www.RoseFrederiksen.dk

Fanø

I juni måned blev vi kontaktet af en geocacher, som gerne ville have lidt hjælp til et større event på Fanø. Vi sagde naturligvis ja til at hjælpe velvidende at vi ikke ville kunne deltage i eventet pga. et familiearrangement i Helles familie. Men da hjælpen, som var teknisk i forbindelse med udgivelsen af en ny geocache, så skulle den jo gives INDEN eventet og derfor fik Helle givet så meget hjælp, at den anden geocacher kom i mål med hendes ønsker!

MEN da vi jo ikke kunne deltage på dagen, så måtte vi jo tag til Fanø i en anden weekend i stedet! For vi ville jo stadig gerne finde all de geocaches, som der var blevet lagt ud i forbindelse med eventet.

Vi havde aftalt med Lars og Karin at de også tog til Fanø samme weekend og selvom vi skulle ud mange steder, hvor Karin ikke kunne komme med, så fik vi hygget os sammen om aftenen og dagene brugte vi så på hver vores eventyr. En rigtig hyggelig weekend!

Lige så snart Søren havde fri fra arbejde tøffede vi fra Odense og kom uden problemer til Esbjerg. Da vi ankom til færgehavnen kunne vi godt se, at vi ikke var de eneste, der havde fået den fantastiske ide at smutte på weekend på Fanø. Køen var lang, men ventetiden trods alt ikke så lang endda. Der sejler nemlig to færger på den korte strækning. De sejler hvert 20 minut og tager en pæn stak biler med. Da man kommer med i den rækkefølge, man er kommet til færgelejet, så holdt vi nede midt i en kø med vognen på. Som nok de eneste med campingvogn. Alligevel lykkedes det personalet at pakke færgen forkert, så da det endelig blev vores tur, så vi måtte lige vente en ekstra færge. Og da de godt kunne pakke yderligere 4 biler og en trailer på den færge, hvor vi ikke kunne være, så måtte vi lige køre frem og holde midt i et fodgængerfelt indtil næste færge kom. For de næste i køen holdt jo lige bag ved os...


Til gengæld fik vi lov at køre om bord som de første ca 15. minutter senere, da den næste færge havde lagt til og var blevet tømt. Det tager 12 minutter at sejle over, så der er ingen grund til at forlade bilen...
Vel ankommet til Fanø lagde vi vejen mod Sønderho, hvor vi havde aftalte med Karin og Lars, at vi skulle bo på camping Klitten. De var kommet dagen før og havde fundet to pladser, der lå i læ og ved siden af hinanden, så det var bare at få sat op.

Og det var også fint nok, for der er ikke bemanding på campingpladsen med mindre man er heldig, eller man ringer efter dem. Da vi kom var de ved at tage flaget ned, så vi blev lige skrevet op i bogen med det samme.

Lad os bare være ærlige: campingpladsen er gammel og slidt. Baderum og toiletter er dog fine og fungerer fint. Badet er gratis og der var fint med varmt vand. Bad og toileter er i bygningen på billedet her til højre. Her er også et køkken og noget der mindede om en samlingsstue. Foran ses campingpladsens legeplads...
Der er en del hytter rundt om på pladsen - mange af dem virker private med julepynt i vinduerne og græs på taget.

Når man bevæger sig rundt på campingpladsen forstår man til fulde, hvorfor pladsen har fået navnet Klitten. For den ligger på en stor klit, så der er store højde forskelle undervejs. Her er rigtig mange fastliggere og tyskere, men der er også roligt og trods det, pladsen godt kunne trænge til en kærlig hånd mange steder, så virkede den fint til vores brug.



Klitlandskabet og stranden


Vores mission var at finde alle de nye caches, der var blevet lagt ud i forbindelse med arrangementet - i alt 24 stk fordelt ud over hele øen. Nogle af dem lå, så der skulle gås lange ture for at komme ud til dem. Andre skulle der løses opgaver til undervejs. Og en tredje skulle der bruges en ny app til og det drillede, så det kom til at tage lang tid. Men vi fik fundet alle 24 - og set en masse natur og lidt by på øen.


Vi startede sydpå og bevægede os langsomt mod nord - her er vi endt ved Pælebjerg. Pælebjerg står alle steder opført som øens højeste punkt, men faktisk har nyere opmålinger vist, at det ikke helt passer. Der er nogle andre klitter i Havside Bjerge, som er et par meter højere end Pælebjerg. Men derfor er det nu alligevel en god ide at klatre op på toppen af Pælebjerg (21 moh) for at nyde udsigten ude over havet og Fanø Plantage. Lige ved siden af Pælebjerg findes en sø - nogle kalder den Pælebjerg Sø, andre Nøkkerosesøen. I søen vokser der rigtig mange åkander (Nøkkeroser) og så er der også guldfisk i den...

Vores tur fortsatte ud i klitlandskabet ved Pælebjerg. Vi fulgte de små stier, så spor efter øens harer og hjorte og nød at solen skinnede og at vi gik i læ.

Turen var meget afveklsende - den startede i plantagen med små krogede fyrretræer og endte ud i det åbne klitlandskab.


Når vi sådan går af sted, så kigger vi ikke kun ud over landskabet, men forsøger også at få øje på så mange små detaljer som muligt. Her har vi fundet en rose, der er ramt af en rosen-gal-hveps af en eller anden slags - og så kan vi slet ikke stå for svampene :D


Det er dog svært ikke bare at lade blikket glide ud over landskabet, når man står oppe og kan kigge langt, langt væk...


Overalt på Fanø ser man bunkers og rester af bunkers og andre anlæg fra krigen. I forbindelse med vores geocaching kom vi forbi en række af dem. Mange af dem kan man komme ned i eller klatre op på og skue ud over landskabet. Billederne herover stammer fra det nordlige Fanø ud mod Vesterhavet - området kaldes Søren Jessens Sand og er vokset helt utroligt de sidste 40 år. Nu er det ikke længere en halvø nord for Fanø Bad med en stor udposning...
Der er læ og gromuligheder i sådan en bunker...


På stranden syd for Fanø Bad og hele vejen til Sønderho må man køre med bil - det er dog ikke lige behageligt hele vejen. På strækningen mellem Fanø Bad og Rindby var 'vejen' på stranden meget hullet. Store huller, som vi forsøgte at sno os uden om, men det lykkedes ikke helt. Strækningen mellem Rindby og Sønderho er vejen meget bedre og der er mange, der kører på strækningen.

På strækningen mellem Rindby og Sønderho er der tillige et område, hvor det er tilladt at dyrke strandsejlads - dvs. man sidder på en lille vogn med hjul og bliver trukket frem af et sejl eller en faldskærm.

Hvis man kommer i bil, kan man sagtens køre igennem, men man skal være ekstra opmærksom, for strandsejlerne kan være rigtig hurtige!

I udkanten af dette område mødte vi en håndfuld drageentusiaster, der fløj med drager, så store som små lastbiler. De var gigantiske, men også helt utroligt flotte.

Nordby

Vi var også igennem Nordby - på kryds og tværs. Byen er øens største og det er her, man kommer i land med færgen. Men hvis man bevæger sig lidt væk fra den store vej ved færgelejet, kommer man hurtigt ind i de små gamle, brolagte gader med fine huse - mange med stråtag og hvidt stakit mod vejen!

Og hvis man bevæger sig lidt ud langs stranden får man et fint kig over mod havnen i Esbjerg med alle de høje platforme.

Sønderho


Campingpladsen lå jo i Sønderho, så det var helt oplagt at gå en tur rundt og kigge på byen og dens opgivelser. Ret tæt på campingpladsen ligger Kåveren - Danmarks ældste sømærke. Det blev oprindeligt rejst i 1624 og viste sammen med et andet sde store sejlskibe sikkert fra Nordsøen og ind i tidevandsrenden Knudedyb. Den væltede i en storm i 1935 og blev først genrejst i 2011 og fungerer i dag som vartegn for Sønderho.


Sønderhos gamle bydel er præget af huse bygget i 1700-tallet og ca. 100 år frem. På det tidspunkt var byen den dominerende søfartsby på den jyske vestkyst. I dag er indsejlingen til byen sandet til og ligger hen som engarealer.

Byen er så fin med et utal af små smalle gyder og de gamle huse, der ligger tæt. Den er dog ikke stor, så hvis man sætter et par timer af, så når man let ud i hver eneste krog af byen.
Vi fik ikke besøgt så mange af byens egentlige attraktioner, men for os er det også rart bare at gå rundt mellem de gamle huse. Og se på stære på antennen...

Vi skulle dog et smut ind i Sønderho Kirke. Kirken er nemlig helt speciel - den er stor og er næsten kvadratisk. Inde er den opbygget som en smal langkirke med tværskibe, der er lige så brede, som kirken er lang. Stolerækkerne kommer dermed til at stå sjovt i forhold til hvad man ellers ser.
Alteret står mellem to vinduer og med sollys der strømmede ind, blev det en udfordring at fotografere.

Kirken har plads til 450 personer og er bygget så stor, fordi der skulle være plads til alle voksne beboere i sognet tilbage i 1700-tallet, hvor byen var på sit højeste.

Inde blev kirken indtil 1930 oplyst af tællelys i messinglysarme skænket af søfolk. De 15 kirkeskibe er tillige skænket af søfolk, som tak for kirkens indsats. Skibene er primært handelsskibe, men der har sneget sig et fyrskib, en redningsbåd og en fregat fundet i vandkanten ind i samlingen.

På den nye kirkegård lidt fra kirken findes dette flotte mindesmærke for de folk, der døde på havet. Mindesmærket er skabt af billedehuggeren Elo og opsat i 1949. På stenene rundt om statuen står navnene på alle de, der druknede, i perioden 1872-slut 2. verdenskrig.
Og at Sønderho på et tidspunkt blev kaldt for enkernes by vidner det store tabstal på over 500 søfolk, der ikke kom hjem, om. Alene i 1825 blev 40 kvinder enker og over 100 børn faderløse.



Geocaching

Med hiv og sving og lidt telefonisk førstehjælp endte vi heldigvis op med at få fundet alle de geocaches, der var blevet frigivet til eventet. Og dertil tillige en række 'gamle' geocaches.
Da formålet med denne tur jo var at geocache, så kommer her lige lidt billeder af, hvordan man gemme sådan en geocache lidt alternativt!
Og ja lorten er uægte, men så rigtig ud... især når den ikke lå på hovedet ;)
Og skoene hang højt oppe i et træ, så Søren måtte op på stigen for at få fat i logbogen.
Ammoboksen var blevet så flot dekoreret så den passede perfekt ind i eventets tema om Fanø i Atlantvolden.



Afsluttende og fakta


En dejlig lang weekend var ovre og ville vi gøre det igen? Ja det kan I lige tro. Færgeprisen var rystende billig: 195 kr. for bil og campingvogn og op til 9 personer! Det er dog ikke nær så billigt i sommerferien, men så må vi jo komme tilbage uden for sæsonen næste gang også. Og med en overnatningspris på 510 kr., så har vi taget 3 nætter på Fanø for ca. 700 kr. inkl. færge. DET gør vi gerne igen! Og vi håber vi kan lokke Karin og Lars med igen :D



Attraktioner og kilder:
Fanø generelt:
Naturstyrelsens sidewww.naturstyrelsen.dk
Visit Fanøs sidewww.visitfanoe.dk
Sønderho:
Sønderhowww.soenderho.dk
Sønderho Kirkewww.kirkernepaafano.dk
Mindesmærke på kirkegårdwww.mitfanoe.dk
Kåverenwww.sonderhohavn.dk