrønne.
Blomster: små og lyserøde og på den alm. revling findes han- og hunblomster – på fjeldrevlingen findes kun en slags blomster på hver plante.
Frugt: sorte – uden det blå lag som på blåbærrene – og faste med hårde sten. Det har en let bitter/fad smag og kan
ikke bruges til madlavning. Samtidig indeholder de et
giftstof, som gør dem uspiselige i store mængder.
Voksested: heder, klitter og tørvemoser. Ses også mange
steder i Danmark.


Rød hør (linum grandiflorum)

Den røde hør så vi i Luxembourg - den er ofte en del af pakken, hvis man sår en blandet pose frø ;)

Højde: en-årig urt med forgrenet stilk op til 40 cm i højden.
Blade: 1 til 2 centimeter lange lancetformede blade.
Blomster: har hver fem røde kronblade, som er op til 3 centimeter lange og støvdragerene bærer lyseblå pollen.
Frugt:
Voksested: stammer oprindeligt fra Nordafrika - primært Algeriet - men er siden introduceret i Sydeuropa. Anvendes i Danmark som haveplante, hvor den findes i flere farver.


Kæmpe silkeplante (asclepias syriaca)

Denne plante fandt vi nær Bled i Slovenien.

Højde: urteagtig plante som kan blive op til 2 meter høj
Blade: er ovale, modsatstillede og bliver 10-20 cm lange og 5-11 cm brede. Blade der sidder lavt på stilken er hårede mens de øvre er glatte.
Blomster: dufter sødligt, er hvid til rosa og sidder 10-120 blomster sammen i den kugleformede blomsterstand.
Frugt: er brune, ovale, flade og 6 mm lange og 5 mm brede. Sidder i modne bælge og hver bælg kan indeholde mellem 150 og 425 frø. Frøene har fnok og de vindspredes.
Voksested: stammer oprindeligt fra Nordøstamerika. Anses som en invasiv art i mange lande. Findes vistnok ikke vildtvoksende i Danmark.


Skovgaltetand (stachys sylvatica L.)

Denne plante var der mange af i området ved Jajce i Bosnien-Herzegovina.
Planten lugter ilde ved berøring.

Højde: op til 100 cm høj
Blade: er modsatte og hjerteformede, groft takkede og med en lang stilk.
Blomster: blomsterkranse i en akslignende stand. Det er læbeformede violet til brunrøde blomster med hvide aftegninger på underlæben. Blomsterkransene sidder adskilt fra hinanden.
Voksested: Løvskov, mose eller eng og trives bedst i skygge. Almindelig i store dele af Danmark og i hele Europa.


Almindelig Slangehoved (echium vulgare)

Denne plante mødte vi ved en ridebane i skovene ved Camping Bredäng nær Stockholm. Vi var på en cachetur og syntes den så fantastisk flot ud som den stod der i kanten af området.

Slangehoved er en toårig plante med en opret vækst. Det første år dannes kun en roset, mens stænglen skyder op næste forår. Hele planten er dækket af stive hår.

Højde: 30-80 cm
Blade: er spredstillede og lancetformede.
Blomster: er blå og tragtformede og de kommer på svikler på stænglen. Svikler er aks- eller klaselignende blomsterstande, som før udspringningen er sneglehusformet/sammenrullet.
Voksested: på tørre marker og langs vejkanter.


Strandsennep (cakile maritima)

Denne plante mødte vi på stranden tæt på Horne på Sydfyn på en af vores utallige geocachingture :D Sept. 2020.

Det er en enårig, urteagtig plante med en krybende til opstigende vækst.

Højde: 15-30 cm høj urt, der vokser på sandstrande med tang.
Blade: er sukkulente og enten fjersnitdelte eller hele og lancetformede.
Blomster: er samlet i små, endestillede klaser. De enkelte blomster er regelmæssige og 4-tallige med lysviolette (sjældnere rosenrøde) kronblade.
Frø: er en kapselfrugt opdelt i rum med hver et frø.
Voksested: findes i Danmark. Den er knyttet til lysåbne strandvolde med et højt indhold af nedbrudt tang.


Sæbeurt (saponaria officinalis)

Helle havde set planten stå langs motorvejen mellem Odense og Svendborg - men der er det jo ikke muligt at stoppe. Da vi så opdagede den i vejkanten på Lolland - ja så måtte vi stoppe - også selvom vi havde campingvognen bagefter!

Det er en enårig, urteagtig plante med en krybende til opstigende vækst.

Højde: er en 30-60 cm høj urt.
Blade: er elliptiske og helrandede med tre tydelige ribber. Oversiden er grågrøn, mens undersiden er noget lysere.
Blomster: samlet i tætte stande yderst på skuddet. De enkelte blomster er 5-tallige og regelmæssige med sammenvoksede kronrør og hvide eller svagt lyserøde kronblade.
Frø: er kapsler med mange frø.
Voksested: i Danmark vokser den vildt omkring bebyggelser. Den foretrækker lysåbne eller let skyggede voksesteder med næringsrig og fugtig, men veldrænet, sandet eller gruset jord.


thlaspi rotundifolia (thlaspi rotundifolia ssp.corymbosum)

Denne lille fine plante så vi på det 2762 meter høje bjerg Lagazuoi i Dolomitterne i Italien. Vi var så højt oppe, at her ikke groede noget - altså bortset fra disse små fine blomster.

Højde: 3-15 cm.
Blade: mørke til blålig-grønne - noget kødfulde.
Blomster: firfoldige med 6-9 mm lange kronblade.
Voksested: typisk huller i sten/klipper/stenbrud eller bunker af sten. Almindelig i de alpine områder i 1500-3400 moh.


Smalbladet timian (thymus serpyllum)

Smalbladet timian fandt vi på nordkysten af Odsherred sommeren 2020. Bierne var vilde med den.

Ligner bredbladet timian, men stænglen er cylindrisk eller kun let firkantet og håret.

Højde: er en 5-25 cm høj stedsegrøn, krybende dværgbusk, der danner store tæpper.
Blade: er bittesmå og linjeformede med indrullet rand og med hår langs den inderste del af bladet.
Blomster: sidder på oprette skud og er kugleformede og består af små læbeblomster.
Frø: -
Barken: er først rødlig og behåret, men senere bliver den brun og stribet.
Voksested: i det meste af Europa på tørre stepper og heder med mager, varm og tør jord. I Danmark almindelig i det meste af Jylland, i Nordsjælland og på Bornholm.


Bredbladet Timian (thymus pulegioides)

Disse smukke blomster stod i Stockholm ude på Beckholmen.

Timian er en flerårig dværgbusk. Bredbladet Timian har firkantede stængler.

Højde: 5-20 cm.
Blade: er ægformede/elliptiske med rødlige pletter.
Blomster: blomsterkronen er uregelmæssig med røde blomster på omkring 6 mm. Alle skud ender i en blomst.
Voksested: lysåbne, veldrænet og kalkrig og næringsfattig jord. Alm. i Østdanmark, ellers sjælden. Ses ikke på Bornholm.


Trævlekrone (silene flos-cuculi)

Trævlekronen så vi på en skovvandring i Zeltweg i Østrig i 2018.

Højde: 20-50 cm høj flerårig urt. Første år ses kun en bladroset ved jorden.
Blade: bladrosetten ved jorden består af linjeformede og helrandede blade med hvide hår. Stænglerne er runde og glatte og bladene på stænglerne er modsatte og linjeformede med hel rand. Oversiden er lyst blågrøn og undersiden lysere.
Blomster: små stande fra bladhjørnerne og ved enderne af skuddene. Kronblade dybt firkløvede.
Frugt:kapsel med mange frø.
Voksested: fugtige enge. Forekommer naturligt i Europa, Kaukasus og Sibirien. Forholdsvis almindelig i Danmark.


Langakset Trådspore (gymnadenia conopsea)

Denne fine orkide fandt vi på Øland - da vi krydsede ind over et stort fredet område.
Den hører til gøgeurtfamilien og er sjælden i Danmark.

Højde: 45 cm høj.
Blade: meget smalle - mellem 0,3 og 2 mm og er uden pletter
Blomster: sidder mere eller mindre tæt i aks.
Voksested: Græssletter, græsgange i bjergene, lyngheder, kalkrige kær og lyse skove. Ses på Sjælland.


Almindelig Trompetblomst (campsis radicans)

Trompetblomst er en stor slyngplante, som vi ofte har set i Sydeuropa. Den her så vi på en lille vej nær Ile Rousse på Korsika.

Trompetblomst er en løvfældende, kraftig busk, der delvis klatrer ved hjælp af luftrødder.

Højde: 5-8 m lange grene.
Blade: modsatte og uligefinnede.
Blomster: 4-7 cm store og er orangerøde eller skarlagenrøde og samlet i endestillede, tætte toppe.
Frugt: 10-15 cm lang kapsel med vingede frø.
Voksested: Fuld sol og gerne med en mur eller andet til at klatre på.


Trompet Ensian (gentiana acaulis)

Vi vandrede rundt i Dolomitterne og pludselig så står de der - og lyser så voldsomt op med deres store blå klokker.

Højde: 2-10 cm og nærmest krybende.
Blade: modsatte og uligefinnede.
Blomster: stedsegrønne, 2-3,5 cm lange og sidder i en roset.
Voksested: solrige, tørre alpine enge med kalkrig jord. Op til 2600 moh.


Tue-limurt (silene acaulis)

Denne tue-limurt så vi på Nordkapp – næsten helt ude ved kanten!

Planten er en lille pudedannede flerårlig plante, som gror på bjergtoppe og klippefyldte områder i højlandet. Men den findes også i havniveau allerlængst nordpå – og vi kunne jo dårligere komme længere nordpå.

Højde: 2-5 cm.
Blade: små tætstillede, linjeformede og danner mos-agtig puder, når den ikke blomstre.
Blomster: er rosa og er op til 10 mm. Den har 5 let kløvede kronblade.
Voksested: sandet/gruset bund i fjeldet og på heden. Ikke i Danmark.


Turban-Lilje (lillium martagon)

På en lang - og ret hård - gåtur op ad et bjerg ved Innsbruck stod den der lige pludselig og nikkede med sine fine små liljeblomster. Det er en staude, som danner overvintringsorganer i form af ovale løg.

Højde: op til 1 m.
Blade: spredtstillede nederst og øverst, mens de på midten sidder i kranse med 8-14 blade. Det enkelte blad er lancetformet, hårløse og helrandede. Stænglen er rund og ofte rødplettet.
Blomster: oftest rosa og blomsterbladene bøjer så meget udad og nedad at spidserne mødes ved stilken.
Voksested: lysåbne områder som f.eks. solrige bjergenge, løv- og nåleskov. Ynder fuld sol til halvskygge.


Smalbladet vikke (vicia sativa)

Denne fine ærteblomst fandt vi på et overdrev ved Korevlerne på Sjælland i 2020.

Der er 3 underarter, som ofte sammenblandet og som sikkert ofte krydser og forekommer i mellemformer. Følgende gælder ssp. nigra: Smalbladet Vikke.

Højde: er en 40 cm. høj 1-årig eller 2-årig ærteblomst.
Blade: 3-5 par småblade med en slyngtråd for enden. De nedre blade har dog oftest kun 2 par småblade og ingen slyngtråd, men en kort brod.
Blomster: er 10-16 mm. lange og sidder enkeltvis eller 2-3 sammen i bladhjørnerne; fane, vinger og køl er purpurrøde.
Frø: er en bælg, der er vandret udstående, indtil 5 cm. lange, næsten glatte og brune til sorte.
Voksested: tør, ikke for næringsrig bund, ruderater, vejkanter, lysåben græsvegetation.


Æselfoder (Onopordum acanthium)

De er utrolig flotte - men også stikkende. Vi har mødt dem mange steder - den her er fra vores tur til Barcelona.

Højde: 1-2 meter høj hvidfiltet og tornet plante.
Blade: nedløbende blade i op til 2 centimeter brede vinger på stænglen.
Blomster: 2-6 centimeter i diameter og rødlilla.
Voksested: nøjsom - vokser gerne på lossepladser og langs veje.