Carcassonne 2015
Efter nogle dejlige dage i Beaune skulle vi videre. Det ville blive en lang køredag og vi
tog derfor tidlig af sted. Efter ca. 600 km og 8 timer var vi fremme i Trébes, som er en
lille by ca. 10 km fra Carcassonne.
Turen gik i det store hele fint, selvom der som altid var rigtig tæt trafik ved Lyon.
Vi tror aldrig, at vi har passeret Lyon uden at køre i tæt og langsom trafik.
Vi havde hjemmefra udset os campingpladsen Camping á l'Ombre des Micocouliers.
Et virkeligt irriterende navn for sådan nogle som os, der ikke taler vildt meget fransk...
Ombre betyder i øvrigt træ og Ombre des Micocouliers betyder nældetræ.
Stort set alle træerne på pladsen er nældetræer.
Deres blade ligner brændenældeblade, men det er vist også den eneste lighed der er mellem
dem og brændenælder. Men de gav en superskygge, så vi valgte ikke at sætte solsejlet op.
Pladsen er 4*, men det betyder ikke, at det er en luksusplads på nogen måde. Faktisk
føltes det som om, vi gik en stjerne ned i forhold til Camping La Grappe d'Or, som
vi kom fra og ikke en stjerne op...
Toiletbygningen er af ældre dato, men rengjort. I baderummene kan vand-temperaturen
ikke reguleres, ligesom der i håndvaskene kun er varmt vand.
Pladserne er dejligt plane - lidt nykken frem og tilbage og vognen stod i vatter sidelæns.
Der er el i hjørnet af pladsen og vand ud for mange af pladserne. Jorden er ret hård, så
tarzanpløkke er et godt valg.
Der er ingen butik på pladsen, men man kan bestille morgenbrød til dagen efter.
Der er et par større supermarkeder et par kilometer væk.
Der findes en restaurant på pladsen, men vi valgte at gå over i byen og finde en.
Man kan bade gratis i en indendørs pool ved siden af pladsen om aftenen. Om dagen
bruges den af den lokale skole.
Internet er mod betaling - igen i den dyre ende: 1 dag 8 euro - 4 dage 16 euro.
Man kan dog tilslutte to enheder - dog ikke samtidig.
Som sagt ligger pladsen i Trébes lige uden for Carcassonne og selv om det var Carcassonne, vi var kommet for at se, så skulle vi da også lige se Trébes. Byen ligger i fin gåafstand fra pladsen, så vi slap for at skulle have bilen i gang. Vi skulle dog lige krydse floden l'Aude, som skiller pladsen fra den gamle del af byen.
På billedet her over til højre har vi pladsen til højre og den gamle bydel til venstre.
Byens gamle del er præget af små og meget smalle gader uden fortove. Vi havde forventet
nogle små butikker og restauranter, men dem var der nu ikke mange af.
Dem vi fandt lå mest ned mod Canal du Midi og i udkanten af den gamle bydel.
Kirken ligger inde midt i den gamle del af byen og det virker lidt lige som om byen er vokset
ud fra kirken.
Den kan kun ses på guidede ture om eftermiddagen og vi kom så lige på et andet tidspunkt...
Men den er fra det 1300-århundrede og kan ses overalt i byen - tror vi.
Broen retur til campingpladsen er nu smuk fra denne side.
Ud over at floden l'Aude løber gennem byen, så passerer Canal du Midi også igennem.
Kanalen hed oprindeligt Canal de las Doas Mars, hvilket betyder de to haves kanal,
men blev omdøbt til Canal du Midi af de franske revolutionære i 1789.
At kanalen bliver omdøbt på det tidspunkt betyder også, at den er gammel. Den blev påbegyndt i 1666 og
afsluttet i 1681 og er dermed en af de ældste kanaler i Europa, der stadig bruges.
Kanalen er 241 km lang og går fra Toulouse til Étang de Thau ved Middelhavet.
Kanalen er en del af et større kanal-projekt, der forbinder Middelhavet med Atlanterhavet
og blev oprindeligt bygget til at transportere hvede.
Bådene var 20 meter lange og blev i starten trukket frem af heste og mænd.
En hest kan trække sin egen vægt 120 gange, når belastningen er på vandet.
Siden blev transport på vandet udkonkurreret af jernbanen og i dag bliver Canal du Midi
brugt af turister, til rekreation og boliger, som f.eks. hotelskibe.
Der er i alt 91 sluser på de 241 km.
Alle sluserne er - grundet et kollaps tidligt i byggefasen, hvor sluserne var firkantede -
æggeformede og typisk 11 meter brede på midten, 6 m ved portene og 30,5 m lange.
Hver sluseport kan hæve eller sænke et skib 2,9 meter.
Det ene slusesystem ligger her ved Trébes og består af flere slusekamre.
Vi vandrede ud for at se det og var heldige, at der kom en båd igennem, lige da vi kom ud til slusen.
Men vi var trods alt kommet til Trébes, fordi vi ville se Carcassonne, så vi tog bilen ind til
La Ville Basse, som den nyere del af byen også kaldes. Her findes flere p-pladser og et lille tog,
der kører op til Cité de Carcassonne. Heroppe er der i øvrigt også p-pladser, men der er også
rigtig mange ensrettede veje...
Vi valgte altså en p-kælder i Ville Basse-delen og krydsede ind gennem gaderne til stoppestedet
for det lille tog. Denne del af byen syntes ikke så interessant og det var da også Cité de
Carcassonne-delen, vi var kommet for at se.
Den ældste del af Carcassonne giver med sine dobbeltmure og middelalderbebyggelse et godt billede
af, hvordan man byggede fæstninger fra 500-tallet og op til 1300-tallet.
De første tegn på bosættelser går dog helt tilbage til omkring år 3500 f.kr. Omkring 500 år f.kr.
blev der etableret en befæstet by ca. 2 km syd for den nuværende Carcassonne. Denne by fik navnet
Carsac. Gennem årene var Carcassonne et meget vigtigt handelscenter og var samtidig ofte grænseby.
Den har mange gange skiftet 'ejer' og har f.eks. været en del af romernes provins Gallia Transalpina,
været en del af visigoternes rige, tilhørt de muslimske saracenere og Trencaveldynastiet.
Der knytter sig i øvrigt en sjov legende til byen: Enken efter saraceneren Balaak holdt stand på
Carcasona (som byen hed den gang) mod Karl den Stores tropper. På et tidspunkt, hvor belejringen
havde varet i 5 år og saracenerne var ved at være trætte og manglede mad, holdt Dame Carcas vagt
alene - sammen med en stor stak halmdukker. Hun gik så frem og tilbage og skød pile for at vise,
at der stadig var mange på vagt!
Til sidst havde byen kun en gris og et mål hvede tilbage. Grisen blev tvangsfodret og derefter
slynget ud over muren. Da den ramte jorden, sprang den og hvede væltede ud på jorden. Da de
besættende tropper så dette, opgav de straks belejringen og trak sig tilbage. Dette fejrede
dame Carcas med at lade kirkeklokkerne ringe og det siges, at det er derfor byen hedder Carcassonne.
Carcas efter Dame Carcas og sonne fordi det betyder ringede på fransk.
Byen er omringet af en dobbelt forsvarsmur med tomt område imellem. Den dobbelte forsvarsmur har hele 52 tårne og er ca. 3 kilometer lang. Den inderste væg er delvist fra det 3-4. århundrede og er karakteristisk med deres række af mursten øverst oppe.
Den yderste mur blev opført i det 13. århundrede efter at de franske konger havde beordret det.
Mellem de to mure skulle der være en tør voldgrav.
I det 18. århundrede byggede de fattigste indbyggere i byen i øvrigt deres huse her mellem de to
mure. Disse huse blev dog revet ned i forbindelse med en renovering i det 19. århundrede.
Efter at have bevæget os gennem de smalle gader, endte vi ved Château Comtal - vicomternes bopæl.
Herinde bag en ekstra forsvarsmur sad de trygt og godt og talte alle deres penge!
Egentlig boede vicomten i et andet slot Château Narbonnais ved Narbonne-porten. Men Trencaveldynastiet
besluttede omkring 1100 at etablere en ny bolig på det højeste punkt i Cité. Borgen var ikke så
stor dengang - den fik først sin nuværende størrelse efter den franske erobring i det 13. århundrede.
Borgen er blevet ombygget og udbygget så mange gange, at det er svært at vide, hvordan den oprindeligt
har set ud. Men da de franske korstogsriddere kom retur til byen, var de ikke specielt velkomne.
Derfor blev borgen yderligere forstærket med en befæstet voldgrav, hvor porten blev placeret mellem to
tårne og overbygget i to etager, hver med et faldgitter og skydeskår. Broen over stykket mellem de to
mure har et flytbart stykke, som blev fjernet i tilfælde af krig.
Tour Pinte er det højeste tårn i Carcassonne. Det er mere end 30 meter højt og skulle i følge Dame
Carcas legenden have været bygget allerede den gang - men det var det ikke, så mon ikke legenden også
bare er en historie...
Inde ved siden af den stor borggård findes en mindre gård. Dette var tidligere en stor bygning,
men den blev revet ned i det 15. århundrede. Men der er stadig spor efter gulvene og en stor pejs
oppe på væggene. I dag anvendes rummet til intime koncerter og skuespil.
Når der er købt entrebillet til borgen, så kommer man hele vejen rundt - og op på de flotte fæstningsmure. Turen gennem den træoverdækkede gang langs den ene side på gården er helt fantastisk og kan kun anbefales.
Gangen havde det praktisk formål, at fra den kunne man skyde lodret nedad på en fjende.
Ned mod Ville Basse er borgen også imponerende. Den ligger på den stejleste skråning af bakken
og her forsvares borgen af en række døre, falske passager og fælder. Der er virkelig en god udsigt
ud over byen og her ned over den gotiske kirke St. Gimer. Den er bygget i 1849-59.
Det er også muligt at komme et stykke ud af forsvarsmuren, men lige gyldig hvor man går hen her på
borgen, så oser det af gammel historie.
Stedet trækker rigtig mange mennesker og gangene er ikke specielt bredde, så god tålmodighed er et must.
Og at tage billeder uden en kæmpe flok fremmede er rent held :)
På en af etagerne inde i borgen findes en samling af forskellige alabast-udsmykninger -
f.eks. stykker af vinduesudsmykning, stenkors og en fontæne.
Og så naturligvis den smilende Madonna. Den er udført af en ukendt italiensk kunstner i 1400-tallet.
Hun er bare ca. en halv meter høj men utrolig yndig.
Når byens gader er smalle, så kan husene naturligvis ikke blive større - med mindre man bygger
ud på 1. salen :)
Den gamle bydel er som udgangspunkt bilfri, men en gang imellem er der en bil -
eller en gravemaskine - der skal ind. Så skal de handlende ud og fjerne udstillede varer og borde
og stole...
Her findes naturligvis også en flot kirke: Basilique Saint-Nazaire-et-Saint-Celse de Carcassonne.
På stedet har der ligget en kirke i mange år. Den første kan dateres til det 5. århundrede. Siden
blev der rejst en romansk bygning i det 11. årh., men den blev dog ødelagt i det 13. årh. under
krigen mellem de franske konger og katharerne.
Den nuværende kirke blev opført i gotisk stil og fik et flot højt kor. Men da der var pengemangel
valgte man at benytte det tidligere romanske kirkeskib.
Kirken var oprindeligt en katedral og havde sin egen biskop, men nutidens biskop holder dog til i en anden katedral i Carcassonne og St. Nazaire er i dag en 'almindelig' kirke.
Inde i kirken imponerer de flotte høje linjer i rummet. Og de utroligt smukke glasmosaik-vinduer...
Vinduerne i apsis har stadig delvist de oprindelige ruder fra det 14. og 16. årh. og viser scener
fra Jesus liv. Helt naturligt har man her valgt ikke at have en altertavle - vinduerne i sig selv er
så flotte.
Orglets midtersektion kan formentlig dateres til det 17. århundrede og er et af de ældste orgler i
regionen. Der er ofte gratis orgelkoncerter om sommeren, men da vi var der, var det et lille kor,
der sang rummet op.
På vores tur rundt gennem byen kom vi forbi mange smukke steder - med buster og brønde og gamle huse.
Efter en helt fantastisk dag i et stort menneskemylder sagde vi farvel til La Cité og forlod byen
gennem Porte Narbonnaise, på den østlige side.
Den blev bygget omkring år 1280 og består af to fremspringende tårne. Den falske vindebro på stedet
kom først til da Viollet-le-Duc genopbyggede brystværnet og skifertaget i den 19. årh.
Vi havde hjemmefra opdaget, at der lidt nord for Carcassonne lå en drypstenshule, men da vi fik studeret
brochurerne på campingpladsen, opdagede vi, at der faktisk var 2 meget tæt på hinanden.
Vi spurgte alle de lokale, som vi mødte, om hvilken af de to huler, vi skulle besøge. De fleste
sagde: dem begge...
Turen ud til hulerne gik af mindre veje og det sidste stykke var ret stejlt...
Da vi opdagede, at der var en kombi-billet, der galt begge huler, så tænkte vi, at det egentlig
var en helt god ide. Derfor kørte vi først ud til Gouffre Géant de Cabrespine.
Hulen har været kendt i 40 år og åben for publikum i 20. Man skal deltage i en rundvisning,
som foregår på fransk, men der er heldigvis talende skilte ved de vigtigste steder. Det betød, at
når den franske guide var færdig og fortsatte videre, så trykkede vi på den engelske oversættelse og
fik en kort gennemgang af præcist det sted, hvor skiltet stod.
Géant betyder gigant og hulen er da også stor. Det første rum, som man kommer ind i, er en stor hal:
220 meter høj og 70 m bred. Langt nede løber floden, der har skabt hele grotten ved at skære sig vej
ned gennem den blødeste del af klipperne.
I dag kan man ikke se vandet, men man kan se alle de fantastiske drypstensformationer: skiver, søjler,
gardiner, vandfald osv.
Altså ud over stalagmitter og stalaktitter.
Det røde rum er opkaldt efter deres farve, som de har fået pga. indholdet af okker og jerndioxid.
Hulernes konstante temperatur på 14 grader gør det perfekt at lagre vin i hulerne. De her tønder er
nu kun til pynt og helt tomme, men der skulle være ret meget vin et andet sted i komplekset. For man
kan kun komme i en lille del af hulekomplekset...
I øvrigt var de 14 grader også perfekt på en varm dag!
Efter at have set den overdådige Gouffre Géant de Cabrespine fortsatte vi videre til Grotte de
Limousis. Denne grotte har været brugt som ly af forhistoriske mennesker og hulebjørne. Bjørnene har
brugt hulen for ca. 12000 år siden. Hulebjørnene var nogle store krabater: 450 kg og 3,5 meter høje,
når de stod på bagbenene.
Skriftlige dokumenter siger, at hulerne blev opdaget i 1811, men inskriptioner på nogle af væggene
viser, at hulerne har været kendt tidligere.
At hulerne har været kendt viser også sporene efter italienske skulptører, der har savet stykker
af kalkstensformationerne ud for at omskabe dem til figurer.
Det første rum - efter de obligatoriske vintønder (som faktisk indeholder rødvin) - er Salle des
Colonnes. Det er et rum på ca. 100 meter i længden og er et rum med utallige søjler, stalagmitter
og stalaktitter. Søjler opstår i øvrigt, når stalagmitter og stalaktitter vokser sammen. Herefter
fortsættes der ind i 'la salle du Lac Vert'. Den grønne sø's sal - og her er en lille klar, men grøn
sø, der aldrig tørrer ud.
Når man har krydset 'salle du Bal' (som er en stor sal, der har været brugt til at afholde fester
i) ender man i 'salle du Grand Lac', hvor de første klaser af aragonit viser sig. Her findes også en
50 meter lang sø, som man passerer via en jernbro fra 1913.
Søens vandstand varierer og kan om sommeren tørre helt ud.
Turens absolutte højdepunkt når man dog i næste rum, for her findes 'le lustre d’aragonites',
som er en helt fantastisk drypsten, der alt af mest ligner en koral. Den består af helt hvide
nåleformede krystaller, der vokser i alle retninger.
Denne type formation findes flere steder i begge huler, men denne er rigtig stor - vel et par m3.
Efter nogle fantastiske dage i Trébes sluttede vi dette sted af med at kigge på gamle biler og at
finde et par caches.
Cachen her til højre er noget for sig selv - for den var indrettet som et lille hotel med værelser.
Alle beboerne er geocaching-tb'er og coins, som er små sporbare ting, der skal flyttes fra cache
til cache. Vi har selv nogle og sætter gerne en af, når vi er længst væk på vores ferier og så
skal de selv finde hjem... Det kan godt tage en del tid, men det plejer at lykkedes...
