Podlesok 2016

Efter nogle helt fantastiske dage i Budapest valgte vi at køre videre. Ikke at vi var færdige med at se Budapest, men efter at have set så mange smukke huse og hjørner i/af byen, så var vi mættede med by-ferie for en bemærkning. Og så må vi jo bare komme tilbage igen en anden gang.

Men med beslutningen om at køre videre gjorde jo også at vi skulle ud fra pladsen. Og det havde vi set frem til med både spænding og frygt. For der var godt nok ikke meget plads. Og da vejen var ensrettet, så skulle vi lave et U-sving lige uden for porten. Et U-sving ned mellem den grå bil til venstre i billedet og det store P-skilt i midten af billedet.

Et U-sving, som viste sig at være helt umuligt selvom vi trak helt over i siden. Så vi endte med at spænde fra – hvilket vi også havde forventet at skulle – og så køre bil og campingvogn rundt hver for sig.
I den forbindelse fik vi selvfølgelig lige spærret for et par biler – hvilket vi da også fik at høre for fra en kvinde, der skulle på arbejde. Men det var jo ikke vores skyld at de har valgt denne fuldstændigt håbløse udkørsel. Men når vi igen skal til Budapest, så kunne vi nu stadig godt finde på at vælge Romai Camping. For vi skal jo kun have vognen ud en gang…
Men da vi var kommet ud ledte gps’en det sidste stykke ned gennem et beboelseskvarter (endnu noget vi ikke helt forstod, for hvorfor skulle alle fra campingpladsen og badelandet gennem et boligkvarter) og ud på noget større vej og ud af Budapest.
Vejene i Ungarn svinger HELT vildt i kvalitet. Der findes fine, jævne veje med rundkørsler, der virker. I hvert fald skifter man ikke lige bane… Men der findes også bumpet, ujævn og træls vej. Der findes jernbaneskinner, der stikker så meget op over terrænet, at det er direkte ubehageligt at krydse dem.

Vi havde ladet gps’en vise os vej til Podlesok. Et mindre turistområde mellem byerne Poprad og Spisska Nova Ves i den østlige del af Slovakiet.
Vejen ledte os både gennem små landsbyer og forbi store marker med solsikker.

Grænseovergangen – tja det var ikke fordi vi skulle tjekkes, at hastigheden skulle ned på 20 km, da vi krydsede den. Men nok mere fordi, det I ser her, var det bedste stykke asfalt i lang tid…

Slovakiets veje er i øvrigt lige så svingende som Ungarns i standard... Men vi kom da frem. 287 km på ca. 6 timer vidner om, at vi ikke har tilbragt meget tid på motorvejene denne dag.

Vi planlægger jo altid lidt hjemmefra – især når Sabrina er med. Og da Helle havde ledt efter campingpladser i Slovakiet, var hun stødt på Autocamping Podlesok, som på deres hjemmeside havde nogle fantastisk billeder fra vandreture i området. Nu plejer det jo at være sådan, at der godt kan være et stykke til de seværdigheder en campingplads viser på deres hjemmeside, men her viste det sig, at nogle af vandreturene startede lige uden for campingpladsen. Så det var ikke svært at beslutte, hvor vi skulle bo…

Autocamping Podlesok ligger i naturen. Men det trængte vi også i den grad til. Man betaler forud, når man tjekker ind – og igen måtte vi op og forlænge opholdet, men det var intet problem at gøre. Efter luksussen i Budapest med en helt plan campingplads var vi her tilbage til det gode skæve. Og vi priste os igen lykkelige for at have husket kilerne. Et lille område på pladsen har elstanderne, så der fandt vi en fin plads og fik sat op.

Der findes to toiletbygninger på pladsen. De er pæne rene. Der var lås på dørene ind til badene. YES, ingen forhæng her. Men der var ikke lås på ind til hvert toilet! Til gengæld var systemet, at man efterlod døren åben, så de næste kunne se, hvilket toilet, der var frit. Det fungerede egentlig meget fint, selvom vi de første mange gange sad og holdt i dørhåndtaget alligevel…

Lige bag vores vogn var en overdækning. Her var koldt vand – nemmere kan det næsten ikke blive. Der var et køkken på pladsen, ligesom der var en vaskemaskine. Som brugte samme polet som badene. Og så fik man en time strøm pr. polet…

Pladsen har flere forskellige hytter, som man kan leje og der er flere overdækkede bålsteder, som bliver flittigt brugt. En af aftenerne var der så meget brænderøg i luften, at Helle slet ikke savnede sine FDF’ere. Ja og så er brug af åben ild ikke forbudt. Faktisk laver man bare et bål ved teltet, hvis man har lyst. Og køber brændet af campingpladsen, hvis man ikke gider slæbe grene med hjem fra vandreturen.

Lige uden for pladsen var der souvenirshops, en lille butik (som solgte øl og frisk brød om morgenen, men ellers ikke så meget andet), et infosted, en restaurant og en snackbar.

I receptionen er der internet – ganske gratis, så der var stor søgning om aftenen. Og om aftenen blev det i øvrigt koldt. Rigtig koldt. Når solen forsvandt bag Tatrabjergene, så faldt temperaturen drastisk. Vi havde op til 29 grader om dagen, men den ene nat var temperaturen under 10.
Vi fik også nogle gevaldige tordenbyger om natten, mens det holdt fint tørt om dagen.

For at komme ud og ind fra pladsen skulle man bruge et magnetkort – også når man gik. Det skyldtes, at der lige uden for pladsen var en stor p-plads for turister til området.

Som sagt startede flere af vandreturene lige uden for campingpladsen. Vores første tur ind i nationalparken Slovensky raj gik op gennem kløften Sucha Bela. Bare ordene Sucha Bela lyder i vores mund og ører som noget eventyrligt og smukt. Sucha Bela er den mest besøgte af turene og derfor var der også mange mennesker i kløften denne dag. For det er en smeltevandskløft vi skal op gennem.

Sucha Bela er angivet til at tage 2 timer – vi endte med at bruge 3, men der var også noget ventetid flere steder. Og de 2 timer dækker naturligvis kun vejen op gennem kløften. Ikke turen retur. I Slovakiet angiver man i øvrigt vandreture i tid, fordi en afstand i kilometer ikke giver så megen mening, når det går op og ned. Vi manglede bare en angivelse af, hvor svær turen var…

Sucha Bela blev først udforsket i begyndelse af 1900-tallet. I 1900 begav Martin Roth og 5 andre turister sig ind I kløften for første gang. De nåede dog kun frem til Misove vovopady, som er kløftens første vandfald. Efter et par forsøg, lykkedes det i 1910 en lille gruppe at komme hele vejen gennem kløften.
I 1920’erne satte man de første permanente stiger og gangbroer op i kløften og turiststrømmen steg. I 1950’erne tog man det sidste skridt og erstattede træstigerne med faste metalstiger og trin. Men der er stadig masser af vandrette gangbroer af træ og vi kunne se, at de blev skiftet, når de trængte til det. For de gamle fik lov at blive liggende…

Allerede da vi træder ind i bunden er vi begejstrede. Vi går i et næsten tørt smeltevandsleje, her er grønt og egentlig for varmt til jakker…
Og begejstringen stiger, da vi når de første gangbroer. Tungen lige i munden og så går det fint med at komme over, selvom de har sparet en del af brædderne væk. Det viser sig, at trinene faktisk ikke er glatte – det gør, at vi kan gå lidt mere frit hen over dem. For der er mange. Rigtig mange.

Et godt stykke inde i kløften møder vi så en lang kø. Det er køen til den første ’lodrette’ stige. For naturligvis giver sådan en stige en kø, når der er så mange mennesker, der skal op. Det går dels langsommere, men der er også nogle, der måske går helt i stå et stykke oppe på stigen. For vi taler jo ikke om en lille stige. Næh, vi taler om stigerne, der er lange nok, til at vi kan forcere op til 100 højdemeter.

Det er også pga. stigerne, at ruten er ensrettet, for dels vil det give rigtig store problemer, hvis der er nogle der skal op og nogle der skal ned og dels, så er stigerne ikke sat op med henblik på at man skal gå ned af dem.

Sikkerheden består i øvrigt af en kæde, man kan holde i. Der er ingen gelænder. Og ingen mulighed for at sikre sig med en line.

Vi er på vej op af stigen. Var vi kommet på et andet tidspunkt af året, ville vandet have sprøjtet os over, for stigen står lige ved siden af vandfaldet Misove vodopady, der falder ca. 30 meter. Men her i juli er vandmængden i vandfaldet lille, så vi forbliver tørre. Om vinteren kan man i øvrigt klatre på is her i kløften.

Selvom vi kommer op af den første stige, så er der stadig nye udfordringer. Flere gangbroer. Flere stiger. Flere store træstammer, der skal findes en vej uden om. En smal kløft skal passeres. Og så skal de store huler også lige studeres.

Vi nærmer os nu toppen – vi har tilbagelagt ca. 3,5 km. Vi får ingen høj gennemsnitsfart i dag – men vi slår alle rekorder mht. oplevelser!

De sidste 800 meter foregår ikke i en kløft, men ender alligevel med at blive turens hårdeste. For det går opad. Rigtig meget opad. Og der er løse sten og glatte træstammer.

Men til sidst ender vi oppe ved det, der hedder Sucha Bela vrchol – toppen af Sucha Bela. Her mødes en række stier og der er mulighed for at sidde og slappe af, komme på toilettet og leje en cykel, hvis man gerne vil cykle ned.

Vi vælger dog at fortsætte til fods. Helle er nemlig ikke vild med at cykle på stejle grus/stenveje. Turen ned går først af gul rute, som er et fint spor, hvor der fint kan køre biler. Senere skifter vi over til rødt spor og en mindre sti.

Nogle steder går det meget stejlt nedad på den opmærkede sti, men man kan med fordel tage en lidt længere tur ned via en række hårnålesving. Så skal man bare følge cykelspor-markeringerne på træerne...

Det meste af turen foregår i skoven, men en gang i mellem er der et herligt udkig ud over det omkringliggende landskab. Og et kig over på Tatrabjergene. Som endte med ikke at få besøg denne gang.

En dejlig dags vandring er slut. 12 km sagde gps'en, da vi kom retur til campingpladsen 5½ time senere. Brugte på en helt anden måde, end vi plejer at være efter sådan en gåtur.

Inde i nationalparken Slovensky raj finder man også ishulen dobsinska-ladova-jaskyna. Vi har før besøgt en lignende hule i Østrig og været inde i en gletscher i Schweiz, men da den her type huler er sjældne, så var det jo oplagt at besøge denne.

Hulen ligger ca. 25 km fra Podlesok, hvilket jo ikke er ret langt. Men med de veje, de har her i området, så tog det alligevel ca. en time at komme til p-pladsen. Fra p-pladsen er der ca. 30 minutter til fods op til indgangen og billetsalget. Turen går af en meget snoet sti og i varmen er det en hård tur. Da temperaturen inde i hulen ligger under 4 grader overalt (og naturligvis under frysepunktet i de områder, der er isbelagte), så anbefales det, at man tager et kort hvil og får den værste varme ud af kroppen inden man går ind.

Hulen har været åben for besøg lige siden 1871 og den fik elektrisk lys allerede i 1887! Et andet kuriosum er, at man i perioden 1893-1947 kunne løbe på skøjter i hulen året rundt.

Hulen er en del af et større hulekompleks med en længde på 1491 meter, men turen rundt i den isbelagte del er på 515 meter. Der er en del trappetrin inde i hulen og tynd is på nogle af trinene, hvilket gør, at gode sko er vigtige.
Isen flytter sig 2-4 cm nedad i hulen om året. Men efter at man har sat døre i ved indgangen, så har man sikret, at der også hele tiden fryser ny is for oven.

Den store issøjle, der kommer ned fra loftet, hedder The Well og er hele 9 meter. Her i salen bliver der spillet et stykke musik og akustikken er rigtig god. Der har da også været holdt koncerter her.
Flere steder er der stalagmitter og stalakitter i is. De opstår, fordi vand siver ned gennem hulens loft og fryser til is, når det kommer ud i kulden.

Nå ja, og så måtte vi i øvrigt betale for at fotografere. 10 euro kostede det, men da vi ikke har nogle billeder fra ishulen i Østrig, fordi vi ikke måtte fotografere der - ja så MÅTTE vi bare denne gang. Til sammenligning er entreen for en voksen i øvrigt 8 euro. Turen er guidet og der bliver guidet på flere forskellige sprog. Da vi var der, var der ingen på engelsk eller tysk de næste timer, så vi valgte den første tur, hvor der var plads. Og den tur var så på ungarsk...

Vi var absolut ikke færdige med at vandre i Slovensky raj. Så en anden dag valgte vi at stykke vores egen rute sammen. Først ville vi følge floden Hornad og derefter klatre op gennem endnu en smeltevandskløft.
Ruten Prielom Hornadu er en ca. 16 km lang rute, der går fra vores campingplads og til byen Spisska Nova Ves. Hvis vi valgte at gå hele ruten, ville vi ende langt fra vores bil og campingvogn og vi valgte derfor at lave en tur rundt selv, som endte tilbage ved campingpladsen.

I modsætning til Sucha Bela, så er ruten gennem Prielom Hornadu ikke ensrettet. Heldigvis mødte vi ikke mange, der gik den modsatte vej end os og der, hvor vi gjorde, var det heldigvis på et godt sted! Turen langs Hornad byder da heller ikke på nogle stiger – men så byder den på andre udfordringer.

Fra campingpladsen gik det af en fin bred vej næsten indtil vi nåede den lille bro, hvor vi skulle krydse floden. På den anden side af broen sad billetsælgeren i øvrigt. Jeps, der skal nemlig betales for at vandre i nationalparken – og vi havde da også betalt da vi gik op gennem Sucha Bela. Men da prisen er sølle 1,5 euro pr. person pr. dag, så overlever vi nok den udgift.

Lige efter kom de første gangbroer i riste. Og det var faktisk meget rart, for det havde regnet meget om natten, så der var lidt mudret nogle steder og glat andre steder.

Denne rute har en del højdemeter – helt ned til vandet og op igen og så retur helt ned til vandet. Men det gik stille og roligt og det var tydeligt at mærke, at denne rute ikke er nær så populær som Sucha Bela-ruten.

Kløften blev første gang krydset i 1906, men først i 1974 blev hele turen åbnet for besøgende og ruten er i dag udstyret med ca. 90 broer og gangbroer i metal og træ, 140 trin og 330 meter jernkæde.

Og vi blev snart glade for alle delene. For i modsætning til Sucha Bela, så var turen her mere udfordrende terrænmæssigt. Vi gik nogle steder på noget, der mest mindede om en fåre-sti. Og så var vi glade for kæden. Eller når store højdeforskelle skulle besejres, så var vi glade for trinene. Eller for kæderne. For hvis stykket ikke var stejlt nok, så var der bare opsat en kæde, som man kunne holde fast i. Og ikke mindst var vi glade for trinene, som de havde brugt tid på at gøre fast højt oppe over floden. For uden dem kan man ikke komme gennem kløften. Men det er nu noget særligt at stå deroppe uden et gelænder, men dog med en kæde at holde fast i.

Og heldigvis var der bygget en bro, der hvor vi skulle krydse floden igen. Så den var vi også ret glade for…

Midt i det hele stødte vi så på dette kors og den lille helikopter. Stedet er et mindested for 4 redningsfolk, der mistede livet i juli 2015, da deres redningshelikopter faldt ned.

Vi nåede til sidst indgangen til Klastorska roklina – eller slugten ved navn Klastorska. Som I kan se, så er ruten skiltet godt. Undervejs med mærker som på træet bag. Men der, hvor flere ruter støder sammen, med skilte som dette. Som I kan se, er vi her ca. 1 time og 20 minutter fra Podlesok og 1 time fra Klastorisko gennem kløften, men kun 45 minutter fra samme sted via en anden sti.

Hvis man vil fortsætte langs Hornad, så skal man her krydse floden igen. Denne gang på en flot hængebro. Naturligvis skulle vi lige prøve en tur frem og tilbage før vi forlod blå rute og gik ombord i den grønne. For vi kunne selvfølgelig ikke tage den gule, hurtigere rute op til Klastorisko.
Hængebroen er opført i 1960 og den kan maksimalt tage 5 personer af gangen. Og så gynger det lige lidt, når man går over den.

Vejen op gennem Klastorska ravina minder meget om Sucha Bela. Altså bortset fra, at her dels er lidt mere vand i bunden og dels at vi har det hele for os selv. Vi kan godt mærke, at vi er kommet langt ud i området – til et sted, der ikke er helt så let tilgængeligt som Sucha Bela.

Men det gør os bare gladere. For så skal vi ikke stå i kø OG vi kan tage billeder uden andre mennesker på OG vi kan tage tingene i vores eget tempo på en helt anden måde. Og der er stadig stiger og træstammer og gangbroer og...

Klastorska ravina ender ved Klastorisko. Her findes ruinerne af et kartheuser-kloster, der blev oprettet i 1299 og som virkede som kloster i 250 år.

Kartheuserordenen blev startet af en tysk munk i 1084. Karteuserne er kendetegnet ved at leve et afsondret liv med bøn, fattigdom og meditation. Kartheuserne taler ikke og derfor kom bøger til at betyde meget for dem. Og derfor kom de til at få en stor indflydelse på den europæiske kultur.

Det var i øvrigt kartheuserne, som kaldte området for ’raj’, som betyder paradis.

Rundt om i klosteret kan man gå på opdagelse i de forskellige rum. F. eks. i den gamle kirke, hvor vi ud over et større trækors også fandt dette gamle jernkors.

Hver sommer deltager mange unge i et genopbygningsprojekt på stedet. Man har ikke planer om at genopføre stedet, som det så ud en gang, men blot om at sikre det for fremtidige generationer. Derfor sørger man f.eks. for at holde bevoksningen nede og at sikre vægge, der er ved at falde sammen.

Meget tæt på klosteret ligger ruinerne af et samtidigt kapel. Uden for ruinen er anlagt en symbolsk kirkegård, der skal stå som et mindested, for de der døde på stedet.

Til sidst manglede vi kun at komme retur til Podlesok igen. Turen ned gik lige som på vores første tur ind i nationalparken af en lettere rute. På vejen kunne vi lige se, hvor meget det egentlig havde regnet sidste nat. Turen endte med at blive ca. 14 km lang og den kom til at tage 6 timer.
Og selv om vi ikke gik hele vejen til Spisska Nova Ves, så slutter vi lige med et billede derfra.

Efter at have tilbragt nogle fantastiske dage her på stedet, så var vi igen klar til at køre nordpå igen. Men vi kommer gerne igen - for nationalparken er noget af det bedste vi længe har set og oplevet.