Rügen 2014
Da det blev tid til at forlade Bornholm fik vi lige lidt hjælp af lejrchefen med at komme ud fra vores hjørne. Vi skulle lave noget der lignede et meget skarpt U-sving på et stejlt område og da vi havde set naboen forlade hjørnet et par dage før, så sagde vi hurtigt TAK, da vi fik tilbuddet om at blive trukket ud. Så var det heller ikke OS, der kørte græsset op...
Vi planlagde at forlade pladsen omkring kl 7 om morgenen, da vores færge gik kl. 8. Og det fungerede fint - vi var denne gang ikke den eneste campingvogn i køen - og så ser det sådan her ud.
Da vi sad på færgeområdet og ventede på at kunne køre om bord, så kiggede vi lige en ekstra gang på gimpen. Og den ville så have os til at sejle til Ystad - køre til Trelleborg og derfra sejle til Sassnitz... Vi overvejede kort om vi skulle bytte billetten, men holdt dog fast i den noget hurtigere løsning: direkte fra Rønne til Sassnitz. Den færge sejler kun om sommeren, så det var sikkert derfor at gimpen ville den anden vej.
Med en sejltid på 3 timer og 20 min. og 12 kilometer til campingpladsen på Rügen, så kunne vi checke ind inden kl. 12. Ren luksus!
Camping Meier er en forholdsvis stor campingplads tæt på Binz. Toiletforholdene er rigtig fine - ind imellem havde vi næsten fornemmelsen af, at rengøringen var lige en tand for hurtig - for hold da op, de var aktive!
Pladsen har egen restaurant, som de fleste tyske campingpladser. Vi spiste der et par gange - første gang gik rigtig fint, anden gang var der grillaften og da Sabrina hellere ville bestille fra menukortet gik det helt galt.
For grillmaden blev bestilt et sted - den øvrige mad et andet. Og det blev ikke serveret samtidig. Grillmaden kom først, den blev også spist først og sørme om ikke tallerknerne var blevet fjernet og Sabrina sad stadig uden at have fået mad.
Til sidst endte vi med at betale og så tage Sabrinas mad med ned i campingvognen.
Nå ja - bommen. Den var sjov. Vi fik en 4-cifret kode udleveret ved ankomsten, som skulle trykkes ind på standeren ved bommen. Og ja - den stod klods op af bommen, så man skulle ud af bilen for at trykke koden - selv når man kørte solo.
Heldigvis var de flinke til at trykke på en fjernudløser, når vi kom kørende, men det kunne nok have været sat smartere.
Vores plads var rigtig fin og stor og med en god skygge. Det havde vi også bedt om, da vi reserverede.
Nå ja reservationen var også sjov. Her bestiller man på nettet og får tilsendt nogle stykker papir, som man skal udfylde og sende retur. Med det gode gamle postvæsen!
Men det skyldes nok, at internettet ikke var eksisterende. Som i helt væk. Ikke en gang et krypteret nat kunne vi finde. I starten havde vi i øvrigt ikke en gang en stabil telefonforbindelse...
Jorden her var også fin til røde plastpløkke.
Adskillelsen mellem pladserne er vist med hvide sten og da vi ankom holdt der en gigantisk autocamper på nabopladsen - med hjulene plantet nærmest oven på det hvide mærke. Det der med 3 meter mellem enhederne - det blev ikke overholdt for godt.
Vi satte selv vognen op et stykke inde på vores plads. Det fortrød vi to morgener senere, hvor den store autocamper forsøgte at komme ud fra sin plads kl. ca. 6.30. For da vi trak rullegardinet lidt op for at se, hvad der lavede den larm - ja så holdt autocamperen 10 cm fra vores campingvogn og nøkkede frem og tilbage for at få plads nok til at svinge rundt. Det lykkedes ikke, før de opgav den metode og i stedet besluttede sig for, at det nok var lettere at gøre det til den anden side. Men da var vi selvfølgelig vågne...
Vi så rigtig mange forsvinde op langs hegnet lige over for vores plads. Både morgen, middag og aften. Og ikke alle kom tilbage igen!
Derfor måtte vi naturligvis lige undersøge, hvad der foregik - og fandt en fin lille sti, som gik op over en bakke og hvorfra der derfor var en fin udsigt ud over dele af campingpladsen.
Campingpladsen ligger som sagt bare et par kilometer fra Binz og den tur var lige passende til en cykeltur. Binz er en Badeby med stort B. Her er hoteller, restauranter og gågade. Og sikke nogle bygninger der var opført her. Smukke, store og hvide.
Mange af de smukke hoteller er fra omkring 1900, idet det omkring 1875 blev det populært at bade og de første badegæster begyndte at ankomme til byen. Og siden har man opført hoteller, pensionater og sommerhuse i området.
Og så er her en 370 meter lange bådebro...
Rügen er Tysklands største ø med en længde på 53 km og en bredde på 41.
I middelalderen var øen hjemsted for venderne, som ofte plyndrede de danske byer. Altså lige indtil Valdemar I den Store og Biskop Absalon i 1169 erobrede borgen Arkona og styrtede deres gud Svantevit. Og lige præcis Arkona ville vi gerne ud at se!
På vejen kørte vi gennem nationalparken Jasmund. Jasmund er et stort skovområde, men kysten minder om Møns Klint. Dog er den ikke så let tilgængelig som Møns Klint.
Først måtte vi nemlig parkere ca. 3 kilometer fra kysten. Og så gik det på gåben gennem skoven og videre ud mod Königstuhl. Königstuhl er en meget høj kridtklint, som man så kun kan se på nært hold, hvis man vil betale for at komme ind på deres center på stedet. Det ville vi ikke, men vi fik et glimt af den fra Victoriaaussicht.
Vi besøgte jo Møns klint sidste efterår og i forhold til den, så mangler der lidt her. Klinten er flot høj, men der mangler lidt kringelkroge på kystlinjen som ville sikre en bedre udsigt ud over klinten. Vi gik et stykke af stien på toppen, men orkede ikke de 500 trappetrin ned (eller retter, det var nok dem op, vi ikke rigtig orkede.... )
Og så var der ellers 3 kilometer retur igen til bilen. Man KAN tage shuttlebussen, men nu kan vi jo godt lide at gå... Og vi kom da også forbi et par fine steder undervejs...
Blandt andet kom vi forbi en sten med fodaftryk! Det ser ud som om en voksen, et barn og en hare her trådt på stenen.
Historien bag er, at en gang for mange år siden, da Hertha-troen (Hertha er den samme, som den nordiske gudinde Nerthus, som igen er Moder Jord) stadig var aktiv på øen var der blandt de unge præstinder en meget smuk og ung præstinde. Hun mødte i al hemmelighed en ukendt ridder i skoven hver nat. Da yperstepræstinden erfarede dette, bad han den skyldige gå til bekendelse, men da ingen af præstinderne trådte frem, førte han dem ud i skoven. Og her lod han dem alle gå hen over stenen og kun den skyldige satte fodaftryk. Barnefodaftrykket er sat af en engel forklædt som barn og haresporet skulle så være djævelens aftryk.
Yperstepræsten skubbede i øvrigt den unge og smukke præstinde i havet oppe fra Stubbenkammer, men heldigvis skubbede en medfølende gudinde hende hen til et skib, der blev ført af ridderen. Så det hele endte altså alligevel godt!
Ved siden af Sagenstein ligger så Opferstein. Stenen er blevet anbragt her i det 19.-århundrede for at få turister til at besøge stedet! Og renden, hvori blodet angiveligt skulle løbe, er gang på gang blevet malet rød! Og under renden er anbragt en udhulet sten, som angiveligt skulle opsamle blodet. Stenen er dog et møllestens-trug...
I stedet fortsatte vi videre ud mod Arkona. Vi gjorde lige stop i Altenkirche for at se deres kirke. Kirken er gammel, men det mest interessante i kirken er nok Svantevit-stenen.
Kirken stammer formentlig fra omkring 1168, idet 1168 er året, hvor kristendommen indføres på Rügen.
Kirken er opført på en gammel slavisk gravhøj og bygget af en dansk bygherre som en treskibet romansk basilika.
Fra den tidlige bygning er kun koret og det firkantede 'rum' foran koret tilbage.
Det gotiske kors i triumfbuen er fra det 14. århundrede, mens det barokke alter er fra 1724. Altertavlen stammer fra 1863 og viser Peter, der synker.
Svantevitstenen er en granitsten med et billede af en mand med skæg og overskæg, Han har en kaftanlignende frakke, hat og sko på. Og så holder han et drikkehorn i hænderne. Den gamle sten anses for at have været en slavisk gravsten.
Stenen er den bedst bevarede sten fra den slaviske periode og stammer oprindeligt ude fra borgen på Kap Arkona.
Selve Svantevit var gud for krig, frugtbarhed og rigdom i slavisk mytologi. Den er derfor ofte blevet beskrevet som en frugtbarhedskult
og man mener at præsterne kunne spå om næste års høst ved at se på en drik blandet af vand og honning.
Men måske er Svantevit bare en lokal forvanskning af St. Vitus indarbejdet i vendernes hedenske religion. Sankt Vitus var en kristen helgen (ca. 290-303 e. kr.), der led martyrdøden som følge af kejser Diocletians forfølgelse af de kristne.
Fra Altenkirche kørte vi de sidste kilometer ud til Kap Arkona. Ligesom ved Konigstuhl skal man også her parkere nogle kilometer væk og gå det sidste stykker. Her foregår det dog ikke i gennem en skov men gennem en by.
Arkona eller Jaromarsburg var vendernes borg på Rügen og et kultsted for guden Svantevit.
Venderne gik som tidlig skrevet ofte på rov i Danmark og derfor angreb Valdemar I den Store og
Biskop Absalon i 1169 borgen. Borgen var egentlig sikret ret godt: mod de tre sider af høje
skrænter og mod den 4. af en høj jordvold med en palisade af træ. En ung kriger klatrede dog op
og fik sat ild til noget halm ved det ene porttårn og da ilden bredte sig, gik de danske krigere
til angreb. Der er lidt tilbage af borganlægget, men desværre er det spæret af pga nedstyrtningsfare.
I det hele taget er store dele af området afspærret. Det lykkedes os f.eks. aldrig at finde en vej ned på stranden, for hver gang blev vi mødt med en afspærring.
Men ellers er Arkona kendt for de tre fyrtårne - men egentlig er her tale om to fyrtårne og et pejletårn.
Det ældste fyrtårn Schinkelturm er fra 1826-27 og det nye fra 1901-02. Det sidste er stadig i brug. Pejletårnet er fra 1927 og fungerede som radiofyr frem til 1945.
I dag er der museum i det ældste og kunstgalleri i pejletårnet.
Området huser også to bunkers. En mindre ældre en, som går tilbage til 2. verdenskrig og en nyere - i starten - tophemmelig bunker (1979-86). Her var kommandocentral for Østersøflåden.
Vejen hjem til campingpladsen gik over Vaschcitz og for at krydse det smalle vand tog vi Wittower Færge. En lille bilfærge, som sejler det meste af dagen og som tager ca. 10 minutter og koster ca. 6 euro!
Et par cykelture blev det også til - den ene dag valgte vi at cykle til Sellin - endnu en badeby med et fantastisk hus på molen. Cykelturen blev noget udfordrende pga ret store stigninger under vejs...
Turen gik først til Binz og derfra videre gennem skoven til Jagdschloss Granitz.
Jagtslottet blev bygget i 1837 af prins Wilhelm Malte I zu Putbus. Slottets tårn er synligt på lang afstand.
På turen gennem skoven op til slottet stødte vi første gang på det hårde terræn: det gik kun opad. Til sidst så stejlt at vi måtte trække. Man kan ikke køre op til slottet i bil, men der går et lille turisttog op til slottet nede fra Binz.
Da slottet tidligere blev anvendt som bolig i jagttiden, findes her en stor samling af trofæer - fra små fine gevirer til store elg-gevirer. Her er lampekroner og stole lavet af gevirer...
Samtidig har man forsøgt at indrette slottet, som det en gang har set ud. Desværre er der ikke mange originale møbler tilbage fra slottets opførelse, så en del af rummene var noget intetsigende.
Det er også muligt at komme op i tårnet - men kun 30 personer af gangen. Trappen op er en flot, gammel støbejernstrappe. Oppe fra tårnet er der en flot udsigt ud over store dele af området.
Da vi havde set os mætte i slottet fortsatte vores cykeltur gennem skoven mod Sellin. Og selvom vi nåede ned i den sydlige udkant af Sellin (nærmest på stranden!) så fortsatte det hårde terræn - her gik det bare så meget nedad, at man ikke måtte cykle...
Mellem stranden syd for Sellin og centrum ligger et lille stykke skov, som vi besluttede at krydse ind gennem. her var godt nok cykling forbudt og det forstod vi godt efter kort tid, hvorfor der var. For det var rigtig bakket. De værste steder var der etableret trapper med en fin rille lavet af brædder, som cyklen kunne trækkes op og ned af...
Men turen var rigtig smuk - men kors det var hårdt at trække cyklen...
Men endelig kom vi hen til centrum af Sellin - en af de mest besøgte badebyer på øen og det skyldes ikke mindst den flotte badebro. Den første mole på ca. 500 meter blev indviet i 1906, men vintrene var hårde ved den - især isvinteren 1941-42, hvor kun huset blev stående tilbage.
Siden blev der opført en ny bro, men pga. manglende vedligehold rev man broen og det meste af huset ned i 1978. Broen og huset blev genopført i 1998, men opført i 1927-stil efter de gamle tegninger og modeller. Den flotte hvide bygning rummer festlokaler og restaurant.
Ud over badebroen er der en hektisk gågade og en hyggelig park ved vandkanten...
Efter at have studeret den flotte bro med bygning, så fandt vi en anden vej gennem skoven retur til Binz - her kom vi bl.a. forbi den finske soldats grav. Her ligger en ukendt finsk soldat begrav et - han døde af sygdom i 1806.
Og da vi nærmede os Binz fladede landskabet ud og det blev helt behageligt at cykle. Der går en cykelsti bagom Binz lige ud til det åbne land. Den er utrolig smuk at cykle på.
Vi krydsede flere gange Rasende Rolands spor på vores tur til Sellin. Rasende Roland er et damplokomotiv, der forbinder Putbus, Binz, Sellin, Baabe og Göhren. Det er en smalsporet jernbane og transporterer i dag primært turister mellem de forskellige byer.
Banen blev etableret i 1895, som en del af et større jernbanenet på Rügen.
Tæt på Camping Meier ligger Naturerbe Zentrum. Dette er et fantastisk sted. Stedet er ret nyt, men her findes en Baumwipfelpfad - vi vil nok på dansk kalde det en trætop-rampe - for rampe er nok det bedste ord!
Først bliver man ledt hen til et mindre tårn. Tårnet er 24 m i diameter og den totale opstigning er på 14 meter.
Man går opad - rundt og rundt via rampen. Efter et stykke tid flader rampen ud og man fortsætter af rampen oppe i trætoppene.
Under vejs er der forskellige små 'omveje', hvor man kan afprøve sine balanceevner - i trætoppe-niveau!
Men efter et stykke tid kommer man til hovedtårnet.
Hovedtårnet - eller Adlerhorst, som det rettelig hedder - er et flot, flot tårn i limtræ. Selve tårnet er 40 meter højt over jorden. Hver omgang er ca. 60 meter lang og der er 10 af dem før man når toppen! Rampen er genialt tænkt, for da stigningen pr. omgang ikke er så stor, så kan selv kørestole komme med op. Fra toppen er der en fantastisk udsigt ud over Rügen og skoven, der omgiver tårnet.
Totalt er der bygget 1,25 km rampe - et ganske imponerende projekt - især fordi det ikke har givet store grimme 'ar' i skoven, der omgivet det.
F.eks. står der i midten af Adlerhorst et stort flot træ på størrelse med træerne i skoven omkring byggeriet. Til gengæld gør det også, at det er mere end svært at fotografere tårnet - for der er ingen 'huller'...
Da vi kom retur til jorden blev vi ledt gennem en udstillingsbygning. Her er en naturudstilling og skiftende udstillinger. Da vi besøgte stedet var der bla. fotos fra konkurrencen: Europæisk naturfotograf 2011. Og for filan, der var nogle flotte fotos imellem.
Inden vi vendte tilbage til campingpladsen lagde vi også vejen forbi en sandskulpturudstilling i Binz. Udstillingen var bygget op af X sandskulpturer, der gennemgik Tysklands historie. Så her er sandskulpturer, der viser Luther, Einstein, Köllner Dom, Berlinmuren, nutidige tegneseriefigurer osv.
De 16.000 tons sand har fået helt nyt liv!
En anden cykeltur gik ud til KdF-Koloss Prora. Prora var et enormt projekt - udtænkt af nazisterne, designet af arkitekten Clemens Klotz og opført i 1936-39. Stranden i området er fantastisk: flot hvidt sand...
Komplekset skulle være ferieanlæg/badehotel for arbejderklassen og deres familier. På verdensudstillingen i Paris i 1937 blev planerne for hele projektet udstillet, og vandt hovedpræmien (Grand Prix) i arkitektur.
Komplekset var tænkt gigantisk - det skulle være et 4,5 km langt højhus-kompleks og ligge ca. 150 meter fra stranden. Her skulle kunne bo 20.000 gæster af gangen fordelt på 10.000 værelser på 2,5x5 meter. Derudover skulle der opføres to bølgebassiner, et teater, en biograf, en festsal der kunne rumme alle 20.000 personer på én gang, jernbanestationer og en stor havn, hvor krydstogtskibe kunne lægge til.
Da 2. verdenskrig udbrød i 1939 gik byggeriet i stå. De otte hotelblokke, teateret og biografen stod som tomme skaller. Badebassinerne og festsalene var endnu ikke bygget.
Bygningerne har aldrig været i brug som feriested, men dele af dem har været i brug ad flere gange: da krigen udviklede sig brugte mange folk fra Hamburg en af hotelblokkene som tilflugtssted. I slutningen af krigen blev bygningerne brugt til at huse kvindelige assistenter for Luftwaffe. I 1945 overtog den sovjetiske hær kontrollen over området og etablerede en base på Prora. I 1950'erne overtog DDRs nationale folkearme NVA området og anlagde en fast base med omkring 8.000 soldater og officerer. Basen bestod indtil 1992, hvor kommandoen blev overdraget til forbundshæren og nedlagt.
I dag ligger flere af bygningerne øde hen som ruiner, mens der stille og roligt bliver renoveret på andre. Her er f.eks. Ungdoms-vandrehjem, lejligheder, kontorer, cafeer og museer.
Vi fandt en vej lidt inde i land på tilbageturen til campingpladsen og kom derfor både over hede og gennem skov. I modsætning til turen til Sellin var denne tur nærmest helt flad og ganske let.
Fra Rügen var der ikke mange kilometer hjem - bare sådan ca. XXX. Og de fleste af dem foregik endda på motorvej, så efter 6,5 time holdt vi hjemme i indkørslen - helt klar til at pakke ud efter 3 ugers fantastisk ferie.
