Lago Maggiore 2009
Efter en uge gik det atter videre. Vi kørte op over Simplonpas og gennem Gondo Schlucht – i regnvejr og med meget lavthængende skyer, men det var flot – rigtig flot. Vi er enige om, at her skal vi over en anden gang igen – i solskin og klart vejr! Vejen fører til Domodóssola i Italien og herfra kørte vi gennem Val Vigezzo og Centovalli til Locarno. Denne del anbefales ikke til campingvogne – og det forstår vi godt. Der var nemlig – især i Centovalli-delen - nogle steder så smalt og snoet, at det selv med campletten var svært at komme rundt – isæt når man møder modkørende. Men der var også smukt og regnvejr.
Efter ca. 3 timer og 132 km ankom vi til Camping Campo Felice. En stor plads med 771 pladser og der er ingen mulighed for at reservere plads. Alligevel var alt optaget og vi prøvede for første gang i vores campingliv at holde i ventekø.
Den er til gengæld meget velorganiseret, i det campingpladsen har lavet et område med opmarchbåse, som ved et færgeleje. De har også sørget for strøm og toiletvogn. Systemet så let-forståeligt ud, men alligevel var det ikke helt så gennemskueligt. De tre første rækker var de vigtigste. Herfra kom de forreste ind, når der var plads.
Man tog altså den forreste fra hver række og tømte ikke en række ad gangen. De næste tre rækker var som ved et færgeleje. Række 4 først, derefter nr. 5 og til sidst nr. 6. Vi holdt forrest i nr. 5. Personalet fortæller, hvilke tidspunkter man skal være der på – det er det vigtige, for her bliver der flyttet folk ind på selve pladsen. Når der er kommet nogen ind, kører de tre første rækker op og herefter flyttes række 4,5 og 6 op bag dem. Det gøres ved, at man lige får en tur rundt om bygningen….
Da kl. var 18.30 og der ikke kom flere ind den dag, var vi blevet flyttet rundt, så vi nu var nummer 16 og vi kunne se frem til en nat i bilen. Her er det virkelig en fordel at have campingvogn! 4 mennesker der skal sove i bilen, det er altså ikke den bedste søvn! Bedre blev det ikke af, at området blev ramt af et enormt uvejr.
Regn i så store mængder, som vi aldrig før har set, ledsaget af et stort tordenvejr. Rigtig, rigtig træls. Bare det at skulle på toilet var en opgave, der krævede snilde. At åbne døren og få slået paraplyen op uden at blive våd, var ikke muligt.
Næste morgen lukkede de så 10 ind – så var vi nummer 6 og fuld af optimisme. De 5 campingvogne foran os, syntes dog det var så synd for os (og for en tysk bil med 3 piger og et telt), at de lod os komme op foran i køen.
Så endelig kl. ca. 10 fik vi en plads – en blå super plads med søkig, eget vand, kloak og tv.
Man må godt sige nej til en super-plads, da den er en del dyrere end de øvrige pladser, men vi var bare glade for søudsigten. Ellers må man bare sige jatak til det de tilbyder… Det voldsomme regnvejr havde i øvrigt fortsat hele morgenen, så vi måtte ind på pladsen og vente på lidt tørvejr.
Og ang. ventekøen, ja så var vi flere aftener ude og kigge og nogle dage var der en uofficiel ventekø til ventekøen uden for området…
Her til højre et lille 'situationsbillede' fra campingpladsen...
Pladsinfo: pladsen er som sagt meget stor, der er dog aldrig langt til en toiletbygning. Toilet- og badeforhold var superlækre – i vores baderum var der skydedøre, så ens tøj ikke blev vådt. Der var dog nogen kø til baderummene, men der var varmt vand til alle, selvom temperaturen var meget skiftende. Man kunne simpelthen mærke, når nogen enten lukkede eller åbnede for en bruser. Rigtig irriterende.
Der er et stort supermarked på pladsen med fornuftige priser og et stort Coop ca 15 min. gang væk. Der er en stor legeplads, en cirkusskole for børn og et væld af tilbud om aktiviteter. De fleste pladser har fin skygge.
Her er mulighed for at bade i søen, som dog de første dage efter det store tordenvejr, var meget kold. De sidste dag nåede temperaturen op på 20 grader. Der er et stort græsområder ved søen til solbadning. Det bliver dog hurtigt fyldt op af liggestole, luftmadrasser, håndklæder og gummibåde.
Dagen efter vores ankomst hentede vi Britta inde på stationen. Hun havde været i Bruxelles og Barcelona på interrail og skulle nu slutte ferien sammen med os.
De fleste dage her slappede vi af. Vejret blev langsomt bedre og det nød vi. Men der blev også tid til oplevelser.
En dag tog vi på den store pas tur. Vi tog motorvejen op til Airolo og kørte af den mindre vej op over St. Gotthard passet (2109 moh). Passet ligger på en af de ældste handelsveje og er en af Europas vigtigste forbindelsesveje mellem nord og syd og samtidig er Gotthardmassivet er et af de vigtigste vandskel i Europa. Her har Rhinen, Rhône, Reuss og Ticino deres udspring og herfra løber de i hver sin retning.
Ved siden af motorvejen findes stadig en gammel post-pasvej gennem Val Tremola. Den første brugbare vej for diligencer blev bygget i 1819-1830. Jernbanetunnellen fra Göschenen til Airolo kom til i 1874-1882 og bilerne fik deres egen tunnel i 1980.En meget smuk tur i fint solskin.
Herfra fortsat vi op til Schöllenen-schlucht og Teufelsbrücke. Schöllenenschlucht mellem Göschenen og Andermatt er en vigtig vej til St. Gotthardpasset. Dalen er bar og med den farlige flod Reuss og end ikke romerne formåede at slå bro over den. Fra St. Gotthardpasset
Den 1. bro blev bygget i 1230 og kaldes Teufelsbrücke og blev først en realitet da – siger historien i hvert fald – bygmesteren lovede djævelen den første sjæl, som gik over broen.
Da broen var færdig, sendte bygmesteren en ged over som den første, hvorefter djævelen selvfølgelig blev gal. Han samlede en stor sten (Teufelsstein) op i den hensigt at smadre broen.
På sin vej til broen mødte han en gammel, troende kvinde med et kors og han blev så bange, at han tabte stenen og flygtede.
Teufelssteine vejer 220 tons. I 1977 brugte man 300000 CHF for at flytte stenen 127 m for at få plads til motorvejen over St. Gotthardpasset.
Den første bro blev i det 16. århundrede erstattet af en stenbro. Denne stenbro blev hårdt skadet i Napoleonskrigene i 1799. Den lå ubrugelig hen i lang tid pga. skaderne. Broen blev derefter helt ødelagt en stormfuld nat i 1888.
Først i 1820 blev der givet ordre til at bygge en ny, som så stod færdig 10 år senere.
I midten af det 20. årh. blev bro nr. 2 for lille til at håndtere trafikmængden og en 3. bro med 2 vognbaner blev bygget i 1958.
Vi kørte lidt tilbage og op over Furkapas (2431moh), som er bindeleddet mellem kantonerne Valais og Uri.
Den øverste del af Rhonedalen er blokeret af Dammastock Bjergene. Vejen som følger Rhonedalen deler sig i to – den ene går op til Grimselpas (2165m) i nord og den anden går op til Furkapas i øst.
Her imellem ligger Rhonegletscheren – en af de største i Alperne. Smeltevandet herfra bliver til Rhonefloden.
Vi fulgte vejen 3 km videre fra Furkapas indtil vi kom til det gamle hotel Belvedere ved Rhonegletscheren.
Intet sted i Europa kan man køre så tæt til en gletscher og samtidig er der mulighed for at se Eisgrotte Rhonegletsher, som er savet og hakket ind i Rhonegletscheren.
Egentlig er her ikke tale om en ishule, men om en hule i is. En ishule findes inde i et bjerg. Denne hule er kunstig anlagt og det tager typisk en måned at grave den ud.
Gletscheren bevæger ca. ca. 10 cm hver dag og hulen flytter sig derfor 30-40 m hvert år. Bevægelsen ødelægger langsomt hulen og der udgraves derfor en ny hvert år. Gletscheren indeholder et perfekt arkiv over støv og pollen fra de sidste 100000 år. Man har i over 160 år lavet denne ishule ind i gletscheren.
Efter at have betalt entre vandrer man op til gletscheren af en bjergsti. Klipperne her består af Grimsel-granit, som er meget lys, nærmest hvid med mørke pletter. Klippeoverfladen er poleret af gletscheren og har furer i gletscherens flyderetning. Typisk er oversiden af klipperne poleret og undersiden uberørt.
Det varme klima gennem de sidste 100 år er grunden til, at gletscherne rundt om i verden smelte. Rhonegletscheren er ingen undtagelse. Den er i dag 200 m kortere end for 100 år siden. På stien fra billetkontoret kan man se gamle fotografier, der viser, hvor stor den har været. Fra 1996-2006 skrumpede den 50 m.
Vi har før set gletschere tæt på, men vi har aldrig før været inde i en gletscher. Det var helt fantastisk. Udenpå var gletscheren kedelig grå af snavs, men indeni virkede isen klar og med et helt fantastisk blåt lys fra isen.
Fra Rhonegletscheren fortsatte vi til Ulrichen, hvorfra vi kørte over Nufenenpas (2478 moh) tilbage Airolo. Nufenenpas er det højeste interne pas i Schweiz og vejen er derfor ofte kantet af høje snevægge langt hen på sommeren.
En dejlig dag med mange store bjerge, hårnålesving, sne og is.
En anden dag kørte vi til Monte Tamaro, som ligger ret tæt på Locarno. Her tog vi liften op for at se Santa Maria degli Angeli. En kirke, som er tegnet af arkitekten Mario Botta og udsmykket af Enso Cucchi. Den er fra 1992-94 og opført i røde sten og beton og står som en fæstning på klippen.
Den består af tre områder: et cylinderformet kirkerum, en viadukt og en smal trappeformet bro.
Selve kirkerummet er i sort cement og meget mørkt. I koret ses en af Cucchis dekorationer: et intens blåt billede af to hænder.
Derudover har han også lavet en lang dekoration, der starter ved indgangen af den lange viadukt og som ender inde i kirkerummet.
Monte Tamaro er jo også mere end kirken – her kan vandres lange ture, man kan prøve en svævebane og en rodelbane. Rodelbanen var den vildeste vi har prøvet på denne her ferie. Den var rigtig, rigtig hurtig og rigtig, rigtig sjov!
Her på billedet er det rodelbanen bagerst (med sikkerhedsnet) og bronzeskulpturen Madonna med barn af Antonio Dazi forrest.
Fra Monte Tamaro fortsatte vi mod Lugano og til Caslano, hvor vi fandt Chokolat Alprose, som siden 1957 har fremstillet noget af den fineste schweiziske chokolade.
Man kan følge produktionen fra en bro placeret højt over maskinerne. Selvom den er skærmet af kraftigt glas, så er chokoladeduften overvældende. Man kan se dem lave chokoladeplader og små indpakkede stykker. Ved hver maskine er der et skilt med oplysninger om, hvad den lave, hvem der bygget den og hvor gammel den er.
Efter produktionen går turen gennem museet, hvor der er en udstilling af gamle forme, plakater, chokoladeautomater mm. Til sidst ledes man gennem butikken og ud. I butikken er der gratis ’tag-selv’-smagsprøver og vi fik smagt på dem alle – flere gange! Vi købte også lidt chokolade med hjem til dem, der havde passet hund og kaniner for os, mens vi var væk!
Desværre måtte vi ikke fotografere her, så billederne må i tænke Jer til.
I Mogno langt oppe i Val Maggia har Mario Botta skabt endnu en kirke: San Giovanni Battista. Den var vi jo også nødt til at se!
Kirken er fra 1996 og har erstattet en gammel kirke fra det 17. århundrede, som sammen med halvdelen af byen blev jævnet med jorden af en lavine i 1986.
Den er bygget i hvid paccia-marmor og grå riveo granit og har et glastag og er meget anderledes end kirken på Monte Tamaro.
Vejen op til Mogno er ikke for sarte sjæle. Især ikke det sidste stykke, det er fyldt med mange små, skarpe og smalle hårnålesving. Selvom vi kørte solo var det lige før, vi måtte bakke i nogle af svingene.
En tur ind til Locarno - det skulle vi da også lige – selvom vi ikke bruger megen tid på at kigge på butikker!
Vi tog tandhjulsbanen op til valfartskirken Madonna del Saaso. Herfra er der en flot udsigt ud over søen og vi kunne let finde vores campingplads, for de to eneste højhuse i området ligger lige ved indgangen til pladsen.
Selve kirken er meget mørk inden i. Der er enten malet direkte på væggen eller også er der hængt billeder op. Overalt.
Der er ligesom ved Wandfluhkapelle bedehuse langs stien fra Locarno og op.
Hvis man vil nyde en gåtur i byen, så skal man tage funicularen op til kirken og så gå ned.
Efter 3 uger var det på tide at komme hjemad igen. Vores plan var at køre et stykke op i Tyskland, gøre holdt et par dage og så tage det sidste stykke hjem en anden dag. Da vi var kommet et stykke op i Tyskland blev det imidlertid gråvejr og det begyndte af dryppe. Vi var 4 i bilen, som kunne køre, og vi besluttede derfor at tage helt hjem frem for at slå en helt tør camp-let op for at risikere at den var våd, når den igen skulle ned. Det blev derfor en lang tur – 1430 km og det blev hen ad morgen, før vi nåede hjem.
