Anholt

De sidste år har vi taget på weekendtur til en ø i Danmark sammen med en flok geocachere. Allerede sidste efterår fik vi lyst til at årets tur skulle gå til Anholt og heldigvis var de andre med på ideen!
Derfor mødtes vi på havnen i Grenå torsdag formiddag i god tid inden færgen sejlede. For da den kun sejler en tur hver vej hver dag, så er det ikke en færge, man sådan kommer for sent til! Vi havde valgt ikke at tage bil og campingvogn med, men i stedet leje et sommerhus, som vi alle 7 kunne være i. Og det med at droppe bil og campingvogn var ikke en svær beslutning, når man først har kigget på færgepriserne. 3200 kr for bilen og 4000 kr. for campingvognen gør unægtelig at man skal være ualmindelig glad for sin campingvogn for at at tage den med :D Til gengæld er der en stor og gratis p-plads på havnen i Grenaa.

Uden bil og campingvogn, så hedder det jo gåben. Og derfor havde vi pakket alt i rygsække, så vi var klar til de små 3 km. gåtur frem til sommerhuset på Anholt. Men inden da, lå der lige en 3 timers lang sejltur foran os. Da der også var en hund med i gruppen, valgte vi at sidde på et overdækket dæk hele vejen - og heldigvis var vejret også lige til det!
På turen kom vi ret tæt på Anholt Havmølleparks 111 store vindmøller. Vi har altid syntes, at møllerne var smukke, men vi kan også godt høre, at de larmer lidt. Så for os er det en fin ide at placere dem herude i vandet.

Så blev Anholt til lidt mere end bare en streg i horisonten :D Vi havde forestillet os Anholt som værende ret fladt, men vores første kig ind på øen gjorde op med den forestilling! Og ellers kan vi da kort lige nævne at øen er ca. 11 km lang, ca 6 km bred på det bredeste sted. Den har ca. 140 indbyggere og besøges hvert år af ca. 60.000 turister!
Øen har en pænt stor havn med plads til hele 250 både ud over et par fiskerbåde og færgen. Og færgen - ja den overnatter på Anholt, så den skal der jo være plads til :D

På billedet herover til venstre, ser det ud som vi har haft en hård tur over - det havde vi ingenlunde. Faktisk var det en fin og rolig tur. Men hældningen skyldes, at færgen kun kan åbne i bagenden og derfor skal den lige dreje en halv omgang rundt om sig selv - og det gør den nærmest på stedet!

Vores lejede sommerhus lå på Højemøllevej tæt på byen med kirke og LokalBrugsen. Fra færgen kunne vi vælge to veje dertil: via vejen med navnet Gennem Landet eller via vejen Nordstrandvej. Og da det så ud til at Gennem Landet var den korteste, valgte vi den. De fleste af os skulle jo slæbe bagagen - kun Louise havde cyklen med. Til gengæld havde hun al vores mad... Turen Gennem Landet var fantastisk og smuk, men også ufattelig bakket og svingende... og vi pustede alle godt og grundigt undervejs. Havde vi valgt Nordstrandvej, så havde størstedelen været på flad vej med en enkelt stigning til sidst. En stigning vi også havde på vores rute...

Men endelig kom vi frem til huset. Udefra lignede det alle de andre huse, vi havde passeret på vejen. Men fra terrassen på den anden side af huset, havde det her hus noget helt særligt, som ikke mange af de andre huse har: en helt fantastisk udsigt ud over Ørkenen og helt ud til fyret. Der var en dejlig overdækket terrasse og på den blev der drukket et par øl og nydt udsigt - et par gange eller 3 :D

Efter at have fordelt soverummene og efter at have nydt den første øl på terrassen, blev vi enige om at en lille gåtur ikke ville være dårlig inden aftensmaden. Og ja - det her over er vores vej...

Og her over ses udsigten fra Nordstrand Klit. I den vestlige ende af Anholt, hvor færgen lægger til og hvor byen ligger, er øen meget kuperet. Det højeste punkt er Sønderbjerg på 48 meter, mens Nordstrand Klit 'bare' er ca. 32 moh.

Til gengæld går den næsten lodret ned og derefter er der bare kilometervis af noget mere fladt land. 'Knolden' er en morænebakke, der består primært af flere lag. En del af lagene er blevet skubbet hertil af gletscher under istiderne og andre lag er blevet aflejret af floderne, der løb ud fra gletscherne. Lagene lige her er mellem 150.000 og 12.000 år gamle!

Vi tog turen ned af skrænten - heldigvis var der en fin sti, vi kunne følge og der hvor den var stejlest, var der gamle trappetrin.

Vel nede kunne vi nyde udsigten over mod bakken, med det flade stykke mellem os og den.

Neden for Nordstrand Klit finder vi Nordstrandvejen - den flade vej mellem havnen og byen. Vi besluttede os for at følge den tilbage til byen og kom i den forbindelse først forbi denne 'skulptur' af sko og træ...

Lidt længere henne fandt vi så det første af øens mange mindesmærker. Ankeret er fisket op fra et af de utallige vrag her ved øen og sat til minde om dem, der blev derude.

På vores tur ned til byen kom vi også forbi Englændermonumentet. Monumentet er rejst for at hædre de 34 faldne, 93 sårede og 396 tilfangetagne officerer og menige, der deltog i det mislykkedes forsøg på at tilbageerobre Anholt fra englænderne i 1811. Anholt blev i 1809 under Napoleonskrigene besat af englænderne efter at danskerne havde slukket for flere fyrtårne - bl.a. Anholt Fyr. Ved at besætte Anholt sikrede englænderne at deres handelsskibe kunne finde vej. Først i 1814 i forbindelse med Kielerfreden kom Anholt igen på danske hænder. Mindesmærket er skabt af kunstneren Bonneien og en stor del af materialerne er fisket op af havet rundt om øen.

Øen har naturligvis også sit eget redningshus. Det på billedet her til højre er det gamle redningshus, men det er ikke det første på øen. Det første blev nemlig bygget ude ved fyret tilbage i 1878! Men efter kort tid indså man, at det var for besværligt at skulle med hest og vogn ud til fyret før man kunne starte redningsaktionen. Derfor flyttede man den først ind til byen. Da havnen så blev bygget i 1899-1902, flyttede man stationen ned på den. Redningsstationen er en af øens største arbejdspladser med 3 fastansatte og 15 frivillige tilknyttet. På årsbasis har de i øvrigt ca. 15-20 deciderede redningsaktioner og 80-100 andre aktioner så som ambulancekørsel og bugsering.

I byen fandt vi også Anholt Kirke. Den var desværre aflåst, så vi har kun et billede ude fra. Den nuværende kirke er fra 1819. Den tidligere kirke på Anholt blev under Napoleonskrigene okkuperet i 1809 af englænderne og brugt som bl.a. fangehul og magasin. 5 år senere, da Anholt igen kommer på danske hænder, så er kirken så slidt og ødelagt, at Kong Frederik VI foranlediger en indsamling blandt landets øvrige sogne, således at der kan bygges en ny kirke på øen.

Lidt væk fra kirken ligger den nye kirkegård. Eller ny og ny - den blev indviet i 1905, da kirkegården ved selve kirken blev for lille! Små 100 år senere måtte man igen udvide den - for der er mange af Anholts gæster, der gerne vil begraves på øen.
Og her på Anholt begraver man selv sine døde - her er nemlig ingen bedemand. Og hullet graves af et graver hold på ca. 5 personer, som bliver betalt af de efterladte med et varmt måltid. Der udpeges også en 'bydemand', som går rundt og indbyder til begravelse med efterfølgende kaffe og brød. Og så holdes begravelser næsten altid onsdage, da færgen uden for højsæsonen ikke sejler denne dag og så kan færgepersonalet også deltage!

Frihedsstøtten her til venstre er rejst i 1902 og er en af de svenske sten, som blev sejlet til øen i anledning af at havnens moler blev etableret. Teksten på monumentet henviser til to ting: dels at havnen blev etableret og at der derved opstod bedre forhold for færgesejlads og fiskeri og dels at anholterne købte store dele af den opdyrkede del af Anholt af Kammerherre Frederik Christian Rostgaard von der Maase.

Et kig ned gennem nogle af byens smalle gader. Som det ses er der ikke asfalt mange steder - men der er heller ikke mange biler :D

Dag 2 - tur rundt på den vestlige ende

Vejret var overvejende godt i de dage vi var på øen, men da det så ud til at blive bedst lørdag, så besluttede vi os for at udforske den vestlige ende af øen om fredagen. Vi startede med at gå ud mod lufthavnen. Lige så snart vi havde fået byen i ryggen, så var vi ude i det område, der hedder Ørkenen. Men da dagens tur kun gik gennem et lille bitte hjørne af den, så venter vi lige med at fortælle mere om den.

Anholts lufthavn er ganske lille med en startbane på 650 meter og med bare en lille barak som eneste bygning. Alligevel er der ruteflyvninger til øen fra Roskilde og derudover kom der overraskende mange fly ind i løbet af de dage vi var der.

Efter en lille tur ud i Ørkenen vendte vi snart næserne mod Sønderbjerg - øens højeste punkt. Turen gik gennem et større område med afblomstredt lyng. Hold da op, hvor ville vi gerne have set det blomstre. Det må have været utrolig smukt. Derefter tog vi trappen op på toppen. Sådan ca 193 trin. Men det var turen værd - for sikke en flot udsigt, der var fra toppen.

Vores tur fortsatte opppe på toppen af morænebakken langs med Vesterstrand. Undervejs jagtede vi Døberkilden - en gammel kilde, som det siges, at de en del af de første kristne på øen, blev døbt i. Desværre fandt vi bare et tørt hul. Så derfor fortsatte vi hurtigt videre mod Vesterklit.

Det er i dette område, at bønderne førhen dyrkede markerne - i dag er der ikke megen landbrug tilbage.
Nede på Vesterstrand fandt vi frem til Cementkorset. Korset er rejst af lægen August Thierry til minde om hans datter Gisela og hendes veninde Elfrida Grentzmann, der druknede under en badetur i 1891. Korset står ensomt oppe på toppen af en klit, men det er tydeligt at mange alligevel lægger vejen forbi.

Vores rundtur bragte os også ned i havnen. Denne første weekend i september var der ikke megen aktivitet i havnen... hverken hvad angår lystsejlere eller i de utallige beværtninger på havnen.
Fra havnen fortsatte vi af Nordstrandvejen tilbage. Her kunne vi kigge på det nye kystsikringsanlæg, der blev indviet i foråret 2019. Tilbage i 2011 forsvandt store dele af vejen (som altså er den asfalt, som vi går på herunder ;)) i en stor storm. Siden har man arbejdet på en løsning, som kunne holde i mange år. Anlægget er kommet til at bestå af 3 dele: en skråningsbeskyttelse, der skal beskytte vejen mod oversvømmelser, 3 bølgebrydere ude i vandet, som skal 'slå' bølgerne i stykker, så de rammer stranden med mindre energi og yderst en højde, der skal sikre, at sandet bliver i området og ikke bliver ført væk.

Lidt ude af vejen ligger Anholt Camping. En lille plads helt ud til vandet med den fedeste udsigt i sommervejr og måske en lidt skræmmende - men også fascinerende udsigt - når det stormer.

Vi gik lige en tur ind over pladsen. Herover til venstre ses indgangen og til højre nogle af deres hytter. Sådan en septemberdag var der ikke megen aktivitet på pladsen.

Der stod overraskende mange campingvogne på pladsen - alle med benene kørt op og uden nummerplader. Det med nummerpladen forstod vi til fulde med de færgepriser, men det med benene forstod vi ikke helt.
Og selvom det er muligt at leje en campingvogn på pladsen, så tror vi også en del af dem var privatejede.
En del af campingvognene lå nærmest ude på stranden og næsten begravet i sand, mens andre lå mere beskyttet inde mellem noget beplantning.

Til venstre servicebygningen, som så forholdsvis ny ud og til højre et kig ned på pladsen oppe fra Nordbjerg. Her kan man også se de 70 meter lange bølgebrydere ude i vandet og høfden lige over servicebygningen.

Heroppe på Nordbjerg står den høje radarmast, som da vi stod på færgen, troede var Anholt Fyr, men som i så fald slet ikke lå det rigtige sted. Men et kig på kortet og vi havde løst det problem... Heroppe ligger også stadig et militærtområde. Da vi nu var klatret op på toppen af dette høje punkt, besluttede vi os for at følge stien på toppen om mod sommerhuset. Stien hedder Kærlighedsstien, men i den er så smal at man ikke kan gå og holde i hånd....

Dag 3 - Turen ud til Fyret.

Når vi geocacher, så har vi altid styr på afstandene i lige linje. Fra sommerhuset og ud til fyret var der ca. 8 km. Men virkeligheden er jo ofte en anden, når vi går - for vi går jo ikke i lige linje mod et punkt, men følger stier og veje.

Derfor vidste vi, at turen til Anholt Fyr ville blive lang. Da vi så opdagede, at vi var havnet på øen præcis den ene dag om året, hvor der var givet tilladelse til traktorture til fyret, ja så var vi ikke sene til at ringe og høre, om der var plads til 7 personer og en hund ud til fyret og 1 person og 1 hund retur. Og det var der heldigvis.

Derfor stod vi klar lørdag formiddag ved forsamlingshuset sammen med en flok - primært lokale - anholt-boere. Turen kostede 100 kr. pr. person, men det inkluderede både en tur op i fyret og kaffe og kage. Og overskuddet gik til forsamlingshuset.

Fra Forsamlingshuset fulgte traktoren vejen ud over Flakket for at fortsætte af stranden ud til fyret.

Flakket er et område med strandvolde vekslende med fugtige lavninger og vandhuller i forskellige størrelser. Flakket af dannet efter at anlæggelsen af havnen i 1902 ændrede på kyststrømmene. Pludselig var det muligt for sandet at finde ro her i området og derfor vokser det stadig. De ældste dele - altså dem længst inde i land - glider stille og roligt over i hede- og klitlandskab, når de ender så langt inde, at de ikke længere er i fare for at blive oversvømmet og skyllet væk under en storm.

Den første del af turen ud over Flakket var af markvej - men på stranden gik det så at sige over sand og sten og op over små klitter. Vi kunne stille og roligt se fyret komme nærmere og nærmere og glædede os til at komme helt ud til det.

Da vi nåede helt ud til fyret, blev vi sat af ved Fyrgården. Traktoren skulle retur til byen for at hente endnu en læs gæster.

Arrangørerne af turen havde pakket en masse på vognen og da det var sat af, blev der låst op ind til Fyrgårdens gård. Vi tænkte, at de måske havde et bord eller noget stående derude, men heldige os, så blev kaffen og kagen serveret inde i den inderste gård på Fyrgården. Endnu en super ting at få med for sine 100 kr. :D

Fyrgården er et trapez-formet gårdanlæg fra 1826 med 5 længer. Her boede Fyrmesteren i den nordlige fløj, mens der var en mindre tjenestebolig i den vestlige og to fyrpasserboliger i den sydlige. Der er adgang til alle boligerne fra den inderste lukkede gård, som vidner om, hvor forblæst, det nogle gange må have været at bo herude.
I den ene ende af gården er der en muromkranset have – igen godt beskyttet mod vinden. Den er tydelig at se på billederne taget oppe fra fyrtårnet.

I dag er Fyrgården ejet af en fond - tidligere var den i privat eje - og udlejes som 'sommerhus' med 3 separate lejligheder. Bygningen er fredet og står med mange oprindelige detaljer både ind og ude – bl.a. er der ikke ændret meget på rumopdelingen. Her er ikke indlagt el og varme får man kun fra brændeovnene, mens køleskabet kører på gas og vandet pumpes op fra brønden i den indre gård med håndkraft.
Men hold da op - her er megen charme og hygge.

Toilettet – ja det er et gammeldags das i egen bygning. Først havde vi ikke lige nogen ide om hvad det lille træhus lavede der - men så fik Helles nysgerrighed overtaget og fandt et fint das.

Lige ud for det ene vindue i dasset stod denne fine skulptur. Vi kan ikke funde andre informationer om den, end at den er skabt af en lokal tømmermester. Men vi var vilde med den og den passede så fint ind på stedet.

Det første fyr her på Anholt blev bygget i 1561 efter at Kong Frederik II havde pålagt lensmanden på Kalø Slot at bygge et. Det første tårn var bygget som en fyrpande – et meget simpelt fyr, som krævede meget brænde uden at lyse ret meget. Og fremskaffelsen af brænde blev hurtigt et problem på den lille ø – i starten huggede man bare løs af den fyrreskov, som dækkede Anholt den gang. Men allerede 3 år senere måtte kongen forbyde denne praksis, da skoven var ved at forsvinde. Imidlertid stoppede de lokale øboere ikke med at skove brænde til f.eks. deres tjærekogning. I 1591 var skoven helt væk – det ved man fordi skipperne klagede over, at de ikke længere kunne tage pejling efter skoven.

Siden blev der bygget flere typer fyr på stedet, men i 1788 indviede man et muret 30 meter højt tårn med et åbent kulfyr på toppen. Kullene hejsede man næsten hele vejen op fra et depot i bunden.

I forbindelse med at Anholt blev besat af englænderne, opførte de en kasemat omkring fyrets sokkel og en sekskantet skanse med kanoner, volde, grave og palisader. Det samlede fæstningsværk fik navnet ’Fort York’ og husede 380 marinesoldater. Kasematten er den runde krans rundt om fyret og dens indre ses på billedet herover til højre.

Siden er fyret blev ombygget flere gange og blandt andet blev det i 1881 forhøjet til 42 m. Undervejs har lyskilden også ændret sig, men tårnet har siden 1996 været forsynet med solceller og glødelamper.

Turen op gåt først af en fin trappe - rundt og rundt om den gamle 'kulelevator'. Det sidste stykke går af en fin støbejernstrappe. Og til sidst står man uden for ved fyrets store lampe.

Og heroppe fra er der en flot udsigt ned mod Fyrgården, hvor man tydeligt kan se den muromkransede have i den ene ende og forgården i den anden ende af komplekset.

Og fra fyrets top kan man også skue ud over Ørkenen og man kan tydelig se, hvor smal Anholt er i denne ende, hvor det ikke er svært at tage et billede med vand på begge sider!

Den yderste spids af Anholt - Totten - er sælreservat og der er ingen adgang til området.

Efter kaffe og kage og turen op i tårnet, var tiden inde til at 6 af os begyndte på turen tilbage mod sommerhuset. Turen skulle gå delvist gennem Ørkenen og delvist via stranden ved Pakhusbugten.

Fra byen og ud til fyret findes den gamle redningsvej. Den er markeret med nummerede pæle og forholdsvis let at følge - men ikke alle steder lige let at gå i, da den nogle steder består af ret løst sand.

Hvis man forestiller sig Ørkenen som en stor sandkasse med store lyse sandklitter, så kan man godt ændre den ide. For Ørkenen er ikke Sahara - men er mere en lavhede eller en lynghede, da her falder for meget nedbør til, at den er en egentlig ørken. Ørkenen ville formentlig springe i skov igen, hvis man ikke indimellem ryddede den for træer og andre uønskede planter. Det er således helt tilladt at trække små fyrtræer op, hvis man støder på et.

Midten af Ørkenen præges af resterne af gamle strandvolde og ørkenklitter, som lægger jord til en mængde forskellige typer af lav. Strandvolde bygger sig gerne op over en stak sten, der er blevet ført sammen af f.eks. isskruninger, men som samtidig er så store, at de ikke flyttes af bølgerne. Ved disse sten samler sandet sig og over tid har sandet så dækket båndet af sten. Samtidig med er der sket en landhævning efter den sidste istid, så over tid, så flytter vandkanten sig længere og længere ud og skaber muligheden for at der kan dannes nye strandvolde. På denne måde er Ørkenen blevet større og større.

Da træerne forsvandt og sandet blæst sammen til de større ørkenklitter, dukkede de stenede strandvolde frem igen og de er ret tydelige inde på midten af øen. Ørkenklitterne består af mellem til grovkornet sand og sandet er rødligt. Ørkenklitterne er i modsætning til de lyse havklitter således dannet af gammelt materiale, men de lyse unge havklitter dannes af ’nyt’ sand tilført fra havet.
Disse røde klitter havde vi læst om og vores tur måtte naturligvis gå via dem. Lokalt er området blevet døbt Indien og man kommer let hen til det via stranden. Og på vejen kunne vi så også lige kigge på det flotte hvide sand og det sorte tungsand, der ligger på mange kyster. Ofte tror man at det er olie, der ligger i et bælte på stranden, men det er oftest bare et bælte af tungsand.

Efter at have passeret Indien fortsatte vi videre af stranden, men valgte efter lidt tid at gå op over klitterne og ind over selve Ørkenens brede del.
Herinde er det tydeligt at se, at det ikke er en 'rigtig' ørken, vi taler om. Områdets mange gamle klitter er i dag stort set tilgroet med især hjælme, græsser, lav og enebær og revling. De største klitter når en højde på ca. 15 meter over resten af Ørkenen og mange af dem er fixpunkter med navne som f.eks. Pælebakke, Pikkerhusknold, Bagstikkeren eller Husmandsbakken. På de flade områder mellem de tilgroede klitter kan man se resterne af de gamle stenfyldte strandvolde.

Især en af klitterne - Ostebakke - havde vores opmærksomhed. En af deltagerne på turen havde fortalt om en satankult, der havde floreret på øen.

Og Ostebakke var præcis stedet, hvor der på Anholt i 1973 pludselig dukkede en række mystiske fund op, som f.eks. sorte lys, dæmonmasker, knoglerester, skrin mm. arrangeret i djævelske mønstre i sandet. Det var her – sagde man – at man tilbad Satan. Og dermed var Anholts Satankult pludselig på alle forsider af aviserne. Mange var dog i tvivl: var det ’drengestreger’ eller virkelig tilbedelse? I efteråret 1973 blev der sendt truende og skræmmende breve ud til en række beboere på øen, men siden er der dog ikke sket så meget – der er dukket lidt læserbreve op, men der har ikke være flere fund i Ørkenen.
Men alligevel dør historien ikke ud , for der dukker stadig med jævne mellemrum godt gemte mønter op – især i kirker rundt om i Danmark. Mønter, der bærer teksten 13 maj 1973 Anholt på den ene side og en djævel på den anden...

I dag er det eneste, der vidner om Satankulturen, en opstilling, der godt kan være resterne af et gammelt alter.

Selvom Satankulten levede i bedste velgående i vores samtaler under hele vores ophold, så fandt vi nu øen stille og rolig. Og efter at have passeret gennem den sidste del af Ørkenen, fandt vi frem til Kærlighedsstiens ende i Anholt By. Vi fulgte den og med lidt held (eller retter med god brug af kortet på gps'en) fandt vi frem til, hvor vi skulle dreje af, for at ende lige ved sommerhuset. Godt brugte oven på en helt fantastisk dag og tur til fyret...

Dag 4 - hjemturen

lad os bare sige det med det samme: Vi kunne sagtens have brugt en dag mere på Anholt - også selvom vi syntes, at vi havde været godt rundt i alle 'hjørner' af øen. For der var stadig lidt stier, vi ikke havde gået på... Men dagen kom - og vi måtte pakke sammen og gøre sommerhuset rent og derefter gå ned til havnen. Denne gang valgte vi at gå af Nordstrandvejen - og slap derfor for de værste bakker, men gik også glip af den fantastiske stemning Gennem Landet.
Færgen lå i havnen da vi kom derned - ikke overraskende, da den overnatter på øen. Sejlturen retur gik stille og roligt og kl 15 stod vi på havnen i Grenaa og sagde farvel til alle de andre. Og derefter skulle vi jo lige ud og hente campingvognen på DCU Camping Gjerrild Nodrdstrand, hvorefter vi satte næserne nordpå.