Bolzano 2013
Efter nogle fine dage i Cortina d'Ampezzo besluttede vi at fortsætte videre til Bolzano - en by, som vi flere gange har kørt uden om. Samtidig har vi dog også ofte talt om at området så både flot og spændende ud. Turen fra Cortina d'Ampezzo til Bolzano var bare en lille tur på 143 kilometer, så vi ankom allerede omkring middag til Camping Moosbauer. Vi forlod Cortina d'Ampezzo i 13 graders varme og ankom til 28 grader i Bolzano - hold op den forskel kunne mærkes. Heldigt nok - kan vi tilføje - at vi kom så tidligt, for uden en reservation, så skal man ankomme til denne plads tidligt. Flere dage havde de 'Alt optaget'-skiltet stående ude ved vejen allerede om formiddagen.
Nu bruger vi det italienske navn Bolzano, men kunne lige så godt have brugt det tyske Bozen, da området er tosproget: tysk og italiensk. Og egentlig er området 3-sproget, da her også findes en gruppe indbyggere, der taler ladin. Ladin er en lokal dialekt som fortrinsvis bruges i provinserne Bolzano i Sydtyrol og Trento og Belluno i den nordlige del af Italien. Der er ca. 30000 mennesker (svarende til ca. 4,5 % i 2011), der taler ladin og der undervises fortsat i ladin i skolerne.
Men størstedelen af indbyggerne her er tysktalende (ca. 70 % i 2011) og for at sikre at alle tre sproggrupper bliver repræsenteret i offentlige job er der er indført et ansættelses- system, der fordeler de ledige stillinger efter hvilket sprog, man er registreret med.
En stor del af vejen mellem Cortina d'Ampezzo og Bolzanor foregår på landevej - det tager tid, men til gengæld er der tid til at se nogle pudsige ting - for eksempel denne reklame for europamesterskabet i 'Hand-mähen' - altså det at slå med le.
Efterfølgende har vi researchet lidt og det viste sig, at mesterskaberne er et meget socialt arrangement med fest og musik fredag og lørdag.
Der er så festgudstjeneste søndag formiddag og selve konkurrencen foregår søndag eftermiddag. Hvorefter der rundes af med mere musik. Vi ser i den grad frem til nogle forrygende reportager i fjernsynet...
Camping Moosbauer er 4* og det fornægter sig ikke. Alle pladser har vand, tv-stik og afløb og strømmen er tæt på - desværre for nogle pladser på den modsatte side af vejen, så bilerne kommer til at køre over kablerne. Pladserne er fint flade og opdelt med hække. De er ikke af de største, vi har set, så vores bil måtte holde et andet sted, for at vi havde plads til vores solstole ude foran...
Til gengæld havde vi dejlig meget skygge og det var det ikke alle pladser der havde.
Toiletbygningen er noget for sig - campingpladsen er verdens første 'Lern'-plads og det betyder at de gerne vil putte noget visdom ind i vores små hoveder, mens vi er på ferie.
Normalt fotograferer vi jo i øvrigt ikke INDE i toilet- bygningerne, men her gjorde vi alligevel en undtagelse.
Der er nemlig sat forskellige opslag op på alle toiletter, baderum, ved vaskene og i opvaskerummet.
På toiletterne handler det om områdets gamle håndværk og i brusekabinerne om et af de mange flotte og interessante steder i området. Alt sammen forklaret dels med tekst og dels med store billeder og evt. genstande, der relaterer til håndværket.
I vaskeafsnittet handler det om sproget og her er en række eksempler på 'hvad hedder...' på tysk, ladin og italiensk og i opvasken handler det om vin og druesorter kombineret med spændende madopskrifter. Og se lige netop DET synes vi jo er VÆLDIG interessant...
Rundt om på pladsen er der også sat skilte op om træerne og området.
Pladsen har også en pool og en restaurant og den ligger rigtig skønt i udkanten af Bolzano mellem vinmarkerne.
Man finder den lettest ved at tage Bolzano Syd afkørslen - vores evige problembarn gimpen valgte naturligvis Nord afkørslen med en tur gennem store dele af Bolzano Centrum til følge.
Og så skal man lige huske, at indkørslen til pladsen er på én gade og postadressen er på en anden. Der er IKKE mulighed for at komme ind via postadressen, men der er hjælp at hente i receptionen, hvis man ender det gale sted. Det gjorde vi IKKE for vi havde læst om fælden!
En tur ind til centrum er jo et must og vi startede med at finde en egnet p-kælder - med smarte lys, der viste, hvor der var en ledig plads. Den slags kender vi ikke til i Odense.
Piazza Municipio (Rådhuspladsen) er omgivet af smukke bygninger med det ny-barokke Rådhus (herover) på den sydlige side og Casa Amonn, med sin rokoko- stuk og fresco-dekorerede facade på den østlige side.
Huset ligger lige i begyndelsen af Laubengasse, som er byens gågade med butikker og arkader i fine pastelfarvede huse med karnapper og fine malerier.
På turen rundt i byen kommer man også let forbi Obstmarkt/piazza delle Erbe, der et et langt og buet gadestrøg med et farverigt frugt- og grønt marked.
Der er også et hav af små smalle passager, der forbinder de større gader og som er hyggelige at krydse ned gennem.
På Piazza delle Erbe lige der, hvor den støder sammen med Laubengasse, findes byens Neptunfontæne. Den er skabt af Joachim Reis, men er baseret på en model af G. Mayhr di Fiè fra Völs og er fra 1745. Her er både Neptun med trefork og bronzeskaller - og så kaldes den i øvrigt også for Gabelwirt (Krovært med gaffel).
Fortsætter man af Laubenstrasse - som dog undervejs skifter navn til V. Museo, kommer man hurtigt ned til Sydtyrols Museum of Archaeology.
Dette museum er bedst kendt for Ötzi - eller Ice Man. Ötzi er en 5300 år gammel mumie, som blev fundet i 1996 af nogle tilfældige vandrere halvt begravet i isen i Tisenjoch-området. Først troede man i øvrigt, at det drejede sig om en uheldig bjergbestiger, som havde ligget der nogle år og nogle østrigske betjente fik med møje og besvær frigjort ham fra isen og derefter blev han fløjet til Innsbruck til nærmere studier.
Arkæologerne blev i øvrigt ret irriterede over, at han sådan var blevet flyttet, da de så ikke fik mulighed for forsigtigt at få frigjort ham og hans ting.
På museet ligger Ötzi i en 'fryser', så han kan holde sig og publikum har mulighed for at kigge ind til ham gennem et lille vindue. Hans tøj, våben, birkebeholdere og sågar to små kornkerner er ligeledes udstillet i 'frysere', men på hele denne etage af museet må man desværre ikke tage billeder.
Det må man gerne på etagen over, og her har man forsøgt at vise, hvordan Ötzi så ud og hvordan han levede.
Museet lyder måske kedeligt, men det var et fantastisk sted og det var imponerende så velbevaret han og hans ejendele var.
Efter at have besøgt Ötzi (vi tog derind en lørdag og da var der ingen kø - vi var forbi en anden dag også og der var der lang kø...) fortsatte vi ud af V. Museo og krydsede over floden Talvera via Ponte Talvera. På broen hænger en bunke kærlighedslåse.
Det er hængelåse, som elskende par hænger op som symbol på deres evige kærlighed til hinanden.
Lige på den modsatte side af Talverafloden findes Bolzanos triumfbue: Monumento alla Vittoria.
Triumfbuen er opført af det fascistiske regime som en del af et udvidelsesprojekt i byen og ligger
egentlig i bydelen Gries.
Monumentet blev indviet i 1928 og er bygget efter et oplæg af Marcello Piacentini og skulle egentlig have været større ned mod floden.
Indeni, udenpå og i krypten findes skulpturer af Dazzi, Wildt, Andreotti og Cerodin.
Lige bag triumfbuen holdes der hver lørdag et marked. Selve markedet er pænt stort og delt i en grønt- og frugtdel og en tøj, sko og andet-del.
Tilbage i selve centrum af byen skal man ikke snyde sig fra at besøge Piazza Walther Platz (her kan man rigtig more sig over sammenblandingen af tysk og italiensk).
Pladsen blev afsluttet i 1808 og den gang navngav man den efter Maximilian af Bayern, der havde fået den anlagt.
Siden har den skiftet navn et par gange for i 1901 at komme til at hedde Piazza Wather Platz efter Walther von der Vogelweide (en tysk digter, der levede mellem 1170 og 1230). På pladsen står en statue i nyromansk stil af netop Walther von der Vogelweides. Den er fra 1889 og udført i lokal hvid Lasa-marmor af Heinrich Natter - en billedhugger fra Vinschgau.
På pladsen findes Duomo - byens domkirke. Kirken erbygget på resterne af en tidlig
kristen middelalder/romansk basilika fra 1180. Ca. hundrede år senere påbegyndtes en ny imponerende bygning, som blev afsluttet omkring 1420.
Klokketårnet måler 65 m og er tegnet af den Schwäbische arkitekt Hans Lutz von Schussenried og er opført i perioden 1501-19. Schwaben er en historisk region i Tyskland og et sprogligt område. Området svarer til dagens Baden-Württemberg og det bayriske distrikt Schwaben. I middelalderen regnedes størstedelen af Schweiz og Alsace også til Schwaben. Tilsvarende hørte Liechtenstein og den vestlige del af Østrig med til Schwaben.
Kirken blev oprindeligt betalt af byens borgere og er derfor en af de kirker i Alperne med flest siddepladser.
På den vestlige yderside findes den store bronze dør udført af Defner - pænt bevogtet af to sandstensløver.
Den gotiske prædikestol er lavet af Hans Lutz von Schussenried i sandsten. Det barokke alter i polykrome marmor (1710-1720) ved Ranghieri og Allio fra Verona.
Da kirken blev domkirke i 1970'erne, blev koret udvidet og fik i den anledning et nyt alter udført af Anton Oberhöller.
Ud over den synlige kiste ved det gamle alter, så findes her også en krypt med flere kister.
Tæt på denne store flotte kirke findes endnu en flot kirke: Den dominikanske Kirke, som blev etableret i Bolzano i 1272.
Her blev bygget en enskibet kirke inde i et stort kloster. I dag er klosteret nedlagt og huser i stedet bl.a. byens Musikkonservatorium og kulturelle begivenheder.
Kirken har gotisk buegange , såvel som barokke elementer fra det 17. og 18. århundrede. Men mest underligt for en dansker er opdelingen - igen er der bygget en voldsom væg midt i rummet, så koret bliver noget mere adskilt fra skibet end vi er vant til at se.
En stor del af det oprindelige inventar blev enten forlist ved klosterets nedlæggelse eller ødelagt under krigen.
Selve hovedalteret er foran orgelet i selve kirkeskibet og er ret nyt. Det er skabt af Paul de Doss Moroder fra Ortisei i 2008.
I kirkerummet ses også nogle fantastisk smukke kalkmalerier - hele rummet har været dekoreret, men en del tog skade under krigen.
Selve koret er højt og smalt og opført i sengotisk stil. Hele det indre blev dog siden ændret og tilført stuk- dekorationer og store flotte loftsmalerier.
Ganske usædvanligt blev det under en renovering i 1935-43 besluttet ikke at føre koret tilbage til sit oprindelige sengotiske udtryk og det står derfor stadig i rokokostilen. Koret tog en del skade under 2. verdenskrig men er siden blevet rekonstrueret.
Bevæger man sig en lille smule væk fra centrum, så støder man let på Castel Mareccio, som ligger midt i en vinmark af ædle Lagreindruer.
Slottets udseende skyldes de forskellige ejere fra 1100 og op til midten af det 16. århundredes byggelyst.
I dag anvendes slottet til kongresser og udstillinger og slotsgården alene kan rumme 200 personer. Da den i sin tid blev bygget var det til brug for sommeraktiviteter, men i dag har et glastag gjort, at den kan bruges året rundt.
Fra campingpladsen er der mulighed for mange udflugter - området i sig selv indbyder til bare at køre rundt på må og få og så pludselig så har man f.eks denne udsigt. Billedet er taget fra en gammel borgruin, som ligger lidt nord for campingpladsen.
I øvrigt så er det ikke kun vinmarker, der er her i området - det er også æblemarker. Her Trentino-området dyrkes 100 000 tons æbler om året - det er pænt mange. Hvis man så også tæller de 3 øvrige store æble-områder i Italien med, så dyrkes der ca. 1.5 mill. tons æbler i Italien!
Næsten i gåafstand fra campingpladsen - først i Terlano - findes man dette lille kapel. Her bliver holdt små andagter og selvom der står privat ved indgangen, så går den offentlige vandresti hen over, så det er ok at kigge ind.
Hvis man er vild med snoede vej, som tager en krig at køre på så er vejen fra Merano nord for Bolzano og ned til Bolzano rigtig god.
Det var her vi kom forbi dette flotte sted - Steinknott, som ligger oppe over Verano.
Eller kom forbi og forbi: vi skulle lige gå en kilometers penge før vi nåede derud.
Men turen ud var ikke hård og gik gennem en hyggelig skov (dejligt for det var varmt) og så blev vi jo belønnet med et smukt kig ud over dalen.
Vi havde et hængeparti med et par caches i byen S. Páolo vest for Bolzano, så vi tog på ekspedition og endte blandt andet ude i en flot vinmark. Der går vandrestier/cykelstier igennem rigtig mange af vinmarkerne, som man rigtig gerne må benytte.
Hvorfor de har ofte har roser for enderne af rækkerne, det ved vi faktisk ikke - måske bare fordi det ser pænt ud?
Ude midt i den ene vinmark stødte vi igen på 1. verdenskrig for her var resterne af en bunker...
Selve S. Páolo er en hyggelig lille by med fine gader og hyggelige gårdmiljøer. Herfra fortsatte vi op Lagi di Monticolo - et par fine søer, hvor der ved den største er etableret et friluftsbad.
Vi tog turen rundt om søen og kom blandt andet forbi dette sivområde. Desværre var her tonsvis af myg (ja vi mener TONSvis!), så vi fortrak ret hurtigt fra området.
Hvis man vil væk fra dalen, kan det jo passende gøres med en svævebane.
Ritten Svævebane forbinder Bolzano og Oberbozen og er en del af den offentlige transport i området. Der er afgang hver 4. minut, turen tager 12 minutter, er 1500 meter lang og stiger i alt 950 meter. Og fra kabinerne er der den mest fantastiske udsigt ud over Bolzano.
I Oberbozen kan man så passende fortsætte med det smalsporede tog til Klobenstein. Den første jernbane på stedet blev etableret i 1907 og startede i selve Bolzano, hvor en tandhjulsbane førte direkte op i 1000 meters højde. Tandhjulsdelen blev i 1966 erstattet af en lift, mens man beholdt det smalsporede tog 'på toppen'.
Man kan få en dagsbillet som gælder til lift, tog og busser i hele området.
Vi havde valgt denne lift primært pga. Rittner Erdpyramiden. Så da vi steg af toget i Klobenstein fulgte vi skiltene og vandrerute 24 ud til jordpyramiderne.
Det er de højeste og bedst formede jordpyramiden i Europa og er skabt af et særligt naturfænomen:
Udvaskning af materiale og beskyttelse af andet... De er nemlig lavet af et særlig ler-materiale, som i tør tilstand er stenhårdt, men som bliver til en leropslæmning i våd tilstand.
Denne leropslæmning vaskes ud og strømmer derefter ned i dalen - men på de steder, hvor der er indlejret en stor sten i materialet, vil denne beskytte det underliggende materiale mod at blive vådt og der vil derfor ikke ske en udslæmning. Resultatet er høje - op til 30 meter - lerformationer med store sten på toppen...
Jordpyramiderne findes 3 steder i området, men de, der ligger nær Klobenstein er de letteste at gå ud til. Men allerede i liften op får man et kig på pyramiderne i et af de andre områder...
Vi har set fænomenet før - i Schweiz - men disse slår dem i Schweiz med utallige meter. (se evt. her)
De er bare helt fantastisk smukke og det er svært at forstå, hvordan de kan blive stående - og at den 'lille' sten på toppen kan gøre, at de ikke bliver til flydende ler...
På vejen ud til jordpyramiderne kom vi forbi et par ældgamle sten. De stammer fra en gammel vej og rillerne er kørespor slidt ned i stenen.
Vi havde lyst til lidt mere gåtur i området og lagde derfor vejen ud forbi St. Giocomo.
Det kan IKKE anbefales i 34 graders varme - hold da op det var hårdt at komme tilbage til Obenbozen. Den første kirkebygning på stedet er fra 1289, men den er der ikke så meget tilbage af. Den nuværende stammer fra det 17. århundrede.
Efter 6 dejlige dag på pladsen måtte vi videre nordpå. Men vi kommer gerne igen, for vi fik slet ikke set alt i området.
