Cortina d'Ampezzo 2013
Efter 6 nætter i Innsbruck kørte vi videre sydpå til Cortina d'Ampezzo - en mindre skisportsby med charme beliggende i Dolomitterne i Norditalien. Turen fra Innsbruck til Cortina d'Ampezzo er på bare 224 kilometer og går først af motorvej og siden af en hovedvej, som er noget snoet, men fuld farbar med campingvogn. På det sidste lange stykke ned til Cortina d'Ampezzo går det nedad i lang tid...
Hjemme fra havde vi studeret hjemmesider over campingpladser i byen og i nærheden af byen og syntes selv vi havde gjort et fint forarbejde. Derfor ankom vi til Camping Cortina i højt humør... men det dalede lidt, da vi kom ind på pladsen.
For selvom den egentlig ikke fejler noget, så er det en italiensk fastliggerplads uden et egentlig turisthjørne - og derfor kom vi til at bo mellem deres træskure. Ja træskure, for her er ingen rigtige fortelte eller standbytelte, men træskure!
Toiletter og bade var dog fine og rene og lå tæt på vores plads. Eneste anke omkring badene var, at bruseren var placeret i et hjørne, så man skulle stå tæt ind ved væggen for at blive ramt af vandet.
Og toiletterne er fordelt på halvt af 'vores' toiletter og halvt af det vi kalder 'huller i jorden'. Sjovt nok så vi ikke en eneste bruge sidstnævnte toiletter.
I øvrigt har vi ikke selv helt lokaliseret om man skal sidde med hovedet ind mod væggen eller med hovedet ind mod døren - og så mangler vi i den grad et håndtag at holde i...
På pladsen er der også et lille supermarked, men vi fandt et større inde i Cortina d'Ampezzo.
Om aftenen fungerede pladsens supermarked som pizzaria - men vi nøjedes med at hente pizzaer, for små mørke rum med plastik-
granguirlander og grankogler med røde bånd er ikke helt vores stil.
Pladsens pool var i den grad medvirkende til at vi valgte pladsen - men den var desværre lukket de fleste dage, mens vi var der...
Og det der så virkelig trak ned var, da vi opdagede, at selv vores lille elkande på 1000W sprang sikringerne - max 600W kunne systemet klare...
Nu kunne vi jo egentlig bare have valgt at pakke sammen og køre over på nabopladsen, men vi besluttede at blive for så meget skulle vi ikke være på pladsen og da vi skævede ind ad indgangen ved naboen, så var der også træskure...
Fra pladsen er der ca. ½ time på gåben ind til Cortina d'Ampezzo og selvfølgelig tog vi turen. Så slap vi nemlig for at finde en p-plads...
Der er to muligheder: hvis man går tilbage af vejen mod byen, så kan man følge vejene ind til byen, men hvis man går lidt op af vejen og holder til venstre kort efter, så er der en fin gå-/cykelsti hele vejen ind til byen.
På turen ned til byen kom vi forbi dette lille kapel i Campo di Sopra. Det er dedikeret til Skt. Candido - en martyr, som døde 320 ekr. i Tyrkiet.
Kapellet blev rejst i 1740 af 7 familier, som tak fordi det lykkedes dem at få kontrol over en stor brand i området.
Alteret har en stor flot barok ramme og viser Skt. Florian som lægger sit flag, kors og hjelm mens han slukke en brand. St. Florian er skytsengel for brande og oversvømmelser.
Kirken er lukket af med to glasdøre, så man kan ikke komme helt ind.
Nu har vi efterhånden besøgt mange kirker, men her i Cortina d'Ampezzo lagde vi også vejen ind på deres kirkegård - den ligner jo ikke helt en dansk kirkegård med de firkantede regelmæssige gravpladser.
I 'bygningen' bagerst - som står som en ringmur hele vejen rundt om kirkegården - fandtes større familiegravpladser.
Når man går rundt i Cortina d'Ampezzos lille bymidte kan man ikke undgå at se kirken Chiesa St. Filippo et Giacomo. Den er tegnet af arkitekt M. Promperg-Costa og stod færdig i 1775.
Kirkens klokketårnet har sin helt egen historie! På stedet stod tidligere et andet tårn fra 1590, men da dette kom i kontakt med selve kirkebygningen i forbindelse med byggeriet, så mistede det sin elasticitet og blev ustabilt.
Først revnede klokkerne på skift og selvom de blev repareret, så revnede de igen. Derefter begyndte der at falde sten ned fra tårnet og i 1846 blev al klokke- kimning suspenderet af hensyn til fodgængernes sikkerhed.
I stedet blev der opført et 12 meter højt trætårn til klokkerne og det gamle klokketårn blev revet ned i 1851. Allerede året efter gik man dog i gang med at opføre et nyt: 400 lærkepæle blev rammet ned i jorden og dækket med knuste store sten for at skabe et solidt fundament til det nye tårn.
Tårnet måler 69,50 m, og man ville egentlig gerne have haft bygget det op i 75 meters højde, men det sagde bystyret nej til.
Det nye tårn stod færdigt, så klokkerne kunne ringe første gang om natten juleaften i 1858.
Selve kirken har kun et skib med dybe nicher og kalkmalerier af maleren Franz Anton Zeiler, som har dekoreret mange kirker i området. Ghedina har lavet nogle fantastiske loftsmalerier i kirken.
Hovedalteret er lavet i 1773 af Johann Mussack og er udført i dekoreret træ og stuk.
Selve alterbilledet er malet af Giuseppe Zanchi i 1679 og viser 'Maria og helgenerne Filippo og Giacomo'. Maleriet er blevet udvidet af Guiseppe Lacedelli for at passe i en ny ramme...
Ud over kirken er en tur ned af gågaden også et hit - der står ikke tøjstativer ud over hele gaden, så man får et smukt kig ned gennem byen.
Og bevæger man sig ind i butikkerne, så kan man være heldig at få en sjov oplevelse: vi besøgte en lille butik, som kun solgte små kager. Her valgte vi seks, fik dem pakket ind, vejet (alt brød afregnes efter vægt og ikke antal) og der blev clipset en bon på (med vægt og pris). Derefter blev kagerne flyttet hen i den anden ende af disken. Her stod en anden dame, som tog bonen af, slog den ind på et kasseapparat, tog imod pengene og clipsede så en ny bon fast på indpakningen. De to boner var i øvrigt helt ens...
Vi havde jo valgt Cortina d'Ampezzo fordi den lå godt i forhold til ture ind i Dolomitterne og vi tog da også på flere ture ind i dem.
På turene fik vi gjort holdt en del steder - bare for at fotografere, for der var utroligt smukt over alt.
Vi kørte en tur ud over Passo di Croci og forbi de to bjergsøer: Lago di Misurina og Lago di Landro.
På vejen kom vi forbi Lagusin, som er et lille fint sted til en frokost og en efterfølgende morfar.
Derefter gik turen ud til Lago di Misurina. Søen er den største naturlige sø på floden Cadore og er bare 5 meter dyb men hele 2,6 km. i omkreds.
Søen ligger 1754 m over havet og har et mildt klima velegnet til mennesker med vejrtrækningsproblemer, hvorfor her også er pænt mange hoteller.
I øvrigt lagde søen is til speedskatingkonkurrencerne til OL i 1956. Traditionen med, at speedskatingkonkurrencerne blev holdt på naturlig is stoppede i øvrigt her - siden er de blevet afholdt på kunstis.
Vi tog naturligvis lige en vandretur ud efter et par caches her ved søen...
Lago di Landro (herover og under) er ikke så stor som Lago di Misurina - til gengæld fandt vi her noget ret sjovt, for i den nordlige ende af søen er der et naturligt kildevæld.
Egentlig troede vi, at alt vandet i søen ville komme ned fra bjergene som smeltevand og det gør det måske også, men så løber det af underjordiske veje hertil, for vandet væltede bare op af jorden.
Vi kunne ikke lige finde en vej hele vejen rundt om søen, men vi nød synet rigtig meget.
På vej tilbage fra søerne og Passo di Croci lagde vi vejen forbi Sant Uberto - herfra går en sti ud til vandfaldet Cascata di Fanes, men tiden var ikke til turen.
I stedet nøjedes vi med at tage den stejle tur ned i bunden af dalen, hvor der var pænt mange lokale, der holdt fridag.
En anden dag tog vi vej 48 ud af ind i Dolomitterne - målet var Passo di Falzárego.
På vejen kom vi forbi denne lille trækirke, som er opført af en gruppe alpine soldater til minde om alle de soldater, der mistede livet her på frontlinien i 1. Verdenskrig.
Passo di Falzarego ligger i 2105 m højde og er en del af den store dolomittervej. Vejen var den første egentlige turistvej ind gennem Dolomitterne og blev åbnet 1909. Den er 109 km lang og starter i Bolzano og ender i Cortina d’Ampezzo.
Vejen blev påbegyndt lang tid før, men arbejdet var vanskeligt og i starten var der dele af den, som kun var grusveje og muldyrspor.
I dag er vejen særdeles vigtig ren turistmæssigt – om vinteren for skiturister og om sommeren for turister med hang til bjergvandringer, -bestigninger og –klatring.
Falza Rego betyder på ladin egentlig 'falsk konge' og henviser til kongen af Fanes, som i følge legenden blev til sten pga. hans forræderi.
Ved Falzarego findes bjerget Lagazuoi. Bjerget er 2762 meter højt og det er muligt både at vandre op og at tage liften op til Rifugio Lagazuoi - et spisested næsten på toppen af Lagazuoi.
Selve toppen af bjerget kan nås på en 2½ time lang vandretur - som vi dog sprang over denne gang.
Men selvom vi sprang selve turen op til toppen af Lagazoui over, så gik vi alligevel en god lang tur oppe på plateauet, som går nærmest lodret ned til den ene side, men som til den anden side danner et stort næsten goldt plateau.
I dag er passet jo primært vigtigt turistmæssigt, men helt anderledes var det under 1. verdenskrig.
Her gik fronten nemlig hen over Passo di Valparola, Hexenstein, det lille Lagazuoi og Passo di Falzarego. Italienerne forskansede sig ved den østlige væg af Lagazuoi og i 1916 foregik der en minekrig mellem østrigerne og italienerne.
Først forsøgte østrigerne sig med tre eksplosioner mellem januar og maj og så svarede italienerne igen ved at grave en 1 kilometer lang tunnel ind under den østrigske stilling og blæste med 33 tons sprængstof stillingen i luften. Selv herefter gav østrigerne ikke op og begge sider vandt ingen egentlig landvinding ved sprængningerne.
I dag kan man se rester af stillingerne og skyttegravene rundt om i området og man kan gå gennem
tunnellen, hvis man ønsker at gå op eller ned af bjerget Lagazuoi.
Man skal dog have vandrestøvler, lommelygte og hjelm med (de sidste to dele kan dog lejes på stedet).
Og så skal man have modet til en anderledes nedstigning og samtidig undgå at fare vild i tunnellerne...
Vi manglede vandrestøvlerne og især tiden, så vi nøjedes med at stikke hovedet ind i en af de østrigske stillinger på toppen af Lagazuoi. Men engang... som vi så tit siger, når vi må springe noget over.
Vi kunne dog ret hurtigt konstatere, at det umuligt kan have været sjovt at være i krig heroppe.
Efter nogle fantastiske timer på toppen, hvor vi også havde nydt Rifurgio Lagozuois mad og drikke, så tog vi igen liften ned og gik derefter en lille tur ind i området for foden af bjerget
Ind i mellem så har vi nemlig så travlt med at komme op på toppen og se udsigten, at vi helt glemmer, at der faktisk også kan være helt utroligt smukt ved foden.
Her lå der store sten og klipper spredt ud over det hele og der var et hav af smukke alpine blomster, som vi måtte fotografere til blomstersiden.
Fordi vi så ind i mellem er sådan nogle drys, så kommer en udflugt nogle gange til at tage meget længere tid end planlagt og en del af den må sløjfes. Det skete selvfølgelig også på denne, hvor vi egentlig ville have fortsat ud til Marmolada.
Men denne gang VILLE vi dog ikke droppe noget, så dagen efter besøget på Lagazuoi kørte vi en lidt anden vej ind i Dolomitterne for at rette op på gårsdagens mangler.
Turen gik af vej 638 over Passo di Giau og var næsten smukkere end vej 48 dagen før.
Passo di Giau er et 2236 m højt bjergpas med en ufattelig skønhed. Vejen starter som en sidevej på vej 48 i Pocol lige uden for Cortina d'Ampezzo og ender i Selva di Cadore.
Vi fortsatte derefter af vej 641 ud til Lago di Fedaia. Søen er to-delt: den naturlige del er
160 meter lang, mens den menneskeskabte er ca. 2 kilometer lang og den afsluttes i begge ender med en dæmning.
Herfra er der en fantastisk udsigt ud over Marmolada-massivet. Marmoladamassivet er med sine 3343 meter det højeste i Dolomitterne og er smukt som det ligger badet i solen.
Efter endnu en fantastisk dag med flotte bjerge og kold sne og smukke blomster og fascinerende udsigter, så vendte vi tilbage til Camping Cortina og fik pakket det meste sammen, så vi næste dag kunne fortsætte til Bolzano.
