Dresden 2016
Endelig var det igen blevet tid til sommerferie. Vi havde set frem til den med længsel, for det sidste
år havde været ret turbulent og vi trængte til at komme af sted og bare nyde nuet og at kunne lade alle
de uløste ender hænge uden at bruge krudt på dem.
Egentlig havde planen været at vi for første gang i rigtig mange år skulle af sted alene, men planer
har det med at blive lavet om, så Sabrina var igen med.
Som altid når vi tager på ferie, så starter vi beretningen med billedet af en bro... Som de fleste år
er det igen Lillebæltsbroen, der skal krydses før det går ned gennem Tyskland.
Første stop på turen var planlagt til Dresden. En by, som vi længe havde ønsket os at se, og som det passede
rigtig fint at starte med i år.
Turen fra Odense til Dresden er nemlig på bare ca. 800 km og med en tidlig start, så skulle det fint kunne
lade sig gøre at komme frem på en dag.
Og det lykkedes da også. Men det holdt godt nok hårdt. For hold da op vi røg ind i meget vejarbejde. Vi
vidste godt at strækningen fra Neumünster til Hamborg var ramt, men det var LANGT fra det eneste sted.
Dertil kom en række færdselsuheld. Begge dele sendte os flere gange ind i lange - nærmest stillestående -
køer eller ud på omveje gennem mindre byer. Tilfældighederne ville, at det ofte var Helle, der sad bag
rattet, når det skete, så det har været den stående vittighed på resten af ferien: Lad mor komme til
rattet - og alle planer skrider... Det værste var nok det uheld, hvor en autotransport var væltet...
Men frem til Camping Dresden-Mockritz kom vi da. Efter at receptionen havde lukket. Men heldigvis var der et opslag, at vi bare kunne køre ind og så melde til næste morgen. YES. Stor lettelse at spore i hele bilen :)
Men når man sådan kommer anstigende efter kl 20 en fredag aften, så skal man ikke være kræsen med
hensyn til, hvilken plads, man kan acceptere. Selvom vi havde ret svært ved at se, at der overhovedet
VAR en plads mellem de to træer. Men vi fik da møvet campingvognen ind, placeret bilen på p-arealet
på vejen, sænket benene, sat strøm til og så var det ellers i rask trav op til pladsens restaurant, som
heldigvis stadig serverede mad kl. 21 om aftenen.
Næste morgen rejste vores naboer på den ene side videre og vi skyndte os at flytte vognen en plads, så vi
kunne få noget mere plads. Nå ja og få sat solsejlet op - det ville ikke have være muligt på den
første plads pga træerne...
Camping Dresden-Mockritz ligger i den sydlige udkant af Dresden - sådan bare ca. 4-5 kilometer
fra centrum. Campingpladsen er meget brugt til ture til Dresden og der er stor udskiftning og ikke alverden
plads rundt om vognene. Med mindre man vælger at lægge sig i komfort-området.
Det område, vi lå i, var skævt. Rigtig mange havde kiler under det ene hjul og det måtte vi da også have
for at få vognen sat op i vater. Vi var heldige, fordi vi havde strøm lige ved vognen og vand for enden af
den næste række vogne. Men så heldig var det ikke alle der var. For der var kun strømudtag i enderne af en
række, så nogle havde MEGET langt til standeren.
Der findes to toiletbygninger på pladsen - af en fin standard. Vi brugte den ved receptionen. Her var fine
toileter og badene i den næste bygning var også fine.
Pladsen har en mindre legeplads og en lille pool. Men naboen er et friluftsbad... Sammen med receptionen
findes en mindre butik, der primært sælger morgenbrød, lidt campinggrej og øl :)
Efter sådan en lang køretur ned til Dresden, så trængte vi til at komme ud og få brugt kroppen. Og vi valgte
derfor at tage ud til Basteiklippen i det Sachsiske Schweiz. Sachsiske Schweiz er en nationalpark i den tyske del
af Elbsandsteingebirge.
Elbsandsteingebirge er et bjergområde som findes på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet. Det består
af stærkt eroderede sandsten og da Elben og dens bifloder krydser ind gennem området, er der gennem
tiden opstået nogle meget dybe dale.
Området er gennemskåret af vandrestier, cykelruter og klipper, hvor det er tilladt at klatre.
De, der kender os, vil selvfølgelig straks vide, at vi nok ikke parkerede på en af de store p-pladser
med shuttlebus op til Bastei, men i stedet valgte at parkere et stykke derfra og så bruge det meste
af en dag på at komme ud til klippen og tilbage igen. Selvfølgelig gjorde vi det. Vi kørte ud til
Rathewalde, parkerede bilen og startede vores tur ind i området derfra.
Vi havde købt et vandrekort på campingpladsen. Et vandrekort er rigtig dejligt at have med – det
dækker et mindre område og har såvel de afmærkede som de øvrige stier med. Vi havde kigget på kortet
hjemmefra og lavet vores egen tur rundt. Så undervejs skulle vi lige huske at skifte fra blå rute til
grøn rute – men det gik problemfrit. Og ude i naturen var ruterne mærket tydeligt op, så vi var i sikre
hænder rundt.
Den første del af vores rute gik via lidt asfalterede veje, men snart var vi i en skov, hvor vi skulle
følge den lille å Grünbach. Grünbach har skåret sig ned gennem klippen og dannet dalen Amselgrund.
Som vi så jo også fulgte.
Som det ses på billedet herover, så havde de brolagt en del af stierne - det er ingen ubetinget fordel,
for det kan være lumsk glat og det er ALDRIG så behageligt at gå på, som en jordsti.
Turen gennem Amselgrund er præget af en stor frodighed: bregner og mos gror friske og grønne overalt.
Ind i mellem støder vi på en stor klippeblok og efter noget tid ankommer vi så til turens første
pit-sted: Amselfall.
Amselfall er et 10 meter højt vandfald, som findes på et særligt snævert sted
i dalen. Grünbach løber her ud over en klippe og lader vandet forsvinde ud over kanten i en stor
vifte af vand.
Oprindeligt var der her på stedet en ca. 15 meter dyb hule – Amselloch – hvor vandet
løb ned gennem, men i dag er hulens tag kollapset. Til gengæld kan man se de store fordybninger,
som vandet har skabt i klippen og som vidner om en massiv smeltevandspåvirkning under en af istiderne.
Her til venstre ses et lille 'for'-vandfald. Det 'rigtige' Amselfall ses lige herunder.
Og med vanlig sans for berettiget timing, så har man her placeret en kiosk, hvor man kan købe mad og
drikkevarer og postkort, men ingen is.
Vi havde trampet op af og ned af trapper undervejs og da vi stod og kiggede ned på stedet, så undrede
vi os - som vi ofte gør på de har steder - over, hvordan de får varer og materialer fragtet helt herud.
Men vi fandt snart ud af, at stien vi skulle følge videre, KUNNE bruges som vej af en terrængående bil.
Nu skulle hele strækningen jo ikke bare være en let vandretur. Så vi fulgte naturligvis den blå rute
op gennem Schwedenlöcher. Schwedenlöcher er en dyb kløft, der er dannet af erosion af den blødere
sandsten.
Oprindeligt var det en smal og meget vanskelig tilgængelig slugt, så da Rathewalde under 30 årskrigen
i august 1639 blev ødelagt af svenske soldater, så flygtede de lokale bønder op i slugten for at
beskytte dem selv og deres ejendele.
I 1780erne etablerede man det første egentlige spor gennem området – skabt af træbroer og udhuggede
trin i sandstensklippen. Først ca. 100 år senere blev den gjort turistvenlig, men har til
stadighed brug for reparationer. Så sent som i 2012 var et væltet træ skyld i, at en ca. 10 kubikmeter
klippemateriale rev sig løs og sendte en kaskade af klippestykker og jord ned og sårede 7 personer.
Men vi tog turen igennem og over de ca. 770 trappetrin og 20 mindre broer. For selvom man naturligvis
skal passe på sig selv, så er det også et stykke spændende sti at gå på.
Og selvom det var en hård tur op, så fortrød vi ikke. Men var nærmest skuffede, da vi pludselig kom
ud på noget asfalteret vej, hvor det vrimlede med mennesker, der havde taget den lette løsning med
shuttlebussen...
Efter nogle timers vandring kom vi frem til Bastei-klippen. Herfra er der en fantastisk udsigt
over Elben, over det mere bløde område på den anden side af Elben og over den mere rå dal, hvor
sandstenene står og kigger op over træerne.
Selve 360 grader-udsigtspunktet ved hotellet var desværre lukket, men de var ved at sikre den øverste del,
så man ikke risikerede at falde ned. Men der var nu masser af steder at kigge ud alligevel.
Der var en livlig trafik af turistbåde på Elben, som vi kunne kigge ned på fra små platforme
(dog ikke med 360 graders udkig) og også til den anden side, var der også lavet små platforme,
så der var mulighed for rigtig at kigge på de fantastiske klippeformationer.
De lodrette klipper mindede os meget om Teufelmauer i Harzen, som vi besøgte sidste år.
På billedet her til venstre kan man på klippen cirka midt i billedet se den 360-graders platform,
som var lukket.
Stedets HELT store attraktion – ud over udsigten – er helt sikkert Basteibrücke.
Den første bro på stedet var en træbro, der skulle sikre adgang til de forskellige klipper på stedet.
Træbroen blev i 1851
erstattet af den nuværende stenbro, der har en længde på 76,5 meter og som
spænder over den 40 meter dybe kløft Mardertelle.
Her har man senere bygget en rampe mellem nogle andre klipper, så vi turister kan komme sikkert ud
og se broen fra afstand. Og flot - det er den. Men hold da op - det må have været et hestearbejde at
opføre den.
Selve ordet Bastei betyder i øvrigt bastion og man mener, at stedet har været brugt i forsvaret af
den nærliggende Neurathen Borg.
Neurathen Borg lå nemlig helt heroppe på toppen af den ca. 200 meter høje klippe. Og resterne kan
stadig ses, men som det eneste sted heroppe, skal der her betales en lille entre på 2 euro pr. voksen.
Til gengæld får man så nogle fine stålbroer at gå på, når man skal fra den ene klippetop til den anden.
Det havde man ikke da borgen blev opført!
Hvornår borgen blev opført vides ikke præcist, men stedet har i hvert fald været beboet siden tidlig middelalder (ca. år 700-1000) og bliver første gang nævnt i 1289.
I dag er stedet en form for frilandsmuseum, hvor man kan se, hvor de enkelte boliger og tårne har været. Der findes nogle få rekonstruerede bygninger på stedet, en blide og en cisterne. I cisternen blev alt regnvand fra bygninger og klipperne omkring stedet indsamlet via et rendesystem. Når vandet skulle bruges blev det ledt gennem et filtersystem, hvor det blev renset. Imponerende at tænke på, når man ved systemet er omkring 1000 år gammelt.
Det var så cirka her ved Neurathen Borg, at vi skulle skifte spor og følge den grønne sti retur mod bilen.
Men først skulle vi selvfølgelig lige ned igen. Og når vi nu havde gået næsten 800 trin op - ja så var
der jo også nok cirka det samme ned igen. Men på denne side af klippen går stien ned til Elben og et
færgeleje og derfor er trapperne også fine og jævne. Men de er helt sikkert også hårde at gå op af. Det
så i hvert fald sådan ud...
Men vi skulle jo den nemme vej: ned og derefter finde den grønne sti. Som på denne strækning også er en
del af Malerruten. Malerruten er en rute, der går gennem specielt smukke dele af området og som kunstmalerne
tidligere valfartede til for at bruge som motiv.
Et af de steder er Amselsee, som er en opstemmet sø ca. 500 m lang. Søen bruges i dag til rekreative formål som f.eks. roning.
Vi ved ikke helt om det bare er os - men helt romantisk ser det altså ikke ud det vand...
Herfra gik det retur af grøn sti indtil vi kom tilbage på det første stykke af turen - som vi så fulgte de sidste
kilometer retur til bilen.
Efter en dag fyldt med natur, skulle der kigges på by den næste dag. Vi havde hørt, at Dresden skulle have en
særdeles smuk bymidte og den skulle naturligvis opleves.
Dresden blev frygtelig skadet i de sidste måneder af 2. verdenskrig. Byen havde inden krigen været
ikke blot et tysk, men også et centraleuropæisk kulturcentrum og var fyldt med kunstskatte men uden
egentlige militære mål. Og man havde derfor anset den som ’fredet’. Men det blev ændret i februar 1945,
hvor over 1000 engelske og amerikanske fly bombede byen. På en nat blev næsten 25000 af de 28000 bygninger
i centrum ødelagt. 15 km2 af den historiske bymidte brændte ned. Antallet af omkomne kendes ikke,
for byen var oversvømmet med flygtninge, der alle anså den som et sikkert sted.
Efter krigen kom bymidten til at ligge hullet hen. Først da muren faldt i 1989 skete der noget. Ca. 20 år
gik der, men så stod bymidten igen klar til at kalde sig en af Tysklands smukkeste byer.
Vores tur rundt i Dresden koncentrerede sig om bymidten. Og noget af det første, vi mødte, var Frauenkirche.
Frauenkirche var slemt skadet af bombardementerne og lå hen i en ruinhob, indtil man i 1990’erne fik ideen
til at genopføre George Bährs barokke mesterværk fra 1726-43.
Planen var at bruge så meget som muligt fra den gamle kirke og resten skulle rekonstrueres sten for sten.
Derfor er kirken i dag også spættet udenpå. Lyse, nye sten og enkelte gamle sorte sten blander sig i
væggene. Af over en million sten fandt man ca. 8500, hvoraf kun de ca. 3500 var i en stand, så de kunne
indgå i byggeriet.
Helt imponerende havde ruinhoben på pladsen fået lov at ligge i fred og ro. Hvert år havde man den 13.
februar samledes ved stenbunken for at mindes alle de døde, men stenene havde fået lov at blive liggende.
Byggearbejderne brugte fotos og gamle tegninger i deres arbejde med at genopføre kirken. Da de kom til
de store egetræsdøre havde de dog ingenting til at støtte dem. Men en efterlysning af især gamle
bryllupsbilleder foran dørene gav dem materiale at arbejde med.
Kirken er speciel i sin opbygning, idet grundfladen er ottekantet og øverst afsluttet med en
stor kuppel opført af sandsten. Inde virker kirken rund og bænkerækkerne er da også opsat i en rundkreds.
Kuplens dekorationer stod den italienske maler Johann Baptist Grone egentlig for. De er naturligvis
også blevet kopieret over i den nye kirke og viser de 4 evangelister samt billeder for tro, håb og
kærlighed.
Alteret er lavet af Johann Christian Feige. Det havde naturligvis også taget skade, men ca. 2000 stumper
af det gamle alter indgår i det nye – det svarer til ca. 80%.
Orglet i den gamle kirke stod færdigt i 1736 og kort efter gav Johann Sebastian Bach i øvrigt en koncert
på det. Orgelet havde stort set altid spillet lidt forkert, var blevet udvidet og om-tonet flere gange,
så man valgte at bygge et helt nyt orgel i den nye kirke. Orgelet har næsten 5000 piber, hvoraf kun en
brøkdel er synlige over alteret.
En smuk kirke med en speciel historie. Den SKAL man bare opleve!
Tæt på Frauenkirche findes Fürstenzug. Og hvad er nu det for noget? Jo det er en over 100 meter
lang og 10 meter høj væg beklædt med ca. 25000 kakler.
Frisen blev lavet i 1971-76 i forbindelse med 800-året for det saksiske kongehus og blev
designet af Wilhelm Walther. Oprindeligt var frisen opført som et vægmaleri, men da det skulle
renoveres i 1902 tilbød porcelænsfabrikken i Meissen at overføre maleriet til kakler.
På frisen ses de 35 saksiske markgrever, hertuger og konger lige fra Conrad, greve af Meissen, som herskede i
det 12. århundrede, til Georg af Sachsen, der var konge i bare to år i det 20. århundrede. De eneste,
der mangler er Heinrich I von Eilenburg (c. 1089), og den sidste konge af Sachsen, Frederick
Augustus III, der regerede fra 1904 til 1918. Og så ses også 59 forskere, håndværkere, børn og landmænd.
Og selvom gaden, hvor frisen er opsat, i februar 1945 næsten udbrændte, hvælvinger
styrtede sammen og bomber faldt meget tæt på, så overlevede frisen med meget få skader –
primært ved vinduerne. En større rengøring og renovering fandt sted i 1979 – her rensede man
samtlige kakler, fik repareret ca. 450 delvist skadede fliser og sat 223 helt nye op til erstatning
for de få, der ikke kunne reddes.
På vores videre tur rundt i bymidten kom vi til Hofkirche/Kathedrale på Theaterplatz. Kirken har
siden 1980 været domkirke for bispedømmet Dresden-Meissen, men blev oprindeligt opført af kurfyrst
August der Starke, da han konverterede fra protestantismen til katolicismen.
Kirken blev svært beskadiget under bombardementerne i 1945, men genopbygningen blev påbegyndt
allerede kort efter krigen og i 1962 kunne man igen bruge hele kirken til gudstjeneste.
Kirken er opført som en treskibet basilika og inde fremtræder den ren og hvid.
Altertavlen er udført af Anton Raphael Mengs i 1752. Og helt unikt, så er her ikke andet lys, end
det, der kommer ind gennem vinduerne.
Hvor kirken inde ikke har megen udsmykning, så dominerer Mattiellis statuer ude. Han lavede 78
statuer, som viser 74 helgener og 4 allegoriske figurer af tro, håb, kærlighed og retfærdighed.
Vi har f.eks. fotograferet Matthæus og hans engel.
Vi havde desværre ikke så meget tid inde i kirken, for vi kom lige før en messe. Men det vi så, var
utroligt smukt og enkelt.
Naturligvis skulle vi også forbi Zwinger – August den Stærkes – festpalads. Oprindeligt opført som et
interimistisk amfiteater i træ i anledning af den danske kong Frederik d. 4.s besøg i 1709.
Året efter erstattede han amfiteateret med dette overdådige kompleks, hvor der på pladsen i midten
var plads til optog og opvisninger med heste. I dag er dele af pladsen belagt med græs og 4 store
springvand. Og så blev også Zwinger ødelagt under 2. verdenskrig, men genopført så dele kunne tages
i brug i 1960.
Ved første øjekast kan det godt se ud som et gammelt slot, men det har faktisk aldrig været brugt
til beboelse, men udelukkende til festligheder og udstillinger.
Det er muligt at komme op og se ud over pladsen og det kan kun anbefales. For det bliver lidt lettere
at overskue pladsen og alle dens smukke detaljer, når den bliver set oppe fra.
På billedet herover ses Kronentor til venstre – en pavillionport, som i sin tid tillod passage ud
af borganlægget. Oprindeligt var der en smal træbro udenfor porten, men den er i dag erstattet af en
stenbro. Kronentor flankeres af lange gallerier, som på gårdsiden har nogle store vægfontæner.
I gallerierne findes bl.a. en del af stedets porcelænssamling.
I den ene ende af byggeriet ligger Wallpavillionen. Wallpavillionen er bygget sammen med bymuren
og hvis man vil fra festpladsen og ud i haveanlægget gennem Wallpavillionen, må man gå op af trapper
inde i bygningen for at komme over muren. Wallpavillionen indeholder bl.a. stedets festsal og skulle
være en helt fantastisk flot bygning. Men lige i år var den nederste del pakket ind i stilladser.
Wallpavillionen ses lige ved englens knæ.
I den modsatte ende af komplekset og lige over for Wallpavillionen, findes Glockenspielpavillionen. Det hedder den naturligvis fordi de berømte porcelænsklokker sidder på denne bygning. De fine Meissen-porcelænsklokker spiller hvert kvarter en fin lille melodi.
I bygningen til højre for Wallpavillionen findes en Cafe. Men hvis man fortsætter gennem cafeen
og går ud i gården bag ved, så står man ved den imponerende Nymphenbad.
Nymphenbad er en stor
fontæne, som dog aldrig blev helt så stor som planlagt. Vandet løber ned fra et springvand i
enden og ender i et stort firkantet bassin. Langs muren er der lavet store nicher, hvor der er
blevet placeret en række statuer.
Dagen var ved at slutte for vores vedkommende, men selvfølgelig kom vi lige forbi lidt flere gamle bygninger
og vi var også lige en tur over Elben. Lige som vi lige skulle en tur op af gågaden og der står der den ene
fine skulptur efter den anden.
Dresden er en fantastisk by at gå rundt i og vi kommer gerne tilbage igen.
Lidt nord for Dresden ligger byen Meissen. Og i Meissen produceres der porcelæn – dyrt porcelæn!
Vi tog en udflugt til byen og endte først oppe ved Hofkirche, som er byens gamle domkirke for den
romersk-katolske kirke. Kirken ligger højt over byen tæt op ad Albrechtsburg.
Albrechtsburg var oprindeligt slot for den herskende konge i området, men i 1710 etablerede August II
der Starke Europas første porcelænsfabrik på slottet. I dag huser det et museum.
For at komme ind i kirken skal man passere et lille atrium - en lille lukket gård med fine arkader rundt i kanten.
Den nuværende kirke blev opført omkring år 1260 og er egentlig en ombygning af en ældre kirke.
Dog tilført adskillige tilbygninger og ombygninger.
Kirken blev oprindelig opført med to tårne,
men et lynnedslag med efterfølgende brand i 1413 ødelagde hele den vestlige del af kirken inkl. de to tårne.
Kun det ene tårn blev genopført – det andet kom først til i 1909!
Det første der møder vores blik, da vi kommer ind i selve kirken, er prædikestolen og 4 meget store
malerier. Malerierne er udført af Michael Morgner. De fire billeder viser vigtige steder i biblen f.eks.
da jorden blev skabt og Jesu korsfæstelse.
Billederne er skabt til kirken af kunstneren og er derfor en del af udsmykningen og ikke en udstilling.
Det er muligt at komme op i galleriet og herfra ses det tydeligt,
at koret er adskilt fra skibet af en skærm – et såkaldt lektorium - fra omkring 1260.
Over lektoriet hænger Jesus på korset.
Lægmands-alteret (altså det der ikke står i koret) er fra omkring 1540. Krucifikset og
kandelaberne på alteret er naturligvis udført i Meissenporcelæn!
Koret er indrettet til munke og klerke og altså ikke til menigmand.
Herinde findes det andet alter – højalteret - og ikke mindst nogle sten-statuer fra omkring 1250.
De forestiller Kejser Otto I og hans kone Adelheid af Burgund. Højalteret er fra begyndelsen af det
16. århundrede.
Inde i kirken findes også Fürstenkapelle fra første halvdel af det 15. århundrede.
Her ligger en række Wettinger-fyrster begravet.
Bl.a. Friedrichs des Streitbaren, som ligger i en
fin sarkofag. Vi kan ikke se om det bringer held at pudse hans næse, men vi tror det…
Det var i øvrigt også Wettin-slægten, der var på det lange Fürstenzug i Dresden.
Fra kirkens høje placering er der en fantastisk udsigt ned over byen og Elben.
Og selvom dagen har vist sig fra en lidt fugtig side inden vores besøg i kirken og selvom det fortsætter
lidt efter besøget, så skal det ikke afholde os fra at gå ned af stisystemet til Elben.
På vejen får vi først set en lidt underlig bænk, som vi dog ikke kan komme ind til pga. noget renovering.
Og nede i byen står et flot springvand - naturligvis udført delvist af Meissner-porcelæn.
Det flotteste blik på kirken får man dog, hvis man krydser Elben og kigger retur på kirken og slottet. Så bliver det ikke flottere. Især når det pludselig klarer op og himlen næsten bliver blå igen.
Egentlig var vi jo taget til Meissen for at se på porcelæn og vi havde da også set lidt hist og her.
Men vi vidste, at det var muligt at komme ind og se produktionen, så vi fortsatte ud til fabrikken.
Her var vi heldige at dumpe ind lige som en dansk gruppe skulle på rundvisning og blev koblet på dem,
så vi endte med at få rundvisningen på dansk.
Rundvisning er nu nok så meget sagt. For selvfølgelig kommer man ikke ud i den rigtige produktion.
Det man har gjort er at etablere en ’fremvisnings’-linje, som man så følger. Først en kort
introduktionsfilm, der mest handler om, hvordan man laver porcelæn og om hvordan Johann Friedrich
Böttger ofte får æren af, at man kan lave porcelæn i Europa. Men bag ham stod også Ehrenfried Walther
von Tschirnhaus, som egentlig var den, der fik taget hul på at lure kineserne kunsten af.
Böttger selv havde nemlig en ide om, at han skulle lave guld og blev derfor ansat af Kong August II af
Polen til dette. Men efter nogle år, så begyndte han at hjælpe Tschirnhaus og da denne pludselig
døde, fortsatte han udviklingen selv. I 1709 var man så langt, at kongen etablerede porcelænsfabrikken
og produktionen startede officielt i 1710.
Alt porcelæn fra Meissen er håndlavet. Men man har dog forskellige forme, som man kan presse tingene
ind i, så de får nøjagtig samme form gang efter gang. Det kunne vi se på den første station efter
filmen. Her sad en mand og viste os, hvordan man laver en kop og et lille englehoved.
For selve rundvisningen foregik i små rum - eller stationer - med en ansat, der viste de forskellige
processer i produktionen. Alle forklaringer blev læst op på dansk via en i-pad. Imponerende var det,
at de hele tiden præcist vidste, hvornår de skulle pege på en bestemt ting for at underbygge
forklaringerne.
Mange af mønstrene på porcelænet er kendt ude i den vide verden og man følger derfor en skabelon, som sikre
at tingene bliver så ens som muligt. Men da det laves i hånden, er der selvfølgelig små forskelle.
De frie hænder er der så en der har haft med kaklen her til højre.
Fabrikken har naturligvis også et showroom, hvor man kan se de vildeste porcelænsfigurer.
De har også en outlet-butik med 2. sorteringsporcelæn og en butik med 1. klasses varer.
Vi havde ikke rigtig råd til at købe noget i nogle af butikkerne. Kattene herover koster f.eks. omkring 4800
euro og så er de endda restaurerede! Og papegøjerne kostede omkring 4000 euro - den store terrin omkring 36000.
På førstesalen var et museum med rigtig meget gammelt Meissner porcelæn. Her var en samling af dyrefigurer
arrangeret på pink stof i et rum. Et andet rum husede en stor samling porcelæn med billeder, der var
kinesisk inspireret. På et repos stod den den mandsstore vase. Vi tør slet ikke tænke på prisen.
Og i velkomstfoyen stod denne meget høje brud og lyste op med sin hvide kjole. Ja egentlig så er hun jo ret
bleg i det hele taget. Men meget imponerende.
Skulle nogen have lyst til et badeværelse i Meissenporcelæn, så er fabrikken også leveringsdygtig i både
fliser og håndvaske. Vi har dog ingen priser...
Og så slutter vi lige besøget af med et billed af en af museets vasesamlinger. Vi ville da gerne bare eje den
ene...