Korsika 2010 - del 2
Vi forlod Camping Les Oliviers torsdag den 8. juli og kom efter 188 km og 3 timer og 15 min frem til Camping Asciaghju syd for Porto Vecchio. Vi havde aftalt for nogle dage siden, at vi ikke ville ankomme alt for sent – helst inden middag, for vi havde set hvor mange, der febrilsk kørte rundt for at finde et lille hjørne at være på, når klokken nærmede sig 17. Og med vores cv kunne vi jo ikke klemme os ind hvor som helst...
Vi tog vejen op til Corte og derfra videre ad N200 til Aléria ude ved Østkysten. Herfra sydpå og rundt om Porto Vecchio. Syd for Porto Vecchio valgte vi vejen mod Bocca di l'Oru, som går af lidt længere sydpå end vejen mod Palombaggia.
Vi ankom omkring kl. 12 og fik 1 plads at vælge mellem. Hvis vi ikke kunne lide den, så kunne vi finde en anden campingplads! Vores ’campingmutter’ på denne plads skal I nok komme til at høre lidt mere om! I øvrigt får man ikke en plads, hvis man ikke bliver i mindst 3 dage… det gav mere ro på pladsen, fordi der ikke var så mange, der bare kom ind for 1 nat.
Pladsinfo: Camping Asciaghju er en 2* plads tæt på vandet – tættere på end Camping Les Oliviers!
Toiletter og baderum er fine – om end der er noget kø ved bruserne om aftenen. Der er fint
med varmt vand, baderummene er meget smalle, så det er bøvlet at klæde sig på og der mangler plads til at lægge sit rene tøj og håndklæde.
Gulvene ser ofte beskidte ud, men det skyldes ikke manglende rengøring men alt det støv og jord vi slæber med ind i en kombination med fugtige gulve fra dem der har badet.
Tillige har man så her nogle, der overvåger ens bad: gekkoer under loftet! De er meget søde og hver gang man er her, skal man lige kigge rundt for at se, hvor de sidder.
Vores parcel var smal, campingvognen kunne lige være der med solsejlet sat op. Bilen placerede vi foran og skygge fandt vi på noget, som vist nok egentlig var et fællesområde…
Der var kort afstand til el og vand og jordbunden var hård. Parcellerne var tydeligt mærket op, men en egentlig adskillelse mellem parcellerne skal man ikke forvente - hvis man er heldig, stå der et par træer i skellet og 3 m reglen er en by i Rusland.
På pladsen er der et lille marked med lidt grønt, lidt pasta, lidt mælk etc.
Brød fås i receptionen (hvorfor det ikke blev solgt i markedet, det forstod vi ikke!).
Brød skal bestilles dagen før – men ellers er det tilsyneladende ’campingmutters’ største fornøjelse at skælde ud - på fransk - over, at man ikke har bestilt brød dagen før – ikke at hun lige som gør opmærksom på det, når man checker ind… Det overgik ikke kun os, men rigtig mange nye på pladsen…
Man skal heller ikke forvente at kunne købe en vaskepolet samtidig med, at man henter brød om morgenen, ’for der er jo nogle i køen, som ikke har fået brød’…– det tog så max ½ min., da jeg kom igen senere…
Man kan heller ikke checke ud kl. 8.00, for her ekspederer hun jo brød, men må vente til hen ad 9… Vi har heldigvis en god portion humor og griner over den slags, men vi så andre, som valgte at rejse…
Lige et par billeder fra pladsen - herover til højre er udsigten ind mod land fra vores parcel. Og herunder dels teltområdet, som er opbygget i terrasser og dels udsigten fra et lille hjørne af pladsen. Det er meget få, der kan nyde denne udsigt og kun hvis man er i telt. Og på langt de fleste teltpladser kan ikke have bilen på parcellen, men må stille den på de p-pladser, der findes rundt om på pladsen.
Hvad der virkelig trækker ned er antallet af myg og hvepse. Første aften spiste vi sammen med mindst 50 hvepse og ingen myg kl. 20 – 2. aften spiste vi så sammen med rigtig mange myg, men ingen hvepse kl. 21.00. Deres marked har dog en udmærket myggespray, som virkede ret godt.
Nå, ellers er der et pizzaria max 200 m væk og flere store supermarkeder inde i Porto Vechhio.
Og så er der en meget stejl nedkørsel – vi havde ikke problemer med at komme op, da vi forlod pladsen, men det er noget, man lige skal være klar over.
Havet ligger tæt på – det tager ca. 10 min. at gå derned af en sti. Turen ned til stranden begynder ved denne låge lige uden for campingpladsen og fortsætter ned af en vej til et hus. Ved den næste låge drejer man til venstre og følger en smallere sti helt ned til vandet.
Og når man kommer gennem den smalle åbning i buskene nede ved stranden, så mødes man af det, man kan se på det højre billedet herunder:
Vi fik endelig øje på en cikade - de kan larme helt forfærdeligt og man er ikke i tvivl om, hvornår man er rigtig tæt på en - og så er det ellers bare om at lede. De er ret godt camoufleret, men vi fandt den!
Stranden er sandstrand med lidt klipper. Hvis man gå ud til højre for de klipper, som ligger ud i vandet, er der småsten de første par meter. Går man ud til venstre for stenene, er der sandbund hele vejen...
Vandet er klart og vi målte 29 grader. Den er rimelig flad, men bliver alligevel hurtig dyb.
På selve stranden er der ikke megen skygge, men det kan jo afhjælpes med en parasol.
Her er også fisk at dykke efter, ligesom vi så et enkelt søpindsvin. Men da de sidder på klipperne og vi går på sandet, udgør de absolut intet problem.
Vi tog en tur ind til Porto Vecchio – vi skulle da se byen. Vi tog den anden vej op til byen - forbi Palamboggia-stranden, fordi vi ville se om den var mindre snoet. Men det var den absolut ikke - den er tillige længere og der er parkeret rigtig mange biler langs vejen, fordi folk vil ned på strandene i området og bade. Men her er et par billeder fra turen:
Inde i Porto Vecchio ville vi gå en tur, så vi fandt en p-plads - som var gratis (tror vi da nok) fordi det var søndag. Overfor lå kirkegården herunder - sådan så alle de kirkegårde ud, som vi så på Korsika. Nogle gange var det bare 2-3 huse langs vejen - andres gange store områder som dette.
Vi valgte at bruge vores energi i den gamle del af byen, som er omkranset af en ringmur. Her er smalle gader og masser af butikker. Og hvis man går ud gennem Porte Genoise (den genovesiske port) er der et udkigspunkt, hvorfra man kan se ned over marinaen, havet, saltsyderiet og den bagvedliggende dal.
Den store kirke St. Jean-Baptiste støder op til torvet, men man kommer ind i den anden ende.
Kirken er fra det 19. århundrede og opført i granit og med et stort billede af korsfæstelsen malet på lærred i det 16. århundrede. Samtidig har den aircondition, så på en varm dag, er det perfekt lige at kigge ind...
På byens torv Place de la République findes et stort træ plantet i 1901, hvorunder man kan sidde og nyde en kold is eller noget læskende, lokal øl!
Her er mange mennesker en søndag formiddag, så det kan være svært at finde et sted i skygge, men så må man på jagt ude i sidegaderne.
På vej tilbage til campingpladsen, fandt vi grunden til alle myggene - de store stillestående vandområder, som findes rundt om Porto Vecchio. De er en del af flere floddeltaer syd og nord for byen.
Selvom man ikke skulle tro det, når man mærkede varmen om dagen, så var der faktisk ret fugtigt på dele af øen. Her var vandløb, hvor der stadig var meget vand i - i forhold til, hvad vi f.eks. så i Italien. Vi oplevede også, at det duggede kraftigt de fleste nætter, vi var der.
Men der er jo en grund til at øen er så grøn - selv midt på en stegende varm sommer.
Vi skulle hente Louise og Morten i lufthavnen i Ajaccio kl. ca. 13 en mandag. Ajaccio ligger på den anden kyst. Den korteste vej går via den store hovedvej N196, men vi havde besluttet at køre hjemmefra i god tid, fordi vi ville krydse op over Ospedale-massivet derover.
Lige efter Ospedale er der et godt udsigtspunkt og bagerst i billedet ses Porto Vecchio med sin golf - men igen i dag var der rigtig meget varmedis, som generede fotografen.
Hendes erfaring er, at de bedste billeder af store udsigter - dem får man sjældent om sommeren...
Undervejs mod Zonza passerede vi Ospedaledæmningen, hvor der var en fantastisk flot sø med en næsten spejlblank overflade. Fra Ospedale og mod Zonza kom vi yderligere opad og det kunne ses - her blev mindre og mindre vegetation og flere og flere klippeområder, som alle bare var så smukke - især for os der ikke ser på dem til hverdag!
Vi kørte videre mod Zonza, som er et trafikknudepunkt oppe i bjergene, men også samtidig et turistmål pga. mulighederne for at vandre, cykle og fiske.
Når vi holdt stille kunne vi høre bjælder rundt omkring og på et tidspunkt mødte vi en lille flok geder. Ikke alle geder i en flok har bjælde på - det er ikke nødvendigt, da de følges ad.
Vi fortsatte mod Levie og ned til N196. Efterhånden kom vi længere ned igen og mødte store opdyrkede områder i dalene.
Jo længere ned vi kom, jo varmere blev det igen - vi så 23 grader oppe ved Zonza - en yderst behagelig temperatur - men nærmede os igen 35, da vi nåede til Ajaccio.
Vi fortsatte af N196 til Ajaccio, hvor vi meget let fandt lufthavnen, som naturligvis hedder Napoleon Bonaparte. Napoleon blev nemlig født i byen! I lufthavnen fik vi så lov at vente, for flyene fra Paris var forsinkede. Der var et voldsomt tordenvejr over Paris, så der kunne ikke lette fly overhovedet.
Men endelig kom de, vi fik hentet bagagen (som kom på et andet bånd end annonceret…) og da klokken var blevet så mange, kørte vi af N196 ned til Bocca di a Testa, hvor vi tog D859 tilbage til Porto Vecchio.
På N196 kommer man forbi klippen Lion de Roccapina. Med lidt god vilje ligner klippen et løvehoved...
Her skulle være en god badestrand, som vi havde overvejet at besøge, men vi valgte at køre hjem til campingpladsens strand, hvor Morten og Louise fik dyppet tæerne for første gang.
Nu da Morten og Louise var kommet skulle vi naturligvis en tur til Bonifacio – byen der ligger højt oppe på kanten af kridtklinterne og som man bare skal se, når man besøger Korsika.
Vi kørte op til haute ville og fandt en parkeringsplads, hvorfra vi kunne gå op til bymidten via vagtstien, som ses på billedet herunder, som en række vinduer.
Fra vagtstien var der en flot udsigt ned over den beskyttede havn og billedet her er taget fra platformen, man kan se på billedet ovenover.
I havnen lå en række store sejl- og motorbåde - ligesom der var mange, som ankrede op på den modsatte side af byen for at se på byens helt unikke beliggenhed på toppen af de store kridtklinter.
Vi gik en tur rundt i de smalle gader og kom hen til Place Manicella, hvorfra der er en flot udsigt ud over klinterne. Byen har en stor tilstrømning af turister, så den kan godt føles lidt stoppet... og alligevel kan man finde et hjørne, der er næsten helt tomt.
Fra Place Manicella fortsatte vi hen til det gamle fort Bastion de l’Etenard, hvor der er indrettet et lille museum.
Her viser forskellige installationer lidt om livet i Bonifacio i tidligere tider. Her findes f.eks. en rekonstruktion af skelettet ’Lady of Bonifacio’, som stammer tilbage fra år 6500 før Kristus og et middelaldermarked.
Entreen var ganske lille og selvom museet heller ikke er ret stort, så var det alligevel lidt sjovt at komme ind i.
Vi fortsatte hen til L’escalier du Roi Aragon, som er en trappe ned oppe fra byen og helt ned til vandet.
Det siges, at trappen blev bygget på en nat, så kong Aragon og en hær af belejrere kunne trænge ind i byen - men da vi havde set den, så troede vi ikke helt på den historie...
Det koster penge at gå ned af den, men man kan købe en kombibillet, der gælder dels til den, dels til Bastion de l’Etenard og dels til St. Dominique-kirken. Hvis blot man besøger to af stederne, har man tjent penge...
Efter at været kommet tilbage til bilen igen, kørte vi ned og satte den ved havnen – der er ikke længere rundt i byen end man godt kan gå, men Morten havde problemer med ryggen i perioder, så for at aflaste den, valgte vi at køre. Vi fandt en p-plads og gik hen mod turistbådene, hvor vi straks blev kontaktet af en billetsælger. Vi fik billetter og satte os på skibet, der hurtigt lagde fra. Et godt tip her er rigeligt solcreme og så blive ude i det fri – så ser man mest og får lettest taget billeder! Båden startede med en tur ud forbi selve byen. Det er fantastisk at se den fra havsiden. En sejltur - det skal man altså give sig selv, når man alligevel er her!
Derefter sejlede vi retur, men forbi indsejlingen til havnen og videre langs kysten, hvor vi blev sejlet ind i en gamle smuglerbugt og ind i La Grotte du Sdragonato – dragegrotten. I grottens loft er et stort hul, som med lidt god vilje kan ligne Korsika. De er meget glade for deres ø og vi har set silhuetten af den brugt til de mærkeligste ting – f.eks. som faconen på en pizza…
På vej tilbage til Porto Vecchio lagde vi vejen forbi Rondinara, som nok er den mest fotograferede strand på hele Korsika.
Vejen ned til stranden er lang, smal, ujævn og snoet og man skal betale for at parkere. Men der er et skilt ude ved den store vej, der viser derud - det er der ikke så tit...
Selve bugten er en næsten lukket cirkel, stranden er fint sand og vandet er blåt, men ikke klart, som vi var vant til.
Derfor blev vi faktisk lidt skuffede, for ekstraordinær det var den nærmest kun pga. formen og den kan man kun se fra luften.
