Interlaken 2009
Fra Odense til Camping Seeblick er der 1277 km. Vi kørte hjemmefra mandag den 30. juni kl. ca. 16 og var fremme kl. ca. 7.30 den næste morgen. Vi kom kørende fra Thun-siden på en pragtfuld morgen med høj blå himmel og kunne se ned over Thuner See og Interlaken. Der hang en tyk, lavthængende sky hen over Interlaken, men den blev heldigvis hurtig brændt af.
Pladsens reception åbner først kl. 8, så der var lige lidt ventetid, som vi brugte på en tur rundt på pladsen. Da receptionen åbnede, fik vi ca. 25 pladser at vælge blandt og valgte nr.87, som ligger mellem to høje træer, som kunne give skygge det meste af dagen.
Pladsinfo: På de fleste pladser er skyggen minimal og vi blev ret glade for vores i løbet af dagene på pladsen. Vi havde egentlig forestillet os, at der var søudsigt fra pladsen, men der er plantet et bælte af træer og buske mellem selve pladsen og søen.
Bad- og toiletforhold er af en god kvalitet og rengøringsstandarden er fin. Der er gratis varmt vand i brusebadene og vi oplevede ingen kø.
Pladsen ligger ved siden af et søbad med pool, som vi ikke har prøvet. Pladsen har en lille børnepool og en lille legeplads – ingen af delene trak i vores pige på 10½ år.
Pladsen har et lille udsalg af blandt andet brød og fastfood, men der findes et stort Coop bare nogle få km væk.
Der er mulighed for internet på pladsen - 2 timers adgang kostede 4 franc, som er under 20 kr.
Vores første udflugt gik ind i Lauterbrunnental, hvor vi kørte op til Trümmelbachfalle. Trümmelbach betyder ’flod, der lyder som en tromme’ og er et vandfald, som består af 10 mindre fald.
Faldene er oplyste og befinder sig inde i et bjerg, hvor vandstrømmen har skåret sig vej ned gennem den hårde klippe og har skabt dybe sprækker og huler, som bare er få fod brede. Man har skabt en serie af tunneller, gange og trapper, som gør det muligt for ’almindelige turister’ som os at besøge stedet.
Entreen dækker også elevatoren op til faldene. Herfra kan man gå på opdagelse op og ned – men det er smartest at gå op først, for så har man mulighed for at gå af en sti ned til startstedet for elevatoren i stedet for at tage den ned igen.
Det er et inferno af larm og det sprøjter nogle steder en del, men det er et meget smukt og specielt sted.
Dalen Lauterbrunnental har i alt 72 vandfald – Staubbachfalle, som med sine 300 m frit fald er verdens 12. største vandfald, ligger lige på vejen ud til Trümmelbach.
Fra Trümmelbach kørte vi ind i Grindelwald, som er en sidedal til Lauterbrunnental. Her er der rige muligheder for at se storslået natur. Vi valgte at tage liften op på Pfingstegg. Her gik vi en tur og tog – naturligvis – en tur med stedets rodelbane. Dem kan vi jo ikke stå for!
En anden dag gik turen ind til Bern, som er Schweiz’ hovedstad og grundlagt i 1191 af Hertug Berthold V af Zähringen.
I følge legenden har Bern fået sit navn efter en bjørn, som var det første dyr, der blev skudt af Berthold V af Zähringen på en jagt på Aarehalvøen.
Derfor har man stadig pyrenæiske brunbjørne i Bärengraben i byen. Den nuværende bjørnegrotte er fra 1857 og renoveret i 1995/96.
Man er ved at lave et bedre og større anlæg til bjørnene, hvor de bl.a. skal have mulighed for at svømme og fiske i Aarefloden. Men indtil da må enlige Pedro klare sig med lidt underholdning som for eksempel fisk frosset ind i vand!
Fra bjørnegrotten gik vi op gennem byens handelsgade - Gerechtigkeitsgasse og Kramgasse, hvor vi dels så på butikker, der lå godt skærmet for regn og sne under en lang arkade og dels så på fontæner. Pedro
Bern er kendt som fontænernes by. Der er over 100 af dem i Bern og 11 af disse har bevaret deres oprindelige statuer med smukke figurer. Disse 11 fontæner stammer fra det 16. århundrede.
Vi fandt – uden at lede - 7 af dem og viser her et par stykker. Den mest kendte er nok Kinderlifresserbrunnen på Kornhausplatz tæt på Zytgloggeturm. Den er meget bizar, da den viser en trold, der spiser børn. Den er fremstillet af Hans Gieng og nogle siger, at den viser en jøde fra Bern, som angiveligt var massemorder, mens andre mener det er en fortolkning af den græske gud Kronos, som altid afbildes mens han spiser sine egne børn.
Inden vi nåede til denne havde vi været forbi Gerechtigkeitbrunnen på Gerechtigkeitsgasse, hvor nogle af Berns ældste og flotteste arkader kan ses. Fontænen viser den traditionelle fremstilling af retssystemet: en kvinde med bind for øjnene, et sværd og en vægt.
En anden af fontænerne er Zahringerbrunnen, som er dedikeret til byens grundlægger – Berchtold V von Zahringen. Den repræsenterer Bern-bjørnen med Zahringens våbenskjold. Pillen, kapitæl og figuren blev rejst i 1535 af Hans Hiltprand og bassinet kom til i 1889.
Hvis man går ind af en lille smøge, kommer man ind på Münsterplatz og her findes Münster Skt. Vinzenz. Det er byens sengotiske katedral med meget flotte glasmosaikker og udskårne korstole. Vestportalen har 234 figurer og viser dommedag. Der er mulighed for at komme op i tårnet, men man restaurerede, da vi var der, så det prøvede vi ikke.
Foran Bern Munster findes Mosesbrunnen, som er en af de mest berømte fontæner. Ses som den sidste i ovenstående række. Den viser Moses, der holder de ti bud og peger på det andet bud, som forbyder afgudsdyrkelse, som er et af hovedprincipperne i Luthers reform.
Zytgloggeturm på Kramgasse er et klokketårn fra det 12. århundrede og var indtil 1250 byens vestre byport og dannede grænsen for den første udvidelse af byen.
Det overdådigt udsmykkede astronomiske kalender-ur er lavet i 1530 og var byens hoved-ur og havde derfor en meget vigtig betydning for Bern. Det var herfra at rejsetiderne, som stod på time-stenene langs vejene i kantonen, gjaldt til og fra.
Længdemålene – tidligere alen og favne, i dag meter og dobbelt-meter, kan ses på portens hvælving.
4 min. før timeslag opføres en lille pantomime.
På Parlamentstorvet ligger Schweiz’ parlament, som blev påbegyndt i 1852. Det er hovedsæde for landets regering og parlament.
Selve torvet er en stor åben plads med 26 fontæner, der repræsenterer landets kantoner. Springvandene springer i forskellige mønstre hver hele og halve time – i praksis vil det sige hele tiden for 'en omgang' tager ca. 30 minutter – de springer dog ikke om vinteren og tirsdag og lørdag, hvor pladsen bruges til markeder!
På vej retur til campingpladsen lagde vi vejen forbi Tobleronefabrikken. Det var et stort ønske fra vores søn.
På denne fabrik laves al den Toblerone der sælges i hele verden! Hvis man forestillede sig den daglige produktion bestod af 100 g. pakninger, ville man fremstille 283 km hver dag! Den tungeste vejer 4,5 kg - men den er vi ikke stødt på.
Man kan tilsyneladende ikke komme ind på besøg, men man er ikke i tvivl om, hvad de laver på fabrikken…
En anden udflugt gik til St. Beatus-hulen ved Thunersee nær Interlaken. Den har rigtig mange flotte drypstensformationer og har samtidig en interessant historie. Man kan kunne komme ind i hulen på en guidet rundtur med små indslag.
Hulen har været brugt af mennesker siden stenalderen, mens navnet stammer fra St. Beat (på latin St. Beatus), som var en af Schweiz’ hellige mænd.
Historien går på, at han var født i England eller Irland omkring år 20 e.kr. Han blev kristen og døbt af Barnabas og tog derefter på pilgrimstur til Rom. Herfra blev han sendt til Helvetia (Schweiz) for at missionere. Da han kom til hulen, slog han den drage ihjel, som boede i hulen og flyttede derefter selv ind i hulen, hvor han boede til sin død.
Andre fortæller at to fremmede – Beatus og Justus – krydsede Schwarzerberge og ankom til Interlaken. Under deres besøg hørte de om en grusom drage, der boede i en hule tæt på og som terroriserede området. De to hellige mænd bad om at blive sejlet til stedet, men kun Beatus turde gå ind og møde uhyret. Dragen kom imod ham med glødende øjne og spyede ild, men Beatus var hurtig og holdt sit kors op mod den og fortryllede den i den hellige treenigheds navn. Dragen løb nu – i arrigskab – ned til Thunersee og druknede sig. Vandet begyndte derefter at koge og boble og hvis man er heldig, kan man stadig se det boble.
Det skyldes dog det faktum, at hulerne i området afvander et stort område og at flere af dem ender under Thunersee som 'undervands- springvand'. I perioder med megen regn, kan der komme så meget vand i ’springvandene’, at søen bobler og ser kogende ud.
I forbindelse med hulen findes der et museum om huleforskning, hvor man kan se billeder og effekter brugt ved udforskningen af forskellige huler.
Temperaturen er ca. 9 grader, så det anbefales at medbringe en varm trøje.
På vej hjem fra St. Beatushulen lagde vi vejen forbi Heimwehfluh, som er et udkigspunkt i Interlaken. For at komme op til toppen, kan man tage den nostalgiske tandhjulsbane. Banen kører i dag i næsten original udformning tilbage fra 1906. Der er gardiner i vinduerne og træsæder. Motorrummet kan besigtiges – det befinder sig under førerhuset på bjergstationen.
I stedet for at tage banen ned igen, kan man tage rodelbanen - det gjorde vi selvfølgelig!
