Nordkapp og Alta 2011
Fra Camping Ounaskoski i Rovaniemi i Finland gik turen videre mod Nordkapp.
Da vi efter 8 timer og 530 km nærmede os stop-tidspunktet for denne dag, var vi kommet ind i Norge, forbi Karasjok (som vi gemmer til en anden gang – vi kunne ikke nå alt på denne tur) og havde udset os Lakselv som slutsted.
MEN her virkede vores normale fremgangsmåde for første gang ikke, så vi måtte ind på turistbureauet i Lakselv for at spørge efter vej til campingpladsen.
På vores kort var der markeret en inde i byen, men den må være blevet nedlagt, for den nærmeste i vores retning lå ca. 15 km længere nordpå.
Derfor endte vi på Stauburdalens Feriesenter – et eldorado for fiskere, jægere og MYGGEELSKERE! Campingpladsen benævnes her i familien kun som ’myggepladsen’. Det var virkeligt slemt!
Da vi ankom den 11. juli omkring kl. 17.30, fik vi lov til bare at køre ind og finde en plads. Og det var så det positive ved den plads.
Som sagt var der mange myg. Dertil kom, at grunden var rigtig ujævn og knoldet – nogle steder blød og med store vandpytter.
Affaldscontainerne (2 store) var så overfyldte, at havde der været tre containere, så havde der stadig været affald på jorden – nu kunne man så dårligt se containerne for affald.
Der var to toiletter til damer og to til mænd – og det rakte langt fra til alle hytterne, campingvognene, autocamperne og ikke mindst den busfuld unge mennesker, som overnattede i små kuppel-telte.
Der var 1 dobbelt kogeplade og en vask til opvask – og de unge mennesker lavede selv mad – stakkels dem.
Men måske skulle vi bare have været lystfiskere for at nyde pladsen…
Søren og Helle tog turen op til et udsigtspunkt over pladsen – smuk udsigt – men tro det eller lad være – her var mange flere myg. Helle tørrede lige ned over Sørens læg en gang og dræbte mindst 10 myg, der sad og spiste…
Vi skulle heldigvis bare være der en nat og så var det ellers ud af vagten igen næste morgen.
Og så skete det endelig – den 12. juli ankom vi efter sølle 180 km på 3½ time til Nordkapp omkring kl. 13.00. Her bagefter er vi glade for, at vi kom så tidligt – for så fik vi da set Nordkapp med sol på!
For at komme over til øen Magerøya skal man krydse vandet i en tunnel – det kostede 216 nkr. for os tre.
Lige før tunnelen stødte vi på endnu en stor flok rener - og her er det muligt rigtig at se, hvor mange forskellige farver de egentlig har. Rensdyr er i øvrigt den eneste hjort, hvor både hunnen og hannen har gevir..
For at komme helt ud på Nordkapp-plateauet med den kendte globus, skal man betale ’entre’ – det kostede 550 nkr. for os tre (gælder i 48 timer og man kan forlade plateauet og komme retur lige så meget man vil i de 48 timer.
Ude på plateauet er en stor fin parkeringsplads, hvor der er mange – især autocamperne – som overnatter. Det er gratis. Vi havde hjemmefra besluttet at vi også overnattede herude – og var langt fra den eneste campingvogn, der gjorde det.
Vi fandt derfor et hjørne, hvor vi kunne bakke campingvognen ud ’til kanten’ og få en fin udsigt.
Der er ikke strøm eller vand på parkeringspladsen ligesom man skal benytte de almindelig toiletter i bygningen på pladsen (og der skal man så ikke lige komme samtidig med et par busser – for så mange toiletter er der heller ikke).
Vi klarede os fint med gas på køleskabet og til varmen (der var ikke megen varme i luften heroppe!) og vand fik vi fra den store dunk i gaskassen.
Pumpen virkede jo ikke, men vi kunne fint hælde fra dunken og op i diverse gryder. Største problem var affaldsvandet
Efter at have stillet op gik vi først en tur op i Nordkapphallen. Nordkapphallen er en blanding af lidt information/udstilling og souvenirshop/restauranter.
Først gik vi en tur ned gennem gangen til Grotten Bar. Ved tunnelen er der undervejs små tableauer der viser, små dele af Nordkapps historie.
De var bag glas og billederne blev ikke velegnede til her på siden. Her findes også St. Johannes Kapell, som er et tværkirkeligt kapel fra 1990. her er der mulighed for at sidde helt stille og meditere eller tænke til en behagelig musik.
Det thailandske museum findes også på denne gang. Det blev åbnet i 1989 til minde om en thailandsk konge, som besøgte Nordkapp i 1907. Hvis alle afdøde konger, som har besøgt Nordkapp, skal have et museum, så bliver det vildt om en del år…
Der er også en lidt speciel biograf, som viser film på en 125 grader skærm – dvs det er 3 lærreder, der står i lidt drejet i forhold til hinanden. Men det er en stor oplevelse at se filmen om Nordkapp på dette specielle lærred. Filmen følger de forskellige årstider på Nordkapp og Sabrina syntes den var så god, at vi lige så den en gang til dagen efter.
Efter turen til Grotten Bar, så gik vi ud til globussen – Nordkapps markante vartegn opført i 1978 som symbol på at Nordkapp er et globalt mødested for alle mennesker.
Der var rigtig mange mennesker, men det var samtidig sjovt at tænke på, at nu kom vi ikke længere nordpå – medmindre vi selvfølgelig havde taget den 18 km lange vandretur ud til Knivskelodden (billedet herunder til højre). Den ligger nemlig lidt nordligere, men man kan kun komme dertil på gåben…
Globussen er i øvrigt placeret på Europas nordligste punkt, Nordkappklippen, som rejse sig 308 meter over Barentshavet.
Indtil nu havde der ikke været så meget blå himmel at se og sådan fortsatte det resten af dagen og aftenen.
Sabrina og Helle gik en tur op til globussen omkring kl. 23 og da kom der lidt solstråle igennem skylaget, men på vej retur kom solen pludselig frem som herunder!
Søren gik derop omkring kl. 24.30 og da kunne han se lidt af solen, men mest skyer.
Men vi tænkte: ’I morgen, da ser vi den…’
Men så vågnede vi til tung tåge og så så udsigten pludselig sådan her ud! Ikke det sjoveste vejr at stå op til
Søren og Helle gik en tur ud til kunstværket ’Barn av Jorden’. Vi havde været forbi samtidig med et par busfulde turister i går, men i dag var vi der helt alene...
Det er fra 1989 og lavet af 7 børn fra meget forskellige lande på jorden: Tanzania, Brasil, Japan, Thailand, Italien, Sovjetunionen og USA. De har hver udformet en af ’skiverne’ i ler. Disse skiver er siden støbt i bronze og indkapslet i granit. Skulpturen står tæt på Nordkapp-bygningen.
Samtidig blev der stiftet en pris, som skal bidrage til 'at fremme vanskeligstillede børns opvækstvikår, livskvalitet og helse'. Prisen uddeles hvert år og er f.eks. givet til Norsk flygtningeråd, Unicef og SOS-børnebyerne, men er også tildelt enkeltpersoner, som har ydet en stor indsats i egne små projekter.
Samtidig kom områdets store flok rener forbi og som små snigende indianere lykkedes det os at komme om på den anden side af flokken og få nogle billeder af dem med globussen i baggrunden.
Rensdyrene er noget sky og det er umuligt at komme rigtig tæt på, så vi var rigtig glade for vores nye linse.
Herunder til venstre er vi nået verdens ende til højre for Nordkapphallen
Om eftermiddagen tog vi bilen og kørte til verdens nordligste fiskevær Skarsvåg. Først kiggede vi os om i det lille fiskevær.
Fiskevær er benævnelsen for et norsk fiskeleje, som oprindeligt kun var i brug i fiskeperioden og ellers stort set ubeboet. I dag bruges ordet også om byer, der tidligere primært kun var beboet i fiskesæsonen, men som nu er beboet hele året.
Men tørret fisk laves stadig - dog i mindre portioner...
Først så vi Skarsvåg Kirke. Kirken hører til en af de mindste vi besøgte på turen – den har
plads til 60 personer, er bygget i 1961 og blev indtil 1999 benævnt kapel. Meget af inventaret og udsmykningen er skænket af indbyggerne i Skarsvåg. Selvom kirken er lille holdes her gudstjenester 1 gang om måneden.
Bagefter vandrede vi op til Kirkeporten – en naturlig fremkaldt ’port’ i klippen. Det er en god - og til tider lidt hård - vandretur på 2½ km ud til formationen, men stien derud er fint markeret med pæle.
Hvordan hullet er opstået har vi ikke kunnet finde ud af - ud over det at det er en 'geologisk godbid'.
Sabrina fandt hurtig ud af, at det var sjovt at klatre rundt på de store klipper ved vandet og Søren og Helle fandt lige en cache i nærheden
Kirkeporten var et meget smukt sted og selvom turen ud var lidt hård, så var den det hele værd. Om natten kan man - hvis der ikke er skyer - se midnatssolen og Nordkapps horn (klippeformation) gennem hullet.
Da vi kom tilbage til plateauet efter at have set Kirkeporten, så var det begyndt at blæse noget mere. Vi tænkte, at det måske kunne fjerne skyerne, men sådan blev det ikke – tvært imod, så kom der bare flere skyer og blæsten blev værre.
Resten af natten tiltog vinden, det rev og hev i campingvognen, som vuggede og knagede. Vi var lige ude for at se om de bagerste ben, som stod oppe på to sten, stadig var fast presset ned mod stenene – og det var de heldigvis. Men vi sov ikke så godt…
Næste morgen endte vi med at kontakte Helles søster, som kunne fortælle at de meldte om kuling på Nordkapp – jo det havde vi nok lige selv fundet ud af
Og at det ville fortsætte et par dage endnu og derefter ville gå over i en ’laber bris’ – tror måske det er lidt mere blæst end en dansk brise
Vi overvejede seriøst, om vi turde køre ned fra plateauet – vores billet udløb omkring middag og vi kunne egentlig godt blive længere, men så ville vi være låst på plateauet, hvis ikke vi indløste endnu en billet. Så talte vi lidt med nogle andre danskere, som stod i samme dilemma og endte med at se en finsk bil med campingvogn køre ned og blev så enige om, at kunne de, så kunne vi også – og det gik faktisk forbavsende fint og roligt. Det var faktisk værre at krydse Storebælt i tåge og blæst
Og hvad er så forskellen på de næste to billeder? Måske at der er nogen, der har hørt eller set vejrudsigten?
Det øverste er fra 1. dag, hvor vejret jo artede sig - ikke fra sin pæneste - men fra sin pænere side. Det andet er fra 2. dag, hvor det startede med tåge og sluttede med stiv kuling...
Fra Nordkapp fortsatte vi ned sydpå gennem Norge. Første stop blev Alta – 248 km og ca. 5 timers kørsel fra Nordkapp.
Vi valgte at køre ind på Alta Strand Camping, som er den sidste af tre campingpladser på Steinfossveien i Alta.
Da vi havde checket ind kunne vi bare finde en plads og der var mange at vælge i blandt.
Campingpladsen har ikke opdelte parceller, her er mange strømstandere og pladserne er jævne og med græs. En dejlig campingplads.
Bad- og toiletforhold er fordelt i to bygninger. ’Vores’ er ’unisex’ og største problem er, at der ikke er fralægningsplads i baderummene. Det er voldsomt irriterende, at man ikke kan klæde om i baderummene, medmindre alting ligger hermetisk pakket ned i plastposer, når man åbner for vandet…
I campingpladsens 'baghave' findes Alta Elv. Den skulle være fuld af fisk, men selvom vi så flere der fiskede, så så vi ingen der fangede noget.
Vi nød bare at gå derned, når vi havde spist for at nyde roen og skønheden på stedet.
I Alta skulle vi først og fremmest besøge Alta Museum og se helleristningerne. Der findes rigtig mange helleristninger i området og i Alta er de blevet frilagt. Samtidig er der blevet etableret en gangbro hele vejen rundt, så der er mulighed for at se dem uden at ødelægge dem. De er også blevet malet op, så de er lettere at se.
Helleristninger er hugget ned i klippen og har oprindeligt været hugget ned i nærheden af vandkanten. Nu er vandet imidlertid faldet med ca. 26 meter og helleristningerne findes derfor et stykke oppe på land.
De fleste blev lavet for 2000-7000 år siden og det er muligt at følge udviklingen i måden at lave dem på.
De er blevet lavet af jæger-fangstfolk og viser menneskets trosforestillinger og ritualer og har måske været elementer i myter og historier.
De viser os samtidigt, hvilke dyr de f.eks. har fanget og hvilke ’våben’ og både havde.
Inde i museumsbygningen findes flere udstillinger - en handler selvfølgelig om helleristningerne - en anden handler om nordlys. Stedet kan kun anbefales.
Tæt på museet findes Hjemmelufttoppen, som er et lille bjerg med en fantastisk udsigt ud over Alta. Vi klatrede selvfølgelig op for at nyde udsigten - og finde cachen der ligger på toppen.
Turen op var ret stejl enkelte stedet, men den er godt mærket og da det stejle stykke var overstået, var det en dejlig tur det sidste stykke op.
Dagen efter besluttede vi at vi ville bestige Lille Raipas. Lille Raipas har en speciel historie, da der på toppen er et gammelt målepunkt, som indgik i Struves medianbue.
Struve – Friedrich Georg Wilhelm von Struve – besluttede at bevise jordens form, runding og størrelse og begyndte målingerne i 1816.
Han etablerede 265 målepunkter fra Sortehavet til Fuglenes i Norge – nogle lå på medianbuen og resten var støttepunkter, som lå på begge sider af medianbuen. Derudover brugte han stjernerne for at fastlægge positionerne af punkterne.
Der blev udført trekant-målinger mellem punkterne på buen og støttepunkterne og på den måde kunne de fastslå form og størrelse på jorden.
Et helt enormt arbejde, da alle materialer skulle bæres op på bjergtoppene, som ikke alle var lige fremkommelige, men som var valgt fordi der skulle være mulighed for at se fra top til top. Det tog 40 år at gennemføre målingerne.
40 af de oprindelige punkter på medianbuen er i dag på Unesco liste over Verdensarv og Lille Raipas er et af dem. Der er en fin sti op til toppen, mærket det sidste stykke med orange bånd, så det er let at finde op til toppen.
Fra toppen er der en fantastisk udsigt ud over Alta – den er næsten bedre end den i går fra Hjemmelufttoppen.
Om eftermiddagen gik vi en tur ned i den nærliggende Boazo Sámi Siida – den lokale same-lejr.
Da vi valgte Karasjok fra, havde vi valgt denne same-lejr til, for vi ville gerne se, hvordan de engang så ud.
Men denne skuffede: her er et lille salgslokale, et lille museum, nogle få rener og en serveringsstue.
Der skal betales entre og vi var ikke imponeret over, det vi kunne se.
Museet bestod mest af nogle samiske dragter, servering var der ingen af, renerne gik langt væk (noget der irriterede Sabrina meget) og der var generelt meget lidt at se på.
Vi købte lidt rensdyrskind, men ellers tog besøget ikke lang tid.
Vores oplevelser stemte på ingen måde overens med det, vi havde forventet efter at have set deres hjemmeside. Vi havde forventet nogle samer, som viste deres teknikker/udstyr frem og nogle samer, som ville give os et dybere indblik i den samiske kultur.
Efter nogle dejlige dage i Alta, så kørte vi videre sydpå mod Lofoten. Undervejs stødte vi flere gange på skiltet til højre - men desværre ikke på nogle af dyrene.
Da vi vidste, at vi ikke kunne nå det på en dag, havde vi besluttet at køre så langt som muligt første dag og så komme tidligere frem næste dag.
Vi fortsatte sydpå af E6 – nu ikke længere 3-sporet, men en smal vej, hvor der er fartbegrænsninger på 50-60 og 70 km/t på lange stræk. Men turen er rigtig smuk, så faktisk var vi glade for ikke at kunne køre hurtigere – så kan også føreren nå at se lidt.
Nå ja - selv vi kan blive sultne - men det kan gråspurvene i Norge også - den tog dog ikke selv,
men spiste gerne alle krummer der faldt ned. Sabrina fodrede den for de næste par dage.
Der er så smukt overalt ned af E6 - om lidt skal vi køre lige ovre på den anden side! Der er et par tunneller - som godt nok ikke er på vores nye kort.
Til højre er vi kommet igennem tunnelerne og kan nu næsten kigge over på samme sted, hvor vi var lige før...
Her besluttede vi at holde en pause - der var flere caches og chaufføren trængte til at strække benene. Hængebroen er den gamle bro over E6, herover er vi en tur ude på den og her til venstre ses en eller anden skulptur.
Da vi ikke gad køre mere, så Helle på kortet, og på geo-gps’en og konstaterede at Bardu Camping var et godt sted at stoppe for natten.
Dagens tur blev dermed på 429 km og det tog tæt på 9 timer (med geocachingpauser undervejs)
Ved ankomsten fik vi at vide, at plads havde de altid og vi 12-15 campingvogne og autocampere fyldte da heller ikke så voldsomt meget. Arealet, hvor vi holdt, var ikke som sådan opdelt i parceller, men der var anlagt veje og i kombination med elstanderne, blev der skabte nogle grænser. Der var ikke langt til strøm – vandet hentede vi ved toiletbygningen, som var rigtig flot. Stor og dejlig og med masser af toiletter, bade og varmt vand.
Efter aftensmaden tog Søren og Helle en geocahingtur – der lå en skat inde på pladsen og 3 i nærmiljøet og vi måtte da lige snuppe dem alle 4
Sådan en geo-tur er utrolig afstressende og vi får lige rørt kroppen efter en lang køretur. Kan kun anbefales.
