Bornholm 2014 - del II
Vi voksne elsker at vandre - det har vi faktisk altid gjort. Og et sted som Bornholm er perfekt til forskellige ture, så den ene dag tog vi en tur ud i Paradisbakkerne. Området er et privatejet skov- og naturområde på ca. 6200 ha. Tidligere var området dækket af lyng, men er siden begyndelsen af 1800-tallet blevet plantet til med træer og er i dag en meget varieret skov.
Området gennemskæres af mange sprækkedale, så det virker utrolig kuperet.
Når man som vi geocacher, så får legen nogle gange lov at bestemme vores ture rundt og det skete også til dels i Paradisbakkerne.
Derfor endte vi også ret hurtigt inde i et område uden egentlige stier, men med en fantastisk natur. Den slags tager tid, det var varmt - men hele besværet værd.
Turen rundt bød også på et gensyn med en af Bornholms rokkesten. Den er et yndet foto-sted, hvor familierne stod i kø for at få lov at klatre op og blive fotograferet.
Stenen er med en størrelse på 4x3x2 meter den største rokkesten på Bornholm. Den vejer ca. 35 tons og kan rokke, hvis man skubber det rigtige sted. Stenen og området omkring den blev allerede fredet tilbage 1894.
Kåsegård, som er en del af Paradisbakkerne, er for nogle få år siden blevet erhvervet af Aage V Jensen Naturfond.
Igennem Kåsegård har man anlagt et langt vandrespor markeret med hvide pæle. Turen var ekstrem smuk og kan kun anbefales.
Området har også flere store sten og vi kom forbi Slingestenen (Slyngestenen) i Kåsegård. I følge sognet har en trold fra Christiansø slynget stenen mod Bodils Kirke ved hjælp af en sølvsnor, der efterlod et mærke i stenen. Han ramte, som så mange andre trolde, heller ikke, det han ville...
Turen bragte os til sidst ud til Gamledam. (som SKAL være i et ord ) Her lå en gang en mose, men da området i 1967 blev hærget af en storm, fik ejeren lov til at dæmme dalen af for på den måde at skabe et vandreservoir, hvor han kunne lagre det stormfældede træ, så det holdt sig frisk.
Den oprindelige mose blev naturligvis væsentlig større og i dag er her nærmest en smuk skovsø med åkander og klipper.
Og stubmøller - dem har man skam også haft på Bornholm...
På vej retur til campingpladsen gjorde vi lige et kort stop i XX for at kigge på jættegryder. Og kan man så koge en jætte i en jættegryde? Nej, det tror vi ikke, for jættegryder er faktisk ret små og det er jætter i vores hoveder ikke
En jættegryde er opstået på et sted, hvor der er en lille bitte forsænkning i klippen. Her har en sten lagt sig til rette og når bølgerne så skulper hen over fordybningen, så kører stenen rundt i fordybningen og ganske langsomt får stenen udvidet fordybningen. En jættegryde opstår således ikke lige hen over natten... Finder man en sten i en jættegryde, så lad den ligge, så processen kan fortsætte.
Almindingen er også et sted, der næsten kalder på, at vi skal ud og vandre. Vi fandt et passende sted at parkere bilen og lagde derefter ud med at gå mod Koldekilde.
Koldekilde er et naturligt kildevæld med 7-9 grader varmt vand, som er så rent, at det kan drikkes. I ældre tid fandtes omkring 300 helligkilder fordelt over hele landet.
Helligkildernes vand skulle være helbredende og ofte opstod der en helt markeds-agtig/tivoli stemning omkring kilderne.
Koldekilde er i dag en brønd med et lille åbent kar ved siden af. Vandet i karret så i vores øjne ikke ud som noget, vi ville smage på.
Fra kilden fortsatte vi mod Christianshøj. Her ligger en kro og en træpavillion. Stedet fik sit navn tilbage i 1824, hvor prins Christian Frederik (den senere Christian d. 8.) besøgte øen. Der blev i den anledning holdt en stor folkefest lige her - der havde nemlig ikke været kongeligt besøg på øen siden 1686, hvor Christian d. 5. indviede fæstningen på Christiansø.
På stedet hvor festen blev holdt, blev der rejst en 6,3 m høj søjle - Prinsestøtten. Den er tegnet af Toldinspektør Lohmann og på de 4 sider er der indhugget en indskrift, forfattet af rektor P. G. Bohr. Da teksten er lang - og svulmende - så får i her kun teksten på siden mod vest:
For Christian Frederik Prinds af Danmark Kongens og Folkets Ven indviede Almeen Borgeraand dette Kjærligheds Minde og Hædrede stedet Med navnet Christianshöj.
Tæt ved Prinsestøtten findes et område - kaldet Trekanten - hvor der står endnu et monument. Her er tale om en dansk Davidstatue udført af Johannes Bjerg og opsat i 1950.
Den er rejst til minde om modstandsbevægelsen - og især de 4 unge bornholmere, der mistede livet under 2. verdenskrig. På soklen ses endnu en indskrift - denne er forfattet af Hans Hartvig Seedorf:
Den danske ungdom - David lig - / stod frygtløs frem mod Vold og Svig,
til kæmpens Hjælm omsider brast / for Hyrdens Tro og Slyngekast.
Nu suser Skoven, nu synger Vind / om Vovemod og Offersind.
Og i de faldnes Sagabog / staar sejrens Tegn: Det brudte Aag.
De mange store egetræer her på stedet, er i øvrigt - med deres over 400 år - de ældste i Almindingen. Og ligesom på Öland passer man også her særdeles godt på dem.
Tæt på Christianshøj findes Jomfrubjerget. Det er et af Almindingens højeste punkter og ligger smukt med en flot udsigt ud over Åremyr.
Turen fortsatte ud til Lilleborg. Den hører til blandt de ældste kongelige middelalderborge i Danmark og er formentlig opført af Kong Svend Grathe omkring 1150.
Man kan ikke finde noget på skrift om stedets funktion, men udgravninger har vist, at det har virket som militært anlæg, administrativt center og bolig.
Man har fundet ret mange nøgler, hvilket er tegn på, at her har været opbevaret ret mange værdier.
Da Lilleborg blev opført var der vand hele vejen rundt om den 16 meter høje klippeknude.
Lilleborg blev ødelagt og brændt ned i 1259 af ærkebiskoppen af Lund.
Vi fortsatte ud til Ekkodalen. Hvis man er dårligt gående, så kan man parkere i dalen og gå ganske kort før man er inde ved det perfekte ekko-sted.
Det perfekte sted findes ved H. C. Ørsteds kilde. Kilden er naturlig, vandet er rent og 7-9 grader varmt året rundt.
Man kan også gå en tur rundt om dalen. Ekkodalen er en del af Bornholms længste sprækkedal, som løber fra Saltuna og 12 km ind gennem land. Egentlig går den helt på tværs af Bornholm og kommer ud ved Arnager, men den sidste del ligger under jorden.
Dalen er op til 70 meter bred og er afgrænset af en 20 meter høj, nærmest lodret klippevæg mod nordvest. Denne klippevæg kaldes styrtebakkerne og er skyld i ekkoet. Ekkoet opstår når lyden kastes tilbage fra væggen. I bunden af dalen løber Læsåen.
Hvis man vil gå rundt, kan man krydse Ekkodalen og klatre op (altså hvis man begynder i bunden) ved Fuglsangsrenden. Denne rende er skabt af afløbsvand, der siden istiden har slidt og eroderet klippen - nogle steder er der dog menneskeskabte trappetrin, men det er stadig ikke den letteste vej at klatre op. Derefter kan man følge stien ude langs kanten og returnere til bunden af dalen via en fin trætrappe. Fra toppen er der en fin udsigt ud over dalen.
Et sidste 'must do' er Rytterknægten. Rytterknægten er 162 moh, bygget i 1856 og selve granittårnet er 13 meter højt. Det blev bygget til minde om Frederik VII og Grevinde Danner, som besøgte øen 5 år tidligere. Da skoven omkring tårnet efterhånden groede til, blev tårnet for lavt til at man kunne se ud over landskabet. Derfor blev det i 1899 forhøjet med det 9 meter høje jerntårn og dermed blev Rytterknægten 172 moh.
Vi tog ikke turen op i tårnet denne gang - vores erfaringer med tårne i skoven er, at man kan se ud over noget skov...
Vi tog også forbi Døndalen med Danmarks største vandfald. Det har en samlet højde på op til 20 meter. Navnet Døndalen kommer i øvrigt af, at bornholmerne siger, at vandfaldet 'dønnar', når det buldrer og brager om foråret. Dalen er meget smuk, men også ret kuperet, så man skal huske ordentligt fodtøj. Men ellers kan den kun anbefales.
Hvis man gerne vil have en dal for sig selv, så er chancen dog noget større, hvis man tager ud til Svartingedalen ved Hasle.
Dalen er en smal sprækkedal med et mindre vandløb i bunden. Mindre er det i hvert fald her midt i juli efter en lang periode uden vand...
Dalen har gennem mange år været et yndet udflugtsmål for de lokale og var tidligere åbne afgræssede partier med enebær, urter og græs. I dag er her skov.
At dalen stadig findes, kan man takke Foreningen Bornholm for. De fik nemlig lavet en deklaration for en stor del af dalen tilbage i 1920'erne, således at den ikke kunne blive udnyttet som stenbrud. Og ellers havde en eller anden driftig stenhugger formentlig hugget klippen i stykker for at lave pak- og chaussesten til de bornholmske veje...
Når man er kommet gennem den smalle sprækkedal fortsætter stien videre og et lille stykke ude støder man på en stor sten - en jættebold - som i følge sagnet er blevet kastet af en svensk trold over mod Clemens Kirke. Men heller ikke denne trold ramte...
Vi forstår godt, at troldene er uddøde. Når de ikke en gang kan ramme en kirke med en sten, hvordan skulle de så kunne ramme et dyr?
Ikke alle kirker på Bornholm er rundkirker og en dag kom vi lige forbi Ruts Kirke. Kirken er viet til den eneste helgen, som er nævnt på en af de mange bornholmske runesten: Skt. Mikael.
Dele af kirken stammer tilbage fra middelalderen, mens dele - her i blandt tårnet - er fra omkring 1890.
Det gamle klokketårn, der står frit på kirkegården, er fra slutningen af 1500-tallet, men anvendes ikke længere til klokkerne.
De flotte kalkmalerier i loftet på koret blev afdækket i 1908. De viser de 4 evangelister.
Der findes ingen egentlig altertavle, men et stort rundt vindue bag alteret tjener som altertavle.
Kirken kan i øvrigt prale af, at være Danmarks næsthøjest liggende kirke - kun slået med 30 cm af Øster Nykirke i Jylland. Kirken her ligger 130 moh og der er en flot udsigt herfra.
Der findes mange underlige ting rundt om - på Bornholm var noget af det mærkeligste vi kom forbi, nok Hønserøvsstenen på havnen i Allinge.
Stenen er en granitblok med pegmatitgang og kommer formentlig fra Klippeløkken Granitbrud ved Rønne.
Men hvorfor har den disse mærkelige 'hønserøve'? Jo alle de bornholmske granitter blev dannet ved sammenstødet mellem to jordskorpeplader for mellem 300 og 1400 millioner år siden. Den plade, der blev trykket ned, smeltede. Mineralerne i det smeltede materiale søgte opad og blev ved den efterfølgende størkning til granit. I øvrigt er det sådan, at jo hurtigere den flydende masse størkner, jo mindre er de krystaller, der dannes.
Pegmatit er et ret grovkornet materiale, som ofte findes i sprækkerne i granitten.
I pegmatiten findes forskellige mineraler, f.eks. feldspat (som er lyserød) og kvarts (som er gråblå). Derudover findes der - i denne sten - også gadolinit i pegmatitten. Gadolinit er grøn-brunt og radioaktivt. Den radioaktive stråling har påvirket de nærmeste omgivelser, så krystalstrukturen er blevet nedbrudt. I denne forbindelse kommer de til at fylde mere og 'sprænger' derfor sprækker ud i pegmatitten.
Vi kom også forbi Olsker Rundkirke - som er den eneste af de 4 rundkirker på Bornholm, som vi mangler at se inde. Og det gør vi så stadig - for kirken var låst, da vi kom forbi. Men så er der endnu en grund til at komme tilbage til Bornholm...
Olsker Rundkirke er med sine 26 meter den højeste af de 4 rundkirker og da den er også slankere end de øvrige 3 syner den højere end den i virkeligheden er.
Den er fra omkring 1150, men er forstærket flere gange. Oprindeligt havde kirken et fladt tag, der var omgivet af et brystværn.
På vej mod Dueodde kom vi forbi . Her i klinten har man fundet dinosaurus-fodspor, men de er nu ret svære at se for ikke-kyndige... Men her er en flot udsigt...
Vi var også en tur ved Dueodde. Det var ved Dueodde, vi boede, da vi var her sidst, så vi ville denne gang bare kigge forbi på et kortere besøg. Det blev et besøg i småregn, så det blev ikke så langt som forventet. Men vi kom ud til Dueodde Fyr. Fyret er Nordeuropas højeste med sine 47 meter og det nuværende fyr er fra 1962.
Dueodde strand har det fineste, hvideste sand, som tidligere er anvendt til timeglas. Sandet er flyvesand, hvilket vil sige, at det er så let, at det let flyver med vinden og danner klitter, der flytter sig. Oprindeligt var området et sandflugtsområde, men i 1800-tallet blev det beplantet med blandt andet fyrretræer og marehalm for at begrænse sandflugten.
Sidst vi var her, var vi godt nok en tur ved Hammershus, men vi nåede aldrig hele Hammerknuden rundt. Det skulle der naturligvis rådes bod på denne gang!
Vi startede med at parkere ved Hammershus og tog en lidt alternativ vej til ruinen - i hvert fald i forhold til det normale (hvorfor behøver vi vel ikke skrive?). Men vores vej var rigtig smuk med et flot kik til ruinen.
På vejen kom vi forbi Kamelhovederne. Kamelhovederne er et klippeparti lige nedenfor Hammershus. Klippen er eroderet af havet og især den ene ende ligner en kamel. Nogle kalder den for Løvehovederne, men Løvehovederne er et andet klippeparti lidt nord for - de ses dog bedst fra søsiden.
Man ved ikke nøjagtigt hvor gammel Hammershus er, men man ved at borgen hørte ind under ærkebiskoppen i Lund i 1200-tallet.
Og man ved også, at der har været bygget og udvidet siden 1100-tallet. Og at man i 1683 opgav at bruge borgen som borg længere.
I 1743 flyttede de sidste ud og borgen forfaldt stille og roligt - godt hjulpet på vej af de lokale, som rev bygningerne for at bruge materialerne til andre bygninger. Ruinen blev fredet i 1822.
Borgen var i sin storhedstid stor - da den var størst bestod den af en central borg omgivet af en ringmur. Hertil kom 3 forborge, som beskyttelse.
En geocache gav os mulighed for at finde små perler rundt om på Hammershus. F,eks, fandt vi et gammelt solur i gården. Og en sten med indhugget en rist, som symbol for St. Laurentius.
Han levede i Italien omkring år 200. Her krævede kejseren, at Laurentius udleverede kirkens rigdomme til ham, men Laurentius gav dem i stedet til de fattige. Han sagde, at de fattige var kirkens rigdom. Som straf blev han stegt levende på en rist over glødende kul. Man finder stenen ved indgangen til den gamle kirke. Og I kan lige ane risten på billedet herover til venstre.
Efter en dejlig tur rundt om og igennem Hammershus Slotsruin (som vi skal tilbage til igen om nogle år, når det nye oplevelsescenter åbner), så fortsatte vi mod Hammer Fyr.
Fyret er fra 1872 og 21 meter højt og åbent for gæster.
Tårnet er bygget på en 70 meter høj klippe, så man er totalt 91 moh, når man er i toppen af tårnet. Imidlertid er der ofte tyk tåge i området, så ofte kunne fyrets lys ikke ses ved havoverfladen! Derfor byggede man i 1895 et nyt fyr på Hammer Odde.
Fra Hammer Fyr gik vi videre langs vandet ud til Salomons Kapel, der stammer fra 1300-tallet. Kapellet er formentlig opført efter et dekret af ærkebispen i Lund og har fået navn efter den hellige Salomon, som var en af dominikanermunkenes hellige mænd. Kapellets placering kan virke mærkelig, men her var et sildemarked i 12-1400-tallet. Derfor har her været et sandt leben af handelsmænd og fiskere i august og september, hvor sildefiskeriet var størst. Den lille naturlige havn Kragkås tæt på, har været en velegnet landingsplads.
Ved siden af kapellet findes en hellig kilde, som pilgrimme søgte til for at blive helbredt. I forbindelse med reformationen mistede kapellet sin betydning og da byfogeden i Allinge i 1648 fik loftsplankerne og bjælkerne foræret, så forfaldt kapellet hurtigt.
På vejen rundt kom vi forbi disse stencirkler. Underligt tænkte vi, men de så ud til at have ligget der længe. Stenene var sunket ned i jorden og græsset groede tæt rundt om den. Men de har altså ingen gammel historie, i det en tidligere fyrmester på Hammerodde Fyr har fortalt, at turisterne begyndte at lægge de inderste cirkler i 1980 og så er de ellers stille og roligt vokset.
Hvis man fortsætter videre langs kysten ender man ved Hammerodde Fyr. Det hvide, firkantede fyr blev bygget i 1895, som hjælpefyr for Hammer Fyr.
Fyret er ikke mere end 12 meter højt på en 10 meter høj klippe.
Selvom fyret i sin tid skulle supplere Hammer Fyr, så huser det i dag den kontrolstation, som styrer alle fyrtårne på Bornholm!
For at komme tilbage til Hammer Fyr (og bilen) så krydsede vi op over selve Hammerknuden. Hammerknuden er en stor granitknude, som hæver sig over Østersøen(op til 82 meter).
Knuden er skilt fra resten af Bornholm af en sprækkedal, som bl.a. huser Bornholms største sø - Hammersøen. Knuden er formet af gletscherne under sidste istid - de kom fra nordøst og fladede dermed klippesiden ud til denne side. Modsat lå vestsiden, som gletscherne blot kørte ud over og de stejle klippevægge her skyldes mest af alt havets påvirkning.
Turen bød på en fantastisk udsigt ned over Allinge-Sandvig og ud over havet. Stierne var flere steder blot smalle fårestier og den var noget mere kuperet end turen langs vandet - men den var en fornøjelse for øjnene.
Tilbage ved Hammer Fyr tog vi turen ned til Krystalsøen og Opalsøen. Begge søer er opstået i gamle stenbrud - stenene i Hammer Fyr stammer f.eks. fra området ved Krystalsøen.
På stien fra fyret og ned mod søerne, stødte vi på en mindesten. Søren syntes den så russisk ud - og han havde så evigt ret.
Fyrmester Carlsen fandt den liggende i græsset og da han opdagede inskriptionen, rejste han den her. Der er en femtakket stjerne og med kyrillisk skrift står der Premiereløjtnant Erastob, N. E. 1918 1945. - altså en ukendt russisk ung soldat, der døde her på Hammerknuden.
I dag er Krystalsøen et yndet familieområde - her er også hyggeligt og smukt.
Fortsætter man lidt længere væk fra fyret kommer man ud til Opalsøen. Her var stenbrud indtil 1970'erne, hvor man fik sat stenbrudene i system og på den måde beskyttet de mest sårbare steder.
Opalsøen ligger mellem høje og nærmest lodrette 43 meter høje klippesider. Selve søen er ca 10 meter dyb og bruges i dag som rekreativt område. Bl.a. findes her en lang svævebane hen over søen.
Efter en herlig tur - næsten rundt (for naturligvis nåede vi ikke hele vejen som planlagt) - så returnerede vi til Gudhjem - for et par timer.
For der ligger faktisk en cache helt ude på Kamelhovederne og den havde vi haft meget kig på i flere dage.
Det blæste dog lige rigeligt til at vi turde prøve, da vi var forbi om dagen, men da vinden lagde sig til aftenen, så smuttede vi af sted igen.
Og selvom vinden havde lagt sig i Gudhjem, så blæste det stadig lidt ved Kamelhovederne, da vi kom derud.
Men heldigvis ikke mere end at Søren godt turde gøre forsøget - som endte godt, for han fandt faktisk cachen og kom ind igen uden de store skader.
Efter nogle helt fantastiske dage på Bornholm, var det desværre blevet tid til at komme videre.
Men vi skal helt sikkert tilbage en anden gang - for der var rigtig meget vi ikke fik set.
