www.RoseFrederiksen.dk

Consdorf

Vores tur fortsatte i Luxembourg. Vi havde kigget på flere campingpladser i landet, men var endt på, at vi ville prøve Camping La Pinède i byen Consdorf. Byen ligger i regionen Mullerthal og er kendt for sine fantastiske sandstensformationer. Området kaldes også for Luxembourgs Lille Schweitz.

Efter indcheckning, som foregik let og uden problemer, fik vi hurtigt sat op på en stor og lige plads. Bag vores campingvogn gik der en meget brugt vandresti, men det generede os ikke det store.

Receptionen på denne forholdsvis lille plads rummer også turistkontoret og midt på dagen var der ikke færre end 3 ansatte til stede. Der var åbent 8-20 og morgenbrød bestilte man efter en seddel. Det fungerede fint - altså bortset fra, at vi tog noget fejl mht. størrelsen på noget af morgenbrødet. De vi troede var på størrelse med en 'basse' - ja det var næsten lige så stort, som vores brødkniv.


Campingpladsen ligger som nærmeste nabo til en boldbane og faktisk ligger toilet- og badefaciliteterne i forbindelse med fodboldbanens omklædningsbygning og tribune.

Vi lå lige op af boldbanen til den ene side, men ud over en enkelt aften, så blev der kun spillet i den anden ende af banen og så var det jo kun lyden af glade børn, vi kunne høre.
Bygningen er ikke ny, men bad og toiletter bliver gjort rene 2 gange om dagen og vandet i bruserne er varmt, så det er fint til os. Opvasken er udenfor under et halvtag i den ene ende af bygningen. Der findes yderligere et par toiletbygninger på pladsen.


Bag fodbolbanen var der en stor flot legeplads - vi så ikke mange børn på pladsen i dagtimerne, de fleste var ude at vandre.


Pladsen råder også over nogle små hytter, som primært er beregnet til en enkelt overnatning og over en række nyere mobilehomes. Derudover er her en række fastliggere - mange af dem kom i øvrigt fra Holland.


Herover til højre ses så vores underholdning. Flere steder på pladsen blev der fodret fugle, men i 'vores' træ, var den første besøgende i foderet dog et egern. Derudover var der mange flagspætter og spætmejser.


Selve byen Consdorf rummer ikke det store og da vi var der, var hele bymidten gravet op. Det betød at vi måtte en omvej, for at komme ind på pladsen - og en anden omvej en anden dag. Efter nogle dage havde vi dog nogenlunde styr på, hvilken vej vi kunne tage ud og ind fra campingpladsen.
Vi skulle naturligvis ind til Luxembourg by ca 25. km fra Consdorf og i receptionen anbefalede de os at tage bussen. Priserne i det offentlige transportsystem i Luxembourg er yderst rimelige. Det koster 2 euro for en 2-timers billet. Man kan stige om alt det man vil i de to timer og billetten gælder både til busser, toge og sporvogne. I øvrigt arbejdes der på at gøre det helt gratis fra nytår.
Receptionen fortalte os, hvilken bus vi skulle tage og hvor vi skulle stå af o ud over at henvise til et forkert busstoppested i Consdorf, så virkede det helt perfekt. Og at det busstoppested, de henviste os til, ikke blev betjent pga. vejarbejdet havde vi selv en stærk mistanke om, så vi nåede at få googlet og fundet det rigtige.



Luxembourg by


Vi stod af ved Badanstalt, som er byen svømmehal. Herfra gik vi først ned for at kigge på springvandet og udsigten ud over Pfaffenthal. Pfaffenthal stammer fra tysk - pfaffen betyder munk og thal betyder dal - og navnet skyldes at området tidligere har været administreret af et benediktinerkloster i Altmunster. Bydelen var i middelalderen primært et område for håndværkere og kunsthåndværkere, der brugte floden Alzette i deres arbejde. Men vi kommer senere tilbage til Pfaffenthal...


Vi gik op gennem Parc Fondation Pescatore og stødte på den store bronzeskulptur Le Passe-muraille af Jean-Bernard Métais. Den er opsat i 2006 og de store halvkugler er 3 meter høje og diameteren er 6 meter. De to skaller er gennemboret af ikke mindre end 8000 huller.

Modsat skulpturen finder vi en flot gammel bygning - det er Fondation J. P. Pescatore og er opført 1892, som aldersdomhjem.


Vi fortsatte op gennem byen på må og få - eller på kryds og tværs. Vi stoppede op, når vi så en fin detalje eller flot bygning.
Området vi her bevæger os rundt i, er det man bedst kan betegne som byens centrum: Ville Haute. Bykernen stammer tilbage fra Middelalderen og ligger højt oppe på en top, som har været let at forsvare.
I dag er her fyldt med butikker med dyre mærkevare, mindesmærker og små detaljer.


På Place Guillaume II ligger byens rådhus. Bygningen er fra 1838 og opført primært af sten fra en gammel fransiskanerkloster. De to løver ved indgangen er dog først opsat i 1931.

Normalt er Place Guilluame II et stort åbent torv med Rådhuset i den ene ende og rytterstatuen af storhertugen William II i den anden ende. Da vi var der, var torvet kun åbent i rådhus-enden. I den anden ende var der godt gang i vejarbejdet. Men et snigkig ind på statuen kunne vi dog lige få.
William II var både konge af Holland og Storhertug af Luxembourg og gav Luxembourg den mest liberale parlamentariske forfatning i Europa et år før sin død.


Vi fandt også frem til Storhertugens palads på Marche aux Herbes. Den nuværende bygning er fra 1572 og var oprindeligt bygget som erstatning for et rådhus, der blev sprunget i luften efter uheldige omstændigheder. Et lyn rammer kirketårnet og får krudtet i krudttårnet til at eksplodere. En stor række huse - herunder altså også det tidligere rådhus - gik til i den efterfølgende brand.
Siden 1890 har hovedbygningen været storhertugens residens med kontorer, balsal og gæsteværelser. I en sidefløj findes parlamentet.

Statuen herunder til venstre står på Place de Clairefontaine. Her lå oprindeligt et herberg tilhørende Klosteret i Clairefontaine - deraf navnet. Herberget blev dog revet ned i 1933.
Den flotte statue viser Storhertuginde Charlotte som levede 1896-1985. Oprindeligt var hun datter nummer 2 af Vilhelm d 4. og skulle slet ikke kunne blive Storhertuginde. Men først fik hendes forældre slet ingen drenge og hendes far fik derfor ændret tronfølgeloven ved en Grundlovsændring i 1907, så hendes storesøster kunne overtage titlen. Hun måtte dog abdicere i 1919 efter at være blevet anklaget for at være tyskvenlig under 1. Verdenskrig. Og dermed overtog Charlotte titlen, som hun beholdt frem til 1964, hvor hendes søn overtog.

Vi nærmede os Cathedrale Notre-Dame - Luxembourgs eneste katedral - opført 1613-1621, som en noget mindre kirke. Den blev bygget af jesuitterne, som kirke til deres kollegium, som lå lige ved siden af og som i dag huser Nationalbiblioteket.
Den blev i årene 1935-38 udvidet betragteligt, men det er forsøgt holdt inden for bygningens stilart.


Vi kom ind via 'den nye' Vestindgang: Marienportal. Her går Madonna-figuren igen flere steder.


Kirkerummet virkede meget mørkt, men det hjalp noget, da de tændte for lyset. Vinduerne bag alteret er smukke med alle deres farver, men glasmosaikvinduer holder også meget lys ude.
Koret er en del af til- og ombygningen og er formet i en smuk bue med korstole 'ved væggene'.


Igen er døbefonten placeret ude i et sideskib - i de fleste danske kirker står den jo helt oppe ved alteret. Søjlerne, der bære de store hvælvinge, er rigt dekorerde i overfladen.


Ved siden af Notre Dame ligger Place de la Constitution. Da vi var der, var der opsat et mobilt udsigtstårn på pladsen: City Skyliner, hvor man kan komme op i 72 meters højde i en stor kabine, der roterer om sin egen akse, så man får set 360 grader rundt. Den prøvede vi naturligvis og har masser af billeder af udsigten, men ingen af Skylineren selv :O

På pladsen står også en 21 meter høj granitobelisk med en gylden kvinde på toppen. Kvinden symbolisere gudinden Nike, der holder en laurbærkrans over landet Luxembourg. Skulpturen hedder Gëlle Fra og er skabt af en lokal kunstner ved navn Claus Cito. Oprindeligt blev den opsat som mindesmærke for de luxembourger, der mistede livet under 1. Verdenskrig. I dag hylder den dog frihed og modstand.
Den høje Skyliner gav os ud over at få set den flotte Notre Dame på afstand også mulighed for at komme op over Gëlle Fra og også at tage et billede lige ud fra den.

Gps-en er en geocaching-detalje... og genspejlingerne skyldes naturligvis glasset i kabinen.



Men der var også andet at se på vores 360 grader rundtur. Herover til venstre er det Banque et Caisse d'Epargne de l'Etat's hovedbygning. Den rummer bl.a. et bankmuseum med fokus på 160 års bankvirksomhed. Banken blev grundlagt i 1856 som Luxembourgs første bak og ejes 100% af staten Luxembourg.
På billedet til højre ser man hen over den gamle bydel i Luxembourg og over mod området Clausen med Europaparlamentets afdeling i byen, Philharmonie Luxembourgs bygning og foran Fort Thungen.


Place de la Constitution ligger på toppen af bastion Beck og med en flot udsigt over Pétrusse-dalen. Der er også et flot kig ud over de nedsænkede haver og over på Pont Adolphe.


Pont Adolphe er oprindeligt bygget i 1900-1903 for at skabe forbindelse mellem den gamle bydel Haute Ville og det nyere byområde Gare, hvor byen voksede ud fra. Hidtil havde kun en smal viadukt forbundet de to bydele.

Broen blev i 2018 ombygget, da man gør klar til at genindføre letbanen i byen. Hidtil har al færdsel forgået på det øverste dæk af broen, men i 2018 blev den dels bygget bredere og dels tilføjet et ekstra dæk under bildækket. På det nedre dæk skal cyklister og fodgængere nu krydse Pétrussedalen. Broen er i øvrigt opkaldt efter Storhertug Adolphe, der regerede i perioden 1890-1905.


Vi bevægede os ned i bunden af Pétrussendalen velvidende at vi så senere også skulle kæmpe os op igen... Pétrussedalen er nogle steder op til 50 meter dyb og i bunden flyder der bare en anelse vand - det vand som gennem tiden har skåret sig ned gennem klipperne og dannet dalen.

Gennem hele området er der masser af stier, grønne områder, legepladser og fine kig op til forsvarsmuren, som har omkranset og forsvaret den gamle bydel. Og da vi igen nærmer os området med huse, så er de bygget helt op af de næsten lodrette klipper, som var de klistret fast på dem.


Vi forlod Pétrusse-floden og stødte derefter snart på Alzettefloden - som Pétrussefloden i øvrigt løber ind i.Dette område af byen - kaldet Grund - er et af byens ældste.
Mange af husene stammer fra det 14. århundrede, en del af gaderne er brolagte og bedst af alt, så er de store mainstream-butikker ikke at se i området. Her er ikke megen trafik og her er roligt og utrolig hyggeligt at gå rundt i.


På kanten af Alzette fandt vi frem til kirken Saint-Jean Baptiste - Johannes Døberens kirke. Kirken er bygget sammen med klosteret Neumünster og den nuværende bygning stammer fra 1688. Det store renæsance-indgangsparti, det barokke indre og orgelet er dog alle kommet til i 1710. På stedet har der ligget en kirke i hvert fald siden 1308.


Dens indre er meget spændende og lige så enkle stolerækkerne er - lige så volumiøse er de ikke mindre end 3 store altre. Her er ikke sparet på søjler og træskærerarbejde og bladguld.
Og ude i siden i en simpel niche et godt stykke nede i kirken står en flot sandstensdøbefont med flotte udskæringer...


Vi fulgte Alzette videre og nød synet af forsvarsmuren med Bocks Kasematter øverst oppe. Et stykke henne krydsede vi over og gik lidt tilbage for at se på den skønne havfrue, der sad på en sten ved kanten.
Statuen forestiller Melusina. Legenden fortæller, at grev Siegfried en dag mødte en prinsesse smukkere end dagen på bredden af Alzette. Det var - uden at Siegfried vidste det - Alzettes nymfe Melusina. Han forelskede sig til op over begge ører og tilbød hende snart både sit hjerte og sin krone. Hun accepterede på betingelse af, at hver lørdag var hun på sit værelse alene og han måtte hverken se hende eller prøve på at finde ud af, hvad hun lavede. De blev gift og levede lykkeligt i mange år. Men så en lørdag passerede Siegfried forbi hendes værelse og hørte mærkelige lyde. Han blev nysgerrig og kiggede ind af nøglehullet og så hende med fiskehale plaske rundt i et stort bassin. Hun skreg højt over at være blevet opdaget og blev hurtigt derefter opslugt af jorden. Siden har hun været fastholdt inde i en klippe - Bock-klippen - og kommer kun ud en dag hver 7. år. Og heldigt nok for os, var den dag lige den dag vi besøgte stedet :D

For at krydse over fra kirken til havfruen, måtte vi finde en bro - vi fandt snart frem til Pont du Stierchen. Oprindeligt opført smidt i det 15. århundrede som en del af forsvarsanlægget rundt om byen. Gennem udgravninger har man fundet ud af, at broen havde et tårn i begge sider, men at det andet formentlig er blevet destrueret i 1604 i forbindelse med en krig mod Spanien. Den nederste del af broen er den oprindelige, mens toppen med gangarealet er blevet genopført i 1983.

Efter at være gået op af trapperne til toppen af plateauet stod vi nu uden for indgangen til Bocks kasematter. Bocks kasematter ligger på det sted, hvor Grev Siegfried byggede sit slot Lucilinburhuc i 963 - det slot, der siden blev til byen Luxembourg. Her var der et naturligt plateau sikret til tre sider af de stejle, høje klippevægge ned mod Alzette. Og der hvor de ikke var høje eller stejle nok, byggede man dem højere...
Det første område man passerer gennem i besøget af kasematterne er en stor arkæologisk udgravning, der viser resterne af Luxembourgs vugge - altså af Siegfreds gamle slot.


Gennem århundrede blev dette og de øvrige fæstningsværker forstærket, angrebet og genopbygget gang på gang. I 1644 i en tid med spansk dominans blev de underjordiske tunneler etableret.

Siden blev de udvidet både af den franske militær ingeniør og fæstningsbygherre Vauban og af østrigerne.

Til sidst var der etableret ikke mindre end 23 km galleri i flere niveauer - helt op til 40 meters højdeforskel. Ud over disse kasematter bestod forsvarsanlægget til sidst af ikke mindre en 3 ringmure og 24 forts. En del af kasematter og store dele af fæstningen blev destrueret i forbindelse med fredsaftalen i London i 1867.


I dag er der adgang til en del af kasematterne anlagt af østrigerne i 1745.
Området, som vi går i, er ca. 110 meter langt og 7 meter bredt med mange skydehuller, smutveje og 'rum'. I et hjørne finder vi også en 49 meter dyb brønd, så man har været sikret rent drikkevand. Dette område har kunne rumme ca. 50 kanoner og 1200 mand!



Undervejs får vi nogle fine kig ned på Pont du Stierchen og over på Pont de Chateau. Pont de Chateau er en vigtig forbindelsesbro mellem Bock-delen og den gamle bydel. Den blev opført af østrigerne i 1735 og giver ikke mindre end 4 måder at krydse over på: På toppen af broen, gennem en passage gennem de 4 øverste 4 buer, via en vindeltrappe op gennem hovedbuen og via en tunnel under vejen i bunden.

Efter en dejlig dag i Luxembourg by returnerede vi tilbage til vores lille landsby Consdorf godt mætte af indtrykkene fra den 3. hovedstad på den her ferie. Vi nåede ikke alle kroge af denne forholdsvis lille hovedstad, men så må vi jo komme tilbage en anden gang.



Vandreture i sandstensklipperne


Lige uden for campingpladsen startede flere vandreture. Vi besluttede os for at tage på den ene og stor var vores forundring, da vi efter at have gået ned af en høj stentrappe stod lige neden for campingpladsen i et helt fantastisk sandstenslandskab.
Vi vidste jo godt, det ville være her, men ikke at det lå SÅ tæt på. Vi tog en 14,5 km lang gåtur, der krydsede gennem forskellige landskabstyper, på den første tur.


Et – forholdsvis – kort resume af, hvordan landskabet her er blevet skabt: Klippelagene af sandsten og dolomit, var en gang bunden af et hav. For mellem 250 og 220 millioner år siden var det her havbunden. Floder, der løb ud i dette hav, skyllede små korn ud i havet. Disse korn, men også opløste stoffer som kalk og forskellige salte, faldt til bunds og størknede til sten. I Mullerthalregionen er dette primært sket som sandsten, mergel, kalksten og dolomit.

Da havet forsvandt for ca. 20 millioner år siden, begyndte floderne at finde vej gennem landskabet. Især floder Sauer skar sig dybt ned i dolomitbunden og efterlod klippen synlig som store klippeflader i begge sider af dalen.
Smalle kløfter og huler i sandstenen er dannet fordi blokke af sandsten er gledet eller vippet fra hinanden pga. det underliggende mergellag var meget vandholdigt og derfor virkede som en glidebane.
De åbne profiler bærer også præg af forvitring. Forvitring kan ske pga vejrligets påvirkning, men også forskellige stoffer i luften kan sætte gang i forvitringen.


Denne første tur, hvor vi delvis følger rute C1, fører os også forbi Moulin de Consdorf, en gammel vandmølle, som i dag er restaurant og hotel. En helt fantastisk beliggenhed nærmest lige midt på ruten.


Det er også tydeligt, at der stadig er gang i forandringerne i landskabet. Træer der er væltet på kryds og tværs er tegn på, at området til stadighed - omend uendelig langsomt - forandres.


Undervejs tog vi en afstikker fra vores rute og fulgte en cykelrute ud over et fladt opdyrket område. For at komme retur til vores rute, måtte vi kante os forbi en stribe af brændestakke - de vidner om, at her i landet er der stadig mange, der varmer op med brænde.


Tilbage mod vores spor fulgte vi en smal sti langs et lille vandløb og krydsede en af de mange træbroer, der får os tørskoede over vandløbene.

Selvom vi den ene dag havde gået over 14 km i det her landskab, så tørstede vi efter flere oplevelser. Og derfor lagde vi endnu en lang vandretur ind i programmet. Målet for den var i første omgang det område, hvor man finder formationerne Kuelscheier, Rittergang og Déiwepetz. Disse tre formationer er helt fantastiske og et helt klart must, når man er så tæt på.


Ordet Kuelscheier kan oversættes til 'kulstald'. Før i tiden opbevarede man kul fra kulminerne i dette klippeområde.
Den første rigtig smalle sprække vi møder kaldes Rittergang - Riddergangen. Her skal man ikke være for bredskuldret eller bære for stor en rygsæk. Den er åben i toppen, så der kommer lys ned hele vejen.


Kuelscheier Belvedere er et udsigtspunkt på toppen af Kuelscheier formationen. For at komme derop, må man tage en smal udhugget trappe. Når man så endelig er kommet ca. 50 meter op over skovbunden - ja så kan man faktisk ikke rigtig se andet en trætoppe...


Senere når vi så sprækken Déiwepëtz, som bedst oversættes til djævelens dybe brønd. Det er en ca 100 meter lang sprække, der er lukket i toppen og det er derfor bælgmørkt efter få meter. Derfor er det godt lige at medbringe en lommelygte, så man kan se, hvor man sætter sine fødder.
Den er om muligt endnu smallere end Rittergang og ikke en tur vi anbefaler, hvis man lider af klaustrofobi. Det gør vi ikke, så vi tog naturligvis hele turen gennem den - og mødte heldigvis ingen, der skulle den anden vej.


Næsten helt gennem Déiwepëtz møder vi en skillevej - det var fristende at tage den højre, fordi lyset var lige derhenne - men den ledte ud til en lodret kant, hvorunder der groede tæt tjørnekrat. Altså tilbage igen og forsøge med den venstre, som endte lige der, hvor vi gerne ville.


Efter denne fantastiske oplevelse, så fortsatte vi videre til Kallektuffquell i dalen Ernz Noire. Vi kom 'oppe fra' hvilket betød at vi først kom forbi et firkantet bassin, som er med til at bestemme vandhastigheden ned over 'vandfaldet'.
En lang trappe fører ned til selve vandfaldet og det klare nedre bassin. Vandet løber ud over klippen på en 10 meter lang strækning som et florlet gardin. Videre derfra går det af en lang træbro.



Kallektuffquell er et kildekalk-vandfald. Kildekalk eller frådsten opstår når kalkholdigt vand fra området får fjernet dele af sin kuldioxid dels ved vandplanternes fotosyntese og dels via fordampning. Derved udfældes en del af kalken, som lægger sig på planterne og til sidst helt indkapsler dem. Frådsten er blød, indtil den bliver hærdet af luften.

Frådsten er et let materiale med masser af hulrum efter planterdele og anvendes som byggemateriale. Den kan let forarbejdes i våd og frisk tilstand, mens den i tør tilstand hærder op og bliver hård og vejrbestandig. En hel del danske kirker er f.eks. bygget i frådsten.

Sidste stop denne dag er vandfaldet Schiessentümpel. Vandfaldet er meget besøgt, for det ligger smukt i en noget vild dal og med en smuk gammel bro lige hen over.
Floden Schwarzen Ernz deler sig i tre ved selve vandfaldet, hvorefter den igen samler sig til en. Delingen skyldes årtusinders erodering af klippen, så der i dag er 3 dybe furer, som vandet følger.
Broen er formentlig opført 1879 og er en selvbærende stenbro, hvor der ikke er brugt mørtel til at binde stenene sammen med.

Echternach

Consdorf er en ganske lille by uden indkøbsmuligheder, så vi kørte til den nærliggende Echternach, når der skulle handles. Den ligger ca. 5 km fra Consdorf så det er overkommeligt at køre dertil.


Echternacher See er en 30 ha stor kunstigt anlagt sø i udkanten af byen. Den omkranses af 375 ha skov. Rundt langs kanten og inde i skoven findes masser af vandrestier. Man må ikke bade i søen, men der må fiskes, hvis man har fisketegn.
Under arbejdet med anlæggelse af søen fandt man resterne af den romerske villa. Villaen er opført mellem 1. og 5. århundrede og er med sine 118x62 meter en af de største romerske villa nord for Alperne.

Byen har en gratis citybus, så vi valgte at parkere ved søen og så bruge bussen resten af vejen. Parkering ved søen er gratis og her ligger også et par supermarkeder, så alt i alt en rigtig god løsning.


Echternach siges at være Luxembourgs ældste by. Den er opstået i det 10. århundrede og var allerede den gang omlranset af en ringmur.

Muren blev i det 13. århundrede udvidet og rummede 20 tårne og porte. I dag står kun de 5 tårne tilbage. To af disse er blevet indrettet som ferielejliheder!


Vi fulgte floden Sauer, der løber gennem byen, et stykke vej. Der var roligt og smukt og med fine kig hele tiden.


Efter noget tid kom vi til klosterets tidligere lysthave med den flotte femkantede pavillon. Pavillonen blev opført i 1761 af Paul Mungenast. En trappe fører op til førstesalen, hvor der findes en ’balsal’ med skiftende udstillinger. Denne var dog låst af, da vi var der.
Selve klosteret ligger kun en kort gåtur væk og vi står snart foran det i et stort rod. Man er ved at gøre klar til en eller anden festival og sætter scener mm op. Klosteret var et benektinerkloster og den nuværende bygning 1736. Klosteret lukkede i 17967 og bygningen har siden 1899 været anvendt til Folkeskole.


Ved siden af klosteret ligger Basilica Saint Willibrord. Allerede omkring år 700 blev den førse lille kirke bygget her på stedet.

Den blev dog hurtigt for lille pga de mange pilgrimme, der strømmede til byen. Da klosteret blev nedlagt, blev kirken solgt til en forretningsmand og anvendt som fajancefabrik. Siden købte byens borgere bygningen tilbage og fik den sat i stand, så den igen kunne bruges som kirke. Under 2. verdenskrig blev den sprængt i luften og igen opført i gotisk stil, så den kunne genindvies i 1953.

Hvem var ham Willibrod så - siden han har fået kirken opført efter sig? Jo han blev født i 658 i England, blev præst og var først i Irland. Siden immigrerede han til kontinentet, hvor han i 695 blev ordinaeret som 1. ærkebiskop af Utrecht. I 698 fik han stillet midler til rådighed, så han kunne oprette et kloster i Echternach.


Vi forvildede os også ind i den gamle klosterhave. Bygningen er klosteret orangerie og er bygget 1736. Fra trappen forrest på bygningen er der et fint kig ned mod kirken og klosteret.


Videre tilbage mod vores bil kom vi forbi Place du Marche. Egentlig var vi på jagt efter en isbutik - og det fandt vi heldigvis på torvet. I den ene ende af torvet fandt vi også frem til bygningen Denzelt. Bygningen er den tidligere retsbygning og indeholdt ud over retslokalet også et torturkammer og et fængsel.



Turen hjem - og et kort stop i Hamburg

Vi forlod Consdorf på det der i aviserne, blev udråbt som årets værste dag at køre ud på. De sidste tyske delstater påbegyndte ferie den dag og alle motorveje ville sande til i biler. MEN sådan var det så slet ikke! Vi fulgte A1 nordpå mod Bremen og Hamburg og havde det meste af tiden vejen nærmest for os selv. Naturligvis frygtede vi Elbtunnellen, men også her smuttede vi lige igennem. Bevares vi var nede på 25 km/t gennem den og vejarbejdet i Hamburg, men som vi siger: så længe vi kører, så holder vi da ikke stille...

Vi havde opsnappet af nogle gode campingvenner - Christina og Mac og deres børn - var i Hamburg, så vi havde pænt spurgt om de ville have besøg. Og det ville de heldigvis gerne - så meget at de endda havde sørget for at reservere en plads til os OG lavet mad... Og efter små 600 km og 8 timers kørsel kunne vi rulle ind på Knaus Campingpark Hamburg!



Campingpladsen ligger helt op af motorvejen, men vores pladser var heldigvis - takket været Christina og Mac - i den modsatte side af pladsen og her hørte vi ikke meget til motorvejen. Det skal siges, at vi boede der lørdag-mandag og der kører der jo meget få lastbiler på motorvejene i Tyskland og det store vejarbejde, de har gang i lige ved pladsen, lå helt stille. Mandag morgen var der lidt mere trafikstøj. Men den lå rigtig godt til et stop på vej hjem - og til et besøg i Hamburg.
Selve pladserne var fine bortset fra at elskabet måske var en anelse langt væk. Men ved at lade kablet skære et hjørne så lykkedes det at få det til at nå.


Hvis man ikke har vognen eller et telt med, så kan man leje sig frem!

Mens Christina og Mac tog på sightseeing inde i Hamburg, valgte vi at gå en tur i området. Ret hurtigt kom vi ud af bebyggelsen og fulgte en vej gennem marker og skov-planteskoler.
Undervejs skulle der lige geocaches lidt og det kan der komme meget sjov ud af...


Efter små 3 ugers ferie trillede vi fra Hamburg mandag morgen og returnerede til Odense midt på eftermiddagen. Vi talte om, at det i hvert fald ikke var sidste gang, vi havde holdt ferie i de 3 lande. Vi har fået set så mange flotte steder, som vi ikke har set før. Heldigvis ligger der mange af - for os - uopdagede steder rundt om endnu!