www.RoseFrederiksen.dk

Ferie for alle - messe i Herning 2017

Årets campingture startede med en lang weekend i Herning i forbindelse med Ferie for Alle-messen. Vi var heldige, at vi kunne køre torsdag, så vi fik god tid inde på messen - også på de tidspunkter, hvor der ikke er så mange mennesker.

Vi startede hjemmefra den dag DMI lovede snestorm og hvor beredskabsstyrelsen havde sendt pansererede mandskabsvogne til Fyn for at sikre folket mod sneen.

Da vi kørte mod messen kom der mest vand fra kørebanen og lidt oppe fra - men ingen sne... Og selvom det begyndte at sne, da vi kom frem, så var det nu ikke noget at være bange for. En gang i mellem kunne vi høre det kurer ned af vognen, men de store mængder blev det nu aldrig...
Billederne med sne er taget dagen efter, hvor snesjappet var frosset til is, men som solen lige så langsomt tøede op - og det var faktisk det største problem: masser af blød jord/mudder...


Campingområdet ligger ved port 13 og er stort. MEGET stort. Man bliver pænt budt velkommen og tjekker ind hos lejrcheferne, som holder til i den grå bygning herover til højre.
Som campist får man et armbånd, som giver adgang til campingpladsen og messen, så man er fri for at have styr på sin billet, når man går ud og ind.
Til bilen får man et klistermærke - og det sætter man i INDEN man kører ind på pladsen. Det er vigtigt ifølge kontrollanterne. I år skulle vi ud at køre, men sidste år stod bilen stille alle dage og vi fandt aldrig ud af, hvorfor vi ikke bare kunne sætte det i, når vi kom ind og på plads...

Hvis man er en større gruppe eller er handikappet, så kan man booke en bestemt plads, men vi andre bliver vist ud til den første ledige plads. For vores vedkommende - og selvom vi kom torsdag - blev vi vist helt ud den anden ende af pladsen. Næsten så langt man kunne komme.
Området er opdelt i pladser med nummer, strøm findes inden for kort rækkevidde, mens der er længere til vand og toiletter.
Vi lå så langt ude, at det faktisk var her ude at helikopterne landede...

Og toiletter og bad - ja det er jo ikke nogen luksusplads vi befinder os på. Vores nærmeste toiletbygning var denne kedelige bygning. Her hentede vi også vand.

Længere væk ligger Annexgården, hvor der er bad og toiletter. Igen ikke af nyeste kaliber, men det fungerer. Der er også mulighed for at bade i et af messecenterets omklædningsrum.

Når man nu som vi, bor så langt ude, så er der jo mulighed for at gå at kigge på, hvordan folk har indrettet sig. Nogle sætter fortelt op. Andre en markise. Vi vælger at lade være med at sætte noget som helst op. Og så så vi nogle med denne smarte dørmarkiseting. Den kunne vi rigtig godt have brugt lige til at tage regnen når vi gik ind og ud. For det kan godt være solen skinnede flot fredag, men det regnede meget om lørdagen...

Hvis man ikke selv vil gå op til messen og retur (vi lå næsten helt ude og det tog vel små 10 minutter), så kan man tage det lille tog, som kører rundt og rundt og rundt...

Den nærmeste indgang ind på messen fra campingområdet går direkte ind i legeområdet. En hel hal med indrettet som legeplads og med madpakkeområde i den ene ende og en scene i den anden.

Inde på messen kom vi snart over til campingvognshallerne. Der er vogne i flere haller og der bliver præsenteret rigtig mange vogne. Både store og små og mange forskellige mærker.
Vi forelskede os i en - men nej - vi kom ikke hjem med en ny vogn, for vi er faktisk også glade for den vi har nu.

I området med Camp-let og Isabellaprodukter blev vi hængende længe. Først måtte vi lige kigge på de lækre Camp-letmodeller. Vi har jo før rejst med camplet og vores hjerte brænder lidt for dem endnu!
Ved siden af udstillede Isabella nogle af deres nye produkter - bla. disse to nyudviklede retro- telte.

Vi blev hængende og så to garvede Isabella-folk sætte et fortelt op. Og kunne vi så lære noget nyt? Ja, det kunne vi faktisk.
Måske kunne vi have læst det i brugsanvisningen, men det har vi så åbenbart ikke gjort. For det kom som en stor overraskelse for os, hvordan de fordelte tag-stængerne. Ikke noget med at sætte nogen midt på mellem hjørnestangen og midterstangen - nej, de trak faktisk to af stængerne ret langt ud i hjørnet...
Og advarede om, at sætte dem lige ud for en syning, da det var der, teltet var mest sårbart. Det er nemlig lettere at få en syning til at briste end at få selve stoffet til at revne.

Vi var jo heldige, at vi kunne bruge hele fredagen inde på messen - vi kunne godt mærke, at der var meget færre mennesker end om lørdagen sidste år.

Så lørdag formiddag valgte vi at køre over til Grauballe og gøre et geocachingprojekt færdigt derovre. Her ligger over 80 geocaches, der hører til samme serie, og vi har faktisk været forbi to gange før, men havde sidste gang måtte efterlade sølle 3 som ufundne. Og det går jo virkelig ikke...
De krævede et par gode ture ud langs Gudenåen, for selvfølgelig lå de ikke samlet. Vi havde trukket i gummistøvlerne for stien kan godt være ret våd og oversvømmet og vi frygtede det værste med al det vand der var kommet på det sidste. Men faktisk kunne vi have taget turen i vandrestøvler.
Og herover til højre retter vi op på et hængeparti fra sidste år. Cachen hænger tæt på messecenteret og sidste år stod vi og kiggede op på den og bandede langt væk over, at stigen lå hjemme i Odense...

Vel retur i Herning efter et par timer begyndte det at regne og så var det jo heldigt, at vi havde planlagt at bruge resten af dagen inde i hallerne. Vi fandt en anden indgang - vi skulle lige se messecenteret fra en anden side også!
Og nå ja - finde og servicere en cache, som en god geoven fra Fyn har placeret heroppe.

Eftemiddagen fik hurtigt ben at gå på inde i Danmarkshallen og Udlandshallen. I Danmarkshallen konkurrerer de enkelte attraktioner og landsdele om de besøgendes opmærksomhed. Og der bliver trukket på alt - lige fra smagsprøver til store installationer.
Man kan også shoppe lidt rundt omkring - f.eks. så vi denne tud til store flasker. Desværre kunne vi kun prøve den med en tom flaske, så vi ved faktisk ikke om den er så meget mere praktisk, når flasken er fuld...

Fik vi så købt noget på messen eller fik vi bestilt en ferie? Njah, vi fik bestilt en af de der dørmarkiseting, for den er vi sikre på, at vi kan bruge i mange situationer. Vi fik ikke bestilt nogle rejser, selvom der ellers er rig mulighed for det.

Søndag skulle vi så hjem og efter en sidste tur ind på messen gik vi ned for at pakke sammen. Som weekenden gik og vi havde skubbet flere biler fri inde i vores lille lomme, jo mere spændende blev det om vi selv kunne komme ud fra pløremarken.
Naboen på den ene side sad tidligt på dagen fast med vognen - den fik vi dog ved hjælp af såvel skub som mover så langt ud, at han kunne trække den det sidste stykke ud med bilen.
Naboen på den anden side valgte at krydse ind over det mest opkørte stykke med bil og campingvogn og måtte have hjælp af pladsens traktor for at få begge dele fri.
Til gengæld gjorde det så, at vi havde et fint stykke frisk græs mellem os og asfaltvejen. Og vi skønnede, at hvis vi bare undgik de to mindre huller, så ville vi snildt kunne bakke den ud med moveren. Og det holdt også stik. Så heldigvis ingen problemer hos os...