Korsika 2010 - del 1
Vi kørte i år hjemme fra den 28. juni kl. 6.20 om morgenen. Normalt kører vi jo første stræk om natten, men Morten var lige blevet student og vi havde fejret ham med familien dagen før, så det passede bedst at køre om morgenen. Og som billedet fra Lillebæltsbroen viser, så var det en dejlig morgen.
Turen ned gennem Tyskland gik uden problemer – den smule vejarbejde vi stødte på, gav ikke anledning til kødannelser, så det blev en dejlig tur.
Da vi ikke gad køre mere, kiggede vi på kortet og fandt en campingplads. Så første nat kom til at foregå på Camping Paradies Franken i den lille by Walkershofen. Den finder man ved at tage afkørsel Gollhofen på A7 og derefter følge campingskiltene. Man skal ind gennem nogle småbyer og via nogle mindre veje, hvoraf en del er brosten, før man når pladsen.
Pladsinfo: Pladsen er meget åben og landet rundt om er meget fladt, så man kan se langt omkring. Vi ankom kl. 18.00 og kunne som sådan vælge et sted selv, men fik at vide, hvor det var let at holde uden at spænde fra og hvor der var kort til el og vand. Dejlig service. På pladsen var der ikke mange andre – faktisk var den nærmest tom, men værten fortalte, at ugen før var den næsten fuld…
Toiletfaciliteterne findes i kælderen (dog er der handicapfaciliteter i stueplan) og ser nye og pæne ud – et par steder ser det ud, som man ikke er helt færdige. Der er rent, gratis bad og når man tænker på antallet af gæster også rigeligt med varmt vand.
Som sagt er her meget åbent - man har plantet træer, men det tager en del år endnu før de kan skygge. Man har også sin egen restaurant, men den er lukket mandag og værten henviste os derfor til Gasthaus Fränkischer Hof i den nærmeste by Simmershofen. Der er bare en kilometer op og efter en lang køredag, så valgte vi at gå derop – og fik som altid på en gasthaus god og billig mad. 23,30 euro for os alle inkl. drikkevarer. På pladsen kan man bestille morgenmad og brød.
Efter en rolig og god nats søvn fortsatte vi videre sydpå mod Livorno. Vi kørte over Ulm og videre ned mod Bodensee og kørte til Schweiz via Østrig. Man skal jo have en vignet, når man kører på motorvejen i Østrig, men da man her skal køre et meget begrænset antal kilometer i Østrig, har man lavet en korridorvignet, der bare koster 2 euro. Til gengæld må man kun køre til afkørsel Hohenems (ca. 23 km), men det er heller ikke et problem, når man skal til Schweiz. I Schweiz skal man også have vignet – men både til bil og campingvogn.
Vi fortsatte af motorvejen ned over San Bernadinopasset. Turen op over passet er en oplevelse – meget smuk, men den foregår i et spor og er man uheldig, så kommer man til at ligge bag en lastbil og så kan det komme til at gå noget langsomt…
Vi kørte videre ned mellem Lago Maggiore og Lago di Lugano til Milano. Her kendte vi godt Camping Città di Milano, men valgte i første omgang en anden lidt uden for byen. Efter at have ledt efter den i en time og spurgt tre steder (som alle henviste til et campingcenter!), så opgav vi og kørte til Camping Città di Milano! Ved hjælp af gps’en fandt vi den let, også selvom der var vejarbejde og omkørsel, men den er ikke skiltet helt ude fra motorvejen, som den i Tyskland var det.
Vi ankom kl. 18.30 og kunne bare selv vælge en plads. Et godt tip er at trække ned mod toiletbygning 2 – her er mere ro om aftenen. Det gjorde vi selvfølgelig ikke - men overlevede alligevel!
Pladsinfo: Pladsen ligger inde i Milano ved siden af et stort badeland, som man får rabat til, hvis man bor på pladsen. Vi har ikke prøvet det.
Parcellerne er små og bunden er en blanding af hård jord og kørefliser. Parcellerne er ikke afgrænsede, så vi valgte at holde uden at spænde af – der var mange pladser, som var
tomme. Her er god skygge fra mange træer, tæt til strøm og toiletter.
Toiletbygningerne er pæne, rengjorte og der er gratis bad og nok varmt vand.
På et udleveret kort har pladsen selv skrevet, at der er 400 m til Coop og til en bager. Der er både wifi og hotspot på pladsen, men vi har ikke afprøvet nogle af dem.
Her er også et pizzeria og en mindre ’zoologisk have’ med får, kaniner, geder mm og da nogle af dem går frit omkring, så kan man opleve, at ænderne kommer helt ind i pizzeriaet, hvor de skider på gulvet og hønsene hen til morgenbordet, hvor de gerne spiser ens brød.
Så blev det onsdag den 30. juni og vi skulle køre det sidste stykke ned til Livorno og færgen. Bare 318 km, som kom til at tage 5 ½ time pga. et uheld lidt syd for Milano. Vi er også nødt til at nævne, at motorvejen ved Milano var et mareridt med køkørsel - både da vi ankom til byen og da vi forlod den igen. Derudover er der et par betalingsanlæg, som også sænker hastigheden.
Et par billeder fra turen mellem Milano og Livorno:
Vi havde valgt at tage den sidste overnatning på havnen i Livorno. Egentlig havde vi læst om en indhegnet plads lige før porten ind til havnen, men den fandt vi ikke, så vi kørte ind på havneområdet.
Her gælder det så om at bevare overblikket
Vi kørte ind kl. 15.00 (ikke noget problem – den sidste færge til Bastia den dag var sejlet) og blev henvist til et opmarchområde af vagten ved indkørslen – og det var da også skiltet.
MEN kl. 22.00 går det op for os, at skiltet efterfølgende er blevet flyttet og vi holder i Corsican Ferries opmarchbåse til Bastia og IKKE i Mobys, som er dem vi skal sejle med.
Vi får os derfor flyttet til en bane, som ikke er skiltet særligt tydeligt, men som der holder nogle i, som også skal med Moby. Denne bane ligger ved siden af et stort blåt hus og ligner bare en bred vej.
Da vi ankommer om eftermiddagen, sætter vi benene ned på vognen, checker havneområdet ud og går en tur op i byen. Det er ikke så let at finde ud af havneområdet, som er hegnet ind. Vi gik ud, hvor vi kørte ind (husk billetten – ellers kan det blive svært at komme ind igen!) og ud af vejen langs container-lageret.
Ind under den første bro og hen over en kanal. Lige efter kanalen kan man dreje til venstre ind af en lille gade, som ikke ser ud af det store og ind under en ny bro. Lige efter broen drejer man til højre ind på noget, der måske kan kaldes en tilgroet vendeplads. I det bagerste hjørne af denne er der en trappe, som fører op til en større vej. Man følger vejen til højre og kommer ind tæt på bymidten.
Inde i byen gik vi en tur – Livornos bymidte er charmerende med en gammel fæstning ’Fortezza Nuovo’, en masse kanaler, som der er rigtig mange både på og man kan næsten hele tiden se kirken Chiesa di Santa Caterina med den høje 8-kantede kuppel.
Fortezza Nuovo er tegnet af Arkitekt Buontanlenti, men der har været mange andre ind over opførslen. Den er skabt i ca 1576 og er stjerneformet og skulle erstatte en ældre fæstning og være med til at gøre Livorno til den største havneby i området. Fæstningen er omgivet af kanaler – de såkaldte ’fossi’. Store dele af den blev voldsomt beskadiget under 2. verdenskrig.
Kirken Santa Caterina er bygget af arkitekt Giovanni Del Fantasia i 1720 og er en af hovedstenen i det område af Livorno, som kaldes Venedig-området. Egentlig skulle kuppelen have været rund, men man fik statiske problemer med overgangen fra 8-kantet kirke til rund kuppel og gjorde derfor også den 8-kantet. Kirkerummet er som skrevet 8-kantet med 7 store sidekapeller i væggene.
Væggene er dekoreret af Antonio og Jacopo Terreni og kuplen af Cesare Maffei og altertavlen er af Vasari og viser Kroningen af Jomfruen.
Byen har også en bred gågade og kan sagtens bære et besøg på nogle timer, men seværdighederne står ikke lige frem i kø…
Efter at have spist på havnen og flyttet bil og campingvogn til den rigtige opmarchbås gik vi til ro, vel vidende, at vi nok skulle op omkring kl. 7.00 næste morgen. Vi skulle have checket ind senest 1½ time før afgang, som for vores vedkommende var kl. 9.00.
Men allerede kl.5.30 hørte vi nogle pusle omkring og stod derfor op. Det var check-in- medarbejderen, som gik rundt og vækkede folk, så på billetter, udskrev klistermærker til forruden, målte campingvognen for at se, om den nu overholdt den længde, som vi havde billet til og som sendte os 50 m længere frem, hvor vi så holdt i 2 timer…
Kl. 8.00 blev vi så i hold ledt om til færgen i den anden ende af havnen og fik lov at køre om bord, som nogle af de første.
Vi blev placeret tæt op af væggen og skulle så bare vente til afgang kl. 9.00. Det gjorde vi i liggestole på dækket, hvor vi nød solen.
Sejlturen over var uden overraskelser – når man så bort fra, at cafeteriet først åbnede for middagsmad en time før, vi var i land og at bildækket først blev åbnet, da vi havde lagt til kaj, hvorfor vi måtte krydse ind mellem startende og kørende lastbiler for at komme over til vores bil.
Billedet af vores færge er fra Bastia...
At komme ud af Bastia var ikke det store problem: der var godt skiltet og trafikken flød, som færgetrafik flyder.
Vi havde valgt først at køre over til Île Rousse og bruge en uges tid her.
Vi havde hjemmefra fundet flere camping- pladser på strækningen mellem Île Rousse og Calvi, men endte alligevel på den første vi mødte: Camping Les Oliviers i udkanten af Île Rousse.
Der er 90 km fra Bastia og til pladsen og dem tilbagelagde vi på 1½ time – det er jo ikke motorvej, der er meget af her på øen!
Da vi ankom, sagde vi, at vi ville blive en uges tid og fik derefter fremvist to pladser nær nedgangen til vandet og valgte den, hvorfra man kunne se en lille bid hav.
Pladsinfo: Camping Les Oliviers er en 2* plads, men det betyder ikke så meget for os, for toiletbygningerne var pæne, men dog af ældre dato og flisearbejdet havde nok ikke gået i et dansk hjem…
Der er unisex toiletter og bade og der er IKKE toiletpapir, men toiletterne er rigtige toiletter. Der var varmt vand nok og gratis bad. Der kunne dog opstå nogen kø ved aftentide.
Vores parcel var stor og der var megen skygge – vi havde skygge på vognen om morgenen og træer til at skygge foran det meste af dagen. Jorden er hård, der er MERE end 25 m til elstanderen og vandhanen, hvilket gjorde, at vi i nogle dage ’leverede’ strøm til en dansk familie, der lå endnu længere væk end os – men bare rolig, de havde sagt det og betalte også for deres el.
En stor del af pladsen er mest til telte og mindre enheder og her er mindre skygge. Pladsen ligger ved havet – eller rettere sagt 15 min. gåtur fra havet. Stranden er den dejligste sandstrand med klart og turkisblåt vand.
Man kan købe brød om morgenen og pladsen har eget pizzeria, som laver rigtig gode pizzaer.
Der er ca. 2 km ind til Casino inde i byen – det ser ikke ud af noget udefra, men indeni er det stort og kunne fint opfylde vores behov.
Der er Hotspot ved indgangen, men vi har ikke prøvet det.
Fra denne plads havde vi planlagt et par ture og den første kom til at gå ud over området, der hedder Desert des Agriates – Korsikas ørken.
Men lige netop ordet ørken skal man nok ikke bruge, når man har børn med, for de ser straks sandbunke på sandbunke og intet liv over- hovedet. Men sådan er Desert des Agriates ikke – her er øde - der er langt mellem husene - men der gror en del planter her og er vel nærmest et grønklædt klippelandskab.
Vejen igennem er snoet og går op og ned, men er også utrolig smuk.
Ordet Agriates betyder egentlig opdyrkede marker og området var da også landbrugs- område, da øen i perioden 1570-1768 var styret fra Genova, men er i dag goldt og øde pga. jorderosion og talrige makibrande.
Derfor kan man også flere steder se rester af gamle stenmure, der har adskilt de enkelte marker og holdt de fritgående dyr ude - som her på billedet til højre.
Her er en række sideveje - alle grusveje, som vi havde vores bil for kær til prøve, men en del går ud til vandet.
På vej retur til campingpladsen lagde vi vejen forbi Parc de Saleccia, som er en blomsterpark med korsikansk flora, som også kan ses i naturen.
Det gjorde vi naturligvis, fordi vi lige ville skaffe os selv nogle lette billeder til vores planteside!
Selve parken er på ca. 70000 m2 og har over 200 forskellige planter.
Man får udleveret et kort ved indgangen som viser en rute rundt, så man får set det meste på det første
besøg – underforstået så regner de
med, at man kommer igen en anden gang og fordyber sig i resten…
Parken er flot og der står skilte ved de fleste af planterne, så det letter arbejdet med hjemmesiden lidt, men alligevel er det som om, den skuffede lidt, men på den anden side ved vi ikke helt, hvad der manglede.
Vi kørte også en tur ned til Calvi. Byen er en af Korsikas største turistmagneter og man forstår godt hvorfor, for den har det hele: fin sandstrand, et gammelt citadel yderst på en klippe, en stor marina og en bymidte med smalle gågader.
Vi fandt en parkeringsplads inden vi nåede ned til havnen, som oven i købet var gratis.
Derfra gik vi ned til havnen og op gennem gågaderne og ud mod citadellet.
Citadellet blev bygget i det 13. årh. og forsvarede byen mod et utal af pirater.
Det var i øvrigt i farvandet ud for citadellet, at Lord Nelson mistede synet på det ene øje under
den engelske belejring i 1794-96.
I dag har fremmedlegionen en kaserne i en del af området, men her er også en kirke
og resterne af, hvad korsikanerne anser som Columbus’ fødested.
Men hvis man ikke er til kirker og så videre, så kan man også bare gå herop for at nyde udsigten ind over Calvi. Og se på endnu et mindesmærke over de lokale faldne i 1. og 2. verdenskrig - dem har de nemlig rigtig mange af.
Fra Calvi kørte vi ind i landet og op i bjergene. Turen førte os gennem Calenzana og over San Antonino.
Især den sidste by er et must – herfra er en fantastisk udsigt ud over vandet og selve byen er ren gågade over det hele.
Byen ligger højt på toppen af et bjerg og er den ældste beboede by på hele Korsika, men den dag vi besøgte byen var der desværre rigtig meget varmedis. Det betyder, at I kan få nogle billeder fra byen, men udsigten derfra bliver sværere at vise Jer.
Ved byens parkeringsplads findes en kirke og et kapel og dem kiggede vi selvfølgelig ind i - det har vi jo lidt svært ved at lade være med...
Som altid her sydpå, var de markant anderledes end en dansk, protestantisk, hvidkalket landsbykirke og vi er ikke helt sikre på, at vi vil bytte - selvom man altid kan finde noget at kigge på, hvis det bliver for kedeligt.
På vej retur til campingpladsen klarede det lidt op, så her er udsigten lidt længere nede fra...
Naturligvis besøgte vi også Île Rousse – byen som vi boede i. Île Rousse er korsikanernes egen by, der blev grundlagt af frihedshelten Pascal Paoli i 1758 og som ikke virker som den rigeste by på øen.
Pascal Paoli er nærmest synonym med den korsikanske frihedsbevægelse. Han forsøgte flere gange at gøre Korsika til et selvstændigt land – godt hjulpet af England, men endte hver gang med at lide nederlag til Frankrig.
Byen har et stort torv - Place Paoli - med skyggefulde platantræer og palmer. Torvet ligger lige ned til byens sandstrand og op til byens overdækkede torveplads, hvor der hver formiddag bliver solgt grøntsager, kød, fisk, kager, ost, krydderier mm.
Man skal ikke være bange for at smage her, for man kan komme hjem med en fantastisk god ost…
Den her tunfisk kunne vi have set på markedet, men vi så den ved et
hotel på vej ud til de røde klipper. De røde klipper har givet øen sit navn og man skal ikke snyde sig selv for en tur ud på dem.
Vi gik derud og kom derved forbi byens anden lille badestrand som absolut ikke så særlig god ud.
Ude på øen findes et af Korsikas utallige genovesiske vagttårne. Vagttårnene blev bygget i det 16. årh. og fremefter, som forsvars- og advarselstårne mod de saracenske invasioner. De ligger som perler på en snor langs hele Korsikas kyst – så tæt at man har kunnet signalere fra tårn til tårn. De fleste er 18 m høje og med vægge på op til 4 m i tykkelsen.
Længere ude end vagttårnet, ligger byens fyrtårn. Vi gik helt ud, men hvis man er lidt doven i varmen, så kører der et lille hvidt tog ind fra Île Rousse og ud til fyrtårnet. Men da Sabrina er vild med at klatre på klipper, gik vi selvfølgelig hele vejen ud. Og selvom skyerne igen hang lavt over bjergene, så blev det en rigtig flot tur.
Vi kan jo godt lide at fotografere blomster og træer men på vej ud til fyrtårnet fik vi et billede af den her lille fyr. Det var langt fra det eneste firben, vi så på vores ferie, men den sad så fint på klippen. Og prøv lige at se hvor lang hale den egentlig har...
Her er vi på vej ned til stranden - turen går først af en fin bred vej, hvor det er let at gå...
... og derefter krydser man jernbanen og fortsætter ned mod denne udsigt af turkis-blåt hav...
... for så at krydse et stykke maki, hvor stierne er smalle og en del af bevoksningen kradser. Til sidst kommer man ned til vandkanten og hvis man vil hen til sandstranden, fortsætter man til venstre og krydser et bælte af klipper...
... men så ender man også her - og det er hele turen værd, for her er fint sand med dekorative klipper i siden og krystalklart vand. Og hvad kan man ønske sig mere?
Måske nogle fisk?
Men de er her også !!! Vi købte dykkerbriller og snorkler og fik gang i vores nye kamera, som man kan have med i vandet.
Vi har taget rigtig mange billeder med det, men de er ikke alle lige gode. Det er nemlig rigtig svært at holde kameraet, snorkle og fokusere kameraet på en fisk på en gang. De flytter sig jo rundt hele tiden og står ikke stille som f.eks. en blomst gør det
Vi har absolut ingen anelse om, hvad det var for fisk vi så, men der kom til at gå rigtig mange timer med at snorkle og se på fisk.
Nå ja - så kunne man jo også ønske sig en restaurant i vandkanten, som kunne lave rigtig god mad - men det findes skam også Og så bliver det næsten ikke bedre!
