Der lå flere legepladser rundt om på pladsen ligesom der ikke var langt ned til lystbådehavnen og palmestranden. Og så fik vi lige en smuk solnedgang inden regnen brød ud...

Efter at have checket ind og checket ud(!), så var det bare at køre benene op og spænde på og så ellers fortsætte til færgehavnen.

Fra færgen og frem til Læsø Camping og Hytteby i udkanten af Vesterby Havn var der ikke mange kilometer. Faktisk så kort, at den lejrskole, som vi sejlede over sammen med, gik fra færgen og op til campingpladsen. Der er to campingpladser på øen - den anden ligger i Østerby Havn - men de har samme ejere. Vi havde booket vores ophold via et samlet tilbud på ophold og færgebillet (sølle 2200 kr., hvis man lige vil sammenligne med færgepriserne til Anholt, hvor en bil alene jo kostede 3200 kr. og campingvognen 4500 kr.) og måtte selv bestemme, hvilken plads vi brugte.


Vi skulle mødes med Karin og Lars og var sammen blevet enige om at holde os til pladsen i Vesterby Havn - og det var vi glade for. For her lå vi nemlig i små lommer med en god tæt bevoksning, der gav god læ. Østerby Camping er meget mere åben og helt sikker god på en varm sommerdag, men nu var vi jo af sted i september, hvor vejret godt kan være lidt mere omskifteligt.

Ved indkørslen bliver vi mødt af disse glade sten - så kan man da kun blive glad :D
Vejene rundt på pladsen var alle græsbelagte, men fint tørre at køre på...

Bygningen harover til venstre indeholdt ud over møntvasken også toiletter og bade. Her var der ikke så meget varme i luften, så vi foretrak at tage bad i familiebadet, hvor der var varmt og godt. Her prøvede vi dog at betale for noget, som vi aldrig har betalt for før: åbning af dør. Første gang vi satte kortet i badeautomaten stod det på 98 kr. Vi tænkte, at det da godt nok var et underligt beløb, men ved at huske slutbeløbet den ene gang og startbeløbet næste gang, gik det op for os at der også blev trukket 2 kr., når vi brugte kortet til at åbne døren med.

Køkkenet var i en nyere bygning og bag det var opsat et stort festtelt.

Der kan også lejes hytter på pladsen - og de var godt brugt, mens vi var der. Først af en lejrskole og siden af et stævne for amerikanerbiler.

Når nu lejrskolebørnene kunne gå op til campingpladsen, så kunne vi da også gå ned til havnen. I september er der ikke så meget liv på havnen, men der er jo altid lidt at se på alligevel.
På Havnebakken højt hævet over havnen ligger Hotel Havnebakken og overfor den ses en stor bronzeskibsstævn, som er udført af den lokale kunstner Ingegerd Bilving Jørgensen som en gave til Læsø Kommune fra Læsø Fiskeindustri i anledning af deres 50 års fødselsdag.

Vesterø Havn har ikke mange fiskekuttere tilbage, men der lå da lige en enkelt. Nogen skal jo også fiske alle de jomfruhummere op, som byens restauranter serverer i hobetal.
I den modsatte ende af havnen fandt vi lystbådehavnen og en række små fiskerhuse. Vi tænker at på en varm sommerdag, når der er gang i alle sommerbutikkerne så må der være rigtig hyggeligt.

Da vi kørte fra færgen, var det første vi så, det lille hus med tangtag og bagved kirketårnet. Tangtagene skulle vi snart se flere af og kirketårnet fik også et besøg.

Billederne kommer ikke i rækkefølge efter dage - men i emner - derfor kommer her et billede af færgen, da vi vinkede farvel til Lars og Karin efter 5 hyggelige dage. Og læg mærke til himlen: blå og lækker!

Og vi kom der bare for at nyde det varme udendørs spabad i stormvejret og de dejligt lune indedørs saltbade, som man bare kan drive rundt i uden rigtig at kunne synke til bunds... Det var virkelig dejligt efter vores mange og lange traveture i ugerne inden.

Det kan synes mærkeligt sådan at ombygge en kirke til et kommercielt firma. Men faktisk har saltet og kirken på Læsø hængt sammen før. Gennem flere århundrede ejede Viborg Domkapitel Læsø og dengang var det kirken, der udnyttede det salte grundvand til at skabe sig en indtægt med!

Da man havde taget kirken ud af driften, solgte man bygningen for 1 krone. Små 5 år senere åbnede man så igen kirken for besøgende. I øvrigt er det kun kirketårnet, der står tilbage - resten af bygningen blev revet ned og de nuværende kurbade-lokaler opført i noget, der skal få den besøgende til at tænke på klitter.

Kirketårnet rummer reception i stueetagen og hvilearealer højere oppe. Man kan også komme helt op, hvor klokken i sin tid hang og nyde udsigten ud over byen og havnen og havet. Og her oppe fra kan man tydelig se, hvor meget det blæste denne dag. Faktisk blæste det så meget, at begge færger blev i havnen hele eftermiddagen og natten med. Det er en af charmerne ved at tage på ø-ferie: man kan risikere ikke at kunne komme hjem den dag, man har planlagt!

Den største by på Læsø er Byrum. Den ligger ca. midt på øen og altså ikke ud til vandet og rummer både rådhus og skole. Og ca 450 ud af øens 1800 indbyggere bor her i byen...

Centralt og midt i byen støder vi på Byrum Kirke. Kirken er øens største og en af landets ældste kirker. Den blev bygget omkring år 1200 af Vitskøl Kloster. Valdemar den Store skænkede dengang en fjerdedel af Læsø til klosteret og munkene opførte derefter et kapel af store munkesten. Oprindeligt var langhuset og tårnet derfor opført af munkesten, men senere er dele af kirken blevet skalmuret med mindre mursten.
Siden afhændede Vitskøl Kloster sine rettigheder på Læsø til Viborg Domkapitel – som jo derefter så at sige sad på saltet…
Kirken er uden sideskibe – og selve kirkerummet er langt og smalt og med krydshvælvinger i loftet. Koret er opført i 17-1800 tallet og kirkens udseende har ikke ændret sig siden 1773.

Der er adgang til tårnet hele året rundt - det koster kun 20 kr. Fra tårnet er der en flot udsigt - ud over byen og det nærliggende landskab.

I øvrigt sluttede Thorvald Hansen ikke med at bygge, da tårnet stod færdigt. Også de tre huse ved tårnets fod stod han for – han var 73 år, da han påbegyndte det sidste.

Her er også særudstillingen Havets hemmeligheder – havfund i Kattegat, der viser, hvad de mange vragfund fra skibsforlis rundt om Læsø har været brugt til af Læsøboerne. For naturligvis indsamlede de vragtømmer og strandingsgods som f.eks. kaffebønner og smødritler. Ligesom der er en interaktiv udstilling, der viser et styrhus, hvor man på en skærm kan styre et skib gennem et klippefyldt farvand.

Læsø Salt er en af de virkelig store attraktioner på Læsø. Den ligger ude på kanten af det område, der kaldes Rønnerne. Til vores store overraskelser var der gratis adgang til hele området!
Man ved fra udgravninger at der er sydet salt på Læsø siden før 1100-tallet, men i 1100-tallet havde saltsydningen et omfang, så man måske kan kalde den for Danmarks første industri! Rundt om på Rønnerne har man fundet spor efter ca. 1700 saltsyderier. Da saltsydningen var på sit højdepunkt omkring 1585 fandtes der ca. 135 aktive saltsyderier.

Og saltet har været en god forretning for Viborg Domkapitel, som ejede øen. For der blev brugt enorme mængder af salt til at nedsalte kød og fisk med. Alene i 1481 har man beregnet, at man har fremstillet omkring 400 tons salt – svarende til at dække det meste af sildefiskeriet i Limfjorden.

I 1652 nedlægges saltsyderierne på Læsø efter aftale med Viborg Domkapitel. På det tidspunkt er det blevet markant billigere at få salt op fra f.eks. Biscayen samtidig med, at man dels nærmest havde tømt Læsø for skov og dermed manglede brænde og dels var løbet ind i en række klimaforandringer (den lille istid), hvor der var ekstremt kolde vintre og korte regnvåde somre.
Således lå saltsyderiet stort set stille indtil 1991, hvor man besluttede sig for at oprette et historisk værksted for arbejdsløse unge. Siden er Læsø Salt blevet til et aktieselskab med faste jobs.

Man opførte 2 hytter som rekonstruktioner ud fra en række arkæologiske udgravninger med i alt 3 sydepander. Derudover har man yderligere 2 mindre pander til sydning og to store pander, hvor vandet forkoncentreres.

Hvorfor kan man så syde salt på Læsø? Jo, det skyldes området Rønnerne lige ved saltsyderiet. Rønnerne er et meget fladt område, der bliver oversvømmet af havvand under f.eks. de store vinterstorme. Havvandet, der indeholder ca. 2% salt siver ned i sandlaget, men stoppes efter et par meter af et tykt vandtæt lerlag. Når det så bliver sommer, fordamper en del af vandet i sandlaget, mens saltet i det resterende vand bliver mere koncentreret. Faktisk kan saltindholdet nå op på 12-14% over en årrække.

Tidligere anlagde man saltsyderiet ved et saltholdigt område, men i dag henter man saltvandet ind i tankvogne. Saltindvindingen starter med en forkoncentrering af vandet. Derefter overføres vandet til de egentlige sydepander, hvor man fortsat fordamper vandet indtil det opnår en saltprocent på 26 procent.

Men hvad er Rønnerne ellers for en størrelse? Jo det er et enormt stort meget fladt område i den sydlige del af Læsø. Ordet Røn kommer af ordet røse, som betyder stenrev, men området minder mere om marsklandskabet ved Vesterhavet end om et stenrev!

Ved Vesterhavet skabes marsken dog af tidevandets aflejringer – her på Læsø er det en helt anden proces, der skaber marsklandskabet. Under sidste istid blev jordskorpen presset ned af de kilometer tykke ismasser. Da isen forsvandt, løftede det nedpressede land sig igen langsomt op. Og faktisk løfter landet sig stadig en smule op – ca. 3 mm om året. Når landet stadig hæver sig, kommer vandlinjen også længere ud i vandet og Læsø bliver derved ca 20 ha større om året – det meste her ved Rønnerne.

Vi tog naturligvis :) en god lang vandretur ud over Rønnerne... Ja faktisk tog vi turen to gange...

Ud over at hæve sig, så har jordskorpens bevægelser også betydning for, hvordan Rønnerne ser ud. Dybt under Rønnerne findes nogle sprækker i undergrunden, hvorfra der strømmer metangas ud. Når metangassen nærmer sig overfladen omdannes den til svovlbrinte. De store åbne vandområder rundt om i Rønnerne ligger lige over disse sprækker og man mener, at det er den giftige svovlbrinte, der forhindrer at vandområderne gror til med planter.

Graver man ned gennem Rønnerne finder man først sandlaget med det salte grundvand og derefter et op til 180 meter tykt lerlag.
Lerlaget indeholder mange store sten, som er ført til stedet – ikke af gletscherne, der kørte hen over området, men inden i isbjerge, der løsrev sig fra den svenske og norske kyst. Da isbjergene smeltede, sank stenene ned i lerlaget.

Da landet siden løftede sig, dukkede der små stenrev op. Stenrevene er dannet af de sten, der lå i lerlaget. De fleste sten er så store, at bølgerne ikke har kunnet flytte dem – men det har isskruninger og drivis kunnet. Og stenene er på den måde blevet samlet i store rev, hvor sandet så kunne lægge sig. Disse stenrev er så siden stille og roligt vokset sig større. Rønnerne er oprindeligt skabt af tre øer – Langerøn, Kringelrøn og Færøn, som er dannet ud fra hvert sit stenrev og som siden er vokset helt sammen og også sammen med selve Læsø, så de i dag fremstår som en del af øen.

For ca. 900 år siden dukkede der så endnu et stenrev op syd for området – Engelskmandens Grav. Dette stenrev har på de 900 år vokset sig til øen Hornfiskrøn på ca. 3,1x1,0 km. For at komme over til  Hornfiskrøn skal man gå gennem vandet på en strækning af ca 900 meter – de sidste små 300 meter er dog en blanding af vand og smalle bælter af land.

På turen gennem vandet kommer man tæt forbi den store sten, der bliver kaldt Saltstenen. På den ene side er der en fordybning, hvor saltvandet aflejrer sig. Når vandet så fordamper, bliver saltet tilbage. Man mener, at man tidligere høstede salt på stenen.

På billedet herover til venstre er vi næsten helt ovre... som det ses er der stadig lige et par bælter af vand, der skal forceres.

Også på Hornfiskrøn er der kreaturer - så derfor den karrussel. Og så er der MEGET vådt nogle steder på øen. Vi besluttede at undgå de store søer på vejen, men måtte så gå gennem et område med græs og tuehop. Tuehop - ja, det giver vist sig selv, hvad det er... Men det sikrede, at vi ikke gik så dybt i, at vandrestøvlerne ikke kunne klare dybden...

Midt inde på øen dukkede dette enorme lyngområde op - og bagved ses skoven, som også er kommet til på øen.

Engelskmandens Grav er vist nok, det der minder om en dysse herunder til højre. Legenden siger, at der faktisk blev begravet en englænder under stenen, men om det er sandt vides ikke.
Stenene her i bæltet er det gamle stenrev, som Hornfiskrøn er vokset sig større fra...

Hvis man ikke vil vade over, så er det også muligt at købe sig en tur over med Rønnerbussen - afgange og priser findes på deres hjemmeside.
Området afgræsses af store flokke af kreaturer - de kommer ikke tæt på, så man skal ikke være bekymret for at gå ind i området.
Tuerne ved koens fødder er i øvrigt ikke bare græs - det er den gule engmyres bo. Den gule engmyre laver deres bo på en måde, så de får skubbet materialet op i en tue. I øvrigt kan myren overleve i 5 dage selv om tuen er oversvømmet af havvand.