www.RoseFrederiksen.dk

Hessellund Sø Camping, Karup

Der var indbudt til Alt Om Campingtræf på Hessellund Sø Camping den 3. weekend i august og vi var så heldige, at vi kunne køre op weekenden før og nyde pladsen og naturen rundt om den. Og så skulle vi lige hjem i 3 dage for at arbejde, men kunne så returnere og deltage i træffet. Vi kontaktede pladsen og hørte om det var muligt at have vognen stående tom i de få dage og det var slet ingen problem.

Derfor trak vi vognen op en fredag i stormvejr og regnvejr. En times tid før vi ramte Vejlefjordbroen åbnede den igen for lette køretøjer, så vi slap for en tur ind gennem Vejle. Her krydser vi dog Lillebæltsbroen i sidevind...


Da vi ankom til pladsen var vejret forbavsende fint - omend det blæste en halv pelikan. Her er vi ankommet og lige ude for at lufte hunden.
Pladsen ligger lige uden for Karup og som nærmest nabo til Karup Lufthavn. Og ja - den kan høres. Især fordi det også er en af militærets lufthavne. Og der var lige et par fly eller 4, der skulle luftes undervejs. Et stort område rundt om pladsen er militært område og forbudt område. Vi kunne konstatere, at en del af området var skydebane. Men hverken fly eller skydning var så store problemer, at vi ikke ville anbefale pladsen. Faktisk har vi det sådan, at hvis vi boede tættere på den, så kunne det have blevet vores forårs-plads.

Da vi ankom fik vi et kort med nogle pladser markeret på. Og så kunne vi selv gå ind og se hvilken en af dem, der passede os bedst. Alle pladserne vi fik valget imellem var store. I vores øjne meget store. Vi ville uden problemer have plads til campingvogn, fortelt, bil og ude- hygge-areal, hvis vi ville.

På pladsen ligger 4 søer - det er muligt at ligge direkte ud til den ene. Nogle af søerne er fiskesøer, den store her er en badesø.


Der ligger flere servicebygninger fordelt rundt om på pladsen. De har alle en flot stand og er super lækre at komme ind i. Vi brugte primært pladsens største bygning lige ved indkørslen. Stort set alle toiletter og baderum er uni-sex og de har alle egen dør ud til en fælles gang. Det betyder, at der absolut ikke er nogen kø på noget tidspunkt mens vi er der.
Køkkenet er i samme bygning. Det er stort og der er mange kogeblus og opvaskesteder. Der er endvidere opvasker og flere ovne.


Den lille bygning i baggrunden er også en toiletbygning og som det ses, ligger pladsen på en skråning. Men det betyder ikke skrå pladser i stor stil. De er som udgangspunkt pænt plane omend vi lige måtte have det ene hjul lidt op for at stå vandret sideværds.

På denne plads er der tænkt rigtig meget på børnene. Der er flere legepladser - denne er pladsens store legeplads lige ved den store servicebygning og indgangen.

Pladsen har naturligvis også udlejningshytter af forskellig størrelse. De ligger samlet i et hjørne for sig selv.

Og underholdningen til børnene fortsætter: her er nemlig også et badeland med en rutsjebane. De skriver at temperaturen er ca. 25 grader i vandet, men at den kan svinge med lufttemperaturen.


Og der er indrette spillebule i en bygning for sig. Her er forskellige spillemaskiner, pool, airhockey osv.
I bygningen ved siden af har man kombineret et vaskeri med en internetcafe :D

Som sagt er der flere fiskesøer på pladsen. Det er put and take-søer med udsatte fisk og man køber sig adgang enten i receptionen eller til den store sø i en automat tæt ved søen.

Vi havde ikke fiskestængerne med, men vi så da nogen hive en stor ørred op. Og ellers nød vi bare synet af søerne, når vi luftede hunden.


Og når vi luftede hunden var der flere muligheder. Vi fik ret hurtigt fundet en lille tur, der gik gennem et lille område af militærets område ned mod Karup Å. Denne del af det militære område må man nemlig gerne gå i. Og lige i udkanten af dette område kan man følge en lille sti, der går langs med campingpladsen.

Så det passede med at vi gik ned til stien, fulgte den ud til den store fiskesø og så krydsede vi op og ind via indgangen til campingpladsen. Stien fortsætter helt ind til Karup, men vi fik aldrig gået turen, fordi det var præcis den weekend, at afbrændingsforbudet igen blev ophævet og det betød ret meget regn meget af tiden.


En anden fin tur var ned til Karup Å. Her er der også slået stier i den høje sivbevoksning, så man kan gå en lille rundtur og lade hunden snuse til alle de spor, der er sat af andre hunde. Her er også en stor grøn plæne og mulighed for at sætte kanoen i åen...



Sdr. Resen Naturpark

Da det så ud til at blive rimeligt vejr den ene dag, besluttede vi os for at køre ud og se os lidt omkring. Først lagde vi vejen forbi Sdr. Resen Naturpark. Det er et 26 ha stort naturområde skabt på baggrund af den brunkulsudgravning, der skete i området under 2. verdenkrig. Den gang manglede man brændsel og her i området lå der et lag brunkul et stykke nede i jorden. Brunkul er en sortbrun jordagtig kulart, der er dannet af forskellige træer for ca 15. mio år siden.

Traktoren er dog af nyere dato omend den stadig har en del år på bagen... Vi fandt den langt inde i området, da vi havde forvildet os væk fra stierne på jagten efter en geocache.


Området har nogle store søer, der er resterne af brunkulsudgravningen. De er stillestående og rigtig kolde, så badning anbefales ikke.

Og et stykke fra søen kurvede Karup Å sig frem. Den ådal forelskede vi os i. Karup Å snor sig som vi sjældent har set en å sno sig...


Området blev i sin tid købt af Chr. Sørensen, som i 1981 forærede området til Sdr. Resen Borgerforening til naturpark. Han tilplantede området så det i dag fremstår som skov. Når man bevæger sig ind i det, opdagen man dog hurtigt at der også er dybe slugter og høje sandbjerge i området. Og at der er ret fugtigt nogle steder, hvis man bevæger sig væk fra stisystemet.

Daugbjerg kalkgruber


Fra Sdr. Resen Naturpark fortsatte vi videre mod Daugbjerg Kalkgruber. Vi har før besøgt Mønsted og tænkte, at det var fint at se Daugbjerg også. Daugbjerg Kalkgrube er Danmarks - ja endda Skandinaviens - ældste kalkmine. De første udgravninger af kalk skete for omkring 1500 år siden fra åbne brud i overfladen. Siden fandt man ud af at lave minegange og kunne dermed bryde kalk hele året. Kalken blev brændt til mørtel i kalkbrænderovne og fragtet med stude af Hærvejen til f.eks. Nordtysklnad og Slesvig. Her blev den f.eks. brugt da man opførte Dannevirke og slottet Gottorp. Da det blev almindeligt med tegltage i 1700-tallet steg forbruget af kalk voldsomt. I denne periode lavede man ca. 700 meter ny minegang om året. Kalkminen blev solgt til Jydske Kalkværker i 1872 og kort efter lukket ned. I 1922 fandt nogle drenge indgangen til minen og siden blev området fredet. Den eneste ændring i gangsystemet er, at der er indlagt elektrisk lys.


Gangene er smalle og lave - et tegn på at befolkningen var mindre den gang end nu. Det var mændene der brød kalken, mens kvinder og børn bar det ud. I minen boede også Jens Langkniv. Jens Langkniv var en skidt person, der dels levede af lidt ærligt arbejde og dels af krybskytteri. Jens Langkniv havde sit navn, fordi han havde en lang kniv hængende i bæltet. Til kniven var fastgjort en sno, så han hurtigt kunne trække kniven til sig igen, når han havde kastet den.

Han var kendt som en mand, der tog fra de rige og gav til de fattige. Da han delte sit rov med minearbejderne, var der aldrig nogen der røbede hans tilstedeværelse i minen.

Sagnet siger, at han slog en foged ihjel for at frelse sin mor fra en hekseanklage. Og derfor blev han erklæret fredsløs. Men dog ikke mere, end da 30 års krigen (1618-1648) rasede og kongen havde brug for en modig mand, så blev han lovet benådning og i den periode siges det, at han dræbte mange soldater. Men da krigen endelig var slut, glemte man alt om benådningen og Jens Langkniv gik tilbage til sit gamle liv.

Til sidst blev han dog skudt - og sagnet fortæller, at det skete, da han var ved at få syndsforladelse af præsten i Vridsted.


I dag er minens beboere lidt mere fredelige. Ca. 35000 flagermus af 5 forskellige arter overvintre i hulen, hvor temperaturen altid er 8 grader. De første kommer ind for at finde en god soveplads i oktober, men allerede fra august kan man opleve dem flyve rundt i minen. Og det gjorde de også, da vi var der. Der er ikke meget lys i minens gange, så man opdager det først, når de lige suser forbi en. Til gengæld var vi heldige at finde en flagermus, der hang og sov...

Flagermusene sover hele vinteren. Her får de ders hjerte ned på ca. 20 slag i minuttet - og det er næsten ikke til at tro, at de kan få det op på 1100 slag i minuttet, når de jager!

Om sommeren er flagermusene her fra minen fordelt ud over hele Jylland og Nordtyskland. Hunnerne lever om sommeren i kolonier på op til 100 individer, mens hannerne bare flyver rundt og gør som de har lyst til.



Kongenshus Mindepark


Da vejret blev dårligere, valgte vi at køre op til Kongeshus Mindepark. Kongenshus er historien om opdyrkningen af det danske hedelandskab. I slutningen af 1700-tallet var næsten 25% af Danmark dækket af lynghede - nogle steder så øde, at det næsten var vildmark. De store heder blev den gang betragtet som værende krongods - altså at de tilhørte kongen. Kongenshus var en del af Alheden og blev brugt af kongen til jagt.
I 1723 udstedte Kong Frederik V en forordning, der bl.a. lovede skattefritagelse og fritagelse for militærdeltagelse, til dem, der turde prøve kræfter med opdyrkningen af heden.
At heden stadig ligger her skyldes, at det var hårdt arbejde at opdyrke heden. Denne del af heden lå længe hen, men så meldte den tyske kaptajn Ludvig von Kahlen på banen. Han overtog heden og byggede Kongenshus og kastede sig derefter over at opdyrke heden. Han hentede først nogle tyske familier til området, men de gav hurtigt op. Derefter ansatte han lokale bønder, men også de måtte give op. Og i 1766 blev han frotaget for at dyrke den.


I 1937 begyndte arbejdet med at få skabt en mindepark for hededyrkerne i Danmark og valget faldt på Kongenshus. Det lykkedes at få fredet et område på 1200 ha i 1942 og selve parken blev indviet af Kong Frederik IX og Dronning Ingrid i 1953.


I dag er det muligt at køre tværs gennem området på en grusvej. Og området er meget smukt med store lyngområder, men også dybe kløfter og små bække.
Et større område brændte tilbage i maj - og selvom lyngen har godt af at blive brændt af, så var denne afbrænding som så mange andre i denne sommer, absolut ikke planlagt. Det afbrændte område er stadig sort og svedent og der lugter stadig af brændte kviste. Og det er helt tydeligt, hvor der har være kæmpet for at stoppe ilden. Grænsen er næsten helt lige...


De store dale i området skyldes den måde, som området er skabt på. Selve området var ikke dækket af is under sidste istid, men lå lige uden for. Da isen smeltede blev der dannet nogle store smeltevandsfloder, der førte grus og sand med sig. Dette sand og grus blev aflejret på sletteområdet og kløfterne er dannet da disse smeltevandsfloder skiftede til et andet udløb. Karup Ådal er således gravet helt op til 35 meter ned i hedesletten.


I området går en af nordens største fåreflokke på hen ved 1000 dyr. Det regnede, da vi var der og fårene var nyklippede, så de søgte ly alle steder... Fårene er gode til at holde uønskede planter nede, men man er stadig nødt til at passe heden, da den ellers gror til med græsser og træer.

Midt i området finder vi udkigstårnet. Det er blevet åbnet i 2014 og er noget så usædvaneligt for et udkigstårn som handikapvenligt! Man har nemlig valgt at etablere en elevator til handikappede og dårligt gående som kan fragte dem fra jordeniveau og op til udkigsplatformen - virkelig en fantastisk ide som vi kun kan håbe andre tager til sig!

Vi valgte naturligvis at gå op af trappen - for så langt er der nu ikke op... Faktisk står man kun 6 meter over jorden, når man når platformen. Men det er alt rigeligt til at skue ud over det forholdsvis flade område.


Modsat tårnet ligger mindedalen. Mindedalen blev indviet i 1953 og er skabt for at ære nogle af alle de hedebønder, som kæmpede med at opdyrke heden.
I den ca 1 kilometer lange dal er det rejst 39 herredssten og 434 sognenavne med over 1200 navne indhukket.


De 39 herredssten er rejst, så der står en for hvert af de 39 herreder, der deltog i hedeopdyrkningen. De har alle et herredsvåben og 2 cirkler, der viser hvor stor andel af jorden, der var henholdsvis hede, skov og agerland i 1850 og i 1950.

Der ud over er der indhukket et vers, en sætning eller et relief. Vi faldt selv for flere af versene, fordi nogle var meget beskrivende og andre ret sjove :D

Den oprindelige plan var, at stenene skulle komme fra herredet, men man fandt snart ud af, at det var alt for dyrt i transport. Så de fleste af stenene er lokale...
Selve stenhuggerarbejdet blev overladt til en stenhuggermester fra Viborg og det tog flere år at få lavet alle stenene.

For enden af mindedalen ligger Mødepladsen. Mødepladsen er en oval plads omkranset med en kant rundt med flere mindesten. Disse mindesten er dog rejst for en række mennesker, som har haft stor betydning for hedesagen og hvisindflydelse rakte ud over landets sogne, dog uden selv at være hedeopdyrkere. Det er her man blandt andet finder mindesten for tidligere landbrugsministre, for forfattere, for Ludvig von Kahlen og for vigtige personer i Hedeselskabet.


Ved p-området ved tårnet står disse to plove. Den røde plov er Bovlund Ploven, som er Danmarks største plov. Den blev fremstillet af smeden i Bovlund, kan pløje op til 90 cm ned i laget og lave en op til 120 cm bred plovfuge. Da den blev lavet i 1949 måtte man til USA for at finde ikke bare en stor traktor men to store traktorer på larvefødder, som blev spændt foran ploven på samme tid. Ind imellem måtte man have en 3. traktor foran for at kunne trække ploven gennem det hårde lag af al. Al er et udfældningslag et stykke nede i jorden. Sur jordvæske fører opløste metalioner med ned i jorden. Når der er tilstrækkeligt med base i jorden til at neutralisere syren, så udfældes metalionerne og kitter jordpartiklerne sammen i et cementhårdt, vandtæt lag. Allaget var et af hovedproblemerne i opdyrkningen af hederne, hvor dybdepløjning var nødvendig for at sikre afdræningen og samtidig frigive mineralerne i laget.

Den grå Hejmdalplov er fra 1930'erne og kunne ca det samme - bare ikke så dybt.



Høgild Natursti


Vi indrømmer det blankt. Vi er forelskede i Karup Ådal. Karup Å er på lange strækninger ureguleret af mennesker og det er meget tydeligt her ved Høgild, hvor den snor og bugter sig gennem landskabet.
På ådalens skrænter vokser gamle egetræer, som er restener af et egentlig egekrat.


På turen langs ådalen var det nogle steder helt tydeligt, hvordan åen arbejder i ådalen. Hastigheden og vandmængden gør, at åen nogle steder arbejder sig længere ind i åbrinken, hvorved der skabes store bugtninger på åen.

En sådan bugtning er der et fint eksempel på her over. Med tiden vil de ca to meter, der adskiller bugningen på det smalleste sted formentlig blive spist af åen så den kommer til at løbe lige ud. Derefter vil der over tid blive aflejret materiale ved enderne af bugtningen, så bugtningen bliver afskåret fra åen og istedet bliver til en hesteskoformet sø.

På det andet billede kan man - hvis man kigger godt efter - se åen 4 steder i billedet...



Alhedestien

Til sidst lige lidt billeder fra Alhedestien. Alhedestien er en 49 km lang vandre/cykle/ridesti mellem Viborg og Herning. Den er anlagt på sporet fra den gamle jernbane Alhedebanen. Alhedebanen blev etableret omkring år 1906 til gods- og persontransport. Jernbanenlinjen blev nedlagt i 1977 og indviet som sti i 1995. I sagens natur er den utrolig jævn at gå på og der er enten flisebelægning eller asfalt på hele stien.

Undervejs kan man tage afstikkere ind til seværdigheder langs ruten. Vi fandt f.eks. frem til den tyske gravlund ved Gedhus. Her blev 1185 flygtninge og 148 tyske soldater begravet under 2. verdenskrig. Et stille og roligt sted.


Attraktioner og kilder:
Sdr. Resen Naturparkwww.karup-by.dk
Daugbjerg Kalkgruberwww.daugbjergkalkgruber.dk
Kongenshus Mindeparkwww.kongenshus.dk
Høgild Naturstiwww.oplevelser.viborg.dk
Alhedestienwww.visitherning.dk