Pladsen er ret langstrakt og forholdsvis smal og et godt stykke nede, fandt nogle ældre hytter liggende ved siden af nogle helt nye luksushytter.
Ved begge toiletbygninger findes et par legepladser og det er også muligt at leje mooncars af campingpladsen. Mooncars er vi ikke helt så vilde med, for det er ikke alle børn, der er lige gode til at opfatte, hvor hurtigt de kører og hvornår de skal bremse.

Vi fik en fin stor plads - heldigvis til siden væk fra vejen. For selvom campingpladsen lå på en blind vej, så endte vejen ved stranden og var ret trafikeret. Vi havde noget svært ved at få hele vogntøjet drejet ind på pladsen, da der stod en lampe lige over for lommen og begge de yderste pladser i lommen var besat. Det gav meget lidt plads at dreje på og selvom vi undgik at ramme lampen, var det tydeligt at se, at andre ikke havde været så heldige. Selve pladsen var utrolig ujævn. Ikke bare skæv, men ujævn. Vores stole har buer som ben og de stod konstant og vippede oppe på en pukkel.

Ellers var pladsen fin stor og strømudtaget stod lige bag vognen. Værre var det med vandet, som enten var i bunden af en lomme skråt over for vores eller oppe ved køkkenet. Vi forstod ikke helt, hvor vandhanerne ikke var placeret ude ved den langsgående vej.

På vej til Dragsholm Slot et stykke fra campingpladsen, lavede vi lige et kort stop for at nyde den helt utrolig smukke udsigt. Vejret blev langsomt bedre - varmere og mere solrigt.
Dragsholm Slot er et af Danmarks ældste og der har ligget en bygning på stedet i over 800 år. Dragsholm har fået sit navn efter dets placering. Oprindeligt – inden Lammefjorden blev inddæmmet i 1873-1943, lå slottet nemlig på en ca. 200 meter bred landtange – et drag – omgivet af vand på de 3 sider.

På vej op til slottet fra parkeringspladsen, kommer man forbi den tidligere Gods- og portnerbolig, der i dag er ombygget til værelser. Der arbejdes også på at lave den gamle hestestald om til mad-værksted med boder med lokale madvarer.

Og turen går videre af denne vej og forbi det fine lysthus, der ligger højt med den smukkeste udsigt lige uden for.

I 1536 indtræffer reformationen og selvom Dragsholm også bliver angrebet og belejret, så ender det med at Roskildes biskop Joachim Rønnow stadig kontrollerer borgen – også selvom han i øvrigt blev fængslet sammen med alle de øvrige biskopper i landet.

Landet blev nu protestantisk og Christian III konfiskerede biskoppernes ejendom som betaling for den 2 år lange krig. Også Dragsholm blev overtaget af Christian III og blev dermed til Dragsholm Slot. Dragsholm Slot levede nu en lidt stille periode og forfaldt mere og og mere. Først i 1624-41 blev slottet restaureret og fik bl.a. tilføjet et karnaptårn i den østlige fløj. I en periode blev slottet anvendt som statsfængsel for primært adelige og gejstlige fanger.

Under svenskekrigene sprængte svenskerne dele af slottet i stykker og kongen udnyttede at adelen var svækket økonomisk og indførte enevældet. I den forbindelse blev han støttet kraftigt økonomisk af københavnske købmænd og en af dem – Henrik Müller – fik som betaling Dragsholm Slot. Slottet blev flere gange solgt og endte til sidst hos adelsmanden Frederik Christian Adeler.
Han genopførte og ombyggede det ret hærgede slot og det stod færdigt i 1697. Herefter ejede Adeler-slægten slottet i mange år, men da der ikke var nogle arvinger i 1932, blev det i 1937 solgt til Johan Frederik Bøttger, der bortforpagtede slottet til hotelvirksomhed og selv beholdt al jorden.

På den ene side af slottet findes slottets store urtehave. Den indeholder mere end 100 nordiske urter og grøntsager, der anvendes i slottets køkkener. Det var oprindeligt munkene på slottet, der i det 13. århundrede anlagde urtehaven for at dyrke urter til medicinsk og lægelige formål. I 2009 blev Slotshaven renoveret og i den forbindelse blev urtehaven genetableret.

Til den anden side ses slottets store parkanlæg med store, gamle træer og kæmpe græsplæner.

Geokids havde vi snuset os frem til i foråret og da det lød spændende, måtte vi naturligvis forbi. Stedet ligger ikke så langt fra Dragsholm Slot, så det var oplagt lige at køre forbi.

Geokids er skabt af kunstnerne Martin Nybo og Henrik Boe og en stor stak skoleelever. Gennem et undervisningsforløb fik eleverne et indblik i Geopark Odsherreds landskaber og kulturhistorie i et bredt forløb der rummede istidslandskaber, fødevarer, Odsherredsmalerne og gravhøje.

En del af forløbet var at de skulle lave deres egen maske, der er blevet sat på en jernstang og opsat samlet ved shelterpladsen på Veddinge Bakker. Projektet løb over 4 år fra 2014 til 2018 og man havde til sidst skabt ca. 4000 masker – noget der fylder rigtig meget!

Vindblæst - og ikke meget andet end græs og andre strandplanter.

For at komme retur til p-pladsen krydser vi hen over endnu en bro. En flot bro midt i al vandet....

Langsomt men sikkert havde vi nærmet os vores geocachingfund nummer 10.000. Der er stor forskel på geocaches og 10.000 er mange, så det skulle fejres med den helt rigtige geocache: en earthcache. En type geocache, der omhandler geologiske spørgsmål og sådan en var der i Klintebjerg. Inden skulle vi lige finde 14 og vi lagde derfor turen, så vi startede i Sonnerup Skov tæt ved - smuttede ud til Klintebjerg, da vi havde fundet 14 - og retur til skoven for at finde resten der.

Det blev en lang tur på ca. 18 km, men vi havde tiden til det og nød at finde roen i skoven og se på de små detaljer.

Klintebjerg er et gammelt kalk- og lerbrud. For ca. 15.000 år siden blev Klint Bakker dannet, da der under det ungbaltiske isfremstød skubbede og skrællede en del af den danske undergrund op foran sig. Derved blev der dannet en række morænebakker på stedet.
Stenene på stranden stammer i øvrigt fra disse morænebakker, da havet i stormvejr gnaver af klinterne. Vandet tager de mindre partikler som ler og grus med sig, mens de større dele som sten bliver liggende. De er simpelthen for tunge til at havet kan flytte dem.
Som sagt har man tillige nedbrudt klinten i en lang periode fra 1752-1957 i forbindelse med at man gravede ler og og kalk i kystskrænten. Der har bare været en beskeden mængde af kalk og ler på stedet, men placeringen ved vandet har gjort det let at få materialet transporteret væk efterfølgende.
Der er ikke meget at se af bruddet i dag - ud over et stort hul i kystklinten.

Retur mod skoven valgte vi at gå langs vandet et længere stykke. Vi havde rygvind og det var markant bedre at gå tilbage end at gå ud til Klintebjerg.