Berchtesgaden 2013
I modsætning til sidste år, hvor vi pludselig måtte ud at købe en ny bil, så lykkedes det os i år at komme af sted på den planlagte dag.
Vi startede tidligt lørdag morgen i et håb om at nå ca. 2/3 af vejen til Berchtesgaden - for så bliver køredag nummer 2 nemlig ikke så hård og samtidig, så ankommer vi forholdsvis tidligt til pladsen og har derfor lidt flere pladser at vælge imellem.
I følge tv-avisen aftenen før skulle det være 'store køredag' med STOR fare for køkørsel i Tyskland. Det oplevede vi ikke - vi kørte lige gennem Elbtunnelen, som er vores første virkelige problemsted og kun to steder opstod der lidt kødannelse - begge skyldtes havarerede biler på steder, hvor der samtidig var vejarbejde. En stillestående bil i det ene ud af to spor på motorvejen giver hurtigt en del kø... Men ikke på noget tidspunkt holdt vi helt stille og de to køer opløste sig selv på kort tid.
I år var der vejarbejde på Lillebæltsbroen, men nu passerede vi den jo ret tidligt lørdag morgen, så der var der absolut ikke anledning til panik.
Efter ca. 750 km så besluttede vi os for at det måtte være godt på en dag og begyndte at kigge os om efter en campingplads.
Vores gamle slidte campingbog foreslog Camping Rhönperle og vi drejede fra motorvejen lige syd for Fulda og fortsatte af B27 via Motten til Kothen.
Rundt om pladsen er der rige muligheder for vandreture - vi tog en lille tur rundt for lige at få strukket benene ud efter en hel køredag. Men der var mange skilte med længere vandreture, som vi må have til gode til en anden gang. Men vi nød aftenens mildhed og de sidste fuglefløjt før vi gik i seng for at få lidt søvn inden næste dags køretur.
Næste dag fortsatte vi turen mod Berchtesgaden - og turen gik så i følge gimpen (vores bil-gps, som virkelig har været en gimpe på denne ferie) af 6 km østrigsk motorvej til den nette sum af 8,30 euro - det kunne vi have undgået, hvis vi havde været lidt opmærksomme og taget en tidligere afkørsel lige inden vi nåede Østrig.
Vi havde hjemme udset os Camping Mühlleiten, som ligger mellem Berchtesgaden og Köningssee. Pladsen ligger lige ud til vejen til søen og der er en del vejstøj - længere ude mod Köningssee ligger endnu en campingplads, men den ligger tæt ned til floden, som larmer næsten mere end bilerne på vejen.
Receptionen holder lukket mellem 10.30 og 16.00, men vi mødte tilfældigvis ejeren da vi ankom 15.30 og han fortalte, hvor vi kunne holde henne.
Man må dog også gerne selv køre ind og finde en plads, når der er middagslukket, men vi så et engelsk par blive bedt om at flytte sig, så det skal man være klar over kan ske.
Her er ingen egentlig opdeling på pladsen - ud over nogle sten i græsset og skygge er der kun, når solen gemmer sig bag et bjerg eller en sky.
Bad og toiletter ligger i en tilbygning til pladsens Landhaus og er rene og pæne og vandet er pragtfuldt varmt - både i badene og til opvasken.
Som det ses her over til højre, så findes her en lille legeplads - den blev brugt, men ikke meget, da de fleste er væk fra pladsen i løbet af dagen.
Der ligger en restaurant lige overfor pladsen, mens der kan købes morgenbrød, kaffe og fadøl i receptionen.
Morgenbrød bestiller man i øvrigt bare en gang og så fortsætter bestillingen indtil man selv siger stop eller man rejser. Det er dog muligt at ændre i bestillingen undervejs.
I campingpladsens baghave finder man floden Königssee Ache og på den modsatte side af floden ligger byen Schönau am Königssee.
Man kan gå derover på et lille kvarter og der findes en lille smal lidt stejl sti ned til en af de større vandrestier lige bag toiletbygningen.
Det barokke Hubertuskapellet (eller Schornkapelle) i byen har levet et omskifteligt tilværelse. Det blev oprindeligt opført som katolsk kirke på et stykke jord ejet af Haus Hubertus.
Camping Mühlleiten skulle være vores udgangspunkt for ture til bl.a. Berchtesgaden, Köningssee og Kehlsteinhaus.
Berchtesgaden nævnes første gang i 1102 pga. dets rigdom på saltaflejringer. At BerchteSgaden blev så rig en by skyldtes netop primært saltminen, som i dag er et oplevelsescenter.
Hvor Berchtesgaden ligger nede i dalen, så ligger Obersalzberg lidt oppe på bjergsiden. Området ved Obersalzberg blev i 1920 købt af nazisterne – Hitler havde i forvejen sin jagthytte i området.
I dag er der ikke mange synlige træk tilbage fra den tid, selvom både Berchtesgaden og Obersalzburg bar meget præg af nazisternes tilstedeværelse.
I Berchtesgaden står kun banegården og posthuset tilbage som typiske bygninger fra 2. verdenskrigsperioden.
Vi parkerede ved netop banegården - til en pris af 10 cent i timen!
Og så startede vi i Franziskanerkirche Berchtesgaden - eller 'Unsere Liebe Frau am Anger', som vi kom op til via først en meget stejl gade - Sunkler- gässchen - og derefter via panoramastien Sonnenpromenade, hvorfra der er den skønneste udsigt ud over dalen og dele af Berchtesgaden.
Kirken blev i det 19. og 20. århundrede bygget sammen med klosteret og er under en ydre renovering pt, så vi måtte leve med både stilladser og kraner på billederne.
Uden for - ved kirkegården - så vi dette flotte relief og selvom det var bag lås og slå, så skulle det lige fotograferes.
De ældste dele af kirken stammer fra omkring 1480-88, da augustinernonnerne blev tvunget til at forlade deres kloster i Nonntal på grund af uro og overfald. Siden blev nonneklosteret opløst og stedet blev brugt til forskellige formål indtil franciskanerne overtog det i 1695.
Kirken har to skibe og bag det store Volksaltar midt i kirken (billedet herunder til højre) ligger det noget mindre Marienkapelle (billedet herunder til venstre).
Kapellet er fra 1668 med sengotiske hvælvinger og manden bag var Johann Peter Spaz fra Linz.
Den første Ährenmadonna var en sølvstatue fra domkirken i Milano, men den og flere efterfølgere er i dag erstattet af en statue i lindetræ – med pænt foldede hænder og kornaks på kjolen. Inden kapellet blev bygget, stod madonnaen i selve kirkerummet og som nu, så valfartede man også dengang til kirken for at se hende.
Resten af kirkens indre er ændret flere gange efter tidens lune og mode og er i dag nygotisk i sin indretning.
Og så kunne vi ikke stå for de her stearinlys - de var helt utrolig flotte og fandtes i mange flere slags end de her seks.
Efter dagens første kirke fortsatte vi videre op gennem nogle små gader for at ende oppe på Soleleitungssteg. Det er en vandresti, som delvist er bygget på træbroer fastgjort til klippesiden.
På vej op til stien kom vi forbi Christuskirche, som ligger smukt placeret højt over Berchtesgaden.
Den nygotiske kirke blev tegnet af August Thiersch fra München og bygget i 1897-99. I 1965-66 blev stort set alt nygotisk interiør fjernet og væggene malet hvide.
Bag ’altertavlen’ ses 3 vinduer med hver deres motiv: stalden med Jesus til venstre, passions- tiden med skærtorsdag og påsken med himmelfart i midten og pinsen til højre.
Alle vinduer er skabt af Rudolf Büder.
I 1997 blev kunstneren Hans Richters flotte bronzekunst Strahlenkranz-Christus hængt op som alterbillede. Det viser påskesolen med en korsfæstet Jesus.
Det symboliserer, at solen overvinder alt - selv smerte og modgang.
Vi fulgte Soleleitungsteg et stykke tid og kom dermed forbi Berchtesgadens Kalvarienberg.
Et Kalvarienbjerg er et 'bjerg' - oftest med et kapel - evt. en kirke - på toppen og med mindre 'stationer' eller kapeller med billeder fra Jesus korsfæstelse på stien op til kapellet.
Kapellet på toppen af Berchtesgadens Kalvarienberg er et af de flotteste vi har set - det er stort og med en korsfæstelsesscene. Det er faktisk så stort, at det er umuligt at tage et billede af hele kapellet.
Kapellet blev oprindeligt bygget i 1760 af prins Provost Michael Graf von Balthasar Christallnigg.
Da vi var ankommet til toppen fra den 'forkerte' side, mødte vi de 4 mindre kapeller på vejen ned fra stedet.
Udsigten fra stedet er i øvrigt også helt fantastisk.
Efter en dejlig gåtur over byen var det på tide at komme ned i den igen og på turen kom vi forbi denne bænk, som vist ikke bliver brugt ret tit...
Vi har jo altid Oregano - vores geocaching gps - med os og på den har vi lagt et OSM-kort ind over de områder, vi planlægger at besøge.
På disse kort er mange af de små stier med og derfor var det en smal sag for os at finde tilbage til bymidten. (OpenStreetMap er et gratis meget detaljeret kort, som man downloader)
Ellers kan man jo altid styrer efter de to tårne på Stiftskirche - så ender det da ikke helt galt.
Nede i byen endte vi midt på byens smukke Marktplatz lige ved Stiftskirche og Köningschloss. Marktplatz er opført i bedste alpine rokokostil – der er ikke megen kedelig betonbyggeri fra 2. verdenskrig over den. Neuhaus (bagerst herover) blev bygget i 1576 af Jakob II Püttrich som stiftstaverne og siden har mange turister besøgt spisestedet.
De ældste dele af Köningschloss, som delvist ses herover til højre, er fra 1102, hvor de fungerede som kloster for augustinerne. Siden har man bygget klosteret større og da augustinerkannikkerne aldrig havde penge nok til at nedrive det gamle helt og bygge en ny bygning, har meget af det gamle overlevet indtil i dag.
Det er muligt at komme ind og se ca. 30 af de 120 rum i slottet - med originale møbler, tapeter og malerier. Det valgte vi dog fra denne gang - til gengæld rundede vi lige Stiftskirche - også kaldet St. Peter und Johannes der Täufer.
Kirken blev oprindeligt bygget til augustinerordenens korherrer (domkirkernes kannikker), men overgik til at være sognekirke i forbindelse med sekulariseringen i 1802/03.
Sekularisering er adskillelse af stat og kirke – tidligere bestemte kirkerne rigtig meget, men med oplysningstidens komme opstod ønsket om en mindskelse af kirkernes magt. De fleste klostre blev i den forbindelse opløst – af augustinerordenens 1500 klostre og ca. 20000 medlemmer ’overlevede’ kun 250 klostre med ca. 1900 medlemmer.
Det var i forbindelse med sekulariseringen, at klosterbygningerne overgik til Wittelsbach- familien og Köningsschloss opstod.
Kirken er en treskibet basilika fra det 12. århundrede, mens klosteret, indgangen og de to gotiske tårne er kommet til i det 13. århundrede. Efterfølgende er koret kommet til ligesom der har været lavet talrige ombygninger på kirken siden hen. For eksempel er begge tårne blev genopført i 1864-66 efter to lynnedslag – henholdsvis i 1596 og 1819.
Alteret er lavet af Bartholomæus af Opstall i årene 1663-69 og altertavlen er fra 1665 og viser Maria i himlen. Den er malet af Johann Spillenberger - som siden hen blev kongelig maler i Wien.
Og selvfølgelig har man sin egen lille karnap, når man er kongelig.
Selvfølgelig skulle vi også en tur ud på Königssee. Vi tog bilen - men det var direkte dumt, for det tog kun ca. 15 minutter på gåben at gå ud til p-pladsen og der var afgift på parkeringen.
Königssee Seelände er en lille turistby på kanten af søen og her kan man - ud over at købe souvenirs, is og mad - også købe billetter til de eldrevne både på søen.
Vi valgte at købe en familiebillet, der galt helt ud til Salet, som ligger i den anden ende af søen. Personerne i billetlugen er god til at finde de bedste tilbud til alle.
Når så sejlturen er startet, kan man lige kigge ind på turistbyen og nuppe et foto af den sovende heks - som hun ligger der og snuer på ryggen med næsen i sky...
Bådene sejler stort set hele dagen - der er 17 både i højsæsonen og de stopper nærmest kun for at sætte folk af og på. Da vi ankom var køen ikke så lang, så vi kunne selv vælge båd, men senere indførte de et nummersystem, så folk slap for at stå i kø i timer, men i stedet kunne gå rundt og shoppe eller spise is.
På turen ud fortæller guiden om søens historie og små anekdoter. Nogle af dem forstod vi, andre måtte vi give op for. På vejen stopper båden helt ved Echowand og guiden stiller sig ud og spiller i trompet, så man kan høre væggens berømte ekko.
St. Bartholomäs første kapel blev indviet i 1134. Det nuværende kapel og bygningerne omkring det stammer fra det 17. århundrede og var indtil begyndelsen af det 19. århundrede sommerslot for Berchtesgadens fyrsteprovsti. Senere overgik det til de bayerske konger, som brugte det til jagtslot. I dag er her restaurant og biergarten...
Kapellet har en sjov udformning med løgkupler og er nærmest korsformet med runde hjørner og røde tage.
Inde er kirken meget smuk og med hele 3 altre - selvom den ikke er særlig stor. De er indviet til St. Bartholomä, St. Katharina og St. Jacobus. St. Bartholomä bliver i øvrigt betragtet som skytshelgen for de alpine landmænd og malkepiger.
Königssee er ca. 190 meter dyb på det dybeste sted, den er 7,2 km lang og 1,2 km bred og vandet er så rent, at man kan drikke det og derfor er kun elbåde, roning og vandcykler tilladt på søen.
Selvom søen i dag hedder Königssee, så mener man, at det stammer fra fornavnet Kuno og ikke fra ordet konge. Området havde nemlig ingen konger indtil 1806, mens Kuno var fornavnet på flere adelmænd i området, som donerede store summer til Berchtesgadens kloster. Søen hedder da også Kunigsee i tidligere kilder.
Søen opstod i øvrigt under sidste istid, da hele området var dækket af is og den store Königsseegletcher tog alt med sig - undtagen den hårde Dachstein kalksten.
I den nordlige ende af søen - og lige inden man igen er tilbage i den lille turistby - ligger Christlieger.
En lille ø - også kaldet Johannesinsel - hvortil der kun er adgang fra mindre både og ikke fra turistbådene.
På øen står en statue af Johannes af Nepomuk rejst i 1711, da alle 4 passagerer involveret i en bådulykke blev reddet.
Og så er en lang dag ellers ved at være slut - vi skal ud til bilen på parkeringspladsen og de få kilometer hjem til campingpladsen.
En tur ud på Königssee og helt ud til Salet kan kun anbefales. Vi kommer igen en anden gang for der er flere steder langs søen, som skal udforskes.
Som før skrevet så er det oplagt med en tur til Kehlsteinhaus. Kehlsteinhaus ligger på toppen af Kehlstein - et 1835 meter højt bjerg. Her byggede Martin Bormann Kehlsteinhaus (Hitlers tehus - også kaldet Eagles Nest) til Hitler som en gave i anledning af Hitlers 50 års fødselsdag.
Selve vejbyggeriet og opførslen af huset er en ingeniørmæssig bedrift. Det hele blev færdiggjort på bare 13 måneder i 1938 og vejen op stiger ca. 800 m på de 6 km. På hele vejen op er der kun et egentligt hårnålesving. Disse sidste 6 km op foregår med bus - vejen er simpelthen spærret for privat trafik.
Til gengæld kan man afprøve sine køreegenskaber på vej op fra Berchtesgaden til parkeringsområdet ved Obersalzberg - her er nemlig en stigning på 24 % flere steder på vejen og godt med sving.
Oppe ved Kehlsteinhaus er der en fantastisk udsigt ud over hele området. Huset ligger nærmest på en spids, så man kan se næsten 360 grader rundt.
Hitler brugte ikke tehuset meget og derfor blev det ikke bombet, som resten af nazisternes bebyggelser i Obersalzberg blev det.
I dag bliver huset brugt som restaurant og overskuddet går til velgørende formål. Der er rundvisning i huset, men kun guidede af hensyn til restaurantgæsterne.
Vi blev dog ude og nød den fantastiske udsigt og solen og varmen og gik lidt længere væk fra Kehlsteinhaus og ud i de 'vilde' bjerge, hvor der dog stadig er tydeligt markerede vandrestier.
(Naturligvis skulle vi også lige finde den cache, som ligger heroppe)
Byggeriet blev midlertidigt afbrudt af 2. verdenskrig, men på det tidspunkt manglede kun de 800 meter på tværs af Hahnenkamm højderyg.
Allerede i 1947 lykkedes det dog chefadministratoren i Berchtesgaden at overbevise den tyske statssekretær for transport om vigtigheden af at færdiggøre det sidste stykke af vejen.
Det må siges at være en imponerende bedrift, når man tænker på, hvor mange skader det tyske vejnet havde efter 2. verdenskrig og hvor lidt vigtig lige denne vej var for den almindelige tysker.
Men byggeriet blev genoptaget og vejen kunne allerede i 1955 gennemkøres på hele strækningen.
Det sidste sted vi besøgte var Wimbachklamm - en smal slugt, hvor vandet gennem årtusinder har skåret sig ned gennem klippen, så der i dag er vandfald og vilde og frådende vandmasser og små roligere søer.
Langs vandet (eller nærmere over vandet) er der lavet en gangbro, så det er sikkert at færdes i slugten. I øvrigt var det de lokale skovbrugere, der først lavede en bro - for så kunne de transportere træ til saltminen i Berchtesgaden ned gennem slugten. Skovhugsten til minerne stoppede i 1843 og allerede i 1847 blev broen åbnet for offentligheden.
En billig, men fantastisk flot oplevelse. Der skal nemlig betales en entre på 2 euro (endda kun 1,5 euro med det turistkort vi fik udleveret, da vi ankom til Camping Mühlleiten) pr. person. Parkeringen i 2 timer er så langt fra billig - den kostede mere end entreen for os...
Turistkortet giver i øvrigt også rabat på parkeringen mange steder og på nogle entreer. Og så er det gratis...
Efter nogle pragtfulde dage på Camping Mühlleiten var det ved at være tiden til at komme videre. Alle dage har vi haft en fantastisk flot vejr om dagen med en enkelt regn-/tordenbyge til spisetid.
Sidste morgen stod vi imidlertid op til noget vejr, der ikke var sol og vi var glade for, at vi skulle videre, for skyerne virkede tunge og som om det ville tage noget tid, før de forsvandt.
Alle vores ting under solsejlet var dog fint tørre, så det eneste der var vådt var selve solsejlet.
I kan finde de øvrige afsnit i serien her:
I år var der vejarbejde på Lillebæltsbroen, men nu passerede vi den jo ret tidligt lørdag morgen, så der var der absolut ikke anledning til panik.
Pladsen er en lille perle og udsigten fra vores vogn ud over søen var skøn.
Ved indgangen til pladsen var der en Bierstube og de serverede en glimrende mad til fornuftige priser. Overfor lå bageren og han åbnede kl. 7 - også på søndage, så det var let at få frisk morgenbrød dagen efter. I øvrigt havde han et stort udvalg af friskbagt brød og det skulle vi komme til at savne senere på ferien, hvor det mest af alt kom til at stå på bake-off og hvis vi var heldige, lidt groft brød ved siden af det hvide brød.
Rundt om pladsen er der rige muligheder for vandreture - vi tog en lille tur rundt for lige at få strukket benene ud efter en hel køredag. Men der var mange skilte med længere vandreture, som vi må have til gode til en anden gang. Men vi nød aftenens mildhed og de sidste fuglefløjt før vi gik i seng for at få lidt søvn inden næste dags køretur.
