Lofoten, Saltstraumen og Lillehammer
Næste dag fortsatte vi de sidste 278 km til Camping Ørsvågvær på Lofoten. Herover er der et par billeder fra turen ned mod Lofoten. Og herunder har vi lige krydset broen ud til Lofoten.
Vi ankom til campingpladsen lige efter middag den 18. juli og kunne ’frit vælge en plads, så længe vi ikke generede andre’.
Vi valgte en, hvor bagenden af campingvognen blev kørt ud til kanten af vandet og vi havde den flotteste udsigt ud over vandet og med bjerge med sne på toppen på den modsatte side. Så smukt – så smukt. Turen til pladsen er meget snoet, men også meget smuk – men sådan er vejene på Lofoten.
Egentlig havde vi planlagt at bo på nabopladsen Camping Sandvika og den fejler sådan set heller ikke noget – altså bortset fra, at der ikke var samme fine udsigt fra de pladser, der var frie
Camping Ørsvågvær har fine bade- og toiletforhold – de ligger i hovedbygningen, hvor også restaurant og reception findes.
Vandet kunne blive meget varmt – fandt Helle ud af en dag hun var i bad og termostat- blandingsbatteriet ikke virkede, så der ikke kom koldt vand i det varme.
Der er et lille køkken, men det brugte vi kun til at hente vand fra.
I receptionen kan der købes lidt mad, drikkevarer og frisk brød om morgenen.
Her er mange små hytter – rorbuer – og værelser over receptionen.
Eneste anke er, at el-standerne står ret langt fra hinanden – vores 25 m kabel kunne kun lige nå til den nærmeste stander og vi så andre have problemer. I det hele taget er der i underkanten af strømudtag på pladsen, så vi så også løsninger med at ’få’ strøm inde fra naboen.
For første gang på vores ferie har det regnet hele natten og det fortsatte lidt op af formiddagen.
Derfor valgte vi at besøge Lofotakvariet i den nærliggende by Kabelvåg. Akveriet har to udendørsanlæg – et med oddere og et med sæler. I sælafdeligen er en lille 3 dage gammel sælunge og den var bare bedårende.
I odder-delen var 3 oddere – den ene lå og suttede på sin halespids. Indendørs findes et større antal akvarier, der viser dyrelivet i havet omkring Lofoten. Det vil sige, at her er ganske almindelige fisk som torsk, søstjerner og fladfisk, men også mere – for os - ualmindelige som de store kongekrabber.
På vej hjem fra Lofotakvariet kørte vi forbi Lofotkatedralen i Kabelvåg.
Kirken blev indviet i 1898, er bygget i træ og har plads til 1200 personer.
Kirken er tegnet af arkitekt Carl Julius Bergstrøm og den erstattede en mindre kirke på stedet. Den skulle være så stor for at den kunne rumme alle fiskerne, der var i Kabelvåg i fiskesæsonen.
Kirken blev præfabrikeret i mindre stykker af fabrikanten i Trøndelag og sat sammen på stedet. Kirken er meget smuk både inde og ude og noget usædvanligt er den gul og brun udvendig.
Inde er der en lidt sjov historie om altertavlen. Den nuværende er malet af Fredrik Nikolai (Fritz) Jensen og var færdig i 1869-1870 og lavet til den forrige kirke.
Der blev lavet en ny altertavle til den nye kirke, men den blev pillet ned i 1948 efter menighedens ønske – de kunne bedre lide den gamle.
En anden dag kørte vi sydpå – helt ud til Å, det sydligste punkt på Lofoten og vejen går ikke længere. Her ligger en campingplads - men vist mest for telte, for det var ikke muligt at komme ind med en bil
På vejen skulle vi besøge Tor Esaissen, en kunstner, som Sabrina havde lært at kende på sin skole. Han har flere gange besøgt hendes skole og sidst havde vi lovet at kigge forbi hans atelier i Sørvangen – en by et par kilometer nord for Å. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor Tor og Sabrina byttede kunst.
På vejen kom vi forbi flere meget flotte steder og selv om tågen hænger tungt i fjeldet, så er her altså bare smukt.
Men det er selvfølgelig sjovere at tage et billede af en by i solskin – række 2 herover er billeder af Reine nær Sørvågen.
Rækken under er fra Å.
Og så forestillede vi os ikke lige, at et sted som Lofoten havde fine hvide sandstrande – men det har de.
Her er det Ramberg, som dog ikke havde de rette vandtemperaturer for os
Vi besøgte også vikingemuseet i Borg. På vej derud gjorde vi stop ved en skulptur, som er en del af kunstlandskabet Nordland. Den underliggende ide med dette kunstprojekt er, at ethvert stykke kunst skaber – med sin tilstedeværelse – et rum af dets eget. Skulpturerne visualiserer tillige omgivelserne og giver disse en ny dimension.
Vi så flere undervejs, men især denne var vi fascineret af. Den er lavet i glas og stål og spejler det omkringliggende landskab på en fantastisk måde. Vi var så heldige at være de eneste der i lidt tid og legede med virkningen af spejlet og os selv. En rigtig god skulptur til børn.
Fra skulpturen kørte vi videre til vikingemuseet Lofotr. Det ligger på et stort område, hvor der har været bosat vikinger i vikingetiden.
Ved indgangen ligger et stort vikingehus som viser, hvordan huset har været brugt.
Her vises også hvordan de for eksempel har malet mel, ordnet skind og vævet.
Der er også mulighed for at få smagsprøver på fåresuppe og mjød. Her er også nogle indhegninger med heste, køer og vildsvin.
Længere væk ligger der et vikingeskib i vandet. Kl. 13 hver dag kan man prøve selv at ro det – eller næsten da, for som I kan se på billedet, så ligger der en lille motorbåd og skubber skibet
Ved søen er der også mulighed for at prøve øksekast og bueskydning og man kan se smeden i arbejde.
Gåturen ned til søen er på ca. 1300 m, men på vejen kom vi lige forbi Borg Kirke.
Borg Kirke havde vi set dagen før da vi kørte til Å og da besluttede vi, at vi skulle ind og se den i dag.
I Borg har der været en kirke siden den tidlige middelalder og den forrige kirke brændte ned til grunden i 1983.
Den nye kirke blev indviet i 1987 og er tegnet af den lokale arkitekt Knut Gjernes. Kirken rejser sig højt op blandt bjergene og falder alligevel fint ind i området.
Altertavlen er lidt speciel – det viser den opstandne Kristus og er vævet af tekstilkunstneren Else Marie Jakobsen. Her er også et flot glasmaleri udført af Veslemøy Nystedt Stoltenberg og temaet er ’Lovsang’.
Fra Vikingemuseet Lofotr fortsatte vi lidt videre sydpå. Der er ikke så mange muligheder for at køre ’rundt’ på Lofoten, men her havde vi muligheden. Vi kørte ned til Gravdal, hvorfra vi kørte ud til kysten.
Første sted vi gjorde holdt, var ved Buksnes Kirke.
Stedet har været kirkested siden 1100-tallet, men den nuværende kirke er bygget i 1905 og er tegnet af arkitekten Karl Norum.
Den er inspireret af de gamle stavkirker. Kirken har plads til 600 personer, men mon de skulle være så mange til det bryllup, de holdt prøve på, mens vi var der?
I Buksnes ligger også et fyrtårn, hvor vi vidste, der skulle ligge en cache.
De ældste fyr i Norge var bål direkte på fjeldet eller vippefyr. Fyret ved Buksnes blev opført i 1899 efter at distriktslæge Oxholm med flere havde søgt om at bygge et fyr på klippen.
Vi fandt ud til det via nogle små villaveje og til sidst en markvej, men der var rigtig smukt ude ved fyret og ind mod kirken.
Vi tog også en tur til Henningsvær – et andet lille fiskevær tæt på campingpladsen.
Her var rigtig smukt, men også meget overfyldt med turister. Alle – tror vi da – turistbusser skulle ud at runde Henningsvær. Det gav meget trafik, så vi foretrak hurtigt at køre igen.
Vi fortsatte til Svolvær, som ligger på den anden side af Kabelvåg.
Her ’klatrede’ vi af en fin vej op på Tjeldbergaksla – den lave del af Tjeldberg, et fjeld ved Svolvær. Herfra er en smuk udsigt over Kabelvåg og Svolvær.
Billedet her til venstre er Svolvær.
Efter 5 nætter på Ørsvågvær pakkede vi sammen. Det var morgenen efter de ufattelige hændelser i Oslo: først en bombe og derefter samme mand, der skyder rigtig mange unge på en lejr ved Oslo. Det berørte os rigtig dybt og var helt uforståeligt.
Denne dag kørte vi 181 km og ankom til Stø Bobilcamp omkring kl. 13.00.
Valget af Stø hang sammen med vores store ønske om at komme ud og se hvaler.
Vi havde bestilt plads på samme dags eftermiddagstur, men den blev desværre aflyst.
De havde forsøgt at få fat i os dagen før, men det var umuligt. Vi kunne heller ikke ringe ud eller være sikker på at sms’er kom frem dagen før pga. hændelserne i Oslo.
Vi blev skrevet op til turen næste morgen, men de var ikke særlig optimistiske, fordi det blæste meget og hvalerne var langt fra land.
Stø Bobilcamp ligger så langt nordpå, som vi kunne komme på Langøya - i gåafstand fra hvalsafarien og det var den primære grund til, at vi havde valgt den.
Her er ingen luksusting, men toiletterne er pæne og rene, selvom der bare er 2 til hele pladsen. Der var lang kø om morgenen - heldige os med eget toilet
Der er ingen butik, men pladsen har sin egen lille hyggelige restaurant, som var godt besat om aftenen.
Der er to el-standere på pladsen og vi skal bare finde en plads nær dem. Pladserne er af størrelsen 'autocamper', så vi besætter to...
I stedet tog vi ud på en gåtur ud mod en fantastisk smuk strand i nærheden. Sand og klipper er aldrig nogen dårlig blanding.
Og vi kørte ned for at se Langenesvær Kirke. Kirken har eksisteret siden 1500-tallet. Langenesværet var tidligere et religiøst center for fiskerne, som kom i landede fisk i Langenes og for de fastboende. Langenesvær var i 1591 et af de største fiskevær i Nordnorge med 250-300 personer. Kirken kunne dengang rumme 170 personer – og det kan den sådan set også i dag, men det tillades ikke af brandmæssige årsager. Desværre var kirken låst da vi kom, men den var smuk udefra - måske er kl. 18 bare et dårligt tidspunkt at se kirker på
Dagen efter ringede vi til hvalsafariselskabet – og nej de sejlede desværre ikke den dag og det var tvivlsomt og de sejlede næste dag. Så vi brød op og kørte videre sydpå – så må hvalturen vente til næste gang vi kommer – og der skal ikke gå så lang tid som der er gået denne gang.
Da vi skulle videre sydpå valgte vi at køre til Lødingen og sejle over til Bognes.
Det er nærmest umuligt at komme sydpå uden at skulle sejle mindst en gang – selv hvis man følger E6 skal der sejles.
Denne sejltur sparede os for rigtig mange kilometer, tog en time og kostede 627 nkr. For os tre og bil og campingvogn.
Heldigvis var der bare en halv time til færgen sejlede (vi havde ikke lige checket sejltider på forhånd), så vi holdt ikke i færgekø i særlig lang tid.
Fra Bognes fortsatte vi ned mod Fauske – på vejen ramlede vi ind i dagens 2. kø: denne gang en uheldskø. Vi spurgte en nordmand, om de vidste, hvad der var sket, men han sagde, at køen i hvert fald var hele vejen ned til tunnelen… hmm tunnelen, hvilken tunnel?
Nå vi satte os til at vente, nød det gode vejr og hentede til sidst godnatbogen og læste så videre på historien om 'det lille hus på prærien’. De tre første bøger i serien er nemlig årets godnatbog. Helle læser højt og Søren og Sabrina lytter – det er vildt hyggeligt.
Efter en time eller lidt mere begyndte køen igen at rulle – vi fandt aldrig ud af, hvad der var sket.
På vej til Camping Elvegård kom vi igennem et automatisk bompengeanlæg. Vi kunne se, at vi blev fotograferet, men her var intet personale og vi kunne køre igennem med normal fart. Vi diskuterede, hvordan vi skulle betale, spurgte på campingpladsen, da vi kom frem, men fandt ikke ud af noget.
Dagen efter fiskede Helle en brochure i den lokale Coop-butik og af den fremgik det, at vores brobizz klarede betalingen for os – herligt, så var der den bekymring mindre.
Efterfølgende kan vi se, at der er blevet trukket en række mindre beløb fra her, fra Trondheim og fra Osloområdet.
Vi ankom til Camping Elvegård sidst på eftermiddagen og kunne selv finde en plads.
Camping Elvegård ligger 700 m fra Saltstraumen og var bevidst valgt i stedet for den store campingplads tæt på Saltstraumen – 700 m er trods alt ikke langt.
Her var en fortryllende ro, grønt blødt græs, fine baderum (selvom skillevæggen mellem de to bruserum var lavet af næsten gennem- sigtigt glas, så Sabrina hang sit håndklæde op over skillevæggen for at kunne tage bad) og en smuk udsigt.
Der var masser af el-standere, vand oppe i et fint køkken, gratis internet og 700 m til den lokale coop.
Her var trampolin til Sabrina og kalve og heste tæt på, som hun kunne klappe og fodre.
Vi havde to formål med vores stop her – for det første ville vi gerne se Saltstraumen og for det andet, så tilbyder campingfatter elg-safarier.
Saltstraumen er en kraftig strøm gennem det smalle udløb fra Skjerstadfjorden. Udløbet er ca. 150 m bredt og 30 m dybt på det smalleste sted. Her skal 370 mill. kubikmeter vand presses igennem på ca. 6 timer. Det giver en kraftig strøm på op til ca. 40 km/t med store strømhvirvler.
Strømmen er kraftigst ved ny- og fuldmåne, men den er tydelig alle dage. Ud over månens placering spillervejret også en rolle, da kraftig vind i sig selv giver mere vand i fjorden.
Vi gik ned til Saltstraumen to gang: mens den var kraftigst og udadgående og mens den var kraftigst og indadgående. På campingpladsen udleveres en tabel over, hvornår den er kraftigst.
På billedet herover er strømmen indadgående og herunder er den udadgående.
Vi rundede også Saltstraumen Kirke, som ligger tæt ved Saltstraumen.
Kirken er fra 1886 og blev oprindeligt bygget 300 meter længere nede, men begyndte at hælde på grund af ustabile grundforhold. Kirken blev flyttet til sin nuværende position lige efter 1900.
Derudover tog vi med campingfatter på elgsafari i hans 11 personers bus. Hans lokalkendskab og kendskab til elgenes vaner gjorde, at han aldrig havde kørt en tur uden at man så elge – så ham havde vi stor tillid til.
Og vi fik set elge, men han måtte lede flere steder, før han fandt nogle. Det foregik på den måde, at vi kørte rundt til de oplagte steder og så om der er nogle elge. Hvis ikke, så kørte vi videre til et nyt sted og campingfatter var lige ved at få sved på panden, for først på det 3. sted lykkedes det.
Elgen sover normalt om dagen og det bedste tidspunkt at se dem på er mellem 02 og 06 om natten, men det syntes, han var lige barsk nok, så vi forlod campingpladsen kl. 22. Om natten kommer de frem og spiser – normalt vil de ikke spise planter på jorden – de er bygget til at spise blade og grene fra buske og træer. Men her havde de fundet noget ukrudt (for de spiste ikke græsset), som de rigtig godt kunne lide og den bagerst havde sin egen helt specielle måde at kravle rundt på for at kunne nå ned…
Billederne er langt fra perfekte, men klokken nærmede sig 23.30 og vi havde den store linse fremme.
Endnu en flyttedag kom og vi fortsatte sydpå af E6. Vi kom forbi det ene sted flottere end det andet. Og ved et tilfælde - ja okay det var en cache, der fik os til at stoppe, kom vi forbi endnu en hængebro. Denne var sjovere, den gyngede og der måtte kun være en person på den ad gangen!
Vi krydsede igen polarcirklen. Det markeres i Norge med dette hus placeret lige op af E6 og ved grænsen til Saltfjellet-Svartisen Nationalpark.
Her findes butik, info og restaurant. Restauranten serverer bla. arcticpizza med bla. renkød - den var rigtig god
Bag bygningen findes et område med rigtig mange varder – hvordan det er opstået, ved vi ikke, men vi lagde også selv en sten.
Efter lidt længere tid i bilen kom vi også forbi Laksforsen, som er et fladt vandfald, men meget smukt. Det er 17 m højt og der løber ca. 700 m3 gennem fossen i sekundet. Det er rigtigt meget.
Navnet er lidt sjovt, fordi den vel egentlig på norsk burde hedder Laksfossen, men man mener, at navnet kommer fra det indfødte samiske folk twistet med lidt svensk.
Fossen ligger lige ved E6 og her er en fin stor parkeringsplads, så det er muligt også at holde ind, når der er noget efter bilen.
Efter ca. 10 timer og 490 km fandt vi Camping Harran nær Grong (hmm det lyder næsten som noget fra en 'Krummerne'-film).
Camping Harran er en fiske-campingplads og her skulle være rigtig gode muligheder for at fange noget. Næste gang vi skal til Norge, så snupper vi også lige en fiskestang med, men vi ved ikke helt, om vi havde haft råd til at fiske her, for et fiskekort til en dag kostede 500 nkr.
Her er mange hytter, toiletterne og køkkenet ligger i kælderen under tankstationen ved siden af, men alligevel i en ok afstand.
Pladsen er nok den mest lige, vi har ligget på på hele ferien.
Vi valgte at finde et hjørne, hvor vi ikke behøvede at spænde fra og fik hurtigt sat benene ned og lavet noget mad. Sabrina indtog trampolinen og var ikke til at hive ind igen
Efter en enkelt nat fortsatte vi videre mod Lillehammer. Vi ville bo der i et par nætter, så vi ikke bare kørte og kørte og kørte.
På vej ned til Lillehammer kom vi over Dovrefjeldet, som er et meget smukt – men også vådt – sted. Dovrefjeldet er den naturlige grænse mellem Nord- og Sydnorge.
Vi cachede lidt undervejs og fandt et par sjove gemmesteder. Og vores cache nr. 100 på denne ferie fandt vi ved Dombås Kirke – som også var låst… Dombås kirke er opført i lokal skifer fra Gudbrandsdalen og er opført 1939. Herunder udsigten ud over Dombås. Der er en fin rasteplads lige før man ankommer til Dombås nordfra...
Og så nærmede vi os Lillehammer og pludselig så var vejen igen spærret - denne gang af det lokale brandvæsen. Vi besluttede at følge denne lastbil, som helt klart var på vej sydpå. Og ja, den kunne da være på broen...
Vi ankom til Lillehammer Turistsenter omkring kl. 16 efter 423 km på 7 timer. Der var stadig ledige pladser, men godt fyldt op pga. et specielt hollandsk bilrace for sjov: garbageløbet.
Bilerne måtte højest have kostet 500 euro og så var de ellers blevet shinet op af ejerne. De fyldte godt op på pladsen, men der var ro kl. 23 og de ryddede rigtig pænt op efter sig næste dag, hvor de skulle mødes i Bergen.
Lillehammer Turistsenter er luksus! Bad- og toiletter er lækre og rene og der er fint med varmt vand. Pladsen er meget opdelt, men dog ikke med nummererede pladser. Der er strøm overalt og vand mange steder. Der er ikke udsigt fra ret mange steder af pladsen, men den ligger rigtig fint i forhold til en tur rundt i og omkring Lillehammer.
Selv skorstenen har græs på taget - det kalder vi at holde linien!
Vores første ferie til Norge tilbage i 1992 gik til Nordseter lige uden for Lillehammer.
Her havde vi lejet en hytte hos Nordseter Hyttegrend og hyggede os i 10 dage. Denne gang tog vi tilbage for at se det hele igen. Vi fandt hytten og fårene og køerne, som gik frit omkring dengang, stødte vi også på denne gang – njahh måske ikke de samme, men de lignede!
Nordseter er et typisk turiststed - skisted om vinteren og vandreture om sommeren. Sidst vi var her, var der en gammeldags købmand med ting der hang ned fra loftet osv., men den så desværre lukket ud.
Vi rundede også Nordseter Fjeldkirke – vi kunne ikke komme ind, men tog billedet gennem døren. Vi synes stadig det er en meget smuk kirke, tegnet af arkitekten Erling Viksjø. Den blev bygget i 1964 for indsamlede midler og er ikke inde i nogle offentlige budgetter, så vedligeholdelsen sker primært for gaver og donationer.
Efter gensynet med Nordseter fortsatte vi ud til de olympiske skianlæg.
Dem havde vi set i byggefasen sidst – vi var der ca. 1½ år før OL i 94 – og nu ville vi se dem igen. Først var vi på skistadion – sidst var her nærmest bare en mark, nu var der et stort flot anlæg.
Læg mærke til lågen oppe til højre - den er lavet af gamle ski.
Derefter over til hop-bakkerne. Sidst byggede de stadig, men nu stod begge bakke færdige. Vi er fulde af beundring over dem, der frivilligt glider ned af dem.
De er også åbne om sommeren – der bliver lagt et specielt tæppe som overrisles med vand.
Herefter var det på tide med lidt bystemning igen - det var lang tid siden vi sidst havde været i så stor en by! Vi gik en tur ned af den lille gågade i Lillehammer og fandt et skønt fristed inde mellem nogle bygninger. Vejret var igen varmt og lige til en is.
Skihopperen til venstre står ved biblioteket, men vi har ikke kunnet finde flere oplysninger om ham.
Der er lidt over 900 km hjem fra Lillehammer og vi valgte at dele turen i to dele. Første dag fortsatte vi ned mod Oslo – ramt af lidt vejarbejde undervejs – og videre ned mod Svinesund. Vejen var fin – flere steder rigtig motorvej!
Vi nærmede os Göteborg, da vi gik trætte og besluttede at finde en campingplads. Valget faldt på Tjörnbropark ved Myggenäs – ikke den billigste, men den ligger rigtig fint. Eneste minus er støjen fra broen oppe over pladsen.
Udefra var toiletbygningen den mest triste vi endnu havde set. Inde var der fint rent, men ikke meget plads. Og absolut ingen dagslys.
Hvis vi stod og børstede tænder, så risikerede vi at få en toiletdør lige ind i ryggen.
Der var to typer bade: familiebade og enkeltpersoner. Familiebadene var fine store og med fralægningsplads.
Enkeltbadene var ikke større end et toiletaflukke, så hvor ens tøj skulle være, det ved vi simpelthen ikke
Ellers er der en fin grøn plæne at ligge på - da vi kom stod alle elstanderne ude ved kanten - da kanten var ved at være fyldt op, hentede personalet et par mobile elstandere, trak et par kabler og vupti - så var der også strøm på midten af pladsen.
Vand skulle hentes ved toiletbygningen - vi lå tæt på, men de der lå længst væk havde et pænt stykke at gå.
Her er dans fredag og lørdag aften – hvornår de sluttede, ved vi ikke, men de spillede stadig omkring kl. 24. Det er svært at sige noget til, for det var campingpladsen der stod bag.
Næste morgen fortsatte vi videre hjem - der var 527 km hjem. Da vi nåede Øresundsbroen ringede vi hjem og varskoede Morten om at vi ville være hjemme til aftensmad. Turen hjem var heldigvis uden vand i København, så der var ingen panik i den lille bil denne gang. Det blæste stadig på Storebæltsbroen, men denne gang var det i det mindste ikke længere tyk tåge.
Det har været en helt fantastisk ferie – vi har ikke haft mange dage, hvor vi ikke har set et eller andet eller lavet noget. Der har ikke været mange hviledage, så vi har været glade for vores 4 uger.
Vejret har været overvejende tørt, men med mange skyer. Og det har været en blandet fornøjelse temperaturmæssigt – fra 4 grader på Nordkapp til 29 grader i Finland.
Vi skal helt klart tilbage igen – og der skal ikke gå 16 år igen! Vi kørte uden om så mange steder, som vi gerne enten vil se igen eller se for første gang: Geiranger, Bergen, rv 17, Narvik, Oslo, hvalerne…
