www.RoseFrederiksen.dk

Vores udstyr gennem tiden

Da nogle ting ind i mellem skal skiftes og vi selv flere gange har forsøgt med lidt gør-det-selv, har vi lavet en underside med links til vores projekter. På samme side findes der længere beskrivelse af noget af vores udstyr. I finder siden her

Vores campinghistorie startede tilbage i 1987 med et spidstelt og en Mascot. Vi var 2 voksne og en baby på 2½ måned. Vi stoppede barnevognskassen ind på bagsædet, stellet op på taget og telt, køkkengrej, dyner, luftmadrasser mm dels i bagagerummet og dels på gulvet ved bagsædet. Og så gik turen ellers til Hvidbjerg Strand Camping, hvor vi havde nogle skønne dage med grillmad, badeture og hygge.

Året efter gentog vi succesen – bilen var blevet skiftet til en Simca, men ellers var det med samme udstyr. Og denne gang gik turen til Terrasse Camping ved Laven og Øster Hurup Strand Camping.

Efter 2 sæsoner så var vi solgt! Billedet er fra en hyggelig, primitiv campingplads ved Lauenburg i Tyskland.



Nyt telt - 1995

I 1995 købte vi en ’dobbelt-igloo’ med to sovekabiner.

Vi var blevet 4 og børnene blev større og fyldte mere, så det var herligt med lidt ekstra plads.

Teltet blev indviet på en tur til Flyvesandet, hvor vi mødte 2 drenge, der stod og talte om ’at vi endda havde køkken i teltet…’

Samme sommer tog vi til Norge. Vi havde fået en Mazda og pakkede hele udstyret ned i bagagerummet – og en smule ved børnenes fødder. Det blev en skøn tur, som engang skal gentages.

I 1997 investerede vi en tagboks og drog til Frankrig og England.

Hold da op, vi fik god plads i bilen med tagboksen! Turen til England startede i Frankrig med besøg i Disneyland og Paris. Derefter brugte vi 14 dage rundt i Sydengland og Wales og sluttede af med et besøg hos et sæt walisiske venner.

Billedet til højre har ikke så meget med udstyret at gøre, men vi syntes lige, at I skulle se, at i England sparer man de små broer væk...



Alternativ telttur - 2001

Vores godt brugte igloo måtte lade livet i 2001. Den fik nogle små huller, som vi lige ville forsøge at reparere med gaffatape og endte med at lave til lange revner…. Et par år lejede vi derefter telte gennem forskellige udlejningsbureauer, vi tog på et par charterferier, ofte kombineret med at vi brugte 10 dage på FDF’s landslejr det samme år.

En landslejr er også camping - bare anderledes camping! Mad på bål. 2 brusebade på 10 dage, ellers kun klatvask. Fælles lokumsspande. Langt til vand. Ingen strøm. Men tusindvis af glade børn (typisk deltager i alt 12-15.000). Fantastiske oplevelser. God underholdning hver aften. Bilfrit område. Fællesskab så det batter. Og noget at bygge de kommende års FDF-arbejde på.



Vores to Camp-Letter - 2003 og 2006

I 2003 valgte vi at investere i en godt brugt camp-let. Valget stod dengang mellem:

- at købe en campingvogn (løsning bortvalgt, fordi ingen af os havde lyst til at slæbe rundt på sådan en stor kasse og fordi vi elsker at sove i telt)
- at købe et nyt telt (Løsning valgt fra, fordi vi var blevet for 'gamle' til at ’kravle’ i seng på jorden) - fortsat leje telte rundt om i Europa. ( Løsning fravalgt, fordi vi var blevet trætte af, at bureauerne skulle bestemme hvor, hvornår og hvor længe vi skulle holde ferie.
Vi ville have frit valg på alle hylder med hensyn til valg af campingplads og lov til at synes, når vi kom frem, at pladsen var ulidelig eller vejret ringe og så bare pakke og finde et andet sted.)
- eller at købe en camp-let - med ovenstående i mente, så var beslutningen let at tage! Vi købte derfor en ældre, brugt camp-let privat for 9000 kr. For vi skulle lige se, om sådan en nu også levede op til vores forventninger. Og det gjorde den, men da den var fra 1985 og efterhånden trængte til nye madrasser og ny teltdug, så solgte vi den 3 år senere for 4500 kr.

Og samme år - i 2006 - købte vi så en helt ny camp-let.
Og sammen med vores ’nye’ bil en Peugeot 406, så slap vi for første gang i mange år for tagboksen. Også selvom vi var blevet 5 i mellem tiden.

For bagagerummet er meget stort og camp-letten sluger en del af de ting, som ellers fyldte meget: dyner, madrasser, stole, borde.

I 2007 investerede vi så i et 'lille' 3-personers telt, som det var meningen, at vores to store børn skulle sove i, når vi alle 5 var af sted. Hidtil har vi sovet 3 i den ene sovekabine i camp-letten, men Sabrina er ikke længere så lille... Men det endte med, at vi sov der på skift, for Sabrina ville også prøve teltet!



Vores første campingvogn - 2008

I 2008 købte vi så vores første campingvogn - en Adria Altea 502 LS fra 2004. Egentlig skulle vi slet ikke have en cv nu, men i foråret fik vi et vink med en vognstang om, at man skal huske at gøre tingene, mens man kan og ikke bare vente til man har mere tid...

Egentlig skulle vi have haft en lidt mindre vogn, men når vores krav var enkeltsenge, ja så blev det denne. Så får vi nok ordnet resten af haven, så den kan komme ind og stå lidt bedre!
Lige nu står den parkeret i forhaven og bliver brugt som soveværelse, mens vi bygger om, men i efterårsferien skal vi ud på den første tur og det glæder vi os meget til!

Her er så vores 'nye' bil - købt i juni 2009: Ford Focus 2,0 tdci Titanium. Den har 136 heste og må trække mere end campingvognen vejer.
Udstyrslisten er rigtig lang - mange af tingene som f.eks. fartpilot og xenonlys er ønsker vi har haft længe. Den indbyggede navigation har vi til gengæld svært ved at se, hvad vi skal bruge til...

Inden vi tog til Korsika i 2010 havde vi købt et solsejl - året før havde vi sat forteltet op hver gang for at få lidt skygge - og var blevet ret trætte af det.
Solsejlet tager bare 10 minutter at sætte op, men da vi samtidig havde haft problemer med at få skygge ind under forteltet sidste år, så valgte vi at få lavet en netfront til solsejlet. Og ja, vi kunne have købt en kedelig grå en, men den her synes vi er MEGET flottere - og så kommer man også i kontakt med rigtig mange mennesker, der lige skal høre, hvor vi har fået den lavet...

Og her er så vores sidste nye anskaffelse - købt efteråret 2010. Sidste efterår havde vi problemer med at varme det store fortelt op - især når det var frostvejr. Samtidig søgte vi et telt, som dels ikke tog så lang tid at sætte op og som dels ikke var så stort og uhåndterligt, når vi kom hjem med det vådt... Og som skal bruges til korte weekendture og i ydersæsonen. Når vi ligger fast om foråret, så vil vi stadig anvende det store fortelt. Vores valg blev et Kampa Rally 390 - købt hjem fra England og det lever til fulde op til vores forventninger.

Det tog ca. 45 min at sætte op første gang, men det gør det ikke de næste gange

Vi kunne fint være 4-5 personer og hunden, når vi skulle spise og vores varmeovn kunne fint holde 20 grader - selvom det var på kanten af frost.

Hvad er nu det - så har vi igen skiftet bil! Tja, vores elskede Ford Focus blev til sidst ALT for dyr i reparationer og da den til sidst skulle have sit ANDET nye partikelfilter på bare 10 måneder og det endda lige da vi skulle på ferie - ja så valgte vi at købe en ny.

Den historie kan I læse meget mere om her.

Denne gang faldt valget på en Opel Astra Wagon 1,7 tcdi fra 2011, som første år trak os hele vejen til den franske middelhavskyst og retur igen - uden at brokke sig en eneste gang!

Foråret 2013 valgte vi at investere i et nyt fortelt. Vi havde længe puslet med tanken, men da vi så fik et godt tilbud - ja så slog vi til.

Vi valgte et 2,5 meter Ambassador-telt fra Isabella, som vi var overbeviste om så rigeligt ville opfylde vores ønsker.

Teltet blev sat op den 5. april i solskin - selvom sneen stadig ikke var helt væk og varme var der dælme heller ikke meget af i luften.

Vores lille telt havde efterhånden været udsat for lidt af hvert og var begyndt at blive utæt. Samtidig havde vi store problemer i ydersæsonen med kondens. Faktisk har vi på en efterårsferie skulle dække alt af, fordi det dryppede ned med kondens overalt.
Også ned i maden, i vores nakker og hunden endte med at ligge inde under bordet, for det var det tørre sted.

Derfor ønskede vi os et bedre telt og valget faldt på et Magnum fra Isabella. Vi købte det i 2014 og har efterhånden brugt det nogle gange - helt uden problemerne med kondens.

I forhold til vores gamle telt vejer det mere og var noget dyrere. Til gengæld er finishen også bedre og vi forventer, at det holder meget længere tid.



Vores 2. campingvogn - 2015

I løbet af efteråret 2015 havde vi besluttet, at vores gamle campingvogn skulle skiftes ud. Ikke fordi vi var sådan rigtig utilfredse med den, men mere fordi vi gerne ville en 'model op', vi formentlig kun skulle være 2 i vognen fremadrettet og ville samtidig gerne lidt ned i længde.
Derfor afsøgte vi markedet - det var egentlig ikke så svært, for vi vidste præcis hvilken model vi ledte efter: Adria Adora 472 LU. Indretningen minder meget om den gamle - den nye har dog en rundsiddegruppe i enden, som vi er sikre på, at vi bliver glade for.

Vi fandt en fra 2010 som passede perfekt til os. I modsætning til den gamle har denne blæsevarme (som vi allerede er rigtig glade for) og så fik vi monteret en mover på den inden levering - sikke en glæde. Vores indkørsel hjemme er lidt kompliceret og det har gjort det meget lettere at få vognen ind på plads.

Når man sådan skifter størrelse på campingvognen, så skifter teltet jo også A-mål. Der fulgte godt nok et telt med, men det var Helle ikke helt tilfreds med, så vi købte et nyt Isabella Ambassador-telt til vognen.
Vi har jo ellers altid sagt at 2,5 meter i dybden var fint nok til os, men vognen ER blevet kortere og da teltet jo kun bliver brugt i forsæsonen på vores forårsplads - ja så ville vi gerne lige have lidt mere plads end et 2,5 meter telt ville give os.

Men alting har en pris... denne var, at vi måtte ud at købe en ekstra petroleumsovn, fordi den gamle ikke kunne varme de ekstra m3 op alene. Så nu har vi to - og det fungere til gengæld helt perfekt.



Helt ny campingvogn og bil - 2019

Tilbage i 2017 forelskede vi os lidt i en Caravelair, men vi mente også at vores Adria egentlig var fin. Alligevel blev Caravelair'en ved med at spøge i vores baghoveder og da vi var på Ferie for Alle-messe i Herning i februar, lagde vi naturligvis vejen forbi Caravelairs stand. Heldigt nok for os, var der ikke nogen vogn i Danmark til salg og vi slog derfor ideen ud af hovedet for en tid... Indtil vi fik oplyst, at Caravelair ville komme med en ny model i 2019: Caravelair Artic, som ville have en masse ekstra udstyr og være specielt beregnet til det nordiske marked.
Så kunne vi jo kun drømme videre... Modellen var så ny, at der ikke var nogen at se i Danmark - ja faktisk var vi heldige at få tilsendt billeder fra Caravelairs pressemøde, hvor modellen blev vist frem. Og vi var stadig solgte... Vi tog kontakt med den nærmeste Caravelair- forhandler og bestilte en! Sådan en campingvogn skal så lige produceres først, men 4 dage før jul 2018 kunne vi så endelig hente vognen hos forhandleren.

Selve indretningen er meget lig vores gamle Adria med enkeltsenge i fronten, køkken og bad i midten og rundsiddegruppe i bagenden. Siddegruppens 'lige' hjørner er meget bedre end Adriaens runde hjørner. Der følte vi nemlig at vi ikke sad så godt, når vi 'hang' i hvert sit hjørne...


En af de ting, vi især er vilde med, er det store skuffekøleskab. Det er et kompressorkøleskab og er utroligt rummeligt og køler rigtig godt. Så nu slipper vi for at have vores store køletaske med, når vi er alene to på ferie.
En anden ting vi er glade for, er at stuverummet i fronten går hele vejen på tværs under midterkonsollen mellem sengene. Det betyder, at det er meget lettere at lægge møblerne ind på plads - for nu skal de ikke længere drejes på plads under en af sengene.
Vognen har også klimaanlæg, der er gulvtemperering og vi har fået sat en Ultra Heat-enhed ind i varmeovnen, så vi kan opvarme vognen med el ligesom vi naturligvis også har fået sat en mover på.

Da campingvognen var flyttet ind, så gik der ikke mange uger før vi også lige fik købt en ny bil - en helt ny Opel Astra 1,6 tdci, så nu er vi godt kørende i de næste mange år.