La Couronne 2012
Efter en helt fantastisk uge i Avignon, så skulle vi videre sydpå. Dagens køretur var på bare 121 km, så vi havde rigtig god tid til både at pakke sammen, at trille dernedad og ankom stadig tidligt på dagen. Skøn fornemmelse.
Vi havde hjemmefra booket en plads på Camping Le Mas i byen La Couronne. Vores gps kendte ikke lige adressen, så det sidste stykke måtte vi køre efter vores kort og det gav lidt problemer for vi kunne ikke lige umiddelbart finde campingpladsen.
Efter at have spurgt os for hos en meget lidt turist-venlig dame på turistbureauet i nabo- byen Carro,
så besluttede vi os til at køre tilbage til La Couronne og se om vi kunne finde et campingskilt.
Det lykkedes heldigvis - faktisk fandt vi rigtig mange campingplads- skilte, da vi først kom ud ad den rigtige vej!
Vel ankommet blev vi budt velkommen og en meget effektiv kvinde i receptionen kørte Helle en tur op til vores parcel i en golfvogn.
Sådan en gratis køretur skal jo nydes, men kort efter starten meldte de første tanker sig: skal vi virkelig op af den her skråning? Og den næste var: og skal vi så VIRKELIG rundt om det smalle hjørne, inden vi egentlig er helt oppe af skråningen?
Heldigvis var der en anden vej rundt til vores parcel - men vejsystemet på pladsen er noget indviklet, så selvfølgelig endte vi med at køre lidt for langt, da vi kom ind med bil og campingvogn. Men heldigvis på et sted, hvor vi kunne få vendt og komme tilbage på sporet.
Dagen efter vores ankomst ankom vores store børn Britta og Morten og deres kærester Rune og Kiki. De havde fået en uges ferie foræret af os og kom flyvende til Marseilles lufthavn ca. 30 km væk. Vi havde lejet en bil til dem, for vi kunne jo ikke være 7 i Opel'en. Da de ankom var den bookede størrelse ikke tilgængelig og de kunne så få en Fiat Panda eller vente. De ventede og endte med en Ford Focus C-max med 7 sæder...
Vi havde booket en plads til dem ved siden af os og brugte formiddagen på at få slået to små telte op og pumpet luftmadrasser op så alt var klar når de ankom.
Camping Le Mas er en stor 4* campingplads med rigtig mange mobilhomes, men også en del pladser for telte/campingvogne. Vores parcel lå sammen med 3 andre inde mellem en masse mobilhomes, men den var stor og med en del skygge.
Jorden er stenhård og nogle steder gav selv tarzanpløkkene op! Her er trickset så at sørge for at en del af pløkkene skal bankes i, der hvor de vander, for der er jorden blød...
Der er absolut ingen græs men mange gamle pinjetræer og lidt buske mellem pladserne giver en fin adskillelse. Strøm og vand var dejlig tæt på pladsen.
Toiletbygningerne er meget flotte, der er rent og pænt, og de er ikke opdelt i en herre- og dameafdeling. Der er varmt vand i bruserne omend det skifter ret meget mellem varmt, køligere og koldt - helt uforklarligt! Der ligger flere toiletbygninger rundt omkring på pladsen, så de er aldrig langt væk.
Der er en butik lige uden for pladsen - den har en fin størrelse, men er nok ikke det billigste sted at handle. Til gengæld har de noget fantastisk groft brød, som vi hurtigt fik smag for. De har også alt det, der er brug for: madvarer, drikkevare, vand, pasta, toiletpapir, myregift etc.
Der er en restaurant inde på pladsen og Le Umbrello uden for pladsen. Den sidste har også en poolbar, hvor der kan købes drikkelse og is.
Ved restauranten inde på pladsen er der gratis internet, omend det fungerede rigtig dårligt. Det var svært at komme på og det lykkedes os kun at komme på, fordi der kom en venlig franskmand og pillede lidt hist og pist og voila, så kunne vi komme på.
Når først vi var på, så fungerede nettet til gengæld hurtigt og fint - indtil en eller anden skubbede os ud, fordi de var blevet tildelt samme ip-adresse...
Pladsen ligger lige ud til Middelhavet og hvis man har lyst, kan man betale en del ekstra og få plads lige ud til vandet - og et offentligt areal...
Vi havde glædet os til at bade i Middelhavet, men det var skrækkelig koldt. Og da pladsen tillige har et stort poolområde og poolen viste sig at være knap så kold, så blev den vores foretrukne.
Samtidig blæste det også voldsomt stort set alle dage, og der var lidt mere læ ved poolen.
Der findes en børneklub på pladsen og de kom næsten hver eftermiddag ned til poolen for at danse.
Der findes også en boldbane på pladsen - der så vi nu ikke den store aktivitet...
Og så påstår Sabrina, at Frankrig bare er SÅ skævt et land...
Til sidst et par billeder, som de unge mennesker tog en dag de var ude at sejle på vandcykel.
Ud over en rigtig daseferie, så kørte vi lidt småture i området. Den ene dag tog vi ind til den nærmeste større by: Martigues.
Byen er oprindeligt tre mindre landsbyer, der af kong Henri III blev beordret til at samle sig for at bevare styrken overfor spaniolerne i 1581.
Her har dog boet mennesker siden det 5. århundrede f.kr. og stedet er det perfekte sted for at sikre adgangen mellem indsøen Etang de Berre og Golfe de Fos og Middelhavet.
En af de tre landsbyer hed l'Isle og det var den vi koncentrerede os om.
Vi skulle naturligvis ind i den nærmeste kirke, Eglise del la Madeleine. Kirken blev afsluttet i 1680 i barok stil. Her findes statuen af Jomfru Maria og barn, malerier af Michel Serre (1694) i kapellerne og en prædikestol i valnød fra 1694.
Tæt på kirken fandt vi den charmerende Canal San Sébastien, der består af gamle fiskerhuse malet i alskens lyse farver. Fiskerne brugte nemlig resterne af malingen fra skibene...
Ellers præges bydelen l'Isle af smalle gader kantet med høje huse i fine pastelfarver.
Vi kom også forbi statuen af Etienne Richaud (1841-1889). Han var søn og barnebarn af fiskere, men besad store administrative evner og blev derfor udnævnt til den første guvernør i Indonesien.
Her findes enkelte butikker og en del restauranter, men skal der shoppes igennem, skal man vælge bydelen Jonquières, som har et bredere udvalg af butikker.
Vi tog også på marked i byen Carro-le-Rouet. Det var et mindre marked, men havde stadig alle de boder der hører sig til: tøj, smykker, tasker, sko, frugt og grønt, fisk og legetøj.
Carro-le-Rouet har sin egen hyggelig havn og uden for byen sit helt eget rive-krat - helt ligesom resten af kysten har det...
Og hvorfor interesserer vi os så sådan for, om der er rive-krat eller ej?
Jo fordi vi selvfølgelig også var ude at geocache og det krat gav ikke de pæneste ferieben...
Herunder er Søren klatret ned på stranden for at lede efter en cache, der er gemt under en...sten! Efter lang tids søgning og noget der oppefra så ud som om alle sten var blevet vendt, så dukkede den altså ikke op. Det var især Søren noget træt af
Men kysten er rigtig flot, så noget fik vi ud af strabadserne den dag!
Højdepunktet for udflugter fra denne campingplads var en tur til Carmague-området. Området er egentlig Rhôneflodens delta og meget fugtigt. Her opfostres sorte tyre til tyrefægtnings- arenaerne, hvide halvvilde heste og udvindes salt af havvandet.
Saltindvindingen strækker sig over et fantastisk stort område med sine røde vandfyldte bassiner. Her produceres 340.000 tons salt om året på de 6000 hektar. De store lyserøde bassiner indeholder saltvand af en høj koncentration, som inddampes i solen og saltet samles i store bjerge - og det er virkelig store bjerge!
I det meget salte vand lever kun to organismer: en alge og en reje. Rejerne - artemia salina - lever af algen - dunallelia sallee - som er meget rig på karoten. Når vandet bliver for salt, dør rejerne og algerne blomstrer voldsomt op og derfor er nogle af bassinerne meget røde. Så røde at også skyerne bliver farvet røde...
Her er lavet et højt udkigspunkt, så vi turister har mulighed for at kigge ud over området og ved siden af er en lille dam, hvor saltet ligger tykt ved kanterne.
Vi var nødt til ned at mærke, se og smage - og kan konstatere at vandet er meget salt, at saltet er forbavsende hårdt, blankt og meget smukt.
Men vi var især interesserede i at finde de flokke af vilde flamingoer, som skulle bo i området.
Heldigvis var vi inde for at få et kort over området og her fik vi at vide at flamingoerne var ude i området ved Etang Fangassier, så der fortsatte vi ud.
Og her var de så - de store flokke af flamingoer. Her findes en koloni på 10000 flamingoer, der bygger rede i området. Så mange så vi ikke men vi så mange - rigtig mange.
Flamingoen er nært beslægtede med storkene. De bygger tueformede reder af mudder og dynd og lægger som regel kun 1 æg.
Navnet flamingo kommer af det latinske ord flamme og hentyder til deres røde fjerdragt. Den røde fjerdragt får de af at spise de små krebsdyr og alger, der farvede saltbassinerne røde...
Som en lille kuriøs detalje kan vi her til sidst nævne, at man i romertiden betragtede flamingoens tunge som en delikatesse og at man for blot 30 år siden spiste både flamingoer og deres æg.
Efter nogle pragtfulde - men også ind imellem meget blæsende - dage, så måtte de unge hjemad igen - lidt mere brune, afslappede og klar til at møde de daglige udfordringer.
Vi tre tilbageladte valgte at køre til Carry-le-Rouet igen for vi havde hjemmefra besluttet, at vi meget gerne ville finde vores cache nr. 1000 i Frankrig og meget gerne helt ned sydpå.
Vi var nået til kun at mangle 7, men havde haft svært ved at finde nogle - enten var de væk, eller også var de terræn-mæssigt for svære for os.
Men vi havde nu heldigvis lokaliseret en større serie i nærheden af denne by og besluttede derfor, at nu skulle det være.
På vejen rundt kom vi forbi denne fantastiske jernbanebro. Findes det næsten smukkere?
Og disse billeder viser og med al tydelighed, hvorfor området her kaldes La Côte Bleue - den blå kyst.
Og vi kom forbi denne sjove strand, som bestod af småsten eller er det klipper? Klipperne bestod nemlig af sten på størrelse med hønseæg, der var sat fast i noget der lignede cement.
Vi havde på lang afstand frygtet, at skulle klatre rundt i bunker af løse sten, men det viste sig heldigvis at være lige til at forcere 'bunkerne'.
Vi fandt også nr. 1000, som kan ses herunder. Og der var gaver til os alle... 4 nye Coins - enten kan man samle på dem eller også kan man sende dem videre fra cache til cache. Vores skal nu ikke sendes nogen steder...
Men Travelbug'en - som hænger fast på Dannebrogsflaget her til højre, den rejser rundt. Denne gang har vi lagt den af i denne cache og så skal den rejse fra cache til cache hjulpet af andre geocachere og ende hjemme i Odense.
Vi har to af dem - denne her rejste sidste år fra Gardasøen og hjem og har nu fået denne nye mission. Den anden startede sidste sommer i en cache på Nordkapp og har længe rejst rundt i Tjekkiet.
Hvis I vil se, hvor de er lige pt, så kan de følges her:
RoseFrederiksen.dk
#1 og RoseFrederiksen.dk
#2
Den vandretur vi fik her - det er en af de ting vi holder så meget af ved at geocache - for vi havde aldrig endt her, hvis ikke vi skulle finde en cache - eller 7
